Prædiken til pinsedag

 Jeg vil mene, at noget af det uhyggeligste, et menneske kan møde, er forstillelse. At møde noget eller nogen, som er noget ganske andet, end det giver sig ud for. Tænk blot på borgerne under det kommunistiske diktatur i Østeuropa. Dem, der efter murens fald erfarede, da stasi-arkiverne blev tilgængelige, at deres nærmeste og mest fortrolige havde været i statens tjeneste. Folk, de havde den mest selvfølgelige tillid til, havde vist sig at være falske og lumpne skuespillere.

  Jo, det er uhyggeligt at møde noget, som ikke er det, det giver sig ud for at være. Det, som bare er en skal uden indhold, en grimasse, et spilfægteri, et blændværk. Det, der lader som om, det er noget, men ikke er det. Det er vel noget af det mest uhyggelige, et menneske kan komme ud for. 

  Det kan være ord, som blot er hule fraser. Det kan være mennesker, som er det modsatte af det, de giver sig ud for at være. Og det kan også være en kirke, som ikke er kirke. 

  

Og en kirke, som ikke er kirke, hvordan skal vi tænke os sådan én? 

 

  Findes den? 

  Er en kirke ikke altid kirke? Det tror vi måske, men det er ikke tilfældet. Lige så lidt, som en skole er skole, bare fordi der står skole med store bogstaver over indgangsdøren, lige så lidt er kirken kirke, bare fordi den kalder sig det.

  Undervises der ikke i skolen, er der ikke skole, og er der ikke en kristen gudstjeneste i kirken, er den ikke kirke.

  Huset og bygningerne gør hverken fra eller til, men hvad der siges i kirken er det afgørende. Vi kan kalde bygningerne for kirke nok så meget, men forkyndes der ikke kristendom i bygningen, holdes der ikke en kristen gudstjeneste, ja, så forbliver stenene intet andet end en bygning.

  Og med gudstjenesten er det som med kirken og skolen. Gudstjeneste er der ikke, bare fordi vi kalder foretagnet for gudstjeneste. Hvilket nok er værd at erindre om, for i det folkekirkelige landskab i dag bliver alverdens ting kaldt for gudstjenester. Der eksperimenteres i et væk med formen, man prøver sig frem for at finde den meste vellykkede og tidssvarende form.

  Med andre ord, man tror, at det er os, der skaber kirken og gudstjenesten. Med andre ord, man tror, at vi er herre over Helligånden, ham, som jo alene skaber kirken på jord.

  Nu er det egentlig ikke noget nyt, at mennesker tænker sådanne store tanker om sig selv. For 100 år siden mente kirken, at det var dens opgave at være alvorlig og højtidelig og lære menneskene at opføre sig ordentligt og lovligt. I dag skal den være effektiv og aktiv og imødekommende, men en sådan i begge henseender nyttig kirke, som mener at vise sin berettigelse, fordi den er synlig og energisk, er en kirke, som ser ud som kirke, men som ikke er det.

  For 180 år siden stod Sjællands fornemme biskop Mynster på prædikestolen i Vor Frue kirke i København og samlede alt, hvad der fandtes af ånd og borgerskab under sin prædikestol – mindst en halv time før skulle man komme for at få en siddeplads. For han kunne tale, varmt og inderligt og gribende, så enhver måtte mene, at der var virkelig kirke, når han holdt gudstjeneste. Eller var der det? 

  Var det ikke persondyrkelse, var det ikke dyrkelse af den gode moral og af det smukke og højtidelige, Søren Kierkegaard kaldte det deklamation, altså ren form og fremtoning, og kan noget være mere uhyggeligt, end når Gud skjules bag menneskelige præstationer?

  Jo, en kirke, kan sagtens regne sig for at være kirke, men derfor er det ikke sikkert, at
den er det. Og det burde få enhver til at gyse ved tanken om, at sådan kan det være. Lad
gå, at vi mennesker snyder hinanden, selvom det er slemt nok, men at vi snyder Gud, at vi tager ham til indtægt for vore gerninger, sådan at det bliver os og vore formål, der fylder hans kirke – at det hele kort sagt drejer sig om os – det er uhyggeligt. For det er altid uhyggeligt, når løgn kommer i sandhedsdragt.

  Men hvad har vi mennesker så at stole på, hvis vi ikke kan stole på, at kirken er kirke?
Hvis en præst ikke er en præst, som vi kan stole på holder sig til sin opgave? Må vi ikke for vores saligheds skyld have noget at holde os til, som står fast? For har vi ikke det, skrider alt ud. Sådan tænker vi, og så anstrenger vi os for at cementere en aktiv og brugbar kirke.

  Sådan tænker menighedsrådene i vore dag. Det er vort ansvar, at kirken trives og lykkes, derfor skal det kirkelige liv fremmes mere og mere. Det er vort ansvar. 

  Nej, det er ikke! Det er hverken menighedsrådenes eller præsternes ansvar. Om så det, der på moderne dansk hedder det kirkelige liv, om det så blomstrede som aldrig før, om statistikken kunne vise, at der var hundrede i kirke hver søndag, så står spørgsmålet stadigt åbent: Er det andet end menneskeværk, selvom det kaldes for kirke? For en gudstjeneste kan mennesker ikke arrangere, de kan arrangere noget, de kalder for gudstjeneste, men om det er kirke, og om det er gudstjeneste, dét skaber alene Gud.

  Vi samles, som dem vi er, mennesker, der ikke kan nå til Gud, hvor gerne vi end ville. Vi samles som dem, der ikke kan gøre kirken til kirke, hvor meget vi end forsøger på det. Vi samles til noget, vi kalder gudstjeneste eller gudsdyrkelse, men om det er dét, beror alene på Gud om han vil lade det være det.

  Og om han vil lade det være det, det er, hvad pinsen handler om. Sandhedens ånd vil jeg bede Gud sende jer, hørte vi Jesus sige. Netop; sandhedens ånd. For vi skal ikke selv skabe sandheden på jorden, vi skal ikke selv gøre kirken til sand kirke, gudstjenesten til sand gudstjeneste, vi skal ikke en gang forsøge på det. For sandhedens ånd er ikke vores men Guds.

  Denne sandhed, at vi ikke kan det selv, er det, som sandhedens ånd prædiker for os, og således skænker den os den sandhed, vi ikke kan skænke os selv.

  Vi skal ikke stå på hovedet og stable alverdens nye gudstjenesteformer på benene, vi skal hverken gøre os selv eller verden anderledes, vi skal ikke puste os op og gøre os til som dem, der dirigerer rundt med Gud, som om det er os, der har magten. Nej, vi skal være det, vi er. For som sagt, der findes intet mere uhyggeligt end det, der giver sig ud for at være, hvad det ikke er. Som sagt, det uhyggeligste af alt er det forlorne, det, der ligner men ikke er, for det er det modsatte af Gud. Hos ham er alting ægte, her er ingen løgn, her er intet maskespil, for han er den, han er.

  Han er sandheden, og han vil kun, at vi skal lade sandheden råde uden frygt, dvs. stole på, at Gud selv opretholder sin kirke.

  Derfor er pinsedag så stor en befrielse – og det burde især geskæftige præster og menighedsråd skrive sig bag ørene-, for den fritager os fra en hver bekymring om kirkens ve og vel. Og den vidner om, at kirken er ikke noget, han efterlod os til vor egen administration, til vor egen hittepåsomhed og aktivitet, men det hører med til hans værk, at han selv råder for den.

  Det skulle vi tage at glæde os over i stedet for at konkurrere med hans ånd om, hvem der er mest effektiv og succesrig, for den kamp har vi tabt på forhånd, vi ender kun i latterliggørelse og forstillelse. Nej, vi skal derimod glæde os over, at der dog er ét sted, hvor vi ikke bare kan men skal være os selv, hvor alt det kunstige og selviscenesættende og løgnagtige er sat på porten.

Glædelig pinse

Amen