Prædiken til Store Bededag(konfirmation)

Trods et dalende medlemstal for folkekirken så kan landets mange analyseinstitutter med jævne mellemrum oplyse, at langt de fleste danskere tror på en eller anden gud og endda beder til ham i ny og næ. Og det skal nok passe, at de fleste af os egentlig er ganske religiøse, når det kommer til stykket.

Og det gælder ikke kun os, der sidder i kirken i dag. Nej, jeg tænker såmænd også på de såkaldte ikke religiøse, modstanderne - de erklærede ateister. Også de har vind i sejlene. Og jeg tror, det skyldes, at de virker så utrolig tillokkende i deres selvstændighed. Det er som om, de har styr på det hele. Men går man lidt til ham – ateisten altså -, trykker man ham på hans lidt for tilfredse mave, så viser det sig, at også han har sin egen lille hjemmelavede religion, som han plejer og værner om og endelig ikke vil have fremmede til at trampe i.

For også han vil have sin egen kirkegård, han vil også have sine egne ritualer i forbindelse med navngivning, nonfirmation, vielse og begravelse. Hans opgør er ikke mere radikalt, end at han ender med at snylte på kristendommens ritualer. Den kristendom, han helst ser forvist fra det offentlige rum ved at forbyde Fadervor og morgensang i de danske skoler for at erstatte dem med troen på menneskelige værdier, fremskridtet og videnskabens formåen.

Jo, jeg vil påstå, at også ateisten er religiøs. Og også han beder; til videnskaben, at den en gang vil knække cancerens kode, at al krig vil ophøre, at sult og hungersnød en gang bliver afskaffet. Men hvad gør han, hvis canceren rammer ham? Hvad gør han, hvis han en dag skulle stå på en slagmark eller sidde i den flyvemaskine, der rammes af et terrorangreb? Hvad griber han til? Hvad hjælper ham dér midt i livets alt for alvorlige øjeblik, når skylden plager én, den skyld, som ikke er til at komme af med? Når ens bedste ven dør, før man nåede at blive forsonet med ham? Den kristne folder sine hænder og beder sit Fadervor: Forlad os vor skyld! – men hvad gør ateisten?

For det er netop dér midt i livets alvor, at vi forstår, at vi er ikke har nogen ret at pukke på, men vi står med hatten i hånden, som de bedende gør. Dér, hvor vi intet kan overskue eller stille op, dér bliver bønnen selvfølgelig. Og hvem slipper for at stå der?

At bede, at søge, at banke på betyder derfor ikke, at vi skal vise Gud, at vi interesserer os for ham, at vi også skal gøre noget, og endelig med så stor inderlighed som muligt. Det betyder ikke, at har vi blot præsteret en from og inderlig bøn, så kan vi også gå dagen eller natten i møde med en god samvittighed, fordi vi nu har ydet, hvad vi skulle.

Som når i egne øjne fromme og kirkelige folk komponerer en bøn selv, hvor munden løber med fromme og gode ønsker for kloden og kirken og de stakkels medmennesker, man er omgivet af. For det vidner blot om, at de selv tilsyneladende har deres forhold til livet og Vor Herre på det tørre.

Nej, at bede, at søge, at banke på, det gør man først, når man er på spanden. At bede er som et barn at række hånden frem, fordi man ikke kan andet.

Og hvor tydeliggøres det bedre end i Fadervor? Denne bøn, der stædigt igen og igen, søndag efter søndag, løfter sin stille røst i blandt os og stædigt bliver ved sagen midt i vores fortvivlelse og afmagt. Og det gør den, fordi ingen af os slipper for at være i livets vold.

Derfor skal en hver konfirmand kende sit Fadervor. For Fadervor er ikke en fromhedsøvelse, men Guds egen bøn, der igen og igen vil mane enhver selvtilfreds religiøs følelse i jorden.

Men i stedet for at holde Fadervor i hævd bliver den udsat for en stedmoderlig behandling. Den betragtes som en barnlig begynderbøn, en slags bønnens lille tabel, der blot skal være et pædagogisk opdragelsesmiddel, så den voksne med tiden kan lære at bede selv. Men en større misforståelse af bønnen i Jesu navn findes ikke. For en bøn i Jesu navn skal ikke demonstrere, at mennesket kan selv, men den er derimod udtryk for, at et hvert menneske, barn som voksen, er hjælpeløst udleveret til Gud. Det er med livet og med Gud, som når jeg er involveret i en sag, jeg slet ikke kan klare selv og derfor må bede en anden om hjælp.

Derfor er det, der tales så meget om bøn i evangelierne. Ikke fordi der opfordres til en god og from øvelse, der vil have Guds velbehag. Men bønnen nævnes igen og igen for at gøre det klart, at et menneske slet ikke har andet at møde op med over for Gud – og dog har han lov at komme.

Derfor er det også det mest ejendommelige – ja, måske det eneste ejendommelige – ved Fadervor, at den slet ingen fromme falbelader har i sin bøn. Den begynder ikke med en masse fine ord, der skal udtrykke, hvor højt vi ophøjer Gud. Der er ingen næsegrus tilbedelse, der skal udtrykke, hvor ydmyge vi er. For kort og kontant siger Jesus til os: Lad os dog ikke skabe os over for Gud, for vist må vi alle bede, banke, søge og kalde på Gud – hvem skulle vi ellers kalde på? – men hvem du end er, og hvor langt du end måtte være borte, skal du ikke spekulere på at gøre dig værdig for ham.

Men én ting skal du; du skal kalde ham Fader, du skal bede dit Fadervor. For det er en misforståelse at tro, at Fadervor kun er for begyndere, og at der findes noget finere at holde sig til.

Og så alligevel er Fadervor kun for begyndere, men det er det ret forstået, fordi vi aldrig bliver andet end begyndere over for den lektie, at vi intet har at komme med. At vi ikke er Gud, og at der ikke er nogen eller noget i denne verden, der er det, eller skal være det. Men han er Gud og faderen for os alle. Han er den, som du skal sætte din lid til og fortrøste dig til, hvad så end dit eget hjerte og hele verden siger, for han er Faderen og forbliver Faderen, ja, også selv om det er skjult for os. Ja, også selv om det forbliver skjult for os, som det var skjult for Kristus, da han hang på korset.

Nej, hvem bliver nogensinde andet end en begynder og en læredreng over for befalingen om, at stå dér, hvor bønnen, hvor Fadervor sætter os? Her tages ikke hensyn til alle vore undskyldninger, men her befales vi at leve som børn med hinanden over for den samme Gud og Fader.

Da Kristus gav os sin egen bøn at bede, manede han al vor pukken på egen ret og fortrin fremfor sit medmenneske i jorden. Men i en uklædelig foragt for det overleverede har vi gjort Fadervor til en Askepot blandt troens lærdomme, og så er forholdet dog det, at hun er dronningen over dem alle, og alle andre bønner er kun en afglans af hende. Hun er bønnen par excellence, der bekender, at over for Gud er al ros udelukket, og hvor det derfor ikke tæller, hvad du og jeg er og har, men hvor det eneste, der gælder, er den Guds barmhjertighed, der gør, at han vil være en fader for os alle, som bor på jorden. Dette er jo netop evangeliets budskab. Dette er jo netop kristendommens indhold. Derfor er det rigtigt at sige, at disse to ord: Fader vor, indeholder alle budene, alle forjættelserne, ja, alle Guds ord. Her er det alt sammen befalet: Troen, håbet, kærligheden, og ingen er færdige med Fadervor, før han er færdig med disse tre.

At bede et Fadervor er ikke et forsøg på at sikre sig over for det ukendte. Endnu mindre er det et forsøg på at få magt over Gud, over livet eller fremtiden, eller at tilsnige sig en ret hos Gud, som man ikke har. Men det er at bøje sig for, at han er i det skjulte og ser i det skjulte. Derfor ser han også barnets ret til at bede til sin fader, den ret, han gav os og tilsagde os i vor dåb, og som holder os fast i troen og håbet – ikke til os selv eller fremtiden, men til ham.

Amen

Konfirmander 2018

---

A-klassen skal konfirmeres 2. s. e. påske (den 15. april).
(A-klassen er A-klassen fra 6. årgang) 

Anne-Christina Due
Solsikkevej 2                                

Isabella Gantzel Jensen 

Østerkobbel 22    

                    

Valdemar Christian Perrod 

Kastanie Alle 9

                     

Kamilla Anna Marie Rasmussen

Rosenhaven 12, Sønderborg

            

Rasmus Emil Schmidt

Elmevej 18

                            

Lasse Døssing Sommer

Møllegade 4                         

Laura Hanne Thomsen

Vestergade 6

                           

Jonas Holm Wellnitz

Midtkobbel 45                              

B-klassen skal konfirmeres Bededag (den 27. april).
(B-klassen er B-klasen fra 6. årgang) 

Peter Hansen-Truelsen

Vibevej 23

                             

Bastian Martin Jensen

Louisegade 20, st. tv.

                            

Kine Cederholm Lemming

Violvej 3

                      

Tilde Bang Skyum

Louisegade 42  

                                 

Cecilie Steger

Nørregade 26

                                          

Cecilie Gernhøfer Strüssmann 

Storegade 5

                

Asta Delia Scoular Vinther 

Kettingvej 46 B                                            

Prædiken om nadveren

Det er nødvendigt, når vi taler om nadveren at sige to ting, som tilsyneladende er ganske modstridende. 

For det første må det siges, at nadveren er ganske uforståelig. Det skal siges ærligt, at der er ingen, der kan forstå, hvad nadveren er. Og dette skal siges af hensyn til dem, der af beskedenhed eller blufærdighed holder sig tilbage. Dem, der ikke går til alters, fordi de ikke forstår, hvad nadveren egentlig betyder. Dem, der ikke vil trænge sig på, men lader dette sære måltid være for dem, der forstår det. 

Dem, som måske nok i deres inderste gerne ville gå til alters, men fordi det er for gådefuldt, venter de til den dag, hvor gåden er løst for dem, og de derfor forstår, hvad nadveren er og betyder. Til dem er det nødvendigt at sige, at nadveren hverken kan eller skal forstås. Det skal siges, at der kræves ingen forståelse som adgangsbillet for at kunne gå til alters. Til dem skal det siges, at det at gå til alters er såmænd blot at adlyde Vor Herres befaling, det er, hvad man kalder en lydighedshandling, som betyder, at al forståelse og al mening overlader vi Vor Herre og hans befaling. 

Det er det første, der er nødvendigt at sige, at nadveren kan vi ikke forstå, og hvis vi skulle vente med at gå til alters, til den dag oprinder, hvor vi forstår, hvad der sker, så kom vi aldrig til alters. 

Mon disciplene forstod, hvad der skete, da Jesus tog brødet og gav dem det? Mon de forstod, hvad han mente, da han tog kalken og sagde: ”Drik alle deraf, denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer”? Mon de forstod det? Nej, det gjorde de ikke. Disse ord og denne handling har sikkert været temmelig tåget for dem, men alligevel gjorde de, som Jesus sagde. 

De sagde ikke til ham: ’’Vent lige et øjeblik og forklar os først, hvad det er, du gør, sådan at vi kan forstå det’’. 

Ja, jeg tør godt gå et skridt videre og sige, at Jesus heller ikke selv forstod, hvad han gjorde, han gjorde det bare. For dette med at skulle forstå lå ham ganske fjernt, det er en moderne opfindelse. Nej, han gjorde det bare. Det var ikke på forhånd gennemtænkt og planlagt. Hvis disciplene havde bedt om en forklaring, havde han sikkert sagt, at en sådan havde han ikke. 

Han gjorde det bare. Han gav dem at spise og drikke. Hvorfor? Ja, hvorfor spiser og drikker mennesker? For at opretholde livet. Og sådan gav han også sig selv, sit legeme og blod for at opretholde menneskers liv, deres evige liv, livet hos Gud og med Gud. Hans kød og blod var – for at bruge hans egne ord – mad til evigt liv, eller det evige livs brød. 

Og når vi siger det sådan, så kommer vi til det næste, som altså er det modsatte af, hvad jeg netop har sagt om nadveren, nemlig at den er slet ikke uforståelig. 

Og det siger vi til dem, der vil gøre nadveren til noget højtravende, indviklet og vældig fint noget. Nej, her er slet ingen mystik. Her sker intet overnaturligt eller mærkeligt. Her er det ganske ligetil at forstå, at her får mennesker brød og vin – altså her får mennesker mad, som ganske vist har et symbolsk omfang, for ingen kan blive mæt af den sjat vin og den bid brød, vi bydes ved alterbordet. Derfor burde det egentlig være rigtig mad, vi fik, mad der kunne mætte, netop fordi det ikke bare skal forestille men være vores føde. Og om denne vin og dette brød siger Jesus: ”Nu har I fået mig”. 

Da han selv sad midt iblandt sine disciple, da det skete, var det tydeligt, at det ikke skulle forstås som en overnaturlig forvandling, som den rene overtro. Nej, han sagde bare: ”Nu har I fået mig. Jeg er jeres, og I er mine. Jeg er jeres føde, og I lever af mig og ved mig”. Og disciplene hørte Jesu ord, og de forstod dem ikke, men de troede dem. De tog ham på ordet, og det i en sådan grad, at de blev ved med at gøre, som han havde sagt, at de skulle. 

Det er jo en kendsgerning, at for mange mennesker er nadveren noget sært fremmed noget, som de ikke kan forlige sig med. De kan forlige sig med at høre evangeliet blive prædiket, men de kan ikke forlige sig med at gå til alters, for det er for fremmed og mystisk. Ja, sådan er indstillingen til nadveren i dag, at det, som i sig selv ingen ting er – som bare er, hvad det er – det er blevet gjort til noget indviklet og for forstanden krævende. Og det fortvivlende er, at hvad man end siger, så bliver den mere fremmed og fjern. 

Nadveren er med andre ord klemt i mellem disse to forhold: Det ene, at nadveren er uforståelig, og det andet, at nadveren er let og lige til at forstå, og begge dele er sagt for at gøre det lettere at overvinde dét, der kan hindre folk i at gå til alters. Og så virker dog begge dele imod deres hensigt og vækker kun mere tvivl: enten at dette er for mig alt for fint og uforståeligt, for fjernt og fremmed, for mystisk og gådefuld, eller også det andet: at så enkelt og ligetil kan det ikke være. 

Ja, denne klemme er nadverens stilling, at det, der skulle lette nadveren ud af den klemme, blot gør det sværere for folk at have med den at gøre. 

Og hvad kommer det af? Det kommer af, at her er det egentlig slet ikke overvejelser eller begrundelser, der skal til, men blot handling. Hvis en voksen ser, at et barn er ved at drukne, giver han sig ikke til at overveje, hvordan det er sket, men han gør ét af to: enten springer han ud for at redde det, eller også gør han ikke. 

Der er kun de to muligheder. Barnet råber om hjælp og bliver hørt, eller også bliver det ikke hørt. Her er ikke plads for overvejelser eller begrundelser, og sådan er det også med nadveren. Jesus siger det, og Jesus gør det, og han bliver enten hørt eller ikke hørt- dvs. enten kommer man, eller også kommer man ikke. 

Og kommer man, er det ikke af de og de grunde – fordi man skulle være værdig eller troende eller forstå det. Nej, man kommer alene på Jesu ord, der i dette tilfælde spiller samme rolle som barnets råb om hjælp. Her skal ikke tænkes, men handles. 

Skal man først til at overveje, om man føler trang eller har lyst, om man forstår det på den rette fromme måde, om man nu vitterlig mener noget med det, eller hvad vi mennesker ellers kan finde på at spørge os selv om, ja, så hører vi ikke hans indbydelse. Og på anden måde kan man ikke komme end som den, der hører, at han kalder: ”Kom, jeg vil give dig mig selv”. For det er jo det, han vil, og det er det, han gør, og det var det, han gjorde. Han gav sig selv, for at vi skulle kunne leve. 

Derfor er vi som sådan ved nadverbordet ikke noget, vi er ikke troende eller vantro, vi er blot os selv. For dér er der ingen, der er noget, men her har alle alt. Dér er vi alle brødre, syndere, hjemfaldne til død og dom, og derfor er han al vor tro, vort håb, vor herre. 

Det er den rette værdighed at komme med. Og den, der kommer med en anden værdighed, med sin forståelse eller sin styrke, han er gået galt i byen. For nadveren er syndernes måltid, netop syndernes. Og det at have erkendt sin synd er ikke noget fint, men det er at være, hvad man er. 

Derfor er der kun to steder, hvor der ingen forskel er på mennesker: ved dåben og ved nadverbordet, dér er vi nemlig kun ét eneste: arme og fortabte syndere tilgivet ved vor Herre Jesus Kristus, som gav sig selv. 

Selv han siger: Kom du arme

thi nu vil jeg mig forbarme … 

kan du selv afhjælpe nøden, 

hvorfor gik da jeg i døden? 

Amen

Prædiken til Allehelgensdag

Allehelgensdag, er det ikke noget, der hører fortiden til? Hører helgener ikke den katolske tid til, og har vi som lutheranere ikke for længst gjort op med denne kirkes forståelse af, at nogle mennesker i kraft af deres gerninger har en særlig yndest hos Gud?
Er det ikke sådan med Allehelgensdag, at den er en anakronisme, altså noget fortidigt og for os moderne mennesker ganske uaktuelt?

Ganske vist kan mange af os ikke undgå at føle en vis misundelse, når vi ser den katolske kirkes strålende ceremonier – eksempelvis i forbindelse med en helgenkåring i Rom, og mon ikke også en del tænker, at de dog i den katolske kirke har bevaret det festlige og farverige i kirken, noget som vi her under de nordlige himmelstrøg kan savne?
Men dog ved vi, at en sådan menneskeforgudelse, som disse helgenkåringer er udtryk for, ikke hører hjemme i en evangelisk kirke.

Vi undrer os derfor over en Allehelgensdag og spørger, hvad skal vi med den? Jeg har tidligere nævnt, hvad en gammel forordning siger om denne dag, at på den skal vi mindes reformatorerne og dens velgerninger over for os. Dette at de bragte os evangeliet tilbage i al dets enfoldighed, og jeg vil derfor i dag nævne, hvad den første lutherske biskop over Sjælland Stift, Peder Palladius, skriver til sine præster og deres menigheder om Allehelgensdag.

”På den dag skal vi mindes vore døde – de arme og syndige mennesker, som er døde i troen på vor Herre Jesus Kristus og nu ligger på vore kirkegårde”.

Altså; reformatorerne og vore egne døde, det er for dem, denne dag er helliget. De gamle stridsmænd, som bragte kristendommen tilbage til dens enfoldighed, og vore egne døde, som ved deres afmagt i graven fortæller os om os selv. Fortæller os, at vi aldrig kan løbe fra dødens vilkår. Vi kan det lige så lidt som vore kære på kirkegården kan det, og vores håb står derfor til den Herre, som reformatorerne frigjorde fra alt menneskespind og stillen sig an ved at bringe evangeliet tilbage til folket – evangeliet om, at Vor Herre er nådig mod de magtesløse og elendige, at de er de salige og hans velsignede.

Det var, hvad der lød til disciplene dér på bjerget, og hvor har det skuret i deres ører. For også de mente, at det var de retfærdige, de stræbsomme, de fromme, der skulle prises. Alle dem, der gjorde sig umage for Guds sag. Og er det ikke også det, vi forventer - trods vores reformatoriske arvegods –, at vort arbejde i Guds tjeneste skal belønnes, om ikke ved helgenkåring så dog ved Guds bifald?

For belønningstanken stikker dybt i os. Lovreligionen ligger os i blodet. Spørg blot en konfirmand, hvad en helgen er, og svaret vil være, at det er en from og god mand, som har gjort mange gode gerninger og netop derfor kunne forvente at få Guds velsignelse.

Men reformatorerne trak denne forventning bort under os, de henviste i stedet til Guds klare evangelium, som siger, at til elendige kom han, for dem var han til, for dem ville han være håbet. Og netop derfor er det, at denne dag, Allehelgensdag, er helliget reformatorerne og vore døde, for de viser os, hver på deres måde, hvem Gud er for. I deres grave taler de døde den samme tale til os som Paladius, der sagde, at: ”Havde du en far, som hed Peter, han hedder i dag sankt Peter i himlen”.

Og hvad mente den gamle biskop med disse ord andet end, at Gud har gjort den gamle døde Peter til helgen, intet har Peter selv gjort andet end at bøje sig for denne tale i sin død og at blive ført til graven under dette ord og dette håb. Derfor er han et vidne for os i sin grav, sådan som reformatorerne er det i deres tale og opgør med en kirke, der ville forvanske evangeliet og gøre det afhængigt af menneskers gerninger.

Nej, Allehelgensdag er ikke noget fortidigt og anakronistisk, for i dag fortælles det os, hvem vi er, og hvad vi skal, at vi i afmagten er fælles med de døde og i håbet er salige med dem. Fordi vi af Gud prises salige.

Og som sagt, som det skurede i disciplenes og pavekirkens ører, således skurer det også i vores. Også vi dyrker de store, de dygtige, de overbevisende. Også vi fal- der på halen for de gode og rigtige, dem med den gode sag, vor tids helgener. Og vi forarges, hvis én og anden formaster sig til at tale dem ret imod. Sådan som disciplene forargedes på ham, der den dag stod på bjerget og saligpriste de fattige og magtesløse, og således gjorde alt det, som de havde stræbt efter, til intet.

Og en moderne præsteflok i dag, de forarges på den gamle Paladius, der ikke var optaget af at trække folk i kirke til alverdens arrangementer, men tværtimod revsede den præst, som tillod sig at stjæle en menigmands arbejdsdag. Hverdagens arbejde er i sig selv en gudstjeneste, sagde han til de præster og den kirke, der beslaglagde deres sognebørns tid. Og beklagede disse højhellige sig over alle de helligdage, der i forhold til den katolske tid var forsvundet, så svarede han: ”I har Allehelgens dag, deri er de alle samlet”. Og ville man prale med de store i sognet eller i verden, så henviste han dem til deres egne døde; de er jeres vidner og store for Gud, for de er de magtesløse. De er i Guds hånd, med dem er I fælles, og dem skal I mindes. For en helgen er ikke den store i blandt os, men den mest magtesløse iblandt os - den døde.

Han er det i kraft af det ord, som lyder til ham og over ham, helligheden er det nemlig Gud, der tilsiger os, og ikke noget vi selv skaffer os.
--
Når vi har en begravelse her i sognet, en af disse stilfærdige begravelser, hvor sognets folk samles for at følge den døde til graven, og hvor man kommer tavst og sætter sig på kirkebænken, og hvor der selvfølgeligt synges med på salmerne og troen bekendes, hvor alt altså foregår efter den gamle skik, så siger jeg tit til mig selv, at dette er kultur. Dette er sand kultur.

I offentligheden jamres der over folkets kulturløshed, og af samme grund stables alverdens kulturprojekter på benene alle vegne. Af samme grund har enhver lille landsby med respekt for sig selv et kulturhus. Men hvor findes en kultur så fornem som den, der viser sig i al sin beskedenhed og trofasthed i en dansk kirke blandt almindelige danske sognefolk?

Kultur er nemlig bestemt af pligten. Vi kunne også sige, den er troskab over for det gamle og de gamle. Den er den pligt og troskab, vi mennesker sættes i af Gud ved i evangeliet at få vor tro på vor egen fortræffelighed frataget og i stedet bliver sat til at leve på denne jord. Kultur er ikke, som vor moderne tid udtrykker det, alt hvad der hæver os op over jorden, men det er at være holdt fast på, hvem vi er, og hvad vi skal.

For kun når vi er fastholdt på dette, kun når vi står som de magtesløse, kan vi gøre, hvad vi skal. Da skal alle vore gerninger netop ikke tjene os selv men næsten og dagligdagen. To ting, som den moderne kultur sjældent beskæftiger sig med.

Og nok kan vi bliver fortørnet over en så direkte og karsk tale, for vi vil hellere høre om vores egen fortrinelighed, men ikke desto mindre er det en sådan tale, som sætter os dér, hvor der er frihed og salighed. Frihed til hverdagens arbejde, og saligheden skænket til elendige og syndere. Saligheden netop skænket og derfor ikke noget, vi skal opnå ved arbejdet. Det skal blot gøres, som de gamle gjorde det før os. For: ”Havde du en far, som hed Peter, så vid, at han i himmelen kaldes sankt Peter”. Mere er der ikke at sige, mere skal der ikke siges, for det er hele evangeliet.

Amen

Prædiken om Lazarus

Det siges, at ingen behøver at dø af sult i dette land. De sociale myndigheder, som vi er så glade for, og hvis indsats vi gerne praler med over for fremmede, har forhindret, at sult skal plage mennesker her i landet, og ligger én syg, fuld af sår, så er hans helbredelse ikke afhængig af, om han kan betale eller ej for at blive behandlet.

For så vidt skulle man derfor kunne sige, at denne gamle historie om Lazarus ikke er aktuel længere, for der ligger ingen fattig Lazarus uhjulpet uden for vor dør. Var det i gamle dage sådan, at den rige mand ikke så og ikke hjalp den fattige, der lå ved porten, så er det ikke sådan længere.

Ganske vist er den rige mand ikke blevet anderledes, det er ikke fra ham, initiativet til at hjælpe kommer fra, men fra staten, som har taget sig på at sørge for, at den rige tvinges til at yde hjælp til den fattige.

Altså, denne historie kommer os ikke ved længere. Vi har ordnet forholdene. Den fattige Lazarus eksisterer ikke længere, og den onde rige mand heller ikke, for han er blevet tvunget til at betale til dem, der trænger.

Hvem af de to har nu vundet ved denne udvikling? De fleste vil vel svare, at det har den fattige Lazarus, for nu behøver han ikke længere at ligge uhjulpet, men jeg vil mene, at den rige har vundet mest, for nu kan han med god samvittighed nyde den rigdom, der bliver tilovers, når han har betalt, hvad han skal, over skattebilletten.

Nu ved den rige mand, at ingen behøver at dø af sult, og at den syge ikke behøver at nøjes med at lade hundene slikke sine sår. Den rige mand har så at sige fået ryggen fri. Samfundet har fritaget ham fra al bekymring for eventuelle Lazarusser, for Lazarus er afskaffet som den riges dårlige samvittighed.

Den rige mand, vi hører om i lignelsen, havde heller ikke nogen dårlig samvittighed over for Lazarus, men lignelsens hensigt er dog at sige, at han burde have det.

Nu er vi også fritaget for at burde have det, for det offentlige har overtaget vores samvittighed, og skulle den alligevel nage, så kæmper vi bare desto stærkere for, at det offentlige skal sørge endnu bedre for de dårligststillede, sådan at de slet ikke generer os mere.

Kort sagt, er der i de sidste århundrede sket det, at vi har fået den ubehagelighed at skulle have dårlig samvittighed væltet over på staten, og vi kan des gladere nyde livet og alt, hvad det bringer os. De nødlidende sørger stat og kommune for gennem vores skat, og skulle der endnu være nogle, der ikke er helt veltilpasse med at nyde livet, fordi der trods alle bestræbelser, er nogle, der ikke har det så godt som de selv, så står en lang række hjælpeorganisationer med deres mange indsamlinger klar til afhjælpe samvittigheden. Og trods de sociale foranstaltninger er hjælpsomheden stor iblandt danskerne – understreget af de mange millioner, der årligt gives bort til velgørenhed.

Således kan vi moderne mennesker skaffe os - eller rettere – købe os en god samvittighed og en ret til at nyde livet. Således har vi løst det problem, som lignelsen lægger frem for os. Det er lykkedes os på en nem og bekvem måde at komme videre end Jesu lignelse.

Og ingen synes tilsyneladende at have betænkeligheder ved det. Vi har skilt os af med Lazarus, han eksisterer ikke for os mere. Har vi en gammel far eller mor, sørger det offentlige jo for dem. De er snart så glemt, at man sjældent ser til dem, og de somatisk syge, de psykisk syge, de udviklingshæmmede anbringes på institutioner og glemmes hurtigt, og de, der passer dem, kan fortælle rystende historier om, hvor glemte de er.

Og børnene, også de sendes bort til børnehaver og fritidshjem, hvor de kan få en professionel opdragelse af fagfolk – langt mere professionel end forældrenes. De bliver stimuleret efter alle kunstens regler, og ja, så er man fri for dem og kan bruge sine kræfter på det, det gælder om: at skaffe sig en indtægt til at finansiere skatten og skaffe sig et behageligt liv og nyde det – for det har man ret til.

Denne beskrivelse skal ikke være en karikatur, og jeg mener heller ikke, den er det. Jeg mener, at sådan ligger landet. At friheden, vi er så glade for, betyder friheden til at nyde livet med god samvittighed.

Og det var jo netop det, som Jesus med denne lignelse ville sige; at den frihed – når det kommer til stykket - har ingen. At enhver af os har en Lazarus liggende uden for vor dør. Også i dag. Vi har ham liggende, men vi har - om jeg så må sige - ved fælles hjælp organiseret den rige mands selvtilstrækkelighed, sat den i system, sådan at vi tror, at nu har vi med vores ordnede forhold og med alle de filantropiske foretagender, vi understøtter, og med alle de fine socialinstitutioner, der er oprettet, nu har vi friheden til at nyde livet. Nu har vi organiseret Lazarus væk.

Men Lazarus er her, og han er ikke blevet mindre ene, end han var i lignelsen. Han sidder måske på et plejehjem og venter på besøg, men familien har ikke tid, eller måske er det Peter, der har ondt i maven af stress over at være overladt til sig selv og professionelle i stedet for at være i familiens trygge rammer. Eller det kunne være den døde, der ligger på kirkegården og er glemt. De pæne blomster på kirkegården sørger graveren jo for mod en årlig betaling. Jo, også de døde er en Lazarus for os, der kræver at huskes.

Eller rettere, de kræver det ikke selv, for Lazarus beklagede sig ikke, men Gud kræver på hans vegne den rige til regnskab.

Og sådan gør Gud den dag i dag. Han lader sig ikke stille tilfreds med, at vi betaler skat, heller ikke at vi yder store beløb til ulykkeliges lykke, nej, han er meget mere nærgående og ubehagelig, for han siger altid: Hvad har du selv gjort? At give af sin overflod er slet ikke at give, og at købe sig fri regner han ikke for noget. Han stiller os altid direkte ind i situationen og siger: den er din!

Derfor er denne lignelse ikke utidssvarende, for den gælder til enhver tid og under alle forhold, både under moderne velfærdstider som i gamle dage. Ingen tid og ingen politiske krav kan købe os mennesker fri fra Guds krav til os på Lazarus´ vegne. For sådan er Gud nemlig, at han er altid på Lazarus´ side. Altid.

Det er på én gang dommen over os og vort eneste håb. For med al vor frihed til at nyde livet er vi også selv en Lazarus, og måske opdager vi det først, når det er os, der ligger under jorden, sådan som den rige mand først opdagede, hvilken Lazarus han var, da han var død og blev stillet over for Gud.

Vi er også Lazarus, og det er netop det, Jesus med denne lignelse vil sige til os, ja, han vil ved at fortælle den gøre os til Lazarus, der intet har, som er noget værd. Sådan har Gud altid været, og sådan vedbliver han at være til dagenes ende: Den, der står på Lazarus´ side, og på Lazarus´ vegne lader Gud sig ikke nøjes med udflugter og undskyldninger og bortforklaringer, heller ikke med løfter om at skabe social retfærdighed og bedre tilstande og alt det, vi mennesker tror på.

Nej, Gud svigter ikke Lazarus, og derfor lader hans krav sig ikke opløse i smukke bestræbelser, hvormed vi forsøger at gøre næsten til et fællesansvar.

Nej, næsten er din, siger vor Herre med lignelsen i dag, for Gud svigter ikke Lazarus, og gudskelov for det, for Lazarusserne, det er os; os, der en dag sidder ensomme på plejehjemmet, os der en dag ligge under mulde, os der er blevet reduceret til et cpr.- nummer. Det er os, han med sin lignelse vil åbne ørerne på. Gid det må lykkes.

Amen

Hyrden og lejesvenden

Jesus sammenligner i evangeliet sig selv med en hyrde, og for at vi kan vide, hvad han mener med denne billedtale, så nævner han, hvad han anser for det modsatte af en hyrde. Det modsatte af en hyrde er, hvad han kalder en lejesvend. Og dermed har billedet af hyrden straks fået et tydeligt og bestemt indhold. En lejesvend, hvad er det for en fyr? Det er sådan en, der giver folk det, de vil have. Leje svenden betragter sig som ansat til at betjene sine kunder med det, kunderne ønsker, han skal betjene dem med. Det får han sin løn for. Forholdet mellem lejesvenden og fårene er forretningsmæssigt. Kommer ulvene og splitter fåreflokken ad, så tænker lejesvenden: Det er jo ikke mine får, og der står ikke noget i min kontrakt om, at jeg skal risikere livet – og derfor stikker han af.

For lejesvenden er en fornuftig fyr, og han glemmer aldrig at spørge fornuften til råds. Han spørger altid: Hvad får jeg for det? Eller: Hvad nytte er det til? Eller: Er jeg forpligtet til det? Lejesvenden tænker altid på sig selv, idet han tænker på dem, han skal betjene, og derfor kommer han altid til at svigte, når der er allermest brug for ham. Når ulvene falder over fårene, er der allermest brug for en til at beskytte dem, men så stikker lejesvenden halen mellem benene og forsvinder.

Det er forskellen mellem den sande hyrde og en lejesvend, at hyrden bliver på sin post, og allermest, når der er alvorligt brug for ham, men lejesvenden er væk, når han netop skulle være der.

Vi kunne også sige, at lejesvenden svigter i virkelighedens prøve, den prøve, der er den eneste, der gælder. For det er ingen sag at promenere på gaden med fine ord og flotte løfter, det er ingen sag at pynte sig med flotte løfter om sin modige vilje, det er ingen sag at være helt, så længe der ingen fare er på færde, men der er kun én prøve, der gælder, og som afgør, hvad et menneske er værd, og det er virkelighedens prøve.

Store ord og flotte hensigter, de er intet værd, selvom det er det, vi mennesker imponeres over. Nej, facade er intet værd.

Og lad mig på dette sted komme med en personlig bemærkning. Jeg kan ofte blive flov på egne og mine medmenneskers vegne, når jeg mærker, hvordan mennesker tænker, at en præst er en, der lægger vægt på, at man har den rette fromme opførsel og de rette fromme ord i sin mund. For intet sted som i kirken er facade og kunstig optræden dømt ude. Tænk blot på, hvorledes Jesus mere end nogen anden radikalt hånede og skældte ud på alt og alle, der ville smykke sig med fromme miner og store ord. Skarpt og uforsonligt håndhævede han, at kun én prøve på menneskets værd var afgørende, nemlig virkelighedens. Så derfor skal det siges klart og tydeligt, at det er en misforståelse, hvis man tror, at hans ærinde var at lære folk at stille an med rette facade. Nej, det er svindel og lejesvendens ærinde, man går, hvis man mener, at fromme ord og store hensigtserklæringer tæller her i kirken.

Og skulle jeg sige noget til konfirmanderne i min prædiken, så er denne ene ting: Tro ikke, at det gælder om at tage sig ud, for som sagt, det er lejesvendens tro. Han som mener, at nok skal han opfylde sine pligter, men kun til en vis grad – men ikke ud i det urimelige og meningsløse. Han som mener, at nok skal han gøre, hvad han har påtaget sig at gøre, men det må være inden for fornuftens grænser. Nok skal han tænke på andre, men først på sig selv.

For det er en løgn - det er at lukke øjnene for virkelighedens prøve og i stedet lade bekvemmeligheden og mageligheden bestemme. Det er at lade fejheden sejre.

For det, Jesus gjorde og altid vil gøre, er at holde et menneske fast på virkelighedens prøve uden at lytte til udenomssnakken, diskussionerne, og de åh, så fornuftige argumenter.

Det kan lyde som om, denne virkelighedens prøve er noget fint og stort, men den er det modsatte. For det er en prøve uden publikum og folks opmærksomhed, det er nemlig hverdagens trælse krav om overbærenhed med ægtefællen, det er den syge søn, der skal passes netop den aften, hvor gutterne har mandeaften. Det er kravet om ikke at rende fra sine meninger men stå fast, også selvom det er ubehageligt, og man kommer til at stå ene.

Dét er virkelighedens prøve, og det er den, der sætter forskellen på hyrden og lejesvenden – på forpligtelsen og fejheden.

Hyrde eller lejesvend, det var sig selv, Jesus kaldte hyrden, for hyrden er ham, der uden tøven eller vaklen sætter livet til for fårene, det er ham, der ikke lytter til fornuftens små eller store bortforklaringer, men som ganske glemmer at spørge fornuften til råds og blot gør det, situationen kræver.

Sådan sagde han, at han var. Han glemte altid at spørge fornuften til råds, for han vidste, at fornuften siger altid: Pas nu på, vær nu forsigtig, rod dig ikke ud i noget, der kan være ubehageligt.

Sådan siger fornuften, sådan siger lejesvenden. Han tænker altid på, hvad der kommer ud af det. Sådan siger hyrden ikke, men han gør det, der skal gøres, og så må der komme det ud af det, der kan.

Til dette vil fornuften altid protestere og sige: Dette er ikke forsvarligt, for det er jo ganske forargeligt ikke at tænke sig om. Ja, det er forargeligt med virkelighedens prøve. Men lyder disse forargelige ord ikke, har vi taget sandheden ud af kristendommens tale. Hvis fornuften skal diktere sandheden, så havde der ikke været en modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, så havde skilsmisseraten været om muligt større, end den er i dag, så havde forpligtelsen på næsten haft trange kår.

Og værst af alt; hvis vi tilpassede Jesu ord vores fornuft, så var der ikke frelse for alle, men kun for dem, der efter fornuftens anvisning fortjente det. Og vel er der ikke én, der kan forhindre os i denne tilpasning. Vi har vores fulde frihed til det, men så har vi også selv valgt lejesvendens plads og ikke hyrdens, og så nytter det ikke, at vi beklager os. Så har vi selv valgt og må selv bære, hvad der følger med af løgn og svindel – og det bliver der ikke mangel på.

Jo, Jesus forkynder virkelighedens prøve for os. Det var det eneste, han ville, og dette eneste, han gjorde. Og han gjorde det én gang for alle ved selv at bestå virkelighedens prøve. Han var den gode hyrde, der satte livet til for fårene. Han viste os sandheden, og han viste os sandhedens vej, den, der hedder: ikke det nemmeste, ikke det mest fornuftige, men troskab, ja, tro.

Og så kan vi mennesker for øvrigt forsøge at smyge os udenom med alle vores indvendinger og undskyldninger for ikke at bestå denne prøve, men de er og bliver undskyldninger for at være lejesvende og ikke hyrder. For hans ord og gerning bliver stående for at dømme os og give os sandheden, give os Gud at tro på i stedet for os selv.

For deri bestod hans hyrdegerning; at han vogtede os for løgnenes angreb, den løgn, der kommer fra os selv, og i stedet give os sandheden, den sandhed, der kommer ude fra – fra Gud, og som er Gud, og den hyrdegerning øver han den dag i dag.

At stå ret for hans tale kaldes at tro, og til tro er det, han kalder os, til tro på livets og virkelighedens Gud.

Amen

Prædiken: Stormen på søen

Det var døden, der truede disciplene. Det var rædslen for undergangen, der fik dem til at vække den roligt sovende Jesus. Skønt de vidste - som vi alle ved -, at døden ville komme en dag, så blev de grebet af frygt. For hvorfor skulle det netop være denne dag? Det var altså ikke rædslen for døden sådan i almindelighed, der greb dem, men det var rædslen for nuet – dette at det var nu, døden skulle være.

Det var altså ikke viden om døden, der gjorde dem bange, men uvejret, som varslede dødens nu. For det, at et menneske skal dø, denne kendsgerning gør ikke et menneske bange – vi frygter ikke begrebet døden, så var det jo ikke til at holde ud at leve, men at det skal være nu, det sker, det er dét, vi frygter, det er dét, der gør os bange. Hvorfor i dag, hvorfor ikke i morgen? Hvorfor i år, hvorfor ikke først næste år? Det er derfor vi beder om en frist, når døden banker uventet på.

Nej, vi frygter ikke døden som begreb, som en kendsgerning, men vores død frygter vi - min egen død frygter jeg. Sådan er det, også selvom der er mange, som tænker og taler overlegent om dødsfrygten. Der er mange, der får det til at se ud som om, de er hævet over dette at frygte døden, og derfor er der også mange, der føler sig hævet over kirken og dens forkyndelse. Den har jo kun ærinde til dem, der er bange for at dø, siger de. De påstår, at kirke og kristendom er til for de svage mennesker, påstår de, men vi, vi hører til de stærke. Vi vil ikke gå rundt og tænke på døden, siger de, og de kan i deres overmod finde på at tale med stor overlegenhed om døden som en naturlig ting, som det slet, slet ikke falder dem ind at være bange for.

Men den, der taler sådan, har misforstået situationen. At frygte døden er ikke at gå rundt i en kronisk rædsel for det at skulle dø, men det er derimod at ønske at leve. Altså det er netop at ville dét, som alle disse overlegne mennesker siger, at de vil. Alle dem, der taler overlegent om døden, for at reducere den, for at holde den på afstand, fordi – vil jeg påstå - fordi de frygter den.

Men man kan kun holde døden på afstand, så længe den kun er et begreb, man taler om. Når de samme mennesker kæmper indædt for freden, så afslører de, at de kender døden som andet end begreb – de kender den som deres eller deres kæres død. I denne situation er de ikke de tilbagelænede og overlegne, men de paniske og rædselsslagne, der kan hidse sig op over, at verden er ond og uretfærdig. Og denne svaghed er i mine øjne meget mere tiltalende end deres overlegenhed.

For findes der noget mere forstemmende end at se et menneske, der tilkæmpet påtager sig en helterolle over for sin egen død? Nej, vel? Noget mere forhærdet findes næppe end det menneske, der hele livet igennem har set med foragt på dem, der er bange for at dø, og som derfor, når han selv rammes af døden, vil vise, at han er tro mod sine egne idealer, hvorfor han tvinger sig til at indtage en position, der er forloren og uægte. For som sagt, jeg kender ikke noget mere fortvivlende syn end et menneske, der spiller kæphøj over for sin egen død.

Vi mennesker er ikke skabte til at indtage helterollen over for døden, det bliver altid et komediespil - det bliver altid noget tillært og påtvunget. Og det gælder både de antikristelige, der vil vise, at de ikke er bange for at dø, og de kristelige, der vil vise, hvor meget de tror, og derfor heller ikke er bange for at dø. Det er i det hele taget umenneskeligt og løgnagtigt at skulle vise sig, når døden melder sin ankomst. Er der ét sted, hvor vi mennesker for ærlighedens skyld burde fralægge os vores forfængelighed, så er det over for døden. Altså ikke døden som begreb, men vores egen død. Dér gælder det ikke om at være noget eller at kunne præstere noget. Dér gælder det ikke om at kunne demonstrere et mod eller en særlig stærk tro, for over for døden er vi færdige med at skulle være noget. At ville føre dét at være noget med sig ind i døden, det er i mine øjne en ynkelig mangel på respekt for virkeligheden. Nej, det mest ærlige, det mest virkelighedstro er at frygte døden, for det er netop udtryk for, at man ønsker at leve.

Og derfor er det sært bagvendt at tale foragteligt om eller se ned på dem, der frygter døden, for derved røber man, at man ikke tør være sin egen frygt bekendt. Man tør ganske enkelt ikke være bange. Af frygt for at stå nøgen, af frygt for ikke at have noget at møde døden med, puster man sig op og stabler en modstand på benene. Man tier sin frygt ihjel og kalder det mod, men er det ikke snarere løgn og forstillelse? Disciplene havde det med at være bange, og at turde være ved det. De havde det mod ikke at være modige, og ikke at give sig ud for at være dét, de ikke var.

Det var derfor, de vækkede Jesus. I stedet for at tage chancen, således at de bagefter kunne prale med, at de havde vovet at være modige, ja, så vækkede de ham. For de skulle ikke spille komedie og stille sig an, det faldt dem slet ikke ind.Rædslen for undergangen var dem alt for stærk – her kunne de ikke være helte. Dødens øjeblik var så virkeligt, at alle præstationer faldt til jorden, og alle tanker om at skulle vise sig var blæst bort. Vi kunne også sige, at al selvforsvar, al forfængelighed var der ikke plads til i situationen.

For sådan er menneskelivet, når det er, som det er. Her er i en nøddeskal menneskets situation aftegnet for os. Al hulhed, al det uægte og forlorne er faldet - her er kun mennesket tilbage, stillet som det i sandhed er, ansigt til ansigt over for sin egen død. Dette er ethvert menneskes situation som menneske, siger fortællingen os i dag; at du skal være din frygt bekendt. I Jesu navn, skal du det. Hvad for noget? I Jesu navn? Men Jesus bebrejdede dem jo deres frygt. I lidettroende, sagde han, hvorfor er i bange? Var det ikke en kraftig irettesættelse af deres frygt? Mente han ikke, at de netop skulle have vist mod og tro? Nej, det mente han ikke! For Jesus forlanger aldrig mere tro, end man har. Og vi mennesker har ingen tro. Eller rettere, den tro, som vi mennesker mener, at vi selv kan stable på benene, den tro kalder han ikke for tro, men for vantro. Og derfor har vi lov at sige, at vi ingen tro har, derfor var disciplene bange, for de var vitterligt lidettroende.

Skulle der tales om tro hos dem, så var det den, at de turde være ved, at de var bange, og det var ganske simpelt rædslen, der gav dem det mod. Det var deres tro, at de vækkede Jesus. Hvor skulle de ellers gå hen med deres rædsel?

For sådan ser kristentroen ud. Kristentroen er ikke noget, man har eller prøver på at stive sig af med, men den er ingen tro at have. Og hvad gør man, når man ingen tro har? Enten puster man sig op og bilder sig selv og andre ind, at man er modig – man spiller overlegen – og det hedder med et kristeligt udtryk vantro, også selvom det sker i Jesus navn og med en masse kristelige attituder. Eller også råber man til Gud, dvs. vækker Jesus og er sin frygt bekendt.

Læg nemlig vel mærke til, at rigtig nok kaldte Jesus dem lidettroende, for det var de, men han stilnede stormen. For således er hans gerning, at den tro, vi ikke har, den har han til os. Jesus fortalte en gang en lignelse om en uretfærdig dommer, der ikke ville skaffe en enke hendes ret, men hun blev ved at plage ham, så han til sidst gav hende hendes ret. ”Skulle da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat?. Jeg siger jer, han skal skaffe dem ret i hast”, sagde han, og så tilføje de han: ”Men mon menneskesønnen, når han kommer, vil finde troen på jorden?” Og dét er spørgsmålet til enhver: Mon menneskesønnen skal finde troen på jorden, når han kommer? Skal han finde mennesker, der tør være deres frygt bekendt, eller vil han finde mennesker, der dækker over deres frygt og lader som om, de er modige og tapre og troende? Vil vi lade Jesu gerning og Jesu tro være vor tro, eller vil vi forlade os på troen på os selv? Det er det afgørende spørgsmål, som i dag stilles os. Men det stilles samtidig med, at det forkyndes os, at det var de lidettroende disciple, Jesus hjalp, for det er i én sum evangeliet i dag. Og så behøver vi ikke krampagtigt at fastholde en tro og et mod, vi ikke har. Så behøver vi ikke at stille os an, så behøver vi blot at stå ved vores liden tro – ærligt og redeligt, og i Jesu navn takke for hans tro og gerning mod os. Amen