torsdag den 29. august 2024

En mors forfejlede bøn

 – Prædiken til 13. s. e. trinitatis.

 
 Jakob og Johannes ́ mor kom til Jesus og bad om en god plads for sine to sønner, når de kom i hans rige; hun bad om, at de måtte sidde ved hans højre og hans venstre side. Denne bøn til Jesus er anledningen til en episode mellem disciplene, der atter giver anledning til ord af Jesus.
Begge gange må Jesus gå i rette. Først med moderen og hendes sønner, fordi bønnen, de kommer med til ham, er ugudelig. ”I ved ikke, hvad det er, I beder om”, siger han. ”Det er Guds bestemmelse, I vil blande jer i”. Dernæst går han i rette med de øvrige disciple, fordi de straks stiller sig på hans parti og begynder at bebrejde Johannes og Jakob og moderen den formastelige bøn, de var kommet med.
 Han bebrejdede dem, at de mente, det tilkom dem at gøre hans ord til deres.

Og det er et typisk træk hos Jesus, at han næsten altid er mere på vagt over for sine venner end over for sine fjender. Og når nu disciplene falder over de to brødre og uden betænkelighed stiller sig på Jesu side, så må Jesus vende sig imod dem, for nu er de på sin vis lige så ugudelige, som brødrene var det, for også de havde glemt forskellen: Forskellen mellem Gud og menneskene, eller forskellen mellem mesteren og hans disciple. At der er en forskel, et skel, her på jorden, et skel, som ikke går mellem mennesker indbyrdes, men mellem mennesker og Gud, mellem disciplene og deres Herre.
 Og hvori består dette skel? Det består deri, at Gud har altid ret. Og menneskene over for ham altid uret. Det består deri, at menneskene aldrig med nogen som helst ret kan stille sig selv på Guds side, altså af sig selv være ven med ham. For Gud er skaberen, og mennesket skabningen. Gud er Herren, dommeren, menneskene de skyldige, de anklagede. Hos Gud hersker døden ikke, hos menneskene hersker døden.

 Jo, der er et skel, et uoverskueligt svælg, og det glemte Zæbedeussønnerne og deres mor, skønt de kom med en anmodning, en bøn, og det glemte disciplene, da de straks stillede sig på Jesu side og gentog hans irettesættelse. For hvad Jesus kunne sige, havde de ingen ret til at gentage som deres ord. Det var ikke dem, der var Gud eller Guds søn. De hørte hjemme på samme side af skellet, som brødrene og deres mor. Da den ene røver på korset gik i rette med den anden røver, sagde han som bekendt: ”Vi er under den samme dom som Jesus, men vi er det med rette”. Denne røver glemte ikke skellet, men forstod det ganske ubevidst og ureflekteret, og derfor sagde Jesus til ham: ”I dag skal du være med mig i Paradiset”.

Nej, intet menneske kan med nogen ret tale om Gud eller tænke om Gud, som om der intet skel var dem imellem. For Gud er ikke en del af vor verden, han er udenfor. Han er ikke blot større end os, for så var det kun en gradsforskel, der var mellem ham og os. Det er ikke en gang nok at sige om ham, at han er fuldkommen, og vi er ufuldkomne, for så var den fuldkommenhed, som vi ikke har, dog af samme art, som den Gud har. Nej, der er et skel mellem ham og os, mellem hans verden og vor verden, som er
så dyb, at det forbyder os på nogen måde at sammenligne os med ham. Selve sammenligningen er ugudelig, som om han blot var en heldigere, smukkere udgave af os.

 Deri består både de to brødres, deres mors og disciplenes ugudelighed, at de uden videre så bort fra dette skel. Og deri består al ugudelighed altid. Derfor måtte Jesus tale dem strengt tilrette: ”I ved, at folkenes fyrster hersker over dem, og de store bruger myndighed over dem, således skal det ikke være blandt jer, men den, som vil være stor i blandt jer, skal være jeres tjener, dvs. han skal huske, at han ingen ret har”.

 At gøre sig til forbundsfælle med Gud, dvs. at glemme skellet ved at sige, at selvfølgelig er jeg på Guds side, det er den måde, vi mennesker afskaffer Gud på. Det er sådan, vi slår ham ihjel. Nej, vor vilje eller beslutning kan ikke overvinde skellet mellem ham og os. Intet menneske har ret til at påstå at være Guds forbundsfælle. Det er ugudeligt at gøre det, også selvom måden, det sker på, ser from og ydmyg ud. Det er jo netop, hvad vi i dag hører Jesus sige til de to brødre og deres mor.

 For hvad er det han siger? Han siger det samme, som han sagde til djævelen i ørkenen, den gang djævelen ville opfordre ham til at optræde som Gud; gør denne sten til brød, kast dig ud fra templets tinde og vis, at du er Guds søn. Jesus siger det samme, nemlig at det ikke er hans gerning at bevise Gud, men at tale Guds ord. Jeg er ikke kommet for at fælde Guds dom over jer, men jeg er kommet for selv at gå ind under Guds dom. Jeg er kommet for at håndhæve skellet mellem Gud og mennesker, og det gør jeg ved selv at underlægge mig det. Og dette, at han fastholdt skellet, det var den måde, han talte Guds ord på – således var han Gud.

Så mærkeligt, så selvmodsigende er det. For vi kan sige, at netop ved at håndhæve dette skel, ved at håndhæve det helt til døden, ja så nedbrød han det samtidigt. Ved at håndhæve skellet gjorde han atter Gud til Gud for os her på jorden. Han så at sige rev livet ud af vor hånd og gav det tilbage til Gud.
Ved at skellet mellem Gud og mennesker, mellem Guds rige og denne verden, blev fastholdt helt og aldeles, sker der det overraskende, at skellet overvindes. Det var, hvad Jesus gjorde helt og ubetinget.

 Det, som er os mennesker umuligt, det gjor- de han. Han naglede vores gældsbrev til korset, sådan at det blev bragt ud af verden, ikke ved vore fromme ønsker og beslutninger, men ved at blive håndhævet af Gud selv ved vor herre Jesus. For Gud er synderes Gud, de anklagedes Gud, de skyldiges Gud.

 Når vi derfor tror, at det er os, der ved fromme og gode gerninger skal vinde en plads ved Guds side, så minder evangeliet os om, hvem vi er, og hvad Gud er. At vi, vi vil være noget, regne os selv for noget, men han, han vil, at vi ikke skal være noget, fordi de, der intet er, er dem, han kendes ved. Evangeliet minder os om, at de bedste pladser i riget ikke er beregnet for de gode og fromme, men for de lidende og svage. Og ved Kristus lader han os det vide. Han, som ikke kom til denne verden for at lade sig tjene, men som kom for at tjene, dvs. for ikke at være noget. Han gik vejen fra jord til himmel, for, at når han blev ophøjet fra jorden, skulle han drage alle til sig.

 Og ingen kan komme uden om hans gerning, ingen kan smutte ind ad bagvejen, en sådan findes nemlig ikke. For kun han er vejen, sandheden og livet.

Amen