Til frihed har Kristus løskøbt os. Sådan formulerer Paulus i korthed, hvad Kristi opstandelse har at betyde for et menneske: at det er sat i frihed. Er det fordi kristendommen er for religiøse slappere, for de dovne, de alvorsløse og de feje? Nej, lad mig sige det kort: kristendommen er frihedens udgangspunkt, uden den ingen reel frihed, og uden den intet mod, ingen glæde, ingen alvor.
Og jeg vil benytte mig af to skæbners historie til belysning af sagen. Natten mellem den 9. og 10. april 1945 blev en dansk præst ved navn Tage Schack brutalt hentet og ført væk fra sin præstegård på Amager. Den næste morgen blev han fundet på Amager Strandvej, dræbt af revolverskud af Hipofolk. Årsagen var, at han havde nægtet at holde en foreskreven tale ved en stikkerbegravelse.
Han holdt sin egen ligprædiken over en kvindelig stikker, der var likvideret på Sundby Hospital af den danske modstandsbevægelse, men nægtede altså at lade sine ord diktere af den tyske besættelsesmagt. Man må sige, at Tage Schack kaldte tingene ved rette navn i en tid, hvor det mere var fejheden og løgnen, der florerede. Det vidner ikke bare hans håndtering af førnævnte begravelse om, men også hans optræden som prædikant i radioen i de samme besættelsesår bevidner det, hvor han for ørerne af lytterne i sin kirkebøn bad om landets befrielse fra dets fjender.
Med andre ord, hos Tage Schack lød en uforfærdet røst, der ikke talte løgnen efter munden – han skelede ikke efter, hvad der bedst betalte sig, for han kendte kun den skillelinje i livet, der går mellem sandhed og løgn. Eller man kan sige, at skelne mellem sandhed og løgn var for Tage Schack livets mål og mening. At kalde løgn for løgn og sandhed for sandhed. Han kaldte kirkens mænd for løgnere, når de mente at fremme kirkens sag og Guds ære ved at stikke hovedet i busken, og politikerne fik samme hårde ord med på vejen, når de opfordrede til samarbejde med besættelsesmagten for at forhindre „norske tilstande“. At kalde tingene ved rette navn at kalde løgn for løgn og sandhed for sandhed – det var, hvad han ville, og hvad han gjorde. Og derfor var han en sand præst i den danske folkekirke. For det er netop, hvad der er kirkens eneste opgave. Dens opgave er ikke at gyde olie på vandene og få livet til at glide lettere ved at stikke fromme løgne, men dens opgave er at holde sandhed og løgn klart adskilt. For kun således æres Gud.
At holde sandhed og løgn adskilt, det er menneskets opgave.
Og nu vil jeg så vende mig mod den næste skæbne, en forhenværende løgner og bedrager, men nu et sandhedsvidne. Jeg vil tale om Ahmed Akkari og hans, ja, jeg vil ikke sige omvendelse, men selvopgør. Den forhenværende imam, der for nylig har udgivet en bog, hvori han ærligt afslører, hvorledes hans rejse til Mellemøsten under Muhammedkrisen sammen med fremtrædende danske imamer havde til formål at opildne til had og modstand mod Danmark på baggrund af falske anklager og manipulerede tegninger.
I bogen fortæller han, at han efterfølgende gik i sig selv og drog til Grønland for at få fred og ro til at tænke. „Det var her“, fortæller han i flere interviews, „at jeg første gang oplevede, at jeg er et andet menneske indeni end de tanker, jeg hidtil havde gået rundt med. Der var en pige, der begik selvmord. Det var virkelig tragisk. Jeg gik med i kirken, kondolerede, stod ved graven og var med til at dele sorgen. Skulle jeg leve op til muslimske krav, ville jeg ikke kunne gøre sådan. Men jeg kunne mærke, at det er denne her slags menneske, man skal være. Det er et rigtigt menneske - det er det sande“.
Men sandheden har sin pris. I dag må Akkari leve i skjul, af frygt for repressalier: „Men jeg lever gerne i skjul, så længe det er som en fri mand“, forklarer han. Akkari har sagt sandheden, og det har kostet ham friheden. Han kan kun opholde sig få dage ad gangen på samme sted, inden han må rykke videre, af frygt for sit liv. Han har sluppet løgnen, garantien og den religiøse kontrol og er havnet i usikkerheden og truslernes fængsel. Men han lever, forstår vi, gerne under disse forhold, så længe det er som en fri mand.
Men hvad er det for en frihed, han taler om? Ja, han siger det ikke selv, men enhver kan jo høre, at det er en ganske anden frihed end den magelige frihed, denne at kunne bevæge sig frit omkring uden at frygte for sit liv. Den form for frihed sagde han farvel til, da han afslørede løgnen. Så mon ikke Akkari har fundet den frihed, han har haft hele tiden, men som han først nu lever i. Nemlig friheden til at sige sandheden, fordi målet ikke længere er at fremme en guddommelig sag men at tale sandt. Eller vi kunne sige, det er samvittighedens frihed, han taler om. Det er den frihed, som ingen kan berøve én andre end én selv.
Friheden bundet til virkeligheden og sandheden, kunne vi også sige uafhængigheden af verden og af, hvad verden mener. Før var Akkari bundet til en lovreligion, der gerne tog løgnen i tjeneste for at fremme Allahs sag. Men noget tyder på, at Muhammedkrisen bragte ham til den erkendelse, at man ikke kan frelse sig ud af virkelighedens favntag. Og historien er ikke fremmed for os. For på samme måde var den 9. april virkelighedens indgreb i danskernes letsindige og sorgløse tilværelse. Vi troede, at alting nok skulle ordne sig, når bare vi stræbte nok efter at få det hele til at glide. Vi troede på, at tilværelsen ikke havde en pris, at vi med taktiske manøvrer kunne slippe for besværlighederne og det ubehagelige valg. Men den 9. april brød virkeligheden igennem og kuldkastede alle beregningerne. Det er vist en særlig svaghed hos os danskere, at vi tror, at vi kan lempe os igennem alle modsigelser, at vi tror, at vi ved at undlade at tage stilling således kan bjærge os igennem livets brændpunkter.
Men efter den 9. april var der kun én vej, nemlig at tage stilling for eller imod besættelsesmagten uden smålig skelen efter, om det kunne betale sig eller ej. Og trods Tage Schacks og Akkaris vidt forskellige baggrunde for deres frygtløse tale, så er de begge sandhedsvidner om frihedens sande væsen; at den ikke søger sit eget, at den ikke går i løgnenes tjeneste for at fremme en politisk eller hellig sag.
Og jeg vil vove den påstand, at når vi har den tyrkertro på taktikken og manøvren, som vi har, så hænger det sammen med, at evangeliet ikke er hørt af os i den skarphed, det skal høres. Jeg vil vove den påstand, at det skyldes, at evangeliet er blevet til en uvirkelig sødsuppetale. Men evangeliet er virkelighedens tale. Jesu død på korset var virkelighedens brutale greb ind i en verden, der troede på menneskets muligheder for selv at føre sig frelst igennem liv og død. Jesu død på korset betød, at der er ingen vej for os mennesker uden om døden, uden om virkelighedens favntag. Det betød, at løgn er løgn og vedbliver at være løgn, uanset hvor hårdnakket man tror på den.
Jesu død stadfæstede den virkelighed, at ingen gode gerninger, ingen ret tro, ingen ydelser fra vor side, ingen ærlig stræben hverken religiøs, politisk eller human kan føre os uden om virkeligheden, uden om døden. Og Påskemorgen siger, at vi hører jorden til, hører døden til, og at der kun er én, der er herre over døden, at der kun er én, der kan fri os ud af sumpen, nemlig Gud. Vi kan ikke selv manøvrere os ind i en ny og bedre verden. Forsøger vi på dét, så havner vi blot dér, hvor vi netop ikke vil hen.
Nej, vi må leve med, at fremtiden er Guds, og overlade opstandelsen og sejren til ham, som den hører til. At tro på opstandelsen vil derfor sige at slippe kontrollen og garantien – eller rettere: at lade garantien og kontrollen være Guds. Det var Tage Schacks udgangspunkt. Akkari har sluppet shariaens kontrol. Men skal han holde modet oppe i sit nye liv, hvor magelighedens frihed er væk, må man håbe for ham, at han en dag forstår påskens befriende ord. Forstår, at Jesu død og opstandelse bringer den sande frihed, men at det ikke er en frihed til bare at gøre, hvad man har lyst til. Nej, det er friheden sat i tjeneste. Friheden er at være i Guds hånd, den er at være fanget af virkeligheden og derfor at skulle skelne mellem sandhed og løgn. Og derfor er den sande frihed aldrig en befrielse, som vi kan indrette os med i fred og fordragelighed, for den hører hjemme hos Gud og ingen andre steder, hvilket vil sige, at den er uden for vort herredømme.
Eller man kunne sige, evangeliets ord er befrielsens ord, men aldrig en befrielse, vi kan vinde, men en befrielse, der loves os, på trods af døden. Vi mennesker spørger efter trøst, nemlig hvordan vi lettest kan komme igennem tilværelsen, og opstandelsen giver os trøst, nemlig sandhedens trøst, som er befalingen om at leve livet i tro til Guds tilgivelse. Nej, det står ikke til den, der vil, eller den, der løber, men til Gud, som er barmhjertig.
Amen.
