tag:blogger.com,1999:blog-7614828149207839452024-03-23T11:14:47.309+01:00Augustenborg KirkeAugustenborg Kirke er slotskirken i Augustenborg Sogn på Als i Sønderjylland.Unknownnoreply@blogger.comBlogger40125tag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-22884871004268448952024-03-22T17:15:00.000+01:002024-03-22T17:15:11.713+01:00Prædiken til septuagesima søndag – Du ved, hvad du skal<p> En herre rejste udenlands, og imens satte han sine tjenere til at tage være på formuen. Hver havde fået sit betroet, hver havde fået sit at være ansvarlig for. Det er lignelsens ærinde. Det er det, lignelsen om de betroede talenter vil sige: at hver tjener havde fået en opgave. Det var fælles for dem, dette at bestride det betroede gods.</p><p> Og vi skal lægge mærke til, at lignelsen ikke siger, at Herren gav anvisning på, hvordan opgaven skulle bestrides. Det ligger som en selvfølgelig ting i den, at det vidste tjenerne på forhånd.</p><p> Derfor er der heller ingen undskyldning for den tjener, der ikke havde taget ordentlig vare på sin del af formuen. Han havde ladet den ligge død, nedgravet og sikret, og han skulle vide, at det ikke var meningen med at få den betroet.</p><p> Det vil sige, at i lignelsen forudsættes det, at tjeneren ved, hvad han skal gøre, men i sin frygt har undladt det. Det er den hårde doms begrundelse, at han ikke har gjort, hvad han vidste, han skulle.</p><p> Det må man have med, når man skal forsøge at forstå lignelsen. At der er en underforstået forudsætning.</p><p> ”Du ved, hvad der er at gøre” lyder det indirekte i lignelsen til tjeneren, ”gør det så”.</p><p> Af lignelsen her kan vi høre, at i Gudsriget er der noget forudsat. Mennesket ved, hvad det skal gøre med dét, der bliver det betroet. Opgaven er blot at gøre det, når herren for en stund er borte.</p><p> Lignelsen er fortalt til disciplene, og den forekommer midt i en lang sammenhæng hos Mattæus, hvori Jesus forkynder dom over Israel. I to lange kapitler fortæller Mattæus dette, umiddelbart før Jesus går til Jerusalem til korsfæstelse og død.</p><p> Israel ved godt, hvad det skal, siger Jesus til disciplene, og dommen for ikke at gøre det er hård og ubarmhjertig, for Israels efterladenhed skyldes ikke uvidenhed, men ulydighed.</p><p> Den er uundskyldelig, fordi den er mod bedre vidende. Og dommen er derfor retfærdig og kan ikke afvises som overgreb eller urimelighed, for de vidste godt, hvad de skulle.</p><p> Vi kan stille os lidt uforstående an over for dette, måske have lidt ondt af den tredje tjener, som således blev kastet uden for, men måske kan det være en hjælp at se os lidt omkring i det øvrige Ny Testamente.</p><p> Der er hos Lukas en fortælling om en Iovkyndig, der kom til Jesus og spurgte ham om, hvordan han skulle arve et evigt liv. Han får ikke et oplysende og anvisende svar, men Jesus siger til den lovkyndige: ”Det ved du godt, det står i loven”. Og hvad enten den lovkyndige vil det eller ej, må han give Jesus ret; det står i loven. ”Du skal elske Herren din gud og din næste som dig selv”. Han ved det godt, og et fornyet spørgsmål om, hvem der så er næsten, afslører blot, at han vil slippe uden om at gøre, hvad han skal.</p><p> Detailspørgsmålene er intet andet end flugten fra at skulle gøre, hvad han skulle.</p><p> Og tjeneren i vores lignelse vidste lige så godt, at en formue skal holdes i live, den skal ikke lægges død. Fordi et gods betros til en forvalter, er det ikke ensbetydende med, at godset ligger stille. Det skal virke, som om herren slet ikke var borte.</p><p> Når kaptajnen på et skib holder frokostpause, overlader han roret til styrmanden, for meningen er, at skibet skal sejle, også når kaptajnen holder frokostpause.</p><p>Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Det bud, som af Gud blev givet til menneskene. Til jøderne gennem Sinais lovtavler, til hedningerne i samvittigheden. Forskellen var blot den, at jøderne kendte afsenderen, at deres efterladenhed var virkelig skyld, fordi loven var udtalt til dem. Men opgaven var den samme for begge.</p><p> Og når Paulus, som vi hørte det fra alteret før, greb fat ved det, at grækerne havde et alter for en ukendt Gud, så gav han dem indhold i den ramme, de i forvejen havde. Så fæstnede han samvittighedens instinktive viden til Gud og satte dem således i skyldighed. Gjorde dem fra at være legende børn til ansvarlige voksne.</p><p> Der er noget, du skal, siger lignelsen os, og du ved godt, hvad det er, og når du undlader at gøre det, altid med mange undskyldninger naturligvis, i forsøg på at flygte fra skylden, så går det dig ilde.</p><p> For det er slet ikke din sindsstemning eller velfærd, Herren tænker på, når han betror dig noget. Det er det betroede gods, han har i tankerne, og som hans befaling gælder. Det betroede gods, som du i din frygt og bekymring for dit eget skind gik hen og gravede ned. Det er det, Herren ser misligholdt - og det gør ham vred.</p><p> Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv, var den lovkyndige hos Lukas nødt til at sige, utilpas og modstræbende - det kunne han ikke komme uden om, at han vidste.</p><p> Ej heller disciplene kunne det, ej heller vi, for vi har fået besked.</p><p> Men det er risikofyldt at gøre det, det er en usikker affære. Vi ved ikke, hvad der kommer ud af det - det kræver, at vi sætter vores kontrol over livet over styr. For buddet sætter Guds befaling, dvs. næstens liv, i centrum, hvormed overskueligheden over mit eget liv forsvinder helt. Langt bekvemmere er det at grave opgaven ned og siden sige: Jeg var bange, omstændighederne var ikke til det - kort sagt, det er ikke min skyld.</p><p>Eller, som en moderne tid ynder at gøre; sætte det i et bekvemt system, lave udvalg og foretagender til at tage sig af det. Det kalder man med et fint ord ”medansvar”, som betyder at lempe det ubehagelige over på også andre skuldre end dem, hvorpå det alene var lagt. Men Gud kender nu engang kun mennesket som enkelt, han har aldrig lært at regne med gruppen eller de mange.</p><p> Nej, uanset om tjeneren frygtsomt arkiverer sin opgave, graver den ned, eller om han systematiserer den som et fælles fortagende, eller om han hævder, at han lever i en såkaldt moderne tid og derfor har en ganske anden norm og rettesnor, så er det dog ét og det samme, han siger: Jeg vil have fred, jeg vil ikke risikere noget, jeg vil simpelthen være på den sikre side.</p><p> For en undskyldning og en afvisning er to sider af samme sag, nemlig den at ville hytte sig, den at undgå Guds befaling.</p><p> Og Guds reaktion er derfor den samme, den skelner ikke, Guds reaktion er dommen og vreden.</p><p> Og så kunne vi jo gå videre med en smuk og god prædiken, som sagde, hvordan vi mennesker undgik dommen, med det gode budskab om Gud, der tilgav os onde mennesker (i Jesus Kristus), så vi slap for dommen og undgik Guds vrede. Men det ville jo være løgn at gøre det. Selvom det er det, vi allerhelst vil høre, så vil det være vor egen selvopfundne løgn.</p><p> For siger Jesus noget som helst om det? Nej, det må vi anstændigvis, som hin lovkyndige, indrømme, at det ved vi godt, at han ikke gør. Det har vor lignelse netop fortalt os.</p><p> For, hvad Jesus gjorde, var at føre mennesket netop ind under dommen, afsløre det, og som afsløret stille det foran Gud. Stille det afklædt alle undskyldninger, berøvet alle forsvarsværker foran Gud, ikke blot med sine ord gjorde Jesus dette, men med sig selv. Da han gik til Jerusalem til en langfredag - med disciplene som følgesvende i betryggende afstand.</p><p> For sådan er Guds nåde i hans dom. Ikke, som vi mennesker helst vil det, at oven over skyerne er himlen altid blå, men netop i Guds dom er hans nåde. Således holder han os fast på, hvad han engang har sagt, han holder os fast på, at vi godt ved, hvad vi skal - være ansvarlige for det betroede gods. Med al den risiko, det indebærer.</p><p> Han holder os fast på sin befaling.</p><p> Derfor sluttede det ikke langfredag, men Gud vendte tilbage. Kristus stod op af graven. Ikke for at sige til os mennesker, at nu var alt idel hygge og idyl, men for at være Guds evige og vedvarende ord til os.</p><p> Således sætter alene evangeliet om Kristus alvor i vort liv, ved i ham at dømme alle vore udflugter og undskyldninger. Han fik den opgave at være Guds nådige ord til os. Og nådigt er det netop, fordi det sætter alvor og mening i vort liv. Det liv, som Gud ikke vil tillade at være meningsløst.</p><p> Således skaber Gud himmerig på jorden, og det er jo himmeriget, lignelsen handler om.</p><p><i> Amen</i></p><p> </p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-86256136472102005662023-12-05T22:08:00.003+01:002023-12-05T22:08:28.249+01:001. søndag i advent<p> Dér stod folkeskarerne langs vejen og hyldede Jesus som frelser, som konge. De bredte deres klæder ud foran ham, de jublede og råbte, og de brød palmegrene af og spredte dem, hvor han red. Og de hilste ham med hyldestråbet ”Hosiana, du Davids søn, hosiana i det højeste”. Jo, jublen ville ingen ende tage.</p><p>Det var i sandhed et kongeligt indtog, hvis man kigger på det ydre – på skarerne og deres begejstring og handlinger. Og det er også et kongeligt indtog, når man holder sig de gamle skrifter for øje, sådan som Mattæus gør. Men det er kongeligt på to måder.</p><p>Det er kongeligt, hvis vi kigger på det ydre – på hyldesten og mængden, - og kongeligt, hvis vi kigger på sagtmodigheden og trældyret, der rides på. De to former for kongelighed er med andre ord i direkte modsætning til hinanden. Og det på flere planer, for her fortælles der om den begejstring, vi mennesker kan gribes af, uden at vi kan forklare hvorfor, og så fortælles der samtidig om en skikkelse, der midt i begejstringen dog er ganske ene, fordi han er modsætningen til netop mængden og antallet og råbene.</p><p>Folkeskarerne så, at der kom en konge, men de så ikke hvilken konge, der kom – og derfor red han ensom iblandt dem. For det eneste, Jesus gør som forberedelse til indtoget, er at sørge for ridedyret, trældyret, dvs. det eneste, han gør, er at bekendtgøre, hvori hans kongedømme består. Men det er ikke dét kongedømme, der hyldes af skarerne. Og derfor er indtoget en foregribelse af, hvordan det skulle gå ham, at han skulle ende på korset – ene over for den ganske verden. Ja, allerede i Betlehem begyndte det, for der var som bekendt ikke plads til ham i herberget.</p><p>Hvorfor begejstres vi mennesker? Hvorfor finder vi sammen i jubel og henrykkelse? Hvordan går det til, at mange stemmer råber med én røst?</p><p>Det meste nærliggende svar er vel, at begejstring smitter – at det er nærmest umuligt at holde sig udenfor, når jublen slår sammen om én. Men der er også et dybere svar, nemlig det svar, at vi alle er opfyldt af en søgen og et ønske om at se meningen med livet og fornemme en opfyldelse af vores håb og en afhjælpning af vores trængsler.</p><p>Mange af os har sikkert set gamle filmklip fra Tyskland under 2. verdenskrig med de enorme folkemængder, der var forsamlet, og hvor føreren kom kørende og med afmålte nik og vink nådigt hilste på forsamlingen. Vi har set jævne almindelige folk, bundet sammen af en begejstring for en fører, der skulle give dem indhold i livet og storheden tilbage. Og denne alt for bekendte fører lod sig hylde, nådig og afmålt. Klippene viser, at hyldesten var enstemmig, og som sagt, at den blev modtaget.</p><p>Og man spørger sig selv, hvad mon den enkelte i forsamlingen ville sige, hvis han blev trukket ud af mængden og blev bedt om at gøre rede for sin hyldest og sine råb. Han ville sige: ”Nu kommer sandhedens time, nu kommer gengældelsen for, at der er blevet trådt på os efter 1. verdenskrig, nu kommer det menneske, der står solidarisk med os og vort fælles ønske om at have betydning”.</p><p>Måske ville denne ene sige: ”Nu er troen og meningen kommet til os, troen på fremtiden og meningen med vores lange historie”. Og så ville denne ene hurtigt ile tilbage til de andre for ikke at gå glip af noget. Måske ville han være den, føreren lod sit nådige blik hvile på, og den, hans nik gjaldt.</p><p>Ja, hvorfor begejstres mennesker, er det ikke, fordi al deres længsel pludselig ser ud til at blive stillet, er det ikke fordi, det er så svært at leve i fornedrelsen og håbløsheden? Og for 2000 år siden har det ikke været anderledes.</p><p>Men her var der ikke noget nådigt blik og ingen modtagelse af hyldesten, for ganske ene red Jesus ind i Jerusalem. Ensom red han, for den hyldest, der mødte ham, gjaldt det modsatte af, hvad han bragte dem, og hvad det lille arbejdsdyr, æslet, kundgjorde.</p><p>Og få dage efter gik det op for dem, hvor grusomt de havde taget fejl, at han bragte ikke, hvad de havde forestillet sig.</p><p>Derfor er det hele Jesu gerning fra Betlehem til Golgata, der her møder os. For sådan som den dag i Jerusalem drager han bestandigt ind, også hos os i dag, med den kongelighed, der er modsætningen til alt, hvad vi mennesker forstår ved kongelighed. Fattig, ussel og tavs. Barnet i krybben og manden på korset. Hans kongegerning er modsætning til, hvad skarerne bestandigt forstår ved kongelighed. I Betlehem, i Nazareth, i Jerusalem.</p><p>Og hvis vi endnu en gang gør det eksperiment at trække én ud af skaren, der få dage efter indtoget råbte ”korsfæst ham”, og spørger ham, hvad der nu driver ham, så vil svaret nok være, at det var en fejltagelse: ”Jeg 3 troede, at han bragte meningen og storheden, men det holdt ikke. Jeg synes pludselig, at livet fik indhold, men det var en fejltagelse, det var en misforståelse, en skuffelse. Ja, jeg føler mig nærmest bedraget, og det kan jeg ikke leve med”. Og så ville denne ene hurtigt vende tilbage til de andre for at deltage i den fælles dom over ham, der skuffede så fælt.</p><p>Og han ville ikke opdage, at bedraget var hans eget. For Jesus havde netop udvalgt sig trældyret som sit ridedyr, dvs. tjenerens dyr. Han red sagtmodig og ene, han kom ikke triumferende på en hvid ganger, han modtog ikke deres begejstring med nådige vink og nik.</p><p>Men hvad bragte han da, hvad skal det hele være godt for, når mennesket sådan lader sig bedrage, og vil bedrage sig selv?</p><p>Det er dét, en adventsprædiken må handle om. For hvad angår de jordiske førere, så er der ingen tvivl om, hvad de vil, og hvad de lover. De vil netop, hvad vi ønsker mest, og de forsikrer det i tale efter tale, tænk blot på, hvad vi bliver lovet i forbindelse med et folketingsvalg.</p><p>Men hvad bragte Jesus, hvad ville han?</p><p>Ja, for det første må man konstatere, at han ikke var ude efter folkets hyldest, at han ikke lagde vægt på menneskers mening om ham. Dernæst var det tydeligt, at han ingen plan havde, ingen vision, som det vist hedder i dag. Hans ærinde og opgave blev ikke dikteret af menneskers tro og ønsker. Nej, for hans ærinde var alene at være tro mod det, enhver står i, nemlig dødens liv, som det er.</p><p>Det er dét indtog, der finder sted adventssøndag og juledag og hver eneste søndag. Virkelighedens indtog uden pynt og begejstring – det er sandhedens indtog.</p><p>Det er den eneste kongelighed, han har – fattigdommens, virkelighedens, sandhedens kongelighed – at være tro mod livet, som det er, lige til døden. Sådan var og er hans opgave, og således kommer den til at være modsætningen til alt, hvad vi mennesker mener at have ret og krav på.</p><p>Det er det usmykkede og virkelige livs indtog, der finder sted i dag, indtoget af tjenesten - af trællegerningen - for det, der er bag alle jordiske planer og visioner. Det er den tjeneste, der var og er hans, at stå ved sandheden, at være tro ikke mod stemningen og de svingende grene og meningsmålingerne, men mod livet selv, som det er bag al begejstringen.</p><p>Og denne tjeneste var hans udelukkende af én grund – for den fattiges skyld, for det menneskes skyld, som er bundet uløseligt til livet med døden for øje. For din og min skyld, til os drager han ind. Tjener for den afmægtige, tro mod den, som intet kan og intet forstår.</p><p>Han kender ingen anden sags end barnets, der intet andet kan eller formår – ingen anden end det fortvivlede menneskes sag - din og min sag.</p><p>Så ringe og ussel er hans kongelighed – ja, for os ser den ud af intet, hvorfor vi skynder os at se, hvad vi ønsker at se og hylder dét.</p><p>Men det er den sagtmodige konge, der rider ind, og han rider på en tjeners dyr, og således bærer han det, som kun han vil bære: hele den arme menneskeheds byrde. Og han bærer den ene, for der var ingen nådige nik og vink til ham, da det viste sig, hvad han hele tiden havde været: sandheden og det nøgne livs tjener. Og ene bærer han sin byrde frem for Gud, sagtmodig og tavs rider han væk med den fra os, for hos os at efterlade den eneste kongegave, han har at give: sin egen tro, sin egen troskab mod livet, som det er – i dag og i året, der kommer.</p><p>Og han kalder det at få skænket hans tro, han kalder dette at være i Guds rige.</p><p><i>Amen</i></p><p><br /></p>Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-81380023286669296432023-08-28T17:12:00.001+02:002023-08-28T17:12:33.848+02:00Prædiken til 2. s. e. trin. (Luk. 14, 16-24) Glæden ved at miste alle sine undskyldninger<h4 style="text-align: left;"> <i>Om Herren, der indbød til gilde, men hvor de indbudte takker nej, for de har andre ting for. Da bød herren sin tjenere at føre fattige og vanføre til festen.</i></h4><p>Man kan sige, at dagens lignelse handler om undskyldninger. Undskyldninger, vi alle kender. Undskyldninger, vi bruger, når der er noget, vi ikke vil, men egentlig godt ved, vi burde.</p><p>Jakob Knudsen har en sjov fortælling om en lærer, der både var tykpandet og selvoptaget, og som havde voldt ham megen unødig ulejlighed, så Jakob Knudsen ikke længere ville besvare hans breve. Uheldigvis mødte han ham engang tilfældigt og kunne ikke undslå sig for en gåtur sammen med den bekendte. Det var et barskt efterårsvejr, og det blæste hårdt, hvorfor en spytklat, som den ubehøvlede lærer havde sendt afsted, landede på Jakob Knudsens frakke. Nu mente den ubehøvlede lærer ikke, at skylden var hans, men vindens, og derfor ville han ikke første gang sige undskyld – det var jo ikke sket med vilje, sagde han. Men da han endnu engang sender en spytklat afsted, og denne også lander på Jakob Knudsens frakke, reagerer Jakob Knudsen prompte og stikker sin ledsager en på kassen. Den forulempede tabte selvsagt næse og mund.</p><p>Men det er nu ikke den slags undskyldninger, lignelsen taler om. Altså disse, hvor vi har båret os tåbeligt ad og forulempet andre og må bede om undskyldning for det.</p><p>Nej, lignelsen taler om dem, vi mennesker bruger som påskud, alle dem, der kan sammenfattes med ordene: Jeg har desværre ikke tid.</p><p>Om disse undskyldninger siger lignelsen, at de er løgn. For sandheden er ikke, at man ikke har tid, men derimod at man ikke vil. Ville man, skulle man nok finde tiden til det også.</p><p>Nu kunne man indvende, at det dog ikke er alt, man bliver bedt om, som man er pligtig til at ville. Men er det så ikke mere ærligt at sige det lige ud, er det ofte ikke mere hensynsfuldt at være ærlig? I det mindste bevirker sandheden, at man selv er klar over, at man lyver og ikke tror på sin egen løgn.</p><p>Men det med ærligheden er nu ikke det egentlige indhold i lignelsen. Nej, det egentlige indhold er at sige os, at der findes noget så stort, at over for det bliver alle undskyldninger til løgn. Der er noget til i livet, som enhver må stå ret for. Der er noget, der er så stort, at det eneste ærlige er at kendes ved det. Og Jesus i lignelsen kalder dette store for Guds indbydelse, og han mener hermed slet ikke noget mystisk eller særlig religiøst, men han mener, at den, der ikke vil møde livet og alt, hvad det skænker ham, med respekt, den, der ved hjælp af undskyldninger lyver sig væk fra livet ud i drømme om sin egen betydning, han lærer aldrig, hvad det er at leve.</p><p>Lignelsen vil sige, at ved hjælp af undskyldninger holder vi mennesker os livet på afstand, vi søger ved hjælp af undskyldninger at søge dækning mod livet, fordi det forekommer os for hårdt og besværligt. Kendsgerningerne holder vi ikke af at se i øjnene, for de er ærlig talt ikke smigrende for os selv, og først og fremmest vil vi ikke være ved selve denne kendsgerning, at vore undskyldninger kun er undskyldninger.</p><p>Der er ikke grænser for alle de gode forklaringer, vi kan bringe om, at de er alvorlige, og der er ikke grænser for så smukke, vi kan gøre dem. Vi har pligter, og vi har idealer, som vi ikke vil svigte. Svigtede vi dem, siger vi, så svigtede vi livet. Vi fastholder nemlig med en djævelsk stædighed troen på vor egen betydning og værdi. Og det gør vi, fordi uden den tro forekommer livet os meningsløst og tomt.</p><p>Er det ikke livets inderste krav til enhver, at han skal sørge for at få noget ud af det? Og denne påstand pynter vi op med at sige, at det ikke blot er for vor egen skyld, vi skal have noget ud af livet, nej, det er for udviklingens og dermed for alles skyld.</p><p>Var det ikke vigtigt, at manden i lignelsen passede sin mark elle sine kreaturer eller sin kone, som han lige havde fået? Vist var det så, men Jesus vil sige, at ved siden af Guds indbydelse er intet vigtigt. Den går forud for alt. For hvad var et menneske uden den? Nej, livet er vigtigere end det, vi får gjort det til.</p><p>Jamen, indvender vi, livet er jo ingenting i sig selv, det er kun, hvad det bliver gjort til!</p><p>Nå, så det tror du? siger Jesus. Men det er indbildskhed at tro, at du er større end livet, og at det er dig, der skal gøre livet til det, det skal være. For du tager fejl, min ven, livet er større end dig, ja, over for livet er du slet ingenting, og al den pynt og stads, du pynter dig med, er intet værd. Blot undskyldninger og frygt. Du tør nemlig ikke møde livet uden at have noget at falde tilbage på, derfor er det, du tildeler dig selv så megen betydning.</p><p>Og hermed er vi nået til, hvad Jesus mener, når han lader Guds indbydelse være det, som ingen undskyldning kan eller skal bestå overfor. For han siger om livet, at det er en indbydelse fra Gud til at tro Gud. De kendsgerninger, som vi ikke tør møde, det nøgne liv, det, som har dødens stempel, og som vi derfor frygter, det liv er Guds indbydelse til at tro Gud – og når vi ved hjælp af den fineste art flygter fra det, er det Gud, vi flygter fra.</p><p>Hvem tør være ved, at med alt, hvad han gør, er han intet værd? Har vi ikke alle travlt med at gøre os værdifulde og vores liv indholdsfyldt?</p><p>Men Jesus sagde: ”Når I har gjort alt, hvad jeg har befalet, er I unyttige tjenere”, og det er baggrunden for hans lignelse. Det er det samme, han lader Gud udføre i lignelsen, dér hvor Gud befaler tjenerne at gå ud på veje og stræder og indbyde alle dem, de kan finde dér: alle fattige, vanføre, lamme og blinde, kort sagt alle dem, der er i livets vold.</p><p>De er Guds børn, siger Jesus. Ikke dem, der er noget, eller som tror, at de skal blive til noget.</p><p>Livet er godt, som det er, siger Jesus, ikke sådan at forstå, at han kalder dét godt, som er frygteligt, for det er frygteligt at være fattig og lam og vanfør, men livet er godt, fordi det er Guds, fordi Guds nåde er over det.</p><p>Det er ironien i livet, at vi mennesker søger at gøre livet godt, og på den måde mener vi at finde frem til det, vi forstår ved Guds nåde, men derved fornægter vi Guds nåde, netop derved flygter vi fra Gud.</p><p>Nej, at tro Gud er at stå afsløret og nøgen uden noget menneskeligt håb. At tro Gud er at få alle sine undskyldninger stemplet som udflugter. Først dér er der kun Gud tilbage at tro på, men netop dér er han også. Og hele livet er således en eneste indbydelse fra Gud til at tro ham. At være uden undskyldning er menneskers skræk, men i evangeliet er det den store glæde. Her får vi glæden ved at miste undskyldningerne.</p><p><i>Amen</i></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-72454800375342790382023-06-18T14:21:00.002+02:002023-06-18T14:21:26.926+02:001. søndag efter påske (Johannes 20, 19-31)<p> Det er jo en gammel historie, vi her anbringes midt i. Vi føres midt ind i en stue, hvis døre var låsede, og derinde sidder en meget lidet tapper skare.</p><div style="text-align: left;"> Hvem er det, vi bliver lukket inde sammen med? Det er en slagen mands disciple. Ham, de havde sluttet sig til og hvis ord, de havde suget til sig, som om de var selve livets ord, han var af gode grunde ikke hos dem, for hans fjender havde slået ham ihjel. Så let, så let havde hans fjender besnakket folkestemningen, så let, så let havde de hidset folket op imod ham. En falsk profet havde de beskyldt ham for at være, én, der vildledte folket, lærte dem løgn i stedet for sandhed, og nu var henrettelsen sket, og dér sad disciplene og krøb sammen bag en låset dør. Skuffede var de og bange, bange for, at hans fjender nu ville fortsætte jagten og også forfølge dem.<br /> Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor trykket stemningen havde været. Mest, må vi håbe, især trykket over skuffelsen, de havde lidt. Skuffede og chokerede, som danskerne var det den 9. april 1940. For vi kan nok forestille os, hvor stor og chokerende skuffelsen denne dag var for 83 år siden. En hel og fredelig verden, som man troede var så temmelig sikker, faldt pludselig sammen. Virkeligheden, som man ikke havde troet mulig, viste sig pludselig at være alt for virkelig.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Alle fraserne, man havde levet på, afslørede sig som fraser, illusionerne om ens egen ubetydelighed, der skulle være den sikreste garanti for ikke at blive ramt af den store verdens katastrofe uden for ens dør, viste sig som de illusioner, de var.<br /> Flere generationers tro på, at bare man passede sig selv, fik man også lov til at leve i fred, faldt den dag med et slag fra hinanden. En lammende skuffelse bredte sig, og man sad og vidste ikke, hvad man skulle tro og gøre. Jeg bringer dette emne på banen igen, for det er noget ganske tilsvarende, vi i dag føres ind i. Der havde levet én imellem dem, et menneske som dem selv, og han havde talt om livet, så stort og gladeligt og myndigt, som ingen anden. ”Aldrig har noget menneske talt således som han”, sagde de.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Nyt mod til at leve havde han givet dem, ny tro, lys i mørket, et bundet og bastet folk havde rejst hovedet ved hans tale og fået nye kræfter. Ham havde de sat hele deres tro til, og nu var han ubarmhjertigt blevet taget fra dem. De havde troet, han var uovervindelig, og så var han uden anstrengelse, uden modstand, blevet overvundet. Og her sidder de, bag den låsede dør, mismodige og fortabte, ængstelige for den skæbne, der nu ventede dem.<br /> Og vi føres ind i deres selskab, for vi passer egentlig godt sammen med dem - når vi skal være ærlige, er vi ikke så forskellige fra dem. Det er lidt hårdt at skulle sige det, men det er en dårlig prædikant, der lyver om livet og foregøgler folk en masse, som slet ikke passer. Sandheden er jo den, at ingen slipper igennem livet uden skuffelser, ja mere endnu uden at føle sig bedraget af livet. Det viser sig ofte slet ikke at være så godt og behageligt, som man tror – især som ung. Det giver skrammer, mange skrammer og dybe skrammer, ja mere end skrammer, det slår én over ende og tager magten fra én.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Og hvad gør man så? Man holder den gående, for livet skal jo leves videre, siger man. Man samler de glæder op, man kan finde, men også de viser sig at være temmelig hule, man slår tiden ihjel, for tiden er blevet til en fjende, der skal overvindes, og som man lader sig underholde og dysse i søvn af. Man løber med flokken, for hvem tør være sig selv, hvem tør stå alene med sig selv og se den sandhed i øjnene, at der intet er at vente sig?<br /> Sådan sad disciplene den gang, og sådan sidder vi i dag, også vi bag tætlukkede døre og tør slet ikke være os selv eller give os selv til kende. Dørene er tætlukkede menneske og menneske imellem, ja, selv mellem de nærmeste. Vi lukker os, uden selv at vide det, inde med os selv og lever udadtil af det, der er let tilgængeligt: underholdning, tidsfordriv og store ord, der ingen dækning er bag.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Jo, også vi hører hjemme sammen med disciplene som dem, der intet håb er for mere, blot er der måske den forskel mellem dem og os, at vi tør ikke stå ved det.<br /> Men det bliver fortvivlelsen ikke mindre af. Og så er vi altså nu sat dér, hvor vi hører hjemme. Og så er også vi med i det, der pludselig sker. Ind gennem den låsede dør kommer han, han, hvem også vi håber på uden at vide det. Han, der taler livets ord, han, der skænker fred i stedet for fortvivlelse. Gennem den lukkede dør kommer han og siger: Fred være med eder.<br /> Andet sker der i grunden ikke. Ja, han taler også og siger: Dette ord skal I bringe videre, ved jer skal jeg komme til alle med min fred. Som I har fået min fred nu, sådan skal I give den til enhver, og således skal den være overalt. Og disciplene blev glade, og de gjorde, som han havde sagt, de fortalte det videre først til den af dem, der ikke havde været der, Thomas. Men han sagde: Sludder og vrøvl, I skal ikke få mig til at tro på sådan noget snak.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Lyder det bekendt? Ikke sandt, det er jo som talt ud af vor mund. Nej, skal der troes, så må vi have noget håndfast at tro på. Men hvad sker der? Kun 3 dage efter kommer han til Thomas gennem lukkede døre og siger: ”Værsågod, føl nu godt efter, du, som ikke vil tro, uden du har noget at tro på”.<br /> Så må han give sig, men Jesus siger til ham: Det var en ynkelig historie med dig, for jeg vil, at du skal tro uden at have noget at holde dig til. Hvad er den tro værd, der bygges på håndfaste beviser, den falder jo sammen, når beviserne falder sammen. Nej, den tro, jeg er kommet med, er den tro, der tror trods alt og imod alt, der altså blot tror.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> At tro således er at tro på Gud, og i den tro er hele saligheden, al fred og glæde. <br /> Og nu begynder vi at forstå, at han måtte dø for at demonstrere for os, hvori troen består. Nemlig, at ikke kendsgerninger, ikke døden, nej, intetsomhelst kan dræbe den tro, for den trodser det altsammen.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Det er, hvad historien om den låsede dør og den opstandne vil sige os. Den vil sige os, at Guds fred er stærkere end døden, at Guds kærlighed er større end vor skyld, og hvad er der så at være fortvivlet over? Når intet, absolut intet, ingen død og ingen synder, ingen lidelse og ingen modgang kan skille os fra Gud, så er jo freden og glæden her på jorden midt i uroen og frygten.<br /> Den er i hans ord fra Gud og hans tale om Gud. For Guds fred kan ikke låses ude, den er Guds alene og skænket os af ham i vor Herre Jesu ord og gerning.</div><p> <i>Amen</i></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-72453429933708831902023-03-03T13:25:00.000+01:002023-03-03T13:25:00.794+01:00<p> <b style="text-align: center;"><span style="font-size: large;"> </span><span style="font-size: x-large;">Ændring af konfirmationsdatoer</span></b></p><p><b><span style="font-size: large;">Som konsekvens af regeringens afskaffelse af storbededag, har jeg besluttet at flytte konfirmationsdagen for b-klasserne, så den fremover vil ligge på 1. søndag efter påske.</span></b></p><p><b><span style="font-size: large;">A-klasserne vil fortsat blive konfirmeret 2. søndag efter påske.</span></b></p><p><b><span style="font-size: large;">Det betyder, at i 2024 skal b-klassen konfirmeres 7. april og a-klassen 14. april.</span></b></p><p><b><span style="font-size: large;">I 2025 er der kun en klasse, og derfor bliver alle konfirmeret 2. s. efter påske den 4. maj.</span></b></p><p><b><span style="font-size: large;">Jeg regner med de klasser, som børnene går i, inden sammenlægning med fryndesholmeleverne i 7.kl.</span></b></p><p><span style="font-size: medium;"><b><br /></b></span></p><p><i>Elisabeth K. Jensen</i></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-12582531532470953472023-03-03T13:24:00.000+01:002023-03-03T13:24:10.593+01:00Er det rimeligt?<p><b> Prædiken om arbejderne i vingården (Matt. 20, 1-16)</b></p><p>Lad os som det allerførste slå fast, at lignelsen om arbejderne i vingården handler om Gudsriget.</p><p></p><p>”Thi med himmeriget er det..” siger Jesus.</p><p>Den handler altså ikke om overenskomstforhandlinger eller om sammenhold på arbejdspladsen, eller hvad vi mennesker ellers kunne finde på at bruge den til. Den handler om Guds rige, sådan som det sker her, hvor husbonden handler.</p><p>Gud skal bruge arbejdere i sit rige, siger den, og så går han ud for at finde dem. Ligesom han i sin tid gik til Abraham – det er Gud, der kommer til dem. Det er ikke arbejderne, der skal gøre sig umage for at komme ind i Gudsriget, nej, Gud går ud og finder dem. Uden ham ville de stå løse og ledige på torvet, og der er vel ikke noget mere forfærdeligt for arbejdere end ikke at have noget at rive i.</p><p>Men det sørger altså Gud for – han går ud og finder dem, selv dem, som det syntes at se helt sort ud for, finder han. Dem, for hvem tilsyneladende alt håb synes at være ude. Lignelsen handler derfor om Guds utrættelighed, for han holder ikke inde, selvom det er sent på dagen, og det kunne se ud til at være for sent for nogle arbejdere. Det er det ikke, siger lignelsen, for Gud er utrættelig.</p><p>Egentlig kunne lignelsen slutte her, for det skulle i grunden være nok, dette, at Gud ikke giver op, at han utrættelig sørger for, at alle bliver lejet. Dette skulle være glæden i sig selv, at ingen får lov til at blive ladt tilbage, men enhver kommer til det, der er meningen med arbejdere – at arbejde. Men lignelsen nøjes ikke med det.</p><p>Nej, ikke bare kommer de i arbejde, men også lønnen har Gud tænkt på. Han handler ikke hen over hovedet på sine arbejdere men sørger for, at de får den løn, de med ham bliver enige om. Gud handler altså ikke hen over hovedet på mennesker, han er ingen lemfældig Gud, som udnytter menneskers nød, nej, han ved virkelig godt, at de skal have løn for, hvad de gør i hans vingård, selvom det allervigtigste – dette at de kom i arbejde – bliver opfyldt.</p><p>Gud er både utrættelig og ser alle, og han er også lydhør og hører på mennesker.</p><p>Og da dagen er gået, og arbejdet færdigt, opfylder han, hvad de er blevet enige om. Han holder sit ord og sin aftale. Alle skulle altså være glade, for der var virkelig ikke grund til andet.</p><p>Men så er det, det går galt, for de er ikke glade. Da de første ser, at de sidste får den samme løn som de førsthyrede, bliver de utilfredse. De skulle være glade, fordi de havde fået arbejde, og fordi deres gode Herre holdt, hvad han havde lovet dem. Men det er de ikke, for de vil ikke blot have dette, det vil de ikke nøjes med – de vil have rimelighed. De glemmer helt at tænke på, at uden Guds utrættelighed havde de stået på torvet hele dagen og havde naturligvis slet ingen løn fået. Alt det glemmer de, for de vil have rimelighed, de, der ovenikøbet var så heldige, at de til forskel fra den sidstlejede var sluppet for uvisheden, mens dagen på torvet gik. De vil også have rimelighed fra Gud. De vil ikke nøjes med Guds utrættelighed og ordholdenhed.</p><p>Der kommer en lille grim fugl flyvende dér ved lønningstide – den hedder sammenligningen. Vi har hørt om den før, den kom allerede i Paradisets have, formidlet af slangen. Den kom til Kain, da han så sin brors bål, den kom til Kong Saul, da han så folkets glæde over David. Jo, sammenligningen er virkelig en grim fugl, for den får mennesker til at se til siden i stedet for at se på Gud, og så går alting galt. For mennesker forsér sig på det, der er ved siden af dem, så de slet ikke ser Gud, og de ser, at Guds handlen ikke rimer med, hvad de mente, den skulle rime med. At de havde noget forud for de andre, at de havde arbejdet mere – dét skulle Gud dog have sans for.</p><p>Og sådan viser de, at de havde noget med på arbejde, som de havde gemt i lommen: kravet til Gud.</p><p>Nu er der en ting, jeg aldrig har kunnet lade være med at spekulere over, og det er, hvorfor Gud dog (og det er jo husbonden, der er Gud), hvorfor han dog sagde til sin forvalter, at han skulle udbetale de sidste arbejdere deres løn først? Han kunne jo helt have undgået, at sammenligningen kom til ved at vise sin godhed skjult, således at de første arbejdere ikke havde set det. De kunne være gået i glæde over, at også denne dag havde Gud sørget for, uvidende om, at Gud handler, som han gør. Og alt ville have været godt. Men Gud giver udtrykkeligt forvalteren besked om, at de sidste skal have løn først.</p><p>Og jeg kan ikke forstå denne besked anderledes, end at han vil have, at de første skal være vidende om hans handlen.</p><p>Hvorfor fremprovokerer Gud denne forargelse, hvorfor bringer han sammenligningen frem – for det er jo det, han gør?</p><p>Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det.</p><p>Skulle det mon være, fordi han ville lade arbejderne se, hvor god han er, og således finde dem iblandt dem, der virkelig var værdig til hans godhed? En slags prøve, der kunne skille fårene fra bukkene – fårene, som skulle være dem, der alene glædede sig over Guds godhed?</p><p>Det lyder ikke helt forkert, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds med svaret, for jeg kan ikke frigøre mig for den mistanke, at disse sidste arbejderes glæde måske ikke var så oprigtig og sand, som lignelsen lægger op til.</p><p>Er det ikke muligt, at de har stået med et stille triumferende smil – tænk sig, en hel dagsløn for en times arbejde – mon de har kunnet skjule deres stille tilfredshed og lade være med at skele til siden, for at se hvordan de først reagerede?</p><p>Det er en episode med disciplene, der får mig på denne tanke, for da Jesus et andet sted fortæller farisæerne om den fortabte søn og den helt overvældende godhed og nåde, der mødte ham, og som den ældste søn mildest talt blev forargelig over, så har Jesus omgående et skarpt ord at sige disciplene, som så indforstået stod og hørte på den historie.</p><p>Men hvis det ikke har været for at finde de sande modtagere frem, hvorfor gør Gud da, som han gør? Hvorfor siger han ikke til forvalteren, at han skal udbetale de sidste lønnen først?</p><p>Skulle det mon være for at sætte dem alle i den fristelse, som hedder sammenligningens, og således afsløre, at der slet ikke er nogen, der undgår at falde for denne fristelse?</p><p>Som sagt, vi hører slet ikke noget om de sidste arbejderes modtagelse af deres overvældende løn, og det er helt mit eget bryg, det jeg antyder, men én ting ved vi: at da Jesus, som jo fortalte denne lignelse, kort tid efter stod ved sin lidelse og død, da stod han helt alene. Da var der ikke én, ikke en eneste, der ikke skelede til siden og hørte efter den lille fugls sammenligning.</p><p>Selv Simon Peter, den første og frommeste discipel, hvis spørgsmål til Jesus i øvrigt bevirkede, at han fortalte vores lignelse. For det var Simon Peter, der havde spurgt Jesus: Se, sagde Peter, vi har forladt alle ting og fulgt dig, hvilken løn skulle vi have?</p><p>Sådan havde han spurgt, den gode discipel, og han havde virkelig forladt alle ting og fulgt Jesus. Sit arbejde og sin familie, sin sikkerhed og sit gode udkomme, havde han forladt. Men én ting havde han ikke forladt, sin forventning om, at Jesus var rimelig – at han svarede til, hvad han kendte.</p><p>Og derfor løj Simon Peter for Jesus, for han havde ikke forladt alle ting, sin sammenligning havde han ikke forladt.</p><p>Skulle det mon være derfor, Gud gør, som han gør – for at afsløre, at stillet ind i sammenligningen er det ikke blot de første men også de sidste, som står tilbage som løgnens børn, som syndere for den Gud, hvis utrættelighed og godhed møder dem alle?</p><p>Og så slutter lignelsen slet ikke med de førstes surhed eller med ordene om, at de første skal blive de sidste, så slutter den langfredag, hvor både de første og sidste var enige om, at sammenlignet med, hvad de forventede og krævede af denne, var denne mand intet at samle på. Eller så viser lignelsen fra begyndelsen til slutningen hen til påskemorgen, hvor Guds utrættelighed og godhed satte sig igennem, som Guds, dvs. som den, der slet ikke skelner mellem de første og de sidste, for det skel kender kun mennesker. Hvad Gud kender, er blot syndere på denne jord, som kun kan og vil deres eget, og som derfor kun har Guds utrættelighed og godhed at leve af.</p><p><i>Amen</i></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-83948673244502333392022-11-29T13:08:00.001+01:002022-11-29T13:08:54.081+01:00 Samvittigheden<p><b>– en prædiken til 2. s. i advent. (Matt. 25, 1-13)</b></p><p> Denne historie handler om 10 jomfruer, der faldt i søvn. Ikke fordi de havde slidt og slæbt. Ikke fordi dagens arbejde havde tæret dem for kræfter, og de med god samvittighed kunne lægge sig til at sove.</p><p>Nej, en sådan salig og god søvn havde jomfruernes ikke gjort sig fortjent til. Tværtimod. De var trætte af ikke at skulle bestille noget. De var trætte af at vente, for intet er så trættende og kedsommeligt som dette bare at vente og vente.</p><p>Spørg en soldat, hvad der er det mest trættende, han kan blive sat til: At være på manøvre en hel nat og ikke få søvn i øjnene eller at deltage i en daglig vagttjeneste, og han vil straks svare: Det sidste, så ubetinget.</p><p>For det er nemmest at holde sig vågen, når man holdes i gang, når der er noget, der holder én vågen og vækker opmærksomhed, når dette ”noget” ikke løber tør, inden vagten er omme, så man må løbe af pladsen og svigte sin opgave, for at hente nyt. Sådan som det skete for de 5 af jomfruerne.</p><p>Og hvad var så dette ”noget”, hvad var olien i de 10 jomfruers lamper? Hvad var det, som de 5 jomfruer ikke løb tør for, da de ventede?</p><p>Ja, hvad får et menneske til at holde ud, når alting virker håbløst. Hvad fik en Martin Luther til at stå sin kamp igennem, hvad får i det hele taget mænd og kvinder til at stå fast og holde ud trods modstand og forfølgelse. Mit svar er: den ængstede samvittighed.</p><p>Samvittigheden, og i særdeleshed den ængstede - et begreb som for længst er afskrevet af vor tids ideologer, psykologer og pædagoger, dømt ude til fordel for begreber som tolerance, fred og fordragelighed - det var samvittigheden, de var bundet til, og samvittigheden bød dem ikke at lyve om tingene. Frem for alt gjaldt dette ene: Ikke lyve. Eller man kunne sige, at det, der drev dem var Sandheden frem for alt.</p><p>For det er samvittigheden, der fører os, det er den, der skridt for skridt driver os afsted.</p><p>Og derfor er det vigtigste spørgsmål, enhver kan stille sig selv spørgsmålet: Har jeg ret? Har jeg ikke misforstået samvittighedens tale?</p><p>Det var den bekymring, der opfyldte Luther, da han stod der ensom over for Europas mægtigste mænd og enten skulle stå ved, hvad han havde skrevet eller forkaste det hele. Det var med stor sandsynlighed, hvad modstandsmændene tænkte i Shell-huset, hvor de som Gestapos fanger var dømt til tortur og henrettelse: ”Har jeg ret?”</p><p>Og ingen kan forvente, at verdens mægtige forstår et sådant spørgsmål, fordi for dem må spørgsmålet altid være: Hvad er klogest, hvad kan bedst betale sig? Deres samvittighed er en stemme, der giver dem de mest fordelagtige råd. Men den ensomme mand står dér med sin ængstede samvittighed og ved ikke andet end at lade den råde.</p><p>Og derfor lød de velkendte ord: Her står jeg, jeg kan ikke andet, for det er ikke rådeligt for et menneske at handle imod sin samvittighed. Ord, som ikke har været ligegyldige for eftertidens ængstede samvittigheder.</p><p>Grunden til, at jeg indleder med disse ord, er jeg gerne ville, at det skulle fremstå lige så tydeligt, at de ængstede samvittigheder ikke er noget, vi skal begræde eller fortvivle over – og da slet ikke behandle eller afskaffe. De har skabt både vågne og modige mænd.</p><p>For hvad, der skulle komme ud af det hele, spekulerede de ikke på. Der var ikke en plan med det, de gjorde, de overvejede ikke slagets gang – de beregnede ikke ud i fremtiden, hvorledes de nu skulle forholde sig – sådan som vi i vor tid lader fordele og ulemper veje op imod hinanden, læser statistikker og fremtidsprognoser og kalder det at være vågen – en sådan fremtidsprofeti, en sådan spåen-i-kaffegrums var de ikke drevet af og vågne overfor.</p><p>Men løgnen, dette at mennesket stillede sig an, som om alt var lige godt, som om der ikke var noget, der var løgn, og noget, der var sandt her i tilværelsen – at der ikke var op og ned i verden, dét var de vågne for.</p><p>De var ængstede, ikke for verdens dom, men for Guds dom og derfor vågne over for, at de ikke løj for sig selv- eller over for sig selv.</p><p>Og derfor er det, at den for mange pinagtige tale om dommedag, slet ikke er så pinagtig. For ret forstået befrier den fra de mange små dommere og deres tyranni. Der er vigtigere ting end denne verdens domme. En klog teolog har sagt det præcist, da han skrev, at kirken skal frygte Gud, ikke verden, og kun når kirken frygter Gud, behøver den ikke at frygte verden. Frygte i betydningen at nære ærefrygt og omgive sagen med alvor, lydhørhed og lydighed.</p><p>Kort sagt, at være vågen for at tale sandt om Gud og Guds rige, det er hovedspørgsmålet, det er det spørgsmål, alle andre spørgsmål må vige for. Man kan med rette sige, at som den afventende og usikre står vi foran Guds rige. Og netop i den ængstelse ligger forventningen gemt, for den betyder, at vi alene må se hen til Gud, ham som alene kan frelse os gennem livet og døden.</p><p>Luthers og andre modige mænds ængstelse var derfor deres vågenhed, deres ængstelse var derfor olien i deres lampe.</p><p>Uroen, angsten, usikkerheden førte dem til Gud, og holdt dem vågne, så de ikke slumrede ind og kaldte alt lige godt, selvom der var tale om en løgn, der lokkede med ro og fred.</p><p>Det er denne uro, der peger på Gud, og som fører til Gud, som Jesus ved sin lignelse vil kalde frem. Og derfor er den om muligt mere aktuel end nogen sinde. For er der noget, vi dyrker i dag, så er det freden og roen og kompromisset så vi kan sove roligt og være glade. En hysterisk bekæmpelse af alt, hvad der kan skabe ængstelse præger os. Vi elsker tilsyneladende den store og dræbende fred, i hvilken vi kan sove evigt. Og man må spørge sig selv, om ikke det er en udtrykt form for had til livet, der hermed afsløres. For alle bestræbelser, alt hvad der kaldes godt, alt sammen synes at dreje sig om én ting –bekvemmelighed, magelighed, med et andet ord; søvn.</p><p>Der er tilsyneladende kun én sandhed, der er værd at kæmpe for i dag. Og det er, at intet står fast, for alt er til forhandling og diskussion, mener vor tids profeter. Således skabes det fejge og duknakkede menneske, der kun følger flertallets og gruppens veje, og hvor derfor enhver alvor og sandhed er taget ud af livet.</p><p>Ja, sådan ser denne verdens klogskab ud, men det er tilmed dårernes vej. For de ser ikke og vil ikke se, at de lukkes ude, døren lukkes for dem til, ja, til hvad? Til sandhedens rige, til lyset og livets rige, forventningens rige, dér, hvor Gud er giveren, hvor Gud er ham, der lukker døren op og siger: Velkommen i min bryllupssal.</p><p>Ved at fortælle denne lignelse, og ved selv at gå forventningens vej, som lignelsen lovpriser, ja, ved at gå den vej ikke blot befaler Jesus os at gå samme vej, men han blev ligefrem den, der som Gud selv, lukker døren op for os til Guds rige.</p><p>Sådan er det, siger han, uroen og ængstelsen hører med til livet, den må du ikke kvæle, for det er at tage al liv ud af livet, da ængstelsen holder dig levende, idet den kaster dig i armene på Gud.</p><p><i>Amen.</i></p><p><br /></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-44777228115701489502022-09-07T17:31:00.008+02:002022-09-07T17:33:18.051+02:00Prædiken til 7. s. e. trinitatis<p> Vi kan ikke lade være med at undre os, når vi hører om de store og underfulde gerninger, Jesus gjorde i sit korte liv. Vi kan ikke lade være med at undre os over, at det gik ham, som det gjorde – at det endte med korsfæstelse og død.</p><p> For her gik han omkring blandt jøderne og gjorde virkelig epokegørende ting, underfulde gerninger, som alle dog måtte sukke efter. Helbredte syge, mættede sultne, ja, opvakte døde. Han gjorde alt det, som enhver mest brændende måtte ønske, og så alligevel gik det ham så sølle.</p><p>Så endte det dog med forfølgelse og kors frembragt af de mennesker, som selv havde set hans gerninger, ja, måske ovenikøbet selv havde været ude for en af dem.</p><p>For vi hører jo langfredag, at ingen, absolut ingen, var interesseret i at forsvare ham, men at alle råbte ”korsfæst”, ”korsfæst”. Og det skulle dog være underligt, om ikke der i denne flok har været mennesker, som havde været vidne til en af hans underfulde gerninger. Ja, at der ikke skulle have været en enkelt i blandt, som selv havde følt dem på egen krop. Tag nu de 4000, som han mættede i ørkenen, mon ikke det skulle tænkes, at et par stykker af dem var blandt flokken langfredag?</p><p>Men tilsyneladende har disse undere ikke haft den virkning, man så indlysende forventede. Mærkværdigvis var der ikke én, som stod frem og sagde til ypperstepræsterne og de skriftkloge eller til Herodes eller Pilatus: ”Denne mand ejer evner, som kan helbrede og mætte og opvække døde. Ham skal I ikke korsfæste, tværtimod skal I bruge ham! Vi har selv oplevet, hvad han kan”.</p><p>Jo, det kan undre, at det gik, som det gik. For hvordan kan man den ene dag opleve en underfuld bespisning, hvor der ingen mad var, eller se en far gå bort med sin raske søn, som få minutter forinden var døden nær – hvordan kan man om den mand, som gjorde alt dette gode, kort tid efter råbe ”korsfæst”.</p><p>Og så er det dog alligevel ret oplagt, at det endte sådan. For der er det helt særlige ved Jesu undergerninger, at de aldrig blev brugt, som menneskene ønskede, de skulle bruges. De blev aldrig et led i et program, de blev aldrig en del af en sag, de kunne for så vidt ikke bruges til noget som helst, fordi Jesus selv nægtede at lade dem bruge.</p><p>De skete helt tilfældigt, når situationen krævede det. Men det var for menneskemassen omkring ham tydeligt, at de alligevel ikke var til nogen ting. For Jesus selv afviste at lade sig bruge.</p><p>Hver gang menneskemassen slog sammen om ham og i begejstring over, hvad der var sket, ville hylde ham, gik han sin vej.</p><p>Der måtte åbenbart være noget, man havde misforstået. For nok mættede han nogle sultne, men han påtog sig ikke at udrydde sulten i verden. Nok helbredte han her og der, men han gav sig ikke i kamp med at udrydde sygdommen som sådan.</p><p>Og han ville da slet ikke, at underne skulle forstås som bevis for hans særlighed, for han forbød folk at tale om dem.</p><p>En sær kynisme, kunne vi næsten fristes til at kalde hans opførsel, for kunne bespisningen ikke lige så godt være et led i opgøret med verdens sult, kunne helbredelserne ikke være begyndelsen på kampen mod al sygdom og nød? Jo, vi forstår den øjeblikkelige begejstring, men vi aner måske også, hvorfor den slog om, for vel gjorde han godt mod menneskene, men der kom jo intet ud af det på lang sigt. Det var kun øjeblikkets handling, og han kunne derfor ikke bruges i en sag eller i et program, for han nægtede at lade sin magt bruge i den sammenhæng.</p><p>Det var derfor, folkemassen blev skuffet. Så meget kunne han, men så lidt ville han!</p><p>Ja, vi hører endog, at han indleder en helbredelse med at sige til den syge: ”Vær frimodig, dine synder forlades dig”, som om helbredelse ikke var det vigtigste for en syg. Han havde den frækhed at sige til verden, at underne blot var tegn på noget helt andet – disse undere, disse mægtige gerninger – som verden i den grad ønskede sig.</p><p>Men sådan var det bestandigt med ham. Tag eksempelvis sabbatten, som han åbenlyst ikke respekterede, i og med han helbredte på en sabbat. Men gjorde han ordentligt op med dette lovtyranni, som sabbattens strenge overholdelse var udtryk for? Satte han sit mod i system, hjalp han effektivt alle dem, som måtte lide under dette umenneskelige system?</p><p>Næh, det gjorde han ikke, han brød sabbatten et par gange og talte nok så frimodigt imod den, men kom der noget ud af denne frimodighed?</p><p>Og hvad med den romerske besættelsesmagt, som jøderne led under, eller fattigdommen, eller de foragtede samaritanere – hvor var de tilbundsgående opgør? Med andre ord; kunne han overhovedet bruges til noget?</p><p>Jo, vi begynder at ane, hvorfor det gik ham, som det gjorde. For hans gerninger var så lovende, men ingenting kunne man tilsyneladende bruge ham til. Det så ud som tilfældigheder, og dét var utilgiveligt. Og denne anke lyder ganske nutidig. For hvordan lyder ikke protesten mod kristendommen i dag? Er det ikke netop, hvad der ankes over i dag: Hvor er kirken i det godes tjeneste? spørger de selvbestaltede gode. Hvor er kirken i forhold til miljøets og LGBT´s og me-too´s tjeneste? Hvor er den i forhold til flygtningene, og de undertrykte? Er den ikke foruroligende usynlig?</p><p>Nok råber menneskene ikke ”korsfæst”, for man er vel blevet human og oplyst, men skuffet vender man kirken ryggen, den som er så tavs. Fortørnet melder man sig ud. For man må undsige den kirke, som ikke vil gå ind i den gode sag, når nu det må være i alles interesse at få det onde udryddet. Og hvem skulle være nærmere til det end den kristne kirke?</p><p>”Ja, hvad tror du, der egentlig bliver tilbage af dig?”, spørger man kirken, ”hvis du ikke tager del i det gode arbejde?”. Så kan du ligge der som en stivnet forbenet størrelse – måske glemt, eller værre, måske uddød og forsvunden.</p><p>Ikke sandt, hvad var det, det lød til Jesus langfredag?: ”Andre har du frelst, frels nu dig selv”.</p><p>Vær frimodig, dine synder er dig forladt, sagde Jesus til den syge. Jeg skal ikke ordne verdens hungersnød, sagde han indirekte, da han en enkelt dag mættede 4000 og lod det være ved det.</p><p>Giv kejseren, hvad kejserens er, sagde han til dem, som sukkede under besættelsesmagten, og giv Gud, hvad Guds er.</p><p>Og det betyder: Pas du, hvad der skal passes på jorden, dvs. din næste, dit ansvar. Pas du din sag, så passer Gud sin. Hvor du finder din sag, det må du selv finde ud af, men du kan være vis på, at den er der, og den er din. Din sag og dit ansvar, som derfor ikke skal sættes i system eller laves til et program for at gøre det hele nemmere og mere bekvemt og effektivt – for det er at løbe fra, at det jo netop er din sag og dit ansvar. Derfor: du skal passe din sag, så passer Gud sin – siger han-</p><p>Og han gør det, ved at tilsige os, der er sat i ansvar for vores sag, for vor næste, han gør det ved at tilsige os syndernes forladelse. Og vi ved præcis, hvorfor det er dét, der blev hans sag, når vi ser på alle de udviklingsprogrammer og hjælpeordninger og sundhedssystemer, som vores ansvar og dermed vores næste ganske er forsvundet i. Ja, så ved vi, at til syvende og sidst har vi ikke andet håb i verden end Guds nåde, den som minder os om vor næste og ansvaret for ham, og om, hvad vi skal her på jorden.</p><p>Amen</p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-44084876287340563882022-06-16T17:34:00.000+02:002022-06-16T17:34:46.812+02:00Prædiken til pinsedag<p></p><p class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: 0cm; mso-layout-grid-align: none; text-autospace: none;"></p><div style="text-align: left;"> Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasi-arkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det, som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for. </div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Det kan være ord, som blot er hule fraser. Det kan være mennesker, som er det modsatte af det, de giver sig ud for at være. Og det kan også være en kirke, som ikke er kirke. </div><div style="text-align: left;"> </div><div style="text-align: left;">Og en kirke, som ikke er kirke, hvordan skal vi tænke os sådan én? </div><div style="text-align: left;"> </div><div style="text-align: left;"> Findes den? </div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Er en kirke ikke altid kirke? Det tror vi måske, men det er ikke tilfældet. Lige så lidt, som en skole er skole, bare fordi der står skole med store bogstaver over indgangsdøren, lige så lidt er kirken kirke, bare fordi den kalder sig det.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Undervises der ikke i skolen, er der ikke skole, og er der ikke en kristen gudstjeneste i kirken, er den ikke kirke.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Huset og bygningerne gør hverken fra eller til, men hvad der siges i kirken er det afgørende. Vi kan kalde bygningerne for kirke nok så meget, men forkyndes der ikke kristendom i bygningen, holdes der ikke en kristen gudstjeneste, ja, så forbliver stenene intet andet end en bygning.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Og med gudstjenesten er det som med kirken og skolen. Gudstjeneste er der ikke, bare fordi vi kalder foretagnet for gudstjeneste. Hvilket nok er værd at erindre om, for i det folkekirkelige landskab i dag bliver alverdens ting kaldt for gudstjenester. Der eksperimenteres i et væk med formen, man prøver sig frem for at finde den meste vellykkede og tidssvarende form.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Med andre ord, man tror, at det er os, der skaber kirken og gudstjenesten. Med andre ord, man tror, at vi er herre over Helligånden, ham, som jo alene skaber kirken på jord.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Nu er det egentlig ikke noget nyt, at mennesker tænker sådanne store tanker om sig selv. For 100 år siden mente kirken, at det var dens opgave at være alvorlig og højtidelig og lære menneskene at opføre sig ordentligt og lovligt. I dag skal den være effektiv og aktiv og imødekommende, men en sådan i begge henseender nyttig kirke, som mener at vise sin berettigelse, fordi den er synlig og energisk, er en kirke, som ser ud som kirke, men som ikke er det.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> For 180 år siden stod Sjællands fornemme biskop Mynster på prædikestolen i Vor Frue kirke i København og samlede alt, hvad der fandtes af ånd og borgerskab under sin prædikestol – mindst en halv time før skulle man komme for at få en siddeplads. For han kunne tale, varmt og inderligt og gribende, så enhver måtte mene, at der var virkelig kirke, når han holdt gudstjeneste. Eller var der det? </div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Var det ikke persondyrkelse, var det ikke dyrkelse af den gode moral og af det smukke og højtidelige, Søren Kierkegaard kaldte det deklamation, altså ren form og fremtoning, og kan noget være mere uhyggeligt, end når Gud skjules bag menneskelige præstationer?</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Jo, en kirke, kan sagtens regne sig for at være kirke, men derfor er det ikke sikkert, at<br />den er det. Og det burde få enhver til at gyse ved tanken om, at sådan kan det være. Lad<br />gå, at vi mennesker snyder hinanden, selvom det er slemt nok, men at vi snyder Gud, at vi tager ham til indtægt for vore gerninger, sådan at det bliver os og vore formål, der fylder hans kirke – at det hele kort sagt drejer sig om os – det er uhyggeligt. For det er altid uhyggeligt, når løgn kommer i sandhedsdragt.</div><div style="text-align: left;"><br /> Men hvad har vi mennesker så at stole på, hvis vi ikke kan stole på, at kirken er kirke?<br />Hvis en præst ikke er en præst, som vi kan stole på holder sig til sin opgave? Må vi ikke for vores saligheds skyld have noget at holde os til, som står fast? For har vi ikke det, skrider alt ud. Sådan tænker vi, og så anstrenger vi os for at cementere en aktiv og brugbar kirke.</div><div style="text-align: left;"><br /> Sådan tænker menighedsrådene i vore dag. Det er vort ansvar, at kirken trives og lykkes, derfor skal det kirkelige liv fremmes mere og mere. Det er vort ansvar. </div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Nej, det er ikke! Det er hverken menighedsrådenes eller præsternes ansvar. Om så det, der på moderne dansk hedder det kirkelige liv, om det så blomstrede som aldrig før, om statistikken kunne vise, at der var hundrede i kirke hver søndag, så står spørgsmålet stadigt åbent: Er det andet end menneskeværk, selvom det kaldes for kirke? For en gudstjeneste kan mennesker ikke arrangere, de kan arrangere noget, de kalder for gudstjeneste, men om det er kirke, og om det er gudstjeneste, dét skaber alene Gud.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Vi samles, som dem vi er, mennesker, der ikke kan nå til Gud, hvor gerne vi end ville. Vi samles som dem, der ikke kan gøre kirken til kirke, hvor meget vi end forsøger på det. Vi samles til noget, vi kalder gudstjeneste eller gudsdyrkelse, men om det er dét, beror alene på Gud om han vil lade det være det.</div><div style="text-align: left;"><br /> Og om han vil lade det være det, det er, hvad pinsen handler om. Sandhedens ånd vil jeg bede Gud sende jer, hørte vi Jesus sige. Netop; sandhedens ånd. For vi skal ikke selv skabe sandheden på jorden, vi skal ikke selv gøre kirken til sand kirke, gudstjenesten til sand gudstjeneste, vi skal ikke en gang forsøge på det. For sandhedens ånd er ikke vores men Guds.</div><div style="text-align: left;"><br /> Denne sandhed, at vi ikke kan det selv, er det, som sandhedens ånd prædiker for os, og således skænker den os den sandhed, vi ikke kan skænke os selv.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Vi skal ikke stå på hovedet og stable alverdens nye gudstjenesteformer på benene, vi skal hverken gøre os selv eller verden anderledes, vi skal ikke puste os op og gøre os til som dem, der dirigerer rundt med Gud, som om det er os, der har magten. Nej, vi skal være det, vi er. For som sagt, der findes intet mere uhyggeligt end det, der giver sig ud for at være, hvad det ikke er. Som sagt, det uhyggeligste af alt er det forlorne, det, der ligner men ikke er, for det er det modsatte af Gud. Hos ham er alting ægte, her er ingen løgn, her er intet maskespil, for han er den, han er.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Han er sandheden, og han vil kun, at vi skal lade sandheden råde uden frygt, dvs. stole på, at Gud selv opretholder sin kirke.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Derfor er pinsedag så stor en befrielse – og det burde især geskæftige præster og menighedsråd skrive sig bag ørene-, for den fritager os fra en hver bekymring om kirkens ve og vel. Og den vidner om, at kirken er ikke noget, han efterlod os til vor egen administration, til vor egen hittepåsomhed og aktivitet, men det hører med til hans værk, at han selv råder for den.</div><div style="text-align: left;"><br /></div><div style="text-align: left;"> Det skulle vi tage at glæde os over i stedet for at konkurrere med hans ånd om, hvem der er mest effektiv og succesrig, for den kamp har vi tabt på forhånd, vi ender kun i latterliggørelse og forstillelse. Nej, vi skal derimod glæde os over, at der dog er ét sted, hvor vi ikke bare kan men skal være os selv, hvor alt det kunstige og selviscenesættende og løgnagtige er sat på porten.<br /><br /></div><div style="text-align: left;">Glædelig pinse<br /><br /></div><div style="text-align: left;">Amen</div><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p><br /><p></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-13910994841240917072022-03-06T16:38:00.003+01:002022-03-06T16:38:51.118+01:00Prædiken til seksagesima søndag om sædemandslignelsen<p><b>Gud er ikke karrig med sit ord! </b></p><p>Den stakkels sædemand, der uanfægtet spreder sit tilgivende ord ud uden hensyntagen til tilhørerne og uden sans for at iscenesætte sig selv, ham er der ikke mange, der gider. For han er ikke særlig brugervenlig.</p><p>For hvem vil være den, der trænger til tilgivelse, hvem vil henvises til alene at skulle leve af tilgivelsens ord?</p><p>Nej, vel? Derfor sker det selvfølgelige, at hvor kirken vil være populær, der udvander man evangeliet. Der bliver kristendommen til en ”ha´-en-god-dag-filosofi”. For kravet er, at kirken skal begejstre, og den skal ikke mindst tale, så folk kan nikke genkendende til det, der siges. Den skal ikke støde an, men denskal please og skabe en ”feel good-stemning”.</p><p>Og dét er trættende, dette at være med i et cirkus, hvor man ikke vil stå ved, hvad man er sat til at gøre.</p><p>Det er trættende at overvære, for som sagt, det er ikke kristendom, der kommer ud af en sådan sag, og der er ikke kirke dér, hvor populariteten og succesen dyrkes.</p><p>For man glemmer at stille det helt afgørende spørgsmål, nemlig; Er det sandt? Er det sandt, hvad der siges? Er det sandt, at Gud sendte sit ord i Kristus for at blive populær?</p><p>Lad os høre ordentligt efter, hvad lignelsen til i dag siger.</p><p>”En sædemand gik ud at så og strø´de rundt med begge hænder”, således digter Grundtvig i en salme om lignelsen. Og sædemanden er selvfølgelig Kristus, og sæden han såede, var Guds ord.</p><p>Og dette ord har sin egen vækst. Sådan, som han gik der for snart 2000 år siden, sådan går han den dag i dag, og vedholdende sår han ordet fra Gud. Ordet om Guds grænseløse nåde og tilgivelse.</p><p>Vi hører altså, at Gud har selv ladet det ord så - netop Gud og ikke mennesker. Og læg mærke til én ting, nemlig at vor Herre Jesus ikke gør propaganda, han har ikke travlt med at sørge for, at ordet vokser. Han sår blot, og så må jordbunden tage imod sæden, som den gør. Eller med hans egne ord: Den som har øren at høre med, han hører.</p><p>Men så nøjsomme og beskedne er vi mennesker ikke. Vi vil have trompeter og reklamer. Sædemanden derimod, han bare går og sår, beskedent og uden selviscenesættelse. Og sæden falder, hvor den falder. Meget, måske det meste, går til spilde, for Gud er ikke karrig med sit ord, det lyder, hvor det lyder.</p><p>Det er os mennesker, der har så travlt med, at det ikke skal gå til spilde, vi har travlt med at kirkerne fyldes, og derfor arrangerer vi så meget, der skal lokke og drage, noget moderne og tidssvarende, noget fængende og underholdende. Noget for de unge og noget for de gamle, noget for de rødhårede og noget for de venstrehåndede, men sådan er det ikke med Gud. Han sår blot, han deler ud af sin godhed og barmhjertighed. I ordet, der lyder, gør han det, og om der så kun er én, der hører det, om det så er ringe og fattigt efter vor målestok, så er det dog Guds hele og fulde og levende ord; det ord, som er talt til den, der har øren at høre med.</p><p>Men kirken er blevet forfængelig, og vil derfor ikke nøjes med noget så undseeligt. Derfor vil den lokke og drage. Præsten og kirken skal, som man siger, få folk til at komme, ved at være interessant og betagende og festlig. Folk skal gribes af veltalenhed og have deres følelser varmet op.</p><p>Og således er en hver evangelisk sandhed forsvundet ud af kirken. For kristendommen er ikke varme følelser, den er talen om, at ordet om Gud er sået, sandheden er åbenbaret, Kristus er død og opstanden. Kristendommen er Guds tilgivende ord til enhver synder, nok for både dette liv og det kommende.</p><p>Men for os er det for uanseeligt i sig selv, for lidt fængende, der må mere til, en anbefaling, et skub af en eller anden slags. Dog er kristendommen ikke andet end et ord, der skal høres med egne øre og for egen regning og risiko, og ikke ord, der skal anbefales først, eller et ord, der skal bevise sin egen sandhed ved en særlig virkning eller oplevelse.</p><p>For ordet har sin egen vækst, det gør intet for at beskytte sig selv. Det lader sig både trampe ned og opæde af himlens fugle og dræbe af menneskenes vantro.</p><p>Netop således er Guds ord, det behøver ikke forsvar eller bevis. Den, som har øren at høre med, han hører.</p><p>Sådan stilles vi af Gud ind i afgørelsen, ikke en gang for alle, men hver dag, hver time. Når sædemanden sår sin sæd, så kaldes der på os, så kommer Gud til os. Men han trænger sig ikke på, for det er på ingen måde nødvendigt for ham. Han er Gud og herre, han har tid til at vente, han har råd til at ødsle, hans herredømme afhænger ikke af menneskene, hans trofasthed ikke af, om vi er ham tro.</p><p>Med apostlens ord: Dersom vi er utro, er han dog tro, thi fornægte sig selv kan Gud ikke. Og det er måske det, der irriterer os mennesker mest, at Gud er så uforanderlig. Han er slet ikke med på alle vore krumspring til hans ære og hans riges vækst og fremgang, slet ikke. Han er blot den, han er, en Gud, der kommer ikke i det store men i det små. I det skjulte, kommer han.</p><p>Hvad sagde Jesus ikke om Guds rige? At det er som et sennepskorn; når det sås i jorden, er det mindre end alt andet frø, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og skyder store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.</p><p>Sådan sagde Jesus, og det er præstens opgave at forkynde, at med det ord gav han os Guds rige.</p><p>Men hvorfor vil kirken så mere end det? Eller rettere alt andet end det? Hvorfor vil den ikke nøjes med at forkynde, at med Guds ord er Guds rige midt i blandt os? Fordi det er den for fattigt. Den vil præstere noget, noget der er helt konkret og synligt. Den er blevet færdig med Guds ord, den vil ikke kun have Gud i ordet, der kommer og skænker os ham. Den vil selv, og det, den selv vil, er sig selv. Den er holdt op med at høre og er kun interesseret i at gøre sig til.</p><p>Men den største kunst her i verden er at høre, det er virkelig at kunne høre, ikke blot et ekko af det, jeg kan sige mig selv, men høre noget helt nyt og fremmed. Sådan kommer Guds ord til os med Guds rige i sig; som noget altid nyt og noget altid fremmed. Og så overdådig er Gud, at han bliver ved at komme til os og skænke os sig selv. Han bliver aldrig træt eller utålmodig. Han forfølger os med sit ord. Min sjæl, hvad vil du mere, lad Gud kun råde.</p><p><i>Amen</i></p><p><br /></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-82626281729901483532021-11-29T22:09:00.001+01:002021-11-29T22:09:34.777+01:00Prædiken til 1. s. i advent<p> ”Vi beder dig, vor Gud, himmelske Fader, at du ved din Helligånd vil lede og styre os således, at vi ikke, som verden gør, tager forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord, men bevares i en fast tro på din søn”</p><p class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: 0cm; mso-layout-grid-align: none; text-autospace: none;"><br />Sådan beder vi i kollekten til 1. s. i advent; at vi ikke skal tage forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord.</p><p class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: 0cm; mso-layout-grid-align: none; text-autospace: none;">Jamen, det kunne da ikke falde nogen ind at forarges på en fattig mand og et foragtet ord. Ikke sandt, den fattige forarges man da ikke på, nej, han vækker da vores medlidenhed, ham ynkes man over. For den fattige er én, man hjælper, netop i medlidenhed og medynk. <br /><br />Vi støtter den fattige, vi giver ham af vores overskud, så hans fattigdom kan afhjælpes. <br /><br />Nej, den fattige vækker da ikke forargelse, men kalder derimod med sin fattigdom på barmhjertighed. Og på samme måde med det foragtede ord. <br /><br />Så derfor er det rigtigt at spørge, hvad menes der med denne bøn til kirkens nytårsdag, denne 1. s. i advent? <br /><br />Ja, lad os se på selve beretningen om indtoget i Jerusalem. For hvem var det, der den dag drog ind i Jerusalem, og som også i dag drager ind blandt os? Hvem er han, der den dag blev mødt med så stor en tilslutning og tiljubel og med taknemmelig glæde? Jo, han var en af deres, Josefs og Marias søn. En almindelig tømrer fra Nazareth, et menneske, der umiddelbart set ingenting var og ingenting ville være. <br />Det var sådan han, Messias, Kristus, kom for at opfylde den gamle profets ord; ridende på et trældyrs føl, på et æsel. Sådan kom han, denne verdens Herre og frelser. <br /><br />Altså; verdens Herre holder sit indtog, men det skete mildt sagt i en noget anden skikkelse, end hvad de og vi forventer. <br /><br />For hvem er det, vi regner for verdens herre? Det er jo lederen, den store finansmand eller den geniale politiker, det er jo videnskabsmanden med sine epokegørende opdagelser, eller livsstilsprofessoren med sine vejledninger til, hvordan vi håndterer livet. <br /><br />Men i dag lyder der et nej til disse verdens herrer, sådan ser han ikke ud, for verdens herre rider dér på et æsel, sagtmodig kommer han. Ikke omgivet af bodyguards eller omgivet af det samlede mediefolk, nej, forsvarsløs og uden forklaring kommer han. <br /><br />Verdens herre, hører vi, regerer ikke gennem vise ord og begavede mennesker, ikke ved hjælp af energiske medarbejdere, der kan overbevise verden om hans storhed og hvor epokegørende en person, han var. Nej, sådan hersker han ikke, for han hersker slet ikke. <br /><br />Han kommer bare, som den han er, og han er som sagt ingen ting og vil ingen ting være. <br /><br />Det er dét, beretningen om indtoget fortæller. Og derfor er ethvert forsøge på at ville ændre på hans fattigdom, det er at tage forargelse af ham. Enhver, der vil gøre ham succesfuld og fuld af overskud, enhver der vil tegne et billede af ham som en verdensmand, han har taget forargelse af hans fattigdom. <br /><br />Javel, siger vi så, men det må da skulle forstås rent åndeligt, sådan i overført betydning? Han er vel ikke rent bogstaveligt verdens herre og frelser, for verden ser jo mildest talt anderledes ud med al sin ondskab og magtstræberiskhed? <br /><br />Men nej, det skal forstås ganske bogstaveligt. Det var jo et menneske i kød og blod, der red ind i Jerusalem. Det var ikke et spøgelse, ikke en åndeskikkelse, det var ikke en filosofi men et menneske som dig og mig. ”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød ordene jo, og der fulgte ikke nogen eftersætning eller yderligere forklaring og besked med. <br /><br />”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød det. Og så ser vi på ham, og vi ser ikke andet end et almindeligt menneske, som må være blevet forrykt, når han kan sige ”konge” om sig selv. Nej, det må være på en særlig måde, en særlig åndelige eller religiøs måde, han forstår sig selv som konge på, for vi ved jo, at han ikke er det bogstaveligt, vi ved jo, at i virkeligheden er det de store og magtfulde her i verden, der regerer. <br /><br />Men nej, hans indtog betyder ganske bogstaveligt: ”Din konge kommer til dig”, og vi tager forargelse af hans ord ved at ville omtolke dem til noget særligt åndeligt og religiøst. <br /><br />Han var heller ikke en forklædt skikkelse, det er ikke den forklædte kongesøn, hvis indtog vi hører om. Det er ikke svinedrengen, der bag sine lusede klæder skjuler en kongesøn. At gøre ham og hans fattigdom til en eventyrskikkelse, der færdes iblandt os som forklædt, at se ham således er også at tage <br />forargelse af ham. <br /><br />Nej, Jesu indtog var ikke teater eller eventyr, det var virkelighed, det var realitet. Sådan kommer Guds rige på jorden, siger evangeliet, og sådan vil det høres ganske bogstaveligt. I et fattigt og sagtmodigt menneske kommer det midt ind i vores historie. Han kommer ikke med noget skjult, ikke med noget i baghånden, som kan få os til at godtage hans fattigdom. Men netop i denne usle skikkelse kommer Guds rige til jorden. <br /><br />Jamen, siger vi til dette, er det da meningen, at det altid skal være således? Nu må vi da hjælpe hans fattige skikkelse og foragtede ord til magt og indflydelse. Nu må vi da hjælpe ham med at få anerkendelse. Vi – de troende – må forsøge at gøre ham vigtig for dem – de ikke-troende. Og med denne tilgang til ham, er der med ét gjort skel mellem os og dem, mellem de troende og ikke-troende, mellem dem, der er på den høje gren, og dem, der skal hjælpes. Vi kunne også sige mellem de rige og de fattige. <br /><br />Jo, også i de frommes kredse – ja, især dér – får forargelsen luft. For hvad er denne trang til at gøre den fattige og sagtmodige konge til stor og mægtig andet end en forargelse over hans usselhed. For travlheden med at udbrede hans rige vil ingen ende tage. Travlheden siger: ”Se, din konge kommer til dig ridende på et æsel”, men den tror ikke på hans kongedømme, før den selv har skabt det til et synligt og imponerende rige. <br /><br />Han <u>er</u> ikke konge, siger den fromme arbejder, men han skal gøres til konge. <br /><br />Men han <u>er</u> konge, det er dét, der er det forargelige. Han kom, og han kommer, og han siger præcis det samme i dag, som den gang:”Din konge kommer til dig, verdens herre”. <br /><br />Du skal ikke tilføje noget til ordene, du skal ikke digte noget andet om ham, end det du hører. Han vil ikke gøres stor, han vil ikke have magt, han vil ikke hjælpes til det, han er. For han er det, han er. Og gud ske lov for det. <br /><br />For så betyder disse ord ikke andet end, at der gives den fattige lov til at være fattig, at så har den foragtede bror en ved sin side, så er intet længere så småt at det ikke er stort, intet liv er så fattigt, at det ikke rigt. Så afsløres alle vore drømme og al vor indsats som en flugt fra det liv og den død, som vi aldrig slipper uden om. <br /><br />Ja, så får vores fattige menneskeliv et adelsmærke og sin opstandelse, nemlig dét, at Gud vil ikke kende andet menneskeliv end dette. For der er ikke andet at kende. <br /><br />Og det betyder, at så bliver året, der kommer, ikke spor anderledes end året, der gik, og sådan skal det være – siger Gud. <br /><br />Han siger det trods vores forargelse over hans ord, ja, så insisterende siger han det, at hans egen søn måtte lide døden på et kors, da vores forargelse over dette fattige budskab blev kød og blod. <br /><br />Ene af alle siger han; at dit fattige liv, som du ikke kan slippe fri af, er som det skal være. For Gud er det, som det skal være. Alle andre siger, stræb efter storhed og magt, efter anseelse og fremgang, få styr på livet, kom ovenpå. <br /><br />Men ene af alle står Gud ved vores virkelighed, som den er – ganske bogstaveligt, som den er …. <br /><br />Fattig kom du til jorden ned, <br />adlede armod og usselhed, <br />fattig du gjorde dig med flid <br />rige blev vi til evig tid. <br /><br />Amen</p>
Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-86005993949013242602021-09-02T18:02:00.002+02:002021-09-02T18:02:43.918+02:00 Retfærdigheden. (prædiken til 6. s. e. trin.)<p> Hvad er det for en
kamp, alle partier i Folketinget kan blive enige om at ville kæmpe? Hvad er det
for et emne, der altid giver politikerne en ekstra glød i øjnene og større lidenskab
i stemmen, hvis ikke det er kampen for retfærdigheden?</p><p class="MsoNormal"><o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Kampen for
retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles
om. For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på
vor side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre
til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra
de gode, det vidner kz-lejre og gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under
den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Så langt er vi ikke
gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over
spærre-grænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til
velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en
retfærdig flygtningepolitik. Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse
emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de
uretfærdige og blandt de hårdhjertede.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Jo, retfærdigheden
ruller i vore åre, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om
at være mest retfærdige.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Derfor skulle man
også tro, at disse Jesu-ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos
alle, der kæmper for retfærdigheden.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Men sådan forholder
det sig imidlertid ikke.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Og det er nu ikke så
mærkeligt endda, for han taler om to vidt forskellige former for retfærdighed.
Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og
om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Der tales om den
menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den den jordiske retfærdighed,
som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt,
større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og
børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende
dobbelt i sig, nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den.
Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår,
og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker
fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for
retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Men se, det er
fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe
for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster
vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er
uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste
forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke
noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde
godhedens glorie.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Ja, sådan ser altså
den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg
gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er
denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus i dag stiller over for
Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges
og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske
retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe
for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er
intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og
forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Og derfor er der et
spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener
Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og
farisæernes?<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Mener han, at disse
folk ikke er retfærdige nok, mener han, vi skal tage os sammen og yde meget
mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er
det mon det, han mener?<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Eller mener han, at
al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om
retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget, der kan
blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det, som vi
anser for retfærdighed?<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>At ”overgå” vil jo
sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med
sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver især
skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om
Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige,
og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter
retfærdighed. Ja, de udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu
stræber nok eller ej.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Farisæerne og de
skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente at gå på Guds
vej – og der går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede
folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på
farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden
derfor er vejleder på.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Nej, hvis du vil
kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke
på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i
hån<span style="mso-special-character: footnote;"><!--[if !supportFootnotes]--><span face=""Calibri",sans-serif" style="font-size: 11pt; line-height: 107%; mso-ansi-language: DA; mso-ascii-theme-font: minor-latin; mso-bidi-font-family: "Times New Roman"; mso-bidi-language: AR-SA; mso-bidi-theme-font: minor-bidi; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin; mso-hansi-theme-font: minor-latin;">[1]</span><!--[endif]--></span>den, i stedet for at bruge
ham som trappestige for dig selv, således at du kommer til at fremstå som et godt
og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv, og tænk på din bror.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><o:p> </o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Sådan er Guds
retfærdighed. Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet,
men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er,
at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med
andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og
den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men
den er altid et spørgsmål om alt eller intet. Den er ikke noget vi kan vinde og
have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>På samme måde som den
kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillige mod vor
modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Han, som hører
ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ramt forbi.
Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vore
retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Men Jesu ord er ikke
et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud. Vi kan ikke på
denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige.
For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan
nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan
ingen.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Derfor: enhver, der
vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er
vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre,
at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet
lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem
retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til
Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds
lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på
retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Vi er med andre ord
hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor
kun et at gøre; at tro Guds ret<span style="mso-special-character: footnote;"><!--[if !supportFootnotes]--><span face=""Calibri",sans-serif" style="font-size: 11pt; line-height: 107%; mso-ansi-language: DA; mso-ascii-theme-font: minor-latin; mso-bidi-font-family: "Times New Roman"; mso-bidi-language: AR-SA; mso-bidi-theme-font: minor-bidi; mso-fareast-font-family: Calibri; mso-fareast-language: EN-US; mso-fareast-theme-font: minor-latin; mso-hansi-theme-font: minor-latin;">[1]</span><!--[endif]--></span>færdighed i Kristus og ikke
vor egen. Og det er en salighed for enhver synder.<o:p></o:p></p>
<p class="MsoNormal"><span style="mso-spacerun: yes;"> </span>Amen<o:p></o:p></p>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-78496936708652930392021-06-02T17:25:00.000+02:002021-06-02T17:25:22.491+02:00Pinseprædiken<p> <span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; white-space: pre-wrap;">At det står sølle til med kirkegang og kristendom i Danmark, synes efterhånden at være en vedtaget sandhed. Der er i de fleste kirker i landet ikke en synderlig stor interesse for kirkens søndagsgudstjenester, hvis man kigger procentuelt på tallene. Med mindre gudstjenesterne tilbyder noget ekstra at gå hjem med end syndernes forladelse - en særlig oplevelse, en fælles komsammen bagefter eller en kendis, der optræder.</span></p><span id="docs-internal-guid-da26447a-7fff-ce7e-0a1d-eea350120a10"><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Det synes med andre ord som om, at det, der driver kirken i dag, er frygten for at kede folk. Og derfor forsøger man med alle midler at fremelske begejstringen. Kunne man blot få begejstringen frem, så var det ganske anderledes let at få kirke og kristendom gjort interessant. Men måske skulle man overveje dette forhold en ekstra gang, for med begejstringen er der det at sige, at den er meget dårligt anbragt i forbindelse med kirke og kristendom.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Det understreges allerede på vej til kirke, at større modsætning mellem kirke og begejstring er svær at finde. For i de fleste tilfælde går vejen til kirke over kirkegården - sognets nok mindst begejstrende sted. På vej til gudstjenesten må man passere gravsted på gravsted, der fortæller om unge og gamle liv; om forældre, der har måttet lægge deres børn i graven, om ægtefæller, hvis samliv ophørte alt for brat, om gamle og udtjente liv. På vej til kirke er begejstringen til at overse, for her taler virkelighedens alvor, her er glæden og jublen ikke umiddelbart det første, man tænker på. Den glæde og jubel, som jo kendetegner begejstringen, og som bevirker, at man glemmer al verdens bekymring. Egentlig er det såre forståeligt, at der lefles for begejstringen, for vel er det en dejlig fornemmelse at kunne glemme al verdens bekymring. Og er det ikke netop det, livet drejer sig om, at kunne fastholde begejstringens ånd, dette at glemme sig selv og sine sorger, og gå fuldt og helt op i alt, hvad der er stort og skønt? Gå op i det med hele sit hjerte, med liv og sjæl?</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og er det ikke det, man med rette kan forvente af præstens prædiken, at den kan begejstre? Er det ikke det, der mangler mest af alt i disse for kirkegangen og kristendommen så trange tider? Begejstringen? Er det ikke derfor, alt er så tørt og trist, fordi der ingen begejstring er?</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Hvor ville mennesker befinde sig godt og strømme til, hvis der var blot en smule begejstring at mærke i kirken. For vi mennesker er så begejstrede for begejstringen, selvom vi ikke har den.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">For at begejstres ved noget vil sige at glemme virkeligheden, og der er intet, vi hellere vil, hvis bare vi kunne. Og er det ikke det, kristendommen netop skulle hjælpe os til? At glemme virkeligheden til fordel for en større og sandere virkelighed, så den bliver ny og smuk?</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Eller anderledes spurgt; er begejstring og tro ikke det samme? Og er det ikke netop det, det gælder om kristeligt set: at have begejstringen, dvs. at tro?</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Mit spørgsmål er, som man nok kan høre, retorisk, for svaret er nej, men ikke desto mindre er det altså denne forståelse af kirke og kristendom, der præger det kirkelige landskab: at troen er en form for begejstring. Derfor spørges der mere og mere efter præstens optræden og gebærden, efter hvordan han prædiker og ikke efter, hvad han prædiker. Pastor Petersen er så livlig og energisk, og hans sprog er så gribende, så ham skulle de gå hen og høre.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Nej, ikke hvad, der siges, men hvordan det siges, er blevet det afgørende, for dér fører begejstringen os nemlig hen. Så har denne verdens verdslighed sat sig godt til rette i kirken, så er kirken blevet til et teater, for dér hører begejstringen hjemme, og dér gør den ingen fortræd. Men dér hører den, som sagt, ikke hjemme, for begejstring er ikke tro, men altid lige det modsatte.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">At begejstres er nemlig at ville dokumentere sandheden ved hjælp af den virkning, den har. Det, jeg begejstres for, må være sandt, siden det kan begejstre mig. Det er derfor, begejstringen lyder så tiltalende og besnærende for os, for begejstringen garanterer os sandheden i det, vi er begejstrede for. Bliver vi ikke begejstrede over det, vi hører, så kan det ikke være sandt. Men det er pokker til sandhed, vi da har med at gøre, for så er sandheden jo ikke for enhver, men kun for dem, der kan begejstres. Så er sandheden ikke sandhed i sig selv, men afhængig af, hvad den gør ved folk. Så er det begejstringen, der gør sandheden sand.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Men lille præst, indvendes der så, vi kan da ikke leve uden begejstringen, uden den har vi ikke noget at tro på. Og med denne indvending er vi ved prædikens begyndelse, hvor jeg sagde, at begejstringen er et meget farligt ord at anvende i forbindelse med kirke og kristendom, for kristendommen bærer sandheden i sig selv. Vi skal ikke gøre den sand ved hjælp af begejstringen.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Kristendommen bærer sig selv, den har sandheden i sig selv.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og det vil derfor sige, at troen er ikke det, vi kalder vor tro – altså den begejstrede følelse - men troen er Kristus, han som led og døde, ikke i begejstring men i sandhed. Hvilket vil sige, at Kristus var et menneske, der var givet denne virkelighed i vold og ikke fornægtede den. Han troede Virkeligheden, han tog den af Guds hånd og skulle ikke først have den garanteret. Han blev lydig mod denne virkelighed, dødens virkelighed – dét var hans tro på Gud.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">”Det ord, I hører, er ikke mit, men faderens, som har sendt mig”, sagde han til sine disciple. Men han sagde det ikke pga. en begejstring for en overnaturlig viden, som han havde. At Jesu ord ikke var hans, men hans faders, det var ikke noget, han vidste eller følte, men noget, han troede på. Med håb mod håb, som apostlen siger.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og denne tro giver han videre i sit ord, sådan at hans tro er vor tro. Det, der bærer vor tro, er hans tro, og ikke vor egen. Havde det været vor egen, var vi straks inde på begejstringens vej. Men det er hans tro, der er vor, det er ham, der er vor tro.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Har dette noget med pinse at gøre? Ja, det har det, for det er derom pinsen taler, at vor tro er ikke vor egen, ikke vort eget værk, og skal aldrig være det. Selv når han går bort og ikke er mere, så lever hans tro videre og kommer til os. Den dør ikke med ham, men ligesom han stod op fra døde, sådan står troen også op fra de døde.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Med andre ord, vi skal ikke tro, at vi med vor begejstring skal bære ham, men hans tro bærer vores tro – ja, skaber den. Og at hans tro kan leve, selvom han er død, det er Helligåndens værk. Hans tro lever under navnet Helligånd. Derfor er pinsen også frimodighedens fest. For med Helligåndens komme er enhver fri af bekymringen for, om det nu også er den rette tro og begejstring, man udviser.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Nej, siger pinsen, troen skal ikke bekymre sig om sig selv, troen skal ikke pille navle, for den er båret af Helligånden. Talsmanden, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting. Og derfor er det den fuldkomne fred, Jesus efterlod, at Gud tager alt på sig, og vi skal slet ingen bekymring have. Det er den fuldkomne frihed, Jesus har frigjort os til, for således er vi givet tilbage til vort eget liv, frigjort for angst og pine.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Havde troen været begejstring, og troens krav dette, at vi skulle leve på begejstringens rus, var det et nyt slaveri, vi var endt i, et liv i frygtelig trældom. For hvem formår altid at leve på begejstringens tinder?</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Men nu er det troen, der bærer os, og ikke os, der bærer den, fordi Gud har sendt sin Ånd, fordi det er blevet pinse. Nu ånder det himmelsk over støvet, nu vifter det hjemligt gennem løvet, ja, yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets rod. Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den ånd, som taler.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Glædelig pinse.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Amen</span></p><br /></span>Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-24512401340671916922021-03-28T21:22:00.007+02:002021-05-13T08:55:06.009+02:00Gudstjenester<p><span style="font-size: large;">Gudstjenesterne afvikles igen normalt.</span></p><p><span style="font-size: large;">Se tiderne for gudstjenesterne under menuen "Gudstjenester" i højre side.</span></p>Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-48285874965067627162021-03-03T20:26:00.000+01:002021-03-03T20:26:05.834+01:00Prædiken til Helligtrekongersdag<div style="text-align: left;"><br /></div> Ovre i Østen var der videnskab. Der sad de lærde og tydede stjernerne og forsøgte ad den vej at finde løsningen på livets og verdens gåder.<br /> <div> Vi ved ikke, om det var i Persien eller i Assyrien, og det er også ligegyldigt, for vi skal blot vide, at for godt og vel 2000 år siden sad datidens stjernetydere og søgte svar på de spørgsmål og gåder, livet stiller os mennesker.<div> </div><div> Disse stjernetydere har været datiden professorer, datidens videnskabsmænd og eksperter, som brugte datidens veje til at blive klogere på tilværelsen, til at forstå mere end det, som mennesket umiddelbart forstår. </div><div> </div><div> Stjernerne læste de i, som de kloge i dag læser i de kemiske formler og statistikker. </div><div> </div><div> Og da sker det forunderlige, at de netop i stjernerne så en stjerne, som overstrålede alle andre. Ja, egentlig hører vi ikke noget om dét, for det er vist den folkelige tradition og Esajas ́ forudsigelser, som er gået i ét, men de så en stjerne, som var anderledes end de andre. Den talte så at sige et andet sprog – den betød noget andet, end hvad de var vante til.</div><div><div> </div><div>Alting var egentlig, som det plejede at være, og så var det alligevel helt anderledes. Og det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved – dette at videnskabsmanden midt i det vante arbejde pludselig møder noget nyt. Men det afgørende er, at videnskabsmanden i sit arbejde ikke har mistet lydhørheden; at han ikke selvsikkert har løsningen på forhånd og derfor er holdt med at kunne undre sig og se nyt på sagen – hvilket altså ikke var tilfældet med disse østerlandske videnskabsmænd. </div><div> </div><div> De kunne høre – eller rettere se – hvad de skulle se, og de gjorde, hvad dette, de så, krævede af dem.</div><div><br /></div><div> Og her kan man godt spinde en lang ende over, om de på forhånd vidste, at jødernes konge skulle fødes under en særlig stjerne. Jeg sad eksempelvis forleden og læste om de tre vise mænd, og mine kloge bøger gav udførlige anvisninger på, hvorledes jøderne i Babylon var kommet i forbindelse med de østerlandske folk, så de nu kendte til jødernes forventning og håb og derfor vidste, da de så stjernen, at dette var jødernes konge, der blev født.</div><div> </div><div> Se, det er muligt, men sådanne spekulationer forekommer mig mere end ørkesløse, for det væsentlige her ved fortællingen er, at disse lærde midt i deres daglige arbejde mødte noget, som fordrede dem på en helt anden måde, end de var vante til. </div><div> </div><div> Og de tre fulgte stjernen, og således gik de fra videnskabsmænd til vismænd, for således viste de, at de ikke blot var lærde men viise. </div><div> </div><div> For visdom er ikke nødvendigvis ensbetydende med lærdom. Faktisk kan lærdommen sagtens risikere at blive en hindrig for visdommen. Lærdommen har nemlig den farlige evne, at den kan tage visdommen til fange. Lærdommen kan blive så religiøs, at den ikke vil vide af nye mål og resultater,</div><div>tænk eksempelvis på miljø- og sundhedsdebatten. Taler man ikke, som det er vedtaget på parnasset om disse emner – tillader man sig at have en divergerende mening og derfor</div><div>at udforske andre teser end de vedtagne – så er dørene lukkede for stipendier og legater til videre forskning. </div><div> </div><div> Det er forskellen på den lærde og den viise. Den lærde kender ikke til sin ufuldkommenhed, det gør den viise. Den lærde vil derfor grine højt af stjernes tale, men den viise vil forstå, at her møder han sin grænse. Og de tre østerlandske videnskabsmænd viste sig altså at være vismænd, de gik efter stjernen og søgte den konge, den pegede på.</div><div> </div><div> De gik til jøderne – selvfølgelig til den regerende jødiske konge, Herodes, for hvor ellers skulle en ny konge være født hvis ikke på kongeslottet? Som stjernen var et tegn for dem, blev de således et tegn for Herodes. De fortalte ham, at der var født en konge, som var den sande konge. Ja, med evangelistens vanlige ironi er det jødernes egne videnskabsmænd, der fortæller kongen det.</div><div><br /></div><div> I den forstand er Herodes i samme situation som vismændene; at fra det, han kender, skrifterne som hans folk kender ud og ind, får han viden om den sande konge, der er født.</div><div> </div><div> Men hér holder parallellen også op, for hvor de østerlandske vismænd hørte efter stjernen og derfor bøjede sig for dens befaling, blev Herodes kun grebet af én ting; at bekæmpe dens forudsigelse. Og intet middel er for hårdt, ingen løgn for grov, intet bedrag for hæsligt, hvorfor han slesk og klistret bedyrer at ville tilbede den nyfødte, i fald vismændene blot vil afsløre, hvor barnet er at finde. Og selvom vi kan høre løgnen og bedraget i Herodes ́ ord, så er han og vismændene dog fælles om én ting, de forstod begge, at den virkelige konge er født. For vismændene var han født til tilbedelse, for Herodes til angst og had og bekæmpelse. Men de forstår begge stjernens tale. </div></div><div><div><br /></div><div> Hos de første fik stjernen visdommen til at lægge videnskabens spørgsmål bort, hos den sidste fik stjernen magtens konge til fanatisk at fastholde sin magt. </div><div> </div><div> Sådan er det nemlig med Guds tale, som stjernen er symbolet på, at den vækker lydhørhed eller den vækker had og forargelse. Og siden viser fortællingen, at Gud beskytter dem, som står i fare for at blive løgnenes tjenere.</div><div><br /></div><div> Men nu er der et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad ville vismændene hos barnet? Hvorfor drog de den lange vej? Se, det er der intet logisk svar på ud over dette, at når menneskene er blevet viise, dvs.</div><div>når de lydhørt har hørt Guds ord og befaling, så kan de ikke andet end at begive sig på vej.</div><div><br /></div><div> Teoretisk kunne disse tre østerlændinge godt have sagt til sig selv: ”Se, der er en stjerne, der fortæller, at nu er jødernes konge født; nu glæder vi os med jøderne”, og så kunne de være gået videre med deres egne dagsordener en ny oplysning rigere. Men det er virkelig kun teoretisk set. For Gud kan ikke høres, uden at han sætter sine spor. Hans befaling til det enkelte menneske griber altid ind i menneskets liv.</div><div><br /></div><div> Det er nemlig vores opfindelse, at man uanfægtet kan registrere Gud, at man kan høre hans befaling, som enhver anden befaling om at holde for rødt og ikke snyde i skat. Nej, når Guds tale lyder, så står ingen uanfægtet tilbage, det er, hvad de viisemænd og Herodes viser. Her findes kun tro eller vantro, ly-</div><div>dighed eller had. Her findes kun det at lyde befalingen eller bekæmpe den. Noget tredje gives ikke, siger den gamle fortælling os.</div><div><br /></div><div> Så hvorfor begav de sig på vej? Ja, for at tilkendegive, at nu stod deres liv under en anden sandhed, end den gjorde, før de mødte Guds ord. For at takke for, at også for dem var Gud gud.</div><div><br /></div><div> De vendte tilbage til deres eget land og til deres tidligere beskæftigelse – til videnskaben – men nu med den viisdom, at den ikke er sandheden selv.</div><div><br /></div><div> De var ikke som senere tiders pilgrimme eller munke, der forlod alt for at begive sig ind i noget guddommeligt nyt – nej, de forlod det gamle for at kunne vende tilbage til netop det gamle med den viisdom, som er forudsætningen for alt menneskeligt arbejde. For at takke for, at også for dem var Gud til som Gud. </div><div> </div><div> Ligeså ukendte som de kom, drog de bort, men den, der blev, var Herodes. Med sin angst, sit had og klistrende snuhed. Sådan er det nemlig med troen og vantroen, med viisdommen og med magtsygen; at magtsygen, den er der altid, det er dén, der bliver.</div><div> </div><div> Og fortællingen om de tre viisemænd vil da blot sige os, at troen, ja, den vækkes de særeste steder – hos folk, som slet ikke skulle vide af den. Den beror nemlig på mennesker. Den har intet med lærdom eller magt at gøre, tværtimod så er den dommen over alt dette, ved at komme i noget så forargeligt som i et barns skikkelse.</div><div> </div><div> Herodes blev, men barnet blev også, det er evangeliet i fortællingen, og det bliver evigt Guds ord til mennesket, det ord, der befaler mennesket med al sin lærdom at kende sin plads.</div><div><br /></div><div> Og viis er den, der hører det.</div><div><br /></div><div>Amen</div></div></div>Martin Hughes Eifferthttp://www.blogger.com/profile/06329289198121860421noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-5053098963486463822020-12-01T19:15:00.003+01:002020-12-01T19:15:49.460+01:00Prædiken til 3. s. i advent (Lukas 1, 67-80)<p> <span style="font-size: 10pt; white-space: pre-wrap;">Det ville være løgn at nægte, at man ind imellem kan blive umådelig pessimistisk med hensyn til den danske folkekirkes fremtid. Når man læser og hører om, hvad der arbejdes på, og hvordan der huseres med kirker og gudstjenester, forekommer det én, at den kirke, vi om få årtier vil have herhjemme, vil være en blanding af en forkromet underholdningsinstitution og et paragraffernes hjemsted.</span></p><span id="docs-internal-guid-65657174-7fff-62e0-02ef-2a6c5bd070ea"><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Fremtiden skal – og kan man ikke - tage i ed, for ethvert menneske har udelukkende én opgave: at passe sit arbejde, og, hvor det er sat, lade fremtiden tilhøre Gud. Bekymringen er synden, siger den kloge Søren Kierkegaard. Og kampen mod fremtidsmagere og deres væsen hører således med til dagens pligt og opgave. Men pludselig kan det ske, at dette bliver klart på en helt anden måde, end man har forestillet sig, at usikkerhed og forvirring bliver afløst af et klarsyn og bevidsthed om pligten og opgaven netop nu, sådan som det skete for en kone i et vestjysk sogn, hvor der skulle vælges ny præst.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Hun var medlem af menighedsrådet, og kravene til den nye præst var i menighedsrådet mange og store. Hun har selv fortalt, at hun selv ikke rigtig vidste ud eller ind, for der var noget i det hele, som forekom hende forkert. Men helt præcist hvad det var, vidste hun ikke selv. For det lød så rigtigt og indlysende, hvad der på de forberedende møder blev sagt om nytænkning og aktualitet og indsats for de unge og meget mere.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og da de indkaldte ansøgere mødte frem til prøveprædikenerne, blev hun om muligt mere rådvild, for hvordan afgør man, om en prædiken er god eller dårlig. En lidt genert ung ansøger sad efter gudstjenesten i samtale med menighedsrådet, og han blev af formanden – der åbenbart fandt ham for ”teologisk” – spurgt, om kirken var præstens eller menighedens kirke. Og den unge mand svarede lidt forsagt; at han nu altid havde ment, at kirken var Guds.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og denne kone har siden fortalt, at dette svar var som en åbenbaring for hende. At pludselig forstod hun, hvad det hele drejede sig om. At kirken ikke handler om denne eller hin magtgruppes ejerskab, men at den er og skal være ét eneste: Guds kirke. At dér skal Guds ord lyde – og at alt andet er ligegyldigt.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og når jeg nævner hende samtidig med den pessimisme, som man undertiden kan gribes af over for de mærkværdige kirkelige bestræbelser i dagens Danmark, så er det jo fordi, hun og hendes oplevelse forekommer at være billedet på det gamle Grundtvigs- ord: at ordet skaber, hvad det nævner.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Et ungt kejtet menneske stod fast, og det bevirkede, ja, jeg vil sige lidt dyrt; det bevirkede tro og mod.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Ordet skaber, hvad det nævner, og vi mennesker skal selvfølgelig ikke fordriste os til at sidestille vore ord med Guds ord, men alligevel fornemmer vi fra vort eget liv, at menneskeord ikke er ligegyldige.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og det er måske det, som forekommer allermest påfaldende i dagens kirke. At det anses for ganske ligegyldigt, hvad der bliver sagt, bare der bliver sagt noget. En masse fromme ord, og også aktuelle ord kan blive fromme i den forstand, at de tiltaler og siger det, vi helst vil høre.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Men Guds ord er bundet til Gud, og Guds kirke er bundet til og af Guds ord. Er den ikke det, er den en menneskekirke, dvs. et bedrag over for ikke blot Gud, men lige så fuldt over for det menneske, der må leve af Guds ord, hvad enten mennesket véd det eller ej.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Jamen, hvad er så Guds ord, spørger vi, for der er jo videnskaben, der piller skriften i stumper og stykker og gør menigheden ganske forvirret i al sin umådelige klogskab. Og der er jo præsterne, der slås og strides, eller i hvert fald ikke er til at forstå, og der er jo som allerede nævnt alle ønskerne og drømmene om en kirke med betydning og indflydelse, sådan som vi ser det i de katolske og muslimske lande.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Hvad er så Guds ord, hvad siger det? Guds ord er det ord, som vi hører den gamle præst Zakarias lovprise. At Gud har forløst sit folk, at han ikke har glemt sin gamle hellige pagt, som han tilsvor Abraham. Med andre ord, Guds ord er ordet om syndernes forladelse ved barnet i krybben. Det så den gamle præst. Han lovpriste ikke Gud, fordi han havde fundet sin egen lille private gud med sit eget særlige budskab til ham, hvilket han ellers havde god grund til.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">For denne gamle mand var det utrolige jo sket, at han og hans hustru, Elisabeth, i deres alderdoms dage havde fået en søn. Hvad havde været mere naturligt, end at lovprisningen havde drejet sig om hans egen store glæde over dette under?</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Men nej, Zakarias lovpriser ikke Gud som sin private hjælper, for Guds store gerning var ikke den, at nu havde Zakarias og Elisabeth fået en søn, men den var, at Gud havde vist sig som den, han var, Gud Herren, der ikke glemmer sit folk, men husker på sin gamle pagt, som han tilsvor Abraham. At han vil rive menneskene ud af deres fangenskab under deres egne begæringer og drømme.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og det er menneskenes håb, at Gud står ved sit ord. Gud glemmer ikke sin pagt med sine børn – om end han skjuler sig så godt - skjuler sig i et lille fattigt barn født i krybbe - så menneskene tænker, nu må vi se at gøre noget fint ud af ham. Hvorefter der huseres med gudstjenester og stilles an med krav om fornyelse og aktivitet. Og hvad er det andet end en dyrkelse af os selv og vor egen dyrkelse af Gud.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og vi gør det mere i dag end nogen sinde før, for vi er jo et demokratisk indstillet folk, som mener, at jo flere vi har fået samlet, des mere ret har vi i vores foretagne - des mere har vi fundet Gud.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Men Gud lader sig ikke finde, det er derimod ham, der finder os, og kommer til os – ikke som en tak for alle vore anstrengelser og fromme aktiviteter, men som den, han er - trofast mod sit vantro folk. Til det sendte han sin søn - han som ikke vidste af andet end at være tro mod sin faders vilje. Jo, Guds ord er, at Gud er Gud og vil være det for dig. Og det var vel egentlig, hvad den kejtede embedsansøger holdt sig til, at kirken er Guds og således slet ikke nogen andens, hvormed han jo fik sagt, at kirken er ikke en legeplads, men er dér, hvor vi som en anden Zakarias må lovprise Guds inderlige barmhjertighed, som aldrig fortryder sin nådes pagt med sit folk.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og det er det, vi holder kirke på - i taknemmelighed mod denne trofasthed – på ordet om syndernes forladelse, som er, at et lille barn tog på sig, hvad du og jeg er skyldig at gøre; at være lydig mod Guds vilje. Det forkyndte og lovpriste den gamle præst, og det er enhver ny præst også skyldig at gøre. At Gud er trofast og står ved sit ord, som skaber, hvad det nævner, hvorfor vores trofasthed er at stole på det ord. Og hvilken frihed er det ikke, at vor egen selvbestaltede fromme foretagsomhed og huseren intet tæller i forhold til Gud. Men hans trofasthed alene gør det. Den trofasthed gør, at kirkebænken er et fredet sted, hvor enhver der sidder i mørke og dødensskygge – og hvem gør ikke det - er sikret at kunne høre dette frisættende ord og slippe for selvprofilerende hjemmestrikkede profetier.</span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og det kan hænde, at dét må der kæmpes for, og det var dét, konen, jeg indledte med at nævne, pludselig forstod; at et fristed var ved at blive taget fra hende. Det fristed, der er vor hjælp i al vor nød, vor trøst i liv og død, o Gud, i hvor det går, lad dog mens verden står, det i vor æt nedarves. </span></p><br /><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;"><span style="font-size: 10pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Amen</span></p><br /></span>Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-3092458263750527132020-09-07T21:40:00.000+02:002020-09-07T21:40:27.115+02:00Prædiken til 8. s. e. trin.<p> </p><p><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; white-space: pre-wrap;">Som præst kan man sommetider – når man tager imod folk, der henvender sig til én ansigt til ansigt– få en fornemmelse af afmagt og hjælpeløshed. For hvad har en præst at tilbyde mennesker? Går de til lægen, så kan han trække på sin sagkundskab og stille diagnoser og ordinere medicin til behandling af sygdomme, går de til socialrådgiveren kan han iværksætte aktiveringer og tilbyde sociale ydelser. Men præsten, hvad har han? Ja, også han har selvfølgelig visse borgerlige gøremål og en form for assistance at byde på. Han vier og begraver, han døber og holder gudstjeneste.</span></p><span id="docs-internal-guid-2f51619b-7fff-59f7-fde6-9d6863b63f9e"><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Men når det kommer til stykket, hvad har han så at give mennesker? Nej, vel – tilsyneladende ikke meget? Og det er vel også derfor, at så forholdsvis få går til ham om hjælp? I hvert fald hvis vi sammenholder med de tusinder, der op- søger lægen eller socialkontoret eller psykologen eller andre sagkyndige, der står parat med hjælp.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Hvad skal vi med præsterne, hvad skal vi med kirken? Sådan spørger folk, og man kan godt forstå dem. For hvilken nytte, sådan håndgribelig nytte, er kirken til? Se, det er, så vidt jeg kan se, dette spørgsmål, der bevirker, at kirken helt ustyrligt ivrer efter at vise nytte og værdi. Det er ud fra dette spørgsmål, at man vil understrege, hvor vigtig og værdifuld kirkens gerning er for mennesker.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Det er ud fra dette spørgsmål, der fra kirkeministerium, fra stift og provsti og sognenes side slås på tromme for kirkens åh så betydningsfulde indsats. Der ringes med klokker for kloden og krigen og de rødhårede og corona, der udfærdiges logoer og badges, der tales stolper op og stolper ned om kirken som en bærende kraft, der kan ikke måles. For vi skal være klar over, siger alle de, der føler sig drevet til at dokumentere kirkens værdi, sandelig siger de, kirken er nyttigere end alt andet end det, der kan måles og vejes.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Ikke sandt, en skat i himlen er den ikke mere værd end nok så store skatte på jorden? Jo, i dag har kirken travlt med at gøre sig nyttig. Den kæmper en kamp for sin eksistensberettigelse med alle midler. Der appelleres til yderligere anstrengelser, for at kirken kan gøre sig gældende mellem alle dem, der allerede står på parat for at hjælpe og lette livet for menneskene.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Derfor alle disse specialpræster, sygehuspræsterne og fængselspræsterne. Derfor præster med speciale i voksensorg og børnesorg, i grøn teologi, eller diakoni, i skole-kirke arbejde osv. osv. Alle disse kristelige specialister skal understrege, at også kirken har sit speciale – sin helt specielle skræddersyede hjælp at komme med, og derfor sin eksistensberettigelse. Og vi må forstå, at hjælpen er sket i kraft af Jesu Kristi navn.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Det er om dette, prædiketeksten handler i dag. Mange skal sige til mig på hin dag: ”Herre, Herre, har vi ikke profeteret ved dit navn, har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ”Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I som øver uret!”</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Dette med nytten, med udbyttet, det er jo vor tids religion, det er vor tids herre og har nok altid været menneskers religion i mere eller mindre grad. Men på det sted hører evangeliet ikke hjemme. Alt, hvad der hedder nytte og udbytte, alt, hvad der hedder særlige kristelige gerninger og kræfter, det har intet med evangeliet og kirken at gøre.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">For at vende tilbage til, hvor jeg begyndte: Kun dér, hvor præsten er, ansigt til ansigt med et menneske, dér er kirken i funktion. Hvad har vi at give hinanden, når det kniber? Selv lægens og socialrådgiverens hjælp har jo sin grænse, når det kommer til stykket. Så hvad har mennesker at give hinanden, når det kniber?</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Ja, lige netop dér, på dette sted, er det, at evangeliets alvor melder sig. Dér, hvor al menneskelig specialhjælp er kommet til kort. Hvad har mennesket at give hinanden, når det kniber? Evangeliet svarer, at lige dér, har kirken sin plads, lige dér har præsten sin plads. For evangeliet siger, at lige dér er mennesket og kirkens sande plads. Lige dér, hvor al tale om nytte og effekt og gevinst viser sig at svinde ind til ingenting. Evangeliet siger, at i livet drejer det sig ikke om mere eller mindre, men om alt eller intet, for her drejer det sig om liv eller død, om tro eller angst, om håb eller fortvivlelse.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">De, der mener, at kirkens og præstens eksistensberettigelse er at reklamere for institutionen, som en instans, der kan konkurrere med alle de andre professionelle hjælpere, der i forvejen tilbyder borgerne deres assistance, de har ikke forstået evangeliets radikalitet. Ja, de tager faktisk evangeliet fra mennesker.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">For evangeliet vil ikke forsøge at foregøgle sig et særligt speciale eller en særlig evne, men evangeliet sikrer derimod, at der er et sted, hvor al sagkundskab, al nyttebestræbelse, alle tanker om synlighed ikke gælder. Ja, præsten og kirken skal sidde uden sagkundskab og uden særlige hjælpemidler, så enhver, der er kommet til kort her i livet, har et sted at gå hen, hvor hans nød respekteres i yderste forstand på lige fod, fordi han ikke møder én, der mener sig ovenpå og bedrevidende i forhold til livet.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Hvad er der nemlig tilbage, når alle forklaringer er sluppet op, når titler og popularitet og gode miner viser sig at være værdiløse? Hvad er der tilbage, når der kun er angst og bekymring i livet? Ja, hvad er der tilbage?</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Der er kun mennesket selv tilbage, en person af kød og blod, et menneske uden succes og overskud, uden den gode vilje og uden egenskaber eller fortjeneste. Der er kun mennesket tilbage. Mennesket med det og det navn.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og netop dette menneske, slet og ret, er det, Gud elsker. Mennesket, som blot er. For hvad har vi at give hinanden, når det kniber? Kun os selv. Successen og underholdningen, alt det, der kildrer ørerne og forfængeligheden – intet af alt det, vi til daglig dyrker og beundrer – kan vi ty til, når lokummet brænder, men kun det enkelte menneske, som det er.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og lige dér er livets sted. For alt andet er udenomssnak og gøgl og forfængelighed. Kun én indsats er noget værd, siger evangeliet os, og det er den indsats, som ingen indsats er, fordi det er at være sig selv.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">I himmerige er den mindste den største, toldere og skøger går forud for alle begavelser og supermennesker. Dette er evangeliets tale, at sådan er det sande møde menneske og menneske imellem. Evangeliet taler aldrig om nytte, for kun én ting bestod Jesu gerning i: At han gav sig selv. Det var hans tro. Han havde intet specielt at øse af, han havde kun sig selv og sit eget liv, som gave.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Og på det samme sted – på den samme grund – anbringes vi af Gud ved evangeliet. Og han gør det ved at kalde os ved navn: Du, Peter, eller du, Poul, det er dig, der tilhører mig, ikke dine evner eller din succes eller din begavelse. Nej, dig selv uden gøgl og pjat og pjank.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Derfor er kirken og præsterne ikke noget specielt og har intet speciale at tilbyde. Derfor skal præsterne strunte i successen og populariteten, fordi der skal være et sted, hvor et menneske kan være sig selv. For livets grund er at være menneske, sådan som vi nu engang er. Eller vi kunne også sige: Gud elsker synderen. For det er, hvad det betyder, det er, hvad der ligger i ordene, at Gud er nådig og god.</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Nej, at vi intet har at give hinanden andet end os selv, det er, hvad kirken og præsten er sat til at vidne om og bære vidnesbyrd om. Og derfor er det, som det skal være, når kirken ingen nytte gør. For det skal den heller ikke. Men den skal vidne om sandheden, om Gud, der kalder hver eneste én ved navn. Og hvor var vi henne, hvis han ikke gjorde det?</span></p><p dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 12pt; margin-top: 12pt;"><span style="font-family: Arial; font-size: 11pt; font-variant-east-asian: normal; font-variant-numeric: normal; vertical-align: baseline; white-space: pre-wrap;">Amen</span></p><br /></span>Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-12688477746994246882020-06-15T21:53:00.000+02:002020-06-15T21:53:19.065+02:00Kristi Himmelfartsdag<br />
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Jeg var til konfirmation
sidste år i Aarhusområdet. Og dette at kunne komme i kirke som almindelig
kirkegænger og bare sætte sig på kirkebænken og lytte, det er noget, en præst
godt kan se hen til, ja, man kan faktisk se frem til det i mange uger i forvejen.
Men igen gjorde jeg den opdagelse, som jeg før har gjort, at det hele forekom
mig at være snyd.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Jeg tænker ikke på den
lidt urolige gudstje neste, en konfirmation ofte er. Det kan man godt
abstrahere fra, men jeg tænker på det, jeg som deltager i gudstjenesten blev
spist af med sammen med de øvrige kirkegængere. Jeg tænker på de tomme ord,
dvs. på alle ordene, som en moderne kristenhed fodres med, og som ikke kan
andet end vække lede, skønt ordene er afgørende.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Fred, glæde, nåde,
tilgivelse – og frem for alt: kærlighed. Som en lind strøm flød de ud over os
sagesløse deltagere, de ord, som hvis de ikke bliver hængt op på noget, hvis de
ikke bliver holdt fast af noget, da bliver netop kun ord.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Tomme og golde ord, der
nærmest bliver en hån mod de tilstedeværende, fordi det netop er ord, der i
deres indhold er vægtige og afgørende, og derfor ikke ord, man bare sjakrer med
og lader munden løbe med. For så mærkeligt er det, at de afgørende ord kan
blive til deres egen karikatur – de kan blive en hån mod sig selv ganske
uanset, om de er korrekte og teologisk uangribelige.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Alle ordene, jeg hørte
både i talen til konfirmanderne og prædikenen, de var for kristendommen
afgørende og centrale, men her blev de blot prædiket ud i den blå luft, for de
var anvendt, som en bordtaler anvender dyre begreber, de gik kun på
menneskeben, de var blot små moralske hip og sentimental tale. Fred, glæde,
nåde, tilgivelse – og som sagt ikke mindst kærlighed (jeg tror dette ord blev
nævnt 40 gange), disse ord fløj os om ørerne, indimellem legitimeret af ordet
Gud, som dog aldrig blev nærmere konkretiseret. Han kunne lige så godt have
været Allah eller Buddha og ikke nødvendigvis Vor Herre Jesu Kristi fader, som
forlader syndere – også selvom de er konfirmander. Derfor ligegyldige ord, for
hvad siger de, hvis ikke de holdes fast af den, der alene kan sige dem, og hvis
de ikke holder den fast, som de taler til?</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Eller sagt på en anden
måde: De kristelige ord bliver tomme og golde og lede, når de får lov til at gå
på egne ben. Kun som Guds ord har de mening og fylde, kun holdt fast af ham,
som er i himlen, er de afgørende for den, som er på jorden. Fjernet fra den
sammenhæng er de en hån og professionalisme – tomme, golde, døde.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og det er det, Kristi
Himmelfartsdag handler om. Det er det, Kristi Himmelfartsdag holder fast. At
Gud er herren, vi er tjenere. At hans ord er hans og ikke vort. Der er en
afsender og en modtager, som ikke kan negligeres.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">For Kristi Himmelfart
fortæller, at han, som havde færdedes blandt mennesker, han var kommet fra
himlen – dvs. fra Gud – for at stille sig ved siden af mennesker og dele deres
afmagt og elendighed med dem og derfor også dele døden med dem – at han nu
farer til himlen igen.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og begge dele både hans
jordiske liv og hans himmelfart er hans kærlighed til mennesker. Både dette, at
han ikke var for fin til at dele med os, hvad vi står i af elendighed og nød –
dette at han ikke var hævet over noget af det, vi er underlagt – og dette, at
han igen trækker sig tilbage, det var hans kærlighed, sådan ser den ud.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Det er den eneste måde,
kærligheden ytrer sig på, at den helt konkret er solidarisk. Solidarisk med
vores helt konkrete og jordiske og kødelige verden. Og evangeliet hævder
således, at kærligheden alene hører Gud til, og at Guds kærlighed ytrer sig på
denne enkle og enfoldige måde.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Kærligheden er altså
ikke et ord ud i den blå luft, for kærligheden er ensbetydende med troskab, en
troskab, en trofasthed, som overgår enhver forstand, fordi den helt og aldeles
sætter hensynet til sig selv til side. Og derfor kan der kun tales om Guds
kærlighed, som den helt konkret har ytret sig i Jesu liv og ord, i hans færden
blandt mennesker.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og det, at han Kristi
Himmelfartsdag trækker sig tilbage fra det konkrete jordiske liv med mennesker,
betyder præcis det samme. Det betyder nemlig ikke, at han nu trækker sin
trofasthed tilbage, men at han hæver den over tid og sted, at han med et
højtideligt ord gør den til evighed. Kristi Himmelfart bety der, at nu gælder
kærligheden al folket indtil verdens ende. At han trækker sig tilbage betyder,
at han for alvor stadfæster, at kærligheden er hans.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og hvem er det så, denne
Guds kærlighed gælder? Ja, den gælder, som vi hører i evangeliet, de vantro.
Den er rettet mod mennesker, der – i disciplenes skikkelse – altid må stille
sig måbende og undrende og krævende over for Gud. Det er dem, han er tro mod.
Ikke mod en særlig slags mennesker med særlige trosevner. Nej, de vantro
disciple – og dvs. enhver af os – os er det i al vores vantro og alle vores
spørgsmål og alle vores krav, Kristi troskab gælder.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og også for os mennesker
får kærligheden et helt konkret indhold, for de vantro bliver sat i arbejde.
Sådan ytrer altså Guds kærlighed sig, at den er tro mod det konkrete
menneskeliv, at den holder ud i evighed, og at den ikke er sentimental og
stryger med hårene, men sætter os meget nøgternt og jordnært i arbejde. Det er
jer, sølle og vantro mennesker, der skal udføre min gerning. Det er ikke de
storslåede og sikre mennesker, nej, det er jer, siger han til disciplene.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og hvad mere er; det er
sådan, Gud er nådig mod jer, det er sådan, han skænker syndernes forladelse,
ved at sætte synderen i tjeneste. Ikke ved at være god og rar og sentimental og
følelsesfuld, men ved netop at sætte syndere til at bestille noget. Og skulle
vi sige, hvad der altid er mest bekvemt at sige, nemlig at det har vi ikke
kræfter til, så lyder hans ord, at det skal jeg nok sørge for. Det er mig, der
sørger for det mirakuløse, at du kan passe din opgave – hvad du har at gøre er
blot at gå til din opgave.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Det er sådan, nåden ser
ud – tilgivelsen – at du sølle vantro menneske med al din selvoptagethed og
fejhed bliver sat i arbejde. Og det vil sige, at du bliver pillet ned fra det
at skulle være noget andet og finere end en almindelig arbejder. Og det er nådigt
ikke at skulle være andet.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">At Kristus fór til
himmels betyder, at hans troskab, hans befaling, gælder ikke blot nogle jødiske
mænd for snart 2000 år siden, nej, det gælder enhver til enhver tid på ethvert
sted.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Men hvad gør vi
mennesker? Vi hugger både hans gerning og ord og gør dem til fromme fraser, som
vi professionelt slynger omkring os uden hverken afsender eller adresse. Bare
sådan ud i den tomme luft i stemningens overdrev. Og hvad sker der med Kristi
gerning og ord? Der sker det, at de forsvarer sig selv ved at blive ganske
tomme og golde og ligegyldige. Præcis lige så ligegyldige som politikerens ord,
når han automatisk messer dem gang på gang uden hverken mening eller indhold.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Nej, kærligheden, den
hører Gud til, og ve den, der forsøger at fortie eller forplumre det. Og Guds
kærlighed gælder forunderligt nok vantro og syndere, og ve den, der forsøger at
lyve om det. Ve den, der forsøger at lyve om, at det er os, der er vantro og
syndere, os, der ikke vil nøjes med at tro.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Syndernes forladelse er
derfor alene dette, at vi uanset tid og sted følges af Guds befaling til os om
at tjene og arbejde, og ve den, der forsøger at gøre syndernes forladelse til
følelse og stemning og således slippe for at skulle tjene.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Og glæden er, at Guds
ord til syvende og sidst forsvarer sig selv ved at gøre sig dødt, når vi
mishandler det. Således holdes det fast, at kun én kan give kraft – nemlig Gud
selv. Det var derfor, han forlod denne jord, for fra sin himmel at komme til os
i sit ord og følge os nødstedte og vantro gennem livet.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><br /></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;">Amen</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<br /></div>
<br />Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-32049841384374574112020-03-10T16:37:00.001+01:002020-03-10T16:37:54.772+01:00Zakæus (Prædiken til 2. s. e. helligtrekonger)<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Den lille mand Zakæus er
blevet verdenskendt og en historisk skikkelse, fordi han kravlede op i
morbærfigentræet. I dag, snart 2000 år efter at det skete, sidder mennesker og
hører om ham. Mon ikke vi roligt kan sige, at det havde han ikke regnet
med. </span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Og så er det forresten
slet ikke ham, der er hovedpersonen i fortællingen – han er kun anledningen.
For hvad er det, vi har for os i denne fortælling? </span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Jo, lad os kalde
fortællingen et øjebliksbillede fra en tid længe før kameraets opfindelse. Vi
kunne også kalde fortællingen en talefilm fra en tid længe før, der var udtænkt
noget så teknisk raffineret. </span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Ofte hører man det
spørgsmål formuleret: ”Hvad har kristendommen med menneskers</span><span style="font-family: Times New Roman, serif;"> </span><span style="font-family: Arial, sans-serif;">dagligdag at gøre? Den
daglige verden, som mennesker lever i, er helt anderledes end den verden,
kristendommen taler om. Måske kunne kristendommen sige folk noget i gamle dage,
men det moderne menneske har ikke brug for den og forstår den slet ikke. Vi er
jo i dag nået langt videre, vi er blevet mere oplyste, og videnskabens
fremskridt gør os langt mere rustet mod overtro og banale religiøse
forestillinger”.</span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Mon dog? Egentlig
forekommer det mig, at netop overtroen har mere end kronede dag her i det 21.
århundrede. Nej, det øjebliksbillede af manden, der kravler op i et træ for at
se dette omtalte menneske drage forbi, kunne udmærket stamme fra vore dage.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;"><br />
Lad os tage billedet af ham som et billede på, hvordan vi mennesker er og altid
har været. Dette billede af en lille og tvivlrådig og usikker og spørgende
sjæl, der nok har lært en masse rigtigheder udenad, og som véd en forfærdelig
masse, ja, som måske også har tjent en pæn lille slump penge på mere eller mindre
hæderlig vis, men som trods alt dette ikke er kommet et skridt videre.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Ofte var det blevet
lovet ham, at når bare han anstrengte sig nok, når hans forhold var blevet
stabiliserede, og når han havde fundet noget at bygge sit liv på, så ville han
have fundet sig selv og være blevet et harmonisk og lykkeligt menneske. Ikke
sandt, vi kender talen! Der er også i vore dage nok, der lover noget
tilsvarende, nok der leverer denne overtroens tale om, at når bare du finder
dig selv, når bare du finder de rigtige knapper at trykke på, så forandrer
verden og livet sig totalt. Vi kender tendensen, og vi kender alle dens
disciple, der kan lektien udenad og som så gerne vil velsigne alle med den. Vi
kan møde dem alle vegne – også i kirken. De ved besked om, hvordan verden skal
frelses, de ved, hvordan alle problemer skal klares, nemlig ved at man altid
følger dem i halen.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Men Zakæus, dette lille
usikre og småbekymrede menneske, kryber i skjul for den slags. Han hører pænt
på, hvad der siges, men går alligevel tomhændet hjem. For der bor noget i ham –
han ved ikke selv hvad – men der bor noget utilfredsstillet, noget fortvivlet i
ham, som han ikke kan komme til rette med. Livet er ikke så nemt at komme om
ved, som det synes at være for alle disse eftersnakkere og patentprofeter. Og
så farer den lille mand rundt i tilværelsen – slutter sig snart til psykologens
forklaring om at tage sit opgør med forældrene og barndommens lidelser, eller
han kaster sig over en politisk ideologi, som har svaret på al uretfærdighedens
årsag, eller han sætter alle sejl ind på at stige i graderne og med en god
årsløn sikre sig og sine nu mange årtier frem. Og sådan går hans liv, som i
almindelighed ender i ingenting andet end lidt skuffelse, lidt mismod, lidt
bitterhed. Og han slår sig til tåls med, at det ikke kan være anderledes.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Ikke sandt, sådan er
livet; der er ikke hold i det, det er bare en strøm, der glider ad tilfældige
veje, og menneskene trasker lettere mismodige lidt ad den ene vej og lidt ad
den anden vej. De går ikke som sådan med det udenpå, og de kan måske ikke selv
sætte ord på det, men inden i dem bor denne håbløshed, dette mismod: Dette, at
der ikke er noget ved nogen ting – ikke sådan for alvor -, der er ikke noget at
vente på – alt er gråt.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Men så langt var vor
lille ven i dag, Zakæus, ikke nået endnu. Han havde endnu en vis nysgerrighed
og forventning i behold. NU ville han se den mand, han havde hørt om, og da han
var så lille af størrelse, måtte han op i træet. Og så skete der altså det, at
denne mand indbød sig selv som gæst i hans hjem.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Hvorfor mon? Ja, ingen
ved det. Men det gjorde han altså. Han gjorde det bare, og det er faktisk hele
historiens indhold. Han gik ind til et menneske, han ikke kendte – et ganske
dagligdags menneske, som bare havde villet se ham, der taltes så meget om. Der
står intet om Zakæus´ motiver, der står intet om Jesu motiver, for det behøves
ikke. Øjebliksbilledet siger dette ene: Jesus gik ikke forbi ham, der søgte
ham. Sådan er han, vil billedet sige os. Ja, dette er hele hans gerning. Han
kommer selv, han skal ikke hentes eller findes, han stiller ikke betingelser,
han foretager ingen forundersøgelser, han skal ikke indbydes, han indbyder sig
selv.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Således kom han, og
således kommer han. For det er hans vej, og det er hans gerning, at han kommer
til det lille menneske, som der intet fint eller dyrt er ved, det som intet er.
Vi stilles over for et hverdagsbillede uden fanfare. Sådan er han kommet til
jorden uden andet ærinde end at komme og tage ind hos menneskene dér, hvor de
bor. Han spørger ikke forud, om de nu er parate. Og dér, hvor han kommer, dér
siger han bare én ting, han siger: ”I dag! I dag er jeg hos dig, i dag er der
kommet frelse til dette hus, for jeg er i dag kommet til dig dér, hvor du bor,
i din grå og meningstomme hverdag. Ikke i det liv, der lykkes, men i det liv,
der mislykkes, eller som hverken lykkes eller mislykkes, men som blot er, som
det er, hverken lyserødt eller helt gråt. I dag er frelsen kommet til dette
hus, bare fordi jeg er i det”.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Hvem var dog han, der
kunne sige sådan? Som sagt, det var ham, der bare var den, der kom for at
komme. Livet delte han med os, dette liv, som er vort liv, dødens liv – ikke
det sejrende, harmoniske og lykkelige, men livet, som livet er – uden glans og
herlighed. Zakæus blev så glad, at han tilbød at forære halvdelen af sin formue
bort og erstatte firedobbelt, hvad han måtte have snydt nogen for. Sådan
reagerede nu han. Det væsentlige er, at han reagerede, og ikke hvordan han
reagerede. Han blev glad, ganske enkelt, og så ved man aldrig, hvad man kan
finde på.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Og hvorfor blev han
glad? Fordi han fik en gave, han ikke havde ventet og slet ikke fortjent: Han,
den lille mand, som hverken vidste ud eller ind, og som aldrig rigtig havde
kunnet finde sine egne ben at stå på, og som blot var et ganske almindeligt hverdagsmenneske,
han havde fået besøg og havde hørt dette ”i dag”. Og med dette ”i dag” var Gud
kommet til ham. Guds rige lå ikke langt borte, men det var hans her og nu.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Og det øjebliksbillede
skal sige os nøjagtig det samme i dag. Zakæus, det er nemlig dig og mig. Zakæus
er os, det lille usikre, ængstede menneske. Til det siger vor Herre ”i dag”.
Thi menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte. I dette ord: I
dag! er Gud selv hos os. Det er det hele, men det er også alt, det er frelsen
fra alle utopierne, alle religionerne og de politiske og filosofiske og
psykologiske teorier, der siger i morgen, når du en gang er kommet oven på.</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif;">Amen</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
</div>
<div class="MsoNormal">
<span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; line-height: 107%; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><br />
<br />
<!--[if !supportLineBreakNewLine]--><br />
<!--[endif]--></span><o:p></o:p></div>
<br /><br /><br />Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-22842461632900676202019-12-04T11:05:00.001+01:002019-12-04T11:05:43.215+01:00Prædiken 3. s. i advent<br />
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Jeg
har altid haft ondt af den stakkels Johannes. Ikke fordi han blev fængslet,
skønt han var ganske uskyldig. For hvad havde han gjort andet end at prædike
andet end det, han troede var sandt. Selvfølgelig var det slemt nok at sidde i
fængsel på ubestemt tid og uden nogen egentlig anklage, bare lukket inde, fordi
man er i vejen for magthaverne. Selvfølgelig er det slemt, og selvfølgelig
burde alle den tids Amnesty Internationals havde protesteret mod en sådan
uretfærdighed. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Men
én ting havde Johannes dog med sig i fængslet, og det var sin tro. Det, han
havde prædiket, det havde han med, og så længe han havde troen, var det ikke
helt galt, for så var der dog en mening med at lide. Det er først i vores
såkaldt oplyste tider, at troen populært sagt er blevet noget, man skal have
belønning for, og som skal føre til fred og trivsel og fordragelighed – og hvad
ved jeg. Nej, jeg går ud fra, at Johannes var klar over, at tro er ikke noget,
man anskaffer sig på beregning, men den er tværtimod noget, man ikke kan blive
fri for, fordi man er i nødstilstand og ikke kan undvære den, selvom man var
friere stillet uden den. Det har altid været lettere at løbe med flokken end at
stå på sine egne ben. Men troen sætter altid én dér, hvor man er alene. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Nu
var han altså sat så alene, som et menneske kan sættes. I fængslet uden udsigt
til løsladelse. Men ét havde han, og det gav fængslingen mening, han havde den
tro, han ikke havde kunnet slippe. Men nu kommer det, som gør, at jeg har
ekstra ondt af ham – som han sidder der i sin fængselscelle: Han er ved at
miste troen, den tro, der drev ham ud i ørkenen uden tanke på udkomme eller
fordele, den tro, der fik ham til at tale skarpe og strenge ord til de rige,
men som også fik den jævne mand til at opsøge ham for at døbes af ham – antageligt
ud fra en instinktiv forståelse af, at her stod en sand småfolkenes talsmand,
som lovede en fremtid for dem, der menneskeligt set ingen fremtid havde. <br />
Nu sad han der så ene og kom i tvivl. Var det sandt, hvad han havde lovet de
små? Var hans tro sand eller var den falsk? – Var den indbildning, en illusion?
Intet er så frygteligt for et menneske som at falde i virkelig tvivl, intet er
så frygteligt som at miste al grund under fødderne – alt det, man gik ud fra
var urokkeligt. I vore dage kalder vi det for en depression, og den kan komme
som en bølge over mennesket og kvæle ham. Alt har mistet sin mening, alt er
mørke, alt skrider sammen. Sådan faldt den stærke troens kæmpe i tvivl, netop
da han allermest trængte til troen. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;"><o:p> </o:p></span><span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Som
sagt, jeg kan ikke andet end fyldes af medlidenhed, og det selvom der også er
en trøst i at vide, at når det kan gå således for sådan troens mand, hvor meget
kan jeg så ikke forstå, at det kan ramme enhver af os. </span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">
Anderledes sagt, jeg kan genkende mig selv i Johannes´ skæbne. Han var altså et
menneske og ikke et religiøst overmenneske. Når selv han kunne falde i tvivl,
er det menneskeligt, at enhver kan det. Men ondt af ham, det har jeg, skønt jeg
ikke er kommet til det, der for alvor fylder mig med medlidenhed. <br />
Lad os nu først høre, hvad han gjorde for at komme ud af sin tvivl. Det
lykkedes ham at sende bud til ham, han havde døbt, og som skulle være den, der
skulle komme og opfylde troens håb. Sig os det rent ud, er du virkelig den, der
skal komme? <br />
Angsten og tvivlen lyser ud af spørgsmålet – og derfor havde Jesus her for
alvor mulighed for at trøste en fortvivlet, her var der, synes jeg, brug for et
åbent og klart og utvetydigt: Ja, hils Johannes og sig, at han skal ikke
tvivle, for jeg er den, han ventede. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Men
Johannes får ikke dette utvetydige svar. Ingen ren og klar besked. Vist så, han
får et svar, men det er et svar, der overlader til Johannes selv at afklare
sig. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går,
spedalske renses, døve hører, døde står op, evangeliet forkyndes for fattige,
og salig er den, der ikke forarges på mig”. Det var svaret. <br />
Umiddelbart satte dette svar kun Johannes i ny tvivl, for det er jo, som om
Jesus sagde: “Du må selv om, om du vil tro mig”. Var det ikke at føje spot til
skade, at Jesus ikke gav ham et klart og åbent ja i hans nød. Hvorfor sagde
Jesus ikke: “Ja, jeg er den, der kommer”, i stedet for at sige: “Det må du selv
finde ud af?” <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Kan
vi ikke ynke den stakkels tvivler, som ikke kan få klar besked? Prøv at lade
spørgsmålet stå et øjeblik, og lad mig i mellemtiden ridse den samme situation
op i en nutidsklædning. I vor tid er en af hovedanklagerne mod kirken og
kristendommen den, at vi får aldrig ordentlig besked. Det er jo som om, siger
man, at der ingen tro er i kirken. Nej, se bare til sekterne, Jehovas vidner og
pinsebevægelsen eksempelvis, de tror da virkelig. De kan sige præcis, hvad vi
skal tro og gøre. De tror på Biblen, de tror på det, de siger. Men kirken, og
det betyder præsterne (som om det er dem, der er kirken), kirken, den har ingen
standpunkter. Den siger os ikke noget. Med andre ord, det moderne menneske vil
gerne tro, men kirken giver det ikke noget at tro på. Anklagen er velkendt.
Tvivlen ligger uden for enhver mands dør og derfor stilles der krav om klar og
utvetydig besked. Kirken må da selv tro på det, den siger, og derfor kunne sige
os andre, hvad vi skal tro på. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Jo,
Johannes´ situation er os ikke fremmed. Johannes fik intet utvetydigt svar,
ingen klar besked. Hvorfor ikke? Fordi Gud vil troes som Gud. Netop troes,
derfor kalder Gud på menneskets egen afgørelse, han springer ikke mennesket
over og afleverer en lektie. Eller man kan sige, Gud udleverer altid sig selv
alene til troen. Og tro er ikke en færdig størrelse, men den er noget, der
stadig bliver til, den skabes stadig på ny, fordi – ja, læg vel mærke til det –
fordi troen kun er til for tvivleren. Jesus sendte bud til Johannes med en
skildring af sig selv og sin gerning, og således fik Johannes ikke et færdigt
svar, ikke en lektie at lære udenad, men han gav ham noget at tro på. Netop
noget at tro på – han så at sige kaldte troen frem hos ham ved sit upræcise
svar. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">“Salig
er den, der ikke forarges på mig, dette siger jeg dig, for det er hele min
gerning at sige dette til enhver”. Jo, Jesus pegede på sig selv, ikke på sin
personlighed, men på sin gerning, og sådan skænkede han Johannes troen. Og
anderledes får intet menneske troen. Hver søndag må vi høre ordet om Jesu
gerning. Og det selv om vi så meget hellere vil have klar besked. Det selv om
vi hellere vil have en kristelig lektie at løbe med. Men på den måde, eller på
den vej, finder vi aldrig Gud, for Gud vil troes fra dag til dag fra øjeblik
til øjeblik – han er nemlig en levende Gud og ikke en død Gud. Han hører ikke
hjemme i kolde beregninger eller fromme gerninger, han er dog, Gud være lovet,
Gud og ikke en maskine. Og derfor kommer han til os i dag, som han gjorde det
den gang i ordet om Jesus, han som døde og opstod for vor skyld. Andet er
kirken ikke, og andet må den heller ikke være end dette ords forkyndelse, for
således skænker Gud os sig selv, således giver han os tvivlere troen på ny. Som
Jesus gav Johannes sig selv. <o:p></o:p></span></div>
<div style="margin-bottom: 12.0pt; margin-left: 0cm; margin-right: 0cm; margin-top: 12.0pt;">
<span style="color: black; font-family: "Arial",sans-serif; font-size: 11.0pt;">Amen</span><o:p></o:p></div>
<div class="MsoNormal">
<br /></div>
<br />Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-1802947915663637752019-09-10T10:59:00.000+02:002019-09-10T10:59:10.324+02:00Retfærdighed (Prædiken til 6. s. e. trin.)<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Hvad var det for et
emne, alle partier i den nys overståede valgkamp kunne blive enige om at ville
kæmpe for? Hvad var det for et emne, der gav dem alle lidt ekstra glød i øjnene
og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det var retfærdigheden? Kampen for retfærdigheden,
og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. <span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">For intet sted er
forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vores side dømmer de
uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den
kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner
kz-lejre og Gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske
revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Så langt er vi ikke gået
herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over
spærregrænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til
velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en
retfærdig flygtningepolitik.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Og ve den, der stiller
spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det
dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede. Jo,
retfærdigheden ruller i vore årer, og det i en sådan grad, at vi, som i et
væddeløb, kappes om at være mest retfærdig. Derfor skulle man også tro, at
disse Jesu- ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der
kæmper for retfærdigheden.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Men sådan forholder det
sig imidlertid ikke.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Og det er nu ikke så
mærkeligt endda, fordi her tales om to vidt forskellige former for
retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige
retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at
gøre. Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den; den
jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge
retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser,
mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den
har noget afslørende dobbelt i sig. Nemlig at både mine medmennesker og jeg
selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en
forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp
til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord,
jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Men se, det er fandens
opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for
andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi
blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er
uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste
forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke
noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde
godhedens glorie.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Ja, sådan ser altså den
jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør
det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er
denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus stiller over for Guds
retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og
farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske
retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe
for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er
intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og
forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Og derfor er der et
spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener
Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og
farisæernes?<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Mener han, at disse folk
ikke er retfærdige nok, mener han vi skal tage os sammen og yde meget mere, end
de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det,
han mener? Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener
han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget,
der kan forøges, noget der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er
retfærdighed, det som vi anser for retfærdighed?<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">At ”overgå” vil jo sige
med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin
tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver i sær skal
overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds
retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og
derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed.
Ja, de er udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok
eller ej.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Farisæerne og de
skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente, at gå på
Guds vej – og dér går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at
lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at
gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som
fanden derfor er vejleder på.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Nej, hvis du vil kæmpe for
retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig
selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hånden i
stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv således, at du kommer til
at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv og tænk på din
bror.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Sådan er Guds
retfærdighed.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Den ser ikke på sit
eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven
på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er
den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds
retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et
spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et
spørgsmål om alt eller intet.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Den er ikke noget, vi
kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">På samme måde, som den
kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillig mod vor
modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Han, som hører
ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ram forbi.
Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal
vores retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Men Jesu ord er ikke et
sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud med. Vi kan ikke på denne
bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige.
For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan
nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan
ingen. Derfor: Enhver der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse
af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi
kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også,
at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke
længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket.
I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag,
som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på
retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<br /></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Vi er med andre ord
hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor
kun ét at gøre: at tro Guds retfærdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er
saligheden for enhver synder.<span style="font-size: 12pt;"><o:p></o:p></span></span></div>
<div class="MsoNormal" style="line-height: normal; margin-bottom: .0001pt; margin-bottom: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, Helvetica, sans-serif;">Amen</span><span style="font-family: "Times New Roman",serif; font-size: 12.0pt; mso-fareast-font-family: "Times New Roman"; mso-fareast-language: DA;"><o:p></o:p></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
</div>
<div class="MsoNormal">
<br /></div>
<br />Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-36139340494230805862019-06-08T15:36:00.000+02:002019-06-08T15:36:08.414+02:00Den fortabte søn (prædiken til 3. s. e. trin.)<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Denne fortælling er en klassiker,
som vi alle kender. Den har i tidens løb for mange stået som det reneste og
sandeste udtryk for kristendommens indhold, at den er læren om Gud som
menneskets kærlige far, en far, der ikke dømmer og forkaster, men tager imod
med åbne arme. Sådan lyder - om ikke andet - de humanes forståelse af den. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">De
mere strenge har lagt hovedvægten på den fortabtes søns anger. Han gik i sig
selv, og den lære, som de først og fremmest fandt i fortællingen, var, at Gud
forlanger syndserkendelse for at tage imod menneskene. Derfor prædikede de
omvendelse og bod, hvilket vil sige, at den nødvendige forudsætning for, at Gud
forbarmede sig, var, at man brød op og vendte sig mod Gud. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Om denne forståelse
ved jeg kun ét at sige; at det vist var mere af nød og trang, sønnen vendte sig
mod sit fædrene hjem, end at det var af anger og ruelse over sin syndighed. Så
hvor megen grund, der er til at rose ham for det, ved jeg ikke. Mig forekommer
det yderst kunstigt at ville gøre en dyd af noget, der ingen dyd er. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Nej, den
fortabte søns anger, tror jeg ikke, man skal gøre for meget ud af, lige så lidt
som vi skal gøre for meget ud af vores egen anger, for rent ud sagt: Den anger,
der er beregnende, har umådelig lidt med anger at gøre. Og da slet ikke over for
Gud, ham, som kender hjerter og nyrer bedre, end vi selv gør. Nej, vi må nok i
stedet holde os til faderens kærlighed som fortællingens pointe - og ikke
sønnens gåen-i-sig-selv. Faderen, som kun gør ét: Venter på de fortabte for at
tage imod dem. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Denne pointe har altid gået menneskene lige til hjertet, og det
næsten for meget, vil jeg sige. For hjertet er jo følelsernes sted, og livet
består af andet og mere end følelser. Også følelserne skal sættes på plads og
aves, ellers ender vi mennesker i optagethed af vores egen rørelse. Og denne
irettesættelse af vores hjertelige følelser, som beskrivelsen af Guds
overvældende kærlighed fremkalder, vil vi i dag beskæftige os med. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Ikke for at
forkaste dem, ikke for at reducere dem, men de skal gøres frugtbare, de skal –
og skønt jeg ikke bryder mig om ordet, vil jeg bruge det alligevel – de skal
disciplineres. Derfor vil jeg kalde fortællingen ”historien om
generationskløften”. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">For sønnen var draget hjemmefra. Han skulle bygge sin egen
verden op, han forlod det gamle og hjemlige, for nu var han voksen. Sådan er
det at være ung, og sådan skal det også være, andet vil være unaturligt. Den
unge kasserer det gamle, nu skal verden gøres ny og bedre. Opbruddet fra
hjemmet hører med til livet, bruddet med det og de gamle, iveren efter at skabe
en anden verden, alt sammen er det så gammelt og prøvet før, som livet er
gammelt. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Nu til dags har hele denne tendens til at forny og forbedre
tilværelsen fået prædikatet ”venstreorienteret” på sig, som om det ikke altid
har været sådan, at de unge drog hjemmefra med ønsker om at gøre det hele lidt
anderledes og lidt bedre. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Som vores unge mand, der drog ud i verden, hvor det
gik ham, som det skulle gå: Det hele mislykkedes for ham. Den nye verden
lignede fuldstændig den gamle verden. Og vi kender det så godt. Det eneste, der
bliver nyt, er navnene og betegnelserne, men indholdet er og bliver, hvad det
var. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Men selvfølgelig, enhver skal gøre sig sine erfaringer, men erfaringen
bliver, at verden lader sig ikke forandre eller forny – eller rettere - det
eneste, der forandres er det ydre og ligegyldige; at vi kan køre 220 km i timen
i vores biler, og at vi kan kommunikere med avanceret teknologi, men selve
livet er det samme, som det altid har været og vil vedblive at være: At vi
aldrig kommer til at beherske det, bekymringerne forsvinder ikke, sygdom, død
og ulykke vil stadig være en realitet. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Og hvad betyder det? Det betyder, at vi
mennesker kaldes tilbage fra alle vore udflugter, tilbage til hjemmet, til den
begyndelse, vi er gået ud fra. Vores unge mand i dag oplevede dét, som alle
oplever, hvis de ikke er så blinde og døve, at de ikke ser fallitten, men
vedbliver at tro på deres egen ideelle eller materielle iver. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Mon ikke de
fleste ældre forældre har oplevet, at når først de unge er kommet hjemmefra, så
lærer de at længes hjem, og mon ikke enhver gammel oplever, at jo ældre han
eller hun bliver, des mere er det som om, barndommen og forældrenes hjem står
tydeligere frem som det stabile. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Det er et forunderligt kredsløb, der ligger
skjult i menneskelivet; at det går slet ikke fremad, sådan som vi alt for ofte
tror eller påstår. Nej, livets linje er ikke en lige streg, men den er en stor
cirkelbue, og mennesket vender tilbage til sit udgangspunkt. Det er derfor ikke
tilfældigt, at det hedder ved en begravelse: Af jord er du kommet, til jord
skal du blive. Og dette er også denne historie et billede på. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Vores unge mand
blev med eller snarere mod sin vilje tvunget hjem igen. Selv følte han sig som
nederlagets mand, for han rejste ud med hovedet fuldt af planer og
forventninger: Nu skulle han vise dem alle, hvad han kunne udrette, og så
vender han tilbage som en slagen mand, der brødebetynget bekender, at han har
syndet imod himmelen og sin far. Og hans bekendelse er skam ikke blot en frase,
han bruger, for at smøre den gamle. Slet ikke. For hans synd imod sin far var
den, at den gamle verden ikke havde været god nok til ham. Og det er en
bekendelse af den sandhed, han har lært af livet selv, nemlig at et menneske
skal leve dér, hvor det er sat, at opgaven ikke er at lave verden om, men at
være hjemme i verden, sådan som den er- vi kunne også sige; opgaven er at tage
livet i strakt arm. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Den unge rejste ud for at finde livet og ved ikke, at han
dermed vender livet ryggen. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Vi mennesker længes efter noget nyt, noget større,
noget bedre, og hvad betyder denne længsel? Den betyder, at vi flygter fra
livet, som det er. Men livet holder os fast, og vi føres dér hen, hvor vi ikke
ville. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Og om alt dette fortæller denne historie. At det er, som det skal være,
for det er, hvad Gud venter på for at være det, han er, vor Gud, vort håb, vor
glæde. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Om vort hjem handler denne historie, vores sande og virkelige hjem, som
er Gud og hans kærlighed, der kun vil ét, nemlig være vort hjem. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Der var også
en anden mand i historien. Han havde aldrig været hjemmefra, og derfor havde
han heller aldrig fået lært, hvad for et hjem, han havde. Han tog det hele som
en selvfølge, og derfor kunne han slet ikke forstå glæden i hjemmet, da hans
bror kommer hjem. Han var åndløs, han var uden for virkeligheden, derfor måtte
hans far undervise ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, men du
bør glæde dig og være lystig, for din bror var død og er blevet levende, var
fortabt og er fundet. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;"><br /></span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Og sådan underviser Gud os alle, vi, som er mætte og
halvgnavne og utilfredse, og som slet ikke kender glæden over at komme hjem,
dvs. dette bare at leve livet uden fordringer om fornyelse og forbedringer.
Sådan taler Gud til den verden, der har nok i sig selv og sine egne
bestræbelser og slet ikke ved, hvad de vil sige at være hjemme i livet. </span></div>
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="font-family: Arial, sans-serif; font-size: 11pt;">Gud
underviser, Gud belærer, Gud tjener os, for at vi skal være glade og hjemme hos
ham midt i sorg og elendighed, ulykker og nederlag. Kan derfor noget være
større end gudstjenesten, hvor Gud selv kommer til os og tager imod os som sine
børn og dækker hjemmets bord for os? En fader vil forbarme sig over sine egne
små, og Herren gav os arme sit fadernavn at kalde på. Guds miskundhed alene
grundfæstet står i evighed. Min sjæl istem med glæde: al æren er og bliver hans!
Amen</span><o:p></o:p></div>
<br />
<div class="MsoNormal">
<br /></div>
<br /></div>
Unknownnoreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-51084689650712369212018-12-01T21:29:00.000+01:002018-12-01T21:29:11.239+01:00Allehelgensdag<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<br />
<div style="margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm;">
<span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Jeg vil indlede denne
Allehelgensprædiken med at nævne en af vore gamle konger; Frederik den 7. Han
var dybt foragtet af samtidens overklasse, en forargelse som også nutidens
autoriserede historievidenskab stort set deler. Men det menige og jævne folk
hang ved ham, da han levede, og de gav ham navnet Frederik Folkekær. Og det er
ikke tilfældigt.</span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">For der lyder bl.a. en fortælling om ham - og hvad enten den har fundet sted, som den nu fortælles, eller den blot er opstået, fordi den var karakteristisk for hans væsen og opførelse, - så
lyder der altså en historie om Frederik d. 7., som fortæller om en klogskab og drilagtighed, som nok har kunnet vække fine folks forargelse; nemlig at en af hoffets folk var syg efter at få enudmærkelse. Derfor løb han ustandseligt kongen på dørene for at minde ham om sine fortrinligheder og sin eksistens.
Kongen forstod så udmærket mandens ærinde, og til sidst kaldte han den ivrige tjener til sig og sagde: ”Godt, jeg gør Dem til kammerherre, når De nu så gerne vil være det, men det sker på én betingelse: De må ikke sige det til nogen!”</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Det er klart, at en konge, om hvem en sådan historie fortælles, helt givet har måttet vække sin samtids overklasses raseri - men også folkets kærlighed. For han har gjort grin med,
for ikke at sige afsløret, den forfængelighed, der altid trives, dér hvor man vigter sig af titler og kors og bånd og stjerner. At blive udnævnt til noget, som man ikke må vise frem og blive beundret for, det er jo at blive gjort til grin, og det var vitterlig den slags påfund, som gjorde, at man rasede over kongen i de københavnske saloner og muntrede sig med smædedigte og andet om ham.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Og da der trods alt var en grænse for, hvordan man kunne té sig over for monarken, kunne man i hvert fald lade sit raseri og sin forargelse gå ud over hans borgerligt fødte kone grevinde
Danner. Men folket hang ved ham og kaldte ham Frederik Folkekær.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Og at blive udnævnt til noget, som man ikke kan bruge til noget, dvs. som man ikke kan nyde godt af i betydning og anseelse og position, det er dét, der sker med disciplene her i
teksten fra bjergprædikenen.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Jesus udnævner dem til at være jordens salt, og så ér de det. Men det mærkelige, det efter menneskelig målestok mærkelige og forargelige er, at de ikke bliver spor mere ved det, end
de er i forvejen. Og det forklares med den næste sætning: at hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da salte med? Denne sætning skal vi lægge mærke til, for der siges ikke, sådan som vi uvægerligt vil høre det, at nu er de i sig selv saltet. Men der siges, at der er givet dem noget, som gør, at de kan salte – og hvis de mister det, hvad har de så? Ja, så de har ingenting!</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Kraften er intet som helst andet end det, der er dem givet, det, der er dem overdraget. Og dette overdragne er Guds ord – det er dét, de får at gå med.</span><span style="white-space: pre-wrap;"><br style="mso-special-character: line-break;" />
<!--[endif]--></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"></span><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Det lyder yderst spidsfindigt, men det er det helt afgørende, for det betyder dermed, at det lys, der skal sættes på stagen, ikke er disciplene selv og deres indsats og personlighed, men
at det er ordet, evangeliet. Dét sættes de til at være tjenere for.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Vi kan sige, at Jesu udnævnelse af disciplene betyder, at de befales til selv at træde tilbage. (Og det er i parentes bemærket netop det, der var så befriende ved de små historier om
Frederik Folkekær, at han over alt viste sig at være en konge, som havde sans for, hvad mennesker altid ønsker sig mest, nemlig at tage sig ud og blive beundret). Men som sagt, det er dét, Jesus udnævner disciplene, sin menighed, til, - at den alene skal sætte - ikke sig selv - men Guds ord på lysestagen, - og bøje sig for det ord og være tjenere for dét.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Vi kan også sige, at gøre dét, ja, det er ganske enkelt at tro på ordet, at lade det virke og lyse.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Og det er dét, der er er Allehelgensdags budskab. Det er Allehelgensdags evangelium, for det er altid evangeliet, at Guds ord er det hele, og at det skal du som menighed, som kirke,
stole på og tjene.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Derfor er der god mening i, at det er for ordnet, at Luther og reformatorerne skal mindes en dag som i dag. For deres protest bevirkede, at ordet, at evangeliet og det alene, blev kirkens
opgave. Det havde det ganske vist været hele tiden, men vi ved også, at kirken havde udviklet sig til noget ganske andet, til mærkelige optog og afladshandel og pragt og fester, at den kort sagt var blevet til alt andet end blot ordets tjener. Den var blevet til noget i sig selv - og at den katolske kirke påstod, at alt, hvad den gjorde, gjorde den for evangeliets skyld, ja, det gav Luther ikke en døjt for.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">For hvor Guds ord skal hjælpes på vej, hvor Guds ord skal smykkes op og have støttepædagog, dér er det altid mangel på tro på ordet selv, der står bag. Dér er det altid menneskers trang
til at spille en rolle, der kommer til udtryk.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Sådan som disciplene da også bestandigt røbede, at de også gerne ville have betydning. Nej, lyder det i dagens tekst, og nej, lød det gennem reformatorernes kamp; at være jordens salt
betyder, at du sættes til at være tro, du sættes til at tro Guds ord, du sættes til at lade dét alene lyse og bære. Og det vil til syvende og sidst sige at lade det ord bære dig, at lade det være det hele for dig. Og at dette ikke er ensbetydende med position og fremgang i verden, men tværtimod det modsatte, det vidner Jesu egen skæbne os om. Ikke sandt, hans fremgang i verden var til at overse, hans position i verden var ikke stor.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Allehelgensdag er derfor ikke dagen, hvor vi mindes de store og for verden betydningsfulde og fromme mennesker, vi mindes ikke alle kammertjenerne med deres titler og udnævnelse.
Nej, Allehelgen er til for at mindes den gerning, som jævne og svage mennesker, der ikke var spor anderledes end os, blev udnævnt til at udføre, og som de i al deres jævnhed – i deres daglige kamp med livet – udførte. Jo, vi mindes rigtig nok helgenerne, men det betyder ikke som på katolsk tid, at helgenerne er de særligt specielle og stærke mennesker, nej, vi mindes alle dem, som af Guds ord var udnævnt til helgener. Og blive udnævnt af Guds ord, det sker i dåben – og det er en udnævnelse, som ikke er til at prale med, for i dåben lyder det, at
du skal være tro. Du skal lade sejren tilhøre Gud, og i stedet være tro mod den
hverdag, du er sat i.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<br /></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Og det kan den døbte trygt være, fordi hans alt for svage tro hviler på klippegrund. Den hviler på Jesu egen troskab mod netop os syndere og vantro, den hviler på ham, der gav os syndernes
forladelse og håbet om en virkelig opstandelse på den yderste dag. Den hviler på hans troskab, der bærer, selv om alt brister.</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">Derfor er Allehelgensdag en mindedag for reformatorerne, der ikke havde andet at måtte holde sig til end deres dåbs løfte. Og derfor er Allehelgen dagen, hvor vi mindes vore døde,
mindes, at vi er forbundet med dem, fordi ingen af os har andet at stole på og hvile i end vore dåbsord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. </span></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;"><br /></span></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="white-space: pre-wrap;"><span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;">"Så pris, min sjæl, den Herres navn, som endte dødens dage, og kom fra
graven os til gavn, med liv og lys tilbage, som med sit ord, før vi det ved,
opvækker støv til herlighed".</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;"><span style="white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div style="-webkit-text-stroke-width: 0px; font-variant-caps: normal; font-variant-ligatures: normal; margin-bottom: .0001pt; margin: 0cm; orphans: 2; text-align: start; text-decoration-color: initial; text-decoration-style: initial; widows: 2; word-spacing: 0px;">
<span style="color: black; font-family: "Verdana",sans-serif; font-size: 10.0pt;"><span style="white-space: pre-wrap;">Amen</span></span><span style="color: black; font-size: 13.5pt;"><o:p></o:p></span></div>
<div class="MsoNormal">
<br /></div>
<br /></div>
Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-86779784818568784232018-09-14T09:50:00.000+02:002018-09-14T09:50:20.680+02:00Prædiken om synderinden<b id="docs-internal-guid-2ae44f82-7fff-ade2-ef51-c97c280713b9" style="font-weight: normal;"><br /></b>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 13.3333px; white-space: pre-wrap;"><i>(</i></span></span>En prædiken over fortællingen om synderinden, der brød ind i farisæeren Simons hus, hvor Jesus sad til bords. Og hun vædede hans fødder med sine tåre, kyssede og salvede dem. Lukas 7, 36-50)<br /><br />I denne fortælling, vi netop har hørt, er der tre personer til stede. Tre personer, som hver især er mere end blot sig selv – de er tre personer, der også står for noget.<br /><br />Først er der værten, i hvis hjem handlingen foregår. En farisæer var han, og Simon hed han. Og han repræsenterer det bedste blandt farisæerne. Han var hverken forstokket eller stivsindet, siden han vovede at indbyde Jesus som sin gæst. Nej, han har været åben og lydhør, han har været en person, der gerne ville høre, hvad Jesus havde på hjerte. Skulle vi give han en moderne betegnelse, ville jeg kalde ham en frisindet humanist og moralist, en menneskeopdrager – en af dem, som verden er så fuld af i dag. Han er måske nok fanatiker, men han er forstående og velvillig, netop disse karakteristika, som var et led i hans opdragelse af menneskene til at blive gode og harmoniske mennesker, der gjorde fremskridt i den rigtige retning.<br /><br />Den rigtige retning, ja, den kendte han, thi for ham var der forskel på mennesker. Der var dem, der var uden kultur og moral, og så var der dem, der stræbte efter at være gode og blive gode, dem der bevægede sig i den rigtige retning. Og Simon regnede Jesus som sin forbundsfælle i sine bestræbelser på at få folk til at, om man så må sige, vende sig i den rigtige retning. Og på den måde er Simon som alle os andre. For det er jo det samme, vi vil – alle stridigheder mellem ideologier og religionerne de bunder i det samme, nemlig at ville opdrage mennesket til at blive godt og humant.<br /><br />Men nu sad altså Jesus i hans stue, og de skulle nu i god økumenisk fællesskab samtale om det fælles mål og midlerne til at nå det, troede den gode farisæer. Men det viste sig hurtigt, at der var større forskel mellem dem, end havde kunnet forestille sig. Og forskellen var ikke en teoretisk forskel, det var ikke gennem en lang og dybsindig samtale, han opdagede forskellen mellem dem. Men det var ganske konkret i bedømmelsen af det, der uventet skete.<br /><br />Et menneske dukkede op. Frækt og anmassende og uopdragent trængte en kvinde sig ind i huset. Og hvilken kvinde. En af dem, som man som humanist og moralist holder sig pænt på afstand af. Rigtig nok en af dem, man gerne vil hjælpe, hvis hun vel at mærke kommer på den rigtige måde med bøn om hjælp.<br /><br />Men det gjorde hun slet ikke her. Hun trængte sig ind – trængte sig på – og gav sig til på en ubehagelig og pinlig måde at overfalde gæsten. Ikke med ubehageligheder, nej, men med det, som var langt værre og langt mere upassende og anmassende, nemlig med kærtegn, med kys og med tårer, og hun salvede hans fødder. Og gæsten lod det ske, han gjorde slet ikke forsøg på at ryste denne påtrængende kvinde af sig. ”Han må da vide, hvad hun er for en”, tænkte farisæeren Simon, og gæsten kunne se på ham, hvad han tænkte, og stillede spørgsmålet: ”Der var to mænd, der begge fik deres gæld eftergivet, den enes var stor, den andens var lille. Hvem af dem, tror du, var gladest for eftergivelsen?” ”Selvfølgelig ham, der havde den store gæld”, måtte Simon svare. Og gæsten sagde: ”Du har ret”. Og så forklarede gæsten videre, at det var jo netop, hvad der skete for Simons øjne. Denne kvinde havde meget at få eftergivet. Derfor var hun kommet, og derfor måtte hun udtrykke sin glæde over Jesus. Hun havde instinktivt forstået mere, end farisæeren var i stand til at fatte. Hun havde forstået, at Jesus var Guds kærlighed og tilgivelse på jorden, hun havde forstået, at han ikke var en menneskeopdrager og moralist men noget helt helt andet.<br /><br />Hun havde sikkert været ude for mange, der ville hjælpe hende ud af sit syndige liv med formaninger og håndsrækninger, men her var en, der kendtes ved hende, som hun var. En, som lod hende græde ud og ikke havde et eneste bebrejdende eller formanende ord at sige hende.<br /><br />Nu har vi de tre personer præsenteret. Den ene er værten, farisæeren. Han, som er enhver af os, for så vidt som vi alle mener at vide besked om livet, og hvordan det bør være. Han er derfor også vor tids kirke, den humane kirke, befolket af velfærdsprofeterne, dem, der vil hjælpe og opdrage os alle humant og kristeligt. Med andre ord, Simon er repræsentanten for alle dem, der har fundet svaret på livet. Dem, der ved, hvad livets mening og mål er, alle dem, der ved, hvad det gælder om, både når vi taler om det materielle og det åndelige. Repræsentanten for alle dem, der ved besked, videnskaben eller ideologien eller livsfilosofien – det kommer ud på et. Og kvinden, ja, hun er repræsentanten for dem, der skal hjælpes, fordi de anses for at trænge til hjælp. Hun skal drages op, som man sagde i gamle dage – altså opdrages. Og så er der gæsten, hvem er han repræsentant for? Han er repræsentant for Guds uendelige og evige og urokkelige kærlighed, den, der har et eneste navn: syndernes forladelse. Denne kærlighed var for kvinden livet selv. Den elskede hun, for hun kunne ikke andet, og idet hun elskede den, havde hun den. For den var urokkelig. Den sagde ikke, at først skulle hun stræbe efter at blive et nyt menneske. Nej, den bare elskede hende.<br /><br />Og den, som ikke elsker Guds urokkelige kærlighed, han finder den heller ikke. Han er sig selv nok og ved slet ikke, hvad kærlighed er. At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed. Og Gud skænker sig selv i ham, der er syndernes forladelse, han, som udholdt, at menneskene vragede ham, han, der lod sig slå ihjel af menneskene, fordi de ville være sig selv nok i deres tro på at vide og kende og kunne. Han lod sig slå ihjel, og derved skænkede han os Guds kærlighed, syndernes forladelse. Han blev knust og bar det stille. Han oplod ikke sin mund som et lam, der føres bort for at blive slagtet.– som et får, der er stumt, når det klippes.<br /><br />Herren lod den skyld, der hviler på os alle, falde på ham. Og dette er dommen over os – tilgivelsens dom – en glæde for alle, der lider møje og er besværede, men en forargelse for alle dem, der ved besked og tror på deres egen viden og stræben. I ordet om ham, der er Guds kærlighed, i ordet om ham kommer Guds kærlighed til os. I ordet om ham står Guds kærlighed urokkelig fast. Det er det hele, men det er også rigeligt. Som han sagde til kvinden: ”Din tro har frelst dig, gå bort med fred”. Her er intet at lægge til og intet at trække fra, intet, der skal gøres, og intet, der først skal nås.<br /><br />Guds kærlighed, syndernes forladelse skænkes os kvit og frit i Jesu navn. Vi vil godt nok hellere reparere på verden, men Gud elsker den, som den er, så hvad har vi andet at gøre end at glæde os derover sammen med denne kvinde.<br />Amen.</div>
<br />Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-761482814920783945.post-60157561024345320342018-05-31T12:17:00.001+02:002018-05-31T12:27:19.913+02:00 Prædiken til Store Bededag(konfirmation)<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Trods et dalende medlemstal for folkekirken så kan landets mange analyseinstitutter med jævne mellemrum oplyse, at langt de fleste danskere tror på en eller anden gud og endda beder til ham i ny og næ. Og det skal nok passe, at de fleste af os egentlig er ganske religiøse, når det kommer til stykket.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Og det gælder ikke kun os, der sidder i kirken i dag. Nej, jeg tænker såmænd også på de såkaldte ikke religiøse, modstanderne - de erklærede ateister. Også de har vind i sejlene. Og jeg tror, det skyldes, at de virker så utrolig tillokkende i deres selvstændighed. Det er som om, de har styr på det hele. Men går man lidt til ham – ateisten altså -, trykker man ham på hans lidt for tilfredse mave, så viser det sig, at også han har sin egen lille hjemmelavede religion, som han plejer og værner om og endelig ikke vil have fremmede til at trampe i.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">For også han vil have sin egen kirkegård, han vil også have sine egne ritualer i forbindelse med navngivning, nonfirmation, vielse og begravelse. Hans opgør er ikke mere radikalt, end at han ender med at snylte på kristendommens ritualer. Den kristendom, han helst ser forvist fra det offentlige rum ved at forbyde Fadervor og morgensang i de danske skoler for at erstatte dem med troen på menneskelige værdier, fremskridtet og videnskabens formåen.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Jo, jeg vil påstå, at også ateisten er religiøs. Og også han beder; til videnskaben, at den en gang vil knække cancerens kode, at al krig vil ophøre, at sult og hungersnød en gang bliver afskaffet. Men hvad gør han, hvis canceren rammer ham? Hvad gør han, hvis han en dag skulle stå på en slagmark eller sidde i den flyvemaskine, der rammes af et terrorangreb? Hvad griber han til? Hvad hjælper ham dér midt i livets alt for alvorlige øjeblik, når skylden plager én, den skyld, som ikke er til at komme af med? Når ens bedste ven dør, før man nåede at blive forsonet med ham? Den kristne folder sine hænder og beder sit Fadervor: Forlad os vor skyld! – men hvad gør ateisten?</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">For det er netop dér midt i livets alvor, at vi forstår, at vi er ikke har nogen ret at pukke på, men vi står med hatten i hånden, som de bedende gør. Dér, hvor vi intet kan overskue eller stille op, dér bliver bønnen selvfølgelig. Og hvem slipper for at stå der?</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">At bede, at søge, at banke på betyder derfor ikke, at vi skal vise Gud, at vi interesserer os for ham, at vi også skal gøre noget, og endelig med så stor inderlighed som muligt. Det betyder ikke, at har vi blot præsteret en from og inderlig bøn, så kan vi også gå dagen eller natten i møde med en god samvittighed, fordi vi nu har ydet, hvad vi skulle.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Som når i egne øjne fromme og kirkelige folk komponerer en bøn selv, hvor munden løber med fromme og gode ønsker for kloden og kirken og de stakkels medmennesker, man er omgivet af. For det vidner blot om, at de selv tilsyneladende har deres forhold til livet og Vor Herre på det tørre.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Nej, at bede, at søge, at banke på, det gør man først, når man er på spanden. At bede er som et barn at række hånden frem, fordi man ikke kan andet.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Og hvor tydeliggøres det bedre end i Fadervor? Denne bøn, der stædigt igen og igen, søndag efter søndag, løfter sin stille røst i blandt os og stædigt bliver ved sagen midt i vores fortvivlelse og afmagt. Og det gør den, fordi ingen af os slipper for at være i livets vold.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Derfor skal en hver konfirmand kende sit Fadervor. For Fadervor er ikke en fromhedsøvelse, men Guds egen bøn, der igen og igen vil mane enhver selvtilfreds religiøs følelse i jorden.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Men i stedet for at holde Fadervor i hævd bliver den udsat for en stedmoderlig behandling. Den betragtes som en barnlig begynderbøn, en slags bønnens lille tabel, der blot skal være et pædagogisk opdragelsesmiddel, så den voksne med tiden kan lære at bede selv. Men en større misforståelse af bønnen i Jesu navn findes ikke. For en bøn i Jesu navn skal ikke demonstrere, at mennesket kan selv, men den er derimod udtryk for, at et hvert menneske, barn som voksen, er hjælpeløst udleveret til Gud. Det er med livet og med Gud, som når jeg er involveret i en sag, jeg slet ikke kan klare selv og derfor må bede en anden om hjælp.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Derfor er det, der tales så meget om bøn i evangelierne. Ikke fordi der opfordres til en god og from øvelse, der vil have Guds velbehag. Men bønnen nævnes igen og igen for at gøre det klart, at et menneske slet ikke har andet at møde op med over for Gud – og dog har han lov at komme.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Derfor er det også det mest ejendommelige – ja, måske det eneste ejendommelige – ved Fadervor, at den slet ingen fromme falbelader har i sin bøn. Den begynder ikke med en masse fine ord, der skal udtrykke, hvor højt vi ophøjer Gud. Der er ingen næsegrus tilbedelse, der skal udtrykke, hvor ydmyge vi er. For kort og kontant siger Jesus til os: Lad os dog ikke skabe os over for Gud, for vist må vi alle bede, banke, søge og kalde på Gud – hvem skulle vi ellers kalde på? – men hvem du end er, og hvor langt du end måtte være borte, skal du ikke spekulere på at gøre dig værdig for ham.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Men én ting skal du; du skal kalde ham Fader, du skal bede dit Fadervor. For det er en misforståelse at tro, at Fadervor kun er for begyndere, og at der findes noget finere at holde sig til.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Og så alligevel er Fadervor kun for begyndere, men det er det ret forstået, fordi vi aldrig bliver andet end begyndere over for den lektie, at vi intet har at komme med. At vi ikke er Gud, og at der ikke er nogen eller noget i denne verden, der er det, eller skal være det. Men han er Gud og faderen for os alle. Han er den, som du skal sætte din lid til og fortrøste dig til, hvad så end dit eget hjerte og hele verden siger, for han er Faderen og forbliver Faderen, ja, også selv om det er skjult for os. Ja, også selv om det forbliver skjult for os, som det var skjult for Kristus, da han hang på korset.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Nej, hvem bliver nogensinde andet end en begynder og en læredreng over for befalingen om, at stå dér, hvor bønnen, hvor Fadervor sætter os? Her tages ikke hensyn til alle vore undskyldninger, men her befales vi at leve som børn med hinanden over for den samme Gud og Fader.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Da Kristus gav os sin egen bøn at bede, manede han al vor pukken på egen ret og fortrin fremfor sit medmenneske i jorden. Men i en uklædelig foragt for det overleverede har vi gjort Fadervor til en Askepot blandt troens lærdomme, og så er forholdet dog det, at hun er dronningen over dem alle, og alle andre bønner er kun en afglans af hende. Hun er bønnen par excellence, der bekender, at over for Gud er al ros udelukket, og hvor det derfor ikke tæller, hvad du og jeg er og har, men hvor det eneste, der gælder, er den Guds barmhjertighed, der gør, at han vil være en fader for os alle, som bor på jorden. Dette er jo netop evangeliets budskab. Dette er jo netop kristendommens indhold. Derfor er det rigtigt at sige, at disse to ord: Fader vor, indeholder alle budene, alle forjættelserne, ja, alle Guds ord. Her er det alt sammen befalet: Troen, håbet, kærligheden, og ingen er færdige med Fadervor, før han er færdig med disse tre.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;"><br /></span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">At bede et Fadervor er ikke et forsøg på at sikre sig over for det ukendte. Endnu mindre er det et forsøg på at få magt over Gud, over livet eller fremtiden, eller at tilsnige sig en ret hos Gud, som man ikke har. Men det er at bøje sig for, at han er i det skjulte og ser i det skjulte. Derfor ser han også barnets ret til at bede til sin fader, den ret, han gav os og tilsagde os i vor dåb, og som holder os fast i troen og håbet – ikke til os selv eller fremtiden, men til ham.</span></span></div>
<div dir="ltr" style="line-height: 1.38; margin-bottom: 0pt; margin-top: 0pt;">
<span style="font-family: Arial;"><span style="font-size: 14.6667px; white-space: pre-wrap;">Amen</span></span></div>
<div>
<br /></div>
</div>
Elisabeth K. Jensenhttp://www.blogger.com/profile/18153153787710626407noreply@blogger.com