mandag den 5. december 2016

Prædiken 1. s. i advent: Hvad vil det sige at prædike?


Vi har begyndt et nyt kirkeår med at høre en prædiken af Jesus, den første han holdt i sin hjemby. Og lad mig derfor indlede med et par bemærkninger om det at prædike.
At prædike er ikke at tale om vind og vejr eller om det, som tilfældigt interesserer mennesker, og som de i øjeblikket gider at høre. At prædike er ikke at komme med formaninger og rettesnore og vejledninger. Prædikenen har ikke til opgave at gøre folk anderledes, end de er. Snarere har den til opgave at få folk til at være, hvad de er.
Prædikenen er ikke en særlig alvorlig eller højtidelig forlystelse eller underholdning, og den er da slet ikke nogen præstation, som kan eller skal beundres.

Al den slags skal både prædikanten og tilhørerne lægge fra sig uden for kirken. Sådan som man i gamle dage lagde våbnene fra sig i våbenhuset. For i kirken mødes menneske med menneske. Ikke partimanden med partimanden, ikke forbundsfællerne med forbundsfællerne, for kirken er ikke og skal ikke være en sammenslutning af sammenspiste og enstænkende, men kirken er i sin bestemmelse og sin opgave det eneste sted, hvor mennesker møder op som slet og ret mennesker. Som de små og sølle mennesker vi alle sammen er bag ved al vor facade og pynt.
At kirken så langt fra altid står ret for dette, er en sag for sig. Her og nu vil jeg kun tale om, hvad den skulle være.
Prædikenens opgave er heller ikke, hvad man i almindelighed forstår ved at missionere eller propagandere. Præsten er ikke en missionær, der skal påvirke og bearbejde mennesker til at antage fromme standpunkter og synspunkter. Han er ikke agent for en særlig himmelsk og rigtig anskuelse. Han er altså ikke agent, ikke missionær, ikke propagandist.
Hvad er han så? Prædikanten er et menneske ligesom dem, han prædiker for; delagtig i det samme liv som enhver anden. Og dette, det samme liv og den samme død, det er baggrunden for prædikenen – det er forudsætningen, og kun på den forudsætning bliver prædikenen, hvad den skal være.

Vi er alle, både prædikant og tilhørere, kommet ind i kirken for at høre, hvad Gud vil tale til os. Vi er ikke kommet for at anskaffe os et sæt rigtige meninger, ikke for at gå herfra med en flok af fraser om, hvordan vi klarer os bedst her i livet. Prædikanten er ikke en læremester i en særlig livsanskuelse. Hvis det er det, man er på jagt efter, må man konsultere psykologerne og psykiaterne, mindfulness-filosofferne eller andre, der mener at have styr på den sag.
Hvad er da prædikenens opgave? Kun én; at tale om Gud, dvs. om sandheden i livet, den sandhed, vi ikke kender og ikke kan finde, men som dog er over os alle sammen. For det er det samme menneskeliv, vi alle sammen har fået at slås med, og derfor kunne det ligeså godt være en af jer, der stod og skulle prædike i dag.

Jeg står her kun som repræsentant for hvert eneste menneske. Min kamp med livet er jeres kamp, og jeres kamp er min. Til daglig har vi uhyre travlt med alle vores forskelligheder – at nogle er rige og nogle er fattige, nogle lykkelige og nogle ulykkelige, vi samler os i foreninger og grupperinger, men søndagen og kirken og prædikenen har til opgave at sige til hver eneste af os: Der er ét fællesskab, vi ikke selv vælger, og dèt er den fælles skæbne, det fælles liv, den fælles kamp og den fælles død. Og dette fællesskab er vigtigere og større og sandere end alle forskellighederne.
Man kunne også sige, at prædikenens første opgave er at slå fast, at her er ingen over hinanden, her er vi alle lige for Gud, dvs. lige for livet og døden. Her er alle forskelligheder suspenderet.
Om man står på prædikestolen eller sidder på bænken, om man er i præstekjole eller i almindeligt tøj, det betyder ingenting og skal ingenting betyde – for her er vi blot mennesker slet og ret. Mennesker, der er i nød, fordi vi ingenting forstår og ingenting ved, når det kommer til stykket. Og det, der så siges os i prædikenen, er, at på denne plads hører vi alle hjemme, og den skal vi vedkende os, blinde og fangne og fortrykte som vi er.
Den er vigtigere end alt andet, den går forud for alt andet, vi har travlt med. Og dèt, at den er vigtigere og går forud for alt andet, kalder vi, at den er Guds befaling til os alle. Dèt betyder Gud, at der er en sandhed, som vi er skyldige over for. Gud betyder, at der er en sandhed, der står fast og bliver ved med at gælde, uanset hvor meget vi forsøger at sno os fri af den. Uanset om vi vedtager, at Gud er død, at han er gammeldags og fortidig, uanset hvad, så lader sandheden sig ikke slå ihjel.

Vi kan ikke skubbe den ud over randen af bjerget, for den går sin vej midt imellem os.
Det er prædikenens opgave, at slå vores fælles vilkår fast. Og, som sagt, vi ved det, fordi sådan lød den første prædiken, Jesu holdt i den by, hvor han var vokset op. Vi hører en prædiken til os livets fangne, blinde og fortrykte, der ikke kan finde op og ned her i livet. Og vi hører, at den af en, der var ligesom os. Et menneske i kød og blod, ligeså udleveret til livet, som vi selv er. Og så hører vi, at han, dette almindelige menneske, er Guds søn, der i dag - her og nu med sit ord - giver os vort syn igen og sætter os i frihed.
Fantastik lyder det, bifaldet runger, men kun kortvarigt, for ved nærmere eftertanke dukker forargelsen op. Det er jo løgn alt sammen – der er jo ingenting sket, det hele er jo bare ord. For dengang som nu forventede man, at Guds ord skulle vende op og ned på al ting, så det kunne ses og føles og mærkes. Romerne skulle sættes på porten, maden skulle bugne i fadene, velfærden råde for alle. Noget nyt og stort skulle indfinde sig. Sådan tænkte de, og sådan tænker vi, og derfor forargelsen og hadet. Ud med ham, den bondeknold af en tømmersvend, den lille undermåler og narresut. Giv os et nyt og bedre liv i morgen og ikke bare ord.
Og i en vis forstand har de ret. Kristendommen er ikke andet end ord. Men det er evangeliets påstand, at med det ord, er et Herrens nådeår oprundet over os. Ordet om Guds trofasthed og nåde, som gør hele vor tilværelse ny. Uden at der i det ydre er forandret en tøddel, er dog livet blevet et andet, fordi Guds barmhjertighed er ny over os hver morgen. Og dette ord om Guds barmhjertighed er ved Jesus Kristus talt lige ind i vores virkelighed, så tung og grå og besværlig den er. For vi kan ikke løbe fra den, men vi kan høre at netop her er Jesus Kristus hos os.
”I dag er det skriftord, I nu har hørt, gået i opfyldelse”.

Det er det budskab, som på ny skal gentages for os søndag efter søndag. Det er deri, vi skal finde opfyldelsen af alle vore og slægtens håb og forventninger. Det er deri, glæden én gang for alle er os givet, og som med evangeliets ord på ny bliver os givet.
Ikke den glæde, vi søger, men den glæde, Gud har beredt verden og os med den. Et nådeår fra Herren med glædesbud til fattige og frihed for fangne og fortrykte.

Hvem kan glæde sig over et sådant budskab uden netop de fattige, de blinde, de fangne og de fortrykte?
Men det er også sådan, at vil vi ud af de kår, så forsvinder glæden med det samme. Men med de kår bliver den hos os sammen med budskabet om, at Herren ikke blot i en fjern fortid har besøgt sit folk, men også på denne dag er han nær hos os alle fattige, blinde, fangne og fortrykte. Han er kommet for at besøge os, hvor vi er, og blive hos os med hele sin nåde – i går, i dag og til evig tid. Amen