mandag den 15. juni 2020

Kristi Himmelfartsdag


Jeg var til konfirmation sidste år i Aarhusområdet. Og dette at kunne komme i kirke som almindelig kirkegænger og bare sætte sig på kirkebænken og lytte, det er noget, en præst godt kan se hen til, ja, man kan faktisk se frem til det i mange uger i forvejen. Men igen gjorde jeg den opdagelse, som jeg før har gjort, at det hele forekom mig at være snyd.

Jeg tænker ikke på den lidt urolige gudstje neste, en konfirmation ofte er. Det kan man godt abstrahere fra, men jeg tænker på det, jeg som deltager i gudstjenesten blev spist af med sammen med de øvrige kirkegængere. Jeg tænker på de tomme ord, dvs. på alle ordene, som en moderne kristenhed fodres med, og som ikke kan andet end vække lede, skønt ordene er afgørende.

Fred, glæde, nåde, tilgivelse – og frem for alt: kærlighed. Som en lind strøm flød de ud over os sagesløse deltagere, de ord, som hvis de ikke bliver hængt op på noget, hvis de ikke bliver holdt fast af noget, da bliver netop kun ord.

Tomme og golde ord, der nærmest bliver en hån mod de tilstedeværende, fordi det netop er ord, der i deres indhold er vægtige og afgørende, og derfor ikke ord, man bare sjakrer med og lader munden løbe med. For så mærkeligt er det, at de afgørende ord kan blive til deres egen karikatur – de kan blive en hån mod sig selv ganske uanset, om de er korrekte og teologisk uangribelige.

Alle ordene, jeg hørte både i talen til konfirmanderne og prædikenen, de var for kristendommen afgørende og centrale, men her blev de blot prædiket ud i den blå luft, for de var anvendt, som en bordtaler anvender dyre begreber, de gik kun på menneskeben, de var blot små moralske hip og sentimental tale. Fred, glæde, nåde, tilgivelse – og som sagt ikke mindst kærlighed (jeg tror dette ord blev nævnt 40 gange), disse ord fløj os om ørerne, indimellem legitimeret af ordet Gud, som dog aldrig blev nærmere konkretiseret. Han kunne lige så godt have været Allah eller Buddha og ikke nødvendigvis Vor Herre Jesu Kristi fader, som forlader syndere – også selvom de er konfirmander. Derfor ligegyldige ord, for hvad siger de, hvis ikke de holdes fast af den, der alene kan sige dem, og hvis de ikke holder den fast, som de taler til?

Eller sagt på en anden måde: De kristelige ord bliver tomme og golde og lede, når de får lov til at gå på egne ben. Kun som Guds ord har de mening og fylde, kun holdt fast af ham, som er i himlen, er de afgørende for den, som er på jorden. Fjernet fra den sammenhæng er de en hån og professionalisme – tomme, golde, døde.

Og det er det, Kristi Himmelfartsdag handler om. Det er det, Kristi Himmelfartsdag holder fast. At Gud er herren, vi er tjenere. At hans ord er hans og ikke vort. Der er en afsender og en modtager, som ikke kan negligeres.
For Kristi Himmelfart fortæller, at han, som havde færdedes blandt mennesker, han var kommet fra himlen – dvs. fra Gud – for at stille sig ved siden af mennesker og dele deres afmagt og elendighed med dem og derfor også dele døden med dem – at han nu farer til himlen igen.
Og begge dele både hans jordiske liv og hans himmelfart er hans kærlighed til mennesker. Både dette, at han ikke var for fin til at dele med os, hvad vi står i af elendighed og nød – dette at han ikke var hævet over noget af det, vi er underlagt – og dette, at han igen trækker sig tilbage, det var hans kærlighed, sådan ser den ud.

Det er den eneste måde, kærligheden ytrer sig på, at den helt konkret er solidarisk. Solidarisk med vores helt konkrete og jordiske og kødelige verden. Og evangeliet hævder således, at kærligheden alene hører Gud til, og at Guds kærlighed ytrer sig på denne enkle og enfoldige måde.

Kærligheden er altså ikke et ord ud i den blå luft, for kærligheden er ensbetydende med troskab, en troskab, en trofasthed, som overgår enhver forstand, fordi den helt og aldeles sætter hensynet til sig selv til side. Og derfor kan der kun tales om Guds kærlighed, som den helt konkret har ytret sig i Jesu liv og ord, i hans færden blandt mennesker.
Og det, at han Kristi Himmelfartsdag trækker sig tilbage fra det konkrete jordiske liv med mennesker, betyder præcis det samme. Det betyder nemlig ikke, at han nu trækker sin trofasthed tilbage, men at han hæver den over tid og sted, at han med et højtideligt ord gør den til evighed. Kristi Himmelfart bety der, at nu gælder kærligheden al folket indtil verdens ende. At han trækker sig tilbage betyder, at han for alvor stadfæster, at kærligheden er hans.

Og hvem er det så, denne Guds kærlighed gælder? Ja, den gælder, som vi hører i evangeliet, de vantro. Den er rettet mod mennesker, der – i disciplenes skikkelse – altid må stille sig måbende og undrende og krævende over for Gud. Det er dem, han er tro mod. Ikke mod en særlig slags mennesker med særlige trosevner. Nej, de vantro disciple – og dvs. enhver af os – os er det i al vores vantro og alle vores spørgsmål og alle vores krav, Kristi troskab gælder.
Og også for os mennesker får kærligheden et helt konkret indhold, for de vantro bliver sat i arbejde. Sådan ytrer altså Guds kærlighed sig, at den er tro mod det konkrete menneskeliv, at den holder ud i evighed, og at den ikke er sentimental og stryger med hårene, men sætter os meget nøgternt og jordnært i arbejde. Det er jer, sølle og vantro mennesker, der skal udføre min gerning. Det er ikke de storslåede og sikre mennesker, nej, det er jer, siger han til disciplene.

Og hvad mere er; det er sådan, Gud er nådig mod jer, det er sådan, han skænker syndernes forladelse, ved at sætte synderen i tjeneste. Ikke ved at være god og rar og sentimental og følelsesfuld, men ved netop at sætte syndere til at bestille noget. Og skulle vi sige, hvad der altid er mest bekvemt at sige, nemlig at det har vi ikke kræfter til, så lyder hans ord, at det skal jeg nok sørge for. Det er mig, der sørger for det mirakuløse, at du kan passe din opgave – hvad du har at gøre er blot at gå til din opgave.

Det er sådan, nåden ser ud – tilgivelsen – at du sølle vantro menneske med al din selvoptagethed og fejhed bliver sat i arbejde. Og det vil sige, at du bliver pillet ned fra det at skulle være noget andet og finere end en almindelig arbejder. Og det er nådigt ikke at skulle være andet.
At Kristus fór til himmels betyder, at hans troskab, hans befaling, gælder ikke blot nogle jødiske mænd for snart 2000 år siden, nej, det gælder enhver til enhver tid på ethvert sted.
Men hvad gør vi mennesker? Vi hugger både hans gerning og ord og gør dem til fromme fraser, som vi professionelt slynger omkring os uden hverken afsender eller adresse. Bare sådan ud i den tomme luft i stemningens overdrev. Og hvad sker der med Kristi gerning og ord? Der sker det, at de forsvarer sig selv ved at blive ganske tomme og golde og ligegyldige. Præcis lige så ligegyldige som politikerens ord, når han automatisk messer dem gang på gang uden hverken mening eller indhold.

Nej, kærligheden, den hører Gud til, og ve den, der forsøger at fortie eller forplumre det. Og Guds kærlighed gælder forunderligt nok vantro og syndere, og ve den, der forsøger at lyve om det. Ve den, der forsøger at lyve om, at det er os, der er vantro og syndere, os, der ikke vil nøjes med at tro.

Syndernes forladelse er derfor alene dette, at vi uanset tid og sted følges af Guds befaling til os om at tjene og arbejde, og ve den, der forsøger at gøre syndernes forladelse til følelse og stemning og således slippe for at skulle tjene.
Og glæden er, at Guds ord til syvende og sidst forsvarer sig selv ved at gøre sig dødt, når vi mishandler det. Således holdes det fast, at kun én kan give kraft – nemlig Gud selv. Det var derfor, han forlod denne jord, for fra sin himmel at komme til os i sit ord og følge os nødstedte og vantro gennem livet.

Amen