(En prædiken over fortællingen om synderinden, der brød ind i farisæeren Simons hus, hvor Jesus sad til bords. Og hun vædede hans fødder med sine tåre, kyssede og salvede dem. Lukas 7, 36-50)
I denne fortælling, vi netop har hørt, er der tre personer til stede. Tre personer, som hver især er mere end blot sig selv – de er tre personer, der også står for noget.
Først er der værten, i hvis hjem handlingen foregår. En farisæer var han, og Simon hed han. Og han repræsenterer det bedste blandt farisæerne. Han var hverken forstokket eller stivsindet, siden han vovede at indbyde Jesus som sin gæst. Nej, han har været åben og lydhør, han har været en person, der gerne ville høre, hvad Jesus havde på hjerte. Skulle vi give han en moderne betegnelse, ville jeg kalde ham en frisindet humanist og moralist, en menneskeopdrager – en af dem, som verden er så fuld af i dag. Han er måske nok fanatiker, men han er forstående og velvillig, netop disse karakteristika, som var et led i hans opdragelse af menneskene til at blive gode og harmoniske mennesker, der gjorde fremskridt i den rigtige retning.
Den rigtige retning, ja, den kendte han, thi for ham var der forskel på mennesker. Der var dem, der var uden kultur og moral, og så var der dem, der stræbte efter at være gode og blive gode, dem der bevægede sig i den rigtige retning. Og Simon regnede Jesus som sin forbundsfælle i sine bestræbelser på at få folk til at, om man så må sige, vende sig i den rigtige retning. Og på den måde er Simon som alle os andre. For det er jo det samme, vi vil – alle stridigheder mellem ideologier og religionerne de bunder i det samme, nemlig at ville opdrage mennesket til at blive godt og humant.
Men nu sad altså Jesus i hans stue, og de skulle nu i god økumenisk fællesskab samtale om det fælles mål og midlerne til at nå det, troede den gode farisæer. Men det viste sig hurtigt, at der var større forskel mellem dem, end havde kunnet forestille sig. Og forskellen var ikke en teoretisk forskel, det var ikke gennem en lang og dybsindig samtale, han opdagede forskellen mellem dem. Men det var ganske konkret i bedømmelsen af det, der uventet skete.
Et menneske dukkede op. Frækt og anmassende og uopdragent trængte en kvinde sig ind i huset. Og hvilken kvinde. En af dem, som man som humanist og moralist holder sig pænt på afstand af. Rigtig nok en af dem, man gerne vil hjælpe, hvis hun vel at mærke kommer på den rigtige måde med bøn om hjælp.
Men det gjorde hun slet ikke her. Hun trængte sig ind – trængte sig på – og gav sig til på en ubehagelig og pinlig måde at overfalde gæsten. Ikke med ubehageligheder, nej, men med det, som var langt værre og langt mere upassende og anmassende, nemlig med kærtegn, med kys og med tårer, og hun salvede hans fødder. Og gæsten lod det ske, han gjorde slet ikke forsøg på at ryste denne påtrængende kvinde af sig. ”Han må da vide, hvad hun er for en”, tænkte farisæeren Simon, og gæsten kunne se på ham, hvad han tænkte, og stillede spørgsmålet: ”Der var to mænd, der begge fik deres gæld eftergivet, den enes var stor, den andens var lille. Hvem af dem, tror du, var gladest for eftergivelsen?” ”Selvfølgelig ham, der havde den store gæld”, måtte Simon svare. Og gæsten sagde: ”Du har ret”. Og så forklarede gæsten videre, at det var jo netop, hvad der skete for Simons øjne. Denne kvinde havde meget at få eftergivet. Derfor var hun kommet, og derfor måtte hun udtrykke sin glæde over Jesus. Hun havde instinktivt forstået mere, end farisæeren var i stand til at fatte. Hun havde forstået, at Jesus var Guds kærlighed og tilgivelse på jorden, hun havde forstået, at han ikke var en menneskeopdrager og moralist men noget helt helt andet.
Hun havde sikkert været ude for mange, der ville hjælpe hende ud af sit syndige liv med formaninger og håndsrækninger, men her var en, der kendtes ved hende, som hun var. En, som lod hende græde ud og ikke havde et eneste bebrejdende eller formanende ord at sige hende.
Nu har vi de tre personer præsenteret. Den ene er værten, farisæeren. Han, som er enhver af os, for så vidt som vi alle mener at vide besked om livet, og hvordan det bør være. Han er derfor også vor tids kirke, den humane kirke, befolket af velfærdsprofeterne, dem, der vil hjælpe og opdrage os alle humant og kristeligt. Med andre ord, Simon er repræsentanten for alle dem, der har fundet svaret på livet. Dem, der ved, hvad livets mening og mål er, alle dem, der ved, hvad det gælder om, både når vi taler om det materielle og det åndelige. Repræsentanten for alle dem, der ved besked, videnskaben eller ideologien eller livsfilosofien – det kommer ud på et. Og kvinden, ja, hun er repræsentanten for dem, der skal hjælpes, fordi de anses for at trænge til hjælp. Hun skal drages op, som man sagde i gamle dage – altså opdrages. Og så er der gæsten, hvem er han repræsentant for? Han er repræsentant for Guds uendelige og evige og urokkelige kærlighed, den, der har et eneste navn: syndernes forladelse. Denne kærlighed var for kvinden livet selv. Den elskede hun, for hun kunne ikke andet, og idet hun elskede den, havde hun den. For den var urokkelig. Den sagde ikke, at først skulle hun stræbe efter at blive et nyt menneske. Nej, den bare elskede hende.
Og den, som ikke elsker Guds urokkelige kærlighed, han finder den heller ikke. Han er sig selv nok og ved slet ikke, hvad kærlighed er. At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed. Og Gud skænker sig selv i ham, der er syndernes forladelse, han, som udholdt, at menneskene vragede ham, han, der lod sig slå ihjel af menneskene, fordi de ville være sig selv nok i deres tro på at vide og kende og kunne. Han lod sig slå ihjel, og derved skænkede han os Guds kærlighed, syndernes forladelse. Han blev knust og bar det stille. Han oplod ikke sin mund som et lam, der føres bort for at blive slagtet.– som et får, der er stumt, når det klippes.
Herren lod den skyld, der hviler på os alle, falde på ham. Og dette er dommen over os – tilgivelsens dom – en glæde for alle, der lider møje og er besværede, men en forargelse for alle dem, der ved besked og tror på deres egen viden og stræben. I ordet om ham, der er Guds kærlighed, i ordet om ham kommer Guds kærlighed til os. I ordet om ham står Guds kærlighed urokkelig fast. Det er det hele, men det er også rigeligt. Som han sagde til kvinden: ”Din tro har frelst dig, gå bort med fred”. Her er intet at lægge til og intet at trække fra, intet, der skal gøres, og intet, der først skal nås.
Guds kærlighed, syndernes forladelse skænkes os kvit og frit i Jesu navn. Vi vil godt nok hellere reparere på verden, men Gud elsker den, som den er, så hvad har vi andet at gøre end at glæde os derover sammen med denne kvinde.
Amen.
I denne fortælling, vi netop har hørt, er der tre personer til stede. Tre personer, som hver især er mere end blot sig selv – de er tre personer, der også står for noget.
Først er der værten, i hvis hjem handlingen foregår. En farisæer var han, og Simon hed han. Og han repræsenterer det bedste blandt farisæerne. Han var hverken forstokket eller stivsindet, siden han vovede at indbyde Jesus som sin gæst. Nej, han har været åben og lydhør, han har været en person, der gerne ville høre, hvad Jesus havde på hjerte. Skulle vi give han en moderne betegnelse, ville jeg kalde ham en frisindet humanist og moralist, en menneskeopdrager – en af dem, som verden er så fuld af i dag. Han er måske nok fanatiker, men han er forstående og velvillig, netop disse karakteristika, som var et led i hans opdragelse af menneskene til at blive gode og harmoniske mennesker, der gjorde fremskridt i den rigtige retning.
Den rigtige retning, ja, den kendte han, thi for ham var der forskel på mennesker. Der var dem, der var uden kultur og moral, og så var der dem, der stræbte efter at være gode og blive gode, dem der bevægede sig i den rigtige retning. Og Simon regnede Jesus som sin forbundsfælle i sine bestræbelser på at få folk til at, om man så må sige, vende sig i den rigtige retning. Og på den måde er Simon som alle os andre. For det er jo det samme, vi vil – alle stridigheder mellem ideologier og religionerne de bunder i det samme, nemlig at ville opdrage mennesket til at blive godt og humant.
Men nu sad altså Jesus i hans stue, og de skulle nu i god økumenisk fællesskab samtale om det fælles mål og midlerne til at nå det, troede den gode farisæer. Men det viste sig hurtigt, at der var større forskel mellem dem, end havde kunnet forestille sig. Og forskellen var ikke en teoretisk forskel, det var ikke gennem en lang og dybsindig samtale, han opdagede forskellen mellem dem. Men det var ganske konkret i bedømmelsen af det, der uventet skete.
Et menneske dukkede op. Frækt og anmassende og uopdragent trængte en kvinde sig ind i huset. Og hvilken kvinde. En af dem, som man som humanist og moralist holder sig pænt på afstand af. Rigtig nok en af dem, man gerne vil hjælpe, hvis hun vel at mærke kommer på den rigtige måde med bøn om hjælp.
Men det gjorde hun slet ikke her. Hun trængte sig ind – trængte sig på – og gav sig til på en ubehagelig og pinlig måde at overfalde gæsten. Ikke med ubehageligheder, nej, men med det, som var langt værre og langt mere upassende og anmassende, nemlig med kærtegn, med kys og med tårer, og hun salvede hans fødder. Og gæsten lod det ske, han gjorde slet ikke forsøg på at ryste denne påtrængende kvinde af sig. ”Han må da vide, hvad hun er for en”, tænkte farisæeren Simon, og gæsten kunne se på ham, hvad han tænkte, og stillede spørgsmålet: ”Der var to mænd, der begge fik deres gæld eftergivet, den enes var stor, den andens var lille. Hvem af dem, tror du, var gladest for eftergivelsen?” ”Selvfølgelig ham, der havde den store gæld”, måtte Simon svare. Og gæsten sagde: ”Du har ret”. Og så forklarede gæsten videre, at det var jo netop, hvad der skete for Simons øjne. Denne kvinde havde meget at få eftergivet. Derfor var hun kommet, og derfor måtte hun udtrykke sin glæde over Jesus. Hun havde instinktivt forstået mere, end farisæeren var i stand til at fatte. Hun havde forstået, at Jesus var Guds kærlighed og tilgivelse på jorden, hun havde forstået, at han ikke var en menneskeopdrager og moralist men noget helt helt andet.
Hun havde sikkert været ude for mange, der ville hjælpe hende ud af sit syndige liv med formaninger og håndsrækninger, men her var en, der kendtes ved hende, som hun var. En, som lod hende græde ud og ikke havde et eneste bebrejdende eller formanende ord at sige hende.
Nu har vi de tre personer præsenteret. Den ene er værten, farisæeren. Han, som er enhver af os, for så vidt som vi alle mener at vide besked om livet, og hvordan det bør være. Han er derfor også vor tids kirke, den humane kirke, befolket af velfærdsprofeterne, dem, der vil hjælpe og opdrage os alle humant og kristeligt. Med andre ord, Simon er repræsentanten for alle dem, der har fundet svaret på livet. Dem, der ved, hvad livets mening og mål er, alle dem, der ved, hvad det gælder om, både når vi taler om det materielle og det åndelige. Repræsentanten for alle dem, der ved besked, videnskaben eller ideologien eller livsfilosofien – det kommer ud på et. Og kvinden, ja, hun er repræsentanten for dem, der skal hjælpes, fordi de anses for at trænge til hjælp. Hun skal drages op, som man sagde i gamle dage – altså opdrages. Og så er der gæsten, hvem er han repræsentant for? Han er repræsentant for Guds uendelige og evige og urokkelige kærlighed, den, der har et eneste navn: syndernes forladelse. Denne kærlighed var for kvinden livet selv. Den elskede hun, for hun kunne ikke andet, og idet hun elskede den, havde hun den. For den var urokkelig. Den sagde ikke, at først skulle hun stræbe efter at blive et nyt menneske. Nej, den bare elskede hende.
Og den, som ikke elsker Guds urokkelige kærlighed, han finder den heller ikke. Han er sig selv nok og ved slet ikke, hvad kærlighed er. At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed. Og Gud skænker sig selv i ham, der er syndernes forladelse, han, som udholdt, at menneskene vragede ham, han, der lod sig slå ihjel af menneskene, fordi de ville være sig selv nok i deres tro på at vide og kende og kunne. Han lod sig slå ihjel, og derved skænkede han os Guds kærlighed, syndernes forladelse. Han blev knust og bar det stille. Han oplod ikke sin mund som et lam, der føres bort for at blive slagtet.– som et får, der er stumt, når det klippes.
Herren lod den skyld, der hviler på os alle, falde på ham. Og dette er dommen over os – tilgivelsens dom – en glæde for alle, der lider møje og er besværede, men en forargelse for alle dem, der ved besked og tror på deres egen viden og stræben. I ordet om ham, der er Guds kærlighed, i ordet om ham kommer Guds kærlighed til os. I ordet om ham står Guds kærlighed urokkelig fast. Det er det hele, men det er også rigeligt. Som han sagde til kvinden: ”Din tro har frelst dig, gå bort med fred”. Her er intet at lægge til og intet at trække fra, intet, der skal gøres, og intet, der først skal nås.
Guds kærlighed, syndernes forladelse skænkes os kvit og frit i Jesu navn. Vi vil godt nok hellere reparere på verden, men Gud elsker den, som den er, så hvad har vi andet at gøre end at glæde os derover sammen med denne kvinde.
Amen.