søndag den 6. marts 2022

Prædiken til seksagesima søndag om sædemandslignelsen

Gud er ikke karrig med sit ord! 

Den stakkels sædemand, der uanfægtet spreder sit tilgivende ord ud uden hensyntagen til tilhørerne og uden sans for at iscenesætte sig selv, ham er der ikke mange, der gider. For han er ikke særlig brugervenlig.

For hvem vil være den, der trænger til tilgivelse, hvem vil henvises til alene at skulle leve af tilgivelsens ord?

Nej, vel? Derfor sker det selvfølgelige, at hvor kirken vil være populær, der udvander man evangeliet. Der bliver kristendommen til en ”ha´-en-god-dag-filosofi”. For kravet er, at kirken skal begejstre, og den skal ikke mindst tale, så folk kan nikke genkendende til det, der siges. Den skal ikke støde an, men denskal please og skabe en ”feel good-stemning”.

Og dét er trættende, dette at være med i et cirkus, hvor man ikke vil stå ved, hvad man er sat til at gøre.

Det er trættende at overvære, for som sagt, det er ikke kristendom, der kommer ud af en sådan sag, og der er ikke kirke dér, hvor populariteten og succesen dyrkes.

For man glemmer at stille det helt afgørende spørgsmål, nemlig; Er det sandt? Er det sandt, hvad der siges? Er det sandt, at Gud sendte sit ord i Kristus for at blive populær?

Lad os høre ordentligt efter, hvad lignelsen til i dag siger.

”En sædemand gik ud at så og strø´de rundt med begge hænder”, således digter Grundtvig i en salme om lignelsen. Og sædemanden er selvfølgelig Kristus, og sæden han såede, var Guds ord.

Og dette ord har sin egen vækst. Sådan, som han gik der for snart 2000 år siden, sådan går han den dag i dag, og vedholdende sår han ordet fra Gud. Ordet om Guds grænseløse nåde og tilgivelse.

Vi hører altså, at Gud har selv ladet det ord så - netop Gud og ikke mennesker. Og læg mærke til én ting, nemlig at vor Herre Jesus ikke gør propaganda, han har ikke travlt med at sørge for, at ordet vokser. Han sår blot, og så må jordbunden tage imod sæden, som den gør. Eller med hans egne ord: Den som har øren at høre med, han hører.

Men så nøjsomme og beskedne er vi mennesker ikke. Vi vil have trompeter og reklamer. Sædemanden derimod, han bare går og sår, beskedent og uden selviscenesættelse. Og sæden falder, hvor den falder. Meget, måske det meste, går til spilde, for Gud er ikke karrig med sit ord, det lyder, hvor det lyder.

Det er os mennesker, der har så travlt med, at det ikke skal gå til spilde, vi har travlt med at kirkerne fyldes, og derfor arrangerer vi så meget, der skal lokke og drage, noget moderne og tidssvarende, noget fængende og underholdende. Noget for de unge og noget for de gamle, noget for de rødhårede og noget for de venstrehåndede, men sådan er det ikke med Gud. Han sår blot, han deler ud af sin godhed og barmhjertighed. I ordet, der lyder, gør han det, og om der så kun er én, der hører det, om det så er ringe og fattigt efter vor målestok, så er det dog Guds hele og fulde og levende ord; det ord, som er talt til den, der har øren at høre med.

Men kirken er blevet forfængelig, og vil derfor ikke nøjes med noget så undseeligt. Derfor vil den lokke og drage. Præsten og kirken skal, som man siger, få folk til at komme, ved at være interessant og betagende og festlig. Folk skal gribes af veltalenhed og have deres følelser varmet op.

Og således er en hver evangelisk sandhed forsvundet ud af kirken. For kristendommen er ikke varme følelser, den er talen om, at ordet om Gud er sået, sandheden er åbenbaret, Kristus er død og opstanden. Kristendommen er Guds tilgivende ord til enhver synder, nok for både dette liv og det kommende.

Men for os er det for uanseeligt i sig selv, for lidt fængende, der må mere til, en anbefaling, et skub af en eller anden slags. Dog er kristendommen ikke andet end et ord, der skal høres med egne øre og for egen regning og risiko, og ikke ord, der skal anbefales først, eller et ord, der skal bevise sin egen sandhed ved en særlig virkning eller oplevelse.

For ordet har sin egen vækst, det gør intet for at beskytte sig selv. Det lader sig både trampe ned og opæde af himlens fugle og dræbe af menneskenes vantro.

Netop således er Guds ord, det behøver ikke forsvar eller bevis. Den, som har øren at høre med, han hører.

Sådan stilles vi af Gud ind i afgørelsen, ikke en gang for alle, men hver dag, hver time. Når sædemanden sår sin sæd, så kaldes der på os, så kommer Gud til os. Men han trænger sig ikke på, for det er på ingen måde nødvendigt for ham. Han er Gud og herre, han har tid til at vente, han har råd til at ødsle, hans herredømme afhænger ikke af menneskene, hans trofasthed ikke af, om vi er ham tro.

Med apostlens ord: Dersom vi er utro, er han dog tro, thi fornægte sig selv kan Gud ikke. Og det er måske det, der irriterer os mennesker mest, at Gud er så uforanderlig. Han er slet ikke med på alle vore krumspring til hans ære og hans riges vækst og fremgang, slet ikke. Han er blot den, han er, en Gud, der kommer ikke i det store men i det små. I det skjulte, kommer han.

Hvad sagde Jesus ikke om Guds rige? At det er som et sennepskorn; når det sås i jorden, er det mindre end alt andet frø, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og skyder store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.

Sådan sagde Jesus, og det er præstens opgave at forkynde, at med det ord gav han os Guds rige.

Men hvorfor vil kirken så mere end det? Eller rettere alt andet end det? Hvorfor vil den ikke nøjes med at forkynde, at med Guds ord er Guds rige midt i blandt os? Fordi det er den for fattigt. Den vil præstere noget, noget der er helt konkret og synligt. Den er blevet færdig med Guds ord, den vil ikke kun have Gud i ordet, der kommer og skænker os ham. Den vil selv, og det, den selv vil, er sig selv. Den er holdt op med at høre og er kun interesseret i at gøre sig til.

Men den største kunst her i verden er at høre, det er virkelig at kunne høre, ikke blot et ekko af det, jeg kan sige mig selv, men høre noget helt nyt og fremmed. Sådan kommer Guds ord til os med Guds rige i sig; som noget altid nyt og noget altid fremmed. Og så overdådig er Gud, at han bliver ved at komme til os og skænke os sig selv. Han bliver aldrig træt eller utålmodig. Han forfølger os med sit ord. Min sjæl, hvad vil du mere, lad Gud kun råde.

Amen