tirsdag den 1. marts 2016

De vise mænd og Herodes

Fortællingen om de vise mænd og kong Herodes er en fortælling for børn og
barnlige sjæle. En bloddryppende historie, hvor kongen ligger på lur og vil
dræbe barnet. En historie, hvor kongens tilsyneladende snuhed bliver overtrumfet
af Gud, for ham kan selv ikke den mægtigste mand i riget narre. En historie, hvor selveste kong Herodes stod over for én, han ikke kunne tøjle og snyde.

Jo, som et eventyr for børn lyder det, og det er det store ved fortællingen. For Guds tale til os mennesker er altid en tale til børn og barnlige sjæle. De voksne, og det vil her sige de beregnende, dem, der sætter al deres lid til fornuften og lader den være deres vejleder, dem kan Gud nemlig ikke tale til, for de forstår ikke at høre ordentligt efter.

For dem vil fornuften altid lytte med og sidde som en lille djævel og sige: ”Det kan ikke passe, det er dog alt for utroligt”.
Men sådan er det ikke for barnet, det forstår at lytte. Derfor findes der ikke noget mere fornøjeligt end at læse en rigtig bloddryppende historie for børn. De vil høre den igen og igen, de bliver aldrig færdige med den. Og sådan, som børn hører, vil Gud have, at vi skal høre. Når han taler, skal vi være som børn og ikke tænke på, hvor fornuftigt og overbevisende det lyder. Vi skal ikke tænke på, om talen nu kan nytte noget, om vi har
fordel af den.

Derfor er denne fortælling en rigtig guddommelig fortælling.

Og hvad er så budskabet? Hvad vil denne fortælling sige os?

Helt enkelt vil den sige, at over for Gud er der ikke personsanseelse. At over for Gud er vi alle som børn. Kongen er det, de vise mænd, hyrderne, forældrene alle er det. For over for Gud gælder vores egen fornuft og visdom intet. Og glemmer vi det, tror kongen, at hans er magten, at ikke også han skal stå til ansvar for sine handlinger, så bliver hans styre derefter. Så ender det med barnemord og tyranni.

Tror vi med andre ord, at kristendommen intet har at betyde for vores måde at indrette samfundet på. Tror vi, at den intet betyder for magthavernes måde at røgte deres embede på, så tror vi fejl. Og selvom det for en moderne dansker kan lyde utroligt, så kan vi tænke på en af vores gamle enevældskonger, hvis vi vil have bevis for det.

Jeg mener, det var den pietistiske Frederik den 4. Han havde forordnet, at enhver natmand – altså han, der førhen hentede latrinerne om natten, han der flåede og bortskaffede døde dyr, en mand der altså var lige så ilde set som skarprettere – for ham gjaldt det, at skulle han have barnedåb, eller skulle han selv begraves, så var borgmesteren ved kongelig forordning
forpligtet på at deltage.

Hvorfor? Fordi intet menneske var for beskidt til, at den mest ansete borger i byen ikke skulle deltage ved hans dåb eller begravelse. Og hvor havde kongen det fra? Fra sin kristelige børnelærdom. At over for Gud er der ikke personsanseelse. Over for Gud er vi alle børn og intet andet. Det er en viis konge, der udstikker en sådan forordning.

Det er en viis konge, der har lært, at i livets afgørende stunder er vi alle ens stedt. Det er en viis konge, der ved, at kristendommen ikke blot er en del af menneskets liv, men er fortegnet for ethvert menneskes liv. Det er dette fortegn, der skal holde alle Herodes´ernes magt på
plads. Og derfor er det ikke tilfældigt, at dronningen slutter sin nytårstale med:”Gud bevare Danmark”. Det er ikke tilfældigt, at ethvert folketingsår begynder med en gudstjeneste. For derved sættes magthaverne ind under det ord, der forkynder dem, at også deres magt er begrænset, at de ikke har magten af sig selv, men at den er dem givet af Gud, som ved sit ord holder magten i ave.

Det ord som tager al storhed og visdom fra dem og os alle.

Det er en viis konge, der forstår, at når Gud lod sin søn føde i Bethlehem, at når han som et lille værgeløst og afmægtigt barn blev lagt i en krybbe, så var det tegnet på, at kun således vil Gud se os. For dermed sagde han jo, at som dem, der er modsat al storhed, skal I være. Og ikke nok med at vi skal være på barnets plads, nej, du er der, siger han. Og han siger
det ved at tage enhver storhed eller vejen til storhed fra os, ved at lade os se, hvor udleverede vi er til afmagten og døden.

Og det var den sandhed, de vise mænd så ved synet af barnet i krybben. Ikke en konkurrent til Herodes, ikke en mere sejrrig og mægtig herre, så de, men et barn, som intet kan og skal og vil med dem. En befrielse fandt de, nemlig den befrielse ikke at skulle være noget. Eller
man kan sige, ved at være hos os som barnet gør han os til børn. For hans gerning
var at være barnet iblandt os, og ved selv at være barnet stiller han os på barnets plads. Og han tager ikke bare retten til at være stor fra os mennesker, men han gør sig selv til eet med de små og forhindrer derved os i at skulle være andet.

Det fællesskab af små – som også hedder syndernes fællesskab –, hvor enhver møder sin næste som underordnet den samme myndighed, er fundamentet for et redeligt samfund. Vi kunne også sige, at et fredeligt fællesskab mellem mennesker afhænger af dette ord, og er altså ikke noget, mennesket selv kan etablere.

Og derfor er det så tåbeligt, når vi tror, at det er kristendommen, der er skyld i ulighed, uenighed og strid. Nej, mener vi, at kristendommens tale intet skal betyde i det offentlige rum, så går vi Herodes ´ ærinde ved at ville lukke Guds ord i barnemund.

For hvor menneskesamfundet alene skal indrettes efter menneskets egen fornuft og vilje, dér kommer der ikke fred og fordragelighed mellem menneskene men strid og ufred. For som sagt, menneskene er som børn, og hvor børnene forledes til at tro, at de er de højeste og mest unikke skabninger, dér kommer man, som man kan se i dagens skolegård, ikke mobberi og selvhævdelse til livs. Tværtimod, dér bliver børnene et spejlbillede af denne tro, og man stimulerer deres hang til selvhævdelse og selviscenesættelse. Hvor mennesket bliver forstået og dyrket som autonomt, dér kommer der had og splittelse.

At tro, at kristendommen intet har at betyde for danskerne og vores offentlige rum, er derfor den største løgn vores land kan bygge på. Og derfor skal vi ikke tro blindt på politikernes visdom og kundskab. Vi skal ikke tro, at vi kan skabe et fredeligt samfund, hvis blot vi får
afskaffet kristendommens indflydelse. For som det er med børnene, så er der kun fred i blandt dem, hvor en myndig person sætter sig igennem, og de derved møder en vilje, der er stærkere end dem selv.

Lad os derfor håbe, at tidens kloge og vise herskere i en drøm advares mod Herodes, lad os håbe på, at de finder en anden vej at gå på, at de som de vise mænd må bøje knæ i Jesu Kristi navn, han som med Gud lever og regerer i Helligånds enhed. Én sand Gud fra evighed
og til evighed.

Amen.

fredag den 27. november 2015

Kan det betale sig?

Kan det betale sig at holde kirke? Betaler det sig, at der hver søndag i hvert et sogn varmes en gammel middelalderkirke op, at aflønne kirketjener, børnekor, organist og præst? Er det rentabelt?
Betaler det sig at afholde foredragsaftner og sognemøder, salmesangsaftner og plejehjemsgudstjenste? Kan det betale sig med en lokal graver og en sognepræst til selv den mindste flække?

Og kan det overhovedet betale sig, hvis opbakningen ikke er tilstrækkelig? Nej, det kan ikke betale sig. Det er ren tilsætning. Det er set ud fra et ratio-nelt og økonomisk perspektiv en meget
meget dårlig forretning. Og jo mindre sogne, des dårligere forretning. Sådan er det!

Og alligevel gør vi det.

Hvorfor? Fordi det netop ikke er rentabelt. Derfor gør vi det, og derfor skal vi fortsætte med at gøre det. Fordi vi intet resultat kan pege på, fordi penge, anseelse, storhed og magt aldrig kommer på tale her. Derfor gør vi det. Derfor slæbte vores forfædre granitsten på granitsten til byens bakke i selv det allermindste sogn for at bygge kirke. Også den gang kunne de uden al for megen besvær have spændt hesten for vognen og kørt til nabosognet. Men så meget betød kirkens nærhed, så meget betød det for dem at høre evangeliet om Guds søn, der red ind til enhver – høj eller lav - trods synd og død, at
det skulle lyde i deres sogn og af deres præst.

De ville ikke nøjes med naboens kirke - de ville ikke være gæster - men de ville have, at kirken skulle være i blandt dem som deres. Og sådan er det faktisk også i dag, vil jeg påstå. Tænk blot på balladen omkring de københavnske kirkers lukning. Skyldes den mon ikke, at der dybt i os alle ligger en fornemmelse af, at kirkens berettigelse ikke kan og skal afhænge af økonomiske argumenter og fornuftige afvejninger? Ved vi ikke godt, at de grundlæggende forhold i livet ikke kan gøres rationelt op?
Vi ved eksempelvis godt, at det kun er kujonerne, der dukker sig, når kampen bliver hed, og prisen for at afsløre løgnen skal betales. Vi ved godt, at de gamle skal passes ordentligt, selvom det ikke kan betale sig. Vi helbreder de syge, vi tager os af dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Og vi gør det, selv om det ikke kan betale sig.

Men det begynder at skride. Nu overvejer vi, om det ikke bedre kan betale sig at lade robotterne gøre rent hos gamle Rasmine. Vi overvejer at tillade aktiv dødshjælp. Og vi lukker kirker, fordi statistikkerne viser, at det er for dyrt at holde dem åbne. Jo, det skrider. Noget grundlæggende
skrider, nemlig vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Og det skrider, fordi vi netop har tilladt at lade vurderingen gælde som argument.

Kan det betale sig, og er det rimeligt, at lade en hjemmehjælper støvsuge hos gamle Rasmine, når robotstøvsugeren er opfundet? Er det rimeligt at skulle leve, når en uheldbredelig sygdom gør
den sidste tid svær? Og det skrider, fordi kirken - det sted, som sætter enhver tale om nytteværdien på porten - selv er blevet offer for disse rationelle overvejelser. Selvfølgelig skal de enkelte sognekirkers
økonomier hænge sammen. Ethvert menighedsråd er forpligtet på at sørge for, at der kan holdes gudstjeneste om søndagen, og at udgifterne til dette ikke overstiger indtægterne. Men at der skal holdes gudstjeneste, det er udgangspunktet og ikke spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig. Det er et spørgsmål, som ingen berettigelse har i en evangelisk- lutherske kirke.

For den evangelisk-lutherske kirke er den kirke, der er sig bevidst, at man aldrig kan bygge noget sandt på menneskets vurderinger og anerkendelse. Sådan som vi hører det skildret i dag. Alle de rationelle begrundelser - uanset hvor solide og fornuftige de umiddelbart ser ud - har intet med virkeligheden og sandheden at gøre. Men det var virkeligheden og sandheden, Jesus kom for at vidne om, og derfor gik han sin vej uanfægtet, vedholdende og ganske irrationelt til ende. Uanfægtet af hyldesten og uanfægtet af modstanden. Han drog som sandhedens konge ind i Jerusalem for at blive
korsfæstet. Han måtte tømme kalken helt til bunds. Ja, han lod sig hylde som en konge, men han vidste, at hyldesten var kortvarig.

For som en konge vil vi gerne hylde ham som én, der kan samle folk til huse og vise resultater, som én, der vil krone alle vore beregninger, forhåbninger og drømme og således sælge billetter, ham
vil vi gerne have med at gøre. Men en konge, der kommer ridende på et æsel, sagtmodig og uden nogen glorværdig fremtid, ham skiller vi os af med. For ham er der intet farverigt og stort ved. Han gør det svært at sælge varen, så den bliver festlig og indbydende. Og derfor gik det ham også,
som det gjorde, for det begejstrede folk endte som bekendt efter få dage med at råbe ordene: ”Korsfæst ham”.

Nej, det er ikke os, der ved vor begejstring gør ham til herre, men han gør det alene. Det er ikke os, der skal vise ham vores tilslutning og opbakning og krone ham, men han tilslutter sig os, deler vort liv i synd og død.  At sandhedens konge endte sine dage på et kors, korsfæstet af sine tidligere så
begejstrede tilhængere, fordi han skuffede så fælt, da det viste sig, at han blot var et ganske  almindeligt menneske uden nogen særlig praktisk nytte. Det er, hvad evangeliet forkynder. Og derfor er den skildring, vi hører 1. søndag i advent om Jesu indtog i Jerusalem, ikke et øjebliksbillede, den er ikke en festlig fortælling om, at Gud betaler det sig at satse på. Men den er sandheden om os selv og hele vort liv.

Fortællingen siger os, at alle vore beregninger, alt det vi mener har værdi og er værd at hylde i dag, disse beregninger er hule og overfladiske, de er uden stabilitet og fast grund. Den faste grund er derimod Guds søn. Han, der intet synede af, fordi han blot gik sin vej, uden at have overvejet det rimelige i sin vandring og det økonomisk rentable i sine gerninger og for sin sag. Hans sag var ikke andet end at gå på denne vej, som var at være midt i blandt os som et ganske almindeligt menneske
- at bære dagligdagen og livet sammen med os. Han tog ikke hensyn til, om det nu nyttede,
og hvad der synede bedst. Han overvejede ikke, om det var klogt og fornuftigt, for han ville ikke andet end at være til for os og med os.

Ja, han var og er for os og med os, for at tage os med igennem synden og døden og bringe os hjem til Gud, til sin fader i himlen. Som han red ind i Jerusalem den dag, sådan rider han hver søndag dag ind i din og min verden for at være din og min herre. Han rider ind og siger os, at vi er i hans hånd og under hans omsorg. Ikke fordi vi er synderligt elskværdige – ikke fordi retfærdighedens fornuftige regnskab skal gå op. Nej, det er ikke fordi, vi har fortjent det. Men fordi Gud er kærlig og retfærdig, og derfor ved Jesus Kristus tog de uretfærdige til sig, løste de fangne, og satte de plagede i frihed.

Frihed til ikke at skulle være til nytte eller bevise sin værdi, men derimod blot være tro.

Kan det betale sig? Hvad kommer der ud af år efter år at fortælle historien om, at Guds søn red ind i dit og mit liv og tog det alvorligt? Enhver kan høre, at spørgsmålet ikke hører hjemme her. For sådan spørger kun den raske, den retfærdige. Men spørg gamle Rasmine og den uhelbredelige, spørg den sørgende enke på kirkegården – det kunne være de svarede alt!

Amen



onsdag den 9. september 2015

Bekymringen, arbejdet og kaldet. (Prædiken til 5. s. e. trin. om Peters fiskedræt)

Dér stod Jesus ude i båden og talte til skarerne inde på land. Hvad han sagde, står der intet om, for der står ikke andet end, at skarerne trængtes om ham for at høre Guds ord. Så er det altså Guds ord, han har talt til dem derude fra båden, og den oplysning får så være nok.

Ordet fra Gud til mennesker, ordet, der befaler mennesker i alle forhold og under alle vilkår at tro Gud. Det har han stået og talt om, og da han er færdig, så… ja, hvad så? Ja, så er hverken han eller tilhørerne færdige, for at tale og høre Guds ord det er ikke noget, der får ende. Guds tale til menneskene er, at de skal tro ham, og det er ikke noget, man bare et eneste øjeblik er færdig med eller fri af. Kravet, fordringen bliver ved med at stå der, når den en gang har lydt.
Og hvordan lyder fortsættelsen af Jesu prædiken så? Jo, han siger til bådens indehaver, som var Simon Peter: ”Tag nu på fisketur!” Det er som, han vil sige: ”Kære Simon Peter, nu har jeg talt til dig om Gudstroen, sådan som den er, nemlig Guds befaling til dig om at tro ham i alle forhold og under alle vilkår, gør det så, drag på fiskefangst i Guds navn”.

Men Peter var nu engang, den han var: en nøgtern sagkyndig mand, det praktiske livs mand, fornuftens og bekymringens mand, så derfor siger han: ”Det kan ikke nytte, kære Jesus, vi prøvede for lidt siden, ja, hele natten fiskede vi, men vi fik ingenting. Det er en håbløs gerning, men når du nu siger, at vi skal gøre det, så gør vi det, dog er det uden forventning og håb om fangst, at vi sætter ud på søen igen”.

Og disse ord kan nok være beroligende for enhver præst, der synes han lige så godt kunne have ladet være med at prædike. Ja, det er godt at høre, at ikke engang Jesus havde det anderledes. Ingen tiltro til hans tale, ingen tilskyndelse, ingen opmuntring – det er lige så unyttigt, som det altid har været, at trodse fornuften og erfaringen. Den fornuft og erfaring, som har lagt os mennesker i lænker. Fare ud på dybet og handle i blinde, det fører jo ikke til andet end skuffelser. Nej, fornuften vil se resultater. Arbejdet i sig selv og handlingen i sig selv, det er for fornuften intet værd, hvis ikke det fører til noget.

Ikke sandt, at leve uden et formål, det betragtes som et spildt liv. Det er jo derfor, vi bliver bombarderet med formaninger om at skulle engagere os, at vi skal have et formål at stræbe efter, for det bare at leve, det er for fornuften alt for lidt, for det kommer der ikke noget ud af.
Og sådan havde Peter det også. Han drog til søs uden forventning og håb, bare for at gøre Jesus den glæde, når han nu havde bedt ham om det. Det var med andre ord lettere hovedrystende, han drog af sted, og dog gjorde han det.

Her begyndte Peter at lære, hvad det vil sige, at være i arbejde hos vor Herre. Det vil nemlig sige, at skille bekymringen og arbejdet ad, og det kan man kun, når man ikke er ude i eget ærinde. Bekymringen for udbyttet må man overlade til en anden, nemlig ham, som befaler én at gå i gang. Lydigheden er derfor ikke blot at overlade en anden styringen men også bekymringen. Jeg gør arbejdet, resten er ikke min sag.

Natten før, havde Peter med bekymring sat sig i båden, for tænk nu, om fangsten ville udeblive, anden gang måtte han overlade bekymringen og resultatet til ham, på hvis ord han drog afsted.
Vi kunne også sige, anden gang drager Peter afsted, fordi han er kaldet til det. Anden gang fisker han, fordi en anden har sat ham i sving. Og det gør en stor forskel, dette med kaldet. Betragter vi vort arbejde som et kald, så er resultatet ikke op til os.
”Gud kunne vel”, siger Luther, ”give dig korn og frugter, uden at du pløjede og plantede. Men han vil det ikke sådan. Således vil han heller ikke, at din pløjen og planten skal give korn og frugt, men du skal udtale en velsignelse og sige: Nu, Gud i vold, nu give du korn og frugt, kære Herre, det er dine gaver. Du skal bygge og arbejde det bedste, du kan, men se til, når du har gjort det, at du ikke forlader dig på det”.

Nu er det ikke fordi, Luther vil nægte, at der også kommer et resultat ud af vores arbejde, selvom vi udfører det uden at høre vor Herre kalde. Men det får den konsekvens, at resultatet bliver det altafgørende.  Det betyder, at vi altid spejder efter udbyttet, at vi altid spørger efter, om det nu kan betale sig. I stedet siger Luther: ”Reger du, og lad ham give lykken, præk du, og lad ham gøre hjerterne fromme, tag mand og hustru, og lad ham avle børn, og så fremdeles, i alt vort arbejde skal han gøre alt i os og gennem os og alene have æren derfor”.
Det forstod Peter med ét. At den prædiken, Jesus holdt om Gud, den var noget andet og mere end blot en prædiken, det var sandheden om ham og hans liv. For indtil nu havde han taget det som en selvfølge, når hans arbejde lykkedes. Men med ét forstod han, at det var hovmod og selvtilstrækkeligheden, der havde været på spil. Vi kunne også sige, at først da der stik mod forventningen kom så meget ud af hans lydighed, mindede det ham mærkeligt nok ikke om hans lydighed men om hans syndighed.

Det er en sær måde, Jesus konfronterer menneskene med deres synd på; at han gør det ved at belønne dem over måde. Han gør det ikke ved at forbande dem, men ved at belønne dem. Og hvad er denne belønning andet end syndernes forladelse.
Havde Peter ikke været lydig, havde han vel næppe opdaget, at han var syndig, og det er det mærkelige ved evangeliet, at dér fører lydighed ikke til selvretfærdighed, men til syndserkendelse.
Jo, med ét stod det klart for Peter, at i Herrens tjeneste skal arbejdet og bekymringen skilles ad. Og hvis det gælder i alt arbejde, gjaldt det især i det arbejde, han nu blev sat til. For lige så utroligt det var, at hans fiskefangst skulle give noget, lige så – ja, meget mere utroligt - var det, at der skulle kunne komme noget ud af hans tjeneste som menneskefisker.

For en syndig mand, blandt syndige mennesker med et glædeligt budskab, som han påstod kom fra Gud. Den opgave var på forhånd dømt til at mislykkes. Men nu havde han lært, at opgaven var stillet af Gud; præk, og lad ham gøre hjerterne fromme. Og så var der intet andet at gøre end at klø på uden bekymring.


En syndig mand blev sat i tjeneste for Gud, dét blev resultatet af Peters fiskedræt. Og det er det mest mirakuløse ved fortællingen. For fortællingen siger os, ikke, at Gud også kan tjenes af syndere, men den siger, Gud kan kun tjenes af syndere. Fortællingen siger os, at syndernes forladelse betyder ikke, at vi ikke behøver at tjene Gud, men der imod at vi behøver syndernes forladelse for at tjene Gud. Fortællingen siger os, at det at være i Guds tjeneste ikke betyder, at jeg ikke længere behøver syndernes forladelse, men derimod at jeg netop som kaldet til tjenesten altid har brug for syndernes forladelse. Fortællingen siger os, at det mest nærliggende svar på Guds kaldelse er at sige som Peter: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”. Og fortællingen siger os, at i stedet for at blive sendt bort, så tages vi i stedet i tjeneste igen. Fortællingen forkynder os derfor et under, der er langt større end en nok så underfuld fiskedræt, for det er nåde over nåde.
 Amen

onsdag den 10. juni 2015

Hvad skal vi med Langfredag?


Ingen dag er det mere umuligt at holde en prædiken på end Langfredag. Og spørger man hvorfor, så er svaret nemt at give: Det hænger sammen med dagens indhold, som er, at mennesker- at vi - slog Jesus ihjel. For det er ikke et skuespil, vi overværer, når vi hører om hans korsfæstelse, hans død var ikke en ”teaterdød”, men lige så virkelig, som selve døden er – ja, som kun døden er.
Vi mennesker står ikke ved siden af som dem, der overværer, hvad der sker. Men vi står der som delagtige, og det vil sige som medskyldige. Selvom det snart er 2000 år siden det skete, ændrer det intet. Vi er skyldige hver og én, for: ”Når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder”.

Med andre ord, i mødet med langfredags fortælling står vi ansigt til ansigt med vores offer, og hvad har vi da at gøre andet end at tie og at bære skylden. Den kan vi ikke løbe fra, og slet ikke snakke os fra.
Vi kan ikke snakke os fra, at da Guds søn kom til jorden med hele Guds kærlighed og tilgivelse, blev menneskene arrige og slog ham, der bar tilgivelsen, ihjel som en forbryder.

Nej vel, kan der prædikes i denne situation? Må vi ikke forholde os tavse? Vil ikke enhver prædiken ende med at blive en forsvarstale for os selv, et forsøg på at bringe balance i det regnskab, hvor bundlinjen lyser imod os med røde tal? Er det ikke sådan, at det ligger dybt i os at ville glatte ud og bagatellisere, nivellere alt, så intet volder anstød? Er det ikke netop, hvad vi først og fremmest bruger vores højt besungne fornuft til, nemlig at få tingene til at glide ved ikke at tage noget alt for alvorligt? Det skulle jeg mene. 

Er det ikke derfor, de fornuftsdyrkende gør, hvad de kan for at afskaffe kristendommens indflydelse og betydning her til lands, fordi de mener, at når den holder noget for absolut sandt og noget andet for absolut løgn, så graver den grøfter i stedet for at nivellere? Og i en vis forstand har de ret. For kristendommen skelner mellem det relative og det absolutte, dvs. mellem menneske og Gud, mellem løgn og sandhed. Den taler om død og liv, den taler om synd og skyld og dom, om retfærdighed og nåde og tilgivelse.

Den menneskelige fornuft derimod tror som bekendt ikke på Gud men på sig selv og sine egne evner. Den tror derfor på menneskenes iboende godhed, og den hader af samme grund de store modsætninger i livet. Derfor er dens parole også, at vi kunne have det så godt og fredeligt, hvis bare vi ville lade fornuften råde.

Med andre ord, det fornuften kalder fred - den tilstand af fred, vi stræber efter - er en fredelighed, hvor ingen modsætninger bliver for store. Men det er denne menneskelige drøm om fred på jorden, der Langfredag én gang for alle er slået i stykker. Drømmen er revet ud af vor hånd. Vi har ingen ret til den, siger Langfredag. For da freden, den sande fred, Guds fred, kom til jorden, blev den henrettet af vor egen drøm om fred. Jesus blev betragtet som oprører, en religiøs én af slagsen, der forstyrrede enigheden. Eller en potentiel politiske oprører, der kunne forstyrre den politiske fred, sådan som Pilatus betragtede ham. Jo, den sande fred forstyrrede vor drøm om fred, og derfor måtte den lade livet.

Ingen forstyrrelser, ingen uro og ufred, det er menneskenes motto. Men vær klar over det; det var i fredens navn, vor Herre blev slået ihjel. Sådan som man i dette navn har slået millioner ihjel for at ujævne alle forskelle, så kun de ensrettede var tilbage.
Men lad blot alle tidens profeter udjævne og ensrette og glatte ud, Langfredag vil aldrig kunne tromles ned. For her er sandheden sagt om os mennesker, om vor såkaldte gode vilje, og som dette afgørende korrelat til drømmen om det fornuftige flade land står den som et uoverstigeligt bjerg.

Kan der prædikes herom? Ja, men kun den prædiken, at alt vort eget, det ædleste og bedste, det fineste og største, alt er det dømt som det, det er; vort eget og ikke andet end vort eget. Sandheden og evigheden og Gud har det intet at gøre med.
Ikke blot det, vi kalder ondt, men også det bedste er af Langfredag erklæret for at være ren synd. Og over for dette forhold har vi kun at stå ret og tie.
For vi ville ikke, og vi vil ikke være dem, der behøver Guds kærlighed og tilgivelse. Vi ville, og vi vil være dem, der selv kan ordne vore egne sager, og hvad skal vi så med Guds tilgivelse, når vi selv kan klare det hele?

Dette er Langfredagens dom over os. Den har vi at stå ret for, hvad enten vi vil det eller ej. Og gør vi ikke det, så løber vores tro på fornuftens evner løbsk. Så er det, vi nivellerer hinanden til døde. Jo, det er dommen over os, at det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, der i dag lyder til os.

Men hvor er da evangeliet henne i denne tale? Hvor er det glædelige budskab, som vi skal samle mod og frimodighed til at leve på? Hvor er håbet henne?
Jamen, i denne dom er der håb, nemlig det håb, at tilgivelsen fra Gud fandt sig i, at vi mennesker slog den ihjel. Tilgivelsen lod sig slå ihjel af os. Og det gjorde den, fordi den blev ved sit. Den sagde ikke til sidst: ”Nej, nu kan jeg ikke mere”. Den vedblev at være tilgivelse.

Således er Guds kærlighed, at han elsker sine fjender. Den er uden grænser, evig og urokkelig. Den vedblev at være tilgivelse midt i døden. Sådan er Guds tilgivelse, at den udholder alt, og således sejrer den over vor ondskab. For med Langfredagens dom over os, står vi tilbage med det barmhjertige budskab, at vi mennesker ikke fik magt over tilgivelsen ved at slå den ihjel, men ved at lade sig slå ihjel sejrede den over os. Som tilgivelse sejrede den.

Så er der da alligevel en prædiken at holde Langfredag, nemlig en prædiken om Guds kærlighed, der er stærkere end menneskenes ondskab. Den, der sejrede Langfredag var ikke de tilsyneladende sejrherrer, ikke dem, der slog ihjel, men ham, der blev slået ihjel.

Det er denne sandhed om os selv, vi i dag bliver konfronteret med, den nøgne sandhed, som tager al retfærdighed ud af vore hænder og lægger den i Guds hænder. Langfredag siger, at vor retfærdighed er hos Gud og alene hos ham, og således bliver Jesu ord til røveren også hans ord til os: ”I dag skal du være med mig i paradis”.
For Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.


Amen

onsdag den 4. marts 2015

Os og Charlie

Da et terrorangreb ramte København den 14. februar, hvor to uskyldige personer blev dræbt, og da tre terrorister en måned forinden skød 12 uskyldige medarbejdere på satirebladet Charlie Hebdo og 4 gidsler i et supermarked, brød virkeligheden endnu engang ind i den vestlige verdens forholdsvise letsindige og sorgløse tilværelse. Sådan som den gjorde det den 11. september 2001, da terrorister fløj ind i World Trade Center og Pentagon og sendte små 3.000 uskyldige mennesker i døden. Sådan som det skete den 11. marts 2004 ved terrorangrebet i Madrid, hvor 191 blev dræbt og omkring 2.050 blev såret, og som det skete den 7. juli 2005 i London, hvor 52 blev dræbt og mere end 700 blev såret.

Og noget tilsvarende kunne vi have oplevet på egen krop her til lands, hvis ikke det var for politiets og efterretningstjenestens afværgelse af, hvad man anslår er mellem 5 til 10 planlagte terrorangreb på
Jyllands-Posten.

Virkeligheden brød også igennem, da den hollandske politiker Pim Fortuyn blev dræbt den 6. maj 2002, og da hans landsmand og filminstruktør Theo Van Gogh blev dræbt den 2. november 2004.

Selvom vi tror, at alting nok skal ordne sig, når bare vi stræber nok efter at få det hele til at glide. Selvom vi tror på, at tilværelsen ikke har en pris, selvom vi tror, at vi med taktiske manøvrer og venlig tale kan slippe for besværlighederne og det ubehagelige valg, så bliver disse terroraktioner
ved med at bryde igennem alle drømmerierne om en fredelig multikultur og kuldkaste alle vore beregningerne. De siger med al tydelighed, at vi ikke kan lempe os igennem alle modsigelser. De
siger, at vi ikke kan undlade at tage stilling og således tro, at vi kan bjærge os igennem livets brændpunkter.
For er det ikke, hvad vi har gjort indtil videre, forsøgt at bjærge os igennem uden de store konfrontationer af frygt for at ægge til mere uvilje og deraf følgende terror? Jyllands-Posten siger det ærligt og direkte, andre pakker det ind i vage forklaringer om, at man tager hensyn til en minoritet,
men for enhver ædruelig vesterlænding er det tydeligt, at bag alle undskyldningerne ligger frygten for et islamistisk hævntogt.

Nej, få har turdet skrive og tegne som Charlie, og derfor virker det enorme kor af je-suis-Charlie-stemmer da også noget hule og tomme, for jeg tvivler på, at alle de mange skuespillere og politikere
ja, alle de je-suis-Charlie-folk, der efter terrorangrebet har udtrykt deres støtte til satiretegnerne, næppe fremover bliver dem, der tager bladet fra munden.

Det er ikke svært at forstå, at folk trækker sig af frygt for deres liv. Men det er svært at forstå, at så få har villet indse den afgørende forskel, der er på islam og kristendom. En forskel, der taler sit tydelige sprog i fortællingen om brylluppet i Kana, for denne hændelse er begyndelsen på de tegn, Jesus gjorde, og den er dermed et fingerpeg om, hvad hans gerning var, og hvad han ville. Jeg vil derfor lade fortællingen tale for sig selv og håbe på, at denne tale gør det klart for enhver, hvori forskellen på kristendommen og islam ligger.

Som sagt, brylluppet i Kana fortæller, hvad der var Jesu gerning og vilje, nemlig at han er et menneske, som ved om sig selv, at han har en stor gerning at gøre, for han er kommet med sandheden selv.
Og hvordan begynder han så sin gerning? Ja, han gør det ikke ved at gå ud med store proklamationer og gyldne løfter om alt det, han vil arbejde på og sætte folk i gang med, men han begynder med en
ganske tilfældig dagligdags begivenhed. Han er sammen med folk, ikke særligt udvalgte folk, nej, han er blot sammen med ganske almindelige mennesker. Han uniformerer dem ikke, så man kan se, at de tilhører de retfærdige, han forlanger ikke særlige love overholdt, der afsondrer sine tilhængere fra livet i almindelighed, så man kan se forskel på de hellige og de vantro, men han tager i stedet del i folks liv.

For han tilhører selv folket og skiller sig ikke ud ved at etablere sig som folkefører. Med sin moder og sine venner var han inviteret til bryllupsgilde, og selvfølgelig gik han med, for som sagt, han hørte
med til folket. Det første fingerpeg viser os med andre ord, at hans gerning var, at han ikke skilte sig ud eller hævede sig over sine medmennesker men tog del i livet som en naturlig sag. Han var uden bagtanke midt i folket. Han var glad med de glade og bedrøvet med de bedrøvede. Eller vi kunne sige, hans gerning var ikke en religiøs gerning med et højere formål om at etablere et særligt helligt samfund, men den var såmænd blot en nyttig og hjælpende gerning.

Han skaffede værtsfolkene mere vin, da beholdningen var sluppet op. Og måden, han gjorde det på, er endnu et fingerpeg om hans gerning. Han demonstrerede ikke sine evner for hele forsamlingen,
men han gjorde det ganske stille i det skjulte – så ikke engang skafferen vidste, at det var Jesus, der havde fremskaffet mere vin. Nej, han gjorde det uden bagtanke, han gjorde det ikke for at blive
bemærket eller vinde tilhængere men for at hjælpe.
Eller vi kunne sige, han ville ikke være folkefører, han ville ikke dyrke de særligt religiøse mennesker, han var ikke kommet til de særligt udvalgte, for hans gang gennem livet var blot en gang mellem mennesker, som en broder mellem brødre. Han ville intet med menneskene andet end at være hos dem og med dem.

Tag alle de andre mange underfulde gerninger, der fortælles om ham. Der var ingen af dem, der blev gjort med den hensigt at vække opmærksomhed, for hensigten var alene at gøre godt. En enke fik sin eneste søn tilbage, flere tusinder blev mættet med brød i ørkenen, en lam fik sin førlighed tilbage, en blind sit syn, en døv sin hørelse. Men man skal ikke hænge sig i alt det mirakuløse, det var nemlig ikke det, at han kunne gøre det, der skulle bemærkes. Som om det skulle være bemærkelsesværdigt, at Guds søn kan gøre det mest utrolige, men det er forunderligt at han vil gøre det.

Til alle tider har menneskeslægten længtes efter en mirakelmager og en folkefører, og den længsel var det netop han ville udrydde – ja, ganske afskaffe. Han ville vende vores opmærksomhed bort
fra drømmen om, at verden skal blive anderledes, for han vidste, at noget sådant kommer der kun hellige love, tyranni og ufrihed ud af – i stedet vendte han opmærksomheden mod livet og virkeligheden.

Dette var hans storhed, ja, hans guddommelighed.

Hans storhed var ikke, hvad han gjorde, men hvad han ville. Enkens søn gav han tilbage til dette liv og til døden, de tusinder i ørkenen forlod han i ørkenen, og de lamme og de blinde og de døve gav han ikke et udødeligt liv, men han gav dem tilbage til et almindeligt ordinært dødeligt menneskeliv.
Det var hans storhed. At han ikke gav nye anvisninger på, hvordan livet rettelig skulle leves, men dette liv gav han os. Dette liv med utryghed og angst gik han ind i for at sige os, at her er stedet hvor
Gud er, og hvor Gud lever.

Vi skal ikke vente på, han kommer, for her er stedet, hvor Gud er. Han er i sorgen og i glæden, han er i modgangen og i medgangen, der er intet sted, hvor han ikke er. Vi skal ikke kæmpe og stride for at forsvare Gud, hans ære og højhed er ikke, at han troner skjult i sin himmel, men at han blev menneske og gik som sådan skjult iblandt os og gjorde godt. Han havde ingen hellige mål, ingen
hellige formaninger at komme med. Vi kunne også sige, at således stoppede han os i al vor iver efter at ville retfærdiggøre os, og da dette var fuldbragt, så var vandet blevet til vin, så var døden blevet
til evigt liv. For hans død og opstandelse satte os over i Guds rige, hvorfor enhver kamp om Guds rige er ophørt. Vi mærker det ikke, for Gud demonstrerer ikke sin guddommelighed med ydre midler som magt og hellig krig - men han bærer den skjult. Ja, ved alene at gøre godt bærer han den.

Enhver burde kunne høre, at dette evangelium er frihedens, godhedens og kærlighedens
ord. Gud give at enhver vesterlænding - det være sig kristen og muslim - snart må få
øjnene op for det.
Amen

mandag den 8. december 2014

Form og indhold


Det var en mega sej konfirmation. Præsten var cool, fortalte den unge pige, der havde været kirkegænger den dag. ”Præsten talte, så alle kunne forstå det. Hun forstod at tale, så vi gad lytte til hende. På prædikestolen indledte hun med at hive to tandstikkere frem, som hun placerede i begge mundvige, og således formede et stort smil. Derefter forklarede hun, at sådan skulle vi gøre. Smile og være glade, for det var, hvad kristendommen forlangte. Inden hun afsluttede sin prædiken, tog hun et par briller på, hvis stel var udformet som to hjerter, for således så Jesus på os, med kærlighedens øjne, og således skulle vi derfor også se på vores næste”. 

Jo, det var en mega sej konfirmation. Moderne og utraditionel var den, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette var grunden til pigens begejstring.

For er der noget, vi dyrker i dag, så er det det nye. Nye undervisningsmetoder, nye ledelsesformer, nye arbejdsmetoder, nye pædagogikker, nye kontorlandskaber, og i kirken nye salmer, nye ritualer. Men denne tørst efter det allersidste nye er en uslukkelig tørst. For den stilles aldrig, den falder aldrig til ro, men jagter i morgen en anden præst med flere tandstikkere, og den vil ikke nøjes med et par briller, men også en lang papnæse og sjove parykker. Den har gjort alt til form i sin iver efter netop at gøre op med formen – og dvs. med traditionen.

Men han, der aldrig beskæftiger sig med andet end formen, han, der aldrig er interesseret i sagen og indholdet, han bliver også selv til ren form, hvilket vil sige, at han bliver åndløs, han bliver en tom skal uden indhold, uden sans for, at sandheden og virkeligheden er ikke form og fagter men er, ja, sandheden, som er ubøjelig og fast.

Lad mig derfor endnu engang citere den gamle præst Rudolph Arendt: 

”Det som gør at kirken bliver lige ny, hvor gammel den end bliver, er, at den holder fast ved noget. Kirken er aldrig blevet fornyet ved at finde på noget, men ved at holde fast ved noget, ved Jesu ord, ganske enkelt.

”Kirken i en hast forgår, om den fod vil flytte”, skriver Grundtvig i et digt om kirken og skolen. Skolen skal gå, flytte sig. Oplysning, videnskab skal gå, det skal forandre sig. Men kirken skal stå, den skal gentage sig. Den skal holde fast ved Jesu ord – evighedsordet; for evigheden har det ved sig, at den kan stå stille uden at sakke agterud i forhold til tiden. Hvis kirken for at holde sig ny og tidsvarende begynder at finde på i stedet for at holde fast, er det et tegn på alderdom og død, og forandring er ikke uden videre tegn på liv. Et dødt legeme forandres hastigt og uhyggeligt, et levende legeme derimod er levende ved, at det bevares mod dødens forandring og nedbrydelse.

Det er et tegn på liv, at vi kan stå op igen, ganske som i går. Den dag, det forandres, er det tegn på død”.

Sådan taler en mand af ånd. Sådan taler en mand, der har sans for, at kirkens opgave er at holde ud og stå fast. Eller med andre ord, kirkens opgave er at tilbede Gud i ånd og sandhed, at holde fast på, at sandheden er sandhed og derfor uforanderlig. 

Vi hører her en mand, for hvem sagen er det afgørende, og som derfor nødvendigvis må holde sig til sagen. Han står ikke som kvinden i en af evangelieteksterne, der vil diskutere med Jesus om den rette form og det rette sted for tilbedelse i stedet for at spørge efter sandheden. Nej, kvinden stiller Jesus et tilsyneladende interessant spørgsmål vedrørende det rette bedested for Gud.

De religiøse er uenige siger hun, nogle siger, at Jesus skal tilbedes i Jerusalem, men vores fædre i Samaria, de sagde, at Gud skal tilbedes på dette bjerg.

Spørgsmålet er, hvad man i vore dage vil kalde et vigtigt og interessant religiøst problem. Og af samme grund stiller hun nu Jesus over for denne religiøse spidsfindighed, efter at hun har konstateret, at han kan skære igennem omsvøb og undskyldninger og forklaringer ind til sandheden selv.

”Hvem har ret?”, spørger kvinden Jesus. Og hvad svarer han? Ja, jeg vil gengive svaret således. Dette er meget interessant og underholdende med jeres religiøse diskussioner, men de har intet med jer selv og jeres virkelighed at gøre. De er blot tidsfordriv, der skal tjene til at binde Gud til tid og sted – men Gud tilbedes ikke ad den vej. Nej, tiden er inde til at sige sandheden, og det er den, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed. Hvilket vil sige, at I skal komme uden komediespil og uden beregning.

Kort sagt, kun som fortabte uden nogen maske kan vi stå for Gud. Der er intet andet sted, hvor Gud vil tilbedes end dette, der er ingen anden vej til Gud end denne. At stå for Gud, er at stå uden at have noget at pukke på, for der er ingen anstrengelser eller timelig succes, der gælder for Gud.

Men vi tror, at nye former og fagter er det afgørende, vi tilbeder ikke Gud, som han har åbenbaret sig i Jesus Kristus, men vi tilbeder den Gud, vi kender endnu bedre – nemlig den Gud, som er det nye og uprøvede og ukendte.

Jo, vi vrænger på næsen af traditionen og finder den overfladisk. Men traditionen er måske netop den norm, som skærmer indholdet og sagen mod ligegyldigheden. Traditionen værner netop mod, at formen bliver indholdet. Og den gør det netop ved at negligere formens betydning. Og den gør det, fordi den er frugten af det ord, den har været tjener for i gennem tusinde år. 

Det ord, som lød til kvinden fra Jesus, og som siger, at Gud skal tilbedes i ånd og sandhed. Det ord, som betyder: Lad være med at skabe dig, når du nærmer dig Gud – eller taler om ham, for alt, hvad der vil forstille sig og posere for Gud, er ham inderligt imod. Ingen skal gøre sig lækker for Gud, ingen skal forhåndsbinde ham ved at slå ham på skulderen og sige: ”se, hvor vi kan, du gamle”. For Gud er en fri Herre over alle ting og lader sig ikke binde og købe. Det er selve sandheden, at Gud hader komediespil, men det er tillige sandheden, at hans dør står åben for enhver, der kommer uden forstillelse og beregning. Det er selve sandheden, at Gud vil tilbedes ikke ved hjælp af religiøse dikkedare.

Men der hvor mennesket står hjælpeløst og uden maske over for Gud, dér er Gud, og dette, at han er dér, det er hans usigelige nåde.

Alle former og al stillen sig an kasserer han, han ser vores klistrede smil og vores latterlige forsøg på at gøre os interessante, og så skærer han igennem til hjertet, for han ser os, som vi er. Han er nemlig synderes Gud – men også kun synderes Gud, hvilket han til gengæld også ubetinget er.

Amen

 

tirsdag den 26. august 2014

En prædiken om orden i livet


Hvad er der galt med denne rige bonde? Hvorfor dømmer Jesus det som havesyge, at denne ansvarlige bondemand vil sørge for sig selv, og som derfor udbygger sine lader, så de kan rumme hans store høst? Er det da ikke både et menneskes pligt og ansvar at sikre sig imod onde tider? Denne mand ville have sit på det tørre, og skulle det nu være en forbrydelse?

Var dette at sikre sig, ikke hvad Josef pålagde Farao, da han tydede kongens drømme om de magre og fede køer og aks? Skulle det være havesyge – altså noget for Gud syndigt, at ville klare sig selv og ikke ligge andre til byrde? Er det ikke langt mere syndigt at leve sorgløst og ubekymret ved bare at lade stå til?
 
Der er virkelig grund til at spørge sådan, for et menneske skal da have orden i sit liv, vi må da sikre os og vore børn i denne usikre verden, og kan det virkelig stride imod Guds vilje at være et ordentligt menneske? 

Lad mig begynde med at sige, at her på jorden skal der være orden, og på jorden skal alt gå ordentligt til.

Men hvad var så den rige bondes fejl? Var det måske, at han overdrev, at han gik over stregen ved at samle sig for meget gods? I så fald må vi fortsætte med at spørge: Hvor er grænsen, hvor meget eller hvor lidt er det tilladeligt at samle sig af skatte? Nej, hans fejl var ikke den, at han gik for vidt. Hans fejl var ikke den, at han samlede sig for meget, men det var hans forhold til sin rigdom, der var hans fejl. 

For Gud sætter ikke visse mål op, som er tilladelige, men han ser på vort forhold til det, der for os er vigtigt og væsentligt. Den rige bonde sagde til sig selv: ”Slå dig nu til ro, for nu har du rigdom nok til at kunne klare dig de næste mange år”. Med andre ord, hans forhold til rigdommen var, at den beskyttede ham, men her på jorden findes der intet, der kan beskytte et menneske.  

Det er en naturlig og selvfølgelig ting, at vi mennesker skal sørge for os selv, ja, det er faktisk en Guds befaling, at vi skal æde vort brød i vort ansigts sved, hvilket vil sige, at vi skal tage livet op, som det er, også når livet kræver af os, at vi skal have orden og plan i tingene. Men med al den orden og plan vi kan stable på benene, er der én ting, der står fast, og det er, at med vor orden og plan er vi aldrig beskyttede mod livet, og det er vi ikke, fordi livet er større end os.

Tror vi, at vore anstrengelser for at beherske livet og få det underlagt fornuftens herredømme kan garantere os imod livet og dets vilkårlighed, så tror vi fejl.  

Til al den rigdom, som vi kan etablere, om det er den kontante rigdom bestående i penge, eller den åndelige rigdom, som består i tilfredshed med sig selv og ens egen dygtighed i glæden over, hvor dejlig langt man har bragt det, eller hvilken fremragende lille kristen man i grunden er - kort sagt - til den rigdom, som bilder sig ind at have styr på livet, er det, at Gud siger til os: ”I har ganske misforstået forholdet”, for det er ham og ikke os, der er Gud. 

Det er på vort forhold til det, vi har, livet beror. Her er det ikke et spørgsmål om meget eller lidt, men vort liv beror på, hvorledes vi forholder os til dette meget eller lidt. 

Da Gud førte jøderne ud af trældommen i Ægypten, tilbage til deres eget land, hvor de skulle være et frit folk, så gav han dem på Sinaibjerget sin frihed. Og han gjorde det ved at give dem denne ene befaling: ”Du må ikke have andre guder end mig”. 

Dette er frihed. Men friheden var for jøderne, som det er for os alle, en alt for vanskelig og ubehagelig sag at have med at gøre. Det er så meget nemmere at have noget at holde sig til, det er meget nemmere at holde sig til alle vejledningerne og påbuddene. Og af samme grund er det, at velfærdsstaten har så stort held med at baste og binde folket i love og regler om alt mellem himmel og jord. 

Men at stå til ansvar over for Gud uden at have en forklaring på, hvad vi må og ikke må, det er for farligt. Og derfor vil vi hellere have noget at holde os til og rette os efter.

Og sådan gik det til, at jøderne i tidens løb supplerede det ene Guds bud med hundrede af bud og regler.
 
Og hvilken konsekvens fik det? Jo, der skete det, at forholdet til Gud blev brudt, for de satte noget ind mellem sig selv og Gud. De måtte have noget, der kunne beskytte dem og garantere dem, at de var på rette vej. Med andre andet ord, loven kom imellem, og ved loven troede de, at de tjente Gud og adlød ham, men i virkeligheden var de ude i deres eget ærinde, for de turde ikke stå ansigt til ansigt med Gud.

De ordnede livet på Guds vegne, gav det mening og formål, alt sammen på Guds vegne. Gud havde intet imod, at der var orden i livet, men at de kaldte denne orden for hans, det var ham imod. Og ganske tilsvarende med den rige bonde, hans orden, dvs. hans rigdom, skulle tjene ham til beskyttelse mod livet og imod livets Gud.  

Og sådan går det med os alle.  

Vi ophøjer fornuftens orden til at være livets mål og mening. Vi sætter os som den rige bonde godt til rette i glæden over fremskridtene og velfærdsstatens mange restriktioner og al den orden og plan vi har lagt ind i vort daglige liv. Det er forholdet til alt dette, der i Guds øjne er en uorden.

Eller man kan sige: fornuften, som er en Guds gave til os, bruger vi til at være Gud for os selv. Ganske som jøderne brugte loven. Vi kravler i skjul for Gud, idet vi lader fornuften styre livet med noget, der skal værne os imod livet. Det er dette, Jesus kalder for havesyge. 

Gud vil ikke være dommer og dele i vore affærer, det er til noget sådant, han har givet os fornuften, for med den stiller han os i ansvaret. Men vil vi løbe fra ansvaret ved fornuftens hjælp, så har vi gjort fornuften til Gud og gjort os en Gud i vort eget billede. Men Gud har givet os livet, ikke for at vi skal vinde det fra ham, men for at vi skal leve i lydighed og tak til ham, og det er som sagt den sande befrielse fra alle verdslige guder, som havesygen forskriver sig til. 

Amen