Samvittigheden

– en prædiken til 2. s. i advent. (Matt. 25, 1-13)

 Denne historie handler om 10 jomfruer, der faldt i søvn. Ikke fordi de havde slidt og slæbt. Ikke fordi dagens arbejde havde tæret dem for kræfter, og de med god samvittighed kunne lægge sig til at sove.

Nej, en sådan salig og god søvn havde jomfruernes ikke gjort sig fortjent til. Tværtimod. De var trætte af ikke at skulle bestille noget. De var trætte af at vente, for intet er så trættende og kedsommeligt som dette bare at vente og vente.

Spørg en soldat, hvad der er det mest trættende, han kan blive sat til: At være på manøvre en hel nat og ikke få søvn i øjnene eller at deltage i en daglig vagttjeneste, og han vil straks svare: Det sidste, så ubetinget.

For det er nemmest at holde sig vågen, når man holdes i gang, når der er noget, der holder én vågen og vækker opmærksomhed, når dette ”noget” ikke løber tør, inden vagten er omme, så man må løbe af pladsen og svigte sin opgave, for at hente nyt. Sådan som det skete for de 5 af jomfruerne.

Og hvad var så dette ”noget”, hvad var olien i de 10 jomfruers lamper? Hvad var det, som de 5 jomfruer ikke løb tør for, da de ventede?

Ja, hvad får et menneske til at holde ud, når alting virker håbløst. Hvad fik en Martin Luther til at stå sin kamp igennem, hvad får i det hele taget mænd og kvinder til at stå fast og holde ud trods modstand og forfølgelse. Mit svar er: den ængstede samvittighed.

Samvittigheden, og i særdeleshed den ængstede - et begreb som for længst er afskrevet af vor tids ideologer, psykologer og pædagoger, dømt ude til fordel for begreber som tolerance, fred og fordragelighed - det var samvittigheden, de var bundet til, og samvittigheden bød dem ikke at lyve om tingene. Frem for alt gjaldt dette ene: Ikke lyve. Eller man kunne sige, at det, der drev dem var Sandheden frem for alt.

For det er samvittigheden, der fører os, det er den, der skridt for skridt driver os afsted.

Og derfor er det vigtigste spørgsmål, enhver kan stille sig selv spørgsmålet: Har jeg ret? Har jeg ikke misforstået samvittighedens tale?

Det var den bekymring, der opfyldte Luther, da han stod der ensom over for Europas mægtigste mænd og enten skulle stå ved, hvad han havde skrevet eller forkaste det hele. Det var med stor sandsynlighed, hvad modstandsmændene tænkte i Shell-huset, hvor de som Gestapos fanger var dømt til tortur og henrettelse: ”Har jeg ret?”

Og ingen kan forvente, at verdens mægtige forstår et sådant spørgsmål, fordi for dem må spørgsmålet altid være: Hvad er klogest, hvad kan bedst betale sig? Deres samvittighed er en stemme, der giver dem de mest fordelagtige råd. Men den ensomme mand står dér med sin ængstede samvittighed og ved ikke andet end at lade den råde.

Og derfor lød de velkendte ord: Her står jeg, jeg kan ikke andet, for det er ikke rådeligt for et menneske at handle imod sin samvittighed. Ord, som ikke har været ligegyldige for eftertidens ængstede samvittigheder.

Grunden til, at jeg indleder med disse ord, er jeg gerne ville, at det skulle fremstå lige så tydeligt, at de ængstede samvittigheder ikke er noget, vi skal begræde eller fortvivle over – og da slet ikke behandle eller afskaffe. De har skabt både vågne og modige mænd.

For hvad, der skulle komme ud af det hele, spekulerede de ikke på. Der var ikke en plan med det, de gjorde, de overvejede ikke slagets gang – de beregnede ikke ud i fremtiden, hvorledes de nu skulle forholde sig – sådan som vi i vor tid lader fordele og ulemper veje op imod hinanden, læser statistikker og fremtidsprognoser og kalder det at være vågen – en sådan fremtidsprofeti, en sådan spåen-i-kaffegrums var de ikke drevet af og vågne overfor.

Men løgnen, dette at mennesket stillede sig an, som om alt var lige godt, som om der ikke var noget, der var løgn, og noget, der var sandt her i tilværelsen – at der ikke var op og ned i verden, dét var de vågne for.

De var ængstede, ikke for verdens dom, men for Guds dom og derfor vågne over for, at de ikke løj for sig selv- eller over for sig selv.

Og derfor er det, at den for mange pinagtige tale om dommedag, slet ikke er så pinagtig. For ret forstået befrier den fra de mange små dommere og deres tyranni. Der er vigtigere ting end denne verdens domme. En klog teolog har sagt det præcist, da han skrev, at kirken skal frygte Gud, ikke verden, og kun når kirken frygter Gud, behøver den ikke at frygte verden. Frygte i betydningen at nære ærefrygt og omgive sagen med alvor, lydhørhed og lydighed.

Kort sagt, at være vågen for at tale sandt om Gud og Guds rige, det er hovedspørgsmålet, det er det spørgsmål, alle andre spørgsmål må vige for. Man kan med rette sige, at som den afventende og usikre står vi foran Guds rige. Og netop i den ængstelse ligger forventningen gemt, for den betyder, at vi alene må se hen til Gud, ham som alene kan frelse os gennem livet og døden.

Luthers og andre modige mænds ængstelse var derfor deres vågenhed, deres ængstelse var derfor olien i deres lampe.

Uroen, angsten, usikkerheden førte dem til Gud, og holdt dem vågne, så de ikke slumrede ind og kaldte alt lige godt, selvom der var tale om en løgn, der lokkede med ro og fred.

Det er denne uro, der peger på Gud, og som fører til Gud, som Jesus ved sin lignelse vil kalde frem. Og derfor er den om muligt mere aktuel end nogen sinde. For er der noget, vi dyrker i dag, så er det freden og roen og kompromisset så vi kan sove roligt og være glade. En hysterisk bekæmpelse af alt, hvad der kan skabe ængstelse præger os. Vi elsker tilsyneladende den store og dræbende fred, i hvilken vi kan sove evigt. Og man må spørge sig selv, om ikke det er en udtrykt form for had til livet, der hermed afsløres. For alle bestræbelser, alt hvad der kaldes godt, alt sammen synes at dreje sig om én ting –bekvemmelighed, magelighed, med et andet ord; søvn.

Der er tilsyneladende kun én sandhed, der er værd at kæmpe for i dag. Og det er, at intet står fast, for alt er til forhandling og diskussion, mener vor tids profeter. Således skabes det fejge og duknakkede menneske, der kun følger flertallets og gruppens veje, og hvor derfor enhver alvor og sandhed er taget ud af livet.

Ja, sådan ser denne verdens klogskab ud, men det er tilmed dårernes vej. For de ser ikke og vil ikke se, at de lukkes ude, døren lukkes for dem til, ja, til hvad? Til sandhedens rige, til lyset og livets rige, forventningens rige, dér, hvor Gud er giveren, hvor Gud er ham, der lukker døren op og siger: Velkommen i min bryllupssal.

Ved at fortælle denne lignelse, og ved selv at gå forventningens vej, som lignelsen lovpriser, ja, ved at gå den vej ikke blot befaler Jesus os at gå samme vej, men han blev ligefrem den, der som Gud selv, lukker døren op for os til Guds rige.

Sådan er det, siger han, uroen og ængstelsen hører med til livet, den må du ikke kvæle, for det er at tage al liv ud af livet, da ængstelsen holder dig levende, idet den kaster dig i armene på Gud.

Amen.