Historien om den fortabte søn hører vist til en af de mest kendte og mest yndede af alle Jesu
fortællinger, men samtidig hører den os til en af de mest misbrugte.
At den er kendt og yndet, har sin let fattelige forklaring. Den skildrer jo Gud som en far, hvis
kærlighed ingen grænser sætter eller kender.
Det er en tale, som ikke blot er nem at fatte, men som også går lige til hjertet. Det er en skøn og liflig tale, nemlig for den, som er kommet langt ud, og som ikke har grund til at forvente kærlighed og tilgivelse hos Gud. Det er en sådan person, der skildres, og det er for sådanne, denne fortælling fortælles. For at sige dem, at sådan er det. Til glæde, til tro, til fred, skal det lyde til dem midt i deres fortabthed.
Fortællingen siger: ”Du er Guds barn”, og så er du det. Men faren for forvanskningen af denne
forståelse ligger lige om hjørnet, nemlig at djævelen melder sig på banen og misbruger lignelsen ved at indvende: ”Det skal du nu slet ikke være så sikker på det, for det er slet ikke det, lignelsen siger. Så enkelt er det ikke. Nej, den siger derimod: Du skal først gøre det samme, som denne fortabte søn gjorde: Han gik i sig selv og vendte om, han gik hjem til sin far, fordi han følte anger og fortrydelse. Og derfor er det, hvad du også skal gøre, før end du kan stole på Guds tilgivelse.
Du skal gå i dig selv og blive et nyt og bedre menneske. Det er sådan, Gud tilgiver dem, der fortryder. Du må sandelig ikke tro, at du sådan kan misbruge Guds tilgivelse. Nej, han har et mål med sin tilgivelse, han vil føre dig ud af din synd og gøre dig til et andet menneske. Du skal komme og bekende dine synder: Fader jeg har syndet imod dig og er ikke værd at kaldes dit barn. Således vil Gud give dig en ny vilje, en vilje ikke til synd men til det gode. Dette er Guds frelsesplan med alle mennesker, og glemmer du det, så synder du på nåden. Hvilket vil sige, at du tager noget til dig, som
du ingen ret har til, førend du ved din anger har gjort dig fortjent til den”.
Guds kærlighed er altså forstået på denne djævelske facon kun til den angrende synder og ikke til synderen i almindelighed.
Ja, det er en djævelsk udlægning, jeg netop har skitseret. Og han ved, hvad han gør. Han ved, at det er en udlægning, der behager menneskene. For den giver ikke Gud men menneskene ære.
Nu bliver den fortabte søn en helt, der gjorde en bedrift, der var påskønnet af Gud. Med ét er sønnen hovedpersonen, og det holder vi mennesker af. For så afhænger det hele af os og ikke af Gud.
Forstået således, kan Gud jo ikke have med os at gøre, før end vi har givet ham lov ved at lukke døren op for ham, hvilket vi mener at gøre ved at komme til ham.
Jo, djævelen ved, hvad han gør. Han kildrer menneskenes ører ved at tale os til behag og gør dermed Gud til intet. Og dette er netop, hvad der er en djævels eneste formål og vilje. Men han har da ret, har han ikke? Sønnen gik jo i sig selv, stod op og drog hjem, og derfor var det, at han modtog faderens tilgivelse?
Nej, således var det ikke, hvis man hører ordentligt efter. For sønnen gjorde slet ingen ting, ikke andet end det, som nøden og sulten og elendigheden drev ham til. Det var derfor ikke af egen fri vilje, ikke af sand anger han gik hjem til faderen, men simpelt hen for at redde livet. Og faderen, hvad gjorde han? Begyndte han med at udspørge ham, om han nu mente sin tilbagevenden oprigtigt, spurgte han til hans anger og hengivenhed? Spurgte han, om han nu for alvor vendte sit gamle liv ryggen?
Nej, tværtimod, han løb ham i møde, og det var som om, han ikke havde bestilt andet end at stå på spring – ventende på det øjeblik, da sønnen trængte til ham. Og vi må derfor spørge: ”Er det sønnen, der er hovedpersonen?”
Nej, på ingen måde, det er Gud, der alene er det. Guds kærlighed, som ingen grænser kender, men som altid er der, den er det, som denne fortælling handler om. Den alene. Til tro, til glæde, til fred for enhver.
Man skal ikke først se efter, om man er den værd, man skal ikke først se på sig selv, men alene på det ord, i hvilket Guds kærlighed løber én i møde.
Men hvad gør vi? Vi spørger efter, om mennesker - og vi selv med - mener, hvad vi siger og gør. Barnet, der døbes, mennesket, der kommer i kirke, han, der går til alters – lige meget hvem – straks tænker vi: Er det nu oprigtigt ment, er det nu hans eller min fulde overbevisning, for ellers er det jo falsk og uægte og hyklerisk.
Jo, hele tiden tænker vi, at det jo drejer sig om os og vor oprigtighed og vor overbevisning. Således regerer djævelen og hans misbrug af lignelsen om den fortabte søn også i dag. Ganske som han regerede over den anden søn, ham, der gik derhjemme og var sur og misundelig og derfor anklagende sagde til sin fader: ”Denne din søn, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger, ham slagtede du fedekalven for, men jeg, som har tjent dig så mange år, og aldrig har overtrådt nogle af dine bud, mig har du aldrig givet et kid”.
Ikke sandt? Der har vi djævelens spil igen. Det drejer sig om mig og min indsats, det gælder om at gøre sig selv retfærdig og således at have en retfærdighed at pukke på, for mennesket er jo nr. 1, og hvad kan Gud gøre, hvis vi ikke hjælper ham og giver ham lov?
Giv Gud en chance for at være Gud, således kunne vi også formulere denne forståelse af fortællingen. Men det er som sagt altid djævelens måde at være djævel på. Han spiller from og lægger tilsyneladende vægt på alvoren for at bilde os ind, at det forlanger Gud. Men det gør Gud ikke.
Guds kærlighed har ingen grænser, han løber synderen i møde, men han tvinger ikke. Han venter tålmodigt, uendeligt tålmodigt, for deri består hele hans kærlighed: I at vente. Således er han vor Gud, urokkelig og til evig tid.
Ganske som den fortabte søns fader var hans fader, også da han levede derude og ødslede sin formue væk. Guds kærlighed er uudtømmelig, du kan tære på den og misbruge den, men den består, når alt forgår. Når vi selv med alle vore kære ligger under mulde, så består Guds kærlighed evigt. Men det er ikke en kærlighed, der kan forveksles med en blankochek til det svigagtig liv, så havde den gamle
fader jo sendt den fortabte søn en økonomisk håndsrækning, da nøden indfandt sig. Men han tav jo i stedet og ventede.
I denne tavshed og i denne venten bestod han som den kærlige, for i tavsheden, i fraværet kom han sønnen i forkøbet. Ved at lade ham gå linen ud meldte savnet sig, for sådan er Guds kærlighed, fast og urokkelig.
Amen.
