tirsdag den 1. december 2020

Prædiken til 3. s. i advent (Lukas 1, 67-80)

 Det ville være løgn at nægte, at man ind imellem kan blive umådelig pessimistisk med hensyn til den danske folkekirkes fremtid. Når man læser og hører om, hvad der arbejdes på, og hvordan der huseres med kirker og gudstjenester, forekommer det én, at den kirke, vi om få årtier vil have herhjemme, vil være en blanding af en forkromet underholdningsinstitution og et paragraffernes hjemsted.

Fremtiden skal – og kan man ikke - tage i ed, for ethvert menneske har udelukkende én opgave: at passe sit arbejde, og, hvor det er sat, lade fremtiden tilhøre Gud. Bekymringen er synden, siger den kloge Søren Kierkegaard. Og kampen mod fremtidsmagere og deres væsen hører således med til dagens pligt og opgave. Men pludselig kan det ske, at dette bliver klart på en helt anden måde, end man har forestillet sig, at usikkerhed og forvirring bliver afløst af et klarsyn og bevidsthed om pligten og opgaven netop nu, sådan som det skete for en kone i et vestjysk sogn, hvor der skulle vælges ny præst.


Hun var medlem af menighedsrådet, og kravene til den nye præst var i menighedsrådet mange og store. Hun har selv fortalt, at hun selv ikke rigtig vidste ud eller ind, for der var noget i det hele, som forekom hende forkert. Men helt præcist hvad det var, vidste hun ikke selv. For det lød så rigtigt og indlysende, hvad der på de forberedende møder blev sagt om nytænkning og aktualitet og indsats for de unge og meget mere.


Og da de indkaldte ansøgere mødte frem til prøveprædikenerne, blev hun om muligt mere rådvild, for hvordan afgør man, om en prædiken er god eller dårlig. En lidt genert ung ansøger sad efter gudstjenesten i samtale med menighedsrådet, og han blev af formanden – der åbenbart fandt ham for ”teologisk” – spurgt, om kirken var præstens eller menighedens kirke. Og den unge mand svarede lidt forsagt; at han nu altid havde ment, at kirken var Guds.


Og denne kone har siden fortalt, at dette svar var som en åbenbaring for hende. At pludselig forstod hun, hvad det hele drejede sig om. At kirken ikke handler om denne eller hin magtgruppes ejerskab, men at den er og skal være ét eneste: Guds kirke. At dér skal Guds ord lyde – og at alt andet er ligegyldigt.


Og når jeg nævner hende samtidig med den pessimisme, som man undertiden kan gribes af over for de mærkværdige kirkelige bestræbelser i dagens Danmark, så er det jo fordi, hun og hendes oplevelse forekommer at være billedet på det gamle Grundtvigs- ord: at ordet skaber, hvad det nævner.


Et ungt kejtet menneske stod fast, og det bevirkede, ja, jeg vil sige lidt dyrt; det bevirkede tro og mod.


Ordet skaber, hvad det nævner, og vi mennesker skal selvfølgelig ikke fordriste os til at sidestille vore ord med Guds ord, men alligevel fornemmer vi fra vort eget liv, at menneskeord ikke er ligegyldige.


Og det er måske det, som forekommer allermest påfaldende i dagens kirke. At det anses for ganske ligegyldigt, hvad der bliver sagt, bare der bliver sagt noget. En masse fromme ord, og også aktuelle ord kan blive fromme i den forstand, at de tiltaler og siger det, vi helst vil høre.


Men Guds ord er bundet til Gud, og Guds kirke er bundet til og af Guds ord. Er den ikke det, er den en menneskekirke, dvs. et bedrag over for ikke blot Gud, men lige så fuldt over for det menneske, der må leve af Guds ord, hvad enten mennesket véd det eller ej.


Jamen, hvad er så Guds ord, spørger vi, for der er jo videnskaben, der piller skriften i stumper og stykker og gør menigheden ganske forvirret i al sin umådelige klogskab. Og der er jo præsterne, der slås og strides, eller i hvert fald ikke er til at forstå, og der er jo som allerede nævnt alle ønskerne og drømmene om en kirke med betydning og indflydelse, sådan som vi ser det i de katolske og muslimske lande.


Hvad er så Guds ord, hvad siger det? Guds ord er det ord, som vi hører den gamle præst Zakarias lovprise. At Gud har forløst sit folk, at han ikke har glemt sin gamle hellige pagt, som han tilsvor Abraham. Med andre ord, Guds ord er ordet om syndernes forladelse ved barnet i krybben. Det så den gamle præst. Han lovpriste ikke Gud, fordi han havde fundet sin egen lille private gud med sit eget særlige budskab til ham, hvilket han ellers havde god grund til.


For denne gamle mand var det utrolige jo sket, at han og hans hustru, Elisabeth, i deres alderdoms dage havde fået en søn. Hvad havde været mere naturligt, end at lovprisningen havde drejet sig om hans egen store glæde over dette under?


Men nej, Zakarias lovpriser ikke Gud som sin private hjælper, for Guds store gerning var ikke den, at nu havde Zakarias og Elisabeth fået en søn, men den var, at Gud havde vist sig som den, han var, Gud Herren, der ikke glemmer sit folk, men husker på sin gamle pagt, som han tilsvor Abraham. At han vil rive menneskene ud af deres fangenskab under deres egne begæringer og drømme.


Og det er menneskenes håb, at Gud står ved sit ord. Gud glemmer ikke sin pagt med sine børn – om end han skjuler sig så godt - skjuler sig i et lille fattigt barn født i krybbe - så menneskene tænker, nu må vi se at gøre noget fint ud af ham. Hvorefter der huseres med gudstjenester og stilles an med krav om fornyelse og aktivitet. Og hvad er det andet end en dyrkelse af os selv og vor egen dyrkelse af Gud.


Og vi gør det mere i dag end nogen sinde før, for vi er jo et demokratisk indstillet folk, som mener, at jo flere vi har fået samlet, des mere ret har vi i vores foretagne - des mere har vi fundet Gud.


Men Gud lader sig ikke finde, det er derimod ham, der finder os, og kommer til os – ikke som en tak for alle vore anstrengelser og fromme aktiviteter, men som den, han er - trofast mod sit vantro folk. Til det sendte han sin søn - han som ikke vidste af andet end at være tro mod sin faders vilje. Jo, Guds ord er, at Gud er Gud og vil være det for dig. Og det var vel egentlig, hvad den kejtede embedsansøger holdt sig til, at kirken er Guds og således slet ikke nogen andens, hvormed han jo fik sagt, at kirken er ikke en legeplads, men er dér, hvor vi som en anden Zakarias må lovprise Guds inderlige barmhjertighed, som aldrig fortryder sin nådes pagt med sit folk.


Og det er det, vi holder kirke på - i taknemmelighed mod denne trofasthed – på ordet om syndernes forladelse, som er, at et lille barn tog på sig, hvad du og jeg er skyldig at gøre; at være lydig mod Guds vilje. Det forkyndte og lovpriste den gamle præst, og det er enhver ny præst også skyldig at gøre. At Gud er trofast og står ved sit ord, som skaber, hvad det nævner, hvorfor vores trofasthed er at stole på det ord. Og hvilken frihed er det ikke, at vor egen selvbestaltede fromme foretagsomhed og huseren intet tæller i forhold til Gud. Men hans trofasthed alene gør det. Den trofasthed gør, at kirkebænken er et fredet sted, hvor enhver der sidder i mørke og dødensskygge – og hvem gør ikke det - er sikret at kunne høre dette frisættende ord og slippe for selvprofilerende hjemmestrikkede profetier.


Og det kan hænde, at dét må der kæmpes for, og det var dét, konen, jeg indledte med at nævne, pludselig forstod; at et fristed var ved at blive taget fra hende. Det fristed, der er vor hjælp i al vor nød, vor trøst i liv og død, o Gud, i hvor det går, lad dog mens verden står, det i vor æt nedarves. 


Amen


mandag den 21. september 2020

Resultatet af menighedsrådsvalget den 15. september 2020

 

Ved menighedsrådsvalget den 15. september 2020 blev følgende valgt til Augustenborg menighedsråd:

Dorte Falgreen Elsner Jensen

Birgit Holm

Inge Tyrrestrup

Jørgen Sandholdt

Kurt Christensen

Leif Hansen

Martin Benjamin Hughes Eiffert

 

Stedfortræder:

Thomas Myllerup

Thormod Skovgaard Andersen

 

Senest tirsdag den 13. oktober 2020 kan der indgives en kandidatliste underskrevet af 7 stillere, hvilket dermed udløser afstemningsvalg.

Der skal vælges 7 medlemmer til menighedsrådet, hvis funktionsperiode er fra 29. november 2020 – 1. december 2024. Kandidatlisten kan afleveres til Inge Tyrrestrup, Nørregade 18, 6440 Augustenborg eller Lotte Pernille Thomsen, Kettingvej 58, og kandidatlisten skal udarbejdes på en af Kirkeministeriet godkendt blanket jf. § 10 i cirkulære om afstemningsvalg ved valg til menighedsråd.

mandag den 7. september 2020

Prædiken til 8. s. e. trin.

 

Som præst kan man sommetider – når man tager imod folk, der henvender sig til én ansigt til ansigt– få en fornemmelse af afmagt og hjælpeløshed. For hvad har en præst at tilbyde mennesker? Går de til lægen, så kan han trække på sin sagkundskab og stille diagnoser og ordinere medicin til behandling af sygdomme, går de til socialrådgiveren kan han iværksætte aktiveringer og tilbyde sociale ydelser. Men præsten, hvad har han? Ja, også han har selvfølgelig visse borgerlige gøremål og en form for assistance at byde på. Han vier og begraver, han døber og holder gudstjeneste.

Men når det kommer til stykket, hvad har han så at give mennesker? Nej, vel – tilsyneladende ikke meget? Og det er vel også derfor, at så forholdsvis få går til ham om hjælp? I hvert fald hvis vi sammenholder med de tusinder, der op- søger lægen eller socialkontoret eller psykologen eller andre sagkyndige, der står parat med hjælp.

Hvad skal vi med præsterne, hvad skal vi med kirken? Sådan spørger folk, og man kan godt forstå dem. For hvilken nytte, sådan håndgribelig nytte, er kirken til? Se, det er, så vidt jeg kan se, dette spørgsmål, der bevirker, at kirken helt ustyrligt ivrer efter at vise nytte og værdi. Det er ud fra dette spørgsmål, at man vil understrege, hvor vigtig og værdifuld kirkens gerning er for mennesker.

Det er ud fra dette spørgsmål, der fra kirkeministerium, fra stift og provsti og sognenes side slås på tromme for kirkens åh så betydningsfulde indsats. Der ringes med klokker for kloden og krigen og de rødhårede og corona, der udfærdiges logoer og badges, der tales stolper op og stolper ned om kirken som en bærende kraft, der kan ikke måles. For vi skal være klar over, siger alle de, der føler sig drevet til at dokumentere kirkens værdi, sandelig siger de, kirken er nyttigere end alt andet end det, der kan måles og vejes.

Ikke sandt, en skat i himlen er den ikke mere værd end nok så store skatte på jorden? Jo, i dag har kirken travlt med at gøre sig nyttig. Den kæmper en kamp for sin eksistensberettigelse med alle midler. Der appelleres til yderligere anstrengelser, for at kirken kan gøre sig gældende mellem alle dem, der allerede står på parat for at hjælpe og lette livet for menneskene.

Derfor alle disse specialpræster, sygehuspræsterne og fængselspræsterne. Derfor præster med speciale i voksensorg og børnesorg, i grøn teologi, eller diakoni, i skole-kirke arbejde osv. osv. Alle disse kristelige specialister skal understrege, at også kirken har sit speciale – sin helt specielle skræddersyede hjælp at komme med, og derfor sin eksistensberettigelse. Og vi må forstå, at hjælpen er sket i kraft af Jesu Kristi navn.

Det er om dette, prædiketeksten handler i dag. Mange skal sige til mig på hin dag: ”Herre, Herre, har vi ikke profeteret ved dit navn, har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ”Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I som øver uret!”

Dette med nytten, med udbyttet, det er jo vor tids religion, det er vor tids herre og har nok altid været menneskers religion i mere eller mindre grad. Men på det sted hører evangeliet ikke hjemme. Alt, hvad der hedder nytte og udbytte, alt, hvad der hedder særlige kristelige gerninger og kræfter, det har intet med evangeliet og kirken at gøre.

For at vende tilbage til, hvor jeg begyndte: Kun dér, hvor præsten er, ansigt til ansigt med et menneske, dér er kirken i funktion. Hvad har vi at give hinanden, når det kniber? Selv lægens og socialrådgiverens hjælp har jo sin grænse, når det kommer til stykket. Så hvad har mennesker at give hinanden, når det kniber?

Ja, lige netop dér, på dette sted, er det, at evangeliets alvor melder sig. Dér, hvor al menneskelig specialhjælp er kommet til kort. Hvad har mennesket at give hinanden, når det kniber? Evangeliet svarer, at lige dér, har kirken sin plads, lige dér har præsten sin plads. For evangeliet siger, at lige dér er mennesket og kirkens sande plads. Lige dér, hvor al tale om nytte og effekt og gevinst viser sig at svinde ind til ingenting. Evangeliet siger, at i livet drejer det sig ikke om mere eller mindre, men om alt eller intet, for her drejer det sig om liv eller død, om tro eller angst, om håb eller fortvivlelse.

De, der mener, at kirkens og præstens eksistensberettigelse er at reklamere for institutionen, som en instans, der kan konkurrere med alle de andre professionelle hjælpere, der i forvejen tilbyder borgerne deres assistance, de har ikke forstået evangeliets radikalitet. Ja, de tager faktisk evangeliet fra mennesker.

For evangeliet vil ikke forsøge at foregøgle sig et særligt speciale eller en særlig evne, men evangeliet sikrer derimod, at der er et sted, hvor al sagkundskab, al nyttebestræbelse, alle tanker om synlighed ikke gælder. Ja, præsten og kirken skal sidde uden sagkundskab og uden særlige hjælpemidler, så enhver, der er kommet til kort her i livet, har et sted at gå hen, hvor hans nød respekteres i yderste forstand på lige fod, fordi han ikke møder én, der mener sig ovenpå og bedrevidende i forhold til livet.

Hvad er der nemlig tilbage, når alle forklaringer er sluppet op, når titler og popularitet og gode miner viser sig at være værdiløse? Hvad er der tilbage, når der kun er angst og bekymring i livet? Ja, hvad er der tilbage?

Der er kun mennesket selv tilbage, en person af kød og blod, et menneske uden succes og overskud, uden den gode vilje og uden egenskaber eller fortjeneste. Der er kun mennesket tilbage. Mennesket med det og det navn.

Og netop dette menneske, slet og ret, er det, Gud elsker. Mennesket, som blot er. For hvad har vi at give hinanden, når det kniber? Kun os selv. Successen og underholdningen, alt det, der kildrer ørerne og forfængeligheden – intet af alt det, vi til daglig dyrker og beundrer – kan vi ty til, når lokummet brænder, men kun det enkelte menneske, som det er.

Og lige dér er livets sted. For alt andet er udenomssnak og gøgl og forfængelighed. Kun én indsats er noget værd, siger evangeliet os, og det er den indsats, som ingen indsats er, fordi det er at være sig selv.

I himmerige er den mindste den største, toldere og skøger går forud for alle begavelser og supermennesker. Dette er evangeliets tale, at sådan er det sande møde menneske og menneske imellem. Evangeliet taler aldrig om nytte, for kun én ting bestod Jesu gerning i: At han gav sig selv. Det var hans tro. Han havde intet specielt at øse af, han havde kun sig selv og sit eget liv, som gave.

Og på det samme sted – på den samme grund – anbringes vi af Gud ved evangeliet. Og han gør det ved at kalde os ved navn: Du, Peter, eller du, Poul, det er dig, der tilhører mig, ikke dine evner eller din succes eller din begavelse. Nej, dig selv uden gøgl og pjat og pjank.

Derfor er kirken og præsterne ikke noget specielt og har intet speciale at tilbyde. Derfor skal præsterne strunte i successen og populariteten, fordi der skal være et sted, hvor et menneske kan være sig selv. For livets grund er at være menneske, sådan som vi nu engang er. Eller vi kunne også sige: Gud elsker synderen. For det er, hvad det betyder, det er, hvad der ligger i ordene, at Gud er nådig og god.

Nej, at vi intet har at give hinanden andet end os selv, det er, hvad kirken og præsten er sat til at vidne om og bære vidnesbyrd om. Og derfor er det, som det skal være, når kirken ingen nytte gør. For det skal den heller ikke. Men den skal vidne om sandheden, om Gud, der kalder hver eneste én ved navn. Og hvor var vi henne, hvis han ikke gjorde det?

Amen


mandag den 15. juni 2020

Kristi Himmelfartsdag


Jeg var til konfirmation sidste år i Aarhusområdet. Og dette at kunne komme i kirke som almindelig kirkegænger og bare sætte sig på kirkebænken og lytte, det er noget, en præst godt kan se hen til, ja, man kan faktisk se frem til det i mange uger i forvejen. Men igen gjorde jeg den opdagelse, som jeg før har gjort, at det hele forekom mig at være snyd.

Jeg tænker ikke på den lidt urolige gudstje neste, en konfirmation ofte er. Det kan man godt abstrahere fra, men jeg tænker på det, jeg som deltager i gudstjenesten blev spist af med sammen med de øvrige kirkegængere. Jeg tænker på de tomme ord, dvs. på alle ordene, som en moderne kristenhed fodres med, og som ikke kan andet end vække lede, skønt ordene er afgørende.

Fred, glæde, nåde, tilgivelse – og frem for alt: kærlighed. Som en lind strøm flød de ud over os sagesløse deltagere, de ord, som hvis de ikke bliver hængt op på noget, hvis de ikke bliver holdt fast af noget, da bliver netop kun ord.

Tomme og golde ord, der nærmest bliver en hån mod de tilstedeværende, fordi det netop er ord, der i deres indhold er vægtige og afgørende, og derfor ikke ord, man bare sjakrer med og lader munden løbe med. For så mærkeligt er det, at de afgørende ord kan blive til deres egen karikatur – de kan blive en hån mod sig selv ganske uanset, om de er korrekte og teologisk uangribelige.

Alle ordene, jeg hørte både i talen til konfirmanderne og prædikenen, de var for kristendommen afgørende og centrale, men her blev de blot prædiket ud i den blå luft, for de var anvendt, som en bordtaler anvender dyre begreber, de gik kun på menneskeben, de var blot små moralske hip og sentimental tale. Fred, glæde, nåde, tilgivelse – og som sagt ikke mindst kærlighed (jeg tror dette ord blev nævnt 40 gange), disse ord fløj os om ørerne, indimellem legitimeret af ordet Gud, som dog aldrig blev nærmere konkretiseret. Han kunne lige så godt have været Allah eller Buddha og ikke nødvendigvis Vor Herre Jesu Kristi fader, som forlader syndere – også selvom de er konfirmander. Derfor ligegyldige ord, for hvad siger de, hvis ikke de holdes fast af den, der alene kan sige dem, og hvis de ikke holder den fast, som de taler til?

Eller sagt på en anden måde: De kristelige ord bliver tomme og golde og lede, når de får lov til at gå på egne ben. Kun som Guds ord har de mening og fylde, kun holdt fast af ham, som er i himlen, er de afgørende for den, som er på jorden. Fjernet fra den sammenhæng er de en hån og professionalisme – tomme, golde, døde.

Og det er det, Kristi Himmelfartsdag handler om. Det er det, Kristi Himmelfartsdag holder fast. At Gud er herren, vi er tjenere. At hans ord er hans og ikke vort. Der er en afsender og en modtager, som ikke kan negligeres.
For Kristi Himmelfart fortæller, at han, som havde færdedes blandt mennesker, han var kommet fra himlen – dvs. fra Gud – for at stille sig ved siden af mennesker og dele deres afmagt og elendighed med dem og derfor også dele døden med dem – at han nu farer til himlen igen.
Og begge dele både hans jordiske liv og hans himmelfart er hans kærlighed til mennesker. Både dette, at han ikke var for fin til at dele med os, hvad vi står i af elendighed og nød – dette at han ikke var hævet over noget af det, vi er underlagt – og dette, at han igen trækker sig tilbage, det var hans kærlighed, sådan ser den ud.

Det er den eneste måde, kærligheden ytrer sig på, at den helt konkret er solidarisk. Solidarisk med vores helt konkrete og jordiske og kødelige verden. Og evangeliet hævder således, at kærligheden alene hører Gud til, og at Guds kærlighed ytrer sig på denne enkle og enfoldige måde.

Kærligheden er altså ikke et ord ud i den blå luft, for kærligheden er ensbetydende med troskab, en troskab, en trofasthed, som overgår enhver forstand, fordi den helt og aldeles sætter hensynet til sig selv til side. Og derfor kan der kun tales om Guds kærlighed, som den helt konkret har ytret sig i Jesu liv og ord, i hans færden blandt mennesker.
Og det, at han Kristi Himmelfartsdag trækker sig tilbage fra det konkrete jordiske liv med mennesker, betyder præcis det samme. Det betyder nemlig ikke, at han nu trækker sin trofasthed tilbage, men at han hæver den over tid og sted, at han med et højtideligt ord gør den til evighed. Kristi Himmelfart bety der, at nu gælder kærligheden al folket indtil verdens ende. At han trækker sig tilbage betyder, at han for alvor stadfæster, at kærligheden er hans.

Og hvem er det så, denne Guds kærlighed gælder? Ja, den gælder, som vi hører i evangeliet, de vantro. Den er rettet mod mennesker, der – i disciplenes skikkelse – altid må stille sig måbende og undrende og krævende over for Gud. Det er dem, han er tro mod. Ikke mod en særlig slags mennesker med særlige trosevner. Nej, de vantro disciple – og dvs. enhver af os – os er det i al vores vantro og alle vores spørgsmål og alle vores krav, Kristi troskab gælder.
Og også for os mennesker får kærligheden et helt konkret indhold, for de vantro bliver sat i arbejde. Sådan ytrer altså Guds kærlighed sig, at den er tro mod det konkrete menneskeliv, at den holder ud i evighed, og at den ikke er sentimental og stryger med hårene, men sætter os meget nøgternt og jordnært i arbejde. Det er jer, sølle og vantro mennesker, der skal udføre min gerning. Det er ikke de storslåede og sikre mennesker, nej, det er jer, siger han til disciplene.

Og hvad mere er; det er sådan, Gud er nådig mod jer, det er sådan, han skænker syndernes forladelse, ved at sætte synderen i tjeneste. Ikke ved at være god og rar og sentimental og følelsesfuld, men ved netop at sætte syndere til at bestille noget. Og skulle vi sige, hvad der altid er mest bekvemt at sige, nemlig at det har vi ikke kræfter til, så lyder hans ord, at det skal jeg nok sørge for. Det er mig, der sørger for det mirakuløse, at du kan passe din opgave – hvad du har at gøre er blot at gå til din opgave.

Det er sådan, nåden ser ud – tilgivelsen – at du sølle vantro menneske med al din selvoptagethed og fejhed bliver sat i arbejde. Og det vil sige, at du bliver pillet ned fra det at skulle være noget andet og finere end en almindelig arbejder. Og det er nådigt ikke at skulle være andet.
At Kristus fór til himmels betyder, at hans troskab, hans befaling, gælder ikke blot nogle jødiske mænd for snart 2000 år siden, nej, det gælder enhver til enhver tid på ethvert sted.
Men hvad gør vi mennesker? Vi hugger både hans gerning og ord og gør dem til fromme fraser, som vi professionelt slynger omkring os uden hverken afsender eller adresse. Bare sådan ud i den tomme luft i stemningens overdrev. Og hvad sker der med Kristi gerning og ord? Der sker det, at de forsvarer sig selv ved at blive ganske tomme og golde og ligegyldige. Præcis lige så ligegyldige som politikerens ord, når han automatisk messer dem gang på gang uden hverken mening eller indhold.

Nej, kærligheden, den hører Gud til, og ve den, der forsøger at fortie eller forplumre det. Og Guds kærlighed gælder forunderligt nok vantro og syndere, og ve den, der forsøger at lyve om det. Ve den, der forsøger at lyve om, at det er os, der er vantro og syndere, os, der ikke vil nøjes med at tro.

Syndernes forladelse er derfor alene dette, at vi uanset tid og sted følges af Guds befaling til os om at tjene og arbejde, og ve den, der forsøger at gøre syndernes forladelse til følelse og stemning og således slippe for at skulle tjene.
Og glæden er, at Guds ord til syvende og sidst forsvarer sig selv ved at gøre sig dødt, når vi mishandler det. Således holdes det fast, at kun én kan give kraft – nemlig Gud selv. Det var derfor, han forlod denne jord, for fra sin himmel at komme til os i sit ord og følge os nødstedte og vantro gennem livet.

Amen


tirsdag den 10. marts 2020

Zakæus (Prædiken til 2. s. e. helligtrekonger)

Den lille mand Zakæus er blevet verdenskendt og en historisk skikkelse, fordi han kravlede op i morbærfigentræet. I dag, snart 2000 år efter at det skete, sidder mennesker og hører om ham. Mon ikke vi roligt kan sige, at det havde han ikke regnet med. 
Og så er det forresten slet ikke ham, der er hovedpersonen i fortællingen – han er kun anledningen. For hvad er det, vi har for os i denne fortælling? 
Jo, lad os kalde fortællingen et øjebliksbillede fra en tid længe før kameraets opfindelse. Vi kunne også kalde fortællingen en talefilm fra en tid længe før, der var udtænkt noget så teknisk raffineret. 

Ofte hører man det spørgsmål formuleret: ”Hvad har kristendommen med menneskers dagligdag at gøre? Den daglige verden, som mennesker lever i, er helt anderledes end den verden, kristendommen taler om. Måske kunne kristendommen sige folk noget i gamle dage, men det moderne menneske har ikke brug for den og forstår den slet ikke. Vi er jo i dag nået langt videre, vi er blevet mere oplyste, og videnskabens fremskridt gør os langt mere rustet mod overtro og banale religiøse forestillinger”.

Mon dog? Egentlig forekommer det mig, at netop overtroen har mere end kronede dag her i det 21. århundrede. Nej, det øjebliksbillede af manden, der kravler op i et træ for at se dette omtalte menneske drage forbi, kunne udmærket stamme fra vore dage.

Lad os tage billedet af ham som et billede på, hvordan vi mennesker er og altid har været. Dette billede af en lille og tvivlrådig og usikker og spørgende sjæl, der nok har lært en masse rigtigheder udenad, og som véd en forfærdelig masse, ja, som måske også har tjent en pæn lille slump penge på mere eller mindre hæderlig vis, men som trods alt dette ikke er kommet et skridt videre.
Ofte var det blevet lovet ham, at når bare han anstrengte sig nok, når hans forhold var blevet stabiliserede, og når han havde fundet noget at bygge sit liv på, så ville han have fundet sig selv og være blevet et harmonisk og lykkeligt menneske. Ikke sandt, vi kender talen! Der er også i vore dage nok, der lover noget tilsvarende, nok der leverer denne overtroens tale om, at når bare du finder dig selv, når bare du finder de rigtige knapper at trykke på, så forandrer verden og livet sig totalt. Vi kender tendensen, og vi kender alle dens disciple, der kan lektien udenad og som så gerne vil velsigne alle med den. Vi kan møde dem alle vegne – også i kirken. De ved besked om, hvordan verden skal frelses, de ved, hvordan alle problemer skal klares, nemlig ved at man altid følger dem i halen.

Men Zakæus, dette lille usikre og småbekymrede menneske, kryber i skjul for den slags. Han hører pænt på, hvad der siges, men går alligevel tomhændet hjem. For der bor noget i ham – han ved ikke selv hvad – men der bor noget utilfredsstillet, noget fortvivlet i ham, som han ikke kan komme til rette med. Livet er ikke så nemt at komme om ved, som det synes at være for alle disse eftersnakkere og patentprofeter. Og så farer den lille mand rundt i tilværelsen – slutter sig snart til psykologens forklaring om at tage sit opgør med forældrene og barndommens lidelser, eller han kaster sig over en politisk ideologi, som har svaret på al uretfærdighedens årsag, eller han sætter alle sejl ind på at stige i graderne og med en god årsløn sikre sig og sine nu mange årtier frem. Og sådan går hans liv, som i almindelighed ender i ingenting andet end lidt skuffelse, lidt mismod, lidt bitterhed. Og han slår sig til tåls med, at det ikke kan være anderledes.
Ikke sandt, sådan er livet; der er ikke hold i det, det er bare en strøm, der glider ad tilfældige veje, og menneskene trasker lettere mismodige lidt ad den ene vej og lidt ad den anden vej. De går ikke som sådan med det udenpå, og de kan måske ikke selv sætte ord på det, men inden i dem bor denne håbløshed, dette mismod: Dette, at der ikke er noget ved nogen ting – ikke sådan for alvor -, der er ikke noget at vente på – alt er gråt.

Men så langt var vor lille ven i dag, Zakæus, ikke nået endnu. Han havde endnu en vis nysgerrighed og forventning i behold. NU ville han se den mand, han havde hørt om, og da han var så lille af størrelse, måtte han op i træet. Og så skete der altså det, at denne mand indbød sig selv som gæst i hans hjem.
Hvorfor mon? Ja, ingen ved det. Men det gjorde han altså. Han gjorde det bare, og det er faktisk hele historiens indhold. Han gik ind til et menneske, han ikke kendte – et ganske dagligdags menneske, som bare havde villet se ham, der taltes så meget om. Der står intet om Zakæus´ motiver, der står intet om Jesu motiver, for det behøves ikke. Øjebliksbilledet siger dette ene: Jesus gik ikke forbi ham, der søgte ham. Sådan er han, vil billedet sige os. Ja, dette er hele hans gerning. Han kommer selv, han skal ikke hentes eller findes, han stiller ikke betingelser, han foretager ingen forundersøgelser, han skal ikke indbydes, han indbyder sig selv.

Således kom han, og således kommer han. For det er hans vej, og det er hans gerning, at han kommer til det lille menneske, som der intet fint eller dyrt er ved, det som intet er. Vi stilles over for et hverdagsbillede uden fanfare. Sådan er han kommet til jorden uden andet ærinde end at komme og tage ind hos menneskene dér, hvor de bor. Han spørger ikke forud, om de nu er parate. Og dér, hvor han kommer, dér siger han bare én ting, han siger: ”I dag! I dag er jeg hos dig, i dag er der kommet frelse til dette hus, for jeg er i dag kommet til dig dér, hvor du bor, i din grå og meningstomme hverdag. Ikke i det liv, der lykkes, men i det liv, der mislykkes, eller som hverken lykkes eller mislykkes, men som blot er, som det er, hverken lyserødt eller helt gråt. I dag er frelsen kommet til dette hus, bare fordi jeg er i det”.

Hvem var dog han, der kunne sige sådan? Som sagt, det var ham, der bare var den, der kom for at komme. Livet delte han med os, dette liv, som er vort liv, dødens liv – ikke det sejrende, harmoniske og lykkelige, men livet, som livet er – uden glans og herlighed. Zakæus blev så glad, at han tilbød at forære halvdelen af sin formue bort og erstatte firedobbelt, hvad han måtte have snydt nogen for. Sådan reagerede nu han. Det væsentlige er, at han reagerede, og ikke hvordan han reagerede. Han blev glad, ganske enkelt, og så ved man aldrig, hvad man kan finde på.

Og hvorfor blev han glad? Fordi han fik en gave, han ikke havde ventet og slet ikke fortjent: Han, den lille mand, som hverken vidste ud eller ind, og som aldrig rigtig havde kunnet finde sine egne ben at stå på, og som blot var et ganske almindeligt hverdagsmenneske, han havde fået besøg og havde hørt dette ”i dag”. Og med dette ”i dag” var Gud kommet til ham. Guds rige lå ikke langt borte, men det var hans her og nu.
Og det øjebliksbillede skal sige os nøjagtig det samme i dag. Zakæus, det er nemlig dig og mig. Zakæus er os, det lille usikre, ængstede menneske. Til det siger vor Herre ”i dag”. Thi menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte. I dette ord: I dag! er Gud selv hos os. Det er det hele, men det er også alt, det er frelsen fra alle utopierne, alle religionerne og de politiske og filosofiske og psykologiske teorier, der siger i morgen, når du en gang er kommet oven på.
Amen






onsdag den 4. december 2019

Prædiken 3. s. i advent


Jeg har altid haft ondt af den stakkels Johannes. Ikke fordi han blev fængslet, skønt han var ganske uskyldig. For hvad havde han gjort andet end at prædike andet end det, han troede var sandt. Selvfølgelig var det slemt nok at sidde i fængsel på ubestemt tid og uden nogen egentlig anklage, bare lukket inde, fordi man er i vejen for magthaverne. Selvfølgelig er det slemt, og selvfølgelig burde alle den tids Amnesty Internationals havde protesteret mod en sådan uretfærdighed.
Men én ting havde Johannes dog med sig i fængslet, og det var sin tro. Det, han havde prædiket, det havde han med, og så længe han havde troen, var det ikke helt galt, for så var der dog en mening med at lide. Det er først i vores såkaldt oplyste tider, at troen populært sagt er blevet noget, man skal have belønning for, og som skal føre til fred og trivsel og fordragelighed – og hvad ved jeg. Nej, jeg går ud fra, at Johannes var klar over, at tro er ikke noget, man anskaffer sig på beregning, men den er tværtimod noget, man ikke kan blive fri for, fordi man er i nødstilstand og ikke kan undvære den, selvom man var friere stillet uden den. Det har altid været lettere at løbe med flokken end at stå på sine egne ben. Men troen sætter altid én dér, hvor man er alene.
Nu var han altså sat så alene, som et menneske kan sættes. I fængslet uden udsigt til løsladelse. Men ét havde han, og det gav fængslingen mening, han havde den tro, han ikke havde kunnet slippe. Men nu kommer det, som gør, at jeg har ekstra ondt af ham – som han sidder der i sin fængselscelle: Han er ved at miste troen, den tro, der drev ham ud i ørkenen uden tanke på udkomme eller fordele, den tro, der fik ham til at tale skarpe og strenge ord til de rige, men som også fik den jævne mand til at opsøge ham for at døbes af ham – antageligt ud fra en instinktiv forståelse af, at her stod en sand småfolkenes talsmand, som lovede en fremtid for dem, der menneskeligt set ingen fremtid havde.
Nu sad han der så ene og kom i tvivl. Var det sandt, hvad han havde lovet de små? Var hans tro sand eller var den falsk? – Var den indbildning, en illusion? Intet er så frygteligt for et menneske som at falde i virkelig tvivl, intet er så frygteligt som at miste al grund under fødderne – alt det, man gik ud fra var urokkeligt. I vore dage kalder vi det for en depression, og den kan komme som en bølge over mennesket og kvæle ham. Alt har mistet sin mening, alt er mørke, alt skrider sammen. Sådan faldt den stærke troens kæmpe i tvivl, netop da han allermest trængte til troen.
 Som sagt, jeg kan ikke andet end fyldes af medlidenhed, og det selvom der også er en trøst i at vide, at når det kan gå således for sådan troens mand, hvor meget kan jeg så ikke forstå, at det kan ramme enhver af os. 
Anderledes sagt, jeg kan genkende mig selv i Johannes´ skæbne. Han var altså et menneske og ikke et religiøst overmenneske. Når selv han kunne falde i tvivl, er det menneskeligt, at enhver kan det. Men ondt af ham, det har jeg, skønt jeg ikke er kommet til det, der for alvor fylder mig med medlidenhed.
Lad os nu først høre, hvad han gjorde for at komme ud af sin tvivl. Det lykkedes ham at sende bud til ham, han havde døbt, og som skulle være den, der skulle komme og opfylde troens håb. Sig os det rent ud, er du virkelig den, der skal komme?
Angsten og tvivlen lyser ud af spørgsmålet – og derfor havde Jesus her for alvor mulighed for at trøste en fortvivlet, her var der, synes jeg, brug for et åbent og klart og utvetydigt: Ja, hils Johannes og sig, at han skal ikke tvivle, for jeg er den, han ventede.
Men Johannes får ikke dette utvetydige svar. Ingen ren og klar besked. Vist så, han får et svar, men det er et svar, der overlader til Johannes selv at afklare sig. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op, evangeliet forkyndes for fattige, og salig er den, der ikke forarges på mig”. Det var svaret.
Umiddelbart satte dette svar kun Johannes i ny tvivl, for det er jo, som om Jesus sagde: “Du må selv om, om du vil tro mig”. Var det ikke at føje spot til skade, at Jesus ikke gav ham et klart og åbent ja i hans nød. Hvorfor sagde Jesus ikke: “Ja, jeg er den, der kommer”, i stedet for at sige: “Det må du selv finde ud af?”
Kan vi ikke ynke den stakkels tvivler, som ikke kan få klar besked? Prøv at lade spørgsmålet stå et øjeblik, og lad mig i mellemtiden ridse den samme situation op i en nutidsklædning. I vor tid er en af hovedanklagerne mod kirken og kristendommen den, at vi får aldrig ordentlig besked. Det er jo som om, siger man, at der ingen tro er i kirken. Nej, se bare til sekterne, Jehovas vidner og pinsebevægelsen eksempelvis, de tror da virkelig. De kan sige præcis, hvad vi skal tro og gøre. De tror på Biblen, de tror på det, de siger. Men kirken, og det betyder præsterne (som om det er dem, der er kirken), kirken, den har ingen standpunkter. Den siger os ikke noget. Med andre ord, det moderne menneske vil gerne tro, men kirken giver det ikke noget at tro på. Anklagen er velkendt. Tvivlen ligger uden for enhver mands dør og derfor stilles der krav om klar og utvetydig besked. Kirken må da selv tro på det, den siger, og derfor kunne sige os andre, hvad vi skal tro på.
Jo, Johannes´ situation er os ikke fremmed. Johannes fik intet utvetydigt svar, ingen klar besked. Hvorfor ikke? Fordi Gud vil troes som Gud. Netop troes, derfor kalder Gud på menneskets egen afgørelse, han springer ikke mennesket over og afleverer en lektie. Eller man kan sige, Gud udleverer altid sig selv alene til troen. Og tro er ikke en færdig størrelse, men den er noget, der stadig bliver til, den skabes stadig på ny, fordi – ja, læg vel mærke til det – fordi troen kun er til for tvivleren. Jesus sendte bud til Johannes med en skildring af sig selv og sin gerning, og således fik Johannes ikke et færdigt svar, ikke en lektie at lære udenad, men han gav ham noget at tro på. Netop noget at tro på – han så at sige kaldte troen frem hos ham ved sit upræcise svar.
“Salig er den, der ikke forarges på mig, dette siger jeg dig, for det er hele min gerning at sige dette til enhver”. Jo, Jesus pegede på sig selv, ikke på sin personlighed, men på sin gerning, og sådan skænkede han Johannes troen. Og anderledes får intet menneske troen. Hver søndag må vi høre ordet om Jesu gerning. Og det selv om vi så meget hellere vil have klar besked. Det selv om vi hellere vil have en kristelig lektie at løbe med. Men på den måde, eller på den vej, finder vi aldrig Gud, for Gud vil troes fra dag til dag fra øjeblik til øjeblik – han er nemlig en levende Gud og ikke en død Gud. Han hører ikke hjemme i kolde beregninger eller fromme gerninger, han er dog, Gud være lovet, Gud og ikke en maskine. Og derfor kommer han til os i dag, som han gjorde det den gang i ordet om Jesus, han som døde og opstod for vor skyld. Andet er kirken ikke, og andet må den heller ikke være end dette ords forkyndelse, for således skænker Gud os sig selv, således giver han os tvivlere troen på ny. Som Jesus gav Johannes sig selv.
Amen


tirsdag den 10. september 2019

Retfærdighed (Prædiken til 6. s. e. trin.)

Hvad var det for et emne, alle partier i den nys overståede valgkamp kunne blive enige om at ville kæmpe for? Hvad var det for et emne, der gav dem alle lidt ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det var retfærdigheden? Kampen for retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. 
For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vores side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner kz-lejre og Gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.

Så langt er vi ikke gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over spærregrænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en retfærdig flygtningepolitik.

Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede. Jo, retfærdigheden ruller i vore årer, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om at være mest retfærdig. Derfor skulle man også tro, at disse Jesu- ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der kæmper for retfærdigheden.

Men sådan forholder det sig imidlertid ikke.
Og det er nu ikke så mærkeligt endda, fordi her tales om to vidt forskellige former for retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre. Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den; den jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende dobbelt i sig. Nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.

Men se, det er fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde godhedens glorie.

Ja, sådan ser altså den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus stiller over for Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.

Og derfor er der et spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes?

Mener han, at disse folk ikke er retfærdige nok, mener han vi skal tage os sammen og yde meget mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det, han mener? Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det som vi anser for retfærdighed?

At ”overgå” vil jo sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver i sær skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed. Ja, de er udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok eller ej.

Farisæerne og de skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente, at gå på Guds vej – og dér går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden derfor er vejleder på.

Nej, hvis du vil kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hånden i stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv således, at du kommer til at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv og tænk på din bror.
Sådan er Guds retfærdighed.

Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et spørgsmål om alt eller intet.

Den er ikke noget, vi kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.
På samme måde, som den kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillig mod vor modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.
Han, som hører ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ram forbi. Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vores retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.
Men Jesu ord er ikke et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud med. Vi kan ikke på denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige. For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan ingen. Derfor: Enhver der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.

Vi er med andre ord hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor kun ét at gøre: at tro Guds retfærdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er saligheden for enhver synder.
Amen