onsdag den 9. september 2015

Bekymringen, arbejdet og kaldet. (Prædiken til 5. s. e. trin. om Peters fiskedræt)

Dér stod Jesus ude i båden og talte til skarerne inde på land. Hvad han sagde, står der intet om, for der står ikke andet end, at skarerne trængtes om ham for at høre Guds ord. Så er det altså Guds ord, han har talt til dem derude fra båden, og den oplysning får så være nok.

Ordet fra Gud til mennesker, ordet, der befaler mennesker i alle forhold og under alle vilkår at tro Gud. Det har han stået og talt om, og da han er færdig, så… ja, hvad så? Ja, så er hverken han eller tilhørerne færdige, for at tale og høre Guds ord det er ikke noget, der får ende. Guds tale til menneskene er, at de skal tro ham, og det er ikke noget, man bare et eneste øjeblik er færdig med eller fri af. Kravet, fordringen bliver ved med at stå der, når den en gang har lydt.
Og hvordan lyder fortsættelsen af Jesu prædiken så? Jo, han siger til bådens indehaver, som var Simon Peter: ”Tag nu på fisketur!” Det er som, han vil sige: ”Kære Simon Peter, nu har jeg talt til dig om Gudstroen, sådan som den er, nemlig Guds befaling til dig om at tro ham i alle forhold og under alle vilkår, gør det så, drag på fiskefangst i Guds navn”.

Men Peter var nu engang, den han var: en nøgtern sagkyndig mand, det praktiske livs mand, fornuftens og bekymringens mand, så derfor siger han: ”Det kan ikke nytte, kære Jesus, vi prøvede for lidt siden, ja, hele natten fiskede vi, men vi fik ingenting. Det er en håbløs gerning, men når du nu siger, at vi skal gøre det, så gør vi det, dog er det uden forventning og håb om fangst, at vi sætter ud på søen igen”.

Og disse ord kan nok være beroligende for enhver præst, der synes han lige så godt kunne have ladet være med at prædike. Ja, det er godt at høre, at ikke engang Jesus havde det anderledes. Ingen tiltro til hans tale, ingen tilskyndelse, ingen opmuntring – det er lige så unyttigt, som det altid har været, at trodse fornuften og erfaringen. Den fornuft og erfaring, som har lagt os mennesker i lænker. Fare ud på dybet og handle i blinde, det fører jo ikke til andet end skuffelser. Nej, fornuften vil se resultater. Arbejdet i sig selv og handlingen i sig selv, det er for fornuften intet værd, hvis ikke det fører til noget.

Ikke sandt, at leve uden et formål, det betragtes som et spildt liv. Det er jo derfor, vi bliver bombarderet med formaninger om at skulle engagere os, at vi skal have et formål at stræbe efter, for det bare at leve, det er for fornuften alt for lidt, for det kommer der ikke noget ud af.
Og sådan havde Peter det også. Han drog til søs uden forventning og håb, bare for at gøre Jesus den glæde, når han nu havde bedt ham om det. Det var med andre ord lettere hovedrystende, han drog af sted, og dog gjorde han det.

Her begyndte Peter at lære, hvad det vil sige, at være i arbejde hos vor Herre. Det vil nemlig sige, at skille bekymringen og arbejdet ad, og det kan man kun, når man ikke er ude i eget ærinde. Bekymringen for udbyttet må man overlade til en anden, nemlig ham, som befaler én at gå i gang. Lydigheden er derfor ikke blot at overlade en anden styringen men også bekymringen. Jeg gør arbejdet, resten er ikke min sag.

Natten før, havde Peter med bekymring sat sig i båden, for tænk nu, om fangsten ville udeblive, anden gang måtte han overlade bekymringen og resultatet til ham, på hvis ord han drog afsted.
Vi kunne også sige, anden gang drager Peter afsted, fordi han er kaldet til det. Anden gang fisker han, fordi en anden har sat ham i sving. Og det gør en stor forskel, dette med kaldet. Betragter vi vort arbejde som et kald, så er resultatet ikke op til os.
”Gud kunne vel”, siger Luther, ”give dig korn og frugter, uden at du pløjede og plantede. Men han vil det ikke sådan. Således vil han heller ikke, at din pløjen og planten skal give korn og frugt, men du skal udtale en velsignelse og sige: Nu, Gud i vold, nu give du korn og frugt, kære Herre, det er dine gaver. Du skal bygge og arbejde det bedste, du kan, men se til, når du har gjort det, at du ikke forlader dig på det”.

Nu er det ikke fordi, Luther vil nægte, at der også kommer et resultat ud af vores arbejde, selvom vi udfører det uden at høre vor Herre kalde. Men det får den konsekvens, at resultatet bliver det altafgørende.  Det betyder, at vi altid spejder efter udbyttet, at vi altid spørger efter, om det nu kan betale sig. I stedet siger Luther: ”Reger du, og lad ham give lykken, præk du, og lad ham gøre hjerterne fromme, tag mand og hustru, og lad ham avle børn, og så fremdeles, i alt vort arbejde skal han gøre alt i os og gennem os og alene have æren derfor”.
Det forstod Peter med ét. At den prædiken, Jesus holdt om Gud, den var noget andet og mere end blot en prædiken, det var sandheden om ham og hans liv. For indtil nu havde han taget det som en selvfølge, når hans arbejde lykkedes. Men med ét forstod han, at det var hovmod og selvtilstrækkeligheden, der havde været på spil. Vi kunne også sige, at først da der stik mod forventningen kom så meget ud af hans lydighed, mindede det ham mærkeligt nok ikke om hans lydighed men om hans syndighed.

Det er en sær måde, Jesus konfronterer menneskene med deres synd på; at han gør det ved at belønne dem over måde. Han gør det ikke ved at forbande dem, men ved at belønne dem. Og hvad er denne belønning andet end syndernes forladelse.
Havde Peter ikke været lydig, havde han vel næppe opdaget, at han var syndig, og det er det mærkelige ved evangeliet, at dér fører lydighed ikke til selvretfærdighed, men til syndserkendelse.
Jo, med ét stod det klart for Peter, at i Herrens tjeneste skal arbejdet og bekymringen skilles ad. Og hvis det gælder i alt arbejde, gjaldt det især i det arbejde, han nu blev sat til. For lige så utroligt det var, at hans fiskefangst skulle give noget, lige så – ja, meget mere utroligt - var det, at der skulle kunne komme noget ud af hans tjeneste som menneskefisker.

For en syndig mand, blandt syndige mennesker med et glædeligt budskab, som han påstod kom fra Gud. Den opgave var på forhånd dømt til at mislykkes. Men nu havde han lært, at opgaven var stillet af Gud; præk, og lad ham gøre hjerterne fromme. Og så var der intet andet at gøre end at klø på uden bekymring.


En syndig mand blev sat i tjeneste for Gud, dét blev resultatet af Peters fiskedræt. Og det er det mest mirakuløse ved fortællingen. For fortællingen siger os, ikke, at Gud også kan tjenes af syndere, men den siger, Gud kan kun tjenes af syndere. Fortællingen siger os, at syndernes forladelse betyder ikke, at vi ikke behøver at tjene Gud, men der imod at vi behøver syndernes forladelse for at tjene Gud. Fortællingen siger os, at det at være i Guds tjeneste ikke betyder, at jeg ikke længere behøver syndernes forladelse, men derimod at jeg netop som kaldet til tjenesten altid har brug for syndernes forladelse. Fortællingen siger os, at det mest nærliggende svar på Guds kaldelse er at sige som Peter: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”. Og fortællingen siger os, at i stedet for at blive sendt bort, så tages vi i stedet i tjeneste igen. Fortællingen forkynder os derfor et under, der er langt større end en nok så underfuld fiskedræt, for det er nåde over nåde.
 Amen