søndag den 2. marts 2014

En konvertit og en biskop

Det er en vel­kendt påstand, at dan­sker­ne kun be­nyt­ter sig af kir­ken, når de har be­hov for en stem­nings­fuld is­ce­nesættel­se af li­vets al­vor­li­ge be­gi­ven­he­der. Det er kun, ly­der det fra so­cio­lo­ger og re­li­gions­hi­sto­ri­ke­re, der­for, at folk brin­ger de­res døde til gra­ven, vies i kir­ken el­ler la­der de­res børn til døbe. Men her­til er kun at si­ge: hvor ved de det fra?

Hvor ved de fra, hvad der rører sig i folks hjer­ter? Og, kun­ne man med god grund spørge, hvis det vit­ter­lig kun er hyg­gen og den ret­te stem­ning, der brin­ger folk i kir­ke, hvad er da årsa­gen til, at det for­hol­der sig sådan?

Mit svar er, at hvis det for­hol­der sig sådan, så lig­ger fol­kekir­ken, som den har redt.

For det er min påstand, at evan­ge­liets ind­hold og al­vor - for­kyn­del­sen af, at Guds søn, Jesus Kristus, at han ale­ne er vej­en, sand­he­den og li­vet for en­hver, der tror og bli­ver døbt - er ble­vet et pro­blem for man­ge præster. Det er alt for kon­tro­ver­si­elt og en­si­digt, og der­for har man skif­tet kir­kens ho­ved­hjørne­sten ud med no­get knapt så grund­fast, nem­lig det me­re føje­li­ge og spi­se­li­ge be­greb ”rum­me­lig­hed”. Rum­me­lig­he­den kan tåle fle­re sand­he­der, og den ska­ber fred og hyg­ge. Men med rum­me­lig­he­den i kryb­ben, har man smidt bar­net – og det vil si­ge al­voren - ud med ba­de­van­det.

Det si­ger jeg ik­ke mindst på bag­grund af en sag, som ver­se­rer i Oden­se Stift. Der har man for nog­le år si­den an­sat en mi­grant præst for ind­van­dre­re ved navn Mas­soud Fou­roozan­deh. Han er selv kon­ver­tit fra is­lam og har præste­ret in­tet min­dre end et mira­kel, for han har gen­nem sit mis­sions­ar­bej­de døbt me­re end 100 mus­li­mer. Ind­van­dre­de mus­li­mer, for hvem det at kon­ver­te­re til en tro, der i ko­r­a­nen fordømmes, er en kæmpe over­vin­del­se. Ik­ke mindst for­di den som be­kendt of­te kan medføre trus­ler fra de­res tid­li­ge­re trosfæller.

Nu skul­le man me­ne, at lan­dets bi­skop­per og præster jub­le­de over den­ne suc­ces, men tværti­mod. For den mo­di­ge Mas­soud, der har ta­get mis­sions­be­fa­lin­gen al­vor­ligt og er gået ud i ver­den og gjort fol­kesla­ge­ne til Guds di­scip­le ved at døbe dem i den tre­e­ni­ge Guds navn, og som af sam­me grund må le­ve på en hem­me­lig adres­se pga. trus­ler og hærværk, han er med sit mis­sions­ar­bej­de fal­det i unåde hos sin egen og lan­dets øvri­ge bi­skop­per.

Hvor­for nu det? Jo, for­di han ik­ke sik­rer sig, at kon­ver­tit­ter­ne, når de døbes, ef­ter­føl­gen­­de bli­ver op­ta­get i Den Dan­ske Fol­kekir­ke. Og fort­sætter han al­li­ge­vel med sit mis­sions­ar­bej­de, så risi­­ke­­rer han en fy­ring.

Med an­dre ord, hav­de Mas­soud lagt al­voren på hyl­den og gjort som en del af si­ne kol­le­ger i den dan­ske fol­kekir­ke; fjol­let rundt i Oden­se Dom­kir­ke og døbt bam­ser og duk­ker, hav­de han iført sig stram tri­kot og ar­ran­ge­ret zum­ba-gud­stje­ne­ster, så var hans em­be­de ik­ke ble­vet tru­et. Men for­di han døber i Fa­de­rens og Sønnens og Hel­ligåndens navn og ik­ke i den hel­li­ge fol­kekir­kes navn, så tru­es han på sit em­be­de.

Sa­gen vi­ser med al ty­de­lig­hed, hvad der i dag dri­ver fol­kekir­kens to­ne­an­gi­ven­de mænd. Og det er ik­ke en nidkærhed for dåbens al­vor, men for fol­kekir­ken som in­sti­tu­tion. Det er fir­ma­ets love og pa­ra­graf­fer, det er fir­ma­ets an­se­el­se og rum­me­lig­hed, det er kej­ser Au­gustus, der vil kun­ne tælle til de man­ge, men det er ik­ke evan­ge­liets bud om at ”gå ud i ver­den og døbe”, der vog­tes over.

Fol­kekir­ken er med an­dre ord me­re og me­re ble­vet en selvsik­ker og selvråden­de in­sti­tu­tion, som bevæger sig længe­re og længe­re væk fra det ord, den har til op­ga­ve at for­kyn­de.

Og ud­hu­ler vi det­te ord, glem­mer vi evan­ge­liets al­vor ved bl.a. at for­me­ne mus­li­mer ad­gang til dåben i fol­kekir­kens hel­li­ge pa­ra­graf­fers navn, ja, så bli­ver kir­ken ik­ke an­det end en skal; så er kir­kens mur­sten ik­ke an­det end en hyg­ge­lig ram­me om­kring in­gen­ting. Så er gud­stje­ne­sten ik­ke an­det end stem­ning og ra­re for­nem­mel­ser – så er den ik­ke an­det end en sær ude­fi­n­er­lig fælles­skabsfølel­se.

Men det krist­ne fælles­skab er ik­ke en ude­fi­n­er­lig størrel­se, men det er no­get gan­ske an­det end al­le de an­dre fælles­ska­ber, vi her på jor­den prøver at etab­le­re.

Vi sam­les ik­ke af frygt for en Au­gustus, der skal ma­ni­feste­rer sin magt med kon­trol og pa­ra­graf­fer, vi mødes ik­ke for at være en del af kit­che­de gud­stje­ne­ster med gøgl og pjat, men for at bøje knæ for sand­he­den; at Guds søn blev vor frel­ser og dom­mer.

El­ler man kun­ne si­ge, i kir­ken hører vi om et fælles­skab af en helt an­den art, end dem vi el­lers ken­der til. For vi hører om de ufuld­kom­nes fælles­skab, vi hører om syn­de­res fælles­skab, og det er rig­tig nok et an­det fælles­skab end ar­bejdsfælle­ska­bet, fag­for­e­nings­fælles­ska­bet, det po­li­ti­ske fælles­skab, al­le dis­se fælle­ska­ber, som sam­ler no­gen og ud­skil­ler an­dre.

Ar­bejds­gi­ver­nes fag­for­e­ning er ik­ke tilgænge­li­ge for pro­duk­tions­ar­bej­de­ren på Dan­foss, hånd­bold­spil­le­ren kan ik­ke bli­ve med­lem af skak­klub­ben, og anfægter du velfærds­sta­ten, er dit med­lem­skab af So­ci­al­de­mo­kra­ti­et næppe af længe­re­va­ren­de va­rig­hed. På sam­me måde for­hol­der det sig nok med et med­lem­skab af Li­be­ral Al­li­an­ce, såfremt du forfægter en skat­te­pro­cent over 50.

Sådan er vo­re fælles­ska­ber her på jor­den op­byg­get, og sådan må det være. Det men­ne­ske­li­ge fælles­skabs præmis er, at man må bøje af for hin­an­den. Men det be­ty­der også, at der al­tid ul­mer et oprør i et­hvert jor­disk fælles­skab.

Spørgsmålet; hvem skal sætte dags­or­de­nen, hvem skal jeg bøje mig for, lu­rer al­tid i bag­grun­den.

Men syn­der­nes fælles­skab er det ene­ste san­de fælles­skab, for her bøjer al­le knæ for no­get, der lig­ger uden for dem selv. Man bøjer sig for det, der al­drig opkom i no­get men­ne­skes hjer­te. Det, hvoraf in­gen har ære frem for an­dre. Det, der stil­ler al­le li­ge, for­di her er al­le li­ge nær - in­gen er nærme­re end an­dre.

Det sker ved en­hver gud­stje­ne­ste, hvor or­det om Kristus for­kyn­des som vor Her­re og frel­ser, og dåben som vor sa­lig­heds pant. Li­ge dér er en­hver for­skel mel­lem dron­nin­gen og stod­de­ren, mel­lem ar­bej­de­ren og di­rektøren, ophævet.

Og for at un­der­stre­ge den­ne grundlæggen­de lig­hed har vi bar­nedåben. Et lil­le barn kan ik­ke kva­li­fi­ce­re sig. Det lil­le barn mod­ta­ger Guds nåde gra­tis. Og der­med er i sid­ste in­stans bar­nedåben for­kyn­del­se af den men­ne­ske­li­ge og fol­ke­li­ge lig­hed, hvor in­gen skal hov­mo­de sig. Ja, hvor dåben gælder, er vi al­le li­ge for Vor­her­re.

Men glem­mer fol­kekir­ken det­te for­hold og i ste­det for gør dåben til en juri­disk dis­kus­sion om et med­lem­s­skab, vil den med an­dre ord selv være Her­re over dåben, og det vil si­ge være evan­ge­liets her­re og ik­ke dets tje­ner, dér er fol­kekir­ken ble­vet et Gudløst og li­ge­gyl­digt fælles­skab.

Det er, hvad Mas­suod Fou­roozan­deh har blik for, og der­for har han også stålsat fort­sat sin dåbsprak­sis. Han hol­der fast på, at dåben gi­ves til de for­udsætningsløse, og at som en mo­der glæder sig over sin søn, når hun første gang ser et smil på hans an­sigt, just sådan er Guds glæde over en syn­der, der for første gang knæler for ham.

Det er en glædes­fest værd, og det er alt nok for en kon­ver­tit og bur­de også være det for en bi­skop.

Amen.