Den lille mand Zakæus er
blevet verdenskendt og en historisk skikkelse, fordi han kravlede op i
morbærfigentræet. I dag, snart 2000 år efter at det skete, sidder mennesker og
hører om ham. Mon ikke vi roligt kan sige, at det havde han ikke regnet
med.
Og så er det forresten
slet ikke ham, der er hovedpersonen i fortællingen – han er kun anledningen.
For hvad er det, vi har for os i denne fortælling?
Jo, lad os kalde
fortællingen et øjebliksbillede fra en tid længe før kameraets opfindelse. Vi
kunne også kalde fortællingen en talefilm fra en tid længe før, der var udtænkt
noget så teknisk raffineret.
Ofte hører man det
spørgsmål formuleret: ”Hvad har kristendommen med menneskers dagligdag at gøre? Den
daglige verden, som mennesker lever i, er helt anderledes end den verden,
kristendommen taler om. Måske kunne kristendommen sige folk noget i gamle dage,
men det moderne menneske har ikke brug for den og forstår den slet ikke. Vi er
jo i dag nået langt videre, vi er blevet mere oplyste, og videnskabens
fremskridt gør os langt mere rustet mod overtro og banale religiøse
forestillinger”.
Mon dog? Egentlig
forekommer det mig, at netop overtroen har mere end kronede dag her i det 21.
århundrede. Nej, det øjebliksbillede af manden, der kravler op i et træ for at
se dette omtalte menneske drage forbi, kunne udmærket stamme fra vore dage.
Lad os tage billedet af ham som et billede på, hvordan vi mennesker er og altid har været. Dette billede af en lille og tvivlrådig og usikker og spørgende sjæl, der nok har lært en masse rigtigheder udenad, og som véd en forfærdelig masse, ja, som måske også har tjent en pæn lille slump penge på mere eller mindre hæderlig vis, men som trods alt dette ikke er kommet et skridt videre.
Ofte var det blevet
lovet ham, at når bare han anstrengte sig nok, når hans forhold var blevet
stabiliserede, og når han havde fundet noget at bygge sit liv på, så ville han
have fundet sig selv og være blevet et harmonisk og lykkeligt menneske. Ikke
sandt, vi kender talen! Der er også i vore dage nok, der lover noget
tilsvarende, nok der leverer denne overtroens tale om, at når bare du finder
dig selv, når bare du finder de rigtige knapper at trykke på, så forandrer
verden og livet sig totalt. Vi kender tendensen, og vi kender alle dens
disciple, der kan lektien udenad og som så gerne vil velsigne alle med den. Vi
kan møde dem alle vegne – også i kirken. De ved besked om, hvordan verden skal
frelses, de ved, hvordan alle problemer skal klares, nemlig ved at man altid
følger dem i halen.
Men Zakæus, dette lille
usikre og småbekymrede menneske, kryber i skjul for den slags. Han hører pænt
på, hvad der siges, men går alligevel tomhændet hjem. For der bor noget i ham –
han ved ikke selv hvad – men der bor noget utilfredsstillet, noget fortvivlet i
ham, som han ikke kan komme til rette med. Livet er ikke så nemt at komme om
ved, som det synes at være for alle disse eftersnakkere og patentprofeter. Og
så farer den lille mand rundt i tilværelsen – slutter sig snart til psykologens
forklaring om at tage sit opgør med forældrene og barndommens lidelser, eller
han kaster sig over en politisk ideologi, som har svaret på al uretfærdighedens
årsag, eller han sætter alle sejl ind på at stige i graderne og med en god
årsløn sikre sig og sine nu mange årtier frem. Og sådan går hans liv, som i
almindelighed ender i ingenting andet end lidt skuffelse, lidt mismod, lidt
bitterhed. Og han slår sig til tåls med, at det ikke kan være anderledes.
Ikke sandt, sådan er
livet; der er ikke hold i det, det er bare en strøm, der glider ad tilfældige
veje, og menneskene trasker lettere mismodige lidt ad den ene vej og lidt ad
den anden vej. De går ikke som sådan med det udenpå, og de kan måske ikke selv
sætte ord på det, men inden i dem bor denne håbløshed, dette mismod: Dette, at
der ikke er noget ved nogen ting – ikke sådan for alvor -, der er ikke noget at
vente på – alt er gråt.
Men så langt var vor
lille ven i dag, Zakæus, ikke nået endnu. Han havde endnu en vis nysgerrighed
og forventning i behold. NU ville han se den mand, han havde hørt om, og da han
var så lille af størrelse, måtte han op i træet. Og så skete der altså det, at
denne mand indbød sig selv som gæst i hans hjem.
Hvorfor mon? Ja, ingen
ved det. Men det gjorde han altså. Han gjorde det bare, og det er faktisk hele
historiens indhold. Han gik ind til et menneske, han ikke kendte – et ganske
dagligdags menneske, som bare havde villet se ham, der taltes så meget om. Der
står intet om Zakæus´ motiver, der står intet om Jesu motiver, for det behøves
ikke. Øjebliksbilledet siger dette ene: Jesus gik ikke forbi ham, der søgte
ham. Sådan er han, vil billedet sige os. Ja, dette er hele hans gerning. Han
kommer selv, han skal ikke hentes eller findes, han stiller ikke betingelser,
han foretager ingen forundersøgelser, han skal ikke indbydes, han indbyder sig
selv.
Således kom han, og
således kommer han. For det er hans vej, og det er hans gerning, at han kommer
til det lille menneske, som der intet fint eller dyrt er ved, det som intet er.
Vi stilles over for et hverdagsbillede uden fanfare. Sådan er han kommet til
jorden uden andet ærinde end at komme og tage ind hos menneskene dér, hvor de
bor. Han spørger ikke forud, om de nu er parate. Og dér, hvor han kommer, dér
siger han bare én ting, han siger: ”I dag! I dag er jeg hos dig, i dag er der
kommet frelse til dette hus, for jeg er i dag kommet til dig dér, hvor du bor,
i din grå og meningstomme hverdag. Ikke i det liv, der lykkes, men i det liv,
der mislykkes, eller som hverken lykkes eller mislykkes, men som blot er, som
det er, hverken lyserødt eller helt gråt. I dag er frelsen kommet til dette
hus, bare fordi jeg er i det”.
Hvem var dog han, der
kunne sige sådan? Som sagt, det var ham, der bare var den, der kom for at
komme. Livet delte han med os, dette liv, som er vort liv, dødens liv – ikke
det sejrende, harmoniske og lykkelige, men livet, som livet er – uden glans og
herlighed. Zakæus blev så glad, at han tilbød at forære halvdelen af sin formue
bort og erstatte firedobbelt, hvad han måtte have snydt nogen for. Sådan
reagerede nu han. Det væsentlige er, at han reagerede, og ikke hvordan han
reagerede. Han blev glad, ganske enkelt, og så ved man aldrig, hvad man kan
finde på.
Og hvorfor blev han
glad? Fordi han fik en gave, han ikke havde ventet og slet ikke fortjent: Han,
den lille mand, som hverken vidste ud eller ind, og som aldrig rigtig havde
kunnet finde sine egne ben at stå på, og som blot var et ganske almindeligt hverdagsmenneske,
han havde fået besøg og havde hørt dette ”i dag”. Og med dette ”i dag” var Gud
kommet til ham. Guds rige lå ikke langt borte, men det var hans her og nu.
Og det øjebliksbillede
skal sige os nøjagtig det samme i dag. Zakæus, det er nemlig dig og mig. Zakæus
er os, det lille usikre, ængstede menneske. Til det siger vor Herre ”i dag”.
Thi menneskesønnen er kommet for at søge og frelse det fortabte. I dette ord: I
dag! er Gud selv hos os. Det er det hele, men det er også alt, det er frelsen
fra alle utopierne, alle religionerne og de politiske og filosofiske og
psykologiske teorier, der siger i morgen, når du en gang er kommet oven på.
Amen
