Trods et dalende medlemstal for folkekirken så kan landets mange analyseinstitutter med jævne mellemrum oplyse, at langt de fleste danskere tror på en eller anden gud og endda beder til ham i ny og næ. Og det skal nok passe, at de fleste af os egentlig er ganske religiøse, når det kommer til stykket.
Og det gælder ikke kun os, der sidder i kirken i dag. Nej, jeg tænker såmænd også på de såkaldte ikke religiøse, modstanderne - de erklærede ateister. Også de har vind i sejlene. Og jeg tror, det skyldes, at de virker så utrolig tillokkende i deres selvstændighed. Det er som om, de har styr på det hele. Men går man lidt til ham – ateisten altså -, trykker man ham på hans lidt for tilfredse mave, så viser det sig, at også han har sin egen lille hjemmelavede religion, som han plejer og værner om og endelig ikke vil have fremmede til at trampe i.
For også han vil have sin egen kirkegård, han vil også have sine egne ritualer i forbindelse med navngivning, nonfirmation, vielse og begravelse. Hans opgør er ikke mere radikalt, end at han ender med at snylte på kristendommens ritualer. Den kristendom, han helst ser forvist fra det offentlige rum ved at forbyde Fadervor og morgensang i de danske skoler for at erstatte dem med troen på menneskelige værdier, fremskridtet og videnskabens formåen.
Jo, jeg vil påstå, at også ateisten er religiøs. Og også han beder; til videnskaben, at den en gang vil knække cancerens kode, at al krig vil ophøre, at sult og hungersnød en gang bliver afskaffet. Men hvad gør han, hvis canceren rammer ham? Hvad gør han, hvis han en dag skulle stå på en slagmark eller sidde i den flyvemaskine, der rammes af et terrorangreb? Hvad griber han til? Hvad hjælper ham dér midt i livets alt for alvorlige øjeblik, når skylden plager én, den skyld, som ikke er til at komme af med? Når ens bedste ven dør, før man nåede at blive forsonet med ham? Den kristne folder sine hænder og beder sit Fadervor: Forlad os vor skyld! – men hvad gør ateisten?
For det er netop dér midt i livets alvor, at vi forstår, at vi er ikke har nogen ret at pukke på, men vi står med hatten i hånden, som de bedende gør. Dér, hvor vi intet kan overskue eller stille op, dér bliver bønnen selvfølgelig. Og hvem slipper for at stå der?
At bede, at søge, at banke på betyder derfor ikke, at vi skal vise Gud, at vi interesserer os for ham, at vi også skal gøre noget, og endelig med så stor inderlighed som muligt. Det betyder ikke, at har vi blot præsteret en from og inderlig bøn, så kan vi også gå dagen eller natten i møde med en god samvittighed, fordi vi nu har ydet, hvad vi skulle.
Som når i egne øjne fromme og kirkelige folk komponerer en bøn selv, hvor munden løber med fromme og gode ønsker for kloden og kirken og de stakkels medmennesker, man er omgivet af. For det vidner blot om, at de selv tilsyneladende har deres forhold til livet og Vor Herre på det tørre.
Nej, at bede, at søge, at banke på, det gør man først, når man er på spanden. At bede er som et barn at række hånden frem, fordi man ikke kan andet.
Og hvor tydeliggøres det bedre end i Fadervor? Denne bøn, der stædigt igen og igen, søndag efter søndag, løfter sin stille røst i blandt os og stædigt bliver ved sagen midt i vores fortvivlelse og afmagt. Og det gør den, fordi ingen af os slipper for at være i livets vold.
Derfor skal en hver konfirmand kende sit Fadervor. For Fadervor er ikke en fromhedsøvelse, men Guds egen bøn, der igen og igen vil mane enhver selvtilfreds religiøs følelse i jorden.
Men i stedet for at holde Fadervor i hævd bliver den udsat for en stedmoderlig behandling. Den betragtes som en barnlig begynderbøn, en slags bønnens lille tabel, der blot skal være et pædagogisk opdragelsesmiddel, så den voksne med tiden kan lære at bede selv. Men en større misforståelse af bønnen i Jesu navn findes ikke. For en bøn i Jesu navn skal ikke demonstrere, at mennesket kan selv, men den er derimod udtryk for, at et hvert menneske, barn som voksen, er hjælpeløst udleveret til Gud. Det er med livet og med Gud, som når jeg er involveret i en sag, jeg slet ikke kan klare selv og derfor må bede en anden om hjælp.
Derfor er det, der tales så meget om bøn i evangelierne. Ikke fordi der opfordres til en god og from øvelse, der vil have Guds velbehag. Men bønnen nævnes igen og igen for at gøre det klart, at et menneske slet ikke har andet at møde op med over for Gud – og dog har han lov at komme.
Derfor er det også det mest ejendommelige – ja, måske det eneste ejendommelige – ved Fadervor, at den slet ingen fromme falbelader har i sin bøn. Den begynder ikke med en masse fine ord, der skal udtrykke, hvor højt vi ophøjer Gud. Der er ingen næsegrus tilbedelse, der skal udtrykke, hvor ydmyge vi er. For kort og kontant siger Jesus til os: Lad os dog ikke skabe os over for Gud, for vist må vi alle bede, banke, søge og kalde på Gud – hvem skulle vi ellers kalde på? – men hvem du end er, og hvor langt du end måtte være borte, skal du ikke spekulere på at gøre dig værdig for ham.
Men én ting skal du; du skal kalde ham Fader, du skal bede dit Fadervor. For det er en misforståelse at tro, at Fadervor kun er for begyndere, og at der findes noget finere at holde sig til.
Og så alligevel er Fadervor kun for begyndere, men det er det ret forstået, fordi vi aldrig bliver andet end begyndere over for den lektie, at vi intet har at komme med. At vi ikke er Gud, og at der ikke er nogen eller noget i denne verden, der er det, eller skal være det. Men han er Gud og faderen for os alle. Han er den, som du skal sætte din lid til og fortrøste dig til, hvad så end dit eget hjerte og hele verden siger, for han er Faderen og forbliver Faderen, ja, også selv om det er skjult for os. Ja, også selv om det forbliver skjult for os, som det var skjult for Kristus, da han hang på korset.
Nej, hvem bliver nogensinde andet end en begynder og en læredreng over for befalingen om, at stå dér, hvor bønnen, hvor Fadervor sætter os? Her tages ikke hensyn til alle vore undskyldninger, men her befales vi at leve som børn med hinanden over for den samme Gud og Fader.
Da Kristus gav os sin egen bøn at bede, manede han al vor pukken på egen ret og fortrin fremfor sit medmenneske i jorden. Men i en uklædelig foragt for det overleverede har vi gjort Fadervor til en Askepot blandt troens lærdomme, og så er forholdet dog det, at hun er dronningen over dem alle, og alle andre bønner er kun en afglans af hende. Hun er bønnen par excellence, der bekender, at over for Gud er al ros udelukket, og hvor det derfor ikke tæller, hvad du og jeg er og har, men hvor det eneste, der gælder, er den Guds barmhjertighed, der gør, at han vil være en fader for os alle, som bor på jorden. Dette er jo netop evangeliets budskab. Dette er jo netop kristendommens indhold. Derfor er det rigtigt at sige, at disse to ord: Fader vor, indeholder alle budene, alle forjættelserne, ja, alle Guds ord. Her er det alt sammen befalet: Troen, håbet, kærligheden, og ingen er færdige med Fadervor, før han er færdig med disse tre.
At bede et Fadervor er ikke et forsøg på at sikre sig over for det ukendte. Endnu mindre er det et forsøg på at få magt over Gud, over livet eller fremtiden, eller at tilsnige sig en ret hos Gud, som man ikke har. Men det er at bøje sig for, at han er i det skjulte og ser i det skjulte. Derfor ser han også barnets ret til at bede til sin fader, den ret, han gav os og tilsagde os i vor dåb, og som holder os fast i troen og håbet – ikke til os selv eller fremtiden, men til ham.
Amen
