Jeg var til konfirmation
sidste år i Aarhusområdet. Og dette at kunne komme i kirke som almindelig
kirkegænger og bare sætte sig på kirkebænken og lytte, det er noget, en præst
godt kan se hen til, ja, man kan faktisk se frem til det i mange uger i forvejen.
Men igen gjorde jeg den opdagelse, som jeg før har gjort, at det hele forekom
mig at være snyd.
Jeg tænker ikke på den
lidt urolige gudstje neste, en konfirmation ofte er. Det kan man godt
abstrahere fra, men jeg tænker på det, jeg som deltager i gudstjenesten blev
spist af med sammen med de øvrige kirkegængere. Jeg tænker på de tomme ord,
dvs. på alle ordene, som en moderne kristenhed fodres med, og som ikke kan
andet end vække lede, skønt ordene er afgørende.
Fred, glæde, nåde,
tilgivelse – og frem for alt: kærlighed. Som en lind strøm flød de ud over os
sagesløse deltagere, de ord, som hvis de ikke bliver hængt op på noget, hvis de
ikke bliver holdt fast af noget, da bliver netop kun ord.
Tomme og golde ord, der
nærmest bliver en hån mod de tilstedeværende, fordi det netop er ord, der i
deres indhold er vægtige og afgørende, og derfor ikke ord, man bare sjakrer med
og lader munden løbe med. For så mærkeligt er det, at de afgørende ord kan
blive til deres egen karikatur – de kan blive en hån mod sig selv ganske
uanset, om de er korrekte og teologisk uangribelige.
Alle ordene, jeg hørte
både i talen til konfirmanderne og prædikenen, de var for kristendommen
afgørende og centrale, men her blev de blot prædiket ud i den blå luft, for de
var anvendt, som en bordtaler anvender dyre begreber, de gik kun på
menneskeben, de var blot små moralske hip og sentimental tale. Fred, glæde,
nåde, tilgivelse – og som sagt ikke mindst kærlighed (jeg tror dette ord blev
nævnt 40 gange), disse ord fløj os om ørerne, indimellem legitimeret af ordet
Gud, som dog aldrig blev nærmere konkretiseret. Han kunne lige så godt have
været Allah eller Buddha og ikke nødvendigvis Vor Herre Jesu Kristi fader, som
forlader syndere – også selvom de er konfirmander. Derfor ligegyldige ord, for
hvad siger de, hvis ikke de holdes fast af den, der alene kan sige dem, og hvis
de ikke holder den fast, som de taler til?
Eller sagt på en anden
måde: De kristelige ord bliver tomme og golde og lede, når de får lov til at gå
på egne ben. Kun som Guds ord har de mening og fylde, kun holdt fast af ham,
som er i himlen, er de afgørende for den, som er på jorden. Fjernet fra den
sammenhæng er de en hån og professionalisme – tomme, golde, døde.
Og det er det, Kristi
Himmelfartsdag handler om. Det er det, Kristi Himmelfartsdag holder fast. At
Gud er herren, vi er tjenere. At hans ord er hans og ikke vort. Der er en
afsender og en modtager, som ikke kan negligeres.
For Kristi Himmelfart
fortæller, at han, som havde færdedes blandt mennesker, han var kommet fra
himlen – dvs. fra Gud – for at stille sig ved siden af mennesker og dele deres
afmagt og elendighed med dem og derfor også dele døden med dem – at han nu
farer til himlen igen.
Og begge dele både hans
jordiske liv og hans himmelfart er hans kærlighed til mennesker. Både dette, at
han ikke var for fin til at dele med os, hvad vi står i af elendighed og nød –
dette at han ikke var hævet over noget af det, vi er underlagt – og dette, at
han igen trækker sig tilbage, det var hans kærlighed, sådan ser den ud.
Det er den eneste måde,
kærligheden ytrer sig på, at den helt konkret er solidarisk. Solidarisk med
vores helt konkrete og jordiske og kødelige verden. Og evangeliet hævder
således, at kærligheden alene hører Gud til, og at Guds kærlighed ytrer sig på
denne enkle og enfoldige måde.
Kærligheden er altså
ikke et ord ud i den blå luft, for kærligheden er ensbetydende med troskab, en
troskab, en trofasthed, som overgår enhver forstand, fordi den helt og aldeles
sætter hensynet til sig selv til side. Og derfor kan der kun tales om Guds
kærlighed, som den helt konkret har ytret sig i Jesu liv og ord, i hans færden
blandt mennesker.
Og det, at han Kristi
Himmelfartsdag trækker sig tilbage fra det konkrete jordiske liv med mennesker,
betyder præcis det samme. Det betyder nemlig ikke, at han nu trækker sin
trofasthed tilbage, men at han hæver den over tid og sted, at han med et
højtideligt ord gør den til evighed. Kristi Himmelfart bety der, at nu gælder
kærligheden al folket indtil verdens ende. At han trækker sig tilbage betyder,
at han for alvor stadfæster, at kærligheden er hans.
Og hvem er det så, denne
Guds kærlighed gælder? Ja, den gælder, som vi hører i evangeliet, de vantro.
Den er rettet mod mennesker, der – i disciplenes skikkelse – altid må stille
sig måbende og undrende og krævende over for Gud. Det er dem, han er tro mod.
Ikke mod en særlig slags mennesker med særlige trosevner. Nej, de vantro
disciple – og dvs. enhver af os – os er det i al vores vantro og alle vores
spørgsmål og alle vores krav, Kristi troskab gælder.
Og også for os mennesker
får kærligheden et helt konkret indhold, for de vantro bliver sat i arbejde.
Sådan ytrer altså Guds kærlighed sig, at den er tro mod det konkrete
menneskeliv, at den holder ud i evighed, og at den ikke er sentimental og
stryger med hårene, men sætter os meget nøgternt og jordnært i arbejde. Det er
jer, sølle og vantro mennesker, der skal udføre min gerning. Det er ikke de
storslåede og sikre mennesker, nej, det er jer, siger han til disciplene.
Og hvad mere er; det er
sådan, Gud er nådig mod jer, det er sådan, han skænker syndernes forladelse,
ved at sætte synderen i tjeneste. Ikke ved at være god og rar og sentimental og
følelsesfuld, men ved netop at sætte syndere til at bestille noget. Og skulle
vi sige, hvad der altid er mest bekvemt at sige, nemlig at det har vi ikke
kræfter til, så lyder hans ord, at det skal jeg nok sørge for. Det er mig, der
sørger for det mirakuløse, at du kan passe din opgave – hvad du har at gøre er
blot at gå til din opgave.
Det er sådan, nåden ser
ud – tilgivelsen – at du sølle vantro menneske med al din selvoptagethed og
fejhed bliver sat i arbejde. Og det vil sige, at du bliver pillet ned fra det
at skulle være noget andet og finere end en almindelig arbejder. Og det er nådigt
ikke at skulle være andet.
At Kristus fór til
himmels betyder, at hans troskab, hans befaling, gælder ikke blot nogle jødiske
mænd for snart 2000 år siden, nej, det gælder enhver til enhver tid på ethvert
sted.
Men hvad gør vi
mennesker? Vi hugger både hans gerning og ord og gør dem til fromme fraser, som
vi professionelt slynger omkring os uden hverken afsender eller adresse. Bare
sådan ud i den tomme luft i stemningens overdrev. Og hvad sker der med Kristi
gerning og ord? Der sker det, at de forsvarer sig selv ved at blive ganske
tomme og golde og ligegyldige. Præcis lige så ligegyldige som politikerens ord,
når han automatisk messer dem gang på gang uden hverken mening eller indhold.
Nej, kærligheden, den
hører Gud til, og ve den, der forsøger at fortie eller forplumre det. Og Guds
kærlighed gælder forunderligt nok vantro og syndere, og ve den, der forsøger at
lyve om det. Ve den, der forsøger at lyve om, at det er os, der er vantro og
syndere, os, der ikke vil nøjes med at tro.
Syndernes forladelse er
derfor alene dette, at vi uanset tid og sted følges af Guds befaling til os om
at tjene og arbejde, og ve den, der forsøger at gøre syndernes forladelse til
følelse og stemning og således slippe for at skulle tjene.
Og glæden er, at Guds
ord til syvende og sidst forsvarer sig selv ved at gøre sig dødt, når vi
mishandler det. Således holdes det fast, at kun én kan give kraft – nemlig Gud
selv. Det var derfor, han forlod denne jord, for fra sin himmel at komme til os
i sit ord og følge os nødstedte og vantro gennem livet.
Amen
