Det var døden, der truede disciplene. Det var rædslen for undergangen, der fik dem til at vække den roligt sovende Jesus. Skønt de vidste - som vi alle ved -, at døden ville komme en dag, så blev de grebet af frygt. For hvorfor skulle det netop være denne dag? Det var altså ikke rædslen for døden sådan i almindelighed, der greb dem, men det var rædslen for nuet – dette at det var nu, døden skulle være.
Det var altså ikke viden om døden, der gjorde dem bange, men uvejret, som varslede dødens nu. For det, at et menneske skal dø, denne kendsgerning gør ikke et menneske bange – vi frygter ikke begrebet døden, så var det jo ikke til at holde ud at leve, men at det skal være nu, det sker, det er dét, vi frygter, det er dét, der gør os bange. Hvorfor i dag, hvorfor ikke i morgen? Hvorfor i år, hvorfor ikke først næste år? Det er derfor vi beder om en frist, når døden banker uventet på.
Nej, vi frygter ikke døden som begreb, som en kendsgerning, men vores død frygter vi - min egen død frygter jeg. Sådan er det, også selvom der er mange, som tænker og taler overlegent om dødsfrygten. Der er mange, der får det til at se ud som om, de er hævet over dette at frygte døden, og derfor er der også mange, der føler sig hævet over kirken og dens forkyndelse. Den har jo kun ærinde til dem, der er bange for at dø, siger de. De påstår, at kirke og kristendom er til for de svage mennesker, påstår de, men vi, vi hører til de stærke. Vi vil ikke gå rundt og tænke på døden, siger de, og de kan i deres overmod finde på at tale med stor overlegenhed om døden som en naturlig ting, som det slet, slet ikke falder dem ind at være bange for.
Men den, der taler sådan, har misforstået situationen. At frygte døden er ikke at gå rundt i en kronisk rædsel for det at skulle dø, men det er derimod at ønske at leve. Altså det er netop at ville dét, som alle disse overlegne mennesker siger, at de vil. Alle dem, der taler overlegent om døden, for at reducere den, for at holde den på afstand, fordi – vil jeg påstå - fordi de frygter den.
Men man kan kun holde døden på afstand, så længe den kun er et begreb, man taler om. Når de samme mennesker kæmper indædt for freden, så afslører de, at de kender døden som andet end begreb – de kender den som deres eller deres kæres død. I denne situation er de ikke de tilbagelænede og overlegne, men de paniske og rædselsslagne, der kan hidse sig op over, at verden er ond og uretfærdig. Og denne svaghed er i mine øjne meget mere tiltalende end deres overlegenhed.
For findes der noget mere forstemmende end at se et menneske, der tilkæmpet påtager sig en helterolle over for sin egen død? Nej, vel? Noget mere forhærdet findes næppe end det menneske, der hele livet igennem har set med foragt på dem, der er bange for at dø, og som derfor, når han selv rammes af døden, vil vise, at han er tro mod sine egne idealer, hvorfor han tvinger sig til at indtage en position, der er forloren og uægte. For som sagt, jeg kender ikke noget mere fortvivlende syn end et menneske, der spiller kæphøj over for sin egen død.
Vi mennesker er ikke skabte til at indtage helterollen over for døden, det bliver altid et komediespil - det bliver altid noget tillært og påtvunget. Og det gælder både de antikristelige, der vil vise, at de ikke er bange for at dø, og de kristelige, der vil vise, hvor meget de tror, og derfor heller ikke er bange for at dø. Det er i det hele taget umenneskeligt og løgnagtigt at skulle vise sig, når døden melder sin ankomst. Er der ét sted, hvor vi mennesker for ærlighedens skyld burde fralægge os vores forfængelighed, så er det over for døden. Altså ikke døden som begreb, men vores egen død. Dér gælder det ikke om at være noget eller at kunne præstere noget. Dér gælder det ikke om at kunne demonstrere et mod eller en særlig stærk tro, for over for døden er vi færdige med at skulle være noget. At ville føre dét at være noget med sig ind i døden, det er i mine øjne en ynkelig mangel på respekt for virkeligheden. Nej, det mest ærlige, det mest virkelighedstro er at frygte døden, for det er netop udtryk for, at man ønsker at leve.
Og derfor er det sært bagvendt at tale foragteligt om eller se ned på dem, der frygter døden, for derved røber man, at man ikke tør være sin egen frygt bekendt. Man tør ganske enkelt ikke være bange. Af frygt for at stå nøgen, af frygt for ikke at have noget at møde døden med, puster man sig op og stabler en modstand på benene. Man tier sin frygt ihjel og kalder det mod, men er det ikke snarere løgn og forstillelse? Disciplene havde det med at være bange, og at turde være ved det. De havde det mod ikke at være modige, og ikke at give sig ud for at være dét, de ikke var.
Det var derfor, de vækkede Jesus. I stedet for at tage chancen, således at de bagefter kunne prale med, at de havde vovet at være modige, ja, så vækkede de ham. For de skulle ikke spille komedie og stille sig an, det faldt dem slet ikke ind.Rædslen for undergangen var dem alt for stærk – her kunne de ikke være helte. Dødens øjeblik var så virkeligt, at alle præstationer faldt til jorden, og alle tanker om at skulle vise sig var blæst bort. Vi kunne også sige, at al selvforsvar, al forfængelighed var der ikke plads til i situationen.
For sådan er menneskelivet, når det er, som det er. Her er i en nøddeskal menneskets situation aftegnet for os. Al hulhed, al det uægte og forlorne er faldet - her er kun mennesket tilbage, stillet som det i sandhed er, ansigt til ansigt over for sin egen død. Dette er ethvert menneskes situation som menneske, siger fortællingen os i dag; at du skal være din frygt bekendt. I Jesu navn, skal du det. Hvad for noget? I Jesu navn? Men Jesus bebrejdede dem jo deres frygt. I lidettroende, sagde han, hvorfor er i bange? Var det ikke en kraftig irettesættelse af deres frygt? Mente han ikke, at de netop skulle have vist mod og tro? Nej, det mente han ikke! For Jesus forlanger aldrig mere tro, end man har. Og vi mennesker har ingen tro. Eller rettere, den tro, som vi mennesker mener, at vi selv kan stable på benene, den tro kalder han ikke for tro, men for vantro. Og derfor har vi lov at sige, at vi ingen tro har, derfor var disciplene bange, for de var vitterligt lidettroende.
Skulle der tales om tro hos dem, så var det den, at de turde være ved, at de var bange, og det var ganske simpelt rædslen, der gav dem det mod. Det var deres tro, at de vækkede Jesus. Hvor skulle de ellers gå hen med deres rædsel?
For sådan ser kristentroen ud. Kristentroen er ikke noget, man har eller prøver på at stive sig af med, men den er ingen tro at have. Og hvad gør man, når man ingen tro har? Enten puster man sig op og bilder sig selv og andre ind, at man er modig – man spiller overlegen – og det hedder med et kristeligt udtryk vantro, også selvom det sker i Jesus navn og med en masse kristelige attituder. Eller også råber man til Gud, dvs. vækker Jesus og er sin frygt bekendt.
Læg nemlig vel mærke til, at rigtig nok kaldte Jesus dem lidettroende, for det var de, men han stilnede stormen. For således er hans gerning, at den tro, vi ikke har, den har han til os. Jesus fortalte en gang en lignelse om en uretfærdig dommer, der ikke ville skaffe en enke hendes ret, men hun blev ved at plage ham, så han til sidst gav hende hendes ret. ”Skulle da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat?. Jeg siger jer, han skal skaffe dem ret i hast”, sagde han, og så tilføje de han: ”Men mon menneskesønnen, når han kommer, vil finde troen på jorden?” Og dét er spørgsmålet til enhver: Mon menneskesønnen skal finde troen på jorden, når han kommer? Skal han finde mennesker, der tør være deres frygt bekendt, eller vil han finde mennesker, der dækker over deres frygt og lader som om, de er modige og tapre og troende? Vil vi lade Jesu gerning og Jesu tro være vor tro, eller vil vi forlade os på troen på os selv? Det er det afgørende spørgsmål, som i dag stilles os. Men det stilles samtidig med, at det forkyndes os, at det var de lidettroende disciple, Jesus hjalp, for det er i én sum evangeliet i dag. Og så behøver vi ikke krampagtigt at fastholde en tro og et mod, vi ikke har. Så behøver vi ikke at stille os an, så behøver vi blot at stå ved vores liden tro – ærligt og redeligt, og i Jesu navn takke for hans tro og gerning mod os. Amen
