Fortællingen om de vise mænd og kong Herodes er en fortælling for børn og
barnlige sjæle. En bloddryppende historie, hvor kongen ligger på lur og vil
dræbe barnet. En historie, hvor kongens tilsyneladende snuhed bliver overtrumfet
af Gud, for ham kan selv ikke den mægtigste mand i riget narre. En historie, hvor selveste kong Herodes stod over for én, han ikke kunne tøjle og snyde.
Jo, som et eventyr for børn lyder det, og det er det store ved fortællingen. For Guds tale til os mennesker er altid en tale til børn og barnlige sjæle. De voksne, og det vil her sige de beregnende, dem, der sætter al deres lid til fornuften og lader den være deres vejleder, dem kan Gud nemlig ikke tale til, for de forstår ikke at høre ordentligt efter.
For dem vil fornuften altid lytte med og sidde som en lille djævel og sige: ”Det kan ikke passe, det er dog alt for utroligt”.
Men sådan er det ikke for barnet, det forstår at lytte. Derfor findes der ikke noget mere fornøjeligt end at læse en rigtig bloddryppende historie for børn. De vil høre den igen og igen, de bliver aldrig færdige med den. Og sådan, som børn hører, vil Gud have, at vi skal høre. Når han taler, skal vi være som børn og ikke tænke på, hvor fornuftigt og overbevisende det lyder. Vi skal ikke tænke på, om talen nu kan nytte noget, om vi har
fordel af den.
Derfor er denne fortælling en rigtig guddommelig fortælling.
Og hvad er så budskabet? Hvad vil denne fortælling sige os?
Helt enkelt vil den sige, at over for Gud er der ikke personsanseelse. At over for Gud er vi alle som børn. Kongen er det, de vise mænd, hyrderne, forældrene alle er det. For over for Gud gælder vores egen fornuft og visdom intet. Og glemmer vi det, tror kongen, at hans er magten, at ikke også han skal stå til ansvar for sine handlinger, så bliver hans styre derefter. Så ender det med barnemord og tyranni.
Tror vi med andre ord, at kristendommen intet har at betyde for vores måde at indrette samfundet på. Tror vi, at den intet betyder for magthavernes måde at røgte deres embede på, så tror vi fejl. Og selvom det for en moderne dansker kan lyde utroligt, så kan vi tænke på en af vores gamle enevældskonger, hvis vi vil have bevis for det.
Jeg mener, det var den pietistiske Frederik den 4. Han havde forordnet, at enhver natmand – altså han, der førhen hentede latrinerne om natten, han der flåede og bortskaffede døde dyr, en mand der altså var lige så ilde set som skarprettere – for ham gjaldt det, at skulle han have barnedåb, eller skulle han selv begraves, så var borgmesteren ved kongelig forordning
forpligtet på at deltage.
Hvorfor? Fordi intet menneske var for beskidt til, at den mest ansete borger i byen ikke skulle deltage ved hans dåb eller begravelse. Og hvor havde kongen det fra? Fra sin kristelige børnelærdom. At over for Gud er der ikke personsanseelse. Over for Gud er vi alle børn og intet andet. Det er en viis konge, der udstikker en sådan forordning.
Det er en viis konge, der har lært, at i livets afgørende stunder er vi alle ens stedt. Det er en viis konge, der ved, at kristendommen ikke blot er en del af menneskets liv, men er fortegnet for ethvert menneskes liv. Det er dette fortegn, der skal holde alle Herodes´ernes magt på
plads. Og derfor er det ikke tilfældigt, at dronningen slutter sin nytårstale med:”Gud bevare Danmark”. Det er ikke tilfældigt, at ethvert folketingsår begynder med en gudstjeneste. For derved sættes magthaverne ind under det ord, der forkynder dem, at også deres magt er begrænset, at de ikke har magten af sig selv, men at den er dem givet af Gud, som ved sit ord holder magten i ave.
Det ord som tager al storhed og visdom fra dem og os alle.
Det er en viis konge, der forstår, at når Gud lod sin søn føde i Bethlehem, at når han som et lille værgeløst og afmægtigt barn blev lagt i en krybbe, så var det tegnet på, at kun således vil Gud se os. For dermed sagde han jo, at som dem, der er modsat al storhed, skal I være. Og ikke nok med at vi skal være på barnets plads, nej, du er der, siger han. Og han siger
det ved at tage enhver storhed eller vejen til storhed fra os, ved at lade os se, hvor udleverede vi er til afmagten og døden.
Og det var den sandhed, de vise mænd så ved synet af barnet i krybben. Ikke en konkurrent til Herodes, ikke en mere sejrrig og mægtig herre, så de, men et barn, som intet kan og skal og vil med dem. En befrielse fandt de, nemlig den befrielse ikke at skulle være noget. Eller
man kan sige, ved at være hos os som barnet gør han os til børn. For hans gerning
var at være barnet iblandt os, og ved selv at være barnet stiller han os på barnets plads. Og han tager ikke bare retten til at være stor fra os mennesker, men han gør sig selv til eet med de små og forhindrer derved os i at skulle være andet.
Det fællesskab af små – som også hedder syndernes fællesskab –, hvor enhver møder sin næste som underordnet den samme myndighed, er fundamentet for et redeligt samfund. Vi kunne også sige, at et fredeligt fællesskab mellem mennesker afhænger af dette ord, og er altså ikke noget, mennesket selv kan etablere.
Og derfor er det så tåbeligt, når vi tror, at det er kristendommen, der er skyld i ulighed, uenighed og strid. Nej, mener vi, at kristendommens tale intet skal betyde i det offentlige rum, så går vi Herodes ´ ærinde ved at ville lukke Guds ord i barnemund.
For hvor menneskesamfundet alene skal indrettes efter menneskets egen fornuft og vilje, dér kommer der ikke fred og fordragelighed mellem menneskene men strid og ufred. For som sagt, menneskene er som børn, og hvor børnene forledes til at tro, at de er de højeste og mest unikke skabninger, dér kommer man, som man kan se i dagens skolegård, ikke mobberi og selvhævdelse til livs. Tværtimod, dér bliver børnene et spejlbillede af denne tro, og man stimulerer deres hang til selvhævdelse og selviscenesættelse. Hvor mennesket bliver forstået og dyrket som autonomt, dér kommer der had og splittelse.
At tro, at kristendommen intet har at betyde for danskerne og vores offentlige rum, er derfor den største løgn vores land kan bygge på. Og derfor skal vi ikke tro blindt på politikernes visdom og kundskab. Vi skal ikke tro, at vi kan skabe et fredeligt samfund, hvis blot vi får
afskaffet kristendommens indflydelse. For som det er med børnene, så er der kun fred i blandt dem, hvor en myndig person sætter sig igennem, og de derved møder en vilje, der er stærkere end dem selv.
Lad os derfor håbe, at tidens kloge og vise herskere i en drøm advares mod Herodes, lad os håbe på, at de finder en anden vej at gå på, at de som de vise mænd må bøje knæ i Jesu Kristi navn, han som med Gud lever og regerer i Helligånds enhed. Én sand Gud fra evighed
og til evighed.
Amen.