onsdag den 3. marts 2021

Prædiken til Helligtrekongersdag


 Ovre i Østen var der videnskab. Der sad de lærde og tydede stjernerne og forsøgte ad den vej at finde løsningen på livets og verdens gåder.
 
 Vi ved ikke, om det var i Persien eller i Assyrien, og det er også ligegyldigt, for vi skal blot vide, at for godt og vel 2000 år siden sad datidens stjernetydere og søgte svar på de spørgsmål og gåder, livet stiller os mennesker.
 
 Disse stjernetydere har været datiden professorer, datidens videnskabsmænd og eksperter, som brugte datidens veje til at blive klogere på tilværelsen, til at forstå mere end det, som mennesket umiddelbart forstår. 
 
 Stjernerne læste de i, som de kloge i dag læser i de kemiske formler og statistikker. 
 
 Og da sker det forunderlige, at de netop i stjernerne så en stjerne, som overstrålede alle andre. Ja, egentlig hører vi ikke noget om dét, for det er vist den folkelige tradition og Esajas ́ forudsigelser, som er gået i ét, men de så en stjerne, som var anderledes end de andre. Den talte så at sige et andet sprog – den betød noget andet, end hvad de var vante til.
 
Alting var egentlig, som det plejede at være, og så var det alligevel helt anderledes. Og det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved – dette at videnskabsmanden midt i det vante arbejde pludselig møder noget nyt. Men det afgørende er, at videnskabsmanden i sit arbejde ikke har mistet lydhørheden; at han ikke selvsikkert har løsningen på forhånd og derfor er holdt med at kunne undre sig og se nyt på sagen – hvilket altså ikke var tilfældet med disse østerlandske videnskabsmænd. 
 
 De kunne høre – eller rettere se – hvad de skulle se, og de gjorde, hvad dette, de så, krævede af dem.

 Og her kan man godt spinde en lang ende over, om de på forhånd vidste, at jødernes konge skulle fødes under en særlig stjerne. Jeg sad eksempelvis forleden og læste om de tre vise mænd, og mine kloge bøger gav udførlige anvisninger på, hvorledes jøderne i Babylon var kommet i forbindelse med de østerlandske folk, så de nu kendte til jødernes forventning og håb og derfor vidste, da de så stjernen, at dette var jødernes konge, der blev født.
 
 Se, det er muligt, men sådanne spekulationer forekommer mig mere end ørkesløse, for det væsentlige her ved fortællingen er, at disse lærde midt i deres daglige arbejde mødte noget, som fordrede dem på en helt anden måde, end de var vante til. 
 
 Og de tre fulgte stjernen, og således gik de fra videnskabsmænd til vismænd, for således viste de, at de ikke blot var lærde men viise. 
 
 For visdom er ikke nødvendigvis ensbetydende med lærdom. Faktisk kan lærdommen sagtens risikere at blive en hindrig for visdommen. Lærdommen har nemlig den farlige evne, at den kan tage visdommen til fange. Lærdommen kan blive så religiøs, at den ikke vil vide af nye mål og resultater,
tænk eksempelvis på miljø- og sundhedsdebatten. Taler man ikke, som det er vedtaget på parnasset om disse emner – tillader man sig at have en divergerende mening og derfor
at udforske andre teser end de vedtagne – så er dørene lukkede for stipendier og legater til videre forskning. 
 
 Det er forskellen på den lærde og den viise. Den lærde kender ikke til sin ufuldkommenhed, det gør den viise. Den lærde vil derfor grine højt af stjernes tale, men den viise vil forstå, at her møder han sin grænse. Og de tre østerlandske videnskabsmænd viste sig altså at være vismænd, de gik efter stjernen og søgte den konge, den pegede på.
 
 De gik til jøderne – selvfølgelig til den regerende jødiske konge, Herodes, for hvor ellers skulle en ny konge være født hvis ikke på kongeslottet? Som stjernen var et tegn for dem, blev de således et tegn for Herodes. De fortalte ham, at der var født en konge, som var den sande konge. Ja, med evangelistens vanlige ironi er det jødernes egne videnskabsmænd, der fortæller kongen det.

 I den forstand er Herodes i samme situation som vismændene; at fra det, han kender, skrifterne som hans folk kender ud og ind, får han viden om den sande konge, der er født.
 
 Men hér holder parallellen også op, for hvor de østerlandske vismænd hørte efter stjernen og derfor bøjede sig for dens befaling, blev Herodes kun grebet af én ting; at bekæmpe dens forudsigelse. Og intet middel er for hårdt, ingen løgn for grov, intet bedrag for hæsligt, hvorfor han slesk og klistret bedyrer at ville tilbede den nyfødte, i fald vismændene blot vil afsløre, hvor barnet er at finde. Og selvom vi kan høre løgnen og bedraget i Herodes ́ ord, så er han og vismændene dog fælles om én ting, de forstod begge, at den virkelige konge er født. For vismændene var han født til tilbedelse, for Herodes til angst og had og bekæmpelse. Men de forstår begge stjernens tale. 

 Hos de første fik stjernen visdommen til at lægge videnskabens spørgsmål bort, hos den sidste fik stjernen magtens konge til fanatisk at fastholde sin magt. 
 
 Sådan er det nemlig med Guds tale, som stjernen er symbolet på, at den vækker lydhørhed eller den vækker had og forargelse. Og siden viser fortællingen, at Gud beskytter dem, som står i fare for at blive løgnenes tjenere.

 Men nu er der et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad ville vismændene hos barnet? Hvorfor drog de den lange vej? Se, det er der intet logisk svar på ud over dette, at når menneskene er blevet viise, dvs.
når de lydhørt har hørt Guds ord og befaling, så kan de ikke andet end at begive sig på vej.

 Teoretisk kunne disse tre østerlændinge godt have sagt til sig selv: ”Se, der er en stjerne, der fortæller, at nu er jødernes konge født; nu glæder vi os med jøderne”, og så kunne de være gået videre med deres egne dagsordener en ny oplysning rigere. Men det er virkelig kun teoretisk set. For Gud kan ikke høres, uden at han sætter sine spor. Hans befaling til det enkelte menneske griber altid ind i menneskets liv.

 Det er nemlig vores opfindelse, at man uanfægtet kan registrere Gud, at man kan høre hans befaling, som enhver anden befaling om at holde for rødt og ikke snyde i skat. Nej, når Guds tale lyder, så står ingen uanfægtet tilbage, det er, hvad de viisemænd og Herodes viser. Her findes kun tro eller vantro, ly-
dighed eller had. Her findes kun det at lyde befalingen eller bekæmpe den. Noget tredje gives ikke, siger den gamle fortælling os.

 Så hvorfor begav de sig på vej? Ja, for at tilkendegive, at nu stod deres liv under en anden sandhed, end den gjorde, før de mødte Guds ord. For at takke for, at også for dem var Gud gud.

 De vendte tilbage til deres eget land og til deres tidligere beskæftigelse – til videnskaben – men nu med den viisdom, at den ikke er sandheden selv.

 De var ikke som senere tiders pilgrimme eller munke, der forlod alt for at begive sig ind i noget guddommeligt nyt – nej, de forlod det gamle for at kunne vende tilbage til netop det gamle med den viisdom, som er forudsætningen for alt menneskeligt arbejde. For at takke for, at også for dem var Gud til som Gud. 
 
 Ligeså ukendte som de kom, drog de bort, men den, der blev, var Herodes. Med sin angst, sit had og klistrende snuhed. Sådan er det nemlig med troen og vantroen, med viisdommen og med magtsygen; at magtsygen, den er der altid, det er dén, der bliver.
 
 Og fortællingen om de tre viisemænd vil da blot sige os, at troen, ja, den vækkes de særeste steder – hos folk, som slet ikke skulle vide af den. Den beror nemlig på mennesker. Den har intet med lærdom eller magt at gøre, tværtimod så er den dommen over alt dette, ved at komme i noget så forargeligt som i et barns skikkelse.
 
 Herodes blev, men barnet blev også, det er evangeliet i fortællingen, og det bliver evigt Guds ord til mennesket, det ord, der befaler mennesket med al sin lærdom at kende sin plads.

 Og viis er den, der hører det.

Amen