tirsdag den 13. september 2016

Menighedsrådsvalg

I forbindelse med menighedsrådsvalget den 8. november er der opstillingsmøde tirsdag
den 13. september kl. 19.00 i konfirmandstuen.

Mødet indledes med en kort orientering af formand Johan P. Rasmussen om menighedsrådets arbejde igennem den sidste valgperiode, og hvad der ligger af opgaver for menighedsrådet i den kommende valgperiode. Derefter vil det være muligt at melde sig som kandidat til valget.

Vi håber, at mange møder op, for der er brug for nye kræfter til at sørge for, at sognets økonomi
hænger sammen, at se til at kirkegården vedligeholdes, at være arbejdsgiver for kirkens ansatte. Og sidst men ikke mindst, at der er gode forhold for evangeliets forkyndelse.

Der kan opstilles alternative lister. Kandidatlisten kan fås hos Inge Tyrrestrup, Nørregade 18 eller hos Elisabeth Jensen, Østergade 11.
Listerne kan udleveres efter d. 20 september kl. 19.00 og skal være afleveret senest d. 27. september kl. 19.00 til Inge Tyrrestrup, Nørregade 18.
Kommer der kun 1 liste, så vil de 7 første, der står på listen være valgt til menighedsrådet for de næste 4 år.

Kommer der flere lister, så afholdes der valg d. 8. november 2016

Den fortabte søn

Historien om den fortabte søn hører vist til en af de mest kendte og mest yndede af alle Jesu
fortællinger, men samtidig hører den os til en af de mest misbrugte.

At den er kendt og yndet, har sin let fattelige forklaring. Den skildrer jo Gud som en far, hvis
kærlighed ingen grænser sætter eller kender.

Det er en tale, som ikke blot er nem at fatte, men som også går lige til hjertet. Det er en skøn og liflig tale, nemlig for den, som er kommet langt ud, og som ikke har grund til at forvente kærlighed og tilgivelse hos Gud. Det er en sådan person, der skildres, og det er for sådanne, denne fortælling fortælles. For at sige dem, at sådan er det. Til glæde, til tro, til fred, skal det lyde til dem midt i deres fortabthed.

Fortællingen siger: ”Du er Guds barn”, og så er du det. Men faren for forvanskningen af denne
forståelse ligger lige om hjørnet, nemlig at djævelen melder sig på banen og misbruger lignelsen ved at indvende: ”Det skal du nu slet ikke være så sikker på det, for det er slet ikke det, lignelsen siger. Så enkelt er det ikke. Nej, den siger derimod: Du skal først gøre det samme, som denne fortabte søn gjorde: Han gik i sig selv og vendte om, han gik hjem til sin far, fordi han følte anger og fortrydelse. Og derfor er det, hvad du også skal gøre, før end du kan stole på Guds tilgivelse.
Du skal gå i dig selv og blive et nyt og bedre menneske. Det er sådan, Gud tilgiver dem, der fortryder. Du må sandelig ikke tro, at du sådan kan misbruge Guds tilgivelse. Nej, han har et mål med sin tilgivelse, han vil føre dig ud af din synd og gøre dig til et andet menneske. Du skal komme og bekende dine synder: Fader jeg har syndet imod dig og er ikke værd at kaldes dit barn. Således vil Gud give dig en ny vilje, en vilje ikke til synd men til det gode. Dette er Guds frelsesplan med alle mennesker, og glemmer du det, så synder du på nåden. Hvilket vil sige, at du tager noget til dig, som
du ingen ret har til, førend du ved din anger har gjort dig fortjent til den”.

Guds kærlighed er altså forstået på denne djævelske facon kun til den angrende synder og ikke til synderen i almindelighed.

Ja, det er en djævelsk udlægning, jeg netop har skitseret. Og han ved, hvad han gør. Han ved, at det er en udlægning, der behager menneskene. For den giver ikke Gud men menneskene ære.

Nu bliver den fortabte søn en helt, der gjorde en bedrift, der var påskønnet af Gud. Med ét er sønnen hovedpersonen, og det holder vi mennesker af. For så afhænger det hele af os og ikke af Gud.

Forstået således, kan Gud jo ikke have med os at gøre, før end vi har givet ham lov ved at lukke døren op for ham, hvilket vi mener at gøre ved at komme til ham.

Jo, djævelen ved, hvad han gør. Han kildrer menneskenes ører ved at tale os til behag og gør dermed Gud til intet. Og dette er netop, hvad der er en djævels eneste formål og vilje. Men han har da ret, har han ikke? Sønnen gik jo i sig selv, stod op og drog hjem, og derfor var det, at han modtog faderens tilgivelse?

Nej, således var det ikke, hvis man hører ordentligt efter. For sønnen gjorde slet ingen ting, ikke andet end det, som nøden og sulten og elendigheden drev ham til. Det var derfor ikke af egen fri vilje, ikke af sand anger han gik hjem til faderen, men simpelt hen for at redde livet. Og faderen, hvad gjorde han? Begyndte han med at udspørge ham, om han nu mente sin tilbagevenden oprigtigt, spurgte han til hans anger og hengivenhed? Spurgte han, om han nu for alvor vendte sit gamle liv ryggen?

Nej, tværtimod, han løb ham i møde, og det var som om, han ikke havde bestilt andet end at stå på spring – ventende på det øjeblik, da sønnen trængte til ham. Og vi må derfor spørge: ”Er det sønnen, der er hovedpersonen?”

Nej, på ingen måde, det er Gud, der alene er det. Guds kærlighed, som ingen grænser kender, men som altid er der, den er det, som denne fortælling handler om. Den alene. Til tro, til glæde, til fred for enhver.

Man skal ikke først se efter, om man er den værd, man skal ikke først se på sig selv, men alene på det ord, i hvilket Guds kærlighed løber én i møde.

Men hvad gør vi? Vi spørger efter, om mennesker - og vi selv med - mener, hvad vi siger og gør. Barnet, der døbes, mennesket, der kommer i kirke, han, der går til alters – lige meget hvem – straks tænker vi: Er det nu oprigtigt ment, er det nu hans eller min fulde overbevisning, for ellers er det jo falsk og uægte og hyklerisk.

Jo, hele tiden tænker vi, at det jo drejer sig om os og vor oprigtighed og vor overbevisning. Således regerer djævelen og hans misbrug af lignelsen om den fortabte søn også i dag. Ganske som han regerede over den anden søn, ham, der gik derhjemme og var sur og misundelig og derfor anklagende sagde til sin fader: ”Denne din søn, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, ham slagtede du fedekalven for, men jeg, som har tjent dig så mange år, og aldrig har overtrådt nogle af dine bud, mig har du aldrig givet et kid”.

Ikke sandt? Der har vi djævelens spil igen. Det drejer sig om mig og min indsats, det gælder om at gøre sig selv retfærdig og således at have en retfærdighed at pukke på, for mennesket er jo nr. 1, og hvad kan Gud gøre, hvis vi ikke hjælper ham og giver ham lov?

Giv Gud en chance for at være Gud, således kunne vi også formulere denne forståelse af fortællingen. Men det er som sagt altid djævelens måde at være djævel på. Han spiller from og lægger tilsyneladende vægt på alvoren for at bilde os ind, at det forlanger Gud. Men det gør Gud ikke.
Guds kærlighed har ingen grænser, han løber synderen i møde, men han tvinger ikke. Han venter tålmodigt, uendeligt tålmodigt, for deri består hele hans kærlighed: I at vente. Således er han vor Gud, urokkelig og til evig tid.

Ganske som den fortabte søns fader var hans fader, også da han levede derude og ødslede sin formue væk. Guds kærlighed er uudtømmelig, du kan tære på den og misbruge den, men den består, når alt forgår. Når vi selv med alle vore kære ligger under mulde, så består Guds kærlighed evigt. Men det er ikke en kærlighed, der kan forveksles med en blankochek til det svigagtig liv, så havde den gamle
fader jo sendt den fortabte søn en økonomisk håndsrækning, da nøden indfandt sig. Men han tav jo i stedet og ventede.

I denne tavshed og i denne venten bestod han som den kærlige, for i tavsheden, i fraværet kom han sønnen i forkøbet. Ved at lade ham gå linen ud meldte savnet sig, for sådan er Guds kærlighed, fast og urokkelig.

Amen.

tirsdag den 7. juni 2016

En prædiken: Kvinden, der salvede Jesus

Er det ikke sært, at der intet står om, hvorfor denne kvinde ofrede sin dyre salve som en hyldest til Jesus? Hun kommer ikke selv til orde, og hun får ikke lejlighed til selv at begrunde, hvad hun gør. Det kan selvfølgelig være fortællerens fejl, at han har glemt at fortælle os, hvad hun sagde. Men det forekommer mig at være mere sandsynligt, at hun slet intet sagde. Hun brød ind i et fremmed hus, hun gik ind til et sluttet selskab, hun afbrød den gode stemning og gik på sine én gang både sikre og usikre ben hen til gæsten og slog den medbragte dyrebare krukke i stykker og udgød dens indhold over Jesu hoved. Og mon ikke hun lige så sikkert og tavst, som det skete, er forsvundet igen. Tilbage sad det overraskede selskab, og så begyndte bemærkningerne at falde.


Her var pludseligt sket noget uventet og usædvanligt, der gav grobund for de forargede kommentarer: ”Det er dog for frækt, sådan at buse ind uden videre i et fremmed hus!” ”Hvad er det dog for en forargelig flothed at spilde den dyre salve til ingen nytte!” ”Hvor mange af de fattige kunne ikke have haft glæde af de penge, som salven var værd!” Jo, vi kan rigtig mærke, hvordan forargelsen bredte sig i selskabet. Alle havde de travlt med at udtale sig, alle skulle de gøre sig bemærkede og lufte deres harme.
Situationen er os ikke ukendt. Den dukker op igen og igen i blandt os i dag. Vi går alle rundt med så megen retfærdighed i blodet, at vi har meget nemt ved at blive stødt over dén, der bryder etiketten og den gode tone. Er det ikke dén, vi går rundt og vogter? Der er noget, man kan, og der er noget, man ikke kan. Vi har jo alle sammen vores mening om, hvad enhver situation kræver. Vi kalder det for dannelse eller kultur eller gode manérer, og dem lægger vi stor vægt på. Og vi gør det, fordi de er blevet det, ved hvis hjælp vi dyrker vor egen retfærdighed og styrker vor egen position.


Det gælder ikke alene den ydre opførsel, men det gælder i særdeleshed de rette meninger. De meninger alle har, og som derfor er de anerkendte og korrekte. Det, de andre siger og tænker og mener, må være det rigtige, og så følger vi efter. Vi anser os selv for retfærdige og gode og deltager i den almindelige forargelse, hvis der er én, der bryder det vedtagne. Tænk på indvandrerdebatten, tænk på miljødebatten. Tænk på Kurt Westergaard, og på Lars Wilks.
Jo, dér sad de altså i Simon den Spedalskes hus og følte sig rigtig godt tilpas i den fælles forargelse. Sådan en optræden!


Der er ikke noget, der får mennesker til at føle sig mere tilfredse med sig selv, end når de kan mødes med andre i enighed om at pege fingre af den, der ikke ved, hvad man kan sige, eller hvordan man opfører sig. Flokmentaliteten griber os, og den befinder vi os med skam at melde bedst ved. Vi føler os alle som de retfærdige, de dydigt forargede.


Men der var én, der var tavs midt i den almindelige fordømmelse af kvinden. Og denne ene var enerens talsmand over for mængden, for han så det som sin opgave altid at lade den ene have ret over for de mange. Ja, han gjorde det i en sådan grad, at han ligefrem krævede af enhver, at han skulle være den ener, han var, og at han derfor aldrig skulle stræbe efter den fælles følelse af retfærdighed, der dræber ethvert mod. Og han gjorde det i yderste potens, for han sagde, at sådan krævede Gud det af enhver. Og det sagde han, fordi menneskenes trang til at ville gøre sig selv retfærdige er det ondeste af alt ondt.
Der sad han tavs midt i al den hørmende selvretfærdighed, og da selskabet endelig havde fået luft for al dets harme, og han omsider kunne komme til orde, så sagde han: ”Hvorfor volder I hende bryderi? Hun gjorde en god gerning.” For han forstod, hvad hun havde ment med det, hun gjorde. Han forstod, at der var noget, hun måtte have luft for. Han forstod, at hun var opfyldt af en taknemmelighed, hun gerne ville give udtryk for.


Hvad var hun nu så taknemmelig over, at hun måtte bryde den gode stemning og trodse vedtagne regler og forudfattede meninger? Jo, hun var taknemmelig over, at her var et menneske, der i modsætning til alle andre ikke havde travlt med retfærdigheden. Her var et menneske, der ikke så på det ydre, der ikke lagde vægt på tonen, eller på hvor velopdragne og gode mennesker var. Her var der med andre ord én, der kendtes ved eneren i hans fattigdom og usselhed.
Noget sådan må hun have set i Jesus, og derfor skulle han salves. Som en hyldest – som udtryk for en glæde over at have set og hørt ham.


Og Jesus greb hendes gerning og brugte den til at forklare, hvad han så i den. Han så, at her var han blevet salvet til sin egen begravelse. Den retfærdighed han var kommet med til menneskene, som var retfærdigheden fra Gud, den ville menneskene ikke finde sig i. De ville have en retfærdighed, der kunne ses og høres, de ville have en retfærdighed, de kunne prale af, fordi den udprang af deres eget værd. Derfor vidste han, at hans liv ville ende med, at flokmentaliteten og selvretfærdigheden knuste ham. Døden i Guds navn og for Guds retfærdigheds skyld ventede ham.


Sådan var menneskene i deres selvgodhed og selvtilstrækkelighed. Han vidste det, og nu så han denne kvindes salving af ham, som en beredelse – som en forudsigelse af hans død. For man plejede at salve den dødes legeme, og nu var han altså også blevet salvet, som et vidnesbyrd om, hvad der ventede ham.


Men denne beredelse bragte ham glæde. Kvindens gerning sagde til ham, at hans ord ikke var spildte – hvilket han nu heller ikke mente, de var, for han havde mødt en del, der havde frydet sig ved hans tale, og det var alle de enkelte, de skjulte, dem, der kom til ham om natten eller råbte til ham fra de udstødtes plads.
Og sådan vil hans ords skæbne altid være i denne vores verden. Den udvendige målestok, mængden og frygten for at stå alene vil altid slå disse enere ihjel, de vil spørge, hvilken nytte hans ord er til, for de søger nytte og selvretfærdighed.


Men hans ord skal lyde på trods af mængden, hans ord skal lyde i troen på deres egen sandhed, og der, hvor de lyder, der vil denne episode stå som tegnet på, at det aldrig lyder forgæves. At der altid er og vil være fattige og ensomme, skjulte og oversete mennesker, som disse ord bringer glæde. For uden retfærdigheden fra Gud ville de være fortabte mennesker – uden håb og uden glæde.
Lad derfor det spørgsmål, om der kommer få eller mange i kirke, ligge. Lad derfor spørgsmålet om, hvad nytte kirken er til, hvile. For den skal ikke være der til anden nytte end at være der med det ord, uden hvilket enhver er overladt til sig selv og sin egen retfærdighed, være der for at oprejse og genløse det fortabte, hvilket faktisk er enhver. Amen.


tirsdag den 1. marts 2016

De vise mænd og Herodes

Fortællingen om de vise mænd og kong Herodes er en fortælling for børn og
barnlige sjæle. En bloddryppende historie, hvor kongen ligger på lur og vil
dræbe barnet. En historie, hvor kongens tilsyneladende snuhed bliver overtrumfet
af Gud, for ham kan selv ikke den mægtigste mand i riget narre. En historie, hvor selveste kong Herodes stod over for én, han ikke kunne tøjle og snyde.

Jo, som et eventyr for børn lyder det, og det er det store ved fortællingen. For Guds tale til os mennesker er altid en tale til børn og barnlige sjæle. De voksne, og det vil her sige de beregnende, dem, der sætter al deres lid til fornuften og lader den være deres vejleder, dem kan Gud nemlig ikke tale til, for de forstår ikke at høre ordentligt efter.

For dem vil fornuften altid lytte med og sidde som en lille djævel og sige: ”Det kan ikke passe, det er dog alt for utroligt”.
Men sådan er det ikke for barnet, det forstår at lytte. Derfor findes der ikke noget mere fornøjeligt end at læse en rigtig bloddryppende historie for børn. De vil høre den igen og igen, de bliver aldrig færdige med den. Og sådan, som børn hører, vil Gud have, at vi skal høre. Når han taler, skal vi være som børn og ikke tænke på, hvor fornuftigt og overbevisende det lyder. Vi skal ikke tænke på, om talen nu kan nytte noget, om vi har
fordel af den.

Derfor er denne fortælling en rigtig guddommelig fortælling.

Og hvad er så budskabet? Hvad vil denne fortælling sige os?

Helt enkelt vil den sige, at over for Gud er der ikke personsanseelse. At over for Gud er vi alle som børn. Kongen er det, de vise mænd, hyrderne, forældrene alle er det. For over for Gud gælder vores egen fornuft og visdom intet. Og glemmer vi det, tror kongen, at hans er magten, at ikke også han skal stå til ansvar for sine handlinger, så bliver hans styre derefter. Så ender det med barnemord og tyranni.

Tror vi med andre ord, at kristendommen intet har at betyde for vores måde at indrette samfundet på. Tror vi, at den intet betyder for magthavernes måde at røgte deres embede på, så tror vi fejl. Og selvom det for en moderne dansker kan lyde utroligt, så kan vi tænke på en af vores gamle enevældskonger, hvis vi vil have bevis for det.

Jeg mener, det var den pietistiske Frederik den 4. Han havde forordnet, at enhver natmand – altså han, der førhen hentede latrinerne om natten, han der flåede og bortskaffede døde dyr, en mand der altså var lige så ilde set som skarprettere – for ham gjaldt det, at skulle han have barnedåb, eller skulle han selv begraves, så var borgmesteren ved kongelig forordning
forpligtet på at deltage.

Hvorfor? Fordi intet menneske var for beskidt til, at den mest ansete borger i byen ikke skulle deltage ved hans dåb eller begravelse. Og hvor havde kongen det fra? Fra sin kristelige børnelærdom. At over for Gud er der ikke personsanseelse. Over for Gud er vi alle børn og intet andet. Det er en viis konge, der udstikker en sådan forordning.

Det er en viis konge, der har lært, at i livets afgørende stunder er vi alle ens stedt. Det er en viis konge, der ved, at kristendommen ikke blot er en del af menneskets liv, men er fortegnet for ethvert menneskes liv. Det er dette fortegn, der skal holde alle Herodes´ernes magt på
plads. Og derfor er det ikke tilfældigt, at dronningen slutter sin nytårstale med:”Gud bevare Danmark”. Det er ikke tilfældigt, at ethvert folketingsår begynder med en gudstjeneste. For derved sættes magthaverne ind under det ord, der forkynder dem, at også deres magt er begrænset, at de ikke har magten af sig selv, men at den er dem givet af Gud, som ved sit ord holder magten i ave.

Det ord som tager al storhed og visdom fra dem og os alle.

Det er en viis konge, der forstår, at når Gud lod sin søn føde i Bethlehem, at når han som et lille værgeløst og afmægtigt barn blev lagt i en krybbe, så var det tegnet på, at kun således vil Gud se os. For dermed sagde han jo, at som dem, der er modsat al storhed, skal I være. Og ikke nok med at vi skal være på barnets plads, nej, du er der, siger han. Og han siger
det ved at tage enhver storhed eller vejen til storhed fra os, ved at lade os se, hvor udleverede vi er til afmagten og døden.

Og det var den sandhed, de vise mænd så ved synet af barnet i krybben. Ikke en konkurrent til Herodes, ikke en mere sejrrig og mægtig herre, så de, men et barn, som intet kan og skal og vil med dem. En befrielse fandt de, nemlig den befrielse ikke at skulle være noget. Eller
man kan sige, ved at være hos os som barnet gør han os til børn. For hans gerning
var at være barnet iblandt os, og ved selv at være barnet stiller han os på barnets plads. Og han tager ikke bare retten til at være stor fra os mennesker, men han gør sig selv til eet med de små og forhindrer derved os i at skulle være andet.

Det fællesskab af små – som også hedder syndernes fællesskab –, hvor enhver møder sin næste som underordnet den samme myndighed, er fundamentet for et redeligt samfund. Vi kunne også sige, at et fredeligt fællesskab mellem mennesker afhænger af dette ord, og er altså ikke noget, mennesket selv kan etablere.

Og derfor er det så tåbeligt, når vi tror, at det er kristendommen, der er skyld i ulighed, uenighed og strid. Nej, mener vi, at kristendommens tale intet skal betyde i det offentlige rum, så går vi Herodes ´ ærinde ved at ville lukke Guds ord i barnemund.

For hvor menneskesamfundet alene skal indrettes efter menneskets egen fornuft og vilje, dér kommer der ikke fred og fordragelighed mellem menneskene men strid og ufred. For som sagt, menneskene er som børn, og hvor børnene forledes til at tro, at de er de højeste og mest unikke skabninger, dér kommer man, som man kan se i dagens skolegård, ikke mobberi og selvhævdelse til livs. Tværtimod, dér bliver børnene et spejlbillede af denne tro, og man stimulerer deres hang til selvhævdelse og selviscenesættelse. Hvor mennesket bliver forstået og dyrket som autonomt, dér kommer der had og splittelse.

At tro, at kristendommen intet har at betyde for danskerne og vores offentlige rum, er derfor den største løgn vores land kan bygge på. Og derfor skal vi ikke tro blindt på politikernes visdom og kundskab. Vi skal ikke tro, at vi kan skabe et fredeligt samfund, hvis blot vi får
afskaffet kristendommens indflydelse. For som det er med børnene, så er der kun fred i blandt dem, hvor en myndig person sætter sig igennem, og de derved møder en vilje, der er stærkere end dem selv.

Lad os derfor håbe, at tidens kloge og vise herskere i en drøm advares mod Herodes, lad os håbe på, at de finder en anden vej at gå på, at de som de vise mænd må bøje knæ i Jesu Kristi navn, han som med Gud lever og regerer i Helligånds enhed. Én sand Gud fra evighed
og til evighed.

Amen.

fredag den 27. november 2015

Kan det betale sig?

Kan det betale sig at holde kirke? Betaler det sig, at der hver søndag i hvert et sogn varmes en gammel middelalderkirke op, at aflønne kirketjener, børnekor, organist og præst? Er det rentabelt?
Betaler det sig at afholde foredragsaftner og sognemøder, salmesangsaftner og plejehjemsgudstjenste? Kan det betale sig med en lokal graver og en sognepræst til selv den mindste flække?

Og kan det overhovedet betale sig, hvis opbakningen ikke er tilstrækkelig? Nej, det kan ikke betale sig. Det er ren tilsætning. Det er set ud fra et ratio-nelt og økonomisk perspektiv en meget
meget dårlig forretning. Og jo mindre sogne, des dårligere forretning. Sådan er det!

Og alligevel gør vi det.

Hvorfor? Fordi det netop ikke er rentabelt. Derfor gør vi det, og derfor skal vi fortsætte med at gøre det. Fordi vi intet resultat kan pege på, fordi penge, anseelse, storhed og magt aldrig kommer på tale her. Derfor gør vi det. Derfor slæbte vores forfædre granitsten på granitsten til byens bakke i selv det allermindste sogn for at bygge kirke. Også den gang kunne de uden al for megen besvær have spændt hesten for vognen og kørt til nabosognet. Men så meget betød kirkens nærhed, så meget betød det for dem at høre evangeliet om Guds søn, der red ind til enhver – høj eller lav - trods synd og død, at
det skulle lyde i deres sogn og af deres præst.

De ville ikke nøjes med naboens kirke - de ville ikke være gæster - men de ville have, at kirken skulle være i blandt dem som deres. Og sådan er det faktisk også i dag, vil jeg påstå. Tænk blot på balladen omkring de københavnske kirkers lukning. Skyldes den mon ikke, at der dybt i os alle ligger en fornemmelse af, at kirkens berettigelse ikke kan og skal afhænge af økonomiske argumenter og fornuftige afvejninger? Ved vi ikke godt, at de grundlæggende forhold i livet ikke kan gøres rationelt op?
Vi ved eksempelvis godt, at det kun er kujonerne, der dukker sig, når kampen bliver hed, og prisen for at afsløre løgnen skal betales. Vi ved godt, at de gamle skal passes ordentligt, selvom det ikke kan betale sig. Vi helbreder de syge, vi tager os af dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Og vi gør det, selv om det ikke kan betale sig.

Men det begynder at skride. Nu overvejer vi, om det ikke bedre kan betale sig at lade robotterne gøre rent hos gamle Rasmine. Vi overvejer at tillade aktiv dødshjælp. Og vi lukker kirker, fordi statistikkerne viser, at det er for dyrt at holde dem åbne. Jo, det skrider. Noget grundlæggende
skrider, nemlig vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Og det skrider, fordi vi netop har tilladt at lade vurderingen gælde som argument.

Kan det betale sig, og er det rimeligt, at lade en hjemmehjælper støvsuge hos gamle Rasmine, når robotstøvsugeren er opfundet? Er det rimeligt at skulle leve, når en uheldbredelig sygdom gør
den sidste tid svær? Og det skrider, fordi kirken - det sted, som sætter enhver tale om nytteværdien på porten - selv er blevet offer for disse rationelle overvejelser. Selvfølgelig skal de enkelte sognekirkers
økonomier hænge sammen. Ethvert menighedsråd er forpligtet på at sørge for, at der kan holdes gudstjeneste om søndagen, og at udgifterne til dette ikke overstiger indtægterne. Men at der skal holdes gudstjeneste, det er udgangspunktet og ikke spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig. Det er et spørgsmål, som ingen berettigelse har i en evangelisk- lutherske kirke.

For den evangelisk-lutherske kirke er den kirke, der er sig bevidst, at man aldrig kan bygge noget sandt på menneskets vurderinger og anerkendelse. Sådan som vi hører det skildret i dag. Alle de rationelle begrundelser - uanset hvor solide og fornuftige de umiddelbart ser ud - har intet med virkeligheden og sandheden at gøre. Men det var virkeligheden og sandheden, Jesus kom for at vidne om, og derfor gik han sin vej uanfægtet, vedholdende og ganske irrationelt til ende. Uanfægtet af hyldesten og uanfægtet af modstanden. Han drog som sandhedens konge ind i Jerusalem for at blive
korsfæstet. Han måtte tømme kalken helt til bunds. Ja, han lod sig hylde som en konge, men han vidste, at hyldesten var kortvarig.

For som en konge vil vi gerne hylde ham som én, der kan samle folk til huse og vise resultater, som én, der vil krone alle vore beregninger, forhåbninger og drømme og således sælge billetter, ham
vil vi gerne have med at gøre. Men en konge, der kommer ridende på et æsel, sagtmodig og uden nogen glorværdig fremtid, ham skiller vi os af med. For ham er der intet farverigt og stort ved. Han gør det svært at sælge varen, så den bliver festlig og indbydende. Og derfor gik det ham også,
som det gjorde, for det begejstrede folk endte som bekendt efter få dage med at råbe ordene: ”Korsfæst ham”.

Nej, det er ikke os, der ved vor begejstring gør ham til herre, men han gør det alene. Det er ikke os, der skal vise ham vores tilslutning og opbakning og krone ham, men han tilslutter sig os, deler vort liv i synd og død.  At sandhedens konge endte sine dage på et kors, korsfæstet af sine tidligere så
begejstrede tilhængere, fordi han skuffede så fælt, da det viste sig, at han blot var et ganske  almindeligt menneske uden nogen særlig praktisk nytte. Det er, hvad evangeliet forkynder. Og derfor er den skildring, vi hører 1. søndag i advent om Jesu indtog i Jerusalem, ikke et øjebliksbillede, den er ikke en festlig fortælling om, at Gud betaler det sig at satse på. Men den er sandheden om os selv og hele vort liv.

Fortællingen siger os, at alle vore beregninger, alt det vi mener har værdi og er værd at hylde i dag, disse beregninger er hule og overfladiske, de er uden stabilitet og fast grund. Den faste grund er derimod Guds søn. Han, der intet synede af, fordi han blot gik sin vej, uden at have overvejet det rimelige i sin vandring og det økonomisk rentable i sine gerninger og for sin sag. Hans sag var ikke andet end at gå på denne vej, som var at være midt i blandt os som et ganske almindeligt menneske
- at bære dagligdagen og livet sammen med os. Han tog ikke hensyn til, om det nu nyttede,
og hvad der synede bedst. Han overvejede ikke, om det var klogt og fornuftigt, for han ville ikke andet end at være til for os og med os.

Ja, han var og er for os og med os, for at tage os med igennem synden og døden og bringe os hjem til Gud, til sin fader i himlen. Som han red ind i Jerusalem den dag, sådan rider han hver søndag dag ind i din og min verden for at være din og min herre. Han rider ind og siger os, at vi er i hans hånd og under hans omsorg. Ikke fordi vi er synderligt elskværdige – ikke fordi retfærdighedens fornuftige regnskab skal gå op. Nej, det er ikke fordi, vi har fortjent det. Men fordi Gud er kærlig og retfærdig, og derfor ved Jesus Kristus tog de uretfærdige til sig, løste de fangne, og satte de plagede i frihed.

Frihed til ikke at skulle være til nytte eller bevise sin værdi, men derimod blot være tro.

Kan det betale sig? Hvad kommer der ud af år efter år at fortælle historien om, at Guds søn red ind i dit og mit liv og tog det alvorligt? Enhver kan høre, at spørgsmålet ikke hører hjemme her. For sådan spørger kun den raske, den retfærdige. Men spørg gamle Rasmine og den uhelbredelige, spørg den sørgende enke på kirkegården – det kunne være de svarede alt!

Amen



onsdag den 9. september 2015

Bekymringen, arbejdet og kaldet. (Prædiken til 5. s. e. trin. om Peters fiskedræt)

Dér stod Jesus ude i båden og talte til skarerne inde på land. Hvad han sagde, står der intet om, for der står ikke andet end, at skarerne trængtes om ham for at høre Guds ord. Så er det altså Guds ord, han har talt til dem derude fra båden, og den oplysning får så være nok.

Ordet fra Gud til mennesker, ordet, der befaler mennesker i alle forhold og under alle vilkår at tro Gud. Det har han stået og talt om, og da han er færdig, så… ja, hvad så? Ja, så er hverken han eller tilhørerne færdige, for at tale og høre Guds ord det er ikke noget, der får ende. Guds tale til menneskene er, at de skal tro ham, og det er ikke noget, man bare et eneste øjeblik er færdig med eller fri af. Kravet, fordringen bliver ved med at stå der, når den en gang har lydt.
Og hvordan lyder fortsættelsen af Jesu prædiken så? Jo, han siger til bådens indehaver, som var Simon Peter: ”Tag nu på fisketur!” Det er som, han vil sige: ”Kære Simon Peter, nu har jeg talt til dig om Gudstroen, sådan som den er, nemlig Guds befaling til dig om at tro ham i alle forhold og under alle vilkår, gør det så, drag på fiskefangst i Guds navn”.

Men Peter var nu engang, den han var: en nøgtern sagkyndig mand, det praktiske livs mand, fornuftens og bekymringens mand, så derfor siger han: ”Det kan ikke nytte, kære Jesus, vi prøvede for lidt siden, ja, hele natten fiskede vi, men vi fik ingenting. Det er en håbløs gerning, men når du nu siger, at vi skal gøre det, så gør vi det, dog er det uden forventning og håb om fangst, at vi sætter ud på søen igen”.

Og disse ord kan nok være beroligende for enhver præst, der synes han lige så godt kunne have ladet være med at prædike. Ja, det er godt at høre, at ikke engang Jesus havde det anderledes. Ingen tiltro til hans tale, ingen tilskyndelse, ingen opmuntring – det er lige så unyttigt, som det altid har været, at trodse fornuften og erfaringen. Den fornuft og erfaring, som har lagt os mennesker i lænker. Fare ud på dybet og handle i blinde, det fører jo ikke til andet end skuffelser. Nej, fornuften vil se resultater. Arbejdet i sig selv og handlingen i sig selv, det er for fornuften intet værd, hvis ikke det fører til noget.

Ikke sandt, at leve uden et formål, det betragtes som et spildt liv. Det er jo derfor, vi bliver bombarderet med formaninger om at skulle engagere os, at vi skal have et formål at stræbe efter, for det bare at leve, det er for fornuften alt for lidt, for det kommer der ikke noget ud af.
Og sådan havde Peter det også. Han drog til søs uden forventning og håb, bare for at gøre Jesus den glæde, når han nu havde bedt ham om det. Det var med andre ord lettere hovedrystende, han drog af sted, og dog gjorde han det.

Her begyndte Peter at lære, hvad det vil sige, at være i arbejde hos vor Herre. Det vil nemlig sige, at skille bekymringen og arbejdet ad, og det kan man kun, når man ikke er ude i eget ærinde. Bekymringen for udbyttet må man overlade til en anden, nemlig ham, som befaler én at gå i gang. Lydigheden er derfor ikke blot at overlade en anden styringen men også bekymringen. Jeg gør arbejdet, resten er ikke min sag.

Natten før, havde Peter med bekymring sat sig i båden, for tænk nu, om fangsten ville udeblive, anden gang måtte han overlade bekymringen og resultatet til ham, på hvis ord han drog afsted.
Vi kunne også sige, anden gang drager Peter afsted, fordi han er kaldet til det. Anden gang fisker han, fordi en anden har sat ham i sving. Og det gør en stor forskel, dette med kaldet. Betragter vi vort arbejde som et kald, så er resultatet ikke op til os.
”Gud kunne vel”, siger Luther, ”give dig korn og frugter, uden at du pløjede og plantede. Men han vil det ikke sådan. Således vil han heller ikke, at din pløjen og planten skal give korn og frugt, men du skal udtale en velsignelse og sige: Nu, Gud i vold, nu give du korn og frugt, kære Herre, det er dine gaver. Du skal bygge og arbejde det bedste, du kan, men se til, når du har gjort det, at du ikke forlader dig på det”.

Nu er det ikke fordi, Luther vil nægte, at der også kommer et resultat ud af vores arbejde, selvom vi udfører det uden at høre vor Herre kalde. Men det får den konsekvens, at resultatet bliver det altafgørende.  Det betyder, at vi altid spejder efter udbyttet, at vi altid spørger efter, om det nu kan betale sig. I stedet siger Luther: ”Reger du, og lad ham give lykken, præk du, og lad ham gøre hjerterne fromme, tag mand og hustru, og lad ham avle børn, og så fremdeles, i alt vort arbejde skal han gøre alt i os og gennem os og alene have æren derfor”.
Det forstod Peter med ét. At den prædiken, Jesus holdt om Gud, den var noget andet og mere end blot en prædiken, det var sandheden om ham og hans liv. For indtil nu havde han taget det som en selvfølge, når hans arbejde lykkedes. Men med ét forstod han, at det var hovmod og selvtilstrækkeligheden, der havde været på spil. Vi kunne også sige, at først da der stik mod forventningen kom så meget ud af hans lydighed, mindede det ham mærkeligt nok ikke om hans lydighed men om hans syndighed.

Det er en sær måde, Jesus konfronterer menneskene med deres synd på; at han gør det ved at belønne dem over måde. Han gør det ikke ved at forbande dem, men ved at belønne dem. Og hvad er denne belønning andet end syndernes forladelse.
Havde Peter ikke været lydig, havde han vel næppe opdaget, at han var syndig, og det er det mærkelige ved evangeliet, at dér fører lydighed ikke til selvretfærdighed, men til syndserkendelse.
Jo, med ét stod det klart for Peter, at i Herrens tjeneste skal arbejdet og bekymringen skilles ad. Og hvis det gælder i alt arbejde, gjaldt det især i det arbejde, han nu blev sat til. For lige så utroligt det var, at hans fiskefangst skulle give noget, lige så – ja, meget mere utroligt - var det, at der skulle kunne komme noget ud af hans tjeneste som menneskefisker.

For en syndig mand, blandt syndige mennesker med et glædeligt budskab, som han påstod kom fra Gud. Den opgave var på forhånd dømt til at mislykkes. Men nu havde han lært, at opgaven var stillet af Gud; præk, og lad ham gøre hjerterne fromme. Og så var der intet andet at gøre end at klø på uden bekymring.


En syndig mand blev sat i tjeneste for Gud, dét blev resultatet af Peters fiskedræt. Og det er det mest mirakuløse ved fortællingen. For fortællingen siger os, ikke, at Gud også kan tjenes af syndere, men den siger, Gud kan kun tjenes af syndere. Fortællingen siger os, at syndernes forladelse betyder ikke, at vi ikke behøver at tjene Gud, men der imod at vi behøver syndernes forladelse for at tjene Gud. Fortællingen siger os, at det at være i Guds tjeneste ikke betyder, at jeg ikke længere behøver syndernes forladelse, men derimod at jeg netop som kaldet til tjenesten altid har brug for syndernes forladelse. Fortællingen siger os, at det mest nærliggende svar på Guds kaldelse er at sige som Peter: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”. Og fortællingen siger os, at i stedet for at blive sendt bort, så tages vi i stedet i tjeneste igen. Fortællingen forkynder os derfor et under, der er langt større end en nok så underfuld fiskedræt, for det er nåde over nåde.
 Amen

onsdag den 10. juni 2015

Hvad skal vi med Langfredag?


Ingen dag er det mere umuligt at holde en prædiken på end Langfredag. Og spørger man hvorfor, så er svaret nemt at give: Det hænger sammen med dagens indhold, som er, at mennesker- at vi - slog Jesus ihjel. For det er ikke et skuespil, vi overværer, når vi hører om hans korsfæstelse, hans død var ikke en ”teaterdød”, men lige så virkelig, som selve døden er – ja, som kun døden er.
Vi mennesker står ikke ved siden af som dem, der overværer, hvad der sker. Men vi står der som delagtige, og det vil sige som medskyldige. Selvom det snart er 2000 år siden det skete, ændrer det intet. Vi er skyldige hver og én, for: ”Når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder”.

Med andre ord, i mødet med langfredags fortælling står vi ansigt til ansigt med vores offer, og hvad har vi da at gøre andet end at tie og at bære skylden. Den kan vi ikke løbe fra, og slet ikke snakke os fra.
Vi kan ikke snakke os fra, at da Guds søn kom til jorden med hele Guds kærlighed og tilgivelse, blev menneskene arrige og slog ham, der bar tilgivelsen, ihjel som en forbryder.

Nej vel, kan der prædikes i denne situation? Må vi ikke forholde os tavse? Vil ikke enhver prædiken ende med at blive en forsvarstale for os selv, et forsøg på at bringe balance i det regnskab, hvor bundlinjen lyser imod os med røde tal? Er det ikke sådan, at det ligger dybt i os at ville glatte ud og bagatellisere, nivellere alt, så intet volder anstød? Er det ikke netop, hvad vi først og fremmest bruger vores højt besungne fornuft til, nemlig at få tingene til at glide ved ikke at tage noget alt for alvorligt? Det skulle jeg mene. 

Er det ikke derfor, de fornuftsdyrkende gør, hvad de kan for at afskaffe kristendommens indflydelse og betydning her til lands, fordi de mener, at når den holder noget for absolut sandt og noget andet for absolut løgn, så graver den grøfter i stedet for at nivellere? Og i en vis forstand har de ret. For kristendommen skelner mellem det relative og det absolutte, dvs. mellem menneske og Gud, mellem løgn og sandhed. Den taler om død og liv, den taler om synd og skyld og dom, om retfærdighed og nåde og tilgivelse.

Den menneskelige fornuft derimod tror som bekendt ikke på Gud men på sig selv og sine egne evner. Den tror derfor på menneskenes iboende godhed, og den hader af samme grund de store modsætninger i livet. Derfor er dens parole også, at vi kunne have det så godt og fredeligt, hvis bare vi ville lade fornuften råde.

Med andre ord, det fornuften kalder fred - den tilstand af fred, vi stræber efter - er en fredelighed, hvor ingen modsætninger bliver for store. Men det er denne menneskelige drøm om fred på jorden, der Langfredag én gang for alle er slået i stykker. Drømmen er revet ud af vor hånd. Vi har ingen ret til den, siger Langfredag. For da freden, den sande fred, Guds fred, kom til jorden, blev den henrettet af vor egen drøm om fred. Jesus blev betragtet som oprører, en religiøs én af slagsen, der forstyrrede enigheden. Eller en potentiel politiske oprører, der kunne forstyrre den politiske fred, sådan som Pilatus betragtede ham. Jo, den sande fred forstyrrede vor drøm om fred, og derfor måtte den lade livet.

Ingen forstyrrelser, ingen uro og ufred, det er menneskenes motto. Men vær klar over det; det var i fredens navn, vor Herre blev slået ihjel. Sådan som man i dette navn har slået millioner ihjel for at ujævne alle forskelle, så kun de ensrettede var tilbage.
Men lad blot alle tidens profeter udjævne og ensrette og glatte ud, Langfredag vil aldrig kunne tromles ned. For her er sandheden sagt om os mennesker, om vor såkaldte gode vilje, og som dette afgørende korrelat til drømmen om det fornuftige flade land står den som et uoverstigeligt bjerg.

Kan der prædikes herom? Ja, men kun den prædiken, at alt vort eget, det ædleste og bedste, det fineste og største, alt er det dømt som det, det er; vort eget og ikke andet end vort eget. Sandheden og evigheden og Gud har det intet at gøre med.
Ikke blot det, vi kalder ondt, men også det bedste er af Langfredag erklæret for at være ren synd. Og over for dette forhold har vi kun at stå ret og tie.
For vi ville ikke, og vi vil ikke være dem, der behøver Guds kærlighed og tilgivelse. Vi ville, og vi vil være dem, der selv kan ordne vore egne sager, og hvad skal vi så med Guds tilgivelse, når vi selv kan klare det hele?

Dette er Langfredagens dom over os. Den har vi at stå ret for, hvad enten vi vil det eller ej. Og gør vi ikke det, så løber vores tro på fornuftens evner løbsk. Så er det, vi nivellerer hinanden til døde. Jo, det er dommen over os, at det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, der i dag lyder til os.

Men hvor er da evangeliet henne i denne tale? Hvor er det glædelige budskab, som vi skal samle mod og frimodighed til at leve på? Hvor er håbet henne?
Jamen, i denne dom er der håb, nemlig det håb, at tilgivelsen fra Gud fandt sig i, at vi mennesker slog den ihjel. Tilgivelsen lod sig slå ihjel af os. Og det gjorde den, fordi den blev ved sit. Den sagde ikke til sidst: ”Nej, nu kan jeg ikke mere”. Den vedblev at være tilgivelse.

Således er Guds kærlighed, at han elsker sine fjender. Den er uden grænser, evig og urokkelig. Den vedblev at være tilgivelse midt i døden. Sådan er Guds tilgivelse, at den udholder alt, og således sejrer den over vor ondskab. For med Langfredagens dom over os, står vi tilbage med det barmhjertige budskab, at vi mennesker ikke fik magt over tilgivelsen ved at slå den ihjel, men ved at lade sig slå ihjel sejrede den over os. Som tilgivelse sejrede den.

Så er der da alligevel en prædiken at holde Langfredag, nemlig en prædiken om Guds kærlighed, der er stærkere end menneskenes ondskab. Den, der sejrede Langfredag var ikke de tilsyneladende sejrherrer, ikke dem, der slog ihjel, men ham, der blev slået ihjel.

Det er denne sandhed om os selv, vi i dag bliver konfronteret med, den nøgne sandhed, som tager al retfærdighed ud af vore hænder og lægger den i Guds hænder. Langfredag siger, at vor retfærdighed er hos Gud og alene hos ham, og således bliver Jesu ord til røveren også hans ord til os: ”I dag skal du være med mig i paradis”.
For Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.


Amen