Der er gudstjeneste med altergang på søndag den 24. januar i Slotskirken kl. 10.00.
Gudstjenestens varighed er de anbefalede 30 min., og der er salmesang, hvis det er forsvarligt.
Elisabeth K. Jensen, sognepræst Augustenborg
Der er gudstjeneste med altergang på søndag den 24. januar i Slotskirken kl. 10.00.
Gudstjenestens varighed er de anbefalede 30 min., og der er salmesang, hvis det er forsvarligt.
Elisabeth K. Jensen, sognepræst Augustenborg
Det ville være løgn at nægte, at man ind imellem kan blive umådelig pessimistisk med hensyn til den danske folkekirkes fremtid. Når man læser og hører om, hvad der arbejdes på, og hvordan der huseres med kirker og gudstjenester, forekommer det én, at den kirke, vi om få årtier vil have herhjemme, vil være en blanding af en forkromet underholdningsinstitution og et paragraffernes hjemsted.
Fremtiden skal – og kan man ikke - tage i ed, for ethvert menneske har udelukkende én opgave: at passe sit arbejde, og, hvor det er sat, lade fremtiden tilhøre Gud. Bekymringen er synden, siger den kloge Søren Kierkegaard. Og kampen mod fremtidsmagere og deres væsen hører således med til dagens pligt og opgave. Men pludselig kan det ske, at dette bliver klart på en helt anden måde, end man har forestillet sig, at usikkerhed og forvirring bliver afløst af et klarsyn og bevidsthed om pligten og opgaven netop nu, sådan som det skete for en kone i et vestjysk sogn, hvor der skulle vælges ny præst.
Hun var medlem af menighedsrådet, og kravene til den nye præst var i menighedsrådet mange og store. Hun har selv fortalt, at hun selv ikke rigtig vidste ud eller ind, for der var noget i det hele, som forekom hende forkert. Men helt præcist hvad det var, vidste hun ikke selv. For det lød så rigtigt og indlysende, hvad der på de forberedende møder blev sagt om nytænkning og aktualitet og indsats for de unge og meget mere.
Og da de indkaldte ansøgere mødte frem til prøveprædikenerne, blev hun om muligt mere rådvild, for hvordan afgør man, om en prædiken er god eller dårlig. En lidt genert ung ansøger sad efter gudstjenesten i samtale med menighedsrådet, og han blev af formanden – der åbenbart fandt ham for ”teologisk” – spurgt, om kirken var præstens eller menighedens kirke. Og den unge mand svarede lidt forsagt; at han nu altid havde ment, at kirken var Guds.
Og denne kone har siden fortalt, at dette svar var som en åbenbaring for hende. At pludselig forstod hun, hvad det hele drejede sig om. At kirken ikke handler om denne eller hin magtgruppes ejerskab, men at den er og skal være ét eneste: Guds kirke. At dér skal Guds ord lyde – og at alt andet er ligegyldigt.
Og når jeg nævner hende samtidig med den pessimisme, som man undertiden kan gribes af over for de mærkværdige kirkelige bestræbelser i dagens Danmark, så er det jo fordi, hun og hendes oplevelse forekommer at være billedet på det gamle Grundtvigs- ord: at ordet skaber, hvad det nævner.
Et ungt kejtet menneske stod fast, og det bevirkede, ja, jeg vil sige lidt dyrt; det bevirkede tro og mod.
Ordet skaber, hvad det nævner, og vi mennesker skal selvfølgelig ikke fordriste os til at sidestille vore ord med Guds ord, men alligevel fornemmer vi fra vort eget liv, at menneskeord ikke er ligegyldige.
Og det er måske det, som forekommer allermest påfaldende i dagens kirke. At det anses for ganske ligegyldigt, hvad der bliver sagt, bare der bliver sagt noget. En masse fromme ord, og også aktuelle ord kan blive fromme i den forstand, at de tiltaler og siger det, vi helst vil høre.
Men Guds ord er bundet til Gud, og Guds kirke er bundet til og af Guds ord. Er den ikke det, er den en menneskekirke, dvs. et bedrag over for ikke blot Gud, men lige så fuldt over for det menneske, der må leve af Guds ord, hvad enten mennesket véd det eller ej.
Jamen, hvad er så Guds ord, spørger vi, for der er jo videnskaben, der piller skriften i stumper og stykker og gør menigheden ganske forvirret i al sin umådelige klogskab. Og der er jo præsterne, der slås og strides, eller i hvert fald ikke er til at forstå, og der er jo som allerede nævnt alle ønskerne og drømmene om en kirke med betydning og indflydelse, sådan som vi ser det i de katolske og muslimske lande.
Hvad er så Guds ord, hvad siger det? Guds ord er det ord, som vi hører den gamle præst Zakarias lovprise. At Gud har forløst sit folk, at han ikke har glemt sin gamle hellige pagt, som han tilsvor Abraham. Med andre ord, Guds ord er ordet om syndernes forladelse ved barnet i krybben. Det så den gamle præst. Han lovpriste ikke Gud, fordi han havde fundet sin egen lille private gud med sit eget særlige budskab til ham, hvilket han ellers havde god grund til.
For denne gamle mand var det utrolige jo sket, at han og hans hustru, Elisabeth, i deres alderdoms dage havde fået en søn. Hvad havde været mere naturligt, end at lovprisningen havde drejet sig om hans egen store glæde over dette under?
Men nej, Zakarias lovpriser ikke Gud som sin private hjælper, for Guds store gerning var ikke den, at nu havde Zakarias og Elisabeth fået en søn, men den var, at Gud havde vist sig som den, han var, Gud Herren, der ikke glemmer sit folk, men husker på sin gamle pagt, som han tilsvor Abraham. At han vil rive menneskene ud af deres fangenskab under deres egne begæringer og drømme.
Og det er menneskenes håb, at Gud står ved sit ord. Gud glemmer ikke sin pagt med sine børn – om end han skjuler sig så godt - skjuler sig i et lille fattigt barn født i krybbe - så menneskene tænker, nu må vi se at gøre noget fint ud af ham. Hvorefter der huseres med gudstjenester og stilles an med krav om fornyelse og aktivitet. Og hvad er det andet end en dyrkelse af os selv og vor egen dyrkelse af Gud.
Og vi gør det mere i dag end nogen sinde før, for vi er jo et demokratisk indstillet folk, som mener, at jo flere vi har fået samlet, des mere ret har vi i vores foretagne - des mere har vi fundet Gud.
Men Gud lader sig ikke finde, det er derimod ham, der finder os, og kommer til os – ikke som en tak for alle vore anstrengelser og fromme aktiviteter, men som den, han er - trofast mod sit vantro folk. Til det sendte han sin søn - han som ikke vidste af andet end at være tro mod sin faders vilje. Jo, Guds ord er, at Gud er Gud og vil være det for dig. Og det var vel egentlig, hvad den kejtede embedsansøger holdt sig til, at kirken er Guds og således slet ikke nogen andens, hvormed han jo fik sagt, at kirken er ikke en legeplads, men er dér, hvor vi som en anden Zakarias må lovprise Guds inderlige barmhjertighed, som aldrig fortryder sin nådes pagt med sit folk.
Og det er det, vi holder kirke på - i taknemmelighed mod denne trofasthed – på ordet om syndernes forladelse, som er, at et lille barn tog på sig, hvad du og jeg er skyldig at gøre; at være lydig mod Guds vilje. Det forkyndte og lovpriste den gamle præst, og det er enhver ny præst også skyldig at gøre. At Gud er trofast og står ved sit ord, som skaber, hvad det nævner, hvorfor vores trofasthed er at stole på det ord. Og hvilken frihed er det ikke, at vor egen selvbestaltede fromme foretagsomhed og huseren intet tæller i forhold til Gud. Men hans trofasthed alene gør det. Den trofasthed gør, at kirkebænken er et fredet sted, hvor enhver der sidder i mørke og dødensskygge – og hvem gør ikke det - er sikret at kunne høre dette frisættende ord og slippe for selvprofilerende hjemmestrikkede profetier.
Og det kan hænde, at dét må der kæmpes for, og det var dét, konen, jeg indledte med at nævne, pludselig forstod; at et fristed var ved at blive taget fra hende. Det fristed, der er vor hjælp i al vor nød, vor trøst i liv og død, o Gud, i hvor det går, lad dog mens verden står, det i vor æt nedarves.
Amen
Ved
menighedsrådsvalget den 15. september 2020 blev følgende valgt til Augustenborg
menighedsråd:
Dorte
Falgreen Elsner Jensen
Birgit Holm
Inge
Tyrrestrup
Jørgen
Sandholdt
Kurt
Christensen
Leif Hansen
Martin Benjamin Hughes Eiffert
Stedfortræder:
Thomas
Myllerup
Thormod
Skovgaard Andersen
Senest
tirsdag den 13. oktober 2020 kan der indgives en kandidatliste underskrevet af
7 stillere, hvilket dermed udløser afstemningsvalg.
Der
skal vælges 7 medlemmer til menighedsrådet, hvis funktionsperiode er fra 29.
november 2020 – 1. december 2024. Kandidatlisten kan afleveres til Inge
Tyrrestrup, Nørregade 18, 6440 Augustenborg eller Lotte Pernille Thomsen,
Kettingvej 58, og kandidatlisten skal udarbejdes på en af Kirkeministeriet godkendt
blanket jf. § 10 i cirkulære om afstemningsvalg ved valg til menighedsråd.
Som præst kan man sommetider – når man tager imod folk, der henvender sig til én ansigt til ansigt– få en fornemmelse af afmagt og hjælpeløshed. For hvad har en præst at tilbyde mennesker? Går de til lægen, så kan han trække på sin sagkundskab og stille diagnoser og ordinere medicin til behandling af sygdomme, går de til socialrådgiveren kan han iværksætte aktiveringer og tilbyde sociale ydelser. Men præsten, hvad har han? Ja, også han har selvfølgelig visse borgerlige gøremål og en form for assistance at byde på. Han vier og begraver, han døber og holder gudstjeneste.
Men når det kommer til stykket, hvad har han så at give mennesker? Nej, vel – tilsyneladende ikke meget? Og det er vel også derfor, at så forholdsvis få går til ham om hjælp? I hvert fald hvis vi sammenholder med de tusinder, der op- søger lægen eller socialkontoret eller psykologen eller andre sagkyndige, der står parat med hjælp.
Hvad skal vi med præsterne, hvad skal vi med kirken? Sådan spørger folk, og man kan godt forstå dem. For hvilken nytte, sådan håndgribelig nytte, er kirken til? Se, det er, så vidt jeg kan se, dette spørgsmål, der bevirker, at kirken helt ustyrligt ivrer efter at vise nytte og værdi. Det er ud fra dette spørgsmål, at man vil understrege, hvor vigtig og værdifuld kirkens gerning er for mennesker.
Det er ud fra dette spørgsmål, der fra kirkeministerium, fra stift og provsti og sognenes side slås på tromme for kirkens åh så betydningsfulde indsats. Der ringes med klokker for kloden og krigen og de rødhårede og corona, der udfærdiges logoer og badges, der tales stolper op og stolper ned om kirken som en bærende kraft, der kan ikke måles. For vi skal være klar over, siger alle de, der føler sig drevet til at dokumentere kirkens værdi, sandelig siger de, kirken er nyttigere end alt andet end det, der kan måles og vejes.
Ikke sandt, en skat i himlen er den ikke mere værd end nok så store skatte på jorden? Jo, i dag har kirken travlt med at gøre sig nyttig. Den kæmper en kamp for sin eksistensberettigelse med alle midler. Der appelleres til yderligere anstrengelser, for at kirken kan gøre sig gældende mellem alle dem, der allerede står på parat for at hjælpe og lette livet for menneskene.
Derfor alle disse specialpræster, sygehuspræsterne og fængselspræsterne. Derfor præster med speciale i voksensorg og børnesorg, i grøn teologi, eller diakoni, i skole-kirke arbejde osv. osv. Alle disse kristelige specialister skal understrege, at også kirken har sit speciale – sin helt specielle skræddersyede hjælp at komme med, og derfor sin eksistensberettigelse. Og vi må forstå, at hjælpen er sket i kraft af Jesu Kristi navn.
Det er om dette, prædiketeksten handler i dag. Mange skal sige til mig på hin dag: ”Herre, Herre, har vi ikke profeteret ved dit navn, har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ”Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I som øver uret!”
Dette med nytten, med udbyttet, det er jo vor tids religion, det er vor tids herre og har nok altid været menneskers religion i mere eller mindre grad. Men på det sted hører evangeliet ikke hjemme. Alt, hvad der hedder nytte og udbytte, alt, hvad der hedder særlige kristelige gerninger og kræfter, det har intet med evangeliet og kirken at gøre.
For at vende tilbage til, hvor jeg begyndte: Kun dér, hvor præsten er, ansigt til ansigt med et menneske, dér er kirken i funktion. Hvad har vi at give hinanden, når det kniber? Selv lægens og socialrådgiverens hjælp har jo sin grænse, når det kommer til stykket. Så hvad har mennesker at give hinanden, når det kniber?
Ja, lige netop dér, på dette sted, er det, at evangeliets alvor melder sig. Dér, hvor al menneskelig specialhjælp er kommet til kort. Hvad har mennesket at give hinanden, når det kniber? Evangeliet svarer, at lige dér, har kirken sin plads, lige dér har præsten sin plads. For evangeliet siger, at lige dér er mennesket og kirkens sande plads. Lige dér, hvor al tale om nytte og effekt og gevinst viser sig at svinde ind til ingenting. Evangeliet siger, at i livet drejer det sig ikke om mere eller mindre, men om alt eller intet, for her drejer det sig om liv eller død, om tro eller angst, om håb eller fortvivlelse.
De, der mener, at kirkens og præstens eksistensberettigelse er at reklamere for institutionen, som en instans, der kan konkurrere med alle de andre professionelle hjælpere, der i forvejen tilbyder borgerne deres assistance, de har ikke forstået evangeliets radikalitet. Ja, de tager faktisk evangeliet fra mennesker.
For evangeliet vil ikke forsøge at foregøgle sig et særligt speciale eller en særlig evne, men evangeliet sikrer derimod, at der er et sted, hvor al sagkundskab, al nyttebestræbelse, alle tanker om synlighed ikke gælder. Ja, præsten og kirken skal sidde uden sagkundskab og uden særlige hjælpemidler, så enhver, der er kommet til kort her i livet, har et sted at gå hen, hvor hans nød respekteres i yderste forstand på lige fod, fordi han ikke møder én, der mener sig ovenpå og bedrevidende i forhold til livet.
Hvad er der nemlig tilbage, når alle forklaringer er sluppet op, når titler og popularitet og gode miner viser sig at være værdiløse? Hvad er der tilbage, når der kun er angst og bekymring i livet? Ja, hvad er der tilbage?
Der er kun mennesket selv tilbage, en person af kød og blod, et menneske uden succes og overskud, uden den gode vilje og uden egenskaber eller fortjeneste. Der er kun mennesket tilbage. Mennesket med det og det navn.
Og netop dette menneske, slet og ret, er det, Gud elsker. Mennesket, som blot er. For hvad har vi at give hinanden, når det kniber? Kun os selv. Successen og underholdningen, alt det, der kildrer ørerne og forfængeligheden – intet af alt det, vi til daglig dyrker og beundrer – kan vi ty til, når lokummet brænder, men kun det enkelte menneske, som det er.
Og lige dér er livets sted. For alt andet er udenomssnak og gøgl og forfængelighed. Kun én indsats er noget værd, siger evangeliet os, og det er den indsats, som ingen indsats er, fordi det er at være sig selv.
I himmerige er den mindste den største, toldere og skøger går forud for alle begavelser og supermennesker. Dette er evangeliets tale, at sådan er det sande møde menneske og menneske imellem. Evangeliet taler aldrig om nytte, for kun én ting bestod Jesu gerning i: At han gav sig selv. Det var hans tro. Han havde intet specielt at øse af, han havde kun sig selv og sit eget liv, som gave.
Og på det samme sted – på den samme grund – anbringes vi af Gud ved evangeliet. Og han gør det ved at kalde os ved navn: Du, Peter, eller du, Poul, det er dig, der tilhører mig, ikke dine evner eller din succes eller din begavelse. Nej, dig selv uden gøgl og pjat og pjank.
Derfor er kirken og præsterne ikke noget specielt og har intet speciale at tilbyde. Derfor skal præsterne strunte i successen og populariteten, fordi der skal være et sted, hvor et menneske kan være sig selv. For livets grund er at være menneske, sådan som vi nu engang er. Eller vi kunne også sige: Gud elsker synderen. For det er, hvad det betyder, det er, hvad der ligger i ordene, at Gud er nådig og god.
Nej, at vi intet har at give hinanden andet end os selv, det er, hvad kirken og præsten er sat til at vidne om og bære vidnesbyrd om. Og derfor er det, som det skal være, når kirken ingen nytte gør. For det skal den heller ikke. Men den skal vidne om sandheden, om Gud, der kalder hver eneste én ved navn. Og hvor var vi henne, hvis han ikke gjorde det?
Amen