mandag den 25. marts 2019

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag

For mere end 200 år siden var der en skæv helligdag, der hed Mariæ bebudelsesdag, og endnu for 60 år siden eksisterede den stadig i Sverige til glæde for alle skåningene, for en sådan fridag gjorde, at de kunne rejse til København og handle og more sig.

Men i 1700-tallet dukkede der en tysker op her i landet med nye ideer, som var på mode i udlandet. Ideer og tanker, som ikke er så forskellige fra dem, der er på mode i dag, nemlig at fornuften skulle være menneskets højeste rettesnor.
Og derfor afskaffede Struense – for ham er det jo, jeg tænker på – derfor afskaffede han så mange helligdage, han kunne, og Mariæ bebudelsesdag måtte lade livet tilsammen med andre helligdage til sorg for skolebørnene, der jo dermed mistede nogle fridage.

Som erstatning blev Mariæ bebudelsesdag henlagt til den 5. s. i fasten, og der ligger den dén dag i dag. Ja, netop den dag i dag. Mariæ bebudelsesdag hvad sigter den til? Ja, naturligvis til den gamle fortælling om, hvordan en jomfru nede i jødeland fik bud fra Gud om at skulle føde en søn, og denne søn skulle være Guds egen søn. Og naturligvis kan man godt forstå, at den snak er ikke noget for den menneskelige fornuft. Sådan en gammel fabel, hvad har den med fornuftens oplyste tider at gøre, hvor det drejer sig om nytte og udbytte og alt andet fornuftigt? Men hvis man nu er så fornuftig, at man lod være med at spille overlegen og klog og blot hørte den gamle fortælling som den fortælling, den er, og ikke hængte sig alt for meget i de ydre rammer og former, så kunne det jo være, at historien bag de ydre begivenheder, den skildrer, havde et indhold – noget den ville sige.

Ja, hvis man i stedet for at stejle over det usandsynlige og fantastiske ville lægge øre til og lytte efter, hvad meningen er med den fortælling om englen, der bringer bud fra Gud til jomfruen Maria, kunne man måske til sidst ende med at forstå, at fortællingens ydre ramme passer godt til indholdet. Hvad er indholdet og meningen med denne gamle bibelfortælling?

Ja, meningen kan vi finde ved hjælp af de ord, som er Marias lovsang til Gud over at være blevet udvalgt af ham: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser, thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde”. En lovsang fuld af glæde - og hvorfor nu det?
Fordi, hvis det virkelig skal gå sådan, som englen har lovet Maria, så er Gud en – ja, jeg var lige ved at sige - en folkets Gud. Så er han ikke den fjerne og ophøjede Gud, der sidder i sin himmel og bedømmer menneskene efter deres gerninger, men så er han én, der kommer til menneskene for at være deres Gud. Så er han én, der kommer – ikke til de fine og fornemme og fromme, men til almindelige småfolk, der intet særligt har at prale med. Så er Gud sandelig helt anderledes, end vi forestiller os ham.

For kommer Gud virkelig til Maria, så kommer han til alle. Maria vidste nemlig så udmærket, at hun ikke var noget særligt. Kommer Gud virkelig til Maria, så har han i bogstavelig forstand nedstødt de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe.
Dét er budskabet, det er indholdet i fortællingen om Mariæ bebudelse, og det budskab passer meget godt sammen med rammen. Men det til trods, så er vi lige vidt endnu. For straks melder fornuften sig og siger: ”Hvad kommer det os ved, hvad betyder det i vores tid? Det lyder alt sammen meget kønt men også en smule naivt, for det virkelige liv og denne vores praktiske verden har det intet at gøre med”. Og jeg skal ikke og kan ikke bevise, at det har det, for det må enhver finde ud af for sig selv, men én ting kan jeg sige, og det er, at de to muligheder, som ligger gemt i fortællingen, de er lige så meget til stede i dag som den gang.

Enten dyrker vi mennesker med alt vores arbejde og al vores travlhed en fremtidig herlighed, som det gælder om at nå – en lykke og en magelighed, som først for alvor skal gøre livet værd at leve, eller også tror vi som Maria i sin glæde, at Gud er ikke et mål, man skal erobre ved hjælp af fremgang og fremskridt, at livets mål og mening er ikke storhed, at Gud er ikke de riges og lykkeliges Gud, men folkets Gud. At han er dagen-idags-Gud, min Gud, fordi han er barmhjertig og nådig, og derfor ikke en Gud, jeg skal komme til, men en Gud, der kommer til mig.

Fornuften siger os, at vi skal være vor egen Gud, dvs. fornuften tror på den Gud, der er Gud for dem, der har noget, men troen siger: ”Skønt alt taler imod, skønt fornuften vil modbevise det 100 gange, så vil jeg ikke slippe det ord, at Gud ikke er den strenge dommer, der kun kalder dem for sine børn, der har resultater at møde op med, men jeg vil holde fast ved i liv og død, at Gud er min Gud. Ikke fordi jeg er noget særligt, ikke fordi jeg har fortjent det, men fordi han er barmhjertig og god, og hans hu står til de ringe og ikke til de mægtige. Han er Gud i dag og ikke i morgen. Han er Gud her på jorden og ikke kun i himlen”.

Jeg ved godt, at det nu om dage ikke er særlig moderne at tro for meget på kristendommen, og det er endnu mindre moderne at være ved, at man gør det. Men jeg ved også, at hvor fornuften alene får lov at råde, dér kommer tyranniet, for fornuften siger altid: ”Du er dig selv nærmest, du skal nå så meget som muligt i livet, det gælder om at sikre sig, inden det er for sent”. Fornuften, hvor den får lov at sætte dagsordenen, pisker og jager os frem.

Derfor er fornuften også udtryk for vantroen, den tror ikke, for den vil eje og besidde. Derfor har den travlt, derfor bliver den aldrig tilfreds.

Men jeg ved også, at er der noget, vi alle trænger til i vores fornuftige og tyranniske tider, hvor vi alle bøjer nakken for fornuftens pisk, så er det, at enhver siger til sig selv: ”Jeg vil ikke være slave af fornuften, jeg vil vove at leve i den tro, at vi ikke skal arbejde os frem til lykken, til Gud, men Gud er en Gud, der kommer til os og er hos os, her og nu, at Gud er folkets Gud og ikke de særliges og stræbsommes Gud. For alene ved denne tro bliver livet menneskeværdigt. Og det var en lovsang herover, Maria sang. Lad os derfor atter læse den:

”Guds navn er helligt, og hans barmhjertighed
varer fra slægt til slægt over dem, som
frygter ham. Han har øvet vælde med sin
arm: splittet dem, der er hovmodige i deres
hjertes tanker; stormænd har han stødt fra
troner og løftet småfolk op i højhed. Hungrige
har han mættet med gode gaver og sendt
rige tomhændet bort. Han har taget sig af Israel,
sin tjener, og kommet barmhjertighed
i hu imod Abraham og hans æt til evig tid,
sådan, som han lovede vore fædre”.

Amen