Søndag den
18. august er der sommermøde i præstegårdens konfirmandstue. Vi begynder som
sædvanlig med en kort gudstjeneste i Slotskirken kl. 14.00, hvorefter vi går
ned i konfirmandstuen for at drikke kaffe og høre foredrag. Denne gang er det
historiker Thomas Tram Pedersen, der skal tale om:
Dannebrog – 800 år
I 2019 er det 800 år siden, at Dannebrog ifølge legenden faldt ned
fra himlen i Estland under Valdemar Sejrs korstog mod Estland. Det er en
legende, som vi alle husker som et vigtigt element i vores nationale historie,
selvom de færreste tror på den.
Men hvad skete der egentlig under det sagnomspundne slag ved
Lyndanisse i Estland på Valdemarsdag, den 15. juni 1219? Hvordan er legenden
opstået, og hvad var baggrunden for slaget? Alt tyder på, at legenden faktisk
har mere på sig, end man måske umiddelbart skulle tro.
I sit foredrag følger Thomas Tram Pedersen i Valdemar Sejrs
fodspor og fortæller om legenden og om de mange spor fra de 130 års danske
herredømme i Estland, der blev indledt med slaget for 800 år siden. Samtidig
følges Dannebrogs historie, anvendelse og betydning helt frem til i dag; fra
kongeligt til nationalt symbol og som et samlende symbol på de danske værdier.
Thomas Tram Pedersen er
historiker, forsker og museumsmand. Han har arbejdet med formidlingen af
dansk militærhistorie gennem
en lang årrække. Og så har han medvirket i en række TV- og radioudsendelser om
særligt den kolde krig.
Alle er velkomne, og der er gratis adgang.