tirsdag den 7. juni 2016

En prædiken: Kvinden, der salvede Jesus

Er det ikke sært, at der intet står om, hvorfor denne kvinde ofrede sin dyre salve som en hyldest til Jesus? Hun kommer ikke selv til orde, og hun får ikke lejlighed til selv at begrunde, hvad hun gør. Det kan selvfølgelig være fortællerens fejl, at han har glemt at fortælle os, hvad hun sagde. Men det forekommer mig at være mere sandsynligt, at hun slet intet sagde. Hun brød ind i et fremmed hus, hun gik ind til et sluttet selskab, hun afbrød den gode stemning og gik på sine én gang både sikre og usikre ben hen til gæsten og slog den medbragte dyrebare krukke i stykker og udgød dens indhold over Jesu hoved. Og mon ikke hun lige så sikkert og tavst, som det skete, er forsvundet igen. Tilbage sad det overraskede selskab, og så begyndte bemærkningerne at falde.


Her var pludseligt sket noget uventet og usædvanligt, der gav grobund for de forargede kommentarer: ”Det er dog for frækt, sådan at buse ind uden videre i et fremmed hus!” ”Hvad er det dog for en forargelig flothed at spilde den dyre salve til ingen nytte!” ”Hvor mange af de fattige kunne ikke have haft glæde af de penge, som salven var værd!” Jo, vi kan rigtig mærke, hvordan forargelsen bredte sig i selskabet. Alle havde de travlt med at udtale sig, alle skulle de gøre sig bemærkede og lufte deres harme.
Situationen er os ikke ukendt. Den dukker op igen og igen i blandt os i dag. Vi går alle rundt med så megen retfærdighed i blodet, at vi har meget nemt ved at blive stødt over dén, der bryder etiketten og den gode tone. Er det ikke dén, vi går rundt og vogter? Der er noget, man kan, og der er noget, man ikke kan. Vi har jo alle sammen vores mening om, hvad enhver situation kræver. Vi kalder det for dannelse eller kultur eller gode manérer, og dem lægger vi stor vægt på. Og vi gør det, fordi de er blevet det, ved hvis hjælp vi dyrker vor egen retfærdighed og styrker vor egen position.


Det gælder ikke alene den ydre opførsel, men det gælder i særdeleshed de rette meninger. De meninger alle har, og som derfor er de anerkendte og korrekte. Det, de andre siger og tænker og mener, må være det rigtige, og så følger vi efter. Vi anser os selv for retfærdige og gode og deltager i den almindelige forargelse, hvis der er én, der bryder det vedtagne. Tænk på indvandrerdebatten, tænk på miljødebatten. Tænk på Kurt Westergaard, og på Lars Wilks.
Jo, dér sad de altså i Simon den Spedalskes hus og følte sig rigtig godt tilpas i den fælles forargelse. Sådan en optræden!


Der er ikke noget, der får mennesker til at føle sig mere tilfredse med sig selv, end når de kan mødes med andre i enighed om at pege fingre af den, der ikke ved, hvad man kan sige, eller hvordan man opfører sig. Flokmentaliteten griber os, og den befinder vi os med skam at melde bedst ved. Vi føler os alle som de retfærdige, de dydigt forargede.


Men der var én, der var tavs midt i den almindelige fordømmelse af kvinden. Og denne ene var enerens talsmand over for mængden, for han så det som sin opgave altid at lade den ene have ret over for de mange. Ja, han gjorde det i en sådan grad, at han ligefrem krævede af enhver, at han skulle være den ener, han var, og at han derfor aldrig skulle stræbe efter den fælles følelse af retfærdighed, der dræber ethvert mod. Og han gjorde det i yderste potens, for han sagde, at sådan krævede Gud det af enhver. Og det sagde han, fordi menneskenes trang til at ville gøre sig selv retfærdige er det ondeste af alt ondt.
Der sad han tavs midt i al den hørmende selvretfærdighed, og da selskabet endelig havde fået luft for al dets harme, og han omsider kunne komme til orde, så sagde han: ”Hvorfor volder I hende bryderi? Hun gjorde en god gerning.” For han forstod, hvad hun havde ment med det, hun gjorde. Han forstod, at der var noget, hun måtte have luft for. Han forstod, at hun var opfyldt af en taknemmelighed, hun gerne ville give udtryk for.


Hvad var hun nu så taknemmelig over, at hun måtte bryde den gode stemning og trodse vedtagne regler og forudfattede meninger? Jo, hun var taknemmelig over, at her var et menneske, der i modsætning til alle andre ikke havde travlt med retfærdigheden. Her var et menneske, der ikke så på det ydre, der ikke lagde vægt på tonen, eller på hvor velopdragne og gode mennesker var. Her var der med andre ord én, der kendtes ved eneren i hans fattigdom og usselhed.
Noget sådan må hun have set i Jesus, og derfor skulle han salves. Som en hyldest – som udtryk for en glæde over at have set og hørt ham.


Og Jesus greb hendes gerning og brugte den til at forklare, hvad han så i den. Han så, at her var han blevet salvet til sin egen begravelse. Den retfærdighed han var kommet med til menneskene, som var retfærdigheden fra Gud, den ville menneskene ikke finde sig i. De ville have en retfærdighed, der kunne ses og høres, de ville have en retfærdighed, de kunne prale af, fordi den udprang af deres eget værd. Derfor vidste han, at hans liv ville ende med, at flokmentaliteten og selvretfærdigheden knuste ham. Døden i Guds navn og for Guds retfærdigheds skyld ventede ham.


Sådan var menneskene i deres selvgodhed og selvtilstrækkelighed. Han vidste det, og nu så han denne kvindes salving af ham, som en beredelse – som en forudsigelse af hans død. For man plejede at salve den dødes legeme, og nu var han altså også blevet salvet, som et vidnesbyrd om, hvad der ventede ham.


Men denne beredelse bragte ham glæde. Kvindens gerning sagde til ham, at hans ord ikke var spildte – hvilket han nu heller ikke mente, de var, for han havde mødt en del, der havde frydet sig ved hans tale, og det var alle de enkelte, de skjulte, dem, der kom til ham om natten eller råbte til ham fra de udstødtes plads.
Og sådan vil hans ords skæbne altid være i denne vores verden. Den udvendige målestok, mængden og frygten for at stå alene vil altid slå disse enere ihjel, de vil spørge, hvilken nytte hans ord er til, for de søger nytte og selvretfærdighed.


Men hans ord skal lyde på trods af mængden, hans ord skal lyde i troen på deres egen sandhed, og der, hvor de lyder, der vil denne episode stå som tegnet på, at det aldrig lyder forgæves. At der altid er og vil være fattige og ensomme, skjulte og oversete mennesker, som disse ord bringer glæde. For uden retfærdigheden fra Gud ville de være fortabte mennesker – uden håb og uden glæde.
Lad derfor det spørgsmål, om der kommer få eller mange i kirke, ligge. Lad derfor spørgsmålet om, hvad nytte kirken er til, hvile. For den skal ikke være der til anden nytte end at være der med det ord, uden hvilket enhver er overladt til sig selv og sin egen retfærdighed, være der for at oprejse og genløse det fortabte, hvilket faktisk er enhver. Amen.