Det siges, at ingen behøver at dø af sult i dette land. De sociale myndigheder, som vi er så glade for, og hvis indsats vi gerne praler med over for fremmede, har forhindret, at sult skal plage mennesker her i landet, og ligger én syg, fuld af sår, så er hans helbredelse ikke afhængig af, om han kan betale eller ej for at blive behandlet.
For så vidt skulle man derfor kunne sige, at denne gamle historie om Lazarus ikke er aktuel længere, for der ligger ingen fattig Lazarus uhjulpet uden for vor dør. Var det i gamle dage sådan, at den rige mand ikke så og ikke hjalp den fattige, der lå ved porten, så er det ikke sådan længere.
Ganske vist er den rige mand ikke blevet anderledes, det er ikke fra ham, initiativet til at hjælpe kommer fra, men fra staten, som har taget sig på at sørge for, at den rige tvinges til at yde hjælp til den fattige.
Altså, denne historie kommer os ikke ved længere. Vi har ordnet forholdene. Den fattige Lazarus eksisterer ikke længere, og den onde rige mand heller ikke, for han er blevet tvunget til at betale til dem, der trænger.
Hvem af de to har nu vundet ved denne udvikling? De fleste vil vel svare, at det har den fattige Lazarus, for nu behøver han ikke længere at ligge uhjulpet, men jeg vil mene, at den rige har vundet mest, for nu kan han med god samvittighed nyde den rigdom, der bliver tilovers, når han har betalt, hvad han skal, over skattebilletten.
Nu ved den rige mand, at ingen behøver at dø af sult, og at den syge ikke behøver at nøjes med at lade hundene slikke sine sår. Den rige mand har så at sige fået ryggen fri. Samfundet har fritaget ham fra al bekymring for eventuelle Lazarusser, for Lazarus er afskaffet som den riges dårlige samvittighed.
Den rige mand, vi hører om i lignelsen, havde heller ikke nogen dårlig samvittighed over for Lazarus, men lignelsens hensigt er dog at sige, at han burde have det.
Nu er vi også fritaget for at burde have det, for det offentlige har overtaget vores samvittighed, og skulle den alligevel nage, så kæmper vi bare desto stærkere for, at det offentlige skal sørge endnu bedre for de dårligststillede, sådan at de slet ikke generer os mere.
Kort sagt, er der i de sidste århundrede sket det, at vi har fået den ubehagelighed at skulle have dårlig samvittighed væltet over på staten, og vi kan des gladere nyde livet og alt, hvad det bringer os. De nødlidende sørger stat og kommune for gennem vores skat, og skulle der endnu være nogle, der ikke er helt veltilpasse med at nyde livet, fordi der trods alle bestræbelser, er nogle, der ikke har det så godt som de selv, så står en lang række hjælpeorganisationer med deres mange indsamlinger klar til afhjælpe samvittigheden. Og trods de sociale foranstaltninger er hjælpsomheden stor iblandt danskerne – understreget af de mange millioner, der årligt gives bort til velgørenhed.
Således kan vi moderne mennesker skaffe os - eller rettere – købe os en god samvittighed og en ret til at nyde livet. Således har vi løst det problem, som lignelsen lægger frem for os. Det er lykkedes os på en nem og bekvem måde at komme videre end Jesu lignelse.
Og ingen synes tilsyneladende at have betænkeligheder ved det. Vi har skilt os af med Lazarus, han eksisterer ikke for os mere. Har vi en gammel far eller mor, sørger det offentlige jo for dem. De er snart så glemt, at man sjældent ser til dem, og de somatisk syge, de psykisk syge, de udviklingshæmmede anbringes på institutioner og glemmes hurtigt, og de, der passer dem, kan fortælle rystende historier om, hvor glemte de er.
Og børnene, også de sendes bort til børnehaver og fritidshjem, hvor de kan få en professionel opdragelse af fagfolk – langt mere professionel end forældrenes. De bliver stimuleret efter alle kunstens regler, og ja, så er man fri for dem og kan bruge sine kræfter på det, det gælder om: at skaffe sig en indtægt til at finansiere skatten og skaffe sig et behageligt liv og nyde det – for det har man ret til.
Denne beskrivelse skal ikke være en karikatur, og jeg mener heller ikke, den er det. Jeg mener, at sådan ligger landet. At friheden, vi er så glade for, betyder friheden til at nyde livet med god samvittighed.
Og det var jo netop det, som Jesus med denne lignelse ville sige; at den frihed – når det kommer til stykket - har ingen. At enhver af os har en Lazarus liggende uden for vor dør. Også i dag. Vi har ham liggende, men vi har - om jeg så må sige - ved fælles hjælp organiseret den rige mands selvtilstrækkelighed, sat den i system, sådan at vi tror, at nu har vi med vores ordnede forhold og med alle de filantropiske foretagender, vi understøtter, og med alle de fine socialinstitutioner, der er oprettet, nu har vi friheden til at nyde livet. Nu har vi organiseret Lazarus væk.
Men Lazarus er her, og han er ikke blevet mindre ene, end han var i lignelsen. Han sidder måske på et plejehjem og venter på besøg, men familien har ikke tid, eller måske er det Peter, der har ondt i maven af stress over at være overladt til sig selv og professionelle i stedet for at være i familiens trygge rammer. Eller det kunne være den døde, der ligger på kirkegården og er glemt. De pæne blomster på kirkegården sørger graveren jo for mod en årlig betaling. Jo, også de døde er en Lazarus for os, der kræver at huskes.
Eller rettere, de kræver det ikke selv, for Lazarus beklagede sig ikke, men Gud kræver på hans vegne den rige til regnskab.
Og sådan gør Gud den dag i dag. Han lader sig ikke stille tilfreds med, at vi betaler skat, heller ikke at vi yder store beløb til ulykkeliges lykke, nej, han er meget mere nærgående og ubehagelig, for han siger altid: Hvad har du selv gjort? At give af sin overflod er slet ikke at give, og at købe sig fri regner han ikke for noget. Han stiller os altid direkte ind i situationen og siger: den er din!
Derfor er denne lignelse ikke utidssvarende, for den gælder til enhver tid og under alle forhold, både under moderne velfærdstider som i gamle dage. Ingen tid og ingen politiske krav kan købe os mennesker fri fra Guds krav til os på Lazarus´ vegne. For sådan er Gud nemlig, at han er altid på Lazarus´ side. Altid.
Det er på én gang dommen over os og vort eneste håb. For med al vor frihed til at nyde livet er vi også selv en Lazarus, og måske opdager vi det først, når det er os, der ligger under jorden, sådan som den rige mand først opdagede, hvilken Lazarus han var, da han var død og blev stillet over for Gud.
Vi er også Lazarus, og det er netop det, Jesus med denne lignelse vil sige til os, ja, han vil ved at fortælle den gøre os til Lazarus, der intet har, som er noget værd. Sådan har Gud altid været, og sådan vedbliver han at være til dagenes ende: Den, der står på Lazarus´ side, og på Lazarus´ vegne lader Gud sig ikke nøjes med udflugter og undskyldninger og bortforklaringer, heller ikke med løfter om at skabe social retfærdighed og bedre tilstande og alt det, vi mennesker tror på.
Nej, Gud svigter ikke Lazarus, og derfor lader hans krav sig ikke opløse i smukke bestræbelser, hvormed vi forsøger at gøre næsten til et fællesansvar.
Nej, næsten er din, siger vor Herre med lignelsen i dag, for Gud svigter ikke Lazarus, og gudskelov for det, for Lazarusserne, det er os; os, der en dag sidder ensomme på plejehjemmet, os der en dag ligge under mulde, os der er blevet reduceret til et cpr.- nummer. Det er os, han med sin lignelse vil åbne ørerne på. Gid det må lykkes.
Amen
