Prædiken til 7. s. e. trinitatis

 Vi kan ikke lade være med at undre os, når vi hører om de store og underfulde gerninger, Jesus gjorde i sit korte liv. Vi kan ikke lade være med at undre os over, at det gik ham, som det gjorde – at det endte med korsfæstelse og død.

 For her gik han omkring blandt jøderne og gjorde virkelig epokegørende ting, underfulde gerninger, som alle dog måtte sukke efter. Helbredte syge, mættede sultne, ja, opvakte døde. Han gjorde alt det, som enhver mest brændende måtte ønske, og så alligevel gik det ham så sølle.

Så endte det dog med forfølgelse og kors frembragt af de mennesker, som selv havde set hans gerninger, ja, måske ovenikøbet selv havde været ude for en af dem.

For vi hører jo langfredag, at ingen, absolut ingen, var interesseret i at forsvare ham, men at alle råbte ”korsfæst”, ”korsfæst”. Og det skulle dog være underligt, om ikke der i denne flok har været mennesker, som havde været vidne til en af hans underfulde gerninger. Ja, at der ikke skulle have været en enkelt i blandt, som selv havde følt dem på egen krop. Tag nu de 4000, som han mættede i ørkenen, mon ikke det skulle tænkes, at et par stykker af dem var blandt flokken langfredag?

Men tilsyneladende har disse undere ikke haft den virkning, man så indlysende forventede. Mærkværdigvis var der ikke én, som stod frem og sagde til ypperstepræsterne og de skriftkloge eller til Herodes eller Pilatus: ”Denne mand ejer evner, som kan helbrede og mætte og opvække døde. Ham skal I ikke korsfæste, tværtimod skal I bruge ham! Vi har selv oplevet, hvad han kan”.

Jo, det kan undre, at det gik, som det gik. For hvordan kan man den ene dag opleve en underfuld bespisning, hvor der ingen mad var, eller se en far gå bort med sin raske søn, som få minutter forinden var døden nær – hvordan kan man om den mand, som gjorde alt dette gode, kort tid efter råbe ”korsfæst”.

Og så er det dog alligevel ret oplagt, at det endte sådan. For der er det helt særlige ved Jesu undergerninger, at de aldrig blev brugt, som menneskene ønskede, de skulle bruges. De blev aldrig et led i et program, de blev aldrig en del af en sag, de kunne for så vidt ikke bruges til noget som helst, fordi Jesus selv nægtede at lade dem bruge.

De skete helt tilfældigt, når situationen krævede det. Men det var for menneskemassen omkring ham tydeligt, at de alligevel ikke var til nogen ting. For Jesus selv afviste at lade sig bruge.

Hver gang menneskemassen slog sammen om ham og i begejstring over, hvad der var sket, ville hylde ham, gik han sin vej.

Der måtte åbenbart være noget, man havde misforstået. For nok mættede han nogle sultne, men han påtog sig ikke at udrydde sulten i verden. Nok helbredte han her og der, men han gav sig ikke i kamp med at udrydde sygdommen som sådan.

Og han ville da slet ikke, at underne skulle forstås som bevis for hans særlighed, for han forbød folk at tale om dem.

En sær kynisme, kunne vi næsten fristes til at kalde hans opførsel, for kunne bespisningen ikke lige så godt være et led i opgøret med verdens sult, kunne helbredelserne ikke være begyndelsen på kampen mod al sygdom og nød? Jo, vi forstår den øjeblikkelige begejstring, men vi aner måske også, hvorfor den slog om, for vel gjorde han godt mod menneskene, men der kom jo intet ud af det på lang sigt. Det var kun øjeblikkets handling, og han kunne derfor ikke bruges i en sag eller i et program, for han nægtede at lade sin magt bruge i den sammenhæng.

Det var derfor, folkemassen blev skuffet. Så meget kunne han, men så lidt ville han!

Ja, vi hører endog, at han indleder en helbredelse med at sige til den syge: ”Vær frimodig, dine synder forlades dig”, som om helbredelse ikke var det vigtigste for en syg. Han havde den frækhed at sige til verden, at underne blot var tegn på noget helt andet – disse undere, disse mægtige gerninger – som verden i den grad ønskede sig.

Men sådan var det bestandigt med ham. Tag eksempelvis sabbatten, som han åbenlyst ikke respekterede, i og med han helbredte på en sabbat. Men gjorde han ordentligt op med dette lovtyranni, som sabbattens strenge overholdelse var udtryk for? Satte han sit mod i system, hjalp han effektivt alle dem, som måtte lide under dette umenneskelige system?

Næh, det gjorde han ikke, han brød sabbatten et par gange og talte nok så frimodigt imod den, men kom der noget ud af denne frimodighed?

Og hvad med den romerske besættelsesmagt, som jøderne led under, eller fattigdommen, eller de foragtede samaritanere – hvor var de tilbundsgående opgør? Med andre ord; kunne han overhovedet bruges til noget?

Jo, vi begynder at ane, hvorfor det gik ham, som det gjorde. For hans gerninger var så lovende, men ingenting kunne man tilsyneladende bruge ham til. Det så ud som tilfældigheder, og dét var utilgiveligt. Og denne anke lyder ganske nutidig. For hvordan lyder ikke protesten mod kristendommen i dag? Er det ikke netop, hvad der ankes over i dag: Hvor er kirken i det godes tjeneste? spørger de selvbestaltede gode. Hvor er kirken i forhold til miljøets og LGBT´s og me-too´s tjeneste? Hvor er den i forhold til flygtningene, og de undertrykte? Er den ikke foruroligende usynlig?

Nok råber menneskene ikke ”korsfæst”, for man er vel blevet human og oplyst, men skuffet vender man kirken ryggen, den som er så tavs. Fortørnet melder man sig ud. For man må undsige den kirke, som ikke vil gå ind i den gode sag, når nu det må være i alles interesse at få det onde udryddet. Og hvem skulle være nærmere til det end den kristne kirke?

”Ja, hvad tror du, der egentlig bliver tilbage af dig?”, spørger man kirken, ”hvis du ikke tager del i det gode arbejde?”. Så kan du ligge der som en stivnet forbenet størrelse – måske glemt, eller værre, måske uddød og forsvunden.

Ikke sandt, hvad var det, det lød til Jesus langfredag?: ”Andre har du frelst, frels nu dig selv”.

Vær frimodig, dine synder er dig forladt, sagde Jesus til den syge. Jeg skal ikke ordne verdens hungersnød, sagde han indirekte, da han en enkelt dag mættede 4000 og lod det være ved det.

Giv kejseren, hvad kejserens er, sagde han til dem, som sukkede under besættelsesmagten, og giv Gud, hvad Guds er.

Og det betyder: Pas du, hvad der skal passes på jorden, dvs. din næste, dit ansvar. Pas du din sag, så passer Gud sin. Hvor du finder din sag, det må du selv finde ud af, men du kan være vis på, at den er der, og den er din. Din sag og dit ansvar, som derfor ikke skal sættes i system eller laves til et program for at gøre det hele nemmere og mere bekvemt og effektivt – for det er at løbe fra, at det jo netop er din sag og dit ansvar. Derfor: du skal passe din sag, så passer Gud sin – siger han-

Og han gør det, ved at tilsige os, der er sat i ansvar for vores sag, for vor næste, han gør det ved at tilsige os syndernes forladelse. Og vi ved præcis, hvorfor det er dét, der blev hans sag, når vi ser på alle de udviklingsprogrammer og hjælpeordninger og sundhedssystemer, som vores ansvar og dermed vores næste ganske er forsvundet i. Ja, så ved vi, at til syvende og sidst har vi ikke andet håb i verden end Guds nåde, den som minder os om vor næste og ansvaret for ham, og om, hvad vi skal her på jorden.

Amen

Prædiken til pinsedag

 Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasi-arkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.

  Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det, som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for. 

  Det kan være ord, som blot er hule fraser. Det kan være mennesker, som er det modsatte af det, de giver sig ud for at være. Og det kan også være en kirke, som ikke er kirke. 

  

Og en kirke, som ikke er kirke, hvordan skal vi tænke os sådan én? 

 

  Findes den? 

  Er en kirke ikke altid kirke? Det tror vi måske, men det er ikke tilfældet. Lige så lidt, som en skole er skole, bare fordi der står skole med store bogstaver over indgangsdøren, lige så lidt er kirken kirke, bare fordi den kalder sig det.

  Undervises der ikke i skolen, er der ikke skole, og er der ikke en kristen gudstjeneste i kirken, er den ikke kirke.

  Huset og bygningerne gør hverken fra eller til, men hvad der siges i kirken er det afgørende. Vi kan kalde bygningerne for kirke nok så meget, men forkyndes der ikke kristendom i bygningen, holdes der ikke en kristen gudstjeneste, ja, så forbliver stenene intet andet end en bygning.

  Og med gudstjenesten er det som med kirken og skolen. Gudstjeneste er der ikke, bare fordi vi kalder foretagnet for gudstjeneste. Hvilket nok er værd at erindre om, for i det folkekirkelige landskab i dag bliver alverdens ting kaldt for gudstjenester. Der eksperimenteres i et væk med formen, man prøver sig frem for at finde den meste vellykkede og tidssvarende form.

  Med andre ord, man tror, at det er os, der skaber kirken og gudstjenesten. Med andre ord, man tror, at vi er herre over Helligånden, ham, som jo alene skaber kirken på jord.

  Nu er det egentlig ikke noget nyt, at mennesker tænker sådanne store tanker om sig selv. For 100 år siden mente kirken, at det var dens opgave at være alvorlig og højtidelig og lære menneskene at opføre sig ordentligt og lovligt. I dag skal den være effektiv og aktiv og imødekommende, men en sådan i begge henseender nyttig kirke, som mener at vise sin berettigelse, fordi den er synlig og energisk, er en kirke, som ser ud som kirke, men som ikke er det.

  For 180 år siden stod Sjællands fornemme biskop Mynster på prædikestolen i Vor Frue kirke i København og samlede alt, hvad der fandtes af ånd og borgerskab under sin prædikestol – mindst en halv time før skulle man komme for at få en siddeplads. For han kunne tale, varmt og inderligt og gribende, så enhver måtte mene, at der var virkelig kirke, når han holdt gudstjeneste. Eller var der det? 

  Var det ikke persondyrkelse, var det ikke dyrkelse af den gode moral og af det smukke og højtidelige, Søren Kierkegaard kaldte det deklamation, altså ren form og fremtoning, og kan noget være mere uhyggeligt, end når Gud skjules bag menneskelige præstationer?

  Jo, en kirke, kan sagtens regne sig for at være kirke, men derfor er det ikke sikkert, at
den er det. Og det burde få enhver til at gyse ved tanken om, at sådan kan det være. Lad
gå, at vi mennesker snyder hinanden, selvom det er slemt nok, men at vi snyder Gud, at vi tager ham til indtægt for vore gerninger, sådan at det bliver os og vore formål, der fylder hans kirke – at det hele kort sagt drejer sig om os – det er uhyggeligt. For det er altid uhyggeligt, når løgn kommer i sandhedsdragt.

  Men hvad har vi mennesker så at stole på, hvis vi ikke kan stole på, at kirken er kirke?
Hvis en præst ikke er en præst, som vi kan stole på holder sig til sin opgave? Må vi ikke for vores saligheds skyld have noget at holde os til, som står fast? For har vi ikke det, skrider alt ud. Sådan tænker vi, og så anstrenger vi os for at cementere en aktiv og brugbar kirke.

  Sådan tænker menighedsrådene i vore dag. Det er vort ansvar, at kirken trives og lykkes, derfor skal det kirkelige liv fremmes mere og mere. Det er vort ansvar. 

  Nej, det er ikke! Det er hverken menighedsrådenes eller præsternes ansvar. Om så det, der på moderne dansk hedder det kirkelige liv, om det så blomstrede som aldrig før, om statistikken kunne vise, at der var hundrede i kirke hver søndag, så står spørgsmålet stadigt åbent: Er det andet end menneskeværk, selvom det kaldes for kirke? For en gudstjeneste kan mennesker ikke arrangere, de kan arrangere noget, de kalder for gudstjeneste, men om det er kirke, og om det er gudstjeneste, dét skaber alene Gud.

  Vi samles, som dem vi er, mennesker, der ikke kan nå til Gud, hvor gerne vi end ville. Vi samles som dem, der ikke kan gøre kirken til kirke, hvor meget vi end forsøger på det. Vi samles til noget, vi kalder gudstjeneste eller gudsdyrkelse, men om det er dét, beror alene på Gud om han vil lade det være det.

  Og om han vil lade det være det, det er, hvad pinsen handler om. Sandhedens ånd vil jeg bede Gud sende jer, hørte vi Jesus sige. Netop; sandhedens ånd. For vi skal ikke selv skabe sandheden på jorden, vi skal ikke selv gøre kirken til sand kirke, gudstjenesten til sand gudstjeneste, vi skal ikke en gang forsøge på det. For sandhedens ånd er ikke vores men Guds.

  Denne sandhed, at vi ikke kan det selv, er det, som sandhedens ånd prædiker for os, og således skænker den os den sandhed, vi ikke kan skænke os selv.

  Vi skal ikke stå på hovedet og stable alverdens nye gudstjenesteformer på benene, vi skal hverken gøre os selv eller verden anderledes, vi skal ikke puste os op og gøre os til som dem, der dirigerer rundt med Gud, som om det er os, der har magten. Nej, vi skal være det, vi er. For som sagt, der findes intet mere uhyggeligt end det, der giver sig ud for at være, hvad det ikke er. Som sagt, det uhyggeligste af alt er det forlorne, det, der ligner men ikke er, for det er det modsatte af Gud. Hos ham er alting ægte, her er ingen løgn, her er intet maskespil, for han er den, han er.

  Han er sandheden, og han vil kun, at vi skal lade sandheden råde uden frygt, dvs. stole på, at Gud selv opretholder sin kirke.

  Derfor er pinsedag så stor en befrielse – og det burde især geskæftige præster og menighedsråd skrive sig bag ørene-, for den fritager os fra en hver bekymring om kirkens ve og vel. Og den vidner om, at kirken er ikke noget, han efterlod os til vor egen administration, til vor egen hittepåsomhed og aktivitet, men det hører med til hans værk, at han selv råder for den.

  Det skulle vi tage at glæde os over i stedet for at konkurrere med hans ånd om, hvem der er mest effektiv og succesrig, for den kamp har vi tabt på forhånd, vi ender kun i latterliggørelse og forstillelse. Nej, vi skal derimod glæde os over, at der dog er ét sted, hvor vi ikke bare kan men skal være os selv, hvor alt det kunstige og selviscenesættende og løgnagtige er sat på porten.

Glædelig pinse

Amen

Prædiken til seksagesima søndag om sædemandslignelsen

Gud er ikke karrig med sit ord! 

Den stakkels sædemand, der uanfægtet spreder sit tilgivende ord ud uden hensyntagen til tilhørerne og uden sans for at iscenesætte sig selv, ham er der ikke mange, der gider. For han er ikke særlig brugervenlig.

For hvem vil være den, der trænger til tilgivelse, hvem vil henvises til alene at skulle leve af tilgivelsens ord?

Nej, vel? Derfor sker det selvfølgelige, at hvor kirken vil være populær, der udvander man evangeliet. Der bliver kristendommen til en ”ha´-en-god-dag-filosofi”. For kravet er, at kirken skal begejstre, og den skal ikke mindst tale, så folk kan nikke genkendende til det, der siges. Den skal ikke støde an, men denskal please og skabe en ”feel good-stemning”.

Og dét er trættende, dette at være med i et cirkus, hvor man ikke vil stå ved, hvad man er sat til at gøre.

Det er trættende at overvære, for som sagt, det er ikke kristendom, der kommer ud af en sådan sag, og der er ikke kirke dér, hvor populariteten og succesen dyrkes.

For man glemmer at stille det helt afgørende spørgsmål, nemlig; Er det sandt? Er det sandt, hvad der siges? Er det sandt, at Gud sendte sit ord i Kristus for at blive populær?

Lad os høre ordentligt efter, hvad lignelsen til i dag siger.

”En sædemand gik ud at så og strø´de rundt med begge hænder”, således digter Grundtvig i en salme om lignelsen. Og sædemanden er selvfølgelig Kristus, og sæden han såede, var Guds ord.

Og dette ord har sin egen vækst. Sådan, som han gik der for snart 2000 år siden, sådan går han den dag i dag, og vedholdende sår han ordet fra Gud. Ordet om Guds grænseløse nåde og tilgivelse.

Vi hører altså, at Gud har selv ladet det ord så - netop Gud og ikke mennesker. Og læg mærke til én ting, nemlig at vor Herre Jesus ikke gør propaganda, han har ikke travlt med at sørge for, at ordet vokser. Han sår blot, og så må jordbunden tage imod sæden, som den gør. Eller med hans egne ord: Den som har øren at høre med, han hører.

Men så nøjsomme og beskedne er vi mennesker ikke. Vi vil have trompeter og reklamer. Sædemanden derimod, han bare går og sår, beskedent og uden selviscenesættelse. Og sæden falder, hvor den falder. Meget, måske det meste, går til spilde, for Gud er ikke karrig med sit ord, det lyder, hvor det lyder.

Det er os mennesker, der har så travlt med, at det ikke skal gå til spilde, vi har travlt med at kirkerne fyldes, og derfor arrangerer vi så meget, der skal lokke og drage, noget moderne og tidssvarende, noget fængende og underholdende. Noget for de unge og noget for de gamle, noget for de rødhårede og noget for de venstrehåndede, men sådan er det ikke med Gud. Han sår blot, han deler ud af sin godhed og barmhjertighed. I ordet, der lyder, gør han det, og om der så kun er én, der hører det, om det så er ringe og fattigt efter vor målestok, så er det dog Guds hele og fulde og levende ord; det ord, som er talt til den, der har øren at høre med.

Men kirken er blevet forfængelig, og vil derfor ikke nøjes med noget så undseeligt. Derfor vil den lokke og drage. Præsten og kirken skal, som man siger, få folk til at komme, ved at være interessant og betagende og festlig. Folk skal gribes af veltalenhed og have deres følelser varmet op.

Og således er en hver evangelisk sandhed forsvundet ud af kirken. For kristendommen er ikke varme følelser, den er talen om, at ordet om Gud er sået, sandheden er åbenbaret, Kristus er død og opstanden. Kristendommen er Guds tilgivende ord til enhver synder, nok for både dette liv og det kommende.

Men for os er det for uanseeligt i sig selv, for lidt fængende, der må mere til, en anbefaling, et skub af en eller anden slags. Dog er kristendommen ikke andet end et ord, der skal høres med egne øre og for egen regning og risiko, og ikke ord, der skal anbefales først, eller et ord, der skal bevise sin egen sandhed ved en særlig virkning eller oplevelse.

For ordet har sin egen vækst, det gør intet for at beskytte sig selv. Det lader sig både trampe ned og opæde af himlens fugle og dræbe af menneskenes vantro.

Netop således er Guds ord, det behøver ikke forsvar eller bevis. Den, som har øren at høre med, han hører.

Sådan stilles vi af Gud ind i afgørelsen, ikke en gang for alle, men hver dag, hver time. Når sædemanden sår sin sæd, så kaldes der på os, så kommer Gud til os. Men han trænger sig ikke på, for det er på ingen måde nødvendigt for ham. Han er Gud og herre, han har tid til at vente, han har råd til at ødsle, hans herredømme afhænger ikke af menneskene, hans trofasthed ikke af, om vi er ham tro.

Med apostlens ord: Dersom vi er utro, er han dog tro, thi fornægte sig selv kan Gud ikke. Og det er måske det, der irriterer os mennesker mest, at Gud er så uforanderlig. Han er slet ikke med på alle vore krumspring til hans ære og hans riges vækst og fremgang, slet ikke. Han er blot den, han er, en Gud, der kommer ikke i det store men i det små. I det skjulte, kommer han.

Hvad sagde Jesus ikke om Guds rige? At det er som et sennepskorn; når det sås i jorden, er det mindre end alt andet frø, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og skyder store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.

Sådan sagde Jesus, og det er præstens opgave at forkynde, at med det ord gav han os Guds rige.

Men hvorfor vil kirken så mere end det? Eller rettere alt andet end det? Hvorfor vil den ikke nøjes med at forkynde, at med Guds ord er Guds rige midt i blandt os? Fordi det er den for fattigt. Den vil præstere noget, noget der er helt konkret og synligt. Den er blevet færdig med Guds ord, den vil ikke kun have Gud i ordet, der kommer og skænker os ham. Den vil selv, og det, den selv vil, er sig selv. Den er holdt op med at høre og er kun interesseret i at gøre sig til.

Men den største kunst her i verden er at høre, det er virkelig at kunne høre, ikke blot et ekko af det, jeg kan sige mig selv, men høre noget helt nyt og fremmed. Sådan kommer Guds ord til os med Guds rige i sig; som noget altid nyt og noget altid fremmed. Og så overdådig er Gud, at han bliver ved at komme til os og skænke os sig selv. Han bliver aldrig træt eller utålmodig. Han forfølger os med sit ord. Min sjæl, hvad vil du mere, lad Gud kun råde.

Amen

Prædiken til 1. s. i advent

 ”Vi beder dig, vor Gud, himmelske Fader, at du ved din Helligånd vil lede og styre os således, at vi ikke, som verden gør, tager forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord, men bevares i en fast tro på din søn”

Sådan beder vi i kollekten til 1. s. i advent; at vi ikke skal tage forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord.

Jamen, det kunne da ikke falde nogen ind at forarges på en fattig mand og et foragtet ord. Ikke sandt, den fattige forarges man da ikke på, nej, han vækker da vores medlidenhed, ham ynkes man over. For den fattige er én, man hjælper, netop i medlidenhed og medynk.

Vi støtter den fattige, vi giver ham af vores overskud, så hans fattigdom kan afhjælpes.

Nej, den fattige vækker da ikke forargelse, men kalder derimod med sin fattigdom på barmhjertighed. Og på samme måde med det foragtede ord.

Så derfor er det rigtigt at spørge, hvad menes der med denne bøn til kirkens nytårsdag, denne 1. s. i advent?

Ja, lad os se på selve beretningen om indtoget i Jerusalem. For hvem var det, der den dag drog ind i Jerusalem, og som også i dag drager ind blandt os? Hvem er han, der den dag blev mødt med så stor en tilslutning og tiljubel og med taknemmelig glæde? Jo, han var en af deres, Josefs og Marias søn. En almindelig tømrer fra Nazareth, et menneske, der umiddelbart set ingenting var og ingenting ville være.
Det var sådan han, Messias, Kristus, kom for at opfylde den gamle profets ord; ridende på et trældyrs føl, på et æsel. Sådan kom han, denne verdens Herre og frelser.

Altså; verdens Herre holder sit indtog, men det skete mildt sagt i en noget anden skikkelse, end hvad de og vi forventer.

For hvem er det, vi regner for verdens herre? Det er jo lederen, den store finansmand eller den geniale politiker, det er jo videnskabsmanden med sine epokegørende opdagelser, eller livsstilsprofessoren med sine vejledninger til, hvordan vi håndterer livet.

Men i dag lyder der et nej til disse verdens herrer, sådan ser han ikke ud, for verdens herre rider dér på et æsel, sagtmodig kommer han. Ikke omgivet af bodyguards eller omgivet af det samlede mediefolk, nej, forsvarsløs og uden forklaring kommer han.

Verdens herre, hører vi, regerer ikke gennem vise ord og begavede mennesker, ikke ved hjælp af energiske medarbejdere, der kan overbevise verden om hans storhed og hvor epokegørende en person, han var. Nej, sådan hersker han ikke, for han hersker slet ikke.

Han kommer bare, som den han er, og han er som sagt ingen ting og vil ingen ting være.

Det er dét, beretningen om indtoget fortæller. Og derfor er ethvert forsøge på at ville ændre på hans fattigdom, det er at tage forargelse af ham. Enhver, der vil gøre ham succesfuld og fuld af overskud, enhver der vil tegne et billede af ham som en verdensmand, han har taget forargelse af hans fattigdom.

Javel, siger vi så, men det må da skulle forstås rent åndeligt, sådan i overført betydning? Han er vel ikke rent bogstaveligt verdens herre og frelser, for verden ser jo mildest talt anderledes ud med al sin ondskab og magtstræberiskhed?

Men nej, det skal forstås ganske bogstaveligt. Det var jo et menneske i kød og blod, der red ind i Jerusalem. Det var ikke et spøgelse, ikke en åndeskikkelse, det var ikke en filosofi men et menneske som dig og mig. ”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød ordene jo, og der fulgte ikke nogen eftersætning eller yderligere forklaring og besked med.

”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød det. Og så ser vi på ham, og vi ser ikke andet end et almindeligt menneske, som må være blevet forrykt, når han kan sige ”konge” om sig selv. Nej, det må være på en særlig måde, en særlig åndelige eller religiøs måde, han forstår sig selv som konge på, for vi ved jo, at han ikke er det bogstaveligt, vi ved jo, at i virkeligheden er det de store og magtfulde her i verden, der regerer.

Men nej, hans indtog betyder ganske bogstaveligt: ”Din konge kommer til dig”, og vi tager forargelse af hans ord ved at ville omtolke dem til noget særligt åndeligt og religiøst.

Han var heller ikke en forklædt skikkelse, det er ikke den forklædte kongesøn, hvis indtog vi hører om. Det er ikke svinedrengen, der bag sine lusede klæder skjuler en kongesøn. At gøre ham og hans fattigdom til en eventyrskikkelse, der færdes iblandt os som forklædt, at se ham således er også at tage
forargelse af ham.

Nej, Jesu indtog var ikke teater eller eventyr, det var virkelighed, det var realitet. Sådan kommer Guds rige på jorden, siger evangeliet, og sådan vil det høres ganske bogstaveligt. I et fattigt og sagtmodigt menneske kommer det midt ind i vores historie. Han kommer ikke med noget skjult, ikke med noget i baghånden, som kan få os til at godtage hans fattigdom. Men netop i denne usle skikkelse kommer Guds rige til jorden.

Jamen, siger vi til dette, er det da meningen, at det altid skal være således? Nu må vi da hjælpe hans fattige skikkelse og foragtede ord til magt og indflydelse. Nu må vi da hjælpe ham med at få anerkendelse. Vi – de troende – må forsøge at gøre ham vigtig for dem – de ikke-troende. Og med denne tilgang til ham, er der med ét gjort skel mellem os og dem, mellem de troende og ikke-troende, mellem dem, der er på den høje gren, og dem, der skal hjælpes. Vi kunne også sige mellem de rige og de fattige.

Jo, også i de frommes kredse – ja, især dér – får forargelsen luft. For hvad er denne trang til at gøre den fattige og sagtmodige konge til stor og mægtig andet end en forargelse over hans usselhed. For travlheden med at udbrede hans rige vil ingen ende tage. Travlheden siger: ”Se, din konge kommer til dig ridende på et æsel”, men den tror ikke på hans kongedømme, før den selv har skabt det til et synligt og imponerende rige.

Han er ikke konge, siger den fromme arbejder, men han skal gøres til konge.

Men han er konge, det er dét, der er det forargelige. Han kom, og han kommer, og han siger præcis det samme i dag, som den gang:”Din konge kommer til dig, verdens herre”.

Du skal ikke tilføje noget til ordene, du skal ikke digte noget andet om ham, end det du hører. Han vil ikke gøres stor, han vil ikke have magt, han vil ikke hjælpes til det, han er. For han er det, han er. Og gud ske lov for det.

For så betyder disse ord ikke andet end, at der gives den fattige lov til at være fattig, at så har den foragtede bror en ved sin side, så er intet længere så småt at det ikke er stort, intet liv er så fattigt, at det ikke rigt. Så afsløres alle vore drømme og al vor indsats som en flugt fra det liv og den død, som vi aldrig slipper uden om.

Ja, så får vores fattige menneskeliv et adelsmærke og sin opstandelse, nemlig dét, at Gud vil ikke kende andet menneskeliv end dette. For der er ikke andet at kende.

Og det betyder, at så bliver året, der kommer, ikke spor anderledes end året, der gik, og sådan skal det være – siger Gud.

Han siger det trods vores forargelse over hans ord, ja, så insisterende siger han det, at hans egen søn måtte lide døden på et kors, da vores forargelse over dette fattige budskab blev kød og blod.

Ene af alle siger han; at dit fattige liv, som du ikke kan slippe fri af, er som det skal være. For Gud er det, som det skal være. Alle andre siger, stræb efter storhed og magt, efter anseelse og fremgang, få styr på livet, kom ovenpå.

Men ene af alle står Gud ved vores virkelighed, som den er – ganske bogstaveligt, som den er ….

Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid
rige blev vi til evig tid.

Amen

Retfærdigheden. (prædiken til 6. s. e. trin.)

  Hvad er det for en kamp, alle partier i Folketinget kan blive enige om at ville kæmpe? Hvad er det for et emne, der altid giver politikerne en ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det er kampen for retfærdigheden?

 Kampen for retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vor side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner kz-lejre og gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.

 Så langt er vi ikke gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over spærre-grænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en retfærdig flygtningepolitik. Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede.

 Jo, retfærdigheden ruller i vore åre, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om at være mest retfærdige.

 Derfor skulle man også tro, at disse Jesu-ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der kæmper for retfærdigheden.

 Men sådan forholder det sig imidlertid ikke.

 Og det er nu ikke så mærkeligt endda, for han taler om to vidt forskellige former for retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre.

 Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den den jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende dobbelt i sig, nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.

 Men se, det er fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde godhedens glorie.

 Ja, sådan ser altså den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus i dag stiller over for Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.

 Og derfor er der et spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes?

 Mener han, at disse folk ikke er retfærdige nok, mener han, vi skal tage os sammen og yde meget mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det, han mener?

 Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget, der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det, som vi anser for retfærdighed?

 At ”overgå” vil jo sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver især skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed. Ja, de udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok eller ej.

 Farisæerne og de skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente at gå på Guds vej – og der går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden derfor er vejleder på.

 Nej, hvis du vil kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hån[1]den, i stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv, således at du kommer til at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv, og tænk på din bror.

 

 Sådan er Guds retfærdighed. Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et spørgsmål om alt eller intet. Den er ikke noget vi kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.

 På samme måde som den kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillige mod vor modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.

 Han, som hører ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ramt forbi. Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vore retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.

 Men Jesu ord er ikke et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud. Vi kan ikke på denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige. For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan ingen.

 Derfor: enhver, der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.

 Vi er med andre ord hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor kun et at gøre; at tro Guds ret[1]færdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er en salighed for enhver synder.

 Amen

Pinseprædiken

 At det står sølle til med kirkegang og kristendom i Danmark, synes efterhånden at være en vedtaget sandhed. Der er i de fleste kirker i landet ikke en synderlig stor interesse for kirkens søndagsgudstjenester, hvis man kigger procentuelt på tallene. Med mindre gudstjenesterne tilbyder noget ekstra at gå hjem med end syndernes forladelse - en særlig oplevelse, en fælles komsammen bagefter eller en kendis, der optræder.

Det synes med andre ord som om, at det, der driver kirken i dag, er frygten for at kede folk. Og derfor forsøger man med alle midler at fremelske begejstringen. Kunne man blot få begejstringen frem, så var det ganske anderledes let at få kirke og kristendom gjort interessant. Men måske skulle man overveje dette forhold en ekstra gang, for med begejstringen er der det at sige, at den er meget dårligt anbragt i forbindelse med kirke og kristendom.

Det understreges allerede på vej til kirke, at større modsætning mellem kirke og begejstring er svær at finde. For i de fleste tilfælde går vejen til kirke over kirkegården - sognets nok mindst begejstrende sted. På vej til gudstjenesten må man passere gravsted på gravsted, der fortæller om unge og gamle liv; om forældre, der har måttet lægge deres børn i graven, om ægtefæller, hvis samliv ophørte alt for brat, om gamle og udtjente liv. På vej til kirke er begejstringen til at overse, for her taler virkelighedens alvor, her er glæden og jublen ikke umiddelbart det første, man tænker på. Den glæde og jubel, som jo kendetegner begejstringen, og som bevirker, at man glemmer al verdens bekymring. Egentlig er det såre forståeligt, at der lefles for begejstringen, for vel er det en dejlig fornemmelse at kunne glemme al verdens bekymring. Og er det ikke netop det, livet drejer sig om, at kunne fastholde begejstringens ånd, dette at glemme sig selv og sine sorger, og gå fuldt og helt op i alt, hvad der er stort og skønt? Gå op i det med hele sit hjerte, med liv og sjæl?

Og er det ikke det, man med rette kan forvente af præstens prædiken, at den kan begejstre? Er det ikke det, der mangler mest af alt i disse for kirkegangen og kristendommen så trange tider? Begejstringen? Er det ikke derfor, alt er så tørt og trist, fordi der ingen begejstring er?

Hvor ville mennesker befinde sig godt og strømme til, hvis der var blot en smule begejstring at mærke i kirken. For vi mennesker er så begejstrede for begejstringen, selvom vi ikke har den.

For at begejstres ved noget vil sige at glemme virkeligheden, og der er intet, vi hellere vil, hvis bare vi kunne. Og er det ikke det, kristendommen netop skulle hjælpe os til? At glemme virkeligheden til fordel for en større og sandere virkelighed, så den bliver ny og smuk?

Eller anderledes spurgt; er begejstring og tro ikke det samme? Og er det ikke netop det, det gælder om kristeligt set: at have begejstringen, dvs. at tro?

Mit spørgsmål er, som man nok kan høre, retorisk, for svaret er nej, men ikke desto mindre er det altså denne forståelse af kirke og kristendom, der præger det kirkelige landskab: at troen er en form for begejstring. Derfor spørges der mere og mere efter præstens optræden og gebærden, efter hvordan han prædiker og ikke efter, hvad han prædiker. Pastor Petersen er så livlig og energisk, og hans sprog er så gribende, så ham skulle de gå hen og høre.

Nej, ikke hvad, der siges, men hvordan det siges, er blevet det afgørende, for dér fører begejstringen os nemlig hen. Så har denne verdens verdslighed sat sig godt til rette i kirken, så er kirken blevet til et teater, for dér hører begejstringen hjemme, og dér gør den ingen fortræd. Men dér hører den, som sagt, ikke hjemme, for begejstring er ikke tro, men altid lige det modsatte.

At begejstres er nemlig at ville dokumentere sandheden ved hjælp af den virkning, den har. Det, jeg begejstres for, må være sandt, siden det kan begejstre mig. Det er derfor, begejstringen lyder så tiltalende og besnærende for os, for begejstringen garanterer os sandheden i det, vi er begejstrede for. Bliver vi ikke begejstrede over det, vi hører, så kan det ikke være sandt. Men det er pokker til sandhed, vi da har med at gøre, for så er sandheden jo ikke for enhver, men kun for dem, der kan begejstres. Så er sandheden ikke sandhed i sig selv, men afhængig af, hvad den gør ved folk. Så er det begejstringen, der gør sandheden sand.

Men lille præst, indvendes der så, vi kan da ikke leve uden begejstringen, uden den har vi ikke noget at tro på. Og med denne indvending er vi ved prædikens begyndelse, hvor jeg sagde, at begejstringen er et meget farligt ord at anvende i forbindelse med kirke og kristendom, for kristendommen bærer sandheden i sig selv. Vi skal ikke gøre den sand ved hjælp af begejstringen.

Kristendommen bærer sig selv, den har sandheden i sig selv.

Og det vil derfor sige, at troen er ikke det, vi kalder vor tro – altså den begejstrede følelse - men troen er Kristus, han som led og døde, ikke i begejstring men i sandhed. Hvilket vil sige, at Kristus var et menneske, der var givet denne virkelighed i vold og ikke fornægtede den. Han troede Virkeligheden, han tog den af Guds hånd og skulle ikke først have den garanteret. Han blev lydig mod denne virkelighed, dødens virkelighed – dét var hans tro på Gud.

”Det ord, I hører, er ikke mit, men faderens, som har sendt mig”, sagde han til sine disciple. Men han sagde det ikke pga. en begejstring for en overnaturlig viden, som han havde. At Jesu ord ikke var hans, men hans faders, det var ikke noget, han vidste eller følte, men noget, han troede på. Med håb mod håb, som apostlen siger.

Og denne tro giver han videre i sit ord, sådan at hans tro er vor tro. Det, der bærer vor tro, er hans tro, og ikke vor egen. Havde det været vor egen, var vi straks inde på begejstringens vej. Men det er hans tro, der er vor, det er ham, der er vor tro.

Har dette noget med pinse at gøre? Ja, det har det, for det er derom pinsen taler, at vor tro er ikke vor egen, ikke vort eget værk, og skal aldrig være det. Selv når han går bort og ikke er mere, så lever hans tro videre og kommer til os. Den dør ikke med ham, men ligesom han stod op fra døde, sådan står troen også op fra de døde.

Med andre ord, vi skal ikke tro, at vi med vor begejstring skal bære ham, men hans tro bærer vores tro – ja, skaber den. Og at hans tro kan leve, selvom han er død, det er Helligåndens værk. Hans tro lever under navnet Helligånd. Derfor er pinsen også frimodighedens fest. For med Helligåndens komme er enhver fri af bekymringen for, om det nu også er den rette tro og begejstring, man udviser.

Nej, siger pinsen, troen skal ikke bekymre sig om sig selv, troen skal ikke pille navle, for den er båret af Helligånden. Talsmanden, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting. Og derfor er det den fuldkomne fred, Jesus efterlod, at Gud tager alt på sig, og vi skal slet ingen bekymring have. Det er den fuldkomne frihed, Jesus har frigjort os til, for således er vi givet tilbage til vort eget liv, frigjort for angst og pine.

Havde troen været begejstring, og troens krav dette, at vi skulle leve på begejstringens rus, var det et nyt slaveri, vi var endt i, et liv i frygtelig trældom. For hvem formår altid at leve på begejstringens tinder?

Men nu er det troen, der bærer os, og ikke os, der bærer den, fordi Gud har sendt sin Ånd, fordi det er blevet pinse. Nu ånder det himmelsk over støvet, nu vifter det hjemligt gennem løvet, ja, yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets rod. Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den ånd, som taler.

Glædelig pinse.

Amen

Gudstjenester

Gudstjenesterne afvikles igen normalt.

Se tiderne for gudstjenesterne under menuen "Gudstjenester" i højre side.