onsdag den 4. december 2019

Prædiken 3. s. i advent


Jeg har altid haft ondt af den stakkels Johannes. Ikke fordi han blev fængslet, skønt han var ganske uskyldig. For hvad havde han gjort andet end at prædike andet end det, han troede var sandt. Selvfølgelig var det slemt nok at sidde i fængsel på ubestemt tid og uden nogen egentlig anklage, bare lukket inde, fordi man er i vejen for magthaverne. Selvfølgelig er det slemt, og selvfølgelig burde alle den tids Amnesty Internationals havde protesteret mod en sådan uretfærdighed.
Men én ting havde Johannes dog med sig i fængslet, og det var sin tro. Det, han havde prædiket, det havde han med, og så længe han havde troen, var det ikke helt galt, for så var der dog en mening med at lide. Det er først i vores såkaldt oplyste tider, at troen populært sagt er blevet noget, man skal have belønning for, og som skal føre til fred og trivsel og fordragelighed – og hvad ved jeg. Nej, jeg går ud fra, at Johannes var klar over, at tro er ikke noget, man anskaffer sig på beregning, men den er tværtimod noget, man ikke kan blive fri for, fordi man er i nødstilstand og ikke kan undvære den, selvom man var friere stillet uden den. Det har altid været lettere at løbe med flokken end at stå på sine egne ben. Men troen sætter altid én dér, hvor man er alene.
Nu var han altså sat så alene, som et menneske kan sættes. I fængslet uden udsigt til løsladelse. Men ét havde han, og det gav fængslingen mening, han havde den tro, han ikke havde kunnet slippe. Men nu kommer det, som gør, at jeg har ekstra ondt af ham – som han sidder der i sin fængselscelle: Han er ved at miste troen, den tro, der drev ham ud i ørkenen uden tanke på udkomme eller fordele, den tro, der fik ham til at tale skarpe og strenge ord til de rige, men som også fik den jævne mand til at opsøge ham for at døbes af ham – antageligt ud fra en instinktiv forståelse af, at her stod en sand småfolkenes talsmand, som lovede en fremtid for dem, der menneskeligt set ingen fremtid havde.
Nu sad han der så ene og kom i tvivl. Var det sandt, hvad han havde lovet de små? Var hans tro sand eller var den falsk? – Var den indbildning, en illusion? Intet er så frygteligt for et menneske som at falde i virkelig tvivl, intet er så frygteligt som at miste al grund under fødderne – alt det, man gik ud fra var urokkeligt. I vore dage kalder vi det for en depression, og den kan komme som en bølge over mennesket og kvæle ham. Alt har mistet sin mening, alt er mørke, alt skrider sammen. Sådan faldt den stærke troens kæmpe i tvivl, netop da han allermest trængte til troen.
 Som sagt, jeg kan ikke andet end fyldes af medlidenhed, og det selvom der også er en trøst i at vide, at når det kan gå således for sådan troens mand, hvor meget kan jeg så ikke forstå, at det kan ramme enhver af os. 
Anderledes sagt, jeg kan genkende mig selv i Johannes´ skæbne. Han var altså et menneske og ikke et religiøst overmenneske. Når selv han kunne falde i tvivl, er det menneskeligt, at enhver kan det. Men ondt af ham, det har jeg, skønt jeg ikke er kommet til det, der for alvor fylder mig med medlidenhed.
Lad os nu først høre, hvad han gjorde for at komme ud af sin tvivl. Det lykkedes ham at sende bud til ham, han havde døbt, og som skulle være den, der skulle komme og opfylde troens håb. Sig os det rent ud, er du virkelig den, der skal komme?
Angsten og tvivlen lyser ud af spørgsmålet – og derfor havde Jesus her for alvor mulighed for at trøste en fortvivlet, her var der, synes jeg, brug for et åbent og klart og utvetydigt: Ja, hils Johannes og sig, at han skal ikke tvivle, for jeg er den, han ventede.
Men Johannes får ikke dette utvetydige svar. Ingen ren og klar besked. Vist så, han får et svar, men det er et svar, der overlader til Johannes selv at afklare sig. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op, evangeliet forkyndes for fattige, og salig er den, der ikke forarges på mig”. Det var svaret.
Umiddelbart satte dette svar kun Johannes i ny tvivl, for det er jo, som om Jesus sagde: “Du må selv om, om du vil tro mig”. Var det ikke at føje spot til skade, at Jesus ikke gav ham et klart og åbent ja i hans nød. Hvorfor sagde Jesus ikke: “Ja, jeg er den, der kommer”, i stedet for at sige: “Det må du selv finde ud af?”
Kan vi ikke ynke den stakkels tvivler, som ikke kan få klar besked? Prøv at lade spørgsmålet stå et øjeblik, og lad mig i mellemtiden ridse den samme situation op i en nutidsklædning. I vor tid er en af hovedanklagerne mod kirken og kristendommen den, at vi får aldrig ordentlig besked. Det er jo som om, siger man, at der ingen tro er i kirken. Nej, se bare til sekterne, Jehovas vidner og pinsebevægelsen eksempelvis, de tror da virkelig. De kan sige præcis, hvad vi skal tro og gøre. De tror på Biblen, de tror på det, de siger. Men kirken, og det betyder præsterne (som om det er dem, der er kirken), kirken, den har ingen standpunkter. Den siger os ikke noget. Med andre ord, det moderne menneske vil gerne tro, men kirken giver det ikke noget at tro på. Anklagen er velkendt. Tvivlen ligger uden for enhver mands dør og derfor stilles der krav om klar og utvetydig besked. Kirken må da selv tro på det, den siger, og derfor kunne sige os andre, hvad vi skal tro på.
Jo, Johannes´ situation er os ikke fremmed. Johannes fik intet utvetydigt svar, ingen klar besked. Hvorfor ikke? Fordi Gud vil troes som Gud. Netop troes, derfor kalder Gud på menneskets egen afgørelse, han springer ikke mennesket over og afleverer en lektie. Eller man kan sige, Gud udleverer altid sig selv alene til troen. Og tro er ikke en færdig størrelse, men den er noget, der stadig bliver til, den skabes stadig på ny, fordi – ja, læg vel mærke til det – fordi troen kun er til for tvivleren. Jesus sendte bud til Johannes med en skildring af sig selv og sin gerning, og således fik Johannes ikke et færdigt svar, ikke en lektie at lære udenad, men han gav ham noget at tro på. Netop noget at tro på – han så at sige kaldte troen frem hos ham ved sit upræcise svar.
“Salig er den, der ikke forarges på mig, dette siger jeg dig, for det er hele min gerning at sige dette til enhver”. Jo, Jesus pegede på sig selv, ikke på sin personlighed, men på sin gerning, og sådan skænkede han Johannes troen. Og anderledes får intet menneske troen. Hver søndag må vi høre ordet om Jesu gerning. Og det selv om vi så meget hellere vil have klar besked. Det selv om vi hellere vil have en kristelig lektie at løbe med. Men på den måde, eller på den vej, finder vi aldrig Gud, for Gud vil troes fra dag til dag fra øjeblik til øjeblik – han er nemlig en levende Gud og ikke en død Gud. Han hører ikke hjemme i kolde beregninger eller fromme gerninger, han er dog, Gud være lovet, Gud og ikke en maskine. Og derfor kommer han til os i dag, som han gjorde det den gang i ordet om Jesus, han som døde og opstod for vor skyld. Andet er kirken ikke, og andet må den heller ikke være end dette ords forkyndelse, for således skænker Gud os sig selv, således giver han os tvivlere troen på ny. Som Jesus gav Johannes sig selv.
Amen


tirsdag den 10. september 2019

Retfærdighed (Prædiken til 6. s. e. trin.)

Hvad var det for et emne, alle partier i den nys overståede valgkamp kunne blive enige om at ville kæmpe for? Hvad var det for et emne, der gav dem alle lidt ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det var retfærdigheden? Kampen for retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. 
For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vores side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner kz-lejre og Gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.

Så langt er vi ikke gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over spærregrænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en retfærdig flygtningepolitik.

Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede. Jo, retfærdigheden ruller i vore årer, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om at være mest retfærdig. Derfor skulle man også tro, at disse Jesu- ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der kæmper for retfærdigheden.

Men sådan forholder det sig imidlertid ikke.
Og det er nu ikke så mærkeligt endda, fordi her tales om to vidt forskellige former for retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre. Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den; den jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende dobbelt i sig. Nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.

Men se, det er fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde godhedens glorie.

Ja, sådan ser altså den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus stiller over for Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.

Og derfor er der et spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes?

Mener han, at disse folk ikke er retfærdige nok, mener han vi skal tage os sammen og yde meget mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det, han mener? Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det som vi anser for retfærdighed?

At ”overgå” vil jo sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver i sær skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed. Ja, de er udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok eller ej.

Farisæerne og de skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente, at gå på Guds vej – og dér går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden derfor er vejleder på.

Nej, hvis du vil kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hånden i stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv således, at du kommer til at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv og tænk på din bror.
Sådan er Guds retfærdighed.

Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et spørgsmål om alt eller intet.

Den er ikke noget, vi kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.
På samme måde, som den kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillig mod vor modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.
Han, som hører ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ram forbi. Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vores retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.
Men Jesu ord er ikke et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud med. Vi kan ikke på denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige. For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan ingen. Derfor: Enhver der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.

Vi er med andre ord hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor kun ét at gøre: at tro Guds retfærdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er saligheden for enhver synder.
Amen


mandag den 12. august 2019

Sommermøde





Søndag den 18. august er der sommermøde i præstegårdens konfirmandstue. Vi begynder som sædvanlig med en kort gudstjeneste i Slotskirken kl. 14.00, hvorefter vi går ned i konfirmandstuen for at drikke kaffe og høre foredrag. Denne gang er det historiker Thomas Tram Pedersen, der skal tale om:

Dannebrog – 800 år

I 2019 er det 800 år siden, at Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen i Estland under Valdemar Sejrs korstog mod Estland. Det er en legende, som vi alle husker som et vigtigt element i vores nationale historie, selvom de færreste tror på den.
Men hvad skete der egentlig under det sagnomspundne slag ved Lyndanisse i Estland på Valdemarsdag, den 15. juni 1219? Hvordan er legenden opstået, og hvad var baggrunden for slaget? Alt tyder på, at legenden faktisk har mere på sig, end man måske umiddelbart skulle tro.​
I sit foredrag følger Thomas Tram Pedersen i Valdemar Sejrs fodspor og fortæller om legenden og om de mange spor fra de 130 års danske herredømme i Estland, der blev indledt med slaget for 800 år siden. Samtidig følges Dannebrogs historie, anvendelse og betydning helt frem til i dag; fra kongeligt til nationalt symbol og som et samlende symbol på de danske værdier.
Thomas Tram Pedersen er historiker, forsker og museumsmand. Han har arbejdet med formidlingen af dansk militærhistorie gennem en lang årrække. Og så har han medvirket i en række TV- og radioudsendelser om særligt den kolde krig.

Alle er velkomne, og der er gratis adgang.

lørdag den 8. juni 2019

Den fortabte søn (prædiken til 3. s. e. trin.)

Denne fortælling er en klassiker, som vi alle kender. Den har i tidens løb for mange stået som det reneste og sandeste udtryk for kristendommens indhold, at den er læren om Gud som menneskets kærlige far, en far, der ikke dømmer og forkaster, men tager imod med åbne arme. Sådan lyder - om ikke andet - de humanes forståelse af den. 
De mere strenge har lagt hovedvægten på den fortabtes søns anger. Han gik i sig selv, og den lære, som de først og fremmest fandt i fortællingen, var, at Gud forlanger syndserkendelse for at tage imod menneskene. Derfor prædikede de omvendelse og bod, hvilket vil sige, at den nødvendige forudsætning for, at Gud forbarmede sig, var, at man brød op og vendte sig mod Gud. 

Om denne forståelse ved jeg kun ét at sige; at det vist var mere af nød og trang, sønnen vendte sig mod sit fædrene hjem, end at det var af anger og ruelse over sin syndighed. Så hvor megen grund, der er til at rose ham for det, ved jeg ikke. Mig forekommer det yderst kunstigt at ville gøre en dyd af noget, der ingen dyd er. 
Nej, den fortabte søns anger, tror jeg ikke, man skal gøre for meget ud af, lige så lidt som vi skal gøre for meget ud af vores egen anger, for rent ud sagt: Den anger, der er beregnende, har umådelig lidt med anger at gøre. Og da slet ikke over for Gud, ham, som kender hjerter og nyrer bedre, end vi selv gør. Nej, vi må nok i stedet holde os til faderens kærlighed som fortællingens pointe - og ikke sønnens gåen-i-sig-selv. Faderen, som kun gør ét: Venter på de fortabte for at tage imod dem. 

Denne pointe har altid gået menneskene lige til hjertet, og det næsten for meget, vil jeg sige. For hjertet er jo følelsernes sted, og livet består af andet og mere end følelser. Også følelserne skal sættes på plads og aves, ellers ender vi mennesker i optagethed af vores egen rørelse. Og denne irettesættelse af vores hjertelige følelser, som beskrivelsen af Guds overvældende kærlighed fremkalder, vil vi i dag beskæftige os med. 
Ikke for at forkaste dem, ikke for at reducere dem, men de skal gøres frugtbare, de skal – og skønt jeg ikke bryder mig om ordet, vil jeg bruge det alligevel – de skal disciplineres. Derfor vil jeg kalde fortællingen ”historien om generationskløften”. 

For sønnen var draget hjemmefra. Han skulle bygge sin egen verden op, han forlod det gamle og hjemlige, for nu var han voksen. Sådan er det at være ung, og sådan skal det også være, andet vil være unaturligt. Den unge kasserer det gamle, nu skal verden gøres ny og bedre. Opbruddet fra hjemmet hører med til livet, bruddet med det og de gamle, iveren efter at skabe en anden verden, alt sammen er det så gammelt og prøvet før, som livet er gammelt. 
Nu til dags har hele denne tendens til at forny og forbedre tilværelsen fået prædikatet ”venstreorienteret” på sig, som om det ikke altid har været sådan, at de unge drog hjemmefra med ønsker om at gøre det hele lidt anderledes og lidt bedre. 
Som vores unge mand, der drog ud i verden, hvor det gik ham, som det skulle gå: Det hele mislykkedes for ham. Den nye verden lignede fuldstændig den gamle verden. Og vi kender det så godt. Det eneste, der bliver nyt, er navnene og betegnelserne, men indholdet er og bliver, hvad det var. 

Men selvfølgelig, enhver skal gøre sig sine erfaringer, men erfaringen bliver, at verden lader sig ikke forandre eller forny – eller rettere - det eneste, der forandres er det ydre og ligegyldige; at vi kan køre 220 km i timen i vores biler, og at vi kan kommunikere med avanceret teknologi, men selve livet er det samme, som det altid har været og vil vedblive at være: At vi aldrig kommer til at beherske det, bekymringerne forsvinder ikke, sygdom, død og ulykke vil stadig være en realitet. 

Og hvad betyder det? Det betyder, at vi mennesker kaldes tilbage fra alle vore udflugter, tilbage til hjemmet, til den begyndelse, vi er gået ud fra. Vores unge mand i dag oplevede dét, som alle oplever, hvis de ikke er så blinde og døve, at de ikke ser fallitten, men vedbliver at tro på deres egen ideelle eller materielle iver. 
Mon ikke de fleste ældre forældre har oplevet, at når først de unge er kommet hjemmefra, så lærer de at længes hjem, og mon ikke enhver gammel oplever, at jo ældre han eller hun bliver, des mere er det som om, barndommen og forældrenes hjem står tydeligere frem som det stabile. 

Det er et forunderligt kredsløb, der ligger skjult i menneskelivet; at det går slet ikke fremad, sådan som vi alt for ofte tror eller påstår. Nej, livets linje er ikke en lige streg, men den er en stor cirkelbue, og mennesket vender tilbage til sit udgangspunkt. Det er derfor ikke tilfældigt, at det hedder ved en begravelse: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Og dette er også denne historie et billede på. 
Vores unge mand blev med eller snarere mod sin vilje tvunget hjem igen. Selv følte han sig som nederlagets mand, for han rejste ud med hovedet fuldt af planer og forventninger: Nu skulle han vise dem alle, hvad han kunne udrette, og så vender han tilbage som en slagen mand, der brødebetynget bekender, at han har syndet imod himmelen og sin far. Og hans bekendelse er skam ikke blot en frase, han bruger, for at smøre den gamle. Slet ikke. For hans synd imod sin far var den, at den gamle verden ikke havde været god nok til ham. Og det er en bekendelse af den sandhed, han har lært af livet selv, nemlig at et menneske skal leve dér, hvor det er sat, at opgaven ikke er at lave verden om, men at være hjemme i verden, sådan som den er- vi kunne også sige; opgaven er at tage livet i strakt arm. 

Den unge rejste ud for at finde livet og ved ikke, at han dermed vender livet ryggen. 
Vi mennesker længes efter noget nyt, noget større, noget bedre, og hvad betyder denne længsel? Den betyder, at vi flygter fra livet, som det er. Men livet holder os fast, og vi føres dér hen, hvor vi ikke ville. 

Og om alt dette fortæller denne historie. At det er, som det skal være, for det er, hvad Gud venter på for at være det, han er, vor Gud, vort håb, vor glæde. 
Om vort hjem handler denne historie, vores sande og virkelige hjem, som er Gud og hans kærlighed, der kun vil ét, nemlig være vort hjem. 

Der var også en anden mand i historien. Han havde aldrig været hjemmefra, og derfor havde han heller aldrig fået lært, hvad for et hjem, han havde. Han tog det hele som en selvfølge, og derfor kunne han slet ikke forstå glæden i hjemmet, da hans bror kommer hjem. Han var åndløs, han var uden for virkeligheden, derfor måtte hans far undervise ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, men du bør glæde dig og være lystig, for din bror var død og er blevet levende, var fortabt og er fundet. 

Og sådan underviser Gud os alle, vi, som er mætte og halvgnavne og utilfredse, og som slet ikke kender glæden over at komme hjem, dvs. dette bare at leve livet uden fordringer om fornyelse og forbedringer. Sådan taler Gud til den verden, der har nok i sig selv og sine egne bestræbelser og slet ikke ved, hvad de vil sige at være hjemme i livet. 
Gud underviser, Gud belærer, Gud tjener os, for at vi skal være glade og hjemme hos ham midt i sorg og elendighed, ulykker og nederlag. Kan derfor noget være større end gudstjenesten, hvor Gud selv kommer til os og tager imod os som sine børn og dækker hjemmets bord for os? En fader vil forbarme sig over sine egne små, og Herren gav os arme sit fadernavn at kalde på. Guds miskundhed alene grundfæstet står i evighed. Min sjæl istem med glæde: al æren er og bliver hans! Amen



mandag den 25. marts 2019

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag

For mere end 200 år siden var der en skæv helligdag, der hed Mariæ bebudelsesdag, og endnu for 60 år siden eksisterede den stadig i Sverige til glæde for alle skåningene, for en sådan fridag gjorde, at de kunne rejse til København og handle og more sig.

Men i 1700-tallet dukkede der en tysker op her i landet med nye ideer, som var på mode i udlandet. Ideer og tanker, som ikke er så forskellige fra dem, der er på mode i dag, nemlig at fornuften skulle være menneskets højeste rettesnor.
Og derfor afskaffede Struense – for ham er det jo, jeg tænker på – derfor afskaffede han så mange helligdage, han kunne, og Mariæ bebudelsesdag måtte lade livet tilsammen med andre helligdage til sorg for skolebørnene, der jo dermed mistede nogle fridage.

Som erstatning blev Mariæ bebudelsesdag henlagt til den 5. s. i fasten, og der ligger den dén dag i dag. Ja, netop den dag i dag. Mariæ bebudelsesdag hvad sigter den til? Ja, naturligvis til den gamle fortælling om, hvordan en jomfru nede i jødeland fik bud fra Gud om at skulle føde en søn, og denne søn skulle være Guds egen søn. Og naturligvis kan man godt forstå, at den snak er ikke noget for den menneskelige fornuft. Sådan en gammel fabel, hvad har den med fornuftens oplyste tider at gøre, hvor det drejer sig om nytte og udbytte og alt andet fornuftigt? Men hvis man nu er så fornuftig, at man lod være med at spille overlegen og klog og blot hørte den gamle fortælling som den fortælling, den er, og ikke hængte sig alt for meget i de ydre rammer og former, så kunne det jo være, at historien bag de ydre begivenheder, den skildrer, havde et indhold – noget den ville sige.

Ja, hvis man i stedet for at stejle over det usandsynlige og fantastiske ville lægge øre til og lytte efter, hvad meningen er med den fortælling om englen, der bringer bud fra Gud til jomfruen Maria, kunne man måske til sidst ende med at forstå, at fortællingens ydre ramme passer godt til indholdet. Hvad er indholdet og meningen med denne gamle bibelfortælling?

Ja, meningen kan vi finde ved hjælp af de ord, som er Marias lovsang til Gud over at være blevet udvalgt af ham: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser, thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde”. En lovsang fuld af glæde - og hvorfor nu det?
Fordi, hvis det virkelig skal gå sådan, som englen har lovet Maria, så er Gud en – ja, jeg var lige ved at sige - en folkets Gud. Så er han ikke den fjerne og ophøjede Gud, der sidder i sin himmel og bedømmer menneskene efter deres gerninger, men så er han én, der kommer til menneskene for at være deres Gud. Så er han én, der kommer – ikke til de fine og fornemme og fromme, men til almindelige småfolk, der intet særligt har at prale med. Så er Gud sandelig helt anderledes, end vi forestiller os ham.

For kommer Gud virkelig til Maria, så kommer han til alle. Maria vidste nemlig så udmærket, at hun ikke var noget særligt. Kommer Gud virkelig til Maria, så har han i bogstavelig forstand nedstødt de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe.
Dét er budskabet, det er indholdet i fortællingen om Mariæ bebudelse, og det budskab passer meget godt sammen med rammen. Men det til trods, så er vi lige vidt endnu. For straks melder fornuften sig og siger: ”Hvad kommer det os ved, hvad betyder det i vores tid? Det lyder alt sammen meget kønt men også en smule naivt, for det virkelige liv og denne vores praktiske verden har det intet at gøre med”. Og jeg skal ikke og kan ikke bevise, at det har det, for det må enhver finde ud af for sig selv, men én ting kan jeg sige, og det er, at de to muligheder, som ligger gemt i fortællingen, de er lige så meget til stede i dag som den gang.

Enten dyrker vi mennesker med alt vores arbejde og al vores travlhed en fremtidig herlighed, som det gælder om at nå – en lykke og en magelighed, som først for alvor skal gøre livet værd at leve, eller også tror vi som Maria i sin glæde, at Gud er ikke et mål, man skal erobre ved hjælp af fremgang og fremskridt, at livets mål og mening er ikke storhed, at Gud er ikke de riges og lykkeliges Gud, men folkets Gud. At han er dagen-idags-Gud, min Gud, fordi han er barmhjertig og nådig, og derfor ikke en Gud, jeg skal komme til, men en Gud, der kommer til mig.

Fornuften siger os, at vi skal være vor egen Gud, dvs. fornuften tror på den Gud, der er Gud for dem, der har noget, men troen siger: ”Skønt alt taler imod, skønt fornuften vil modbevise det 100 gange, så vil jeg ikke slippe det ord, at Gud ikke er den strenge dommer, der kun kalder dem for sine børn, der har resultater at møde op med, men jeg vil holde fast ved i liv og død, at Gud er min Gud. Ikke fordi jeg er noget særligt, ikke fordi jeg har fortjent det, men fordi han er barmhjertig og god, og hans hu står til de ringe og ikke til de mægtige. Han er Gud i dag og ikke i morgen. Han er Gud her på jorden og ikke kun i himlen”.

Jeg ved godt, at det nu om dage ikke er særlig moderne at tro for meget på kristendommen, og det er endnu mindre moderne at være ved, at man gør det. Men jeg ved også, at hvor fornuften alene får lov at råde, dér kommer tyranniet, for fornuften siger altid: ”Du er dig selv nærmest, du skal nå så meget som muligt i livet, det gælder om at sikre sig, inden det er for sent”. Fornuften, hvor den får lov at sætte dagsordenen, pisker og jager os frem.

Derfor er fornuften også udtryk for vantroen, den tror ikke, for den vil eje og besidde. Derfor har den travlt, derfor bliver den aldrig tilfreds.

Men jeg ved også, at er der noget, vi alle trænger til i vores fornuftige og tyranniske tider, hvor vi alle bøjer nakken for fornuftens pisk, så er det, at enhver siger til sig selv: ”Jeg vil ikke være slave af fornuften, jeg vil vove at leve i den tro, at vi ikke skal arbejde os frem til lykken, til Gud, men Gud er en Gud, der kommer til os og er hos os, her og nu, at Gud er folkets Gud og ikke de særliges og stræbsommes Gud. For alene ved denne tro bliver livet menneskeværdigt. Og det var en lovsang herover, Maria sang. Lad os derfor atter læse den:

”Guds navn er helligt, og hans barmhjertighed
varer fra slægt til slægt over dem, som
frygter ham. Han har øvet vælde med sin
arm: splittet dem, der er hovmodige i deres
hjertes tanker; stormænd har han stødt fra
troner og løftet småfolk op i højhed. Hungrige
har han mættet med gode gaver og sendt
rige tomhændet bort. Han har taget sig af Israel,
sin tjener, og kommet barmhjertighed
i hu imod Abraham og hans æt til evig tid,
sådan, som han lovede vore fædre”.

Amen



lørdag den 1. december 2018

Allehelgensdag


Jeg vil indlede denne Allehelgensprædiken med at nævne en af vore gamle konger; Frederik den 7. Han var dybt foragtet af samtidens overklasse, en forargelse som også nutidens autoriserede historievidenskab stort set deler. Men det menige og jævne folk hang ved ham, da han levede, og de gav ham navnet Frederik Folkekær. Og det er ikke tilfældigt.

For der lyder bl.a. en fortælling om ham - og hvad enten den har fundet sted, som den nu fortælles, eller den blot er opstået, fordi den var karakteristisk for hans væsen og opførelse, - så lyder der altså en historie om Frederik d. 7., som fortæller om en klogskab og drilagtighed, som nok har kunnet vække fine folks forargelse; nemlig at en af hoffets folk var syg efter at få enudmærkelse. Derfor løb han ustandseligt kongen på dørene for at minde ham om sine fortrinligheder og sin eksistens. Kongen forstod så udmærket mandens ærinde, og til sidst kaldte han den ivrige tjener til sig og sagde: ”Godt, jeg gør Dem til kammerherre, når De nu så gerne vil være det, men det sker på én betingelse: De må ikke sige det til nogen!”

Det er klart, at en konge, om hvem en sådan historie fortælles, helt givet har måttet vække sin samtids overklasses raseri - men også folkets kærlighed. For han har gjort grin med, for ikke at sige afsløret, den forfængelighed, der altid trives, dér hvor man vigter sig af titler og kors og bånd og stjerner. At blive udnævnt til noget, som man ikke må vise frem og blive beundret for, det er jo at blive gjort til grin, og det var vitterlig den slags påfund, som gjorde, at man rasede over kongen i de københavnske saloner og muntrede sig med smædedigte og andet om ham.

Og da der trods alt var en grænse for, hvordan man kunne té sig over for monarken, kunne man i hvert fald lade sit raseri og sin forargelse gå ud over hans borgerligt fødte kone grevinde Danner. Men folket hang ved ham og kaldte ham Frederik Folkekær.

Og at blive udnævnt til noget, som man ikke kan bruge til noget, dvs. som man ikke kan nyde godt af i betydning og anseelse og position, det er dét, der sker med disciplene her i teksten fra bjergprædikenen.

Jesus udnævner dem til at være jordens salt, og så ér de det. Men det mærkelige, det efter menneskelig målestok mærkelige og forargelige er, at de ikke bliver spor mere ved det, end de er i forvejen. Og det forklares med den næste sætning: at hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da salte med? Denne sætning skal vi lægge mærke til, for der siges ikke, sådan som vi uvægerligt vil høre det, at nu er de i sig selv saltet. Men der siges, at der er givet dem noget, som gør, at de kan salte – og hvis de mister det, hvad har de så? Ja, så de har ingenting!

Kraften er intet som helst andet end det, der er dem givet, det, der er dem overdraget. Og dette overdragne er Guds ord – det er dét, de får at gå med.
Det lyder yderst spidsfindigt, men det er det helt afgørende, for det betyder dermed, at det lys, der skal sættes på stagen, ikke er disciplene selv og deres indsats og personlighed, men at det er ordet, evangeliet. Dét sættes de til at være tjenere for.

Vi kan sige, at Jesu udnævnelse af disciplene betyder, at de befales til selv at træde tilbage. (Og det er i parentes bemærket netop det, der var så befriende ved de små historier om Frederik Folkekær, at han over alt viste sig at være en konge, som havde sans for, hvad mennesker altid ønsker sig mest, nemlig at tage sig ud og blive beundret). Men som sagt, det er dét, Jesus udnævner disciplene, sin menighed, til, - at den alene skal sætte - ikke sig selv - men Guds ord på lysestagen, - og bøje sig for det ord og være tjenere for dét.

Vi kan også sige, at gøre dét, ja, det er ganske enkelt at tro på ordet, at lade det virke og lyse.
Og det er dét, der er er Allehelgensdags budskab. Det er Allehelgensdags evangelium, for det er altid evangeliet, at Guds ord er det hele, og at det skal du som menighed, som kirke, stole på og tjene.

Derfor er der god mening i, at det er for ordnet, at Luther og reformatorerne skal mindes en dag som i dag. For deres protest bevirkede, at ordet, at evangeliet og det alene, blev kirkens opgave. Det havde det ganske vist været hele tiden, men vi ved også, at kirken havde udviklet sig til noget ganske andet, til mærkelige optog og afladshandel og pragt og fester, at den kort sagt var blevet til alt andet end blot ordets tjener. Den var blevet til noget i sig selv - og at den katolske kirke påstod, at alt, hvad den gjorde, gjorde den for evangeliets skyld, ja, det gav Luther ikke en døjt for.

For hvor Guds ord skal hjælpes på vej, hvor Guds ord skal smykkes op og have støttepædagog, dér er det altid mangel på tro på ordet selv, der står bag. Dér er det altid menneskers trang til at spille en rolle, der kommer til udtryk.
Sådan som disciplene da også bestandigt røbede, at de også gerne ville have betydning. Nej, lyder det i dagens tekst, og nej, lød det gennem reformatorernes kamp; at være jordens salt betyder, at du sættes til at være tro, du sættes til at tro Guds ord, du sættes til at lade dét alene lyse og bære. Og det vil til syvende og sidst sige at lade det ord bære dig, at lade det være det hele for dig. Og at dette ikke er ensbetydende med position og fremgang i verden, men tværtimod det modsatte, det vidner Jesu egen skæbne os om. Ikke sandt, hans fremgang i verden var til at overse, hans position i verden var ikke stor.

Allehelgensdag er derfor ikke dagen, hvor vi mindes de store og for verden betydningsfulde og fromme mennesker, vi mindes ikke alle kammertjenerne med deres titler og udnævnelse. Nej, Allehelgen er til for at mindes den gerning, som jævne og svage mennesker, der ikke var spor anderledes end os, blev udnævnt til at udføre, og som de i al deres jævnhed – i deres daglige kamp med livet – udførte. Jo, vi mindes rigtig nok helgenerne, men det betyder ikke som på katolsk tid, at helgenerne er de særligt specielle og stærke mennesker, nej, vi mindes alle dem, som af Guds ord var udnævnt til helgener. Og blive udnævnt af Guds ord, det sker i dåben – og det er en udnævnelse, som ikke er til at prale med, for i dåben lyder det, at du skal være tro. Du skal lade sejren tilhøre Gud, og i stedet være tro mod den hverdag, du er sat i.

Og det kan den døbte trygt være, fordi hans alt for svage tro hviler på klippegrund. Den hviler på Jesu egen troskab mod netop os syndere og vantro, den hviler på ham, der gav os syndernes forladelse og håbet om en virkelig opstandelse på den yderste dag. Den hviler på hans troskab, der bærer, selv om alt brister.
Derfor er Allehelgensdag en mindedag for reformatorerne, der ikke havde andet at måtte holde sig til end deres dåbs løfte. Og derfor er Allehelgen dagen, hvor vi mindes vore døde, mindes, at vi er forbundet med dem, fordi ingen af os har andet at stole på og hvile i end vore dåbsord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

"Så pris, min sjæl, den Herres navn, som endte dødens dage, og kom fra graven os til gavn, med liv og lys tilbage, som med sit ord, før vi det ved, opvækker støv til herlighed".

Amen


fredag den 14. september 2018

Prædiken om synderinden


(En prædiken over fortællingen om synderinden, der brød ind i farisæeren Simons hus, hvor Jesus sad til bords. Og hun vædede hans fødder med sine tåre, kyssede og salvede dem. Lukas 7, 36-50)

I denne fortælling, vi netop har hørt, er der tre personer til stede. Tre personer, som hver især er mere end blot sig selv – de er tre personer, der også står for noget.

Først er der værten, i hvis hjem handlingen foregår. En farisæer var han, og Simon hed han. Og han repræsenterer det bedste blandt farisæerne. Han var hverken forstokket eller stivsindet, siden han vovede at indbyde Jesus som sin gæst. Nej, han har været åben og lydhør, han har været en person, der gerne ville høre, hvad Jesus havde på hjerte. Skulle vi give han en moderne betegnelse, ville jeg kalde ham en frisindet humanist og moralist, en menneskeopdrager – en af dem, som verden er så fuld af i dag. Han er måske nok fanatiker, men han er forstående og velvillig, netop disse karakteristika, som var et led i hans opdragelse af menneskene til at blive gode og harmoniske mennesker, der gjorde fremskridt i den rigtige retning.

Den rigtige retning, ja, den kendte han, thi for ham var der forskel på mennesker. Der var dem, der var uden kultur og moral, og så var der dem, der stræbte efter at være gode og blive gode, dem der bevægede sig i den rigtige retning. Og Simon regnede Jesus som sin forbundsfælle i sine bestræbelser på at få folk til at, om man så må sige, vende sig i den rigtige retning. Og på den måde er Simon som alle os andre. For det er jo det samme, vi vil – alle stridigheder mellem ideologier og religionerne de bunder i det samme, nemlig at ville opdrage mennesket til at blive godt og humant.

Men nu sad altså Jesus i hans stue, og de skulle nu i god økumenisk fællesskab samtale om det fælles mål og midlerne til at nå det, troede den gode farisæer. Men det viste sig hurtigt, at der var større forskel mellem dem, end havde kunnet forestille sig. Og forskellen var ikke en teoretisk forskel, det var ikke gennem en lang og dybsindig samtale, han opdagede forskellen mellem dem. Men det var ganske konkret i bedømmelsen af det, der uventet skete.

Et menneske dukkede op. Frækt og anmassende og uopdragent trængte en kvinde sig ind i huset. Og hvilken kvinde. En af dem, som man som humanist og moralist holder sig pænt på afstand af. Rigtig nok en af dem, man gerne vil hjælpe, hvis hun vel at mærke kommer på den rigtige måde med bøn om hjælp.

Men det gjorde hun slet ikke her. Hun trængte sig ind – trængte sig på – og gav sig til på en ubehagelig og pinlig måde at overfalde gæsten. Ikke med ubehageligheder, nej, men med det, som var langt værre og langt mere upassende og anmassende, nemlig med kærtegn, med kys og med tårer, og hun salvede hans fødder. Og gæsten lod det ske, han gjorde slet ikke forsøg på at ryste denne påtrængende kvinde af sig. ”Han må da vide, hvad hun er for en”, tænkte farisæeren Simon, og gæsten kunne se på ham, hvad han tænkte, og stillede spørgsmålet: ”Der var to mænd, der begge fik deres gæld eftergivet, den enes var stor, den andens var lille. Hvem af dem, tror du, var gladest for eftergivelsen?” ”Selvfølgelig ham, der havde den store gæld”, måtte Simon svare. Og gæsten sagde: ”Du har ret”. Og så forklarede gæsten videre, at det var jo netop, hvad der skete for Simons øjne. Denne kvinde havde meget at få eftergivet. Derfor var hun kommet, og derfor måtte hun udtrykke sin glæde over Jesus. Hun havde instinktivt forstået mere, end farisæeren var i stand til at fatte. Hun havde forstået, at Jesus var Guds kærlighed og tilgivelse på jorden, hun havde forstået, at han ikke var en menneskeopdrager og moralist men noget helt helt andet.

Hun havde sikkert været ude for mange, der ville hjælpe hende ud af sit syndige liv med formaninger og håndsrækninger, men her var en, der kendtes ved hende, som hun var. En, som lod hende græde ud og ikke havde et eneste bebrejdende eller formanende ord at sige hende.

Nu har vi de tre personer præsenteret. Den ene er værten, farisæeren. Han, som er enhver af os, for så vidt som vi alle mener at vide besked om livet, og hvordan det bør være. Han er derfor også vor tids kirke, den humane kirke, befolket af velfærdsprofeterne, dem, der vil hjælpe og opdrage os alle humant og kristeligt. Med andre ord, Simon er repræsentanten for alle dem, der har fundet svaret på livet. Dem, der ved, hvad livets mening og mål er, alle dem, der ved, hvad det gælder om, både når vi taler om det materielle og det åndelige. Repræsentanten for alle dem, der ved besked, videnskaben eller ideologien eller livsfilosofien – det kommer ud på et. Og kvinden, ja, hun er repræsentanten for dem, der skal hjælpes, fordi de anses for at trænge til hjælp. Hun skal drages op, som man sagde i gamle dage – altså opdrages. Og så er der gæsten, hvem er han repræsentant for? Han er repræsentant for Guds uendelige og evige og urokkelige kærlighed, den, der har et eneste navn: syndernes forladelse. Denne kærlighed var for kvinden livet selv. Den elskede hun, for hun kunne ikke andet, og idet hun elskede den, havde hun den. For den var urokkelig. Den sagde ikke, at først skulle hun stræbe efter at blive et nyt menneske. Nej, den bare elskede hende.

Og den, som ikke elsker Guds urokkelige kærlighed, han finder den heller ikke. Han er sig selv nok og ved slet ikke, hvad kærlighed er. At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed. Og Gud skænker sig selv i ham, der er syndernes forladelse, han, som udholdt, at menneskene vragede ham, han, der lod sig slå ihjel af menneskene, fordi de ville være sig selv nok i deres tro på at vide og kende og kunne. Han lod sig slå ihjel, og derved skænkede han os Guds kærlighed, syndernes forladelse. Han blev knust og bar det stille. Han oplod ikke sin mund som et lam, der føres bort for at blive slagtet.– som et får, der er stumt, når det klippes.

Herren lod den skyld, der hviler på os alle, falde på ham. Og dette er dommen over os – tilgivelsens dom – en glæde for alle, der lider møje og er besværede, men en forargelse for alle dem, der ved besked og tror på deres egen viden og stræben. I ordet om ham, der er Guds kærlighed, i ordet om ham kommer Guds kærlighed til os. I ordet om ham står Guds kærlighed urokkelig fast. Det er det hele, men det er også rigeligt. Som han sagde til kvinden: ”Din tro har frelst dig, gå bort med fred”. Her er intet at lægge til og intet at trække fra, intet, der skal gøres, og intet, der først skal nås.

Guds kærlighed, syndernes forladelse skænkes os kvit og frit i Jesu navn. Vi vil godt nok hellere reparere på verden, men Gud elsker den, som den er, så hvad har vi andet at gøre end at glæde os derover sammen med denne kvinde.
Amen.