Ændring af konfirmationsdatoer

Som konsekvens af regeringens afskaffelse af storbededag, har jeg besluttet at flytte konfirmationsdagen for b-klasserne, så den fremover vil ligge på 1. søndag efter påske.

A-klasserne vil fortsat blive konfirmeret 2. søndag efter påske.

Det betyder, at i 2024 skal b-klassen konfirmeres 7. april og a-klassen 14. april.

I 2025 er der kun en klasse, og derfor bliver alle konfirmeret 2. s. efter påske den 4. maj.

Jeg regner med de klasser, som børnene går i, inden sammenlægning med fryndesholmeleverne i 7.kl.

Elisabeth K. Jensen

Er det rimeligt?

 Prædiken om arbejderne i vingården (Matt. 20, 1-16)

Lad os som det allerførste slå fast, at lignelsen om arbejderne i vingården handler om Gudsriget.

”Thi med himmeriget er det..” siger Jesus.

Den handler altså ikke om overenskomstforhandlinger eller om sammenhold på arbejdspladsen, eller hvad vi mennesker ellers kunne finde på at bruge den til. Den handler om Guds rige, sådan som det sker her, hvor husbonden handler.

Gud skal bruge arbejdere i sit rige, siger den, og så går han ud for at finde dem. Ligesom han i sin tid gik til Abraham – det er Gud, der kommer til dem. Det er ikke arbejderne, der skal gøre sig umage for at komme ind i Gudsriget, nej, Gud går ud og finder dem. Uden ham ville de stå løse og ledige på torvet, og der er vel ikke noget mere forfærdeligt for arbejdere end ikke at have noget at rive i.

Men det sørger altså Gud for – han går ud og finder dem, selv dem, som det syntes at se helt sort ud for, finder han. Dem, for hvem tilsyneladende alt håb synes at være ude. Lignelsen handler derfor om Guds utrættelighed, for han holder ikke inde, selvom det er sent på dagen, og det kunne se ud til at være for sent for nogle arbejdere. Det er det ikke, siger lignelsen, for Gud er utrættelig.

Egentlig kunne lignelsen slutte her, for det skulle i grunden være nok, dette, at Gud ikke giver op, at han utrættelig sørger for, at alle bliver lejet. Dette skulle være glæden i sig selv, at ingen får lov til at blive ladt tilbage, men enhver kommer til det, der er meningen med arbejdere – at arbejde. Men lignelsen nøjes ikke med det.

Nej, ikke bare kommer de i arbejde, men også lønnen har Gud tænkt på. Han handler ikke hen over hovedet på sine arbejdere men sørger for, at de får den løn, de med ham bliver enige om. Gud handler altså ikke hen over hovedet på mennesker, han er ingen lemfældig Gud, som udnytter menneskers nød, nej, han ved virkelig godt, at de skal have løn for, hvad de gør i hans vingård, selvom det allervigtigste – dette at de kom i arbejde – bliver opfyldt.

Gud er både utrættelig og ser alle, og han er også lydhør og hører på mennesker.

Og da dagen er gået, og arbejdet færdigt, opfylder han, hvad de er blevet enige om. Han holder sit ord og sin aftale. Alle skulle altså være glade, for der var virkelig ikke grund til andet.

Men så er det, det går galt, for de er ikke glade. Da de første ser, at de sidste får den samme løn som de førsthyrede, bliver de utilfredse. De skulle være glade, fordi de havde fået arbejde, og fordi deres gode Herre holdt, hvad han havde lovet dem. Men det er de ikke, for de vil ikke blot have dette, det vil de ikke nøjes med – de vil have rimelighed. De glemmer helt at tænke på, at uden Guds utrættelighed havde de stået på torvet hele dagen og havde naturligvis slet ingen løn fået. Alt det glemmer de, for de vil have rimelighed, de, der ovenikøbet var så heldige, at de til forskel fra den sidstlejede var sluppet for uvisheden, mens dagen på torvet gik. De vil også have rimelighed fra Gud. De vil ikke nøjes med Guds utrættelighed og ordholdenhed.

Der kommer en lille grim fugl flyvende dér ved lønningstide – den hedder sammenligningen. Vi har hørt om den før, den kom allerede i Paradisets have, formidlet af slangen. Den kom til Kain, da han så sin brors bål, den kom til Kong Saul, da han så folkets glæde over David. Jo, sammenligningen er virkelig en grim fugl, for den får mennesker til at se til siden i stedet for at se på Gud, og så går alting galt. For mennesker forsér sig på det, der er ved siden af dem, så de slet ikke ser Gud, og de ser, at Guds handlen ikke rimer med, hvad de mente, den skulle rime med. At de havde noget forud for de andre, at de havde arbejdet mere – dét skulle Gud dog have sans for.

Og sådan viser de, at de havde noget med på arbejde, som de havde gemt i lommen: kravet til Gud.

Nu er der en ting, jeg aldrig har kunnet lade være med at spekulere over, og det er, hvorfor Gud dog (og det er jo husbonden, der er Gud), hvorfor han dog sagde til sin forvalter, at han skulle udbetale de sidste arbejdere deres løn først? Han kunne jo helt have undgået, at sammenligningen kom til ved at vise sin godhed skjult, således at de første arbejdere ikke havde set det. De kunne være gået i glæde over, at også denne dag havde Gud sørget for, uvidende om, at Gud handler, som han gør. Og alt ville have været godt. Men Gud giver udtrykkeligt forvalteren besked om, at de sidste skal have løn først.

Og jeg kan ikke forstå denne besked anderledes, end at han vil have, at de første skal være vidende om hans handlen.

Hvorfor fremprovokerer Gud denne forargelse, hvorfor bringer han sammenligningen frem – for det er jo det, han gør?

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det.

Skulle det mon være, fordi han ville lade arbejderne se, hvor god han er, og således finde dem iblandt dem, der virkelig var værdig til hans godhed? En slags prøve, der kunne skille fårene fra bukkene – fårene, som skulle være dem, der alene glædede sig over Guds godhed?

Det lyder ikke helt forkert, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds med svaret, for jeg kan ikke frigøre mig for den mistanke, at disse sidste arbejderes glæde måske ikke var så oprigtig og sand, som lignelsen lægger op til.

Er det ikke muligt, at de har stået med et stille triumferende smil – tænk sig, en hel dagsløn for en times arbejde – mon de har kunnet skjule deres stille tilfredshed og lade være med at skele til siden, for at se hvordan de først reagerede?

Det er en episode med disciplene, der får mig på denne tanke, for da Jesus et andet sted fortæller farisæerne om den fortabte søn og den helt overvældende godhed og nåde, der mødte ham, og som den ældste søn mildest talt blev forargelig over, så har Jesus omgående et skarpt ord at sige disciplene, som så indforstået stod og hørte på den historie.

Men hvis det ikke har været for at finde de sande modtagere frem, hvorfor gør Gud da, som han gør? Hvorfor siger han ikke til forvalteren, at han skal udbetale de sidste lønnen først?

Skulle det mon være for at sætte dem alle i den fristelse, som hedder sammenligningens, og således afsløre, at der slet ikke er nogen, der undgår at falde for denne fristelse?

Som sagt, vi hører slet ikke noget om de sidste arbejderes modtagelse af deres overvældende løn, og det er helt mit eget bryg, det jeg antyder, men én ting ved vi: at da Jesus, som jo fortalte denne lignelse, kort tid efter stod ved sin lidelse og død, da stod han helt alene. Da var der ikke én, ikke en eneste, der ikke skelede til siden og hørte efter den lille fugls sammenligning.

Selv Simon Peter, den første og frommeste discipel, hvis spørgsmål til Jesus i øvrigt bevirkede, at han fortalte vores lignelse. For det var Simon Peter, der havde spurgt Jesus: Se, sagde Peter, vi har forladt alle ting og fulgt dig, hvilken løn skulle vi have?

Sådan havde han spurgt, den gode discipel, og han havde virkelig forladt alle ting og fulgt Jesus. Sit arbejde og sin familie, sin sikkerhed og sit gode udkomme, havde han forladt. Men én ting havde han ikke forladt, sin forventning om, at Jesus var rimelig – at han svarede til, hvad han kendte.

Og derfor løj Simon Peter for Jesus, for han havde ikke forladt alle ting, sin sammenligning havde han ikke forladt.

Skulle det mon være derfor, Gud gør, som han gør – for at afsløre, at stillet ind i sammenligningen er det ikke blot de første men også de sidste, som står tilbage som løgnens børn, som syndere for den Gud, hvis utrættelighed og godhed møder dem alle?

Og så slutter lignelsen slet ikke med de førstes surhed eller med ordene om, at de første skal blive de sidste, så slutter den langfredag, hvor både de første og sidste var enige om, at sammenlignet med, hvad de forventede og krævede af denne, var denne mand intet at samle på. Eller så viser lignelsen fra begyndelsen til slutningen hen til påskemorgen, hvor Guds utrættelighed og godhed satte sig igennem, som Guds, dvs. som den, der slet ikke skelner mellem de første og de sidste, for det skel kender kun mennesker. Hvad Gud kender, er blot syndere på denne jord, som kun kan og vil deres eget, og som derfor kun har Guds utrættelighed og godhed at leve af.

Amen

Samvittigheden

– en prædiken til 2. s. i advent. (Matt. 25, 1-13)

 Denne historie handler om 10 jomfruer, der faldt i søvn. Ikke fordi de havde slidt og slæbt. Ikke fordi dagens arbejde havde tæret dem for kræfter, og de med god samvittighed kunne lægge sig til at sove.

Nej, en sådan salig og god søvn havde jomfruernes ikke gjort sig fortjent til. Tværtimod. De var trætte af ikke at skulle bestille noget. De var trætte af at vente, for intet er så trættende og kedsommeligt som dette bare at vente og vente.

Spørg en soldat, hvad der er det mest trættende, han kan blive sat til: At være på manøvre en hel nat og ikke få søvn i øjnene eller at deltage i en daglig vagttjeneste, og han vil straks svare: Det sidste, så ubetinget.

For det er nemmest at holde sig vågen, når man holdes i gang, når der er noget, der holder én vågen og vækker opmærksomhed, når dette ”noget” ikke løber tør, inden vagten er omme, så man må løbe af pladsen og svigte sin opgave, for at hente nyt. Sådan som det skete for de 5 af jomfruerne.

Og hvad var så dette ”noget”, hvad var olien i de 10 jomfruers lamper? Hvad var det, som de 5 jomfruer ikke løb tør for, da de ventede?

Ja, hvad får et menneske til at holde ud, når alting virker håbløst. Hvad fik en Martin Luther til at stå sin kamp igennem, hvad får i det hele taget mænd og kvinder til at stå fast og holde ud trods modstand og forfølgelse. Mit svar er: den ængstede samvittighed.

Samvittigheden, og i særdeleshed den ængstede - et begreb som for længst er afskrevet af vor tids ideologer, psykologer og pædagoger, dømt ude til fordel for begreber som tolerance, fred og fordragelighed - det var samvittigheden, de var bundet til, og samvittigheden bød dem ikke at lyve om tingene. Frem for alt gjaldt dette ene: Ikke lyve. Eller man kunne sige, at det, der drev dem var Sandheden frem for alt.

For det er samvittigheden, der fører os, det er den, der skridt for skridt driver os afsted.

Og derfor er det vigtigste spørgsmål, enhver kan stille sig selv spørgsmålet: Har jeg ret? Har jeg ikke misforstået samvittighedens tale?

Det var den bekymring, der opfyldte Luther, da han stod der ensom over for Europas mægtigste mænd og enten skulle stå ved, hvad han havde skrevet eller forkaste det hele. Det var med stor sandsynlighed, hvad modstandsmændene tænkte i Shell-huset, hvor de som Gestapos fanger var dømt til tortur og henrettelse: ”Har jeg ret?”

Og ingen kan forvente, at verdens mægtige forstår et sådant spørgsmål, fordi for dem må spørgsmålet altid være: Hvad er klogest, hvad kan bedst betale sig? Deres samvittighed er en stemme, der giver dem de mest fordelagtige råd. Men den ensomme mand står dér med sin ængstede samvittighed og ved ikke andet end at lade den råde.

Og derfor lød de velkendte ord: Her står jeg, jeg kan ikke andet, for det er ikke rådeligt for et menneske at handle imod sin samvittighed. Ord, som ikke har været ligegyldige for eftertidens ængstede samvittigheder.

Grunden til, at jeg indleder med disse ord, er jeg gerne ville, at det skulle fremstå lige så tydeligt, at de ængstede samvittigheder ikke er noget, vi skal begræde eller fortvivle over – og da slet ikke behandle eller afskaffe. De har skabt både vågne og modige mænd.

For hvad, der skulle komme ud af det hele, spekulerede de ikke på. Der var ikke en plan med det, de gjorde, de overvejede ikke slagets gang – de beregnede ikke ud i fremtiden, hvorledes de nu skulle forholde sig – sådan som vi i vor tid lader fordele og ulemper veje op imod hinanden, læser statistikker og fremtidsprognoser og kalder det at være vågen – en sådan fremtidsprofeti, en sådan spåen-i-kaffegrums var de ikke drevet af og vågne overfor.

Men løgnen, dette at mennesket stillede sig an, som om alt var lige godt, som om der ikke var noget, der var løgn, og noget, der var sandt her i tilværelsen – at der ikke var op og ned i verden, dét var de vågne for.

De var ængstede, ikke for verdens dom, men for Guds dom og derfor vågne over for, at de ikke løj for sig selv- eller over for sig selv.

Og derfor er det, at den for mange pinagtige tale om dommedag, slet ikke er så pinagtig. For ret forstået befrier den fra de mange små dommere og deres tyranni. Der er vigtigere ting end denne verdens domme. En klog teolog har sagt det præcist, da han skrev, at kirken skal frygte Gud, ikke verden, og kun når kirken frygter Gud, behøver den ikke at frygte verden. Frygte i betydningen at nære ærefrygt og omgive sagen med alvor, lydhørhed og lydighed.

Kort sagt, at være vågen for at tale sandt om Gud og Guds rige, det er hovedspørgsmålet, det er det spørgsmål, alle andre spørgsmål må vige for. Man kan med rette sige, at som den afventende og usikre står vi foran Guds rige. Og netop i den ængstelse ligger forventningen gemt, for den betyder, at vi alene må se hen til Gud, ham som alene kan frelse os gennem livet og døden.

Luthers og andre modige mænds ængstelse var derfor deres vågenhed, deres ængstelse var derfor olien i deres lampe.

Uroen, angsten, usikkerheden førte dem til Gud, og holdt dem vågne, så de ikke slumrede ind og kaldte alt lige godt, selvom der var tale om en løgn, der lokkede med ro og fred.

Det er denne uro, der peger på Gud, og som fører til Gud, som Jesus ved sin lignelse vil kalde frem. Og derfor er den om muligt mere aktuel end nogen sinde. For er der noget, vi dyrker i dag, så er det freden og roen og kompromisset så vi kan sove roligt og være glade. En hysterisk bekæmpelse af alt, hvad der kan skabe ængstelse præger os. Vi elsker tilsyneladende den store og dræbende fred, i hvilken vi kan sove evigt. Og man må spørge sig selv, om ikke det er en udtrykt form for had til livet, der hermed afsløres. For alle bestræbelser, alt hvad der kaldes godt, alt sammen synes at dreje sig om én ting –bekvemmelighed, magelighed, med et andet ord; søvn.

Der er tilsyneladende kun én sandhed, der er værd at kæmpe for i dag. Og det er, at intet står fast, for alt er til forhandling og diskussion, mener vor tids profeter. Således skabes det fejge og duknakkede menneske, der kun følger flertallets og gruppens veje, og hvor derfor enhver alvor og sandhed er taget ud af livet.

Ja, sådan ser denne verdens klogskab ud, men det er tilmed dårernes vej. For de ser ikke og vil ikke se, at de lukkes ude, døren lukkes for dem til, ja, til hvad? Til sandhedens rige, til lyset og livets rige, forventningens rige, dér, hvor Gud er giveren, hvor Gud er ham, der lukker døren op og siger: Velkommen i min bryllupssal.

Ved at fortælle denne lignelse, og ved selv at gå forventningens vej, som lignelsen lovpriser, ja, ved at gå den vej ikke blot befaler Jesus os at gå samme vej, men han blev ligefrem den, der som Gud selv, lukker døren op for os til Guds rige.

Sådan er det, siger han, uroen og ængstelsen hører med til livet, den må du ikke kvæle, for det er at tage al liv ud af livet, da ængstelsen holder dig levende, idet den kaster dig i armene på Gud.

Amen.

Prædiken til 7. s. e. trinitatis

 Vi kan ikke lade være med at undre os, når vi hører om de store og underfulde gerninger, Jesus gjorde i sit korte liv. Vi kan ikke lade være med at undre os over, at det gik ham, som det gjorde – at det endte med korsfæstelse og død.

 For her gik han omkring blandt jøderne og gjorde virkelig epokegørende ting, underfulde gerninger, som alle dog måtte sukke efter. Helbredte syge, mættede sultne, ja, opvakte døde. Han gjorde alt det, som enhver mest brændende måtte ønske, og så alligevel gik det ham så sølle.

Så endte det dog med forfølgelse og kors frembragt af de mennesker, som selv havde set hans gerninger, ja, måske ovenikøbet selv havde været ude for en af dem.

For vi hører jo langfredag, at ingen, absolut ingen, var interesseret i at forsvare ham, men at alle råbte ”korsfæst”, ”korsfæst”. Og det skulle dog være underligt, om ikke der i denne flok har været mennesker, som havde været vidne til en af hans underfulde gerninger. Ja, at der ikke skulle have været en enkelt i blandt, som selv havde følt dem på egen krop. Tag nu de 4000, som han mættede i ørkenen, mon ikke det skulle tænkes, at et par stykker af dem var blandt flokken langfredag?

Men tilsyneladende har disse undere ikke haft den virkning, man så indlysende forventede. Mærkværdigvis var der ikke én, som stod frem og sagde til ypperstepræsterne og de skriftkloge eller til Herodes eller Pilatus: ”Denne mand ejer evner, som kan helbrede og mætte og opvække døde. Ham skal I ikke korsfæste, tværtimod skal I bruge ham! Vi har selv oplevet, hvad han kan”.

Jo, det kan undre, at det gik, som det gik. For hvordan kan man den ene dag opleve en underfuld bespisning, hvor der ingen mad var, eller se en far gå bort med sin raske søn, som få minutter forinden var døden nær – hvordan kan man om den mand, som gjorde alt dette gode, kort tid efter råbe ”korsfæst”.

Og så er det dog alligevel ret oplagt, at det endte sådan. For der er det helt særlige ved Jesu undergerninger, at de aldrig blev brugt, som menneskene ønskede, de skulle bruges. De blev aldrig et led i et program, de blev aldrig en del af en sag, de kunne for så vidt ikke bruges til noget som helst, fordi Jesus selv nægtede at lade dem bruge.

De skete helt tilfældigt, når situationen krævede det. Men det var for menneskemassen omkring ham tydeligt, at de alligevel ikke var til nogen ting. For Jesus selv afviste at lade sig bruge.

Hver gang menneskemassen slog sammen om ham og i begejstring over, hvad der var sket, ville hylde ham, gik han sin vej.

Der måtte åbenbart være noget, man havde misforstået. For nok mættede han nogle sultne, men han påtog sig ikke at udrydde sulten i verden. Nok helbredte han her og der, men han gav sig ikke i kamp med at udrydde sygdommen som sådan.

Og han ville da slet ikke, at underne skulle forstås som bevis for hans særlighed, for han forbød folk at tale om dem.

En sær kynisme, kunne vi næsten fristes til at kalde hans opførsel, for kunne bespisningen ikke lige så godt være et led i opgøret med verdens sult, kunne helbredelserne ikke være begyndelsen på kampen mod al sygdom og nød? Jo, vi forstår den øjeblikkelige begejstring, men vi aner måske også, hvorfor den slog om, for vel gjorde han godt mod menneskene, men der kom jo intet ud af det på lang sigt. Det var kun øjeblikkets handling, og han kunne derfor ikke bruges i en sag eller i et program, for han nægtede at lade sin magt bruge i den sammenhæng.

Det var derfor, folkemassen blev skuffet. Så meget kunne han, men så lidt ville han!

Ja, vi hører endog, at han indleder en helbredelse med at sige til den syge: ”Vær frimodig, dine synder forlades dig”, som om helbredelse ikke var det vigtigste for en syg. Han havde den frækhed at sige til verden, at underne blot var tegn på noget helt andet – disse undere, disse mægtige gerninger – som verden i den grad ønskede sig.

Men sådan var det bestandigt med ham. Tag eksempelvis sabbatten, som han åbenlyst ikke respekterede, i og med han helbredte på en sabbat. Men gjorde han ordentligt op med dette lovtyranni, som sabbattens strenge overholdelse var udtryk for? Satte han sit mod i system, hjalp han effektivt alle dem, som måtte lide under dette umenneskelige system?

Næh, det gjorde han ikke, han brød sabbatten et par gange og talte nok så frimodigt imod den, men kom der noget ud af denne frimodighed?

Og hvad med den romerske besættelsesmagt, som jøderne led under, eller fattigdommen, eller de foragtede samaritanere – hvor var de tilbundsgående opgør? Med andre ord; kunne han overhovedet bruges til noget?

Jo, vi begynder at ane, hvorfor det gik ham, som det gjorde. For hans gerninger var så lovende, men ingenting kunne man tilsyneladende bruge ham til. Det så ud som tilfældigheder, og dét var utilgiveligt. Og denne anke lyder ganske nutidig. For hvordan lyder ikke protesten mod kristendommen i dag? Er det ikke netop, hvad der ankes over i dag: Hvor er kirken i det godes tjeneste? spørger de selvbestaltede gode. Hvor er kirken i forhold til miljøets og LGBT´s og me-too´s tjeneste? Hvor er den i forhold til flygtningene, og de undertrykte? Er den ikke foruroligende usynlig?

Nok råber menneskene ikke ”korsfæst”, for man er vel blevet human og oplyst, men skuffet vender man kirken ryggen, den som er så tavs. Fortørnet melder man sig ud. For man må undsige den kirke, som ikke vil gå ind i den gode sag, når nu det må være i alles interesse at få det onde udryddet. Og hvem skulle være nærmere til det end den kristne kirke?

”Ja, hvad tror du, der egentlig bliver tilbage af dig?”, spørger man kirken, ”hvis du ikke tager del i det gode arbejde?”. Så kan du ligge der som en stivnet forbenet størrelse – måske glemt, eller værre, måske uddød og forsvunden.

Ikke sandt, hvad var det, det lød til Jesus langfredag?: ”Andre har du frelst, frels nu dig selv”.

Vær frimodig, dine synder er dig forladt, sagde Jesus til den syge. Jeg skal ikke ordne verdens hungersnød, sagde han indirekte, da han en enkelt dag mættede 4000 og lod det være ved det.

Giv kejseren, hvad kejserens er, sagde han til dem, som sukkede under besættelsesmagten, og giv Gud, hvad Guds er.

Og det betyder: Pas du, hvad der skal passes på jorden, dvs. din næste, dit ansvar. Pas du din sag, så passer Gud sin. Hvor du finder din sag, det må du selv finde ud af, men du kan være vis på, at den er der, og den er din. Din sag og dit ansvar, som derfor ikke skal sættes i system eller laves til et program for at gøre det hele nemmere og mere bekvemt og effektivt – for det er at løbe fra, at det jo netop er din sag og dit ansvar. Derfor: du skal passe din sag, så passer Gud sin – siger han-

Og han gør det, ved at tilsige os, der er sat i ansvar for vores sag, for vor næste, han gør det ved at tilsige os syndernes forladelse. Og vi ved præcis, hvorfor det er dét, der blev hans sag, når vi ser på alle de udviklingsprogrammer og hjælpeordninger og sundhedssystemer, som vores ansvar og dermed vores næste ganske er forsvundet i. Ja, så ved vi, at til syvende og sidst har vi ikke andet håb i verden end Guds nåde, den som minder os om vor næste og ansvaret for ham, og om, hvad vi skal her på jorden.

Amen

Prædiken til pinsedag

 Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasi-arkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.

  Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det, som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for. 

  Det kan være ord, som blot er hule fraser. Det kan være mennesker, som er det modsatte af det, de giver sig ud for at være. Og det kan også være en kirke, som ikke er kirke. 

  

Og en kirke, som ikke er kirke, hvordan skal vi tænke os sådan én? 

 

  Findes den? 

  Er en kirke ikke altid kirke? Det tror vi måske, men det er ikke tilfældet. Lige så lidt, som en skole er skole, bare fordi der står skole med store bogstaver over indgangsdøren, lige så lidt er kirken kirke, bare fordi den kalder sig det.

  Undervises der ikke i skolen, er der ikke skole, og er der ikke en kristen gudstjeneste i kirken, er den ikke kirke.

  Huset og bygningerne gør hverken fra eller til, men hvad der siges i kirken er det afgørende. Vi kan kalde bygningerne for kirke nok så meget, men forkyndes der ikke kristendom i bygningen, holdes der ikke en kristen gudstjeneste, ja, så forbliver stenene intet andet end en bygning.

  Og med gudstjenesten er det som med kirken og skolen. Gudstjeneste er der ikke, bare fordi vi kalder foretagnet for gudstjeneste. Hvilket nok er værd at erindre om, for i det folkekirkelige landskab i dag bliver alverdens ting kaldt for gudstjenester. Der eksperimenteres i et væk med formen, man prøver sig frem for at finde den meste vellykkede og tidssvarende form.

  Med andre ord, man tror, at det er os, der skaber kirken og gudstjenesten. Med andre ord, man tror, at vi er herre over Helligånden, ham, som jo alene skaber kirken på jord.

  Nu er det egentlig ikke noget nyt, at mennesker tænker sådanne store tanker om sig selv. For 100 år siden mente kirken, at det var dens opgave at være alvorlig og højtidelig og lære menneskene at opføre sig ordentligt og lovligt. I dag skal den være effektiv og aktiv og imødekommende, men en sådan i begge henseender nyttig kirke, som mener at vise sin berettigelse, fordi den er synlig og energisk, er en kirke, som ser ud som kirke, men som ikke er det.

  For 180 år siden stod Sjællands fornemme biskop Mynster på prædikestolen i Vor Frue kirke i København og samlede alt, hvad der fandtes af ånd og borgerskab under sin prædikestol – mindst en halv time før skulle man komme for at få en siddeplads. For han kunne tale, varmt og inderligt og gribende, så enhver måtte mene, at der var virkelig kirke, når han holdt gudstjeneste. Eller var der det? 

  Var det ikke persondyrkelse, var det ikke dyrkelse af den gode moral og af det smukke og højtidelige, Søren Kierkegaard kaldte det deklamation, altså ren form og fremtoning, og kan noget være mere uhyggeligt, end når Gud skjules bag menneskelige præstationer?

  Jo, en kirke, kan sagtens regne sig for at være kirke, men derfor er det ikke sikkert, at
den er det. Og det burde få enhver til at gyse ved tanken om, at sådan kan det være. Lad
gå, at vi mennesker snyder hinanden, selvom det er slemt nok, men at vi snyder Gud, at vi tager ham til indtægt for vore gerninger, sådan at det bliver os og vore formål, der fylder hans kirke – at det hele kort sagt drejer sig om os – det er uhyggeligt. For det er altid uhyggeligt, når løgn kommer i sandhedsdragt.

  Men hvad har vi mennesker så at stole på, hvis vi ikke kan stole på, at kirken er kirke?
Hvis en præst ikke er en præst, som vi kan stole på holder sig til sin opgave? Må vi ikke for vores saligheds skyld have noget at holde os til, som står fast? For har vi ikke det, skrider alt ud. Sådan tænker vi, og så anstrenger vi os for at cementere en aktiv og brugbar kirke.

  Sådan tænker menighedsrådene i vore dag. Det er vort ansvar, at kirken trives og lykkes, derfor skal det kirkelige liv fremmes mere og mere. Det er vort ansvar. 

  Nej, det er ikke! Det er hverken menighedsrådenes eller præsternes ansvar. Om så det, der på moderne dansk hedder det kirkelige liv, om det så blomstrede som aldrig før, om statistikken kunne vise, at der var hundrede i kirke hver søndag, så står spørgsmålet stadigt åbent: Er det andet end menneskeværk, selvom det kaldes for kirke? For en gudstjeneste kan mennesker ikke arrangere, de kan arrangere noget, de kalder for gudstjeneste, men om det er kirke, og om det er gudstjeneste, dét skaber alene Gud.

  Vi samles, som dem vi er, mennesker, der ikke kan nå til Gud, hvor gerne vi end ville. Vi samles som dem, der ikke kan gøre kirken til kirke, hvor meget vi end forsøger på det. Vi samles til noget, vi kalder gudstjeneste eller gudsdyrkelse, men om det er dét, beror alene på Gud om han vil lade det være det.

  Og om han vil lade det være det, det er, hvad pinsen handler om. Sandhedens ånd vil jeg bede Gud sende jer, hørte vi Jesus sige. Netop; sandhedens ånd. For vi skal ikke selv skabe sandheden på jorden, vi skal ikke selv gøre kirken til sand kirke, gudstjenesten til sand gudstjeneste, vi skal ikke en gang forsøge på det. For sandhedens ånd er ikke vores men Guds.

  Denne sandhed, at vi ikke kan det selv, er det, som sandhedens ånd prædiker for os, og således skænker den os den sandhed, vi ikke kan skænke os selv.

  Vi skal ikke stå på hovedet og stable alverdens nye gudstjenesteformer på benene, vi skal hverken gøre os selv eller verden anderledes, vi skal ikke puste os op og gøre os til som dem, der dirigerer rundt med Gud, som om det er os, der har magten. Nej, vi skal være det, vi er. For som sagt, der findes intet mere uhyggeligt end det, der giver sig ud for at være, hvad det ikke er. Som sagt, det uhyggeligste af alt er det forlorne, det, der ligner men ikke er, for det er det modsatte af Gud. Hos ham er alting ægte, her er ingen løgn, her er intet maskespil, for han er den, han er.

  Han er sandheden, og han vil kun, at vi skal lade sandheden råde uden frygt, dvs. stole på, at Gud selv opretholder sin kirke.

  Derfor er pinsedag så stor en befrielse – og det burde især geskæftige præster og menighedsråd skrive sig bag ørene-, for den fritager os fra en hver bekymring om kirkens ve og vel. Og den vidner om, at kirken er ikke noget, han efterlod os til vor egen administration, til vor egen hittepåsomhed og aktivitet, men det hører med til hans værk, at han selv råder for den.

  Det skulle vi tage at glæde os over i stedet for at konkurrere med hans ånd om, hvem der er mest effektiv og succesrig, for den kamp har vi tabt på forhånd, vi ender kun i latterliggørelse og forstillelse. Nej, vi skal derimod glæde os over, at der dog er ét sted, hvor vi ikke bare kan men skal være os selv, hvor alt det kunstige og selviscenesættende og løgnagtige er sat på porten.

Glædelig pinse

Amen

Prædiken til seksagesima søndag om sædemandslignelsen

Gud er ikke karrig med sit ord! 

Den stakkels sædemand, der uanfægtet spreder sit tilgivende ord ud uden hensyntagen til tilhørerne og uden sans for at iscenesætte sig selv, ham er der ikke mange, der gider. For han er ikke særlig brugervenlig.

For hvem vil være den, der trænger til tilgivelse, hvem vil henvises til alene at skulle leve af tilgivelsens ord?

Nej, vel? Derfor sker det selvfølgelige, at hvor kirken vil være populær, der udvander man evangeliet. Der bliver kristendommen til en ”ha´-en-god-dag-filosofi”. For kravet er, at kirken skal begejstre, og den skal ikke mindst tale, så folk kan nikke genkendende til det, der siges. Den skal ikke støde an, men denskal please og skabe en ”feel good-stemning”.

Og dét er trættende, dette at være med i et cirkus, hvor man ikke vil stå ved, hvad man er sat til at gøre.

Det er trættende at overvære, for som sagt, det er ikke kristendom, der kommer ud af en sådan sag, og der er ikke kirke dér, hvor populariteten og succesen dyrkes.

For man glemmer at stille det helt afgørende spørgsmål, nemlig; Er det sandt? Er det sandt, hvad der siges? Er det sandt, at Gud sendte sit ord i Kristus for at blive populær?

Lad os høre ordentligt efter, hvad lignelsen til i dag siger.

”En sædemand gik ud at så og strø´de rundt med begge hænder”, således digter Grundtvig i en salme om lignelsen. Og sædemanden er selvfølgelig Kristus, og sæden han såede, var Guds ord.

Og dette ord har sin egen vækst. Sådan, som han gik der for snart 2000 år siden, sådan går han den dag i dag, og vedholdende sår han ordet fra Gud. Ordet om Guds grænseløse nåde og tilgivelse.

Vi hører altså, at Gud har selv ladet det ord så - netop Gud og ikke mennesker. Og læg mærke til én ting, nemlig at vor Herre Jesus ikke gør propaganda, han har ikke travlt med at sørge for, at ordet vokser. Han sår blot, og så må jordbunden tage imod sæden, som den gør. Eller med hans egne ord: Den som har øren at høre med, han hører.

Men så nøjsomme og beskedne er vi mennesker ikke. Vi vil have trompeter og reklamer. Sædemanden derimod, han bare går og sår, beskedent og uden selviscenesættelse. Og sæden falder, hvor den falder. Meget, måske det meste, går til spilde, for Gud er ikke karrig med sit ord, det lyder, hvor det lyder.

Det er os mennesker, der har så travlt med, at det ikke skal gå til spilde, vi har travlt med at kirkerne fyldes, og derfor arrangerer vi så meget, der skal lokke og drage, noget moderne og tidssvarende, noget fængende og underholdende. Noget for de unge og noget for de gamle, noget for de rødhårede og noget for de venstrehåndede, men sådan er det ikke med Gud. Han sår blot, han deler ud af sin godhed og barmhjertighed. I ordet, der lyder, gør han det, og om der så kun er én, der hører det, om det så er ringe og fattigt efter vor målestok, så er det dog Guds hele og fulde og levende ord; det ord, som er talt til den, der har øren at høre med.

Men kirken er blevet forfængelig, og vil derfor ikke nøjes med noget så undseeligt. Derfor vil den lokke og drage. Præsten og kirken skal, som man siger, få folk til at komme, ved at være interessant og betagende og festlig. Folk skal gribes af veltalenhed og have deres følelser varmet op.

Og således er en hver evangelisk sandhed forsvundet ud af kirken. For kristendommen er ikke varme følelser, den er talen om, at ordet om Gud er sået, sandheden er åbenbaret, Kristus er død og opstanden. Kristendommen er Guds tilgivende ord til enhver synder, nok for både dette liv og det kommende.

Men for os er det for uanseeligt i sig selv, for lidt fængende, der må mere til, en anbefaling, et skub af en eller anden slags. Dog er kristendommen ikke andet end et ord, der skal høres med egne øre og for egen regning og risiko, og ikke ord, der skal anbefales først, eller et ord, der skal bevise sin egen sandhed ved en særlig virkning eller oplevelse.

For ordet har sin egen vækst, det gør intet for at beskytte sig selv. Det lader sig både trampe ned og opæde af himlens fugle og dræbe af menneskenes vantro.

Netop således er Guds ord, det behøver ikke forsvar eller bevis. Den, som har øren at høre med, han hører.

Sådan stilles vi af Gud ind i afgørelsen, ikke en gang for alle, men hver dag, hver time. Når sædemanden sår sin sæd, så kaldes der på os, så kommer Gud til os. Men han trænger sig ikke på, for det er på ingen måde nødvendigt for ham. Han er Gud og herre, han har tid til at vente, han har råd til at ødsle, hans herredømme afhænger ikke af menneskene, hans trofasthed ikke af, om vi er ham tro.

Med apostlens ord: Dersom vi er utro, er han dog tro, thi fornægte sig selv kan Gud ikke. Og det er måske det, der irriterer os mennesker mest, at Gud er så uforanderlig. Han er slet ikke med på alle vore krumspring til hans ære og hans riges vækst og fremgang, slet ikke. Han er blot den, han er, en Gud, der kommer ikke i det store men i det små. I det skjulte, kommer han.

Hvad sagde Jesus ikke om Guds rige? At det er som et sennepskorn; når det sås i jorden, er det mindre end alt andet frø, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og skyder store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.

Sådan sagde Jesus, og det er præstens opgave at forkynde, at med det ord gav han os Guds rige.

Men hvorfor vil kirken så mere end det? Eller rettere alt andet end det? Hvorfor vil den ikke nøjes med at forkynde, at med Guds ord er Guds rige midt i blandt os? Fordi det er den for fattigt. Den vil præstere noget, noget der er helt konkret og synligt. Den er blevet færdig med Guds ord, den vil ikke kun have Gud i ordet, der kommer og skænker os ham. Den vil selv, og det, den selv vil, er sig selv. Den er holdt op med at høre og er kun interesseret i at gøre sig til.

Men den største kunst her i verden er at høre, det er virkelig at kunne høre, ikke blot et ekko af det, jeg kan sige mig selv, men høre noget helt nyt og fremmed. Sådan kommer Guds ord til os med Guds rige i sig; som noget altid nyt og noget altid fremmed. Og så overdådig er Gud, at han bliver ved at komme til os og skænke os sig selv. Han bliver aldrig træt eller utålmodig. Han forfølger os med sit ord. Min sjæl, hvad vil du mere, lad Gud kun råde.

Amen

Prædiken til 1. s. i advent

 ”Vi beder dig, vor Gud, himmelske Fader, at du ved din Helligånd vil lede og styre os således, at vi ikke, som verden gør, tager forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord, men bevares i en fast tro på din søn”

Sådan beder vi i kollekten til 1. s. i advent; at vi ikke skal tage forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord.

Jamen, det kunne da ikke falde nogen ind at forarges på en fattig mand og et foragtet ord. Ikke sandt, den fattige forarges man da ikke på, nej, han vækker da vores medlidenhed, ham ynkes man over. For den fattige er én, man hjælper, netop i medlidenhed og medynk.

Vi støtter den fattige, vi giver ham af vores overskud, så hans fattigdom kan afhjælpes.

Nej, den fattige vækker da ikke forargelse, men kalder derimod med sin fattigdom på barmhjertighed. Og på samme måde med det foragtede ord.

Så derfor er det rigtigt at spørge, hvad menes der med denne bøn til kirkens nytårsdag, denne 1. s. i advent?

Ja, lad os se på selve beretningen om indtoget i Jerusalem. For hvem var det, der den dag drog ind i Jerusalem, og som også i dag drager ind blandt os? Hvem er han, der den dag blev mødt med så stor en tilslutning og tiljubel og med taknemmelig glæde? Jo, han var en af deres, Josefs og Marias søn. En almindelig tømrer fra Nazareth, et menneske, der umiddelbart set ingenting var og ingenting ville være.
Det var sådan han, Messias, Kristus, kom for at opfylde den gamle profets ord; ridende på et trældyrs føl, på et æsel. Sådan kom han, denne verdens Herre og frelser.

Altså; verdens Herre holder sit indtog, men det skete mildt sagt i en noget anden skikkelse, end hvad de og vi forventer.

For hvem er det, vi regner for verdens herre? Det er jo lederen, den store finansmand eller den geniale politiker, det er jo videnskabsmanden med sine epokegørende opdagelser, eller livsstilsprofessoren med sine vejledninger til, hvordan vi håndterer livet.

Men i dag lyder der et nej til disse verdens herrer, sådan ser han ikke ud, for verdens herre rider dér på et æsel, sagtmodig kommer han. Ikke omgivet af bodyguards eller omgivet af det samlede mediefolk, nej, forsvarsløs og uden forklaring kommer han.

Verdens herre, hører vi, regerer ikke gennem vise ord og begavede mennesker, ikke ved hjælp af energiske medarbejdere, der kan overbevise verden om hans storhed og hvor epokegørende en person, han var. Nej, sådan hersker han ikke, for han hersker slet ikke.

Han kommer bare, som den han er, og han er som sagt ingen ting og vil ingen ting være.

Det er dét, beretningen om indtoget fortæller. Og derfor er ethvert forsøge på at ville ændre på hans fattigdom, det er at tage forargelse af ham. Enhver, der vil gøre ham succesfuld og fuld af overskud, enhver der vil tegne et billede af ham som en verdensmand, han har taget forargelse af hans fattigdom.

Javel, siger vi så, men det må da skulle forstås rent åndeligt, sådan i overført betydning? Han er vel ikke rent bogstaveligt verdens herre og frelser, for verden ser jo mildest talt anderledes ud med al sin ondskab og magtstræberiskhed?

Men nej, det skal forstås ganske bogstaveligt. Det var jo et menneske i kød og blod, der red ind i Jerusalem. Det var ikke et spøgelse, ikke en åndeskikkelse, det var ikke en filosofi men et menneske som dig og mig. ”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød ordene jo, og der fulgte ikke nogen eftersætning eller yderligere forklaring og besked med.

”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød det. Og så ser vi på ham, og vi ser ikke andet end et almindeligt menneske, som må være blevet forrykt, når han kan sige ”konge” om sig selv. Nej, det må være på en særlig måde, en særlig åndelige eller religiøs måde, han forstår sig selv som konge på, for vi ved jo, at han ikke er det bogstaveligt, vi ved jo, at i virkeligheden er det de store og magtfulde her i verden, der regerer.

Men nej, hans indtog betyder ganske bogstaveligt: ”Din konge kommer til dig”, og vi tager forargelse af hans ord ved at ville omtolke dem til noget særligt åndeligt og religiøst.

Han var heller ikke en forklædt skikkelse, det er ikke den forklædte kongesøn, hvis indtog vi hører om. Det er ikke svinedrengen, der bag sine lusede klæder skjuler en kongesøn. At gøre ham og hans fattigdom til en eventyrskikkelse, der færdes iblandt os som forklædt, at se ham således er også at tage
forargelse af ham.

Nej, Jesu indtog var ikke teater eller eventyr, det var virkelighed, det var realitet. Sådan kommer Guds rige på jorden, siger evangeliet, og sådan vil det høres ganske bogstaveligt. I et fattigt og sagtmodigt menneske kommer det midt ind i vores historie. Han kommer ikke med noget skjult, ikke med noget i baghånden, som kan få os til at godtage hans fattigdom. Men netop i denne usle skikkelse kommer Guds rige til jorden.

Jamen, siger vi til dette, er det da meningen, at det altid skal være således? Nu må vi da hjælpe hans fattige skikkelse og foragtede ord til magt og indflydelse. Nu må vi da hjælpe ham med at få anerkendelse. Vi – de troende – må forsøge at gøre ham vigtig for dem – de ikke-troende. Og med denne tilgang til ham, er der med ét gjort skel mellem os og dem, mellem de troende og ikke-troende, mellem dem, der er på den høje gren, og dem, der skal hjælpes. Vi kunne også sige mellem de rige og de fattige.

Jo, også i de frommes kredse – ja, især dér – får forargelsen luft. For hvad er denne trang til at gøre den fattige og sagtmodige konge til stor og mægtig andet end en forargelse over hans usselhed. For travlheden med at udbrede hans rige vil ingen ende tage. Travlheden siger: ”Se, din konge kommer til dig ridende på et æsel”, men den tror ikke på hans kongedømme, før den selv har skabt det til et synligt og imponerende rige.

Han er ikke konge, siger den fromme arbejder, men han skal gøres til konge.

Men han er konge, det er dét, der er det forargelige. Han kom, og han kommer, og han siger præcis det samme i dag, som den gang:”Din konge kommer til dig, verdens herre”.

Du skal ikke tilføje noget til ordene, du skal ikke digte noget andet om ham, end det du hører. Han vil ikke gøres stor, han vil ikke have magt, han vil ikke hjælpes til det, han er. For han er det, han er. Og gud ske lov for det.

For så betyder disse ord ikke andet end, at der gives den fattige lov til at være fattig, at så har den foragtede bror en ved sin side, så er intet længere så småt at det ikke er stort, intet liv er så fattigt, at det ikke rigt. Så afsløres alle vore drømme og al vor indsats som en flugt fra det liv og den død, som vi aldrig slipper uden om.

Ja, så får vores fattige menneskeliv et adelsmærke og sin opstandelse, nemlig dét, at Gud vil ikke kende andet menneskeliv end dette. For der er ikke andet at kende.

Og det betyder, at så bliver året, der kommer, ikke spor anderledes end året, der gik, og sådan skal det være – siger Gud.

Han siger det trods vores forargelse over hans ord, ja, så insisterende siger han det, at hans egen søn måtte lide døden på et kors, da vores forargelse over dette fattige budskab blev kød og blod.

Ene af alle siger han; at dit fattige liv, som du ikke kan slippe fri af, er som det skal være. For Gud er det, som det skal være. Alle andre siger, stræb efter storhed og magt, efter anseelse og fremgang, få styr på livet, kom ovenpå.

Men ene af alle står Gud ved vores virkelighed, som den er – ganske bogstaveligt, som den er ….

Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid
rige blev vi til evig tid.

Amen