Hvad er det for en kamp, alle partier i Folketinget kan blive enige om at ville kæmpe? Hvad er det for et emne, der altid giver politikerne en ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det er kampen for retfærdigheden?
Kampen for
retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles
om. For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på
vor side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre
til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra
de gode, det vidner kz-lejre og gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under
den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.
Så langt er vi ikke
gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over
spærre-grænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til
velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en
retfærdig flygtningepolitik. Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse
emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de
uretfærdige og blandt de hårdhjertede.
Jo, retfærdigheden
ruller i vore åre, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om
at være mest retfærdige.
Derfor skulle man
også tro, at disse Jesu-ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos
alle, der kæmper for retfærdigheden.
Men sådan forholder
det sig imidlertid ikke.
Og det er nu ikke så
mærkeligt endda, for han taler om to vidt forskellige former for retfærdighed.
Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og
om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre.
Der tales om den
menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den den jordiske retfærdighed,
som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt,
større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og
børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende
dobbelt i sig, nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den.
Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår,
og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker
fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for
retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.
Men se, det er
fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe
for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster
vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er
uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste
forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke
noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde
godhedens glorie.
Ja, sådan ser altså
den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg
gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er
denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus i dag stiller over for
Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges
og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske
retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe
for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er
intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og
forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.
Og derfor er der et
spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener
Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og
farisæernes?
Mener han, at disse
folk ikke er retfærdige nok, mener han, vi skal tage os sammen og yde meget
mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er
det mon det, han mener?
Eller mener han, at
al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om
retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget, der kan
blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det, som vi
anser for retfærdighed?
At ”overgå” vil jo
sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med
sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver især
skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om
Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige,
og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter
retfærdighed. Ja, de udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu
stræber nok eller ej.
Farisæerne og de
skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente at gå på Guds
vej – og der går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede
folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på
farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden
derfor er vejleder på.
Nej, hvis du vil
kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke
på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i
hån[1]den, i stedet for at bruge
ham som trappestige for dig selv, således at du kommer til at fremstå som et godt
og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv, og tænk på din bror.
Sådan er Guds
retfærdighed. Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet,
men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er,
at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med
andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og
den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men
den er altid et spørgsmål om alt eller intet. Den er ikke noget vi kan vinde og
have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.
På samme måde som den
kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillige mod vor
modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.
Han, som hører
ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ramt forbi.
Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vore
retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.
Men Jesu ord er ikke
et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud. Vi kan ikke på
denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige.
For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan
nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan
ingen.
Derfor: enhver, der
vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er
vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre,
at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet
lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem
retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til
Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds
lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på
retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.
Vi er med andre ord
hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor
kun et at gøre; at tro Guds ret[1]færdighed i Kristus og ikke
vor egen. Og det er en salighed for enhver synder.
Amen