Hvor ved de fra, hvad der rører sig i folks hjerter? Og, kunne man med god grund spørge, hvis det vitterlig kun er hyggen og den rette stemning, der bringer folk i kirke, hvad er da årsagen til, at det forholder sig sådan?
Mit svar er, at hvis det forholder sig sådan, så ligger folkekirken, som den har redt.
For det er min påstand, at evangeliets indhold og alvor - forkyndelsen af, at Guds søn, Jesus Kristus, at han alene er vejen, sandheden og livet for enhver, der tror og bliver døbt - er blevet et problem for mange præster. Det er alt for kontroversielt og ensidigt, og derfor har man skiftet kirkens hovedhjørnesten ud med noget knapt så grundfast, nemlig det mere føjelige og spiselige begreb ”rummelighed”. Rummeligheden kan tåle flere sandheder, og den skaber fred og hygge. Men med rummeligheden i krybben, har man smidt barnet – og det vil sige alvoren - ud med badevandet.
Det siger jeg ikke mindst på baggrund af en sag, som verserer i Odense Stift. Der har man for nogle år siden ansat en migrant præst for indvandrere ved navn Massoud Fouroozandeh. Han er selv konvertit fra islam og har præsteret intet mindre end et mirakel, for han har gennem sit missionsarbejde døbt mere end 100 muslimer. Indvandrede muslimer, for hvem det at konvertere til en tro, der i koranen fordømmes, er en kæmpe overvindelse. Ikke mindst fordi den som bekendt ofte kan medføre trusler fra deres tidligere trosfæller.
Nu skulle man mene, at landets biskopper og præster jublede over denne succes, men tværtimod. For den modige Massoud, der har taget missionsbefalingen alvorligt og er gået ud i verden og gjort folkeslagene til Guds disciple ved at døbe dem i den treenige Guds navn, og som af samme grund må leve på en hemmelig adresse pga. trusler og hærværk, han er med sit missionsarbejde faldet i unåde hos sin egen og landets øvrige biskopper.
Hvorfor nu det? Jo, fordi han ikke sikrer sig, at konvertitterne, når de døbes, efterfølgende bliver optaget i Den Danske Folkekirke. Og fortsætter han alligevel med sit missionsarbejde, så risikerer han en fyring.
Med andre ord, havde Massoud lagt alvoren på hylden og gjort som en del af sine kolleger i den danske folkekirke; fjollet rundt i Odense Domkirke og døbt bamser og dukker, havde han iført sig stram trikot og arrangeret zumba-gudstjenester, så var hans embede ikke blevet truet. Men fordi han døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ikke i den hellige folkekirkes navn, så trues han på sit embede.
Sagen viser med al tydelighed, hvad der i dag driver folkekirkens toneangivende mænd. Og det er ikke en nidkærhed for dåbens alvor, men for folkekirken som institution. Det er firmaets love og paragraffer, det er firmaets anseelse og rummelighed, det er kejser Augustus, der vil kunne tælle til de mange, men det er ikke evangeliets bud om at ”gå ud i verden og døbe”, der vogtes over.
Folkekirken er med andre ord mere og mere blevet en selvsikker og selvrådende institution, som bevæger sig længere og længere væk fra det ord, den har til opgave at forkynde.
Og udhuler vi dette ord, glemmer vi evangeliets alvor ved bl.a. at formene muslimer adgang til dåben i folkekirkens hellige paragraffers navn, ja, så bliver kirken ikke andet end en skal; så er kirkens mursten ikke andet end en hyggelig ramme omkring ingenting. Så er gudstjenesten ikke andet end stemning og rare fornemmelser – så er den ikke andet end en sær udefinerlig fællesskabsfølelse.
Men det kristne fællesskab er ikke en udefinerlig størrelse, men det er noget ganske andet end alle de andre fællesskaber, vi her på jorden prøver at etablere.
Vi samles ikke af frygt for en Augustus, der skal manifesterer sin magt med kontrol og paragraffer, vi mødes ikke for at være en del af kitchede gudstjenester med gøgl og pjat, men for at bøje knæ for sandheden; at Guds søn blev vor frelser og dommer.
Eller man kunne sige, i kirken hører vi om et fællesskab af en helt anden art, end dem vi ellers kender til. For vi hører om de ufuldkomnes fællesskab, vi hører om synderes fællesskab, og det er rigtig nok et andet fællesskab end arbejdsfælleskabet, fagforeningsfællesskabet, det politiske fællesskab, alle disse fælleskaber, som samler nogen og udskiller andre.
Arbejdsgivernes fagforening er ikke tilgængelige for produktionsarbejderen på Danfoss, håndboldspilleren kan ikke blive medlem af skakklubben, og anfægter du velfærdsstaten, er dit medlemskab af Socialdemokratiet næppe af længerevarende varighed. På samme måde forholder det sig nok med et medlemskab af Liberal Alliance, såfremt du forfægter en skatteprocent over 50.
Sådan er vore fællesskaber her på jorden opbygget, og sådan må det være. Det menneskelige fællesskabs præmis er, at man må bøje af for hinanden. Men det betyder også, at der altid ulmer et oprør i ethvert jordisk fællesskab.
Spørgsmålet; hvem skal sætte dagsordenen, hvem skal jeg bøje mig for, lurer altid i baggrunden.
Men syndernes fællesskab er det eneste sande fællesskab, for her bøjer alle knæ for noget, der ligger uden for dem selv. Man bøjer sig for det, der aldrig opkom i noget menneskes hjerte. Det, hvoraf ingen har ære frem for andre. Det, der stiller alle lige, fordi her er alle lige nær - ingen er nærmere end andre.
Det sker ved enhver gudstjeneste, hvor ordet om Kristus forkyndes som vor Herre og frelser, og dåben som vor saligheds pant. Lige dér er enhver forskel mellem dronningen og stodderen, mellem arbejderen og direktøren, ophævet.
Og for at understrege denne grundlæggende lighed har vi barnedåben. Et lille barn kan ikke kvalificere sig. Det lille barn modtager Guds nåde gratis. Og dermed er i sidste instans barnedåben forkyndelse af den menneskelige og folkelige lighed, hvor ingen skal hovmode sig. Ja, hvor dåben gælder, er vi alle lige for Vorherre.
Men glemmer folkekirken dette forhold og i stedet for gør dåben til en juridisk diskussion om et medlemsskab, vil den med andre ord selv være Herre over dåben, og det vil sige være evangeliets herre og ikke dets tjener, dér er folkekirken blevet et Gudløst og ligegyldigt fællesskab.
Det er, hvad Massuod Fouroozandeh har blik for, og derfor har han også stålsat fortsat sin dåbspraksis. Han holder fast på, at dåben gives til de forudsætningsløse, og at som en moder glæder sig over sin søn, når hun første gang ser et smil på hans ansigt, just sådan er Guds glæde over en synder, der for første gang knæler for ham.
Det er en glædesfest værd, og det er alt nok for en konvertit og burde også være det for en biskop.
Amen.
