tirsdag den 12. december 2017

Prædiken til Allehelgensdag

Allehelgensdag, er det ikke noget, der hører fortiden til? Hører helgener ikke den katolske tid til, og har vi som lutheranere ikke for længst gjort op med denne kirkes forståelse af, at nogle mennesker i kraft af deres gerninger har en særlig yndest hos Gud?
Er det ikke sådan med Allehelgensdag, at den er en anakronisme, altså noget fortidigt og for os moderne mennesker ganske uaktuelt?

Ganske vist kan mange af os ikke undgå at føle en vis misundelse, når vi ser den katolske kirkes strålende ceremonier – eksempelvis i forbindelse med en helgenkåring i Rom, og mon ikke også en del tænker, at de dog i den katolske kirke har bevaret det festlige og farverige i kirken, noget som vi her under de nordlige himmelstrøg kan savne?
Men dog ved vi, at en sådan menneskeforgudelse, som disse helgenkåringer er udtryk for, ikke hører hjemme i en evangelisk kirke.

Vi undrer os derfor over en Allehelgensdag og spørger, hvad skal vi med den? Jeg har tidligere nævnt, hvad en gammel forordning siger om denne dag, at på den skal vi mindes reformatorerne og dens velgerninger over for os. Dette at de bragte os evangeliet tilbage i al dets enfoldighed, og jeg vil derfor i dag nævne, hvad den første lutherske biskop over Sjælland Stift, Peder Palladius, skriver til sine præster og deres menigheder om Allehelgensdag.

”På den dag skal vi mindes vore døde – de arme og syndige mennesker, som er døde i troen på vor Herre Jesus Kristus og nu ligger på vore kirkegårde”.

Altså; reformatorerne og vore egne døde, det er for dem, denne dag er helliget. De gamle stridsmænd, som bragte kristendommen tilbage til dens enfoldighed, og vore egne døde, som ved deres afmagt i graven fortæller os om os selv. Fortæller os, at vi aldrig kan løbe fra dødens vilkår. Vi kan det lige så lidt som vore kære på kirkegården kan det, og vores håb står derfor til den Herre, som reformatorerne frigjorde fra alt menneskespind og stillen sig an ved at bringe evangeliet tilbage til folket – evangeliet om, at Vor Herre er nådig mod de magtesløse og elendige, at de er de salige og hans velsignede.

Det var, hvad der lød til disciplene dér på bjerget, og hvor har det skuret i deres ører. For også de mente, at det var de retfærdige, de stræbsomme, de fromme, der skulle prises. Alle dem, der gjorde sig umage for Guds sag. Og er det ikke også det, vi forventer - trods vores reformatoriske arvegods –, at vort arbejde i Guds tjeneste skal belønnes, om ikke ved helgenkåring så dog ved Guds bifald?

For belønningstanken stikker dybt i os. Lovreligionen ligger os i blodet. Spørg blot en konfirmand, hvad en helgen er, og svaret vil være, at det er en from og god mand, som har gjort mange gode gerninger og netop derfor kunne forvente at få Guds velsignelse.

Men reformatorerne trak denne forventning bort under os, de henviste i stedet til Guds klare evangelium, som siger, at til elendige kom han, for dem var han til, for dem ville han være håbet. Og netop derfor er det, at denne dag, Allehelgensdag, er helliget reformatorerne og vore døde, for de viser os, hver på deres måde, hvem Gud er for. I deres grave taler de døde den samme tale til os som Paladius, der sagde, at: ”Havde du en far, som hed Peter, han hedder i dag sankt Peter i himlen”.

Og hvad mente den gamle biskop med disse ord andet end, at Gud har gjort den gamle døde Peter til helgen, intet har Peter selv gjort andet end at bøje sig for denne tale i sin død og at blive ført til graven under dette ord og dette håb. Derfor er han et vidne for os i sin grav, sådan som reformatorerne er det i deres tale og opgør med en kirke, der ville forvanske evangeliet og gøre det afhængigt af menneskers gerninger.

Nej, Allehelgensdag er ikke noget fortidigt og anakronistisk, for i dag fortælles det os, hvem vi er, og hvad vi skal, at vi i afmagten er fælles med de døde og i håbet er salige med dem. Fordi vi af Gud prises salige.

Og som sagt, som det skurede i disciplenes og pavekirkens ører, således skurer det også i vores. Også vi dyrker de store, de dygtige, de overbevisende. Også vi fal- der på halen for de gode og rigtige, dem med den gode sag, vor tids helgener. Og vi forarges, hvis én og anden formaster sig til at tale dem ret imod. Sådan som disciplene forargedes på ham, der den dag stod på bjerget og saligpriste de fattige og magtesløse, og således gjorde alt det, som de havde stræbt efter, til intet.

Og en moderne præsteflok i dag, de forarges på den gamle Paladius, der ikke var optaget af at trække folk i kirke til alverdens arrangementer, men tværtimod revsede den præst, som tillod sig at stjæle en menigmands arbejdsdag. Hverdagens arbejde er i sig selv en gudstjeneste, sagde han til de præster og den kirke, der beslaglagde deres sognebørns tid. Og beklagede disse højhellige sig over alle de helligdage, der i forhold til den katolske tid var forsvundet, så svarede han: ”I har Allehelgens dag, deri er de alle samlet”. Og ville man prale med de store i sognet eller i verden, så henviste han dem til deres egne døde; de er jeres vidner og store for Gud, for de er de magtesløse. De er i Guds hånd, med dem er I fælles, og dem skal I mindes. For en helgen er ikke den store i blandt os, men den mest magtesløse iblandt os - den døde.

Han er det i kraft af det ord, som lyder til ham og over ham, helligheden er det nemlig Gud, der tilsiger os, og ikke noget vi selv skaffer os.
--
Når vi har en begravelse her i sognet, en af disse stilfærdige begravelser, hvor sognets folk samles for at følge den døde til graven, og hvor man kommer tavst og sætter sig på kirkebænken, og hvor der selvfølgeligt synges med på salmerne og troen bekendes, hvor alt altså foregår efter den gamle skik, så siger jeg tit til mig selv, at dette er kultur. Dette er sand kultur.

I offentligheden jamres der over folkets kulturløshed, og af samme grund stables alverdens kulturprojekter på benene alle vegne. Af samme grund har enhver lille landsby med respekt for sig selv et kulturhus. Men hvor findes en kultur så fornem som den, der viser sig i al sin beskedenhed og trofasthed i en dansk kirke blandt almindelige danske sognefolk?

Kultur er nemlig bestemt af pligten. Vi kunne også sige, den er troskab over for det gamle og de gamle. Den er den pligt og troskab, vi mennesker sættes i af Gud ved i evangeliet at få vor tro på vor egen fortræffelighed frataget og i stedet bliver sat til at leve på denne jord. Kultur er ikke, som vor moderne tid udtrykker det, alt hvad der hæver os op over jorden, men det er at være holdt fast på, hvem vi er, og hvad vi skal.

For kun når vi er fastholdt på dette, kun når vi står som de magtesløse, kan vi gøre, hvad vi skal. Da skal alle vore gerninger netop ikke tjene os selv men næsten og dagligdagen. To ting, som den moderne kultur sjældent beskæftiger sig med.

Og nok kan vi bliver fortørnet over en så direkte og karsk tale, for vi vil hellere høre om vores egen fortrinelighed, men ikke desto mindre er det en sådan tale, som sætter os dér, hvor der er frihed og salighed. Frihed til hverdagens arbejde, og saligheden skænket til elendige og syndere. Saligheden netop skænket og derfor ikke noget, vi skal opnå ved arbejdet. Det skal blot gøres, som de gamle gjorde det før os. For: ”Havde du en far, som hed Peter, så vid, at han i himmelen kaldes sankt Peter”. Mere er der ikke at sige, mere skal der ikke siges, for det er hele evangeliet.

Amen