Det er nødvendigt, når vi taler om nadveren at sige to ting, som tilsyneladende er ganske modstridende.
For det første må det siges, at nadveren er ganske uforståelig. Det skal siges ærligt, at der er ingen, der kan forstå, hvad nadveren er. Og dette skal siges af hensyn til dem, der af beskedenhed eller blufærdighed holder sig tilbage. Dem, der ikke går til alters, fordi de ikke forstår, hvad nadveren egentlig betyder. Dem, der ikke vil trænge sig på, men lader dette sære måltid være for dem, der forstår det.
Dem, som måske nok i deres inderste gerne ville gå til alters, men fordi det er for gådefuldt, venter de til den dag, hvor gåden er løst for dem, og de derfor forstår, hvad nadveren er og betyder. Til dem er det nødvendigt at sige, at nadveren hverken kan eller skal forstås. Det skal siges, at der kræves ingen forståelse som adgangsbillet for at kunne gå til alters. Til dem skal det siges, at det at gå til alters er såmænd blot at adlyde Vor Herres befaling, det er, hvad man kalder en lydighedshandling, som betyder, at al forståelse og al mening overlader vi Vor Herre og hans befaling.
Det er det første, der er nødvendigt at sige, at nadveren kan vi ikke forstå, og hvis vi skulle vente med at gå til alters, til den dag oprinder, hvor vi forstår, hvad der sker, så kom vi aldrig til alters.
Mon disciplene forstod, hvad der skete, da Jesus tog brødet og gav dem det? Mon de forstod, hvad han mente, da han tog kalken og sagde: ”Drik alle deraf, denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer”? Mon de forstod det? Nej, det gjorde de ikke. Disse ord og denne handling har sikkert været temmelig tåget for dem, men alligevel gjorde de, som Jesus sagde.
De sagde ikke til ham: ’’Vent lige et øjeblik og forklar os først, hvad det er, du gør, sådan at vi kan forstå det’’.
Ja, jeg tør godt gå et skridt videre og sige, at Jesus heller ikke selv forstod, hvad han gjorde, han gjorde det bare. For dette med at skulle forstå lå ham ganske fjernt, det er en moderne opfindelse. Nej, han gjorde det bare. Det var ikke på forhånd gennemtænkt og planlagt. Hvis disciplene havde bedt om en forklaring, havde han sikkert sagt, at en sådan havde han ikke.
Han gjorde det bare. Han gav dem at spise og drikke. Hvorfor? Ja, hvorfor spiser og drikker mennesker? For at opretholde livet. Og sådan gav han også sig selv, sit legeme og blod for at opretholde menneskers liv, deres evige liv, livet hos Gud og med Gud. Hans kød og blod var – for at bruge hans egne ord – mad til evigt liv, eller det evige livs brød.
Og når vi siger det sådan, så kommer vi til det næste, som altså er det modsatte af, hvad jeg netop har sagt om nadveren, nemlig at den er slet ikke uforståelig.
Og det siger vi til dem, der vil gøre nadveren til noget højtravende, indviklet og vældig fint noget. Nej, her er slet ingen mystik. Her sker intet overnaturligt eller mærkeligt. Her er det ganske ligetil at forstå, at her får mennesker brød og vin – altså her får mennesker mad, som ganske vist har et symbolsk omfang, for ingen kan blive mæt af den sjat vin og den bid brød, vi bydes ved alterbordet. Derfor burde det egentlig være rigtig mad, vi fik, mad der kunne mætte, netop fordi det ikke bare skal forestille men være vores føde. Og om denne vin og dette brød siger Jesus: ”Nu har I fået mig”.
Da han selv sad midt iblandt sine disciple, da det skete, var det tydeligt, at det ikke skulle forstås som en overnaturlig forvandling, som den rene overtro. Nej, han sagde bare: ”Nu har I fået mig. Jeg er jeres, og I er mine. Jeg er jeres føde, og I lever af mig og ved mig”. Og disciplene hørte Jesu ord, og de forstod dem ikke, men de troede dem. De tog ham på ordet, og det i en sådan grad, at de blev ved med at gøre, som han havde sagt, at de skulle.
Det er jo en kendsgerning, at for mange mennesker er nadveren noget sært fremmed noget, som de ikke kan forlige sig med. De kan forlige sig med at høre evangeliet blive prædiket, men de kan ikke forlige sig med at gå til alters, for det er for fremmed og mystisk. Ja, sådan er indstillingen til nadveren i dag, at det, som i sig selv ingen ting er – som bare er, hvad det er – det er blevet gjort til noget indviklet og for forstanden krævende. Og det fortvivlende er, at hvad man end siger, så bliver den mere fremmed og fjern.
Nadveren er med andre ord klemt i mellem disse to forhold: Det ene, at nadveren er uforståelig, og det andet, at nadveren er let og lige til at forstå, og begge dele er sagt for at gøre det lettere at overvinde dét, der kan hindre folk i at gå til alters. Og så virker dog begge dele imod deres hensigt og vækker kun mere tvivl: enten at dette er for mig alt for fint og uforståeligt, for fjernt og fremmed, for mystisk og gådefuld, eller også det andet: at så enkelt og ligetil kan det ikke være.
Ja, denne klemme er nadverens stilling, at det, der skulle lette nadveren ud af den klemme, blot gør det sværere for folk at have med den at gøre.
Og hvad kommer det af? Det kommer af, at her er det egentlig slet ikke overvejelser eller begrundelser, der skal til, men blot handling. Hvis en voksen ser, at et barn er ved at drukne, giver han sig ikke til at overveje, hvordan det er sket, men han gør ét af to: enten springer han ud for at redde det, eller også gør han ikke.
Der er kun de to muligheder. Barnet råber om hjælp og bliver hørt, eller også bliver det ikke hørt. Her er ikke plads for overvejelser eller begrundelser, og sådan er det også med nadveren. Jesus siger det, og Jesus gør det, og han bliver enten hørt eller ikke hørt- dvs. enten kommer man, eller også kommer man ikke.
Og kommer man, er det ikke af de og de grunde – fordi man skulle være værdig eller troende eller forstå det. Nej, man kommer alene på Jesu ord, der i dette tilfælde spiller samme rolle som barnets råb om hjælp. Her skal ikke tænkes, men handles.
Skal man først til at overveje, om man føler trang eller har lyst, om man forstår det på den rette fromme måde, om man nu vitterlig mener noget med det, eller hvad vi mennesker ellers kan finde på at spørge os selv om, ja, så hører vi ikke hans indbydelse. Og på anden måde kan man ikke komme end som den, der hører, at han kalder: ”Kom, jeg vil give dig mig selv”. For det er jo det, han vil, og det er det, han gør, og det var det, han gjorde. Han gav sig selv, for at vi skulle kunne leve.
Derfor er vi som sådan ved nadverbordet ikke noget, vi er ikke troende eller vantro, vi er blot os selv. For dér er der ingen, der er noget, men her har alle alt. Dér er vi alle brødre, syndere, hjemfaldne til død og dom, og derfor er han al vor tro, vort håb, vor herre.
Det er den rette værdighed at komme med. Og den, der kommer med en anden værdighed, med sin forståelse eller sin styrke, han er gået galt i byen. For nadveren er syndernes måltid, netop syndernes. Og det at have erkendt sin synd er ikke noget fint, men det er at være, hvad man er.
Derfor er der kun to steder, hvor der ingen forskel er på mennesker: ved dåben og ved nadverbordet, dér er vi nemlig kun ét eneste: arme og fortabte syndere tilgivet ved vor Herre Jesus Kristus, som gav sig selv.
Selv han siger: Kom du arme
thi nu vil jeg mig forbarme …
kan du selv afhjælpe nøden,
hvorfor gik da jeg i døden?
Amen
