Foredrag

 

Onsdag den 25. februar kl. 19.30 v/ debattør Kasper Støvring:

Langt højere bjerge – et forsvar for det folkelige Danmark

Danmark er det bedste land i verden. I hvert fald for os danskere. Hvorfor? Fordi det er her, vi hører hjemme. Det beskrev Grundtvig meget godt i sangen ”Langt højere bjerge”.

Foredraget vil belyse den særlige folkelighed, der kendetegner danskerne. Den ser vi i den enorme tillid mellem os, i vores evne til at skabe fællesskaber og knytte hjertets bånd. Kærligheden til vores land kommer også til udtryk i både poesi og billedkunst - Fra poeter som Johannes V. Jensen til en nutidig maler som Thomas Kluge. Vi har noget helt enestående i Danmark. Hvor kommer det fra? Og hvordan kan vi bevare det? Det vil jeg i mit foredrag komme med nogle bud på.

Kasper Støvring har en Ph.d. i litteraturvidenskab og moderne kultur, og er debattør og forfatter.

Alle er velkomne, og der er fri entré.

Koncert

 

På grund af vejret er koncerten i aften aflyst.

Den afholdes i stedet for den 8. april kl. 19.00

Koncert

 

ENSEMBLE ZIMMERMANN

🎶  PROTECTOR MEUS 🎶

5. februar 2026 kl. 19.00 i Augustenborg Slotskirke

I et kvart århundrede har Ensemble Zimmermann været blandt Danmarks mest dedikerede formidlere af Tidlig Musik, fra helt

ukendte komponister over elskede oratorier af Bach, Mozart, Händel etc. til store operaopsætninger, kulminerende i en stor Danmarkspremiere på Jean-Philippe Rameau franske perle: Les Indes Galantes som opnåede flotte anmeldelser i bl.a. Magasinet

Klassisk og Politiken. 

Ensemblets koncerter er ofte blevet optaget af DR P2. Ensemblets musikere tæller blandt Europas bedste og optræder ofte med navne som Concerto Copenhagen, Barokksolistene, Copenhagen Soloists, Musica Ficta, DR Vokalensemblet samt flere af landets  symfoniorkestre.

I år 2026 markerer Zimmermann sine 25 år med både  kammerkoncerter, oratorier og operaproduktioner, både på nye lokationer og ved gensyn med de kirker, koncertarrangører

og teatersale hvor ensemblet i løbet af 25 år har nydt et særligt godt samarbejde og gensidig glæde ved musikken.

Koncerten ”Protector Meus” er et stemningsfuldt og alsidigt barokprogram, hvor musikalsk drama, og virtuositet smelter

sammen. Værker af Buxtehude, Telemann, Mondonville, Gabrielli og Kapsberger danner rammen om en koncert, der rækker fra det nordtyske til det italienske og franske barokunivers – med både sprudlende sonater, dramatiske koloraturkantater og smukke

solostykker. Koncerten rundes af med rolige, danske, velkendte salmer fra 1700-tallet fra Breitendichs koralbog.

Ensemble Zimmermann:

• Anna Maria Wierød – sopran

• Jens Solgaard – barokviolin

• Kjeld Steffensen – barokcello

• Elena Casquete Medina – teorbe

• Lars Colding Wolf – cembalo

Varighed: ca. 60-70 minutter uden pause

Prædiken til 1. s. e. trinitatis – Luk. 12, 13-21 Havesyge – om manden, der byggede store lader til sit forråd og slog sig til ro

 

Hvad er der galt med denne rige bonde? Hvorfor dømmer Jesus det som havesyge, at denne ansvarlige bondemand vil sørge for sig selv? Er det da ikke både et menneskes pligt og ansvar at sikre sig imod onde tider? Denne mand ville have sit på det tørre, og skulle det nu være en forbrydelse?

Var dette at sikre sig, ikke hvad Josef pålagde Farao, da han tydede kongens drømme om de magre og fede køer og aks? Skulle det være havesyge – altså noget for Gud syndigt - at ville klare sig selv og ikke ligge andre til byrde? Er det ikke langt mere syndigt at leve sorgløst og ubekymret ved bare at lade stå til?

Der er virkelig grund til at spørge sådan, for et menneske må da have orden og plan i sit liv, vi må da sikre os og vore børn i denne usikre verden, og kan det virkeligt stride imod Guds vilje at være et ordentligt menneske?

Lad mig begynde med at sige, at her på jorden skal der være orden, og på jorden skal alt gå ordentligt til. Men hvad var så den rige bondes fejl? Var det måske, at han overdrev, at han gik over stregen, ved at samle sig for meget gods? I så fald må vi fortsætte med at spørge, hvor er grænsen? Hvor meget eller hvor lidt er det tilladeligt at samle sig af skatte? Nej, hans fejl var ikke den, at han gik for vidt, hans fejl var ikke den, at han samlede sig for meget, men det var hans forhold til sin rigdom, der var hans fejl.

For Gud sætter ikke visse mål op, som er tilladelige, men han ser på vort forhold til det, der for os er vigtigt og væsentligt.

Den rige bonde sagde til sig selv: ”Slå dig nu til ro, for nu har du rigdom nok til at kunne klare dig de næste mange år”. Med andre ord, hans forhold til rigdommen var, at den beskyttede ham, men her på jorden findes der intet, der kan beskytte et menneske. Det er en naturlig og selvfølgelig ting, at vi mennesker skal sørge for os selv, ja, det er faktisk en Guds befaling, at vi skal æde vort brød i vort ansigts sved, hvilket vil sige, at vi skal tage livet op, som det er, også når livet kræver af os, at vi skal have orden og plan i tingene.

Men med al den orden og plan vi kan stable på benene, er der én ting, der står fast: At med vor orden og plan er vi aldrig beskyttede mod livet, for livet er større end os.

Regner vi vore anstrengelser for at beherske livet og få det underlagt fornuftens herredømme for en garanti imod livet og dets vilkårlighed, så regner vi fejl. For kort sagt, så er rigdom at mene, at man har styr på livet, og i sådan en situation er det, at Gud siger til os: ”I har ganske misforstået forholdet”, for det er ham og ikke os, der er Gud.

Det er vort forhold til det, vi har,- vort forhold til vor egen eventuelle dygtighed - livet beror. Her er det ikke et spørgsmål om meget eller lidt, men vort liv beror på, hvorledes vi forholder os til dette meget eller lidt.

Da Gud førte jøderne ud af trældommen i Ægypten, tilbage til deres eget land, hvor de skulle være et frit folk, så gav han dem på Sinaibjerget sin frihed. Og han gjorde det ved at give dem denne ene befaling: ”Du må ikke have andre guder end mig”.

Dette er frihed. Men friheden var for jøderne, som det er for os alle, en al for vanskelig og ubehagelig sag at have med at gøre. Det er så meget nemmere at have noget at holde sig til, bestemte vejledninger og påbud – og af samme grund er det, at velfærdsstaten har så stort held med at baste og binde folket i love og regler om alt mellem himmel og jord. At stå til ansvar over for Gud uden at have en forklaring på, hvad vi må og ikke må, det er for farligt. Og derfor vil vi hellere have noget at holde os til og rette os efter.

Og sådan gik det til, at jøderne i tidens løb supplerede det ene Guds bud med hundrede af bud og regler.

Og hvilken konsekvens fik det? Jo, der skete det, at forholdet til Gud blev brudt, for de satte noget ind mellem sig selv og Gud. De måtte have noget, der kunne beskytte dem og garantere dem, at de var på rette vej. Med et andet ord, loven kom imellem, og ved loven troede de, at de tjente Gud og adlød ham, men i virkeligheden var de ude i deres eget ærinde, for de turde ikke stå ansigt til ansigt med Gud.

De ordnede livet på Guds vegne - gav det mening og formål - alt sammen på Guds vegne.

Gud havde intet imod, at der var orden i livet, men at de kaldte denne orden for hans, det var ham imod. Og ganske tilsvarende med den rige bonde, hans orden, dvs. hans rigdom, som skulle tjene ham til beskyttelse mod livet og imod livets Gud. Og sådan går det med os alle.

Vi ophøjer fornuftens orden til at være livets mål og mening. Vi sætter os som den rige bonde godt til rette i glæden over fremskridtene og velfærdsstatens mange restriktioner og al den orden og plan, vi har lagt ind i vort daglige liv. Det er forholdet til alt dette, der i Guds øjne er en uorden. Fornuften, som er en Guds gave til os, bruger vi til at være Gud for os selv. Ganske som jøderne brugte loven. Vi kravler i skjul for Gud, idet vi lader fornuften styre livet med noget, der skal værne os imod livet. Det er dette, Jesus kalder for havesyge.

Paulus skriver et sted, at vi skal forholde os til det, vi har, som om, vi ikke havde det. Og han mener dermed, at alt vort eget er intet værd over for Gud. Livet skal leves, som det det er og ikke gøres til mere, end det er. Livet skal leves som det liv, der er underlagt døden, for intet kan beskytte os imod den. Intet uden Gud selv.

Gud vil ikke være dommer og dømme i vore affærer, det er til noget sådant, han har givet os fornuften. For med den stiller han os i ansvaret. Men vil vi løbe fra ansvaret ved fornuftens hjælp, så har vi gjort fornuften til Gud og gjort os en Gud i vort eget billede.

Derfor er det havesyge at ville sikre sig imod livet og imod døden ved egen indsats og egne kræfter. For når vi har gjort alt, hvad der er os befalet, så er vi blot unyttige tjenere. Tjenere, som kun har gjort, hvad vi var skyldige at gøre.

Gud vil være Gud, dette er på engang dommen over os og vor havesyge, og så er det håbet og glæden i livet. Men i vor havesyge vender vi det om og tænker, at dommen kan vi og skal vi befri os fra ved vor egen indsats, vor stræbsomhed og retfærdighed, for således tror vi, vi kan vinde håb og glæde i livet. Men dertil svarer Gud: ”Du dåre, ved du ikke, at du hører døden til”. Så kontant gør Gud sig til vor Gud, for Gud lader sig ikke afsætte, han opretholder selv sit rige.

Det gjorde han med den rige bonde, og det gør han med os. Og hvor ville vi være henne, hvis han ikke gjorde det. Vi ville være i vor egen indelukkede, overskuelige og snævre verden. Men Gud fælder dom over os for at gøre sig til det, han er og vil være: Vor Gud i liv og i død. Og intet vil han have stillet imellem sig og os. Ingen præstation, ingen rigdom, intet formål. Han har givet os livet, ikke for at vi skal vinde det fra ham, men for at vi skal leve i lydighed og tak til ham, og det er som sagt den sande befrielse fra alle verdslige guder, som havesygen forskriver sig til.

Den sande frihed Prædiken til 4. s. e. påske

Hvor har et menneske her på jorden sin største frihed? Hvor kan et menneske være sig selv og være til uden at skulle gøre sig fortjent til det? I sit hjem. Dér hvor man hører til og er nogens. I særdeleshed gør dette sig gældende for barnet. For barnet er det aldeles uudholdeligt ikke at høre til et sted. For barnet er det værste, der kan ske, at dets tilværelse bliver uden holdepunkt og uden grænser. Forældrene sætter den hegnede grænse om barnets liv, inden for denne er forældrenes kærlighed, og derind kommer der ikke andre børn – i hvert fald kun på besøg – uanset hvor artige og søde de er, eller hvor umulige og genstridige hjemmets egne unger er. Uden for forældrenes kærlige grænse er der for barnet tomhed, intethed og angst. En angst, der ikke er navn for, fordi den ikke er noget bestemt.

Dét er derimod tilværelsen derhjemme. Den er noget ganske bestemt. Den er forældre og søskende, huset og haven. Tilværelsen i hjemmet er tryg, fordi den er konkret og indhegnet. Den er afgrænset af vægge og havehegn – men først af alt – af forældrenes myndighed, af ja og nej. Overskrider barnet hjemmets grænse, så trækker forældrene stregen i sandet med straffen, som kærlighedens hegnende værktøj. 

I Jakob Knudsens roman om Luther fortælles der om netop dette forhold. Jeg har brugt fortællingen før, det ved jeg, men det er for mig at se et uopslideligt billede på netop den perverterede frihed, hvorfor jeg trækker det frem igen i dag. Vi hører om den lille Martin, der som dreng løber hjemmefra. Faderen har straffet ham alt for hårdt i sin hidsighed over, at sønnen har glemt at vogte familiens gedekid, hvorfor ræven har taget det ene. Faderens hidsighed løber som sagt af med ham, hvilket får den lille Martin til at flygte over stok og sten. Flugten ender hos en hyrdedreng, der passer kreaturer i skoven, og så skriver Jakob Knudsen: ”Det var sært for Martin at være så fri og ledig, han savnede så meget derved, det var næsten som om, der ingen ting var i ham og så tillige, som verden skred ud til alle sider”

Ja, man ser den lille Martins verden for sig. Uden hold og uden form, uden sikkerhed og fasthed. En usikker verden, som var blevet resultatet af den store frihed, hvor han ingen pligter og ingen bånd havde over sig, og hvor han netop følte sig skidt tilpas, fordi alt skred ud og var uden grænser. 

”Hvor var det underligt at være sådan uden ansvar overfor nogen, ligesom at række tungen ud af vinduet”, tænker Martin. Og da han dagen efter beslutter sig for at vende hjem, får han først fred i sindet, da han knuger sig ind til sin far, og faderen løfter ham op og kysser ham, han var sig ikke andet bevidst end dette virkelige menneske, som han holdt fast ved med sine arme, og som han knugede sit hoved ind imod. 

Jeg kender ikke bedre beskrivelse af, hvad frihed er, end denne fortælling. Fortællingen beskriver  lysende klart, hvorledes et menneske havner i tomhed, når det tror, at friheden er at være fri af nogen myndighed - eller rettere - når man tror at være uden nogen herre. Fortællingen beskriver på  fornemmeste vis, hvorledes den totale frihed er menneskets opløsning. Og den beskriver derfor også, at virkelig frihed kun findes i bundethed. Og den beskriver, at virkelig frihed findes kun der, hvor den skyldige, som den lille Martin, får sin skyld eftergivet. Dette er netop, hvad dagens tekst handler om. At frihed ikke er noget, man tager, men det er noget, man får givet. For en moderne dansker, som efterhånden ikke kender til andet frihedsbegreb end det oprørske og selvbestaltede, som generation 68 fik slået fast som det sande, ja, på os må Jesu ord virke ikke bare uforståelige men tillige oprørske og undertrykkende.
Vi kender efterhånden kun ungdomsoprørets barnlige drøm om den totale frihed, drevet af trangen til at være sin egen herre. Og vi har fået den frihed, vi bad om. Forældrene fik friheden til ikke at være  hjemme, men mistede hjemmets ukrænkelighed. Børnene blev i institutionen fri for forældrenes  opdragelse, men fik statens i stedet for. Ægteskabet blev fri af forpligtelsen til at holde sammen, med  tusinde af skilsmisser og sønderknuste børn til følge. Men alt dette til trods pukker vi stadigvæk - ligesom jøderne i fortællingen - på vor hårdt og egenhændigt tilkæmpede frihed som den virkelig frie frihed. Vi hører ikke til trællefolkene, vi er frihedens børn – og vi behøver derfor ingen frihed at få givet.

Som Martin mente at kunne tilrane sig friheden ved at løbe hjemme fra, mener også vi at have friheden.  Men som Jakob Knudsen beskriver det, er denne form for frihed, der vil løbe fra sig selv, skræmmende og ufri.  Nej, intet menneske kan løbe fra sig selv, og jo mere man er overladt til sig selv og sine lyster og behov, des mere ufri er man. Friheden, som Martin søgte, var der ikke, og han blev derfor tvunget  tilbage til sin faders tilgivelse i frygt og bæven. Og sådan er det også med Guds ord. Med det binder han os til sig, så når vi tror, at vi har kastet det fra os, smidt det over venstre skulder for således at blive fri af ham – ja, så viser det sig, at vi er blevet endnu mere bundet til ham. Når vi gør oprør imod ham, ja, så drives vi til ham, som da vi ved at korsfæste ham mente at være ham kvit, men i stedet kom til at stå i gæld til halsen som tilgivede syndere. 

Det forunderlige er, at over for Gud bliver modgang til medgang, fornedrelse til ophøjelse, død til liv,  bundethed til frihed. Friheden er altså ikke noget, vi kan skaffe os selv. Tror vi, at vi kan det, så ender vi som den lille Martin, der erfarede i skoven, at uanset, hvor han stod og gik, så var atter dette tomme og åbne til alle sider, der var ingen ordentlighed at holde sig til. Nej, trællen bliver ikke bestandig i huset, men sønnen bliver der bestandig. For sønnen er fri, når han er på det sted, hvor han hører til, dér hvor kærligheden regerer – den kærlighed, der ikke er at sammenligne med forkælelse og ligegyldighed, men myndighed og tilgivelse. Og derfor er frihed, at blive i Guds myndige ord, det vil sige: at stå ret for  em, at høre dem til dom og oprejsning, høre sandhedens tale i dem. Og sandhedens tale er den, at vi slavebindes af en perverteret frihed, når vi jager den frihed, vi selv er herre over. Sandhedens tale er  den, at som mennesker er vi aldrig på vej til frihed, men altid blot på vej til et nyt slaveri. Kun i  erkendelsen af denne sandhed er vi frie, urokkeligt frie. 

For i den erkendelse befries vi først for vores frihedsjageri. I den erkendelse forstår vi, at vi intet skal  gøre, for vi er frie, i troen på ham, der led og døde for vor skyld. I den erkendelse forstår vi, at det hele  er gjort for os. I den erkendelse forstår vi, at han er den, som kommer fra Gud med sandhedens ord, som gør trælbundne syndere fri. Vi forstår, at han selv gik ind under dette bundne livs vilkår for at være Guds tilgivelse til os mennesker. Vi forstår, at han gav sig selv for vor skyld, så vi blev sønner af huset. I den erkendelse forstår vi først, at I troen på hans tilgivelse får vi skænket friheden midt i bundetheden. 

Hvad er der mere at forlange?
Amen

 Formiddagsklubben:

Der er så mange historie om vores by, som ikke må gå i glemmebogen. Nej, de skal fortælles og gives videre, og det skal formiddagsklubben hjælpe til med.
Derfor mødes vi for at drikke kaffe, synge fra højskolesangbogen og ikke mindst høre om dét Augustenborg, som var engang, men ikke er mere, fortalt af byens børn.

 Det bliver ikke lange foredrag, for der skal være tid til at komme med bemærkninger og lade snakken brede sig. Men det bliver erindringer fortalt frit fra leveren med mig, sognepræsten, som interviewer. 

Næste gang vi mødes er den 18. marts i konfirmandstuen 09:30 - 11:30 for at høre

13. januar:
Et liv med farver: Erik Jørgensen fortæller om sit liv med malerfaget.

3. februar:
Mig og Sebbe Als: Peter Svendsen fortæller historien om Sebbe Als.

17. marts:
En lokalpolitiker fortæller: Aase Nyegaard fortæller om sit liv i lokalpolitik.

Alle er velkomne, og der er fri entré.

Prædiken til 3. s. e. helligtrekonger (Om høvedsmanden og hans syge tjener)

At blive holdt fast på dagen i dag

Der er noget målbevidst over den romerske høvedsmand. Der er noget kontant og redeligt over ham. Målbevidst søger han Jesus, for hans tjener er syg. Han er romersk soldat, og hele hans adfærd synes at røbe soldaten i ham.

Men blandt jøderne er han en foragtet og afskyet person. For han er hedning, og en hedning kan man ikke have med at gøre - det véd jøderne. En hedning er uren, og de rene kan ikke pleje omgang med sådan én - en uren.

Det véd høvedsmanden også: ”Jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag” siger han, men med en mærkelig form for selvfølgelighed. Som sagt, der er noget kontant og redeligt over ham. Der er ingen krybende underdanighed, der er ingen forurettelse, han kommer blot som den, han er. Og hos denne soldat, hos denne hedning, finder Jesus en tro, som han aldrig har fundet hos nogen i Israel.

Også det er mærkeligt, for man skulle jo mene, at det måtte være inden for Guds udvalgte folk, at troen var at finde. Men det er altså hos denne hedning, siger Jesus.

Jamen, er troen da ikke at kende Guds lov og lyde buddene? Er troen da ikke at have Gud med i hver tanke og handling og lade denne den religiøse optagethed sætte orden og retning i livet?
Jo, vil jøden sige og jo, vil vi sige, for de og vi er ordensmænd, der véd, hvad det at tro er. Men Jesus fremhæver altså en hedensk soldat og siger: ”Hos ham har jeg fundet en tro, som jeg ikke har fundet magen til i hele Israel”.

Store folkeskarer havde fulgt Jesus, da han kom ned fra bjerget, hvor han til disciplene havde holdt sin store tale om den gamle og den nye lov, og her nede i det lave får folkeskaren i en slags lignelse den samme tale sat for.
”Her ser I en troende mand, som I aldrig har set magen til”- og det var om en hedning, en soldat, Jesus sagde det - ovenikøbet en mand fra en besættelsesstyrke, der havde sat sig tungt på det udvalgte folk.

Men hvad kendte sådan én til Guds lov? Hvor var hans religiøse optagethed at få øje på? Var det mon den slags, som optog ham i lejren? Næppe, og vi kan forestille os forbløffelsen hos folkeskaren, for, hvad Jesus siger, er jo, at den slags betyder ingenting, når talen er om troen.

Hvad er den så? Hvad er det, der får Jesus til at fremhæve høvedsmanden? Hvad er, hvis vi kan sige det på den måde, hvad er høvedsmandens trosbekendelse?
Det lyder i én eneste sætning, der ganske enfoldigt udtrykker dét, som høvedsmanden kender så godt fra sin militære hverdag: Sig blot et ord!
For det er den erfaring, høvedsmanden kommer med: Siger jeg til den ene ”gå”, så går han. Og til den anden ”kom”, så kommer han. Derfor: Sig blot et ord!

Og på disse ord fra høvedsmanden er det, at Jesus kalder ham for den største blandt troende.

Jeg begyndte med at kalde høvedsmanden for redelig og kontant, han gør sig ikke finere end han er, han forsøger ikke at pukke sig til en ret, og han klager heller ikke over en uretfærdighed - han skal ikke sikre sig. Han er redelig og kontant.
Og vi må med folkeskaren forbløffes; skulle det være det hele? At stå ret for dagens og livets befaling, at stå ret for et ord - skulle det at lade hånt om fremtiden og sikkerheden og korrektheden være at tro?

Nej, vil vi sige sammen med det udvalgte folk og ikke mindst med dets ledere. Nej, den troende er et religiøst optaget menneske, som bekymrer sig om Gud og kirken og om den rette adfærd og fremtid.
Og skulle vi komme i tvivl om, at det er det rette, så vil vores ledere, både de verdslige og de kirkelige, belære os om vores fejltagelse. De vil belære enhver tvivlende om, at det gælder om at få fod på livet og ikke bare leve i hverdagens kortsigtede bundethed. Ja, de vil kalde det uansvarlighed at nøjes med sådan noget. Vi behøver blot at åbne den daglige avis for at møde belæringen.

Men her hører vi noget andet. ”Sandelig siger jeg jer”, og ordene er rettet ikke blot til det udvalgte Israels folk, men til enhver tid og til ethvert folk. Og de fortæller om en tro, som blev udtrykt i soldatens korte bekendelse: Sig blot et ord!
En bekendelse, som udelukkende bygger på, hvad han kendte fra sin tjeneste og hverdag i lejren, og som blev mødt med en tilsvarende bekendelse - en tilsvarende tro på et ord.

For vi skal lytte til høvedsmanden og til Jesus under ét.

At være til er at være under myndighed, under tiltale, og Jesus siger med sit svar, at andet er troen på Gud ikke, at den er at høre et ord og stole på det, at den er at lyde det ord, som kun kender til dagen i dag og Næsten ved min side.
For hvor ville vi være henne, hvis ikke et ord lød, som afslører enhver flugtvej og holder os fast på at være netop under et ord, der befaler os? Ikke et fint og spekulativt ord, men et jævnt og enfoldigt ord, der siger det samme, som livet selv siger: At du er sat i tjeneste - og som fortsætter: Og du skal slet ikke være andet.

Jesus viser nemlig al fortænkthed og alle paragraffer vintervejen og sætter os alene til at være tro, og han kalder dét for tro på Gud.
Helt anderledes er det med os mennesker. ”Hvor ofte skal jeg tilgive min bror”, spurgte Simon Peter engang, for er det ikke en menneskeret at få styr på det uoverskuelige og få orden på det uordentlige. Men Jesus svarede Peter med en lignelse om en gældbunden tjener, der ingen ret havde, fordi han kun havde sin gæld og skyld.

Ja, hvor ofte skal jeg, sådan spørger vi, for vi vil have system og orden og sikkerhed for både dagen og fremtiden og for, hvem der er ren, og hvem der ikke er det. Og vi mener, at Gud er forpligtet til at føje os i vores ønske.
Men evangeliet river os bestandigt ud af fromheden og planlægningen og sender os tilbage til stedet, vi står på.
Præcis som den spedalske, der fik besked på at gå hen og lade sig syne af præsterne. For han blev ikke hævet over sit folks skik og tradition, men han sendes tilbage til den. Renset, siger teksten os – frelst - kendt ren midt i urenheden - af et ord af myndighed. Ved den nåde fra Gud, som mødte ham i Jesu egen trofaste gerning blandt mennesker.

Hvad, vi hører i dagens fortælling, er derfor, at der må lyde et ord, som er af en anden myndighed end den, vi selv formår at præstere. At vi må bede om det ord, som er fra himmelen, fordi det holder os fast på jorden, som er af evighed, fordi det holder os fast på dagen i dag.
Fortællingen er en slags lignelse. Den er nemlig en lignelse på evangeliet selv. At en udstødt trænger sig ind, hvor kun de rene må være og således bryder de vedtagne grænser - at en fremmed er den, der alene tør stole på et ord.

Jo, fortællingen er en lignelse på evangeliet selv, og den er en nødvendig lignelse, fordi enhver tid altid vil finde sig en ny korrekthed af Guds ord. At det f.eks. er den udstødte og fremmede, der skal dyrkes, eller det grænsenedbrydende, eller det anderledes eller, hvad vi mener skal dyrkes i dag som Guds udvalgte.
Men evangeliet siger: Nej! Evangeliet siger, at der skal slet intet dyrkes, for livet skal blot leves i lydighed mod det livets ord, som dén dag var kommet ned fra det høje til det lave. Det ord, som nådigt satte rene og urene, udstødte og udvalgte, på samme plads.

Amen