Hvor har et menneske her på jorden sin største frihed? Hvor kan et menneske være sig selv og være til uden at skulle gøre sig fortjent til det? I sit hjem. Dér hvor man hører til og er nogens. I særdeleshed gør dette sig gældende for barnet. For barnet er det aldeles uudholdeligt ikke at høre til et sted. For barnet er det værste, der kan ske, at dets tilværelse bliver uden holdepunkt og uden grænser. Forældrene sætter den hegnede grænse om barnets liv, inden for denne er forældrenes kærlighed, og derind kommer der ikke andre børn – i hvert fald kun på besøg – uanset hvor artige og søde de er, eller hvor umulige og genstridige hjemmets egne unger er. Uden for forældrenes kærlige grænse er der for barnet tomhed, intethed og angst. En angst, der ikke er navn for, fordi den ikke er noget bestemt.
Dét er derimod tilværelsen derhjemme. Den er noget ganske bestemt. Den er forældre og søskende, huset og haven. Tilværelsen i hjemmet er tryg, fordi den er konkret og indhegnet. Den er afgrænset af vægge og havehegn – men først af alt – af forældrenes myndighed, af ja og nej. Overskrider barnet hjemmets grænse, så trækker forældrene stregen i sandet med straffen, som kærlighedens hegnende værktøj.
I Jakob Knudsens roman om Luther fortælles der om netop dette forhold. Jeg har brugt fortællingen før, det ved jeg, men det er for mig at se et uopslideligt billede på netop den perverterede frihed, hvorfor jeg trækker det frem igen i dag. Vi hører om den lille Martin, der som dreng løber hjemmefra. Faderen har straffet ham alt for hårdt i sin hidsighed over, at sønnen har glemt at vogte familiens gedekid, hvorfor ræven har taget det ene. Faderens hidsighed løber som sagt af med ham, hvilket får den lille Martin til at flygte over stok og sten. Flugten ender hos en hyrdedreng, der passer kreaturer i skoven, og så skriver Jakob Knudsen: ”Det var sært for Martin at være så fri og ledig, han savnede så meget derved, det var næsten som om, der ingen ting var i ham og så tillige, som verden skred ud til alle sider”
Ja, man ser den lille Martins verden for sig. Uden hold og uden form, uden sikkerhed og fasthed. En usikker verden, som var blevet resultatet af den store frihed, hvor han ingen pligter og ingen bånd havde over sig, og hvor han netop følte sig skidt tilpas, fordi alt skred ud og var uden grænser.
”Hvor var det underligt at være sådan uden ansvar overfor nogen, ligesom at række tungen ud af vinduet”, tænker Martin. Og da han dagen efter beslutter sig for at vende hjem, får han først fred i sindet, da han knuger sig ind til sin far, og faderen løfter ham op og kysser ham, han var sig ikke andet bevidst end dette virkelige menneske, som han holdt fast ved med sine arme, og som han knugede sit hoved ind imod.
Jeg kender ikke bedre beskrivelse af, hvad frihed er, end denne fortælling. Fortællingen beskriver lysende klart, hvorledes et menneske havner i tomhed, når det tror, at friheden er at være fri af nogen myndighed - eller rettere - når man tror at være uden nogen herre. Fortællingen beskriver på fornemmeste vis, hvorledes den totale frihed er menneskets opløsning. Og den beskriver derfor også, at virkelig frihed kun findes i bundethed. Og den beskriver, at virkelig frihed findes kun der, hvor den skyldige, som den lille Martin, får sin skyld eftergivet. Dette er netop, hvad dagens tekst handler om. At frihed ikke er noget, man tager, men det er noget, man får givet. For en moderne dansker, som efterhånden ikke kender til andet frihedsbegreb end det oprørske og selvbestaltede, som generation 68 fik slået fast som det sande, ja, på os må Jesu ord virke ikke bare uforståelige men tillige oprørske og undertrykkende.
Vi kender efterhånden kun ungdomsoprørets barnlige drøm om den totale frihed, drevet af trangen til at være sin egen herre. Og vi har fået den frihed, vi bad om. Forældrene fik friheden til ikke at være hjemme, men mistede hjemmets ukrænkelighed. Børnene blev i institutionen fri for forældrenes opdragelse, men fik statens i stedet for. Ægteskabet blev fri af forpligtelsen til at holde sammen, med tusinde af skilsmisser og sønderknuste børn til følge. Men alt dette til trods pukker vi stadigvæk - ligesom jøderne i fortællingen - på vor hårdt og egenhændigt tilkæmpede frihed som den virkelig frie frihed. Vi hører ikke til trællefolkene, vi er frihedens børn – og vi behøver derfor ingen frihed at få givet.
Som Martin mente at kunne tilrane sig friheden ved at løbe hjemme fra, mener også vi at have friheden. Men som Jakob Knudsen beskriver det, er denne form for frihed, der vil løbe fra sig selv, skræmmende og ufri. Nej, intet menneske kan løbe fra sig selv, og jo mere man er overladt til sig selv og sine lyster og behov, des mere ufri er man. Friheden, som Martin søgte, var der ikke, og han blev derfor tvunget tilbage til sin faders tilgivelse i frygt og bæven. Og sådan er det også med Guds ord. Med det binder han os til sig, så når vi tror, at vi har kastet det fra os, smidt det over venstre skulder for således at blive fri af ham – ja, så viser det sig, at vi er blevet endnu mere bundet til ham. Når vi gør oprør imod ham, ja, så drives vi til ham, som da vi ved at korsfæste ham mente at være ham kvit, men i stedet kom til at stå i gæld til halsen som tilgivede syndere.
Det forunderlige er, at over for Gud bliver modgang til medgang, fornedrelse til ophøjelse, død til liv, bundethed til frihed. Friheden er altså ikke noget, vi kan skaffe os selv. Tror vi, at vi kan det, så ender vi som den lille Martin, der erfarede i skoven, at uanset, hvor han stod og gik, så var atter dette tomme og åbne til alle sider, der var ingen ordentlighed at holde sig til. Nej, trællen bliver ikke bestandig i huset, men sønnen bliver der bestandig. For sønnen er fri, når han er på det sted, hvor han hører til, dér hvor kærligheden regerer – den kærlighed, der ikke er at sammenligne med forkælelse og ligegyldighed, men myndighed og tilgivelse. Og derfor er frihed, at blive i Guds myndige ord, det vil sige: at stå ret for em, at høre dem til dom og oprejsning, høre sandhedens tale i dem. Og sandhedens tale er den, at vi slavebindes af en perverteret frihed, når vi jager den frihed, vi selv er herre over. Sandhedens tale er den, at som mennesker er vi aldrig på vej til frihed, men altid blot på vej til et nyt slaveri. Kun i erkendelsen af denne sandhed er vi frie, urokkeligt frie.
For i den erkendelse befries vi først for vores frihedsjageri. I den erkendelse forstår vi, at vi intet skal gøre, for vi er frie, i troen på ham, der led og døde for vor skyld. I den erkendelse forstår vi, at det hele er gjort for os. I den erkendelse forstår vi, at han er den, som kommer fra Gud med sandhedens ord, som gør trælbundne syndere fri. Vi forstår, at han selv gik ind under dette bundne livs vilkår for at være Guds tilgivelse til os mennesker. Vi forstår, at han gav sig selv for vor skyld, så vi blev sønner af huset. I den erkendelse forstår vi først, at I troen på hans tilgivelse får vi skænket friheden midt i bundetheden.
Hvad er der mere at forlange?
Amen
