mandag den 12. juni 2017

Hyrden og lejesvenden

Jesus sammenligner i evangeliet sig selv med en hyrde, og for at vi kan vide, hvad han mener med denne billedtale, så nævner han, hvad han anser for det modsatte af en hyrde. Det modsatte af en hyrde er, hvad han kalder en lejesvend. Og dermed har billedet af hyrden straks fået et tydeligt og bestemt indhold. En lejesvend, hvad er det for en fyr? Det er sådan en, der giver folk det, de vil have. Leje svenden betragter sig som ansat til at betjene sine kunder med det, kunderne ønsker, han skal betjene dem med. Det får han sin løn for. Forholdet mellem lejesvenden og fårene er forretningsmæssigt. Kommer ulvene og splitter fåreflokken ad, så tænker lejesvenden: Det er jo ikke mine får, og der står ikke noget i min kontrakt om, at jeg skal risikere livet – og derfor stikker han af.

For lejesvenden er en fornuftig fyr, og han glemmer aldrig at spørge fornuften til råds. Han spørger altid: Hvad får jeg for det? Eller: Hvad nytte er det til? Eller: Er jeg forpligtet til det? Lejesvenden tænker altid på sig selv, idet han tænker på dem, han skal betjene, og derfor kommer han altid til at svigte, når der er allermest brug for ham. Når ulvene falder over fårene, er der allermest brug for en til at beskytte dem, men så stikker lejesvenden halen mellem benene og forsvinder.

Det er forskellen mellem den sande hyrde og en lejesvend, at hyrden bliver på sin post, og allermest, når der er alvorligt brug for ham, men lejesvenden er væk, når han netop skulle være der.

Vi kunne også sige, at lejesvenden svigter i virkelighedens prøve, den prøve, der er den eneste, der gælder. For det er ingen sag at promenere på gaden med fine ord og flotte løfter, det er ingen sag at pynte sig med flotte løfter om sin modige vilje, det er ingen sag at være helt, så længe der ingen fare er på færde, men der er kun én prøve, der gælder, og som afgør, hvad et menneske er værd, og det er virkelighedens prøve.

Store ord og flotte hensigter, de er intet værd, selvom det er det, vi mennesker imponeres over. Nej, facade er intet værd.

Og lad mig på dette sted komme med en personlig bemærkning. Jeg kan ofte blive flov på egne og mine medmenneskers vegne, når jeg mærker, hvordan mennesker tænker, at en præst er en, der lægger vægt på, at man har den rette fromme opførsel og de rette fromme ord i sin mund. For intet sted som i kirken er facade og kunstig optræden dømt ude. Tænk blot på, hvorledes Jesus mere end nogen anden radikalt hånede og skældte ud på alt og alle, der ville smykke sig med fromme miner og store ord. Skarpt og uforsonligt håndhævede han, at kun én prøve på menneskets værd var afgørende, nemlig virkelighedens. Så derfor skal det siges klart og tydeligt, at det er en misforståelse, hvis man tror, at hans ærinde var at lære folk at stille an med rette facade. Nej, det er svindel og lejesvendens ærinde, man går, hvis man mener, at fromme ord og store hensigtserklæringer tæller her i kirken.

Og skulle jeg sige noget til konfirmanderne i min prædiken, så er denne ene ting: Tro ikke, at det gælder om at tage sig ud, for som sagt, det er lejesvendens tro. Han som mener, at nok skal han opfylde sine pligter, men kun til en vis grad – men ikke ud i det urimelige og meningsløse. Han som mener, at nok skal han gøre, hvad han har påtaget sig at gøre, men det må være inden for fornuftens grænser. Nok skal han tænke på andre, men først på sig selv.

For det er en løgn - det er at lukke øjnene for virkelighedens prøve og i stedet lade bekvemmeligheden og mageligheden bestemme. Det er at lade fejheden sejre.

For det, Jesus gjorde og altid vil gøre, er at holde et menneske fast på virkelighedens prøve uden at lytte til udenomssnakken, diskussionerne, og de åh, så fornuftige argumenter.

Det kan lyde som om, denne virkelighedens prøve er noget fint og stort, men den er det modsatte. For det er en prøve uden publikum og folks opmærksomhed, det er nemlig hverdagens trælse krav om overbærenhed med ægtefællen, det er den syge søn, der skal passes netop den aften, hvor gutterne har mandeaften. Det er kravet om ikke at rende fra sine meninger men stå fast, også selvom det er ubehageligt, og man kommer til at stå ene.

Dét er virkelighedens prøve, og det er den, der sætter forskellen på hyrden og lejesvenden – på forpligtelsen og fejheden.

Hyrde eller lejesvend, det var sig selv, Jesus kaldte hyrden, for hyrden er ham, der uden tøven eller vaklen sætter livet til for fårene, det er ham, der ikke lytter til fornuftens små eller store bortforklaringer, men som ganske glemmer at spørge fornuften til råds og blot gør det, situationen kræver.

Sådan sagde han, at han var. Han glemte altid at spørge fornuften til råds, for han vidste, at fornuften siger altid: Pas nu på, vær nu forsigtig, rod dig ikke ud i noget, der kan være ubehageligt.

Sådan siger fornuften, sådan siger lejesvenden. Han tænker altid på, hvad der kommer ud af det. Sådan siger hyrden ikke, men han gør det, der skal gøres, og så må der komme det ud af det, der kan.

Til dette vil fornuften altid protestere og sige: Dette er ikke forsvarligt, for det er jo ganske forargeligt ikke at tænke sig om. Ja, det er forargeligt med virkelighedens prøve. Men lyder disse forargelige ord ikke, har vi taget sandheden ud af kristendommens tale. Hvis fornuften skal diktere sandheden, så havde der ikke været en modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, så havde skilsmisseraten været om muligt større, end den er i dag, så havde forpligtelsen på næsten haft trange kår.

Og værst af alt; hvis vi tilpassede Jesu ord vores fornuft, så var der ikke frelse for alle, men kun for dem, der efter fornuftens anvisning fortjente det. Og vel er der ikke én, der kan forhindre os i denne tilpasning. Vi har vores fulde frihed til det, men så har vi også selv valgt lejesvendens plads og ikke hyrdens, og så nytter det ikke, at vi beklager os. Så har vi selv valgt og må selv bære, hvad der følger med af løgn og svindel – og det bliver der ikke mangel på.

Jo, Jesus forkynder virkelighedens prøve for os. Det var det eneste, han ville, og dette eneste, han gjorde. Og han gjorde det én gang for alle ved selv at bestå virkelighedens prøve. Han var den gode hyrde, der satte livet til for fårene. Han viste os sandheden, og han viste os sandhedens vej, den, der hedder: ikke det nemmeste, ikke det mest fornuftige, men troskab, ja, tro.

Og så kan vi mennesker for øvrigt forsøge at smyge os udenom med alle vores indvendinger og undskyldninger for ikke at bestå denne prøve, men de er og bliver undskyldninger for at være lejesvende og ikke hyrder. For hans ord og gerning bliver stående for at dømme os og give os sandheden, give os Gud at tro på i stedet for os selv.

For deri bestod hans hyrdegerning; at han vogtede os for løgnenes angreb, den løgn, der kommer fra os selv, og i stedet give os sandheden, den sandhed, der kommer ude fra – fra Gud, og som er Gud, og den hyrdegerning øver han den dag i dag.

At stå ret for hans tale kaldes at tro, og til tro er det, han kalder os, til tro på livets og virkelighedens Gud.
Amen