En herre rejste udenlands, og imens satte han sine tjenere til at tage være på formuen. Hver havde fået sit betroet, hver havde fået sit at være ansvarlig for. Det er lignelsens ærinde. Det er det, lignelsen om de betroede talenter vil sige: at hver tjener havde fået en opgave. Det var fælles for dem, dette at bestride det betroede gods.
Og vi skal lægge mærke til, at lignelsen ikke siger, at Herren gav anvisning på, hvordan opgaven skulle bestrides. Det ligger som en selvfølgelig ting i den, at det vidste tjenerne på forhånd.
Derfor er der heller ingen undskyldning for den tjener, der ikke havde taget ordentlig vare på sin del af formuen. Han havde ladet den ligge død, nedgravet og sikret, og han skulle vide, at det ikke var meningen med at få den betroet.
Det vil sige, at i lignelsen forudsættes det, at tjeneren ved, hvad han skal gøre, men i sin frygt har undladt det. Det er den hårde doms begrundelse, at han ikke har gjort, hvad han vidste, han skulle.
Det må man have med, når man skal forsøge at forstå lignelsen. At der er en underforstået forudsætning.
”Du ved, hvad der er at gøre” lyder det indirekte i lignelsen til tjeneren, ”gør det så”.
Af lignelsen her kan vi høre, at i Gudsriget er der noget forudsat. Mennesket ved, hvad det skal gøre med dét, der bliver det betroet. Opgaven er blot at gøre det, når herren for en stund er borte.
Lignelsen er fortalt til disciplene, og den forekommer midt i en lang sammenhæng hos Mattæus, hvori Jesus forkynder dom over Israel. I to lange kapitler fortæller Mattæus dette, umiddelbart før Jesus går til Jerusalem til korsfæstelse og død.
Israel ved godt, hvad det skal, siger Jesus til disciplene, og dommen for ikke at gøre det er hård og ubarmhjertig, for Israels efterladenhed skyldes ikke uvidenhed, men ulydighed.
Den er uundskyldelig, fordi den er mod bedre vidende. Og dommen er derfor retfærdig og kan ikke afvises som overgreb eller urimelighed, for de vidste godt, hvad de skulle.
Vi kan stille os lidt uforstående an over for dette, måske have lidt ondt af den tredje tjener, som således blev kastet uden for, men måske kan det være en hjælp at se os lidt omkring i det øvrige Ny Testamente.
Der er hos Lukas en fortælling om en Iovkyndig, der kom til Jesus og spurgte ham om, hvordan han skulle arve et evigt liv. Han får ikke et oplysende og anvisende svar, men Jesus siger til den lovkyndige: ”Det ved du godt, det står i loven”. Og hvad enten den lovkyndige vil det eller ej, må han give Jesus ret; det står i loven. ”Du skal elske Herren din gud og din næste som dig selv”. Han ved det godt, og et fornyet spørgsmål om, hvem der så er næsten, afslører blot, at han vil slippe uden om at gøre, hvad han skal.
Detailspørgsmålene er intet andet end flugten fra at skulle gøre, hvad han skulle.
Og tjeneren i vores lignelse vidste lige så godt, at en formue skal holdes i live, den skal ikke lægges død. Fordi et gods betros til en forvalter, er det ikke ensbetydende med, at godset ligger stille. Det skal virke, som om herren slet ikke var borte.
Når kaptajnen på et skib holder frokostpause, overlader han roret til styrmanden, for meningen er, at skibet skal sejle, også når kaptajnen holder frokostpause.
Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Det bud, som af Gud blev givet til menneskene. Til jøderne gennem Sinais lovtavler, til hedningerne i samvittigheden. Forskellen var blot den, at jøderne kendte afsenderen, at deres efterladenhed var virkelig skyld, fordi loven var udtalt til dem. Men opgaven var den samme for begge.
Og når Paulus, som vi hørte det fra alteret før, greb fat ved det, at grækerne havde et alter for en ukendt Gud, så gav han dem indhold i den ramme, de i forvejen havde. Så fæstnede han samvittighedens instinktive viden til Gud og satte dem således i skyldighed. Gjorde dem fra at være legende børn til ansvarlige voksne.
Der er noget, du skal, siger lignelsen os, og du ved godt, hvad det er, og når du undlader at gøre det, altid med mange undskyldninger naturligvis, i forsøg på at flygte fra skylden, så går det dig ilde.
For det er slet ikke din sindsstemning eller velfærd, Herren tænker på, når han betror dig noget. Det er det betroede gods, han har i tankerne, og som hans befaling gælder. Det betroede gods, som du i din frygt og bekymring for dit eget skind gik hen og gravede ned. Det er det, Herren ser misligholdt - og det gør ham vred.
Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv, var den lovkyndige hos Lukas nødt til at sige, utilpas og modstræbende - det kunne han ikke komme uden om, at han vidste.
Ej heller disciplene kunne det, ej heller vi, for vi har fået besked.
Men det er risikofyldt at gøre det, det er en usikker affære. Vi ved ikke, hvad der kommer ud af det - det kræver, at vi sætter vores kontrol over livet over styr. For buddet sætter Guds befaling, dvs. næstens liv, i centrum, hvormed overskueligheden over mit eget liv forsvinder helt. Langt bekvemmere er det at grave opgaven ned og siden sige: Jeg var bange, omstændighederne var ikke til det - kort sagt, det er ikke min skyld.
Eller, som en moderne tid ynder at gøre; sætte det i et bekvemt system, lave udvalg og foretagender til at tage sig af det. Det kalder man med et fint ord ”medansvar”, som betyder at lempe det ubehagelige over på også andre skuldre end dem, hvorpå det alene var lagt. Men Gud kender nu engang kun mennesket som enkelt, han har aldrig lært at regne med gruppen eller de mange.
Nej, uanset om tjeneren frygtsomt arkiverer sin opgave, graver den ned, eller om han systematiserer den som et fælles fortagende, eller om han hævder, at han lever i en såkaldt moderne tid og derfor har en ganske anden norm og rettesnor, så er det dog ét og det samme, han siger: Jeg vil have fred, jeg vil ikke risikere noget, jeg vil simpelthen være på den sikre side.
For en undskyldning og en afvisning er to sider af samme sag, nemlig den at ville hytte sig, den at undgå Guds befaling.
Og Guds reaktion er derfor den samme, den skelner ikke, Guds reaktion er dommen og vreden.
Og så kunne vi jo gå videre med en smuk og god prædiken, som sagde, hvordan vi mennesker undgik dommen, med det gode budskab om Gud, der tilgav os onde mennesker (i Jesus Kristus), så vi slap for dommen og undgik Guds vrede. Men det ville jo være løgn at gøre det. Selvom det er det, vi allerhelst vil høre, så vil det være vor egen selvopfundne løgn.
For siger Jesus noget som helst om det? Nej, det må vi anstændigvis, som hin lovkyndige, indrømme, at det ved vi godt, at han ikke gør. Det har vor lignelse netop fortalt os.
For, hvad Jesus gjorde, var at føre mennesket netop ind under dommen, afsløre det, og som afsløret stille det foran Gud. Stille det afklædt alle undskyldninger, berøvet alle forsvarsværker foran Gud, ikke blot med sine ord gjorde Jesus dette, men med sig selv. Da han gik til Jerusalem til en langfredag - med disciplene som følgesvende i betryggende afstand.
For sådan er Guds nåde i hans dom. Ikke, som vi mennesker helst vil det, at oven over skyerne er himlen altid blå, men netop i Guds dom er hans nåde. Således holder han os fast på, hvad han engang har sagt, han holder os fast på, at vi godt ved, hvad vi skal - være ansvarlige for det betroede gods. Med al den risiko, det indebærer.
Han holder os fast på sin befaling.
Derfor sluttede det ikke langfredag, men Gud vendte tilbage. Kristus stod op af graven. Ikke for at sige til os mennesker, at nu var alt idel hygge og idyl, men for at være Guds evige og vedvarende ord til os.
Således sætter alene evangeliet om Kristus alvor i vort liv, ved i ham at dømme alle vore udflugter og undskyldninger. Han fik den opgave at være Guds nådige ord til os. Og nådigt er det netop, fordi det sætter alvor og mening i vort liv. Det liv, som Gud ikke vil tillade at være meningsløst.
Således skaber Gud himmerig på jorden, og det er jo himmeriget, lignelsen handler om.
Amen
