lørdag den 8. juni 2019

Den fortabte søn (prædiken til 3. s. e. trin.)

Denne fortælling er en klassiker, som vi alle kender. Den har i tidens løb for mange stået som det reneste og sandeste udtryk for kristendommens indhold, at den er læren om Gud som menneskets kærlige far, en far, der ikke dømmer og forkaster, men tager imod med åbne arme. Sådan lyder - om ikke andet - de humanes forståelse af den. 
De mere strenge har lagt hovedvægten på den fortabtes søns anger. Han gik i sig selv, og den lære, som de først og fremmest fandt i fortællingen, var, at Gud forlanger syndserkendelse for at tage imod menneskene. Derfor prædikede de omvendelse og bod, hvilket vil sige, at den nødvendige forudsætning for, at Gud forbarmede sig, var, at man brød op og vendte sig mod Gud. 

Om denne forståelse ved jeg kun ét at sige; at det vist var mere af nød og trang, sønnen vendte sig mod sit fædrene hjem, end at det var af anger og ruelse over sin syndighed. Så hvor megen grund, der er til at rose ham for det, ved jeg ikke. Mig forekommer det yderst kunstigt at ville gøre en dyd af noget, der ingen dyd er. 
Nej, den fortabte søns anger, tror jeg ikke, man skal gøre for meget ud af, lige så lidt som vi skal gøre for meget ud af vores egen anger, for rent ud sagt: Den anger, der er beregnende, har umådelig lidt med anger at gøre. Og da slet ikke over for Gud, ham, som kender hjerter og nyrer bedre, end vi selv gør. Nej, vi må nok i stedet holde os til faderens kærlighed som fortællingens pointe - og ikke sønnens gåen-i-sig-selv. Faderen, som kun gør ét: Venter på de fortabte for at tage imod dem. 

Denne pointe har altid gået menneskene lige til hjertet, og det næsten for meget, vil jeg sige. For hjertet er jo følelsernes sted, og livet består af andet og mere end følelser. Også følelserne skal sættes på plads og aves, ellers ender vi mennesker i optagethed af vores egen rørelse. Og denne irettesættelse af vores hjertelige følelser, som beskrivelsen af Guds overvældende kærlighed fremkalder, vil vi i dag beskæftige os med. 
Ikke for at forkaste dem, ikke for at reducere dem, men de skal gøres frugtbare, de skal – og skønt jeg ikke bryder mig om ordet, vil jeg bruge det alligevel – de skal disciplineres. Derfor vil jeg kalde fortællingen ”historien om generationskløften”. 

For sønnen var draget hjemmefra. Han skulle bygge sin egen verden op, han forlod det gamle og hjemlige, for nu var han voksen. Sådan er det at være ung, og sådan skal det også være, andet vil være unaturligt. Den unge kasserer det gamle, nu skal verden gøres ny og bedre. Opbruddet fra hjemmet hører med til livet, bruddet med det og de gamle, iveren efter at skabe en anden verden, alt sammen er det så gammelt og prøvet før, som livet er gammelt. 
Nu til dags har hele denne tendens til at forny og forbedre tilværelsen fået prædikatet ”venstreorienteret” på sig, som om det ikke altid har været sådan, at de unge drog hjemmefra med ønsker om at gøre det hele lidt anderledes og lidt bedre. 
Som vores unge mand, der drog ud i verden, hvor det gik ham, som det skulle gå: Det hele mislykkedes for ham. Den nye verden lignede fuldstændig den gamle verden. Og vi kender det så godt. Det eneste, der bliver nyt, er navnene og betegnelserne, men indholdet er og bliver, hvad det var. 

Men selvfølgelig, enhver skal gøre sig sine erfaringer, men erfaringen bliver, at verden lader sig ikke forandre eller forny – eller rettere - det eneste, der forandres er det ydre og ligegyldige; at vi kan køre 220 km i timen i vores biler, og at vi kan kommunikere med avanceret teknologi, men selve livet er det samme, som det altid har været og vil vedblive at være: At vi aldrig kommer til at beherske det, bekymringerne forsvinder ikke, sygdom, død og ulykke vil stadig være en realitet. 

Og hvad betyder det? Det betyder, at vi mennesker kaldes tilbage fra alle vore udflugter, tilbage til hjemmet, til den begyndelse, vi er gået ud fra. Vores unge mand i dag oplevede dét, som alle oplever, hvis de ikke er så blinde og døve, at de ikke ser fallitten, men vedbliver at tro på deres egen ideelle eller materielle iver. 
Mon ikke de fleste ældre forældre har oplevet, at når først de unge er kommet hjemmefra, så lærer de at længes hjem, og mon ikke enhver gammel oplever, at jo ældre han eller hun bliver, des mere er det som om, barndommen og forældrenes hjem står tydeligere frem som det stabile. 

Det er et forunderligt kredsløb, der ligger skjult i menneskelivet; at det går slet ikke fremad, sådan som vi alt for ofte tror eller påstår. Nej, livets linje er ikke en lige streg, men den er en stor cirkelbue, og mennesket vender tilbage til sit udgangspunkt. Det er derfor ikke tilfældigt, at det hedder ved en begravelse: Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Og dette er også denne historie et billede på. 
Vores unge mand blev med eller snarere mod sin vilje tvunget hjem igen. Selv følte han sig som nederlagets mand, for han rejste ud med hovedet fuldt af planer og forventninger: Nu skulle han vise dem alle, hvad han kunne udrette, og så vender han tilbage som en slagen mand, der brødebetynget bekender, at han har syndet imod himmelen og sin far. Og hans bekendelse er skam ikke blot en frase, han bruger, for at smøre den gamle. Slet ikke. For hans synd imod sin far var den, at den gamle verden ikke havde været god nok til ham. Og det er en bekendelse af den sandhed, han har lært af livet selv, nemlig at et menneske skal leve dér, hvor det er sat, at opgaven ikke er at lave verden om, men at være hjemme i verden, sådan som den er- vi kunne også sige; opgaven er at tage livet i strakt arm. 

Den unge rejste ud for at finde livet og ved ikke, at han dermed vender livet ryggen. 
Vi mennesker længes efter noget nyt, noget større, noget bedre, og hvad betyder denne længsel? Den betyder, at vi flygter fra livet, som det er. Men livet holder os fast, og vi føres dér hen, hvor vi ikke ville. 

Og om alt dette fortæller denne historie. At det er, som det skal være, for det er, hvad Gud venter på for at være det, han er, vor Gud, vort håb, vor glæde. 
Om vort hjem handler denne historie, vores sande og virkelige hjem, som er Gud og hans kærlighed, der kun vil ét, nemlig være vort hjem. 

Der var også en anden mand i historien. Han havde aldrig været hjemmefra, og derfor havde han heller aldrig fået lært, hvad for et hjem, han havde. Han tog det hele som en selvfølge, og derfor kunne han slet ikke forstå glæden i hjemmet, da hans bror kommer hjem. Han var åndløs, han var uden for virkeligheden, derfor måtte hans far undervise ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, men du bør glæde dig og være lystig, for din bror var død og er blevet levende, var fortabt og er fundet. 

Og sådan underviser Gud os alle, vi, som er mætte og halvgnavne og utilfredse, og som slet ikke kender glæden over at komme hjem, dvs. dette bare at leve livet uden fordringer om fornyelse og forbedringer. Sådan taler Gud til den verden, der har nok i sig selv og sine egne bestræbelser og slet ikke ved, hvad de vil sige at være hjemme i livet. 
Gud underviser, Gud belærer, Gud tjener os, for at vi skal være glade og hjemme hos ham midt i sorg og elendighed, ulykker og nederlag. Kan derfor noget være større end gudstjenesten, hvor Gud selv kommer til os og tager imod os som sine børn og dækker hjemmets bord for os? En fader vil forbarme sig over sine egne små, og Herren gav os arme sit fadernavn at kalde på. Guds miskundhed alene grundfæstet står i evighed. Min sjæl istem med glæde: al æren er og bliver hans! Amen



mandag den 25. marts 2019

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag

For mere end 200 år siden var der en skæv helligdag, der hed Mariæ bebudelsesdag, og endnu for 60 år siden eksisterede den stadig i Sverige til glæde for alle skåningene, for en sådan fridag gjorde, at de kunne rejse til København og handle og more sig.

Men i 1700-tallet dukkede der en tysker op her i landet med nye ideer, som var på mode i udlandet. Ideer og tanker, som ikke er så forskellige fra dem, der er på mode i dag, nemlig at fornuften skulle være menneskets højeste rettesnor.
Og derfor afskaffede Struense – for ham er det jo, jeg tænker på – derfor afskaffede han så mange helligdage, han kunne, og Mariæ bebudelsesdag måtte lade livet tilsammen med andre helligdage til sorg for skolebørnene, der jo dermed mistede nogle fridage.

Som erstatning blev Mariæ bebudelsesdag henlagt til den 5. s. i fasten, og der ligger den dén dag i dag. Ja, netop den dag i dag. Mariæ bebudelsesdag hvad sigter den til? Ja, naturligvis til den gamle fortælling om, hvordan en jomfru nede i jødeland fik bud fra Gud om at skulle føde en søn, og denne søn skulle være Guds egen søn. Og naturligvis kan man godt forstå, at den snak er ikke noget for den menneskelige fornuft. Sådan en gammel fabel, hvad har den med fornuftens oplyste tider at gøre, hvor det drejer sig om nytte og udbytte og alt andet fornuftigt? Men hvis man nu er så fornuftig, at man lod være med at spille overlegen og klog og blot hørte den gamle fortælling som den fortælling, den er, og ikke hængte sig alt for meget i de ydre rammer og former, så kunne det jo være, at historien bag de ydre begivenheder, den skildrer, havde et indhold – noget den ville sige.

Ja, hvis man i stedet for at stejle over det usandsynlige og fantastiske ville lægge øre til og lytte efter, hvad meningen er med den fortælling om englen, der bringer bud fra Gud til jomfruen Maria, kunne man måske til sidst ende med at forstå, at fortællingens ydre ramme passer godt til indholdet. Hvad er indholdet og meningen med denne gamle bibelfortælling?

Ja, meningen kan vi finde ved hjælp af de ord, som er Marias lovsang til Gud over at være blevet udvalgt af ham: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser, thi han har set i nåde til sin ringe tjenerinde”. En lovsang fuld af glæde - og hvorfor nu det?
Fordi, hvis det virkelig skal gå sådan, som englen har lovet Maria, så er Gud en – ja, jeg var lige ved at sige - en folkets Gud. Så er han ikke den fjerne og ophøjede Gud, der sidder i sin himmel og bedømmer menneskene efter deres gerninger, men så er han én, der kommer til menneskene for at være deres Gud. Så er han én, der kommer – ikke til de fine og fornemme og fromme, men til almindelige småfolk, der intet særligt har at prale med. Så er Gud sandelig helt anderledes, end vi forestiller os ham.

For kommer Gud virkelig til Maria, så kommer han til alle. Maria vidste nemlig så udmærket, at hun ikke var noget særligt. Kommer Gud virkelig til Maria, så har han i bogstavelig forstand nedstødt de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe.
Dét er budskabet, det er indholdet i fortællingen om Mariæ bebudelse, og det budskab passer meget godt sammen med rammen. Men det til trods, så er vi lige vidt endnu. For straks melder fornuften sig og siger: ”Hvad kommer det os ved, hvad betyder det i vores tid? Det lyder alt sammen meget kønt men også en smule naivt, for det virkelige liv og denne vores praktiske verden har det intet at gøre med”. Og jeg skal ikke og kan ikke bevise, at det har det, for det må enhver finde ud af for sig selv, men én ting kan jeg sige, og det er, at de to muligheder, som ligger gemt i fortællingen, de er lige så meget til stede i dag som den gang.

Enten dyrker vi mennesker med alt vores arbejde og al vores travlhed en fremtidig herlighed, som det gælder om at nå – en lykke og en magelighed, som først for alvor skal gøre livet værd at leve, eller også tror vi som Maria i sin glæde, at Gud er ikke et mål, man skal erobre ved hjælp af fremgang og fremskridt, at livets mål og mening er ikke storhed, at Gud er ikke de riges og lykkeliges Gud, men folkets Gud. At han er dagen-idags-Gud, min Gud, fordi han er barmhjertig og nådig, og derfor ikke en Gud, jeg skal komme til, men en Gud, der kommer til mig.

Fornuften siger os, at vi skal være vor egen Gud, dvs. fornuften tror på den Gud, der er Gud for dem, der har noget, men troen siger: ”Skønt alt taler imod, skønt fornuften vil modbevise det 100 gange, så vil jeg ikke slippe det ord, at Gud ikke er den strenge dommer, der kun kalder dem for sine børn, der har resultater at møde op med, men jeg vil holde fast ved i liv og død, at Gud er min Gud. Ikke fordi jeg er noget særligt, ikke fordi jeg har fortjent det, men fordi han er barmhjertig og god, og hans hu står til de ringe og ikke til de mægtige. Han er Gud i dag og ikke i morgen. Han er Gud her på jorden og ikke kun i himlen”.

Jeg ved godt, at det nu om dage ikke er særlig moderne at tro for meget på kristendommen, og det er endnu mindre moderne at være ved, at man gør det. Men jeg ved også, at hvor fornuften alene får lov at råde, dér kommer tyranniet, for fornuften siger altid: ”Du er dig selv nærmest, du skal nå så meget som muligt i livet, det gælder om at sikre sig, inden det er for sent”. Fornuften, hvor den får lov at sætte dagsordenen, pisker og jager os frem.

Derfor er fornuften også udtryk for vantroen, den tror ikke, for den vil eje og besidde. Derfor har den travlt, derfor bliver den aldrig tilfreds.

Men jeg ved også, at er der noget, vi alle trænger til i vores fornuftige og tyranniske tider, hvor vi alle bøjer nakken for fornuftens pisk, så er det, at enhver siger til sig selv: ”Jeg vil ikke være slave af fornuften, jeg vil vove at leve i den tro, at vi ikke skal arbejde os frem til lykken, til Gud, men Gud er en Gud, der kommer til os og er hos os, her og nu, at Gud er folkets Gud og ikke de særliges og stræbsommes Gud. For alene ved denne tro bliver livet menneskeværdigt. Og det var en lovsang herover, Maria sang. Lad os derfor atter læse den:

”Guds navn er helligt, og hans barmhjertighed
varer fra slægt til slægt over dem, som
frygter ham. Han har øvet vælde med sin
arm: splittet dem, der er hovmodige i deres
hjertes tanker; stormænd har han stødt fra
troner og løftet småfolk op i højhed. Hungrige
har han mættet med gode gaver og sendt
rige tomhændet bort. Han har taget sig af Israel,
sin tjener, og kommet barmhjertighed
i hu imod Abraham og hans æt til evig tid,
sådan, som han lovede vore fædre”.

Amen



lørdag den 1. december 2018

Allehelgensdag


Jeg vil indlede denne Allehelgensprædiken med at nævne en af vore gamle konger; Frederik den 7. Han var dybt foragtet af samtidens overklasse, en forargelse som også nutidens autoriserede historievidenskab stort set deler. Men det menige og jævne folk hang ved ham, da han levede, og de gav ham navnet Frederik Folkekær. Og det er ikke tilfældigt.

For der lyder bl.a. en fortælling om ham - og hvad enten den har fundet sted, som den nu fortælles, eller den blot er opstået, fordi den var karakteristisk for hans væsen og opførelse, - så lyder der altså en historie om Frederik d. 7., som fortæller om en klogskab og drilagtighed, som nok har kunnet vække fine folks forargelse; nemlig at en af hoffets folk var syg efter at få enudmærkelse. Derfor løb han ustandseligt kongen på dørene for at minde ham om sine fortrinligheder og sin eksistens. Kongen forstod så udmærket mandens ærinde, og til sidst kaldte han den ivrige tjener til sig og sagde: ”Godt, jeg gør Dem til kammerherre, når De nu så gerne vil være det, men det sker på én betingelse: De må ikke sige det til nogen!”

Det er klart, at en konge, om hvem en sådan historie fortælles, helt givet har måttet vække sin samtids overklasses raseri - men også folkets kærlighed. For han har gjort grin med, for ikke at sige afsløret, den forfængelighed, der altid trives, dér hvor man vigter sig af titler og kors og bånd og stjerner. At blive udnævnt til noget, som man ikke må vise frem og blive beundret for, det er jo at blive gjort til grin, og det var vitterlig den slags påfund, som gjorde, at man rasede over kongen i de københavnske saloner og muntrede sig med smædedigte og andet om ham.

Og da der trods alt var en grænse for, hvordan man kunne té sig over for monarken, kunne man i hvert fald lade sit raseri og sin forargelse gå ud over hans borgerligt fødte kone grevinde Danner. Men folket hang ved ham og kaldte ham Frederik Folkekær.

Og at blive udnævnt til noget, som man ikke kan bruge til noget, dvs. som man ikke kan nyde godt af i betydning og anseelse og position, det er dét, der sker med disciplene her i teksten fra bjergprædikenen.

Jesus udnævner dem til at være jordens salt, og så ér de det. Men det mærkelige, det efter menneskelig målestok mærkelige og forargelige er, at de ikke bliver spor mere ved det, end de er i forvejen. Og det forklares med den næste sætning: at hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da salte med? Denne sætning skal vi lægge mærke til, for der siges ikke, sådan som vi uvægerligt vil høre det, at nu er de i sig selv saltet. Men der siges, at der er givet dem noget, som gør, at de kan salte – og hvis de mister det, hvad har de så? Ja, så de har ingenting!

Kraften er intet som helst andet end det, der er dem givet, det, der er dem overdraget. Og dette overdragne er Guds ord – det er dét, de får at gå med.
Det lyder yderst spidsfindigt, men det er det helt afgørende, for det betyder dermed, at det lys, der skal sættes på stagen, ikke er disciplene selv og deres indsats og personlighed, men at det er ordet, evangeliet. Dét sættes de til at være tjenere for.

Vi kan sige, at Jesu udnævnelse af disciplene betyder, at de befales til selv at træde tilbage. (Og det er i parentes bemærket netop det, der var så befriende ved de små historier om Frederik Folkekær, at han over alt viste sig at være en konge, som havde sans for, hvad mennesker altid ønsker sig mest, nemlig at tage sig ud og blive beundret). Men som sagt, det er dét, Jesus udnævner disciplene, sin menighed, til, - at den alene skal sætte - ikke sig selv - men Guds ord på lysestagen, - og bøje sig for det ord og være tjenere for dét.

Vi kan også sige, at gøre dét, ja, det er ganske enkelt at tro på ordet, at lade det virke og lyse.
Og det er dét, der er er Allehelgensdags budskab. Det er Allehelgensdags evangelium, for det er altid evangeliet, at Guds ord er det hele, og at det skal du som menighed, som kirke, stole på og tjene.

Derfor er der god mening i, at det er for ordnet, at Luther og reformatorerne skal mindes en dag som i dag. For deres protest bevirkede, at ordet, at evangeliet og det alene, blev kirkens opgave. Det havde det ganske vist været hele tiden, men vi ved også, at kirken havde udviklet sig til noget ganske andet, til mærkelige optog og afladshandel og pragt og fester, at den kort sagt var blevet til alt andet end blot ordets tjener. Den var blevet til noget i sig selv - og at den katolske kirke påstod, at alt, hvad den gjorde, gjorde den for evangeliets skyld, ja, det gav Luther ikke en døjt for.

For hvor Guds ord skal hjælpes på vej, hvor Guds ord skal smykkes op og have støttepædagog, dér er det altid mangel på tro på ordet selv, der står bag. Dér er det altid menneskers trang til at spille en rolle, der kommer til udtryk.
Sådan som disciplene da også bestandigt røbede, at de også gerne ville have betydning. Nej, lyder det i dagens tekst, og nej, lød det gennem reformatorernes kamp; at være jordens salt betyder, at du sættes til at være tro, du sættes til at tro Guds ord, du sættes til at lade dét alene lyse og bære. Og det vil til syvende og sidst sige at lade det ord bære dig, at lade det være det hele for dig. Og at dette ikke er ensbetydende med position og fremgang i verden, men tværtimod det modsatte, det vidner Jesu egen skæbne os om. Ikke sandt, hans fremgang i verden var til at overse, hans position i verden var ikke stor.

Allehelgensdag er derfor ikke dagen, hvor vi mindes de store og for verden betydningsfulde og fromme mennesker, vi mindes ikke alle kammertjenerne med deres titler og udnævnelse. Nej, Allehelgen er til for at mindes den gerning, som jævne og svage mennesker, der ikke var spor anderledes end os, blev udnævnt til at udføre, og som de i al deres jævnhed – i deres daglige kamp med livet – udførte. Jo, vi mindes rigtig nok helgenerne, men det betyder ikke som på katolsk tid, at helgenerne er de særligt specielle og stærke mennesker, nej, vi mindes alle dem, som af Guds ord var udnævnt til helgener. Og blive udnævnt af Guds ord, det sker i dåben – og det er en udnævnelse, som ikke er til at prale med, for i dåben lyder det, at du skal være tro. Du skal lade sejren tilhøre Gud, og i stedet være tro mod den hverdag, du er sat i.

Og det kan den døbte trygt være, fordi hans alt for svage tro hviler på klippegrund. Den hviler på Jesu egen troskab mod netop os syndere og vantro, den hviler på ham, der gav os syndernes forladelse og håbet om en virkelig opstandelse på den yderste dag. Den hviler på hans troskab, der bærer, selv om alt brister.
Derfor er Allehelgensdag en mindedag for reformatorerne, der ikke havde andet at måtte holde sig til end deres dåbs løfte. Og derfor er Allehelgen dagen, hvor vi mindes vore døde, mindes, at vi er forbundet med dem, fordi ingen af os har andet at stole på og hvile i end vore dåbsord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

"Så pris, min sjæl, den Herres navn, som endte dødens dage, og kom fra graven os til gavn, med liv og lys tilbage, som med sit ord, før vi det ved, opvækker støv til herlighed".

Amen


fredag den 14. september 2018

Prædiken om synderinden


(En prædiken over fortællingen om synderinden, der brød ind i farisæeren Simons hus, hvor Jesus sad til bords. Og hun vædede hans fødder med sine tåre, kyssede og salvede dem. Lukas 7, 36-50)

I denne fortælling, vi netop har hørt, er der tre personer til stede. Tre personer, som hver især er mere end blot sig selv – de er tre personer, der også står for noget.

Først er der værten, i hvis hjem handlingen foregår. En farisæer var han, og Simon hed han. Og han repræsenterer det bedste blandt farisæerne. Han var hverken forstokket eller stivsindet, siden han vovede at indbyde Jesus som sin gæst. Nej, han har været åben og lydhør, han har været en person, der gerne ville høre, hvad Jesus havde på hjerte. Skulle vi give han en moderne betegnelse, ville jeg kalde ham en frisindet humanist og moralist, en menneskeopdrager – en af dem, som verden er så fuld af i dag. Han er måske nok fanatiker, men han er forstående og velvillig, netop disse karakteristika, som var et led i hans opdragelse af menneskene til at blive gode og harmoniske mennesker, der gjorde fremskridt i den rigtige retning.

Den rigtige retning, ja, den kendte han, thi for ham var der forskel på mennesker. Der var dem, der var uden kultur og moral, og så var der dem, der stræbte efter at være gode og blive gode, dem der bevægede sig i den rigtige retning. Og Simon regnede Jesus som sin forbundsfælle i sine bestræbelser på at få folk til at, om man så må sige, vende sig i den rigtige retning. Og på den måde er Simon som alle os andre. For det er jo det samme, vi vil – alle stridigheder mellem ideologier og religionerne de bunder i det samme, nemlig at ville opdrage mennesket til at blive godt og humant.

Men nu sad altså Jesus i hans stue, og de skulle nu i god økumenisk fællesskab samtale om det fælles mål og midlerne til at nå det, troede den gode farisæer. Men det viste sig hurtigt, at der var større forskel mellem dem, end havde kunnet forestille sig. Og forskellen var ikke en teoretisk forskel, det var ikke gennem en lang og dybsindig samtale, han opdagede forskellen mellem dem. Men det var ganske konkret i bedømmelsen af det, der uventet skete.

Et menneske dukkede op. Frækt og anmassende og uopdragent trængte en kvinde sig ind i huset. Og hvilken kvinde. En af dem, som man som humanist og moralist holder sig pænt på afstand af. Rigtig nok en af dem, man gerne vil hjælpe, hvis hun vel at mærke kommer på den rigtige måde med bøn om hjælp.

Men det gjorde hun slet ikke her. Hun trængte sig ind – trængte sig på – og gav sig til på en ubehagelig og pinlig måde at overfalde gæsten. Ikke med ubehageligheder, nej, men med det, som var langt værre og langt mere upassende og anmassende, nemlig med kærtegn, med kys og med tårer, og hun salvede hans fødder. Og gæsten lod det ske, han gjorde slet ikke forsøg på at ryste denne påtrængende kvinde af sig. ”Han må da vide, hvad hun er for en”, tænkte farisæeren Simon, og gæsten kunne se på ham, hvad han tænkte, og stillede spørgsmålet: ”Der var to mænd, der begge fik deres gæld eftergivet, den enes var stor, den andens var lille. Hvem af dem, tror du, var gladest for eftergivelsen?” ”Selvfølgelig ham, der havde den store gæld”, måtte Simon svare. Og gæsten sagde: ”Du har ret”. Og så forklarede gæsten videre, at det var jo netop, hvad der skete for Simons øjne. Denne kvinde havde meget at få eftergivet. Derfor var hun kommet, og derfor måtte hun udtrykke sin glæde over Jesus. Hun havde instinktivt forstået mere, end farisæeren var i stand til at fatte. Hun havde forstået, at Jesus var Guds kærlighed og tilgivelse på jorden, hun havde forstået, at han ikke var en menneskeopdrager og moralist men noget helt helt andet.

Hun havde sikkert været ude for mange, der ville hjælpe hende ud af sit syndige liv med formaninger og håndsrækninger, men her var en, der kendtes ved hende, som hun var. En, som lod hende græde ud og ikke havde et eneste bebrejdende eller formanende ord at sige hende.

Nu har vi de tre personer præsenteret. Den ene er værten, farisæeren. Han, som er enhver af os, for så vidt som vi alle mener at vide besked om livet, og hvordan det bør være. Han er derfor også vor tids kirke, den humane kirke, befolket af velfærdsprofeterne, dem, der vil hjælpe og opdrage os alle humant og kristeligt. Med andre ord, Simon er repræsentanten for alle dem, der har fundet svaret på livet. Dem, der ved, hvad livets mening og mål er, alle dem, der ved, hvad det gælder om, både når vi taler om det materielle og det åndelige. Repræsentanten for alle dem, der ved besked, videnskaben eller ideologien eller livsfilosofien – det kommer ud på et. Og kvinden, ja, hun er repræsentanten for dem, der skal hjælpes, fordi de anses for at trænge til hjælp. Hun skal drages op, som man sagde i gamle dage – altså opdrages. Og så er der gæsten, hvem er han repræsentant for? Han er repræsentant for Guds uendelige og evige og urokkelige kærlighed, den, der har et eneste navn: syndernes forladelse. Denne kærlighed var for kvinden livet selv. Den elskede hun, for hun kunne ikke andet, og idet hun elskede den, havde hun den. For den var urokkelig. Den sagde ikke, at først skulle hun stræbe efter at blive et nyt menneske. Nej, den bare elskede hende.

Og den, som ikke elsker Guds urokkelige kærlighed, han finder den heller ikke. Han er sig selv nok og ved slet ikke, hvad kærlighed er. At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed. Og Gud skænker sig selv i ham, der er syndernes forladelse, han, som udholdt, at menneskene vragede ham, han, der lod sig slå ihjel af menneskene, fordi de ville være sig selv nok i deres tro på at vide og kende og kunne. Han lod sig slå ihjel, og derved skænkede han os Guds kærlighed, syndernes forladelse. Han blev knust og bar det stille. Han oplod ikke sin mund som et lam, der føres bort for at blive slagtet.– som et får, der er stumt, når det klippes.

Herren lod den skyld, der hviler på os alle, falde på ham. Og dette er dommen over os – tilgivelsens dom – en glæde for alle, der lider møje og er besværede, men en forargelse for alle dem, der ved besked og tror på deres egen viden og stræben. I ordet om ham, der er Guds kærlighed, i ordet om ham kommer Guds kærlighed til os. I ordet om ham står Guds kærlighed urokkelig fast. Det er det hele, men det er også rigeligt. Som han sagde til kvinden: ”Din tro har frelst dig, gå bort med fred”. Her er intet at lægge til og intet at trække fra, intet, der skal gøres, og intet, der først skal nås.

Guds kærlighed, syndernes forladelse skænkes os kvit og frit i Jesu navn. Vi vil godt nok hellere reparere på verden, men Gud elsker den, som den er, så hvad har vi andet at gøre end at glæde os derover sammen med denne kvinde.
Amen.

torsdag den 31. maj 2018

Prædiken til Store Bededag(konfirmation)

Trods et dalende medlemstal for folkekirken så kan landets mange analyseinstitutter med jævne mellemrum oplyse, at langt de fleste danskere tror på en eller anden gud og endda beder til ham i ny og næ. Og det skal nok passe, at de fleste af os egentlig er ganske religiøse, når det kommer til stykket.
Og det gælder ikke kun os, der sidder i kirken i dag. Nej, jeg tænker såmænd også på de såkaldte ikke religiøse, modstanderne - de erklærede ateister. Også de har vind i sejlene. Og jeg tror, det skyldes, at de virker så utrolig tillokkende i deres selvstændighed. Det er som om, de har styr på det hele. Men går man lidt til ham – ateisten altså -, trykker man ham på hans lidt for tilfredse mave, så viser det sig, at også han har sin egen lille hjemmelavede religion, som han plejer og værner om og endelig ikke vil have fremmede til at trampe i.


For også han vil have sin egen kirkegård, han vil også have sine egne ritualer i forbindelse med navngivning, nonfirmation, vielse og begravelse. Hans opgør er ikke mere radikalt, end at han ender med at snylte på kristendommens ritualer. Den kristendom, han helst ser forvist fra det offentlige rum ved at forbyde Fadervor og morgensang i de danske skoler for at erstatte dem med troen på menneskelige værdier, fremskridtet og videnskabens formåen.

Jo, jeg vil påstå, at også ateisten er religiøs. Og også han beder; til videnskaben, at den en gang vil knække cancerens kode, at al krig vil ophøre, at sult og hungersnød en gang bliver afskaffet. Men hvad gør han, hvis canceren rammer ham? Hvad gør han, hvis han en dag skulle stå på en slagmark eller sidde i den flyvemaskine, der rammes af et terrorangreb? Hvad griber han til? Hvad hjælper ham dér midt i livets alt for alvorlige øjeblik, når skylden plager én, den skyld, som ikke er til at komme af med? Når ens bedste ven dør, før man nåede at blive forsonet med ham? Den kristne folder sine hænder og beder sit Fadervor: Forlad os vor skyld! – men hvad gør ateisten?


For det er netop dér midt i livets alvor, at vi forstår, at vi er ikke har nogen ret at pukke på, men vi står med hatten i hånden, som de bedende gør. Dér, hvor vi intet kan overskue eller stille op, dér bliver bønnen selvfølgelig. Og hvem slipper for at stå der?
At bede, at søge, at banke på betyder derfor ikke, at vi skal vise Gud, at vi interesserer os for ham, at vi også skal gøre noget, og endelig med så stor inderlighed som muligt. Det betyder ikke, at har vi blot præsteret en from og inderlig bøn, så kan vi også gå dagen eller natten i møde med en god samvittighed, fordi vi nu har ydet, hvad vi skulle.

Som når i egne øjne fromme og kirkelige folk komponerer en bøn selv, hvor munden løber med fromme og gode ønsker for kloden og kirken og de stakkels medmennesker, man er omgivet af. For det vidner blot om, at de selv tilsyneladende har deres forhold til livet og Vor Herre på det tørre.
Nej, at bede, at søge, at banke på, det gør man først, når man er på spanden. At bede er som et barn at række hånden frem, fordi man ikke kan andet.
Og hvor tydeliggøres det bedre end i Fadervor? Denne bøn, der stædigt igen og igen, søndag efter søndag, løfter sin stille røst i blandt os og stædigt bliver ved sagen midt i vores fortvivlelse og afmagt. Og det gør den, fordi ingen af os slipper for at være i livets vold.
Derfor skal en hver konfirmand kende sit Fadervor. For Fadervor er ikke en fromhedsøvelse, men Guds egen bøn, der igen og igen vil mane enhver selvtilfreds religiøs følelse i jorden.
Men i stedet for at holde Fadervor i hævd bliver den udsat for en stedmoderlig behandling. Den betragtes som en barnlig begynderbøn, en slags bønnens lille tabel, der blot skal være et pædagogisk opdragelsesmiddel, så den voksne med tiden kan lære at bede selv. Men en større misforståelse af bønnen i Jesu navn findes ikke. For en bøn i Jesu navn skal ikke demonstrere, at mennesket kan selv, men den er derimod udtryk for, at et hvert menneske, barn som voksen, er hjælpeløst udleveret til Gud. Det er med livet og med Gud, som når jeg er involveret i en sag, jeg slet ikke kan klare selv og derfor må bede en anden om hjælp.

Derfor er det, der tales så meget om bøn i evangelierne. Ikke fordi der opfordres til en god og from øvelse, der vil have Guds velbehag. Men bønnen nævnes igen og igen for at gøre det klart, at et menneske slet ikke har andet at møde op med over for Gud – og dog har han lov at komme.
Derfor er det også det mest ejendommelige – ja, måske det eneste ejendommelige – ved Fadervor, at den slet ingen fromme falbelader har i sin bøn. Den begynder ikke med en masse fine ord, der skal udtrykke, hvor højt vi ophøjer Gud. Der er ingen næsegrus tilbedelse, der skal udtrykke, hvor ydmyge vi er. For kort og kontant siger Jesus til os: Lad os dog ikke skabe os over for Gud, for vist må vi alle bede, banke, søge og kalde på Gud – hvem skulle vi ellers kalde på? – men hvem du end er, og hvor langt du end måtte være borte, skal du ikke spekulere på at gøre dig værdig for ham.
Men én ting skal du; du skal kalde ham Fader, du skal bede dit Fadervor. For det er en misforståelse at tro, at Fadervor kun er for begyndere, og at der findes noget finere at holde sig til.

Og så alligevel er Fadervor kun for begyndere, men det er det ret forstået, fordi vi aldrig bliver andet end begyndere over for den lektie, at vi intet har at komme med. At vi ikke er Gud, og at der ikke er nogen eller noget i denne verden, der er det, eller skal være det. Men han er Gud og faderen for os alle. Han er den, som du skal sætte din lid til og fortrøste dig til, hvad så end dit eget hjerte og hele verden siger, for han er Faderen og forbliver Faderen, ja, også selv om det er skjult for os. Ja, også selv om det forbliver skjult for os, som det var skjult for Kristus, da han hang på korset.

Nej, hvem bliver nogensinde andet end en begynder og en læredreng over for befalingen om, at stå dér, hvor bønnen, hvor Fadervor sætter os? Her tages ikke hensyn til alle vore undskyldninger, men her befales vi at leve som børn med hinanden over for den samme Gud og Fader.
Da Kristus gav os sin egen bøn at bede, manede han al vor pukken på egen ret og fortrin fremfor sit medmenneske i jorden. Men i en uklædelig foragt for det overleverede har vi gjort Fadervor til en Askepot blandt troens lærdomme, og så er forholdet dog det, at hun er dronningen over dem alle, og alle andre bønner er kun en afglans af hende. Hun er bønnen par excellence, der bekender, at over for Gud er al ros udelukket, og hvor det derfor ikke tæller, hvad du og jeg er og har, men hvor det eneste, der gælder, er den Guds barmhjertighed, der gør, at han vil være en fader for os alle, som bor på jorden. Dette er jo netop evangeliets budskab. Dette er jo netop kristendommens indhold. Derfor er det rigtigt at sige, at disse to ord: Fader vor, indeholder alle budene, alle forjættelserne, ja, alle Guds ord. Her er det alt sammen befalet: Troen, håbet, kærligheden, og ingen er færdige med Fadervor, før han er færdig med disse tre.


At bede et Fadervor er ikke et forsøg på at sikre sig over for det ukendte. Endnu mindre er det et forsøg på at få magt over Gud, over livet eller fremtiden, eller at tilsnige sig en ret hos Gud, som man ikke har. Men det er at bøje sig for, at han er i det skjulte og ser i det skjulte. Derfor ser han også barnets ret til at bede til sin fader, den ret, han gav os og tilsagde os i vor dåb, og som holder os fast i troen og håbet – ikke til os selv eller fremtiden, men til ham.
Amen

torsdag den 8. marts 2018

Konfirmander 2018





A-klassen skal konfirmeres 2. s. e. påske (den 15. april).
(A-klassen er A-klassen fra 6. årgang) 

Anne-Christina Due
Solsikkevej 2                                

Isabella Gantzel Jensen 
Østerkobbel 22    
                    
Valdemar Christian Perrod 
Kastanie Alle 9
                     
Kamilla Anna Marie Rasmussen
Rosenhaven 12, Sønderborg
            
Rasmus Emil Schmidt
Elmevej 18
                            
Lasse Døssing Sommer
Møllegade 4                         

Laura Hanne Thomsen
Vestergade 6
                           
Jonas Holm Wellnitz
Midtkobbel 45                              




B-klassen skal konfirmeres Bededag (den 27. april).
(B-klassen er B-klasen fra 6. årgang) 

Peter Hansen-Truelsen
Vibevej 23
                             
Bastian Martin Jensen
Louisegade 20, st. tv.
                            
Kine Cederholm Lemming
Violvej 3
                      
Tilde Bang Skyum
Louisegade 42  
                                 
Cecilie Steger
Nørregade 26
                                          
Cecilie Gernhøfer Strüssmann 
Storegade 5
                

Asta Delia Scoular Vinther 
Kettingvej 46 B                                            







Prædiken om nadveren

Det er nødvendigt, når vi taler om nadveren at sige to ting, som tilsyneladende er ganske modstridende. 

For det første må det siges, at nadveren er ganske uforståelig. Det skal siges ærligt, at der er ingen, der kan forstå, hvad nadveren er. Og dette skal siges af hensyn til dem, der af beskedenhed eller blufærdighed holder sig tilbage. Dem, der ikke går til alters, fordi de ikke forstår, hvad nadveren egentlig betyder. Dem, der ikke vil trænge sig på, men lader dette sære måltid være for dem, der forstår det. 

Dem, som måske nok i deres inderste gerne ville gå til alters, men fordi det er for gådefuldt, venter de til den dag, hvor gåden er løst for dem, og de derfor forstår, hvad nadveren er og betyder. Til dem er det nødvendigt at sige, at nadveren hverken kan eller skal forstås. Det skal siges, at der kræves ingen forståelse som adgangsbillet for at kunne gå til alters. Til dem skal det siges, at det at gå til alters er såmænd blot at adlyde Vor Herres befaling, det er, hvad man kalder en lydighedshandling, som betyder, at al forståelse og al mening overlader vi Vor Herre og hans befaling. 

Det er det første, der er nødvendigt at sige, at nadveren kan vi ikke forstå, og hvis vi skulle vente med at gå til alters, til den dag oprinder, hvor vi forstår, hvad der sker, så kom vi aldrig til alters. 

Mon disciplene forstod, hvad der skete, da Jesus tog brødet og gav dem det? Mon de forstod, hvad han mente, da han tog kalken og sagde: ”Drik alle deraf, denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer”? Mon de forstod det? Nej, det gjorde de ikke. Disse ord og denne handling har sikkert været temmelig tåget for dem, men alligevel gjorde de, som Jesus sagde. 

De sagde ikke til ham: ’’Vent lige et øjeblik og forklar os først, hvad det er, du gør, sådan at vi kan forstå det’’. 
Ja, jeg tør godt gå et skridt videre og sige, at Jesus heller ikke selv forstod, hvad han gjorde, han gjorde det bare. For dette med at skulle forstå lå ham ganske fjernt, det er en moderne opfindelse. Nej, han gjorde det bare. Det var ikke på forhånd gennemtænkt og planlagt. Hvis disciplene havde bedt om en forklaring, havde han sikkert sagt, at en sådan havde han ikke. 

Han gjorde det bare. Han gav dem at spise og drikke. Hvorfor? Ja, hvorfor spiser og drikker mennesker? For at opretholde livet. Og sådan gav han også sig selv, sit legeme og blod for at opretholde menneskers liv, deres evige liv, livet hos Gud og med Gud. Hans kød og blod var – for at bruge hans egne ord – mad til evigt liv, eller det evige livs brød. 

Og når vi siger det sådan, så kommer vi til det næste, som altså er det modsatte af, hvad jeg netop har sagt om nadveren, nemlig at den er slet ikke uforståelig. 
Og det siger vi til dem, der vil gøre nadveren til noget højtravende, indviklet og vældig fint noget. Nej, her er slet ingen mystik. Her sker intet overnaturligt eller mærkeligt. Her er det ganske ligetil at forstå, at her får mennesker brød og vin – altså her får mennesker mad, som ganske vist har et symbolsk omfang, for ingen kan blive mæt af den sjat vin og den bid brød, vi bydes ved alterbordet. Derfor burde det egentlig være rigtig mad, vi fik, mad der kunne mætte, netop fordi det ikke bare skal forestille men være vores føde. Og om denne vin og dette brød siger Jesus: ”Nu har I fået mig”. 

Da han selv sad midt iblandt sine disciple, da det skete, var det tydeligt, at det ikke skulle forstås som en overnaturlig forvandling, som den rene overtro. Nej, han sagde bare: ”Nu har I fået mig. Jeg er jeres, og I er mine. Jeg er jeres føde, og I lever af mig og ved mig”. Og disciplene hørte Jesu ord, og de forstod dem ikke, men de troede dem. De tog ham på ordet, og det i en sådan grad, at de blev ved med at gøre, som han havde sagt, at de skulle. 

Det er jo en kendsgerning, at for mange mennesker er nadveren noget sært fremmed noget, som de ikke kan forlige sig med. De kan forlige sig med at høre evangeliet blive prædiket, men de kan ikke forlige sig med at gå til alters, for det er for fremmed og mystisk. Ja, sådan er indstillingen til nadveren i dag, at det, som i sig selv ingen ting er – som bare er, hvad det er – det er blevet gjort til noget indviklet og for forstanden krævende. Og det fortvivlende er, at hvad man end siger, så bliver den mere fremmed og fjern. 

Nadveren er med andre ord klemt i mellem disse to forhold: Det ene, at nadveren er uforståelig, og det andet, at nadveren er let og lige til at forstå, og begge dele er sagt for at gøre det lettere at overvinde dét, der kan hindre folk i at gå til alters. Og så virker dog begge dele imod deres hensigt og vækker kun mere tvivl: enten at dette er for mig alt for fint og uforståeligt, for fjernt og fremmed, for mystisk og gådefuld, eller også det andet: at så enkelt og ligetil kan det ikke være. 

Ja, denne klemme er nadverens stilling, at det, der skulle lette nadveren ud af den klemme, blot gør det sværere for folk at have med den at gøre. 
Og hvad kommer det af? Det kommer af, at her er det egentlig slet ikke overvejelser eller begrundelser, der skal til, men blot handling. Hvis en voksen ser, at et barn er ved at drukne, giver han sig ikke til at overveje, hvordan det er sket, men han gør ét af to: enten springer han ud for at redde det, eller også gør han ikke. 

Der er kun de to muligheder. Barnet råber om hjælp og bliver hørt, eller også bliver det ikke hørt. Her er ikke plads for overvejelser eller begrundelser, og sådan er det også med nadveren. Jesus siger det, og Jesus gør det, og han bliver enten hørt eller ikke hørt- dvs. enten kommer man, eller også kommer man ikke. 

Og kommer man, er det ikke af de og de grunde – fordi man skulle være værdig eller troende eller forstå det. Nej, man kommer alene på Jesu ord, der i dette tilfælde spiller samme rolle som barnets råb om hjælp. Her skal ikke tænkes, men handles. 

Skal man først til at overveje, om man føler trang eller har lyst, om man forstår det på den rette fromme måde, om man nu vitterlig mener noget med det, eller hvad vi mennesker ellers kan finde på at spørge os selv om, ja, så hører vi ikke hans indbydelse. Og på anden måde kan man ikke komme end som den, der hører, at han kalder: ”Kom, jeg vil give dig mig selv”. For det er jo det, han vil, og det er det, han gør, og det var det, han gjorde. Han gav sig selv, for at vi skulle kunne leve. 

Derfor er vi som sådan ved nadverbordet ikke noget, vi er ikke troende eller vantro, vi er blot os selv. For dér er der ingen, der er noget, men her har alle alt. Dér er vi alle brødre, syndere, hjemfaldne til død og dom, og derfor er han al vor tro, vort håb, vor herre. 
Det er den rette værdighed at komme med. Og den, der kommer med en anden værdighed, med sin forståelse eller sin styrke, han er gået galt i byen. For nadveren er syndernes måltid, netop syndernes. Og det at have erkendt sin synd er ikke noget fint, men det er at være, hvad man er. 
Derfor er der kun to steder, hvor der ingen forskel er på mennesker: ved dåben og ved nadverbordet, dér er vi nemlig kun ét eneste: arme og fortabte syndere tilgivet ved vor Herre Jesus Kristus, som gav sig selv. 

Selv han siger: Kom du arme
thi nu vil jeg mig forbarme … 

kan du selv afhjælpe nøden, 
hvorfor gik da jeg i døden? 

Amen