Prædiken om arbejderne i vingården (Matt. 20, 1-16)
Lad os som det allerførste slå fast, at lignelsen om arbejderne i vingården handler om Gudsriget.
”Thi med himmeriget er det..” siger Jesus.
Den handler altså ikke om overenskomstforhandlinger eller om sammenhold på arbejdspladsen, eller hvad vi mennesker ellers kunne finde på at bruge den til. Den handler om Guds rige, sådan som det sker her, hvor husbonden handler.
Gud skal bruge arbejdere i sit rige, siger den, og så går han ud for at finde dem. Ligesom han i sin tid gik til Abraham – det er Gud, der kommer til dem. Det er ikke arbejderne, der skal gøre sig umage for at komme ind i Gudsriget, nej, Gud går ud og finder dem. Uden ham ville de stå løse og ledige på torvet, og der er vel ikke noget mere forfærdeligt for arbejdere end ikke at have noget at rive i.
Men det sørger altså Gud for – han går ud og finder dem, selv dem, som det syntes at se helt sort ud for, finder han. Dem, for hvem tilsyneladende alt håb synes at være ude. Lignelsen handler derfor om Guds utrættelighed, for han holder ikke inde, selvom det er sent på dagen, og det kunne se ud til at være for sent for nogle arbejdere. Det er det ikke, siger lignelsen, for Gud er utrættelig.
Egentlig kunne lignelsen slutte her, for det skulle i grunden være nok, dette, at Gud ikke giver op, at han utrættelig sørger for, at alle bliver lejet. Dette skulle være glæden i sig selv, at ingen får lov til at blive ladt tilbage, men enhver kommer til det, der er meningen med arbejdere – at arbejde. Men lignelsen nøjes ikke med det.
Nej, ikke bare kommer de i arbejde, men også lønnen har Gud tænkt på. Han handler ikke hen over hovedet på sine arbejdere men sørger for, at de får den løn, de med ham bliver enige om. Gud handler altså ikke hen over hovedet på mennesker, han er ingen lemfældig Gud, som udnytter menneskers nød, nej, han ved virkelig godt, at de skal have løn for, hvad de gør i hans vingård, selvom det allervigtigste – dette at de kom i arbejde – bliver opfyldt.
Gud er både utrættelig og ser alle, og han er også lydhør og hører på mennesker.
Og da dagen er gået, og arbejdet færdigt, opfylder han, hvad de er blevet enige om. Han holder sit ord og sin aftale. Alle skulle altså være glade, for der var virkelig ikke grund til andet.
Men så er det, det går galt, for de er ikke glade. Da de første ser, at de sidste får den samme løn som de førsthyrede, bliver de utilfredse. De skulle være glade, fordi de havde fået arbejde, og fordi deres gode Herre holdt, hvad han havde lovet dem. Men det er de ikke, for de vil ikke blot have dette, det vil de ikke nøjes med – de vil have rimelighed. De glemmer helt at tænke på, at uden Guds utrættelighed havde de stået på torvet hele dagen og havde naturligvis slet ingen løn fået. Alt det glemmer de, for de vil have rimelighed, de, der ovenikøbet var så heldige, at de til forskel fra den sidstlejede var sluppet for uvisheden, mens dagen på torvet gik. De vil også have rimelighed fra Gud. De vil ikke nøjes med Guds utrættelighed og ordholdenhed.
Der kommer en lille grim fugl flyvende dér ved lønningstide – den hedder sammenligningen. Vi har hørt om den før, den kom allerede i Paradisets have, formidlet af slangen. Den kom til Kain, da han så sin brors bål, den kom til Kong Saul, da han så folkets glæde over David. Jo, sammenligningen er virkelig en grim fugl, for den får mennesker til at se til siden i stedet for at se på Gud, og så går alting galt. For mennesker forsér sig på det, der er ved siden af dem, så de slet ikke ser Gud, og de ser, at Guds handlen ikke rimer med, hvad de mente, den skulle rime med. At de havde noget forud for de andre, at de havde arbejdet mere – dét skulle Gud dog have sans for.
Og sådan viser de, at de havde noget med på arbejde, som de havde gemt i lommen: kravet til Gud.
Nu er der en ting, jeg aldrig har kunnet lade være med at spekulere over, og det er, hvorfor Gud dog (og det er jo husbonden, der er Gud), hvorfor han dog sagde til sin forvalter, at han skulle udbetale de sidste arbejdere deres løn først? Han kunne jo helt have undgået, at sammenligningen kom til ved at vise sin godhed skjult, således at de første arbejdere ikke havde set det. De kunne være gået i glæde over, at også denne dag havde Gud sørget for, uvidende om, at Gud handler, som han gør. Og alt ville have været godt. Men Gud giver udtrykkeligt forvalteren besked om, at de sidste skal have løn først.
Og jeg kan ikke forstå denne besked anderledes, end at han vil have, at de første skal være vidende om hans handlen.
Hvorfor fremprovokerer Gud denne forargelse, hvorfor bringer han sammenligningen frem – for det er jo det, han gør?
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det.
Skulle det mon være, fordi han ville lade arbejderne se, hvor god han er, og således finde dem iblandt dem, der virkelig var værdig til hans godhed? En slags prøve, der kunne skille fårene fra bukkene – fårene, som skulle være dem, der alene glædede sig over Guds godhed?
Det lyder ikke helt forkert, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds med svaret, for jeg kan ikke frigøre mig for den mistanke, at disse sidste arbejderes glæde måske ikke var så oprigtig og sand, som lignelsen lægger op til.
Er det ikke muligt, at de har stået med et stille triumferende smil – tænk sig, en hel dagsløn for en times arbejde – mon de har kunnet skjule deres stille tilfredshed og lade være med at skele til siden, for at se hvordan de først reagerede?
Det er en episode med disciplene, der får mig på denne tanke, for da Jesus et andet sted fortæller farisæerne om den fortabte søn og den helt overvældende godhed og nåde, der mødte ham, og som den ældste søn mildest talt blev forargelig over, så har Jesus omgående et skarpt ord at sige disciplene, som så indforstået stod og hørte på den historie.
Men hvis det ikke har været for at finde de sande modtagere frem, hvorfor gør Gud da, som han gør? Hvorfor siger han ikke til forvalteren, at han skal udbetale de sidste lønnen først?
Skulle det mon være for at sætte dem alle i den fristelse, som hedder sammenligningens, og således afsløre, at der slet ikke er nogen, der undgår at falde for denne fristelse?
Som sagt, vi hører slet ikke noget om de sidste arbejderes modtagelse af deres overvældende løn, og det er helt mit eget bryg, det jeg antyder, men én ting ved vi: at da Jesus, som jo fortalte denne lignelse, kort tid efter stod ved sin lidelse og død, da stod han helt alene. Da var der ikke én, ikke en eneste, der ikke skelede til siden og hørte efter den lille fugls sammenligning.
Selv Simon Peter, den første og frommeste discipel, hvis spørgsmål til Jesus i øvrigt bevirkede, at han fortalte vores lignelse. For det var Simon Peter, der havde spurgt Jesus: Se, sagde Peter, vi har forladt alle ting og fulgt dig, hvilken løn skulle vi have?
Sådan havde han spurgt, den gode discipel, og han havde virkelig forladt alle ting og fulgt Jesus. Sit arbejde og sin familie, sin sikkerhed og sit gode udkomme, havde han forladt. Men én ting havde han ikke forladt, sin forventning om, at Jesus var rimelig – at han svarede til, hvad han kendte.
Og derfor løj Simon Peter for Jesus, for han havde ikke forladt alle ting, sin sammenligning havde han ikke forladt.
Skulle det mon være derfor, Gud gør, som han gør – for at afsløre, at stillet ind i sammenligningen er det ikke blot de første men også de sidste, som står tilbage som løgnens børn, som syndere for den Gud, hvis utrættelighed og godhed møder dem alle?
Og så slutter lignelsen slet ikke med de førstes surhed eller med ordene om, at de første skal blive de sidste, så slutter den langfredag, hvor både de første og sidste var enige om, at sammenlignet med, hvad de forventede og krævede af denne, var denne mand intet at samle på. Eller så viser lignelsen fra begyndelsen til slutningen hen til påskemorgen, hvor Guds utrættelighed og godhed satte sig igennem, som Guds, dvs. som den, der slet ikke skelner mellem de første og de sidste, for det skel kender kun mennesker. Hvad Gud kender, er blot syndere på denne jord, som kun kan og vil deres eget, og som derfor kun har Guds utrættelighed og godhed at leve af.
Amen
