torsdag den 2. september 2021

Retfærdigheden. (prædiken til 6. s. e. trin.)

  Hvad er det for en kamp, alle partier i Folketinget kan blive enige om at ville kæmpe? Hvad er det for et emne, der altid giver politikerne en ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det er kampen for retfærdigheden?

 Kampen for retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vor side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner kz-lejre og gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.

 Så langt er vi ikke gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over spærre-grænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en retfærdig flygtningepolitik. Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede.

 Jo, retfærdigheden ruller i vore åre, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om at være mest retfærdige.

 Derfor skulle man også tro, at disse Jesu-ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der kæmper for retfærdigheden.

 Men sådan forholder det sig imidlertid ikke.

 Og det er nu ikke så mærkeligt endda, for han taler om to vidt forskellige former for retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre.

 Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den den jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende dobbelt i sig, nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.

 Men se, det er fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde godhedens glorie.

 Ja, sådan ser altså den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus i dag stiller over for Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.

 Og derfor er der et spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes?

 Mener han, at disse folk ikke er retfærdige nok, mener han, vi skal tage os sammen og yde meget mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det, han mener?

 Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget, der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det, som vi anser for retfærdighed?

 At ”overgå” vil jo sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver især skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed. Ja, de udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok eller ej.

 Farisæerne og de skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente at gå på Guds vej – og der går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden derfor er vejleder på.

 Nej, hvis du vil kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hån[1]den, i stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv, således at du kommer til at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv, og tænk på din bror.

 

 Sådan er Guds retfærdighed. Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et spørgsmål om alt eller intet. Den er ikke noget vi kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.

 På samme måde som den kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillige mod vor modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.

 Han, som hører ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ramt forbi. Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vore retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.

 Men Jesu ord er ikke et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud. Vi kan ikke på denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige. For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan ingen.

 Derfor: enhver, der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.

 Vi er med andre ord hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor kun et at gøre; at tro Guds ret[1]færdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er en salighed for enhver synder.

 Amen