mandag den 11. september 2017

Prædiken om Lazarus

Det siges, at ingen behøver at dø af sult i dette land. De sociale myndigheder, som vi er så glade for, og hvis indsats vi gerne praler med over for fremmede, har forhindret, at sult skal plage mennesker her i landet, og ligger én syg, fuld af sår, så er hans helbredelse ikke afhængig af, om han kan betale eller ej for at blive behandlet.

For så vidt skulle man derfor kunne sige, at denne gamle historie om Lazarus ikke er aktuel længere, for der ligger ingen fattig Lazarus uhjulpet uden for vor dør. Var det i gamle dage sådan, at den rige mand ikke så og ikke hjalp den fattige, der lå ved porten, så er det ikke sådan længere.

Ganske vist er den rige mand ikke blevet anderledes, det er ikke fra ham, initiativet til at hjælpe kommer fra, men fra staten, som har taget sig på at sørge for, at den rige tvinges til at yde hjælp til den fattige.
Altså, denne historie kommer os ikke ved længere. Vi har ordnet forholdene. Den fattige Lazarus eksisterer ikke længere, og den onde rige mand heller ikke, for han er blevet tvunget til at betale til dem, der trænger.
Hvem af de to har nu vundet ved denne udvikling? De fleste vil vel svare, at det har den fattige Lazarus, for nu behøver han ikke længere at ligge uhjulpet, men jeg vil mene, at den rige har vundet mest, for nu kan han med god samvittighed nyde den rigdom, der bliver tilovers, når han har betalt, hvad han skal, over skattebilletten.

Nu ved den rige mand, at ingen behøver at dø af sult, og at den syge ikke behøver at nøjes med at lade hundene slikke sine sår. Den rige mand har så at sige fået ryggen fri. Samfundet har fritaget ham fra al bekymring for eventuelle Lazarusser, for Lazarus er afskaffet som den riges dårlige samvittighed.

Den rige mand, vi hører om i lignelsen, havde heller ikke nogen dårlig samvittighed over for Lazarus, men lignelsens hensigt er dog at sige, at han burde have det.
Nu er vi også fritaget for at burde have det, for det offentlige har overtaget vores samvittighed, og skulle den alligevel nage, så kæmper vi bare desto stærkere for, at det offentlige skal sørge endnu bedre for de dårligststillede, sådan at de slet ikke generer os mere.

Kort sagt, er der i de sidste århundrede sket det, at vi har fået den ubehagelighed at skulle have dårlig samvittighed væltet over på staten, og vi kan des gladere nyde livet og alt, hvad det bringer os. De nødlidende sørger stat og kommune for gennem vores skat, og skulle der endnu være nogle, der ikke er helt veltilpasse med at nyde livet, fordi der trods alle bestræbelser, er nogle, der ikke har det så godt som de selv, så står en lang række hjælpeorganisationer med deres mange indsamlinger klar til afhjælpe samvittigheden. Og trods de sociale foranstaltninger er hjælpsomheden stor iblandt danskerne – understreget af de mange millioner, der årligt gives bort til velgørenhed.

Således kan vi moderne mennesker skaffe os - eller rettere – købe os en god samvittighed og en ret til at nyde livet. Således har vi løst det problem, som lignelsen lægger frem for os. Det er lykkedes os på en nem og bekvem måde at komme videre end Jesu lignelse.

Og ingen synes tilsyneladende at have betænkeligheder ved det. Vi har skilt os af med Lazarus, han eksisterer ikke for os mere. Har vi en gammel far eller mor, sørger det offentlige jo for dem. De er snart så glemt, at man sjældent ser til dem, og de somatisk syge, de psykisk syge, de udviklingshæmmede anbringes på institutioner og glemmes hurtigt, og de, der passer dem, kan fortælle rystende historier om, hvor glemte de er.
Og børnene, også de sendes bort til børnehaver og fritidshjem, hvor de kan få en professionel opdragelse af fagfolk – langt mere professionel end forældrenes. De bliver stimuleret efter alle kunstens regler, og ja, så er man fri for dem og kan bruge sine kræfter på det, det gælder om: at skaffe sig en indtægt til at finansiere skatten og skaffe sig et behageligt liv og nyde det – for det har man ret til.

Denne beskrivelse skal ikke være en karikatur, og jeg mener heller ikke, den er det. Jeg mener, at sådan ligger landet. At friheden, vi er så glade for, betyder friheden til at nyde livet med god samvittighed.

Og det var jo netop det, som Jesus med denne lignelse ville sige; at den frihed – når det kommer til stykket - har ingen. At enhver af os har en Lazarus liggende uden for vor dør. Også i dag. Vi har ham liggende, men vi har - om jeg så må sige - ved fælles hjælp organiseret den rige mands selvtilstrækkelighed, sat den i system, sådan at vi tror, at nu har vi med vores ordnede forhold og med alle de filantropiske foretagender, vi understøtter, og med alle de fine socialinstitutioner, der er oprettet, nu har vi friheden til at nyde livet. Nu har vi organiseret Lazarus væk.

Men Lazarus er her, og han er ikke blevet mindre ene, end han var i lignelsen. Han sidder måske på et plejehjem og venter på besøg, men familien har ikke tid, eller måske er det Peter, der har ondt i maven af stress over at være overladt til sig selv og professionelle i stedet for at være i familiens trygge rammer. Eller det kunne være den døde, der ligger på kirkegården og er glemt. De pæne blomster på kirkegården sørger graveren jo for mod en årlig betaling. Jo, også de døde er en Lazarus for os, der kræver at huskes.

Eller rettere, de kræver det ikke selv, for Lazarus beklagede sig ikke, men Gud kræver på hans vegne den rige til regnskab.

Og sådan gør Gud den dag i dag. Han lader sig ikke stille tilfreds med, at vi betaler skat, heller ikke at vi yder store beløb til ulykkeliges lykke, nej, han er meget mere nærgående og ubehagelig, for han siger altid: Hvad har du selv gjort? At give af sin overflod er slet ikke at give, og at købe sig fri regner han ikke for noget. Han stiller os altid direkte ind i situationen og siger: den er din!

Derfor er denne lignelse ikke utidssvarende, for den gælder til enhver tid og under alle forhold, både under moderne velfærdstider som i gamle dage. Ingen tid og ingen politiske krav kan købe os mennesker fri fra Guds krav til os på Lazarus´ vegne. For sådan er Gud nemlig, at han er altid på Lazarus´ side. Altid.

Det er på én gang dommen over os og vort eneste håb. For med al vor frihed til at nyde livet er vi også selv en Lazarus, og måske opdager vi det først, når det er os, der ligger under jorden, sådan som den rige mand først opdagede, hvilken Lazarus han var, da han var død og blev stillet over for Gud.

Vi er også Lazarus, og det er netop det, Jesus med denne lignelse vil sige til os, ja, han vil ved at fortælle den gøre os til Lazarus, der intet har, som er noget værd. Sådan har Gud altid været, og sådan vedbliver han at være til dagenes ende: Den, der står på Lazarus´ side, og på Lazarus´ vegne lader Gud sig ikke nøjes med udflugter og undskyldninger og bortforklaringer, heller ikke med løfter om at skabe social retfærdighed og bedre tilstande og alt det, vi mennesker tror på.

Nej, Gud svigter ikke Lazarus, og derfor lader hans krav sig ikke opløse i smukke bestræbelser, hvormed vi forsøger at gøre næsten til et fællesansvar.
Nej, næsten er din, siger vor Herre med lignelsen i dag, for Gud svigter ikke Lazarus, og gudskelov for det, for Lazarusserne, det er os; os, der en dag sidder ensomme på plejehjemmet, os der en dag ligge under mulde, os der er blevet reduceret til et cpr.- nummer. Det er os, han med sin lignelse vil åbne ørerne på. Gid det må lykkes.

Amen


mandag den 12. juni 2017

Hyrden og lejesvenden

Jesus sammenligner i evangeliet sig selv med en hyrde, og for at vi kan vide, hvad han mener med denne billedtale, så nævner han, hvad han anser for det modsatte af en hyrde. Det modsatte af en hyrde er, hvad han kalder en lejesvend. Og dermed har billedet af hyrden straks fået et tydeligt og bestemt indhold. En lejesvend, hvad er det for en fyr? Det er sådan en, der giver folk det, de vil have. Leje svenden betragter sig som ansat til at betjene sine kunder med det, kunderne ønsker, han skal betjene dem med. Det får han sin løn for. Forholdet mellem lejesvenden og fårene er forretningsmæssigt. Kommer ulvene og splitter fåreflokken ad, så tænker lejesvenden: Det er jo ikke mine får, og der står ikke noget i min kontrakt om, at jeg skal risikere livet – og derfor stikker han af.

For lejesvenden er en fornuftig fyr, og han glemmer aldrig at spørge fornuften til råds. Han spørger altid: Hvad får jeg for det? Eller: Hvad nytte er det til? Eller: Er jeg forpligtet til det? Lejesvenden tænker altid på sig selv, idet han tænker på dem, han skal betjene, og derfor kommer han altid til at svigte, når der er allermest brug for ham. Når ulvene falder over fårene, er der allermest brug for en til at beskytte dem, men så stikker lejesvenden halen mellem benene og forsvinder.

Det er forskellen mellem den sande hyrde og en lejesvend, at hyrden bliver på sin post, og allermest, når der er alvorligt brug for ham, men lejesvenden er væk, når han netop skulle være der.

Vi kunne også sige, at lejesvenden svigter i virkelighedens prøve, den prøve, der er den eneste, der gælder. For det er ingen sag at promenere på gaden med fine ord og flotte løfter, det er ingen sag at pynte sig med flotte løfter om sin modige vilje, det er ingen sag at være helt, så længe der ingen fare er på færde, men der er kun én prøve, der gælder, og som afgør, hvad et menneske er værd, og det er virkelighedens prøve.

Store ord og flotte hensigter, de er intet værd, selvom det er det, vi mennesker imponeres over. Nej, facade er intet værd.

Og lad mig på dette sted komme med en personlig bemærkning. Jeg kan ofte blive flov på egne og mine medmenneskers vegne, når jeg mærker, hvordan mennesker tænker, at en præst er en, der lægger vægt på, at man har den rette fromme opførsel og de rette fromme ord i sin mund. For intet sted som i kirken er facade og kunstig optræden dømt ude. Tænk blot på, hvorledes Jesus mere end nogen anden radikalt hånede og skældte ud på alt og alle, der ville smykke sig med fromme miner og store ord. Skarpt og uforsonligt håndhævede han, at kun én prøve på menneskets værd var afgørende, nemlig virkelighedens. Så derfor skal det siges klart og tydeligt, at det er en misforståelse, hvis man tror, at hans ærinde var at lære folk at stille an med rette facade. Nej, det er svindel og lejesvendens ærinde, man går, hvis man mener, at fromme ord og store hensigtserklæringer tæller her i kirken.

Og skulle jeg sige noget til konfirmanderne i min prædiken, så er denne ene ting: Tro ikke, at det gælder om at tage sig ud, for som sagt, det er lejesvendens tro. Han som mener, at nok skal han opfylde sine pligter, men kun til en vis grad – men ikke ud i det urimelige og meningsløse. Han som mener, at nok skal han gøre, hvad han har påtaget sig at gøre, men det må være inden for fornuftens grænser. Nok skal han tænke på andre, men først på sig selv.

For det er en løgn - det er at lukke øjnene for virkelighedens prøve og i stedet lade bekvemmeligheden og mageligheden bestemme. Det er at lade fejheden sejre.

For det, Jesus gjorde og altid vil gøre, er at holde et menneske fast på virkelighedens prøve uden at lytte til udenomssnakken, diskussionerne, og de åh, så fornuftige argumenter.

Det kan lyde som om, denne virkelighedens prøve er noget fint og stort, men den er det modsatte. For det er en prøve uden publikum og folks opmærksomhed, det er nemlig hverdagens trælse krav om overbærenhed med ægtefællen, det er den syge søn, der skal passes netop den aften, hvor gutterne har mandeaften. Det er kravet om ikke at rende fra sine meninger men stå fast, også selvom det er ubehageligt, og man kommer til at stå ene.

Dét er virkelighedens prøve, og det er den, der sætter forskellen på hyrden og lejesvenden – på forpligtelsen og fejheden.

Hyrde eller lejesvend, det var sig selv, Jesus kaldte hyrden, for hyrden er ham, der uden tøven eller vaklen sætter livet til for fårene, det er ham, der ikke lytter til fornuftens små eller store bortforklaringer, men som ganske glemmer at spørge fornuften til råds og blot gør det, situationen kræver.

Sådan sagde han, at han var. Han glemte altid at spørge fornuften til råds, for han vidste, at fornuften siger altid: Pas nu på, vær nu forsigtig, rod dig ikke ud i noget, der kan være ubehageligt.

Sådan siger fornuften, sådan siger lejesvenden. Han tænker altid på, hvad der kommer ud af det. Sådan siger hyrden ikke, men han gør det, der skal gøres, og så må der komme det ud af det, der kan.

Til dette vil fornuften altid protestere og sige: Dette er ikke forsvarligt, for det er jo ganske forargeligt ikke at tænke sig om. Ja, det er forargeligt med virkelighedens prøve. Men lyder disse forargelige ord ikke, har vi taget sandheden ud af kristendommens tale. Hvis fornuften skal diktere sandheden, så havde der ikke været en modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, så havde skilsmisseraten været om muligt større, end den er i dag, så havde forpligtelsen på næsten haft trange kår.

Og værst af alt; hvis vi tilpassede Jesu ord vores fornuft, så var der ikke frelse for alle, men kun for dem, der efter fornuftens anvisning fortjente det. Og vel er der ikke én, der kan forhindre os i denne tilpasning. Vi har vores fulde frihed til det, men så har vi også selv valgt lejesvendens plads og ikke hyrdens, og så nytter det ikke, at vi beklager os. Så har vi selv valgt og må selv bære, hvad der følger med af løgn og svindel – og det bliver der ikke mangel på.

Jo, Jesus forkynder virkelighedens prøve for os. Det var det eneste, han ville, og dette eneste, han gjorde. Og han gjorde det én gang for alle ved selv at bestå virkelighedens prøve. Han var den gode hyrde, der satte livet til for fårene. Han viste os sandheden, og han viste os sandhedens vej, den, der hedder: ikke det nemmeste, ikke det mest fornuftige, men troskab, ja, tro.

Og så kan vi mennesker for øvrigt forsøge at smyge os udenom med alle vores indvendinger og undskyldninger for ikke at bestå denne prøve, men de er og bliver undskyldninger for at være lejesvende og ikke hyrder. For hans ord og gerning bliver stående for at dømme os og give os sandheden, give os Gud at tro på i stedet for os selv.

For deri bestod hans hyrdegerning; at han vogtede os for løgnenes angreb, den løgn, der kommer fra os selv, og i stedet give os sandheden, den sandhed, der kommer ude fra – fra Gud, og som er Gud, og den hyrdegerning øver han den dag i dag.

At stå ret for hans tale kaldes at tro, og til tro er det, han kalder os, til tro på livets og virkelighedens Gud.
Amen















onsdag den 1. marts 2017

Prædiken: Stormen på søen

Det var døden, der truede disciplene. Det var rædslen for undergangen, der fik dem til at vække den roligt sovende Jesus. Skønt de vidste - som vi alle ved -, at døden ville komme en dag, så blev de grebet af frygt. For hvorfor skulle det netop være denne dag? Det var altså ikke rædslen for døden sådan i almindelighed, der greb dem, men det var rædslen for nuet – dette at det var nu, døden skulle være.

Det var altså ikke viden om døden, der gjorde dem bange, men uvejret, som varslede dødens nu. For det, at et menneske skal dø, denne kendsgerning gør ikke et menneske bange – vi frygter ikke begrebet døden, så var det jo ikke til at holde ud at leve, men at det skal være nu, det sker, det er dét, vi frygter, det er dét, der gør os bange. Hvorfor i dag, hvorfor ikke i morgen? Hvorfor i år, hvorfor ikke først næste år? Det er derfor vi beder om en frist, når døden banker uventet på.

Nej, vi frygter ikke døden som begreb, som en kendsgerning, men vores død frygter vi - min egen død frygter jeg. Sådan er det, også selvom der er mange, som tænker og taler overlegent om dødsfrygten. Der er mange, der får det til at se ud som om, de er hævet over dette at frygte døden, og derfor er der også mange, der føler sig hævet over kirken og dens forkyndelse. Den har jo kun ærinde til dem, der er bange for at dø, siger de. De påstår, at kirke og kristendom er til for de svage mennesker, påstår de, men vi, vi hører til de stærke. Vi vil ikke gå rundt og tænke på døden, siger de, og de kan i deres overmod finde på at tale med stor overlegenhed om døden som en naturlig ting, som det slet, slet ikke falder dem ind at være bange for.

Men den, der taler sådan, har misforstået situationen. At frygte døden er ikke at gå rundt i en kronisk rædsel for det at skulle dø, men det er derimod at ønske at leve. Altså det er netop at ville dét, som alle disse overlegne mennesker siger, at de vil. Alle dem, der taler overlegent om døden, for at reducere den, for at holde den på afstand, fordi – vil jeg påstå - fordi de frygter den.

Men man kan kun holde døden på afstand, så længe den kun er et begreb, man taler om. Når de samme mennesker kæmper indædt for freden, så afslører de, at de kender døden som andet end begreb – de kender den som deres eller deres kæres død. I denne situation er de ikke de tilbagelænede og overlegne, men de paniske og rædselsslagne, der kan hidse sig op over, at verden er ond og uretfærdig. Og denne svaghed er i mine øjne meget mere tiltalende end deres overlegenhed.

For findes der noget mere forstemmende end at se et menneske, der tilkæmpet påtager sig en helterolle over for sin egen død? Nej, vel? Noget mere forhærdet findes næppe end det menneske, der hele livet igennem har set med foragt på dem, der er bange for at dø, og som derfor, når han selv rammes af døden, vil vise, at han er tro mod sine egne idealer, hvorfor han tvinger sig til at indtage en position, der er forloren og uægte. For som sagt, jeg kender ikke noget mere fortvivlende syn end et menneske, der spiller kæphøj over for sin egen død.

Vi mennesker er ikke skabte til at indtage helterollen over for døden, det bliver altid et komediespil - det bliver altid noget tillært og påtvunget. Og det gælder både de antikristelige, der vil vise, at de ikke er bange for at dø, og de kristelige, der vil vise, hvor meget de tror, og derfor heller ikke er bange for at dø. Det er i det hele taget umenneskeligt og løgnagtigt at skulle vise sig, når døden melder sin ankomst. Er der ét sted, hvor vi mennesker for ærlighedens skyld burde fralægge os vores forfængelighed, så er det over for døden. Altså ikke døden som begreb, men vores egen død. Dér gælder det ikke om at være noget eller at kunne præstere noget. Dér gælder det ikke om at kunne demonstrere et mod eller en særlig stærk tro, for over for døden er vi færdige med at skulle være noget. At ville føre dét at være noget med sig ind i døden, det er i mine øjne en ynkelig mangel på respekt for virkeligheden. Nej, det mest ærlige, det mest virkelighedstro er at frygte døden, for det er netop udtryk for, at man ønsker at leve.

Og derfor er det sært bagvendt at tale foragteligt om eller se ned på dem, der frygter døden, for derved røber man, at man ikke tør være sin egen frygt bekendt. Man tør ganske enkelt ikke være bange. Af frygt for at stå nøgen, af frygt for ikke at have noget at møde døden med, puster man sig op og stabler en modstand på benene. Man tier sin frygt ihjel og kalder det mod, men er det ikke snarere løgn og forstillelse? Disciplene havde det med at være bange, og at turde være ved det. De havde det mod ikke at være modige, og ikke at give sig ud for at være dét, de ikke var.

Det var derfor, de vækkede Jesus. I stedet for at tage chancen, således at de bagefter kunne prale med, at de havde vovet at være modige, ja, så vækkede de ham. For de skulle ikke spille komedie og stille sig an, det faldt dem slet ikke ind.Rædslen for undergangen var dem alt for stærk – her kunne de ikke være helte. Dødens øjeblik var så virkeligt, at alle præstationer faldt til jorden, og alle tanker om at skulle vise sig var blæst bort. Vi kunne også sige, at al selvforsvar, al forfængelighed var der ikke plads til i situationen.

For sådan er menneskelivet, når det er, som det er. Her er i en nøddeskal menneskets situation aftegnet for os. Al hulhed, al det uægte og forlorne er faldet - her er kun mennesket tilbage, stillet som det i sandhed er, ansigt til ansigt over for sin egen død. Dette er ethvert menneskes situation som menneske, siger fortællingen os i dag; at du skal være din frygt bekendt. I Jesu navn, skal du det. Hvad for noget? I Jesu navn? Men Jesus bebrejdede dem jo deres frygt. I lidettroende, sagde han, hvorfor er i bange? Var det ikke en kraftig irettesættelse af deres frygt? Mente han ikke, at de netop skulle have vist mod og tro? Nej, det mente han ikke! For Jesus forlanger aldrig mere tro, end man har. Og vi mennesker har ingen tro. Eller rettere, den tro, som vi mennesker mener, at vi selv kan stable på benene, den tro kalder han ikke for tro, men for vantro. Og derfor har vi lov at sige, at vi ingen tro har, derfor var disciplene bange, for de var vitterligt lidettroende.

Skulle der tales om tro hos dem, så var det den, at de turde være ved, at de var bange, og det var ganske simpelt rædslen, der gav dem det mod. Det var deres tro, at de vækkede Jesus. Hvor skulle de ellers gå hen med deres rædsel?

For sådan ser kristentroen ud. Kristentroen er ikke noget, man har eller prøver på at stive sig af med, men den er ingen tro at have. Og hvad gør man, når man ingen tro har? Enten puster man sig op og bilder sig selv og andre ind, at man er modig – man spiller overlegen – og det hedder med et kristeligt udtryk vantro, også selvom det sker i Jesus navn og med en masse kristelige attituder. Eller også råber man til Gud, dvs. vækker Jesus og er sin frygt bekendt.

Læg nemlig vel mærke til, at rigtig nok kaldte Jesus dem lidettroende, for det var de, men han stilnede stormen. For således er hans gerning, at den tro, vi ikke har, den har han til os. Jesus fortalte en gang en lignelse om en uretfærdig dommer, der ikke ville skaffe en enke hendes ret, men hun blev ved at plage ham, så han til sidst gav hende hendes ret. ”Skulle da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat?. Jeg siger jer, han skal skaffe dem ret i hast”, sagde han, og så tilføje de han: ”Men mon menneskesønnen, når han kommer, vil finde troen på jorden?” Og dét er spørgsmålet til enhver: Mon menneskesønnen skal finde troen på jorden, når han kommer? Skal han finde mennesker, der tør være deres frygt bekendt, eller vil han finde mennesker, der dækker over deres frygt og lader som om, de er modige og tapre og troende? Vil vi lade Jesu gerning og Jesu tro være vor tro, eller vil vi forlade os på troen på os selv? Det er det afgørende spørgsmål, som i dag stilles os. Men det stilles samtidig med, at det forkyndes os, at det var de lidettroende disciple, Jesus hjalp, for det er i én sum evangeliet i dag. Og så behøver vi ikke krampagtigt at fastholde en tro og et mod, vi ikke har. Så behøver vi ikke at stille os an, så behøver vi blot at stå ved vores liden tro – ærligt og redeligt, og i Jesu navn takke for hans tro og gerning mod os. Amen

mandag den 5. december 2016

Prædiken 1. s. i advent: Hvad vil det sige at prædike?


Vi har begyndt et nyt kirkeår med at høre en prædiken af Jesus, den første han holdt i sin hjemby. Og lad mig derfor indlede med et par bemærkninger om det at prædike.
At prædike er ikke at tale om vind og vejr eller om det, som tilfældigt interesserer mennesker, og som de i øjeblikket gider at høre. At prædike er ikke at komme med formaninger og rettesnore og vejledninger. Prædikenen har ikke til opgave at gøre folk anderledes, end de er. Snarere har den til opgave at få folk til at være, hvad de er.
Prædikenen er ikke en særlig alvorlig eller højtidelig forlystelse eller underholdning, og den er da slet ikke nogen præstation, som kan eller skal beundres.

Al den slags skal både prædikanten og tilhørerne lægge fra sig uden for kirken. Sådan som man i gamle dage lagde våbnene fra sig i våbenhuset. For i kirken mødes menneske med menneske. Ikke partimanden med partimanden, ikke forbundsfællerne med forbundsfællerne, for kirken er ikke og skal ikke være en sammenslutning af sammenspiste og enstænkende, men kirken er i sin bestemmelse og sin opgave det eneste sted, hvor mennesker møder op som slet og ret mennesker. Som de små og sølle mennesker vi alle sammen er bag ved al vor facade og pynt.
At kirken så langt fra altid står ret for dette, er en sag for sig. Her og nu vil jeg kun tale om, hvad den skulle være.
Prædikenens opgave er heller ikke, hvad man i almindelighed forstår ved at missionere eller propagandere. Præsten er ikke en missionær, der skal påvirke og bearbejde mennesker til at antage fromme standpunkter og synspunkter. Han er ikke agent for en særlig himmelsk og rigtig anskuelse. Han er altså ikke agent, ikke missionær, ikke propagandist.
Hvad er han så? Prædikanten er et menneske ligesom dem, han prædiker for; delagtig i det samme liv som enhver anden. Og dette, det samme liv og den samme død, det er baggrunden for prædikenen – det er forudsætningen, og kun på den forudsætning bliver prædikenen, hvad den skal være.

Vi er alle, både prædikant og tilhørere, kommet ind i kirken for at høre, hvad Gud vil tale til os. Vi er ikke kommet for at anskaffe os et sæt rigtige meninger, ikke for at gå herfra med en flok af fraser om, hvordan vi klarer os bedst her i livet. Prædikanten er ikke en læremester i en særlig livsanskuelse. Hvis det er det, man er på jagt efter, må man konsultere psykologerne og psykiaterne, mindfulness-filosofferne eller andre, der mener at have styr på den sag.
Hvad er da prædikenens opgave? Kun én; at tale om Gud, dvs. om sandheden i livet, den sandhed, vi ikke kender og ikke kan finde, men som dog er over os alle sammen. For det er det samme menneskeliv, vi alle sammen har fået at slås med, og derfor kunne det ligeså godt være en af jer, der stod og skulle prædike i dag.

Jeg står her kun som repræsentant for hvert eneste menneske. Min kamp med livet er jeres kamp, og jeres kamp er min. Til daglig har vi uhyre travlt med alle vores forskelligheder – at nogle er rige og nogle er fattige, nogle lykkelige og nogle ulykkelige, vi samler os i foreninger og grupperinger, men søndagen og kirken og prædikenen har til opgave at sige til hver eneste af os: Der er ét fællesskab, vi ikke selv vælger, og dèt er den fælles skæbne, det fælles liv, den fælles kamp og den fælles død. Og dette fællesskab er vigtigere og større og sandere end alle forskellighederne.
Man kunne også sige, at prædikenens første opgave er at slå fast, at her er ingen over hinanden, her er vi alle lige for Gud, dvs. lige for livet og døden. Her er alle forskelligheder suspenderet.
Om man står på prædikestolen eller sidder på bænken, om man er i præstekjole eller i almindeligt tøj, det betyder ingenting og skal ingenting betyde – for her er vi blot mennesker slet og ret. Mennesker, der er i nød, fordi vi ingenting forstår og ingenting ved, når det kommer til stykket. Og det, der så siges os i prædikenen, er, at på denne plads hører vi alle hjemme, og den skal vi vedkende os, blinde og fangne og fortrykte som vi er.
Den er vigtigere end alt andet, den går forud for alt andet, vi har travlt med. Og dèt, at den er vigtigere og går forud for alt andet, kalder vi, at den er Guds befaling til os alle. Dèt betyder Gud, at der er en sandhed, som vi er skyldige over for. Gud betyder, at der er en sandhed, der står fast og bliver ved med at gælde, uanset hvor meget vi forsøger at sno os fri af den. Uanset om vi vedtager, at Gud er død, at han er gammeldags og fortidig, uanset hvad, så lader sandheden sig ikke slå ihjel.

Vi kan ikke skubbe den ud over randen af bjerget, for den går sin vej midt imellem os.
Det er prædikenens opgave, at slå vores fælles vilkår fast. Og, som sagt, vi ved det, fordi sådan lød den første prædiken, Jesu holdt i den by, hvor han var vokset op. Vi hører en prædiken til os livets fangne, blinde og fortrykte, der ikke kan finde op og ned her i livet. Og vi hører, at den af en, der var ligesom os. Et menneske i kød og blod, ligeså udleveret til livet, som vi selv er. Og så hører vi, at han, dette almindelige menneske, er Guds søn, der i dag - her og nu med sit ord - giver os vort syn igen og sætter os i frihed.
Fantastik lyder det, bifaldet runger, men kun kortvarigt, for ved nærmere eftertanke dukker forargelsen op. Det er jo løgn alt sammen – der er jo ingenting sket, det hele er jo bare ord. For dengang som nu forventede man, at Guds ord skulle vende op og ned på al ting, så det kunne ses og føles og mærkes. Romerne skulle sættes på porten, maden skulle bugne i fadene, velfærden råde for alle. Noget nyt og stort skulle indfinde sig. Sådan tænkte de, og sådan tænker vi, og derfor forargelsen og hadet. Ud med ham, den bondeknold af en tømmersvend, den lille undermåler og narresut. Giv os et nyt og bedre liv i morgen og ikke bare ord.
Og i en vis forstand har de ret. Kristendommen er ikke andet end ord. Men det er evangeliets påstand, at med det ord, er et Herrens nådeår oprundet over os. Ordet om Guds trofasthed og nåde, som gør hele vor tilværelse ny. Uden at der i det ydre er forandret en tøddel, er dog livet blevet et andet, fordi Guds barmhjertighed er ny over os hver morgen. Og dette ord om Guds barmhjertighed er ved Jesus Kristus talt lige ind i vores virkelighed, så tung og grå og besværlig den er. For vi kan ikke løbe fra den, men vi kan høre at netop her er Jesus Kristus hos os.
”I dag er det skriftord, I nu har hørt, gået i opfyldelse”.

Det er det budskab, som på ny skal gentages for os søndag efter søndag. Det er deri, vi skal finde opfyldelsen af alle vore og slægtens håb og forventninger. Det er deri, glæden én gang for alle er os givet, og som med evangeliets ord på ny bliver os givet.
Ikke den glæde, vi søger, men den glæde, Gud har beredt verden og os med den. Et nådeår fra Herren med glædesbud til fattige og frihed for fangne og fortrykte.

Hvem kan glæde sig over et sådant budskab uden netop de fattige, de blinde, de fangne og de fortrykte?
Men det er også sådan, at vil vi ud af de kår, så forsvinder glæden med det samme. Men med de kår bliver den hos os sammen med budskabet om, at Herren ikke blot i en fjern fortid har besøgt sit folk, men også på denne dag er han nær hos os alle fattige, blinde, fangne og fortrykte. Han er kommet for at besøge os, hvor vi er, og blive hos os med hele sin nåde – i går, i dag og til evig tid. Amen


tirsdag den 13. september 2016

Den fortabte søn

Historien om den fortabte søn hører vist til en af de mest kendte og mest yndede af alle Jesu
fortællinger, men samtidig hører den os til en af de mest misbrugte.

At den er kendt og yndet, har sin let fattelige forklaring. Den skildrer jo Gud som en far, hvis
kærlighed ingen grænser sætter eller kender.

Det er en tale, som ikke blot er nem at fatte, men som også går lige til hjertet. Det er en skøn og liflig tale, nemlig for den, som er kommet langt ud, og som ikke har grund til at forvente kærlighed og tilgivelse hos Gud. Det er en sådan person, der skildres, og det er for sådanne, denne fortælling fortælles. For at sige dem, at sådan er det. Til glæde, til tro, til fred, skal det lyde til dem midt i deres fortabthed.

Fortællingen siger: ”Du er Guds barn”, og så er du det. Men faren for forvanskningen af denne
forståelse ligger lige om hjørnet, nemlig at djævelen melder sig på banen og misbruger lignelsen ved at indvende: ”Det skal du nu slet ikke være så sikker på det, for det er slet ikke det, lignelsen siger. Så enkelt er det ikke. Nej, den siger derimod: Du skal først gøre det samme, som denne fortabte søn gjorde: Han gik i sig selv og vendte om, han gik hjem til sin far, fordi han følte anger og fortrydelse. Og derfor er det, hvad du også skal gøre, før end du kan stole på Guds tilgivelse.
Du skal gå i dig selv og blive et nyt og bedre menneske. Det er sådan, Gud tilgiver dem, der fortryder. Du må sandelig ikke tro, at du sådan kan misbruge Guds tilgivelse. Nej, han har et mål med sin tilgivelse, han vil føre dig ud af din synd og gøre dig til et andet menneske. Du skal komme og bekende dine synder: Fader jeg har syndet imod dig og er ikke værd at kaldes dit barn. Således vil Gud give dig en ny vilje, en vilje ikke til synd men til det gode. Dette er Guds frelsesplan med alle mennesker, og glemmer du det, så synder du på nåden. Hvilket vil sige, at du tager noget til dig, som
du ingen ret har til, førend du ved din anger har gjort dig fortjent til den”.

Guds kærlighed er altså forstået på denne djævelske facon kun til den angrende synder og ikke til synderen i almindelighed.

Ja, det er en djævelsk udlægning, jeg netop har skitseret. Og han ved, hvad han gør. Han ved, at det er en udlægning, der behager menneskene. For den giver ikke Gud men menneskene ære.

Nu bliver den fortabte søn en helt, der gjorde en bedrift, der var påskønnet af Gud. Med ét er sønnen hovedpersonen, og det holder vi mennesker af. For så afhænger det hele af os og ikke af Gud.

Forstået således, kan Gud jo ikke have med os at gøre, før end vi har givet ham lov ved at lukke døren op for ham, hvilket vi mener at gøre ved at komme til ham.

Jo, djævelen ved, hvad han gør. Han kildrer menneskenes ører ved at tale os til behag og gør dermed Gud til intet. Og dette er netop, hvad der er en djævels eneste formål og vilje. Men han har da ret, har han ikke? Sønnen gik jo i sig selv, stod op og drog hjem, og derfor var det, at han modtog faderens tilgivelse?

Nej, således var det ikke, hvis man hører ordentligt efter. For sønnen gjorde slet ingen ting, ikke andet end det, som nøden og sulten og elendigheden drev ham til. Det var derfor ikke af egen fri vilje, ikke af sand anger han gik hjem til faderen, men simpelt hen for at redde livet. Og faderen, hvad gjorde han? Begyndte han med at udspørge ham, om han nu mente sin tilbagevenden oprigtigt, spurgte han til hans anger og hengivenhed? Spurgte han, om han nu for alvor vendte sit gamle liv ryggen?

Nej, tværtimod, han løb ham i møde, og det var som om, han ikke havde bestilt andet end at stå på spring – ventende på det øjeblik, da sønnen trængte til ham. Og vi må derfor spørge: ”Er det sønnen, der er hovedpersonen?”

Nej, på ingen måde, det er Gud, der alene er det. Guds kærlighed, som ingen grænser kender, men som altid er der, den er det, som denne fortælling handler om. Den alene. Til tro, til glæde, til fred for enhver.

Man skal ikke først se efter, om man er den værd, man skal ikke først se på sig selv, men alene på det ord, i hvilket Guds kærlighed løber én i møde.

Men hvad gør vi? Vi spørger efter, om mennesker - og vi selv med - mener, hvad vi siger og gør. Barnet, der døbes, mennesket, der kommer i kirke, han, der går til alters – lige meget hvem – straks tænker vi: Er det nu oprigtigt ment, er det nu hans eller min fulde overbevisning, for ellers er det jo falsk og uægte og hyklerisk.

Jo, hele tiden tænker vi, at det jo drejer sig om os og vor oprigtighed og vor overbevisning. Således regerer djævelen og hans misbrug af lignelsen om den fortabte søn også i dag. Ganske som han regerede over den anden søn, ham, der gik derhjemme og var sur og misundelig og derfor anklagende sagde til sin fader: ”Denne din søn, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, ham slagtede du fedekalven for, men jeg, som har tjent dig så mange år, og aldrig har overtrådt nogle af dine bud, mig har du aldrig givet et kid”.

Ikke sandt? Der har vi djævelens spil igen. Det drejer sig om mig og min indsats, det gælder om at gøre sig selv retfærdig og således at have en retfærdighed at pukke på, for mennesket er jo nr. 1, og hvad kan Gud gøre, hvis vi ikke hjælper ham og giver ham lov?

Giv Gud en chance for at være Gud, således kunne vi også formulere denne forståelse af fortællingen. Men det er som sagt altid djævelens måde at være djævel på. Han spiller from og lægger tilsyneladende vægt på alvoren for at bilde os ind, at det forlanger Gud. Men det gør Gud ikke.
Guds kærlighed har ingen grænser, han løber synderen i møde, men han tvinger ikke. Han venter tålmodigt, uendeligt tålmodigt, for deri består hele hans kærlighed: I at vente. Således er han vor Gud, urokkelig og til evig tid.

Ganske som den fortabte søns fader var hans fader, også da han levede derude og ødslede sin formue væk. Guds kærlighed er uudtømmelig, du kan tære på den og misbruge den, men den består, når alt forgår. Når vi selv med alle vore kære ligger under mulde, så består Guds kærlighed evigt. Men det er ikke en kærlighed, der kan forveksles med en blankochek til det svigagtig liv, så havde den gamle
fader jo sendt den fortabte søn en økonomisk håndsrækning, da nøden indfandt sig. Men han tav jo i stedet og ventede.

I denne tavshed og i denne venten bestod han som den kærlige, for i tavsheden, i fraværet kom han sønnen i forkøbet. Ved at lade ham gå linen ud meldte savnet sig, for sådan er Guds kærlighed, fast og urokkelig.

Amen.

tirsdag den 7. juni 2016

En prædiken: Kvinden, der salvede Jesus

Er det ikke sært, at der intet står om, hvorfor denne kvinde ofrede sin dyre salve som en hyldest til Jesus? Hun kommer ikke selv til orde, og hun får ikke lejlighed til selv at begrunde, hvad hun gør. Det kan selvfølgelig være fortællerens fejl, at han har glemt at fortælle os, hvad hun sagde. Men det forekommer mig at være mere sandsynligt, at hun slet intet sagde. Hun brød ind i et fremmed hus, hun gik ind til et sluttet selskab, hun afbrød den gode stemning og gik på sine én gang både sikre og usikre ben hen til gæsten og slog den medbragte dyrebare krukke i stykker og udgød dens indhold over Jesu hoved. Og mon ikke hun lige så sikkert og tavst, som det skete, er forsvundet igen. Tilbage sad det overraskede selskab, og så begyndte bemærkningerne at falde.


Her var pludseligt sket noget uventet og usædvanligt, der gav grobund for de forargede kommentarer: ”Det er dog for frækt, sådan at buse ind uden videre i et fremmed hus!” ”Hvad er det dog for en forargelig flothed at spilde den dyre salve til ingen nytte!” ”Hvor mange af de fattige kunne ikke have haft glæde af de penge, som salven var værd!” Jo, vi kan rigtig mærke, hvordan forargelsen bredte sig i selskabet. Alle havde de travlt med at udtale sig, alle skulle de gøre sig bemærkede og lufte deres harme.
Situationen er os ikke ukendt. Den dukker op igen og igen i blandt os i dag. Vi går alle rundt med så megen retfærdighed i blodet, at vi har meget nemt ved at blive stødt over dén, der bryder etiketten og den gode tone. Er det ikke dén, vi går rundt og vogter? Der er noget, man kan, og der er noget, man ikke kan. Vi har jo alle sammen vores mening om, hvad enhver situation kræver. Vi kalder det for dannelse eller kultur eller gode manérer, og dem lægger vi stor vægt på. Og vi gør det, fordi de er blevet det, ved hvis hjælp vi dyrker vor egen retfærdighed og styrker vor egen position.


Det gælder ikke alene den ydre opførsel, men det gælder i særdeleshed de rette meninger. De meninger alle har, og som derfor er de anerkendte og korrekte. Det, de andre siger og tænker og mener, må være det rigtige, og så følger vi efter. Vi anser os selv for retfærdige og gode og deltager i den almindelige forargelse, hvis der er én, der bryder det vedtagne. Tænk på indvandrerdebatten, tænk på miljødebatten. Tænk på Kurt Westergaard, og på Lars Wilks.
Jo, dér sad de altså i Simon den Spedalskes hus og følte sig rigtig godt tilpas i den fælles forargelse. Sådan en optræden!


Der er ikke noget, der får mennesker til at føle sig mere tilfredse med sig selv, end når de kan mødes med andre i enighed om at pege fingre af den, der ikke ved, hvad man kan sige, eller hvordan man opfører sig. Flokmentaliteten griber os, og den befinder vi os med skam at melde bedst ved. Vi føler os alle som de retfærdige, de dydigt forargede.


Men der var én, der var tavs midt i den almindelige fordømmelse af kvinden. Og denne ene var enerens talsmand over for mængden, for han så det som sin opgave altid at lade den ene have ret over for de mange. Ja, han gjorde det i en sådan grad, at han ligefrem krævede af enhver, at han skulle være den ener, han var, og at han derfor aldrig skulle stræbe efter den fælles følelse af retfærdighed, der dræber ethvert mod. Og han gjorde det i yderste potens, for han sagde, at sådan krævede Gud det af enhver. Og det sagde han, fordi menneskenes trang til at ville gøre sig selv retfærdige er det ondeste af alt ondt.
Der sad han tavs midt i al den hørmende selvretfærdighed, og da selskabet endelig havde fået luft for al dets harme, og han omsider kunne komme til orde, så sagde han: ”Hvorfor volder I hende bryderi? Hun gjorde en god gerning.” For han forstod, hvad hun havde ment med det, hun gjorde. Han forstod, at der var noget, hun måtte have luft for. Han forstod, at hun var opfyldt af en taknemmelighed, hun gerne ville give udtryk for.


Hvad var hun nu så taknemmelig over, at hun måtte bryde den gode stemning og trodse vedtagne regler og forudfattede meninger? Jo, hun var taknemmelig over, at her var et menneske, der i modsætning til alle andre ikke havde travlt med retfærdigheden. Her var et menneske, der ikke så på det ydre, der ikke lagde vægt på tonen, eller på hvor velopdragne og gode mennesker var. Her var der med andre ord én, der kendtes ved eneren i hans fattigdom og usselhed.
Noget sådan må hun have set i Jesus, og derfor skulle han salves. Som en hyldest – som udtryk for en glæde over at have set og hørt ham.


Og Jesus greb hendes gerning og brugte den til at forklare, hvad han så i den. Han så, at her var han blevet salvet til sin egen begravelse. Den retfærdighed han var kommet med til menneskene, som var retfærdigheden fra Gud, den ville menneskene ikke finde sig i. De ville have en retfærdighed, der kunne ses og høres, de ville have en retfærdighed, de kunne prale af, fordi den udprang af deres eget værd. Derfor vidste han, at hans liv ville ende med, at flokmentaliteten og selvretfærdigheden knuste ham. Døden i Guds navn og for Guds retfærdigheds skyld ventede ham.


Sådan var menneskene i deres selvgodhed og selvtilstrækkelighed. Han vidste det, og nu så han denne kvindes salving af ham, som en beredelse – som en forudsigelse af hans død. For man plejede at salve den dødes legeme, og nu var han altså også blevet salvet, som et vidnesbyrd om, hvad der ventede ham.


Men denne beredelse bragte ham glæde. Kvindens gerning sagde til ham, at hans ord ikke var spildte – hvilket han nu heller ikke mente, de var, for han havde mødt en del, der havde frydet sig ved hans tale, og det var alle de enkelte, de skjulte, dem, der kom til ham om natten eller råbte til ham fra de udstødtes plads.
Og sådan vil hans ords skæbne altid være i denne vores verden. Den udvendige målestok, mængden og frygten for at stå alene vil altid slå disse enere ihjel, de vil spørge, hvilken nytte hans ord er til, for de søger nytte og selvretfærdighed.


Men hans ord skal lyde på trods af mængden, hans ord skal lyde i troen på deres egen sandhed, og der, hvor de lyder, der vil denne episode stå som tegnet på, at det aldrig lyder forgæves. At der altid er og vil være fattige og ensomme, skjulte og oversete mennesker, som disse ord bringer glæde. For uden retfærdigheden fra Gud ville de være fortabte mennesker – uden håb og uden glæde.
Lad derfor det spørgsmål, om der kommer få eller mange i kirke, ligge. Lad derfor spørgsmålet om, hvad nytte kirken er til, hvile. For den skal ikke være der til anden nytte end at være der med det ord, uden hvilket enhver er overladt til sig selv og sin egen retfærdighed, være der for at oprejse og genløse det fortabte, hvilket faktisk er enhver. Amen.


tirsdag den 1. marts 2016

De vise mænd og Herodes

Fortællingen om de vise mænd og kong Herodes er en fortælling for børn og
barnlige sjæle. En bloddryppende historie, hvor kongen ligger på lur og vil
dræbe barnet. En historie, hvor kongens tilsyneladende snuhed bliver overtrumfet
af Gud, for ham kan selv ikke den mægtigste mand i riget narre. En historie, hvor selveste kong Herodes stod over for én, han ikke kunne tøjle og snyde.

Jo, som et eventyr for børn lyder det, og det er det store ved fortællingen. For Guds tale til os mennesker er altid en tale til børn og barnlige sjæle. De voksne, og det vil her sige de beregnende, dem, der sætter al deres lid til fornuften og lader den være deres vejleder, dem kan Gud nemlig ikke tale til, for de forstår ikke at høre ordentligt efter.

For dem vil fornuften altid lytte med og sidde som en lille djævel og sige: ”Det kan ikke passe, det er dog alt for utroligt”.
Men sådan er det ikke for barnet, det forstår at lytte. Derfor findes der ikke noget mere fornøjeligt end at læse en rigtig bloddryppende historie for børn. De vil høre den igen og igen, de bliver aldrig færdige med den. Og sådan, som børn hører, vil Gud have, at vi skal høre. Når han taler, skal vi være som børn og ikke tænke på, hvor fornuftigt og overbevisende det lyder. Vi skal ikke tænke på, om talen nu kan nytte noget, om vi har
fordel af den.

Derfor er denne fortælling en rigtig guddommelig fortælling.

Og hvad er så budskabet? Hvad vil denne fortælling sige os?

Helt enkelt vil den sige, at over for Gud er der ikke personsanseelse. At over for Gud er vi alle som børn. Kongen er det, de vise mænd, hyrderne, forældrene alle er det. For over for Gud gælder vores egen fornuft og visdom intet. Og glemmer vi det, tror kongen, at hans er magten, at ikke også han skal stå til ansvar for sine handlinger, så bliver hans styre derefter. Så ender det med barnemord og tyranni.

Tror vi med andre ord, at kristendommen intet har at betyde for vores måde at indrette samfundet på. Tror vi, at den intet betyder for magthavernes måde at røgte deres embede på, så tror vi fejl. Og selvom det for en moderne dansker kan lyde utroligt, så kan vi tænke på en af vores gamle enevældskonger, hvis vi vil have bevis for det.

Jeg mener, det var den pietistiske Frederik den 4. Han havde forordnet, at enhver natmand – altså han, der førhen hentede latrinerne om natten, han der flåede og bortskaffede døde dyr, en mand der altså var lige så ilde set som skarprettere – for ham gjaldt det, at skulle han have barnedåb, eller skulle han selv begraves, så var borgmesteren ved kongelig forordning
forpligtet på at deltage.

Hvorfor? Fordi intet menneske var for beskidt til, at den mest ansete borger i byen ikke skulle deltage ved hans dåb eller begravelse. Og hvor havde kongen det fra? Fra sin kristelige børnelærdom. At over for Gud er der ikke personsanseelse. Over for Gud er vi alle børn og intet andet. Det er en viis konge, der udstikker en sådan forordning.

Det er en viis konge, der har lært, at i livets afgørende stunder er vi alle ens stedt. Det er en viis konge, der ved, at kristendommen ikke blot er en del af menneskets liv, men er fortegnet for ethvert menneskes liv. Det er dette fortegn, der skal holde alle Herodes´ernes magt på
plads. Og derfor er det ikke tilfældigt, at dronningen slutter sin nytårstale med:”Gud bevare Danmark”. Det er ikke tilfældigt, at ethvert folketingsår begynder med en gudstjeneste. For derved sættes magthaverne ind under det ord, der forkynder dem, at også deres magt er begrænset, at de ikke har magten af sig selv, men at den er dem givet af Gud, som ved sit ord holder magten i ave.

Det ord som tager al storhed og visdom fra dem og os alle.

Det er en viis konge, der forstår, at når Gud lod sin søn føde i Bethlehem, at når han som et lille værgeløst og afmægtigt barn blev lagt i en krybbe, så var det tegnet på, at kun således vil Gud se os. For dermed sagde han jo, at som dem, der er modsat al storhed, skal I være. Og ikke nok med at vi skal være på barnets plads, nej, du er der, siger han. Og han siger
det ved at tage enhver storhed eller vejen til storhed fra os, ved at lade os se, hvor udleverede vi er til afmagten og døden.

Og det var den sandhed, de vise mænd så ved synet af barnet i krybben. Ikke en konkurrent til Herodes, ikke en mere sejrrig og mægtig herre, så de, men et barn, som intet kan og skal og vil med dem. En befrielse fandt de, nemlig den befrielse ikke at skulle være noget. Eller
man kan sige, ved at være hos os som barnet gør han os til børn. For hans gerning
var at være barnet iblandt os, og ved selv at være barnet stiller han os på barnets plads. Og han tager ikke bare retten til at være stor fra os mennesker, men han gør sig selv til eet med de små og forhindrer derved os i at skulle være andet.

Det fællesskab af små – som også hedder syndernes fællesskab –, hvor enhver møder sin næste som underordnet den samme myndighed, er fundamentet for et redeligt samfund. Vi kunne også sige, at et fredeligt fællesskab mellem mennesker afhænger af dette ord, og er altså ikke noget, mennesket selv kan etablere.

Og derfor er det så tåbeligt, når vi tror, at det er kristendommen, der er skyld i ulighed, uenighed og strid. Nej, mener vi, at kristendommens tale intet skal betyde i det offentlige rum, så går vi Herodes ´ ærinde ved at ville lukke Guds ord i barnemund.

For hvor menneskesamfundet alene skal indrettes efter menneskets egen fornuft og vilje, dér kommer der ikke fred og fordragelighed mellem menneskene men strid og ufred. For som sagt, menneskene er som børn, og hvor børnene forledes til at tro, at de er de højeste og mest unikke skabninger, dér kommer man, som man kan se i dagens skolegård, ikke mobberi og selvhævdelse til livs. Tværtimod, dér bliver børnene et spejlbillede af denne tro, og man stimulerer deres hang til selvhævdelse og selviscenesættelse. Hvor mennesket bliver forstået og dyrket som autonomt, dér kommer der had og splittelse.

At tro, at kristendommen intet har at betyde for danskerne og vores offentlige rum, er derfor den største løgn vores land kan bygge på. Og derfor skal vi ikke tro blindt på politikernes visdom og kundskab. Vi skal ikke tro, at vi kan skabe et fredeligt samfund, hvis blot vi får
afskaffet kristendommens indflydelse. For som det er med børnene, så er der kun fred i blandt dem, hvor en myndig person sætter sig igennem, og de derved møder en vilje, der er stærkere end dem selv.

Lad os derfor håbe, at tidens kloge og vise herskere i en drøm advares mod Herodes, lad os håbe på, at de finder en anden vej at gå på, at de som de vise mænd må bøje knæ i Jesu Kristi navn, han som med Gud lever og regerer i Helligånds enhed. Én sand Gud fra evighed
og til evighed.

Amen.