Efterårsmøde - den 5. september kl. 14.00

 

Vi begynder med en kort gudstjeneste i Slotskirken kl. 14.00, derefter er der kaffe og et længe ventet foredrag af Carsten Egø Nielsen i konfirmandstuen:

Pigerne på Sprogø

 Rigtig mange danskere har set filmatiseringen af Jussi Adler Olsens roman ”Journal 64”, der tager udgangspunkt i en journal for en af de piger, der blev anbragt på Sprogø. Men var livet og tilværelsen på Sprogø, som filmen skildrer det?

 Christian Keller, overlæge ved de Keller’ske anstalter, oprettede i 1923 internatet på Sprogø for åndssvage, seksuelt løsagtige kvinder. Internatet eksisterede til 1961. Keller var også initiativtageren til Lov om Adgang til Sterilisation i 1929, Europas første racehygiejniske lov. Allerede i 1911 havde Keller fået oprettet et tilsvarende internat for mænd på Livø.

 Vi skal i foredraget høre den virkelige historie om kvindehjemmet på Sprogø og om nogle af skæbnerne. Men vi skal også høre om baggrunden for anstalten og om hverdagen for beboerne, samt om lukningen i 1961. Foredraget er ledsaget af mange samtidige og nutidige billeder heraf mange, der kun kan ses i dette foredrag. Foredragsholderen er uddannet historiker fra Odense Universitet, og har siden 2004 beskæftiget sig med lokalhistorien i Vestsjælland og med historien om De Dansk Vestindiske Øer.

Alle er velkomne, og der er fri entre.

Retfærdigheden. (prædiken til 6. s. e. trin.)

  Hvad er det for en kamp, alle partier i Folketinget kan blive enige om at ville kæmpe? Hvad er det for et emne, der altid giver politikerne en ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det er kampen for retfærdigheden?

 Kampen for retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vor side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner kz-lejre og gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.

 Så langt er vi ikke gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over spærre-grænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en retfærdig flygtningepolitik. Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede.

 Jo, retfærdigheden ruller i vore åre, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om at være mest retfærdige.

 Derfor skulle man også tro, at disse Jesu-ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der kæmper for retfærdigheden.

 Men sådan forholder det sig imidlertid ikke.

 Og det er nu ikke så mærkeligt endda, for han taler om to vidt forskellige former for retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre.

 Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den den jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende dobbelt i sig, nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.

 Men se, det er fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde godhedens glorie.

 Ja, sådan ser altså den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus i dag stiller over for Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.

 Og derfor er der et spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes?

 Mener han, at disse folk ikke er retfærdige nok, mener han, vi skal tage os sammen og yde meget mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det, han mener?

 Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget, der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det, som vi anser for retfærdighed?

 At ”overgå” vil jo sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver især skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed. Ja, de udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok eller ej.

 Farisæerne og de skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente at gå på Guds vej – og der går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden derfor er vejleder på.

 Nej, hvis du vil kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hån[1]den, i stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv, således at du kommer til at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv, og tænk på din bror.

 

 Sådan er Guds retfærdighed. Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et spørgsmål om alt eller intet. Den er ikke noget vi kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.

 På samme måde som den kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillige mod vor modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.

 Han, som hører ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ramt forbi. Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vore retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.

 Men Jesu ord er ikke et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud. Vi kan ikke på denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige. For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan ingen.

 Derfor: enhver, der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.

 Vi er med andre ord hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor kun et at gøre; at tro Guds ret[1]færdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er en salighed for enhver synder.

 Amen

Pinseprædiken

 At det står sølle til med kirkegang og kristendom i Danmark, synes efterhånden at være en vedtaget sandhed. Der er i de fleste kirker i landet ikke en synderlig stor interesse for kirkens søndagsgudstjenester, hvis man kigger procentuelt på tallene. Med mindre gudstjenesterne tilbyder noget ekstra at gå hjem med end syndernes forladelse - en særlig oplevelse, en fælles komsammen bagefter eller en kendis, der optræder.

Det synes med andre ord som om, at det, der driver kirken i dag, er frygten for at kede folk. Og derfor forsøger man med alle midler at fremelske begejstringen. Kunne man blot få begejstringen frem, så var det ganske anderledes let at få kirke og kristendom gjort interessant. Men måske skulle man overveje dette forhold en ekstra gang, for med begejstringen er der det at sige, at den er meget dårligt anbragt i forbindelse med kirke og kristendom.

Det understreges allerede på vej til kirke, at større modsætning mellem kirke og begejstring er svær at finde. For i de fleste tilfælde går vejen til kirke over kirkegården - sognets nok mindst begejstrende sted. På vej til gudstjenesten må man passere gravsted på gravsted, der fortæller om unge og gamle liv; om forældre, der har måttet lægge deres børn i graven, om ægtefæller, hvis samliv ophørte alt for brat, om gamle og udtjente liv. På vej til kirke er begejstringen til at overse, for her taler virkelighedens alvor, her er glæden og jublen ikke umiddelbart det første, man tænker på. Den glæde og jubel, som jo kendetegner begejstringen, og som bevirker, at man glemmer al verdens bekymring. Egentlig er det såre forståeligt, at der lefles for begejstringen, for vel er det en dejlig fornemmelse at kunne glemme al verdens bekymring. Og er det ikke netop det, livet drejer sig om, at kunne fastholde begejstringens ånd, dette at glemme sig selv og sine sorger, og gå fuldt og helt op i alt, hvad der er stort og skønt? Gå op i det med hele sit hjerte, med liv og sjæl?

Og er det ikke det, man med rette kan forvente af præstens prædiken, at den kan begejstre? Er det ikke det, der mangler mest af alt i disse for kirkegangen og kristendommen så trange tider? Begejstringen? Er det ikke derfor, alt er så tørt og trist, fordi der ingen begejstring er?

Hvor ville mennesker befinde sig godt og strømme til, hvis der var blot en smule begejstring at mærke i kirken. For vi mennesker er så begejstrede for begejstringen, selvom vi ikke har den.

For at begejstres ved noget vil sige at glemme virkeligheden, og der er intet, vi hellere vil, hvis bare vi kunne. Og er det ikke det, kristendommen netop skulle hjælpe os til? At glemme virkeligheden til fordel for en større og sandere virkelighed, så den bliver ny og smuk?

Eller anderledes spurgt; er begejstring og tro ikke det samme? Og er det ikke netop det, det gælder om kristeligt set: at have begejstringen, dvs. at tro?

Mit spørgsmål er, som man nok kan høre, retorisk, for svaret er nej, men ikke desto mindre er det altså denne forståelse af kirke og kristendom, der præger det kirkelige landskab: at troen er en form for begejstring. Derfor spørges der mere og mere efter præstens optræden og gebærden, efter hvordan han prædiker og ikke efter, hvad han prædiker. Pastor Petersen er så livlig og energisk, og hans sprog er så gribende, så ham skulle de gå hen og høre.

Nej, ikke hvad, der siges, men hvordan det siges, er blevet det afgørende, for dér fører begejstringen os nemlig hen. Så har denne verdens verdslighed sat sig godt til rette i kirken, så er kirken blevet til et teater, for dér hører begejstringen hjemme, og dér gør den ingen fortræd. Men dér hører den, som sagt, ikke hjemme, for begejstring er ikke tro, men altid lige det modsatte.

At begejstres er nemlig at ville dokumentere sandheden ved hjælp af den virkning, den har. Det, jeg begejstres for, må være sandt, siden det kan begejstre mig. Det er derfor, begejstringen lyder så tiltalende og besnærende for os, for begejstringen garanterer os sandheden i det, vi er begejstrede for. Bliver vi ikke begejstrede over det, vi hører, så kan det ikke være sandt. Men det er pokker til sandhed, vi da har med at gøre, for så er sandheden jo ikke for enhver, men kun for dem, der kan begejstres. Så er sandheden ikke sandhed i sig selv, men afhængig af, hvad den gør ved folk. Så er det begejstringen, der gør sandheden sand.

Men lille præst, indvendes der så, vi kan da ikke leve uden begejstringen, uden den har vi ikke noget at tro på. Og med denne indvending er vi ved prædikens begyndelse, hvor jeg sagde, at begejstringen er et meget farligt ord at anvende i forbindelse med kirke og kristendom, for kristendommen bærer sandheden i sig selv. Vi skal ikke gøre den sand ved hjælp af begejstringen.

Kristendommen bærer sig selv, den har sandheden i sig selv.

Og det vil derfor sige, at troen er ikke det, vi kalder vor tro – altså den begejstrede følelse - men troen er Kristus, han som led og døde, ikke i begejstring men i sandhed. Hvilket vil sige, at Kristus var et menneske, der var givet denne virkelighed i vold og ikke fornægtede den. Han troede Virkeligheden, han tog den af Guds hånd og skulle ikke først have den garanteret. Han blev lydig mod denne virkelighed, dødens virkelighed – dét var hans tro på Gud.

”Det ord, I hører, er ikke mit, men faderens, som har sendt mig”, sagde han til sine disciple. Men han sagde det ikke pga. en begejstring for en overnaturlig viden, som han havde. At Jesu ord ikke var hans, men hans faders, det var ikke noget, han vidste eller følte, men noget, han troede på. Med håb mod håb, som apostlen siger.

Og denne tro giver han videre i sit ord, sådan at hans tro er vor tro. Det, der bærer vor tro, er hans tro, og ikke vor egen. Havde det været vor egen, var vi straks inde på begejstringens vej. Men det er hans tro, der er vor, det er ham, der er vor tro.

Har dette noget med pinse at gøre? Ja, det har det, for det er derom pinsen taler, at vor tro er ikke vor egen, ikke vort eget værk, og skal aldrig være det. Selv når han går bort og ikke er mere, så lever hans tro videre og kommer til os. Den dør ikke med ham, men ligesom han stod op fra døde, sådan står troen også op fra de døde.

Med andre ord, vi skal ikke tro, at vi med vor begejstring skal bære ham, men hans tro bærer vores tro – ja, skaber den. Og at hans tro kan leve, selvom han er død, det er Helligåndens værk. Hans tro lever under navnet Helligånd. Derfor er pinsen også frimodighedens fest. For med Helligåndens komme er enhver fri af bekymringen for, om det nu også er den rette tro og begejstring, man udviser.

Nej, siger pinsen, troen skal ikke bekymre sig om sig selv, troen skal ikke pille navle, for den er båret af Helligånden. Talsmanden, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting. Og derfor er det den fuldkomne fred, Jesus efterlod, at Gud tager alt på sig, og vi skal slet ingen bekymring have. Det er den fuldkomne frihed, Jesus har frigjort os til, for således er vi givet tilbage til vort eget liv, frigjort for angst og pine.

Havde troen været begejstring, og troens krav dette, at vi skulle leve på begejstringens rus, var det et nyt slaveri, vi var endt i, et liv i frygtelig trældom. For hvem formår altid at leve på begejstringens tinder?

Men nu er det troen, der bærer os, og ikke os, der bærer den, fordi Gud har sendt sin Ånd, fordi det er blevet pinse. Nu ånder det himmelsk over støvet, nu vifter det hjemligt gennem løvet, ja, yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets rod. Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den ånd, som taler.

Glædelig pinse.

Amen

Gudstjenester

Gudstjenesterne afvikles igen normalt.

Se tiderne for gudstjenesterne under menuen "Gudstjenester" i højre side.

Prædiken til Helligtrekongersdag

 Ovre i Østen var der videnskab. Der sad de lærde og tydede stjernerne og forsøgte ad den vej at finde løsningen på livets og verdens gåder.
 

 Vi ved ikke, om det var i Persien eller i Assyrien, og det er også ligegyldigt, for vi skal blot vide, at for godt og vel 2000 år siden sad datidens stjernetydere og søgte svar på de spørgsmål og gåder, livet stiller os mennesker.

 

 Disse stjernetydere har været datiden professorer, datidens videnskabsmænd og eksperter, som brugte datidens veje til at blive klogere på tilværelsen, til at forstå mere end det, som mennesket umiddelbart forstår. 

 

 Stjernerne læste de i, som de kloge i dag læser i de kemiske formler og statistikker. 

 

 Og da sker det forunderlige, at de netop i stjernerne så en stjerne, som overstrålede alle andre. Ja, egentlig hører vi ikke noget om dét, for det er vist den folkelige tradition og Esajas ́ forudsigelser, som er gået i ét, men de så en stjerne, som var anderledes end de andre. Den talte så at sige et andet sprog – den betød noget andet, end hvad de var vante til.

 

Alting var egentlig, som det plejede at være, og så var det alligevel helt anderledes. Og det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved – dette at videnskabsmanden midt i det vante arbejde pludselig møder noget nyt. Men det afgørende er, at videnskabsmanden i sit arbejde ikke har mistet lydhørheden; at han ikke selvsikkert har løsningen på forhånd og derfor er holdt med at kunne undre sig og se nyt på sagen – hvilket altså ikke var tilfældet med disse østerlandske videnskabsmænd. 

 

 De kunne høre – eller rettere se – hvad de skulle se, og de gjorde, hvad dette, de så, krævede af dem.

 Og her kan man godt spinde en lang ende over, om de på forhånd vidste, at jødernes konge skulle fødes under en særlig stjerne. Jeg sad eksempelvis forleden og læste om de tre vise mænd, og mine kloge bøger gav udførlige anvisninger på, hvorledes jøderne i Babylon var kommet i forbindelse med de østerlandske folk, så de nu kendte til jødernes forventning og håb og derfor vidste, da de så stjernen, at dette var jødernes konge, der blev født.

 

 Se, det er muligt, men sådanne spekulationer forekommer mig mere end ørkesløse, for det væsentlige her ved fortællingen er, at disse lærde midt i deres daglige arbejde mødte noget, som fordrede dem på en helt anden måde, end de var vante til. 

 

 Og de tre fulgte stjernen, og således gik de fra videnskabsmænd til vismænd, for således viste de, at de ikke blot var lærde men viise. 

 

 For visdom er ikke nødvendigvis ensbetydende med lærdom. Faktisk kan lærdommen sagtens risikere at blive en hindrig for visdommen. Lærdommen har nemlig den farlige evne, at den kan tage visdommen til fange. Lærdommen kan blive så religiøs, at den ikke vil vide af nye mål og resultater,

tænk eksempelvis på miljø- og sundhedsdebatten. Taler man ikke, som det er vedtaget på parnasset om disse emner – tillader man sig at have en divergerende mening og derfor

at udforske andre teser end de vedtagne – så er dørene lukkede for stipendier og legater til videre forskning. 

 

 Det er forskellen på den lærde og den viise. Den lærde kender ikke til sin ufuldkommenhed, det gør den viise. Den lærde vil derfor grine højt af stjernes tale, men den viise vil forstå, at her møder han sin grænse. Og de tre østerlandske videnskabsmænd viste sig altså at være vismænd, de gik efter stjernen og søgte den konge, den pegede på.

 

 De gik til jøderne – selvfølgelig til den regerende jødiske konge, Herodes, for hvor ellers skulle en ny konge være født hvis ikke på kongeslottet? Som stjernen var et tegn for dem, blev de således et tegn for Herodes. De fortalte ham, at der var født en konge, som var den sande konge. Ja, med evangelistens vanlige ironi er det jødernes egne videnskabsmænd, der fortæller kongen det.

 I den forstand er Herodes i samme situation som vismændene; at fra det, han kender, skrifterne som hans folk kender ud og ind, får han viden om den sande konge, der er født.

 

 Men hér holder parallellen også op, for hvor de østerlandske vismænd hørte efter stjernen og derfor bøjede sig for dens befaling, blev Herodes kun grebet af én ting; at bekæmpe dens forudsigelse. Og intet middel er for hårdt, ingen løgn for grov, intet bedrag for hæsligt, hvorfor han slesk og klistret bedyrer at ville tilbede den nyfødte, i fald vismændene blot vil afsløre, hvor barnet er at finde. Og selvom vi kan høre løgnen og bedraget i Herodes ́ ord, så er han og vismændene dog fælles om én ting, de forstod begge, at den virkelige konge er født. For vismændene var han født til tilbedelse, for Herodes til angst og had og bekæmpelse. Men de forstår begge stjernens tale. 

 Hos de første fik stjernen visdommen til at lægge videnskabens spørgsmål bort, hos den sidste fik stjernen magtens konge til fanatisk at fastholde sin magt. 

 

 Sådan er det nemlig med Guds tale, som stjernen er symbolet på, at den vækker lydhørhed eller den vækker had og forargelse. Og siden viser fortællingen, at Gud beskytter dem, som står i fare for at blive løgnenes tjenere.

 Men nu er der et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad ville vismændene hos barnet? Hvorfor drog de den lange vej? Se, det er der intet logisk svar på ud over dette, at når menneskene er blevet viise, dvs.

når de lydhørt har hørt Guds ord og befaling, så kan de ikke andet end at begive sig på vej.

 Teoretisk kunne disse tre østerlændinge godt have sagt til sig selv: ”Se, der er en stjerne, der fortæller, at nu er jødernes konge født; nu glæder vi os med jøderne”, og så kunne de være gået videre med deres egne dagsordener en ny oplysning rigere. Men det er virkelig kun teoretisk set. For Gud kan ikke høres, uden at han sætter sine spor. Hans befaling til det enkelte menneske griber altid ind i menneskets liv.

 Det er nemlig vores opfindelse, at man uanfægtet kan registrere Gud, at man kan høre hans befaling, som enhver anden befaling om at holde for rødt og ikke snyde i skat. Nej, når Guds tale lyder, så står ingen uanfægtet tilbage, det er, hvad de viisemænd og Herodes viser. Her findes kun tro eller vantro, ly-

dighed eller had. Her findes kun det at lyde befalingen eller bekæmpe den. Noget tredje gives ikke, siger den gamle fortælling os.

 Så hvorfor begav de sig på vej? Ja, for at tilkendegive, at nu stod deres liv under en anden sandhed, end den gjorde, før de mødte Guds ord. For at takke for, at også for dem var Gud gud.

 De vendte tilbage til deres eget land og til deres tidligere beskæftigelse – til videnskaben – men nu med den viisdom, at den ikke er sandheden selv.

 De var ikke som senere tiders pilgrimme eller munke, der forlod alt for at begive sig ind i noget guddommeligt nyt – nej, de forlod det gamle for at kunne vende tilbage til netop det gamle med den viisdom, som er forudsætningen for alt menneskeligt arbejde. For at takke for, at også for dem var Gud til som Gud. 

 

 Ligeså ukendte som de kom, drog de bort, men den, der blev, var Herodes. Med sin angst, sit had og klistrende snuhed. Sådan er det nemlig med troen og vantroen, med viisdommen og med magtsygen; at magtsygen, den er der altid, det er dén, der bliver.

 

 Og fortællingen om de tre viisemænd vil da blot sige os, at troen, ja, den vækkes de særeste steder – hos folk, som slet ikke skulle vide af den. Den beror nemlig på mennesker. Den har intet med lærdom eller magt at gøre, tværtimod så er den dommen over alt dette, ved at komme i noget så forargeligt som i et barns skikkelse.

 

 Herodes blev, men barnet blev også, det er evangeliet i fortællingen, og det bliver evigt Guds ord til mennesket, det ord, der befaler mennesket med al sin lærdom at kende sin plads.

 Og viis er den, der hører det.

Amen

Prædiken til 3. s. i advent (Lukas 1, 67-80)

 Det ville være løgn at nægte, at man ind imellem kan blive umådelig pessimistisk med hensyn til den danske folkekirkes fremtid. Når man læser og hører om, hvad der arbejdes på, og hvordan der huseres med kirker og gudstjenester, forekommer det én, at den kirke, vi om få årtier vil have herhjemme, vil være en blanding af en forkromet underholdningsinstitution og et paragraffernes hjemsted.

Fremtiden skal – og kan man ikke - tage i ed, for ethvert menneske har udelukkende én opgave: at passe sit arbejde, og, hvor det er sat, lade fremtiden tilhøre Gud. Bekymringen er synden, siger den kloge Søren Kierkegaard. Og kampen mod fremtidsmagere og deres væsen hører således med til dagens pligt og opgave. Men pludselig kan det ske, at dette bliver klart på en helt anden måde, end man har forestillet sig, at usikkerhed og forvirring bliver afløst af et klarsyn og bevidsthed om pligten og opgaven netop nu, sådan som det skete for en kone i et vestjysk sogn, hvor der skulle vælges ny præst.

Hun var medlem af menighedsrådet, og kravene til den nye præst var i menighedsrådet mange og store. Hun har selv fortalt, at hun selv ikke rigtig vidste ud eller ind, for der var noget i det hele, som forekom hende forkert. Men helt præcist hvad det var, vidste hun ikke selv. For det lød så rigtigt og indlysende, hvad der på de forberedende møder blev sagt om nytænkning og aktualitet og indsats for de unge og meget mere.

Og da de indkaldte ansøgere mødte frem til prøveprædikenerne, blev hun om muligt mere rådvild, for hvordan afgør man, om en prædiken er god eller dårlig. En lidt genert ung ansøger sad efter gudstjenesten i samtale med menighedsrådet, og han blev af formanden – der åbenbart fandt ham for ”teologisk” – spurgt, om kirken var præstens eller menighedens kirke. Og den unge mand svarede lidt forsagt; at han nu altid havde ment, at kirken var Guds.

Og denne kone har siden fortalt, at dette svar var som en åbenbaring for hende. At pludselig forstod hun, hvad det hele drejede sig om. At kirken ikke handler om denne eller hin magtgruppes ejerskab, men at den er og skal være ét eneste: Guds kirke. At dér skal Guds ord lyde – og at alt andet er ligegyldigt.

Og når jeg nævner hende samtidig med den pessimisme, som man undertiden kan gribes af over for de mærkværdige kirkelige bestræbelser i dagens Danmark, så er det jo fordi, hun og hendes oplevelse forekommer at være billedet på det gamle Grundtvigs- ord: at ordet skaber, hvad det nævner.

Et ungt kejtet menneske stod fast, og det bevirkede, ja, jeg vil sige lidt dyrt; det bevirkede tro og mod.

Ordet skaber, hvad det nævner, og vi mennesker skal selvfølgelig ikke fordriste os til at sidestille vore ord med Guds ord, men alligevel fornemmer vi fra vort eget liv, at menneskeord ikke er ligegyldige.

Og det er måske det, som forekommer allermest påfaldende i dagens kirke. At det anses for ganske ligegyldigt, hvad der bliver sagt, bare der bliver sagt noget. En masse fromme ord, og også aktuelle ord kan blive fromme i den forstand, at de tiltaler og siger det, vi helst vil høre.

Men Guds ord er bundet til Gud, og Guds kirke er bundet til og af Guds ord. Er den ikke det, er den en menneskekirke, dvs. et bedrag over for ikke blot Gud, men lige så fuldt over for det menneske, der må leve af Guds ord, hvad enten mennesket véd det eller ej.

Jamen, hvad er så Guds ord, spørger vi, for der er jo videnskaben, der piller skriften i stumper og stykker og gør menigheden ganske forvirret i al sin umådelige klogskab. Og der er jo præsterne, der slås og strides, eller i hvert fald ikke er til at forstå, og der er jo som allerede nævnt alle ønskerne og drømmene om en kirke med betydning og indflydelse, sådan som vi ser det i de katolske og muslimske lande.

Hvad er så Guds ord, hvad siger det? Guds ord er det ord, som vi hører den gamle præst Zakarias lovprise. At Gud har forløst sit folk, at han ikke har glemt sin gamle hellige pagt, som han tilsvor Abraham. Med andre ord, Guds ord er ordet om syndernes forladelse ved barnet i krybben. Det så den gamle præst. Han lovpriste ikke Gud, fordi han havde fundet sin egen lille private gud med sit eget særlige budskab til ham, hvilket han ellers havde god grund til.

For denne gamle mand var det utrolige jo sket, at han og hans hustru, Elisabeth, i deres alderdoms dage havde fået en søn. Hvad havde været mere naturligt, end at lovprisningen havde drejet sig om hans egen store glæde over dette under?

Men nej, Zakarias lovpriser ikke Gud som sin private hjælper, for Guds store gerning var ikke den, at nu havde Zakarias og Elisabeth fået en søn, men den var, at Gud havde vist sig som den, han var, Gud Herren, der ikke glemmer sit folk, men husker på sin gamle pagt, som han tilsvor Abraham. At han vil rive menneskene ud af deres fangenskab under deres egne begæringer og drømme.

Og det er menneskenes håb, at Gud står ved sit ord. Gud glemmer ikke sin pagt med sine børn – om end han skjuler sig så godt - skjuler sig i et lille fattigt barn født i krybbe - så menneskene tænker, nu må vi se at gøre noget fint ud af ham. Hvorefter der huseres med gudstjenester og stilles an med krav om fornyelse og aktivitet. Og hvad er det andet end en dyrkelse af os selv og vor egen dyrkelse af Gud.

Og vi gør det mere i dag end nogen sinde før, for vi er jo et demokratisk indstillet folk, som mener, at jo flere vi har fået samlet, des mere ret har vi i vores foretagne - des mere har vi fundet Gud.

Men Gud lader sig ikke finde, det er derimod ham, der finder os, og kommer til os – ikke som en tak for alle vore anstrengelser og fromme aktiviteter, men som den, han er - trofast mod sit vantro folk. Til det sendte han sin søn - han som ikke vidste af andet end at være tro mod sin faders vilje. Jo, Guds ord er, at Gud er Gud og vil være det for dig. Og det var vel egentlig, hvad den kejtede embedsansøger holdt sig til, at kirken er Guds og således slet ikke nogen andens, hvormed han jo fik sagt, at kirken er ikke en legeplads, men er dér, hvor vi som en anden Zakarias må lovprise Guds inderlige barmhjertighed, som aldrig fortryder sin nådes pagt med sit folk.

Og det er det, vi holder kirke på - i taknemmelighed mod denne trofasthed – på ordet om syndernes forladelse, som er, at et lille barn tog på sig, hvad du og jeg er skyldig at gøre; at være lydig mod Guds vilje. Det forkyndte og lovpriste den gamle præst, og det er enhver ny præst også skyldig at gøre. At Gud er trofast og står ved sit ord, som skaber, hvad det nævner, hvorfor vores trofasthed er at stole på det ord. Og hvilken frihed er det ikke, at vor egen selvbestaltede fromme foretagsomhed og huseren intet tæller i forhold til Gud. Men hans trofasthed alene gør det. Den trofasthed gør, at kirkebænken er et fredet sted, hvor enhver der sidder i mørke og dødensskygge – og hvem gør ikke det - er sikret at kunne høre dette frisættende ord og slippe for selvprofilerende hjemmestrikkede profetier.

Og det kan hænde, at dét må der kæmpes for, og det var dét, konen, jeg indledte med at nævne, pludselig forstod; at et fristed var ved at blive taget fra hende. Det fristed, der er vor hjælp i al vor nød, vor trøst i liv og død, o Gud, i hvor det går, lad dog mens verden står, det i vor æt nedarves. 

Amen

Resultatet af menighedsrådsvalget den 15. september 2020

 

Ved menighedsrådsvalget den 15. september 2020 blev følgende valgt til Augustenborg menighedsråd:

Dorte Falgreen Elsner Jensen

Birgit Holm

Inge Tyrrestrup

Jørgen Sandholdt

Kurt Christensen

Leif Hansen

Martin Benjamin Hughes Eiffert

 

Stedfortræder:

Thomas Myllerup

Thormod Skovgaard Andersen

 

Senest tirsdag den 13. oktober 2020 kan der indgives en kandidatliste underskrevet af 7 stillere, hvilket dermed udløser afstemningsvalg.

Der skal vælges 7 medlemmer til menighedsrådet, hvis funktionsperiode er fra 29. november 2020 – 1. december 2024. Kandidatlisten kan afleveres til Inge Tyrrestrup, Nørregade 18, 6440 Augustenborg eller Lotte Pernille Thomsen, Kettingvej 58, og kandidatlisten skal udarbejdes på en af Kirkeministeriet godkendt blanket jf. § 10 i cirkulære om afstemningsvalg ved valg til menighedsråd.