søndag den 18. juni 2023

1. søndag efter påske (Johannes 20, 19-31)

 Det er jo en gammel historie, vi her anbringes midt i. Vi føres midt ind i en stue, hvis døre var låsede, og derinde sidder en meget lidet tapper skare.

 Hvem er det, vi bliver lukket inde sammen med? Det er en slagen mands disciple. Ham, de havde sluttet sig til og hvis ord, de havde suget til sig, som om de var selve livets ord, han var af gode grunde ikke hos dem, for hans fjender havde slået ham ihjel. Så let, så let havde hans fjender besnakket folkestemningen, så let, så let havde de hidset folket op imod ham. En falsk profet havde de beskyldt ham for at være, én, der vildledte folket, lærte dem løgn i stedet for sandhed, og nu var henrettelsen sket, og dér sad disciplene og krøb sammen bag en låset dør. Skuffede var de og bange, bange for, at hans fjender nu ville fortsætte jagten og også forfølge dem.
 Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor trykket stemningen havde været. Mest, må vi håbe, især trykket over skuffelsen, de havde lidt. Skuffede og chokerede, som danskerne var det den 9. april 1940. For vi kan nok forestille os, hvor stor og chokerende skuffelsen denne dag var for 83 år siden. En hel og fredelig verden, som man troede var så temmelig sikker, faldt pludselig sammen. Virkeligheden, som man ikke havde troet mulig, viste sig pludselig at være alt for virkelig.

 Alle fraserne, man havde levet på, afslørede sig som fraser, illusionerne om ens egen ubetydelighed, der skulle være den sikreste garanti for ikke at blive ramt af den store verdens katastrofe uden for ens dør, viste sig som de illusioner, de var.
 Flere generationers tro på, at bare man passede sig selv, fik man også lov til at leve i fred, faldt den dag med et slag fra hinanden. En lammende skuffelse bredte sig, og man sad og vidste ikke, hvad man skulle tro og gøre. Jeg bringer dette emne på banen igen, for det er noget ganske tilsvarende, vi i dag føres ind i. Der havde levet én imellem dem, et menneske som dem selv, og han havde talt om livet, så stort og gladeligt og myndigt, som ingen anden. ”Aldrig har noget menneske talt således som han”, sagde de.

 Nyt mod til at leve havde han givet dem, ny tro, lys i mørket, et bundet og bastet folk havde rejst hovedet ved hans tale og fået nye kræfter. Ham havde de sat hele deres tro til, og nu var han ubarmhjertigt blevet taget fra dem. De havde troet, han var uovervindelig, og så var han uden anstrengelse, uden modstand, blevet overvundet. Og her sidder de, bag den låsede dør, mismodige og fortabte, ængstelige for den skæbne, der nu ventede dem.
 Og vi føres ind i deres selskab, for vi passer egentlig godt sammen med dem - når vi skal være ærlige, er vi ikke så forskellige fra dem. Det er lidt hårdt at skulle sige det, men det er en dårlig prædikant, der lyver om livet og foregøgler folk en masse, som slet ikke passer. Sandheden er jo den, at ingen slipper igennem livet uden skuffelser, ja mere endnu uden at føle sig bedraget af livet. Det viser sig ofte slet ikke at være så godt og behageligt,  som man tror – især som ung. Det giver skrammer, mange skrammer og dybe skrammer, ja mere end skrammer, det slår én over ende og tager magten fra én.

 Og hvad gør man så? Man holder den gående, for livet skal jo leves videre, siger man. Man samler de glæder op, man kan finde, men også de viser sig at være temmelig hule, man slår tiden ihjel, for tiden er blevet til en fjende, der skal overvindes, og som man lader sig underholde og dysse i søvn af. Man løber med flokken, for hvem tør være sig selv, hvem tør stå alene med sig selv og se den sandhed i øjnene, at der intet er at vente sig?
 Sådan sad disciplene den gang, og sådan sidder vi i dag, også vi bag tætlukkede døre og tør slet ikke være os selv eller give os selv til kende. Dørene er tætlukkede menneske og menneske imellem, ja, selv mellem de nærmeste. Vi lukker os, uden selv at vide det, inde med os selv og lever udadtil af det, der er let tilgængeligt: underholdning, tidsfordriv og store ord, der ingen dækning er bag.

 Jo, også vi hører hjemme sammen med disciplene som dem, der intet håb er for mere, blot er der måske den forskel mellem dem og os, at vi tør ikke stå ved det.
 Men det bliver fortvivlelsen ikke mindre af. Og så er vi altså nu sat dér, hvor vi hører hjemme. Og så er også vi med i det, der pludselig sker. Ind gennem den låsede dør kommer han, han, hvem også vi håber på uden at vide det. Han, der taler livets ord, han, der skænker fred i stedet for fortvivlelse. Gennem den lukkede dør kommer han og siger: Fred være med eder.
 Andet sker der i grunden ikke. Ja, han taler også og siger: Dette ord skal I bringe videre, ved jer skal jeg komme til alle med min fred. Som I har fået min fred nu, sådan skal I give den til enhver, og således skal den være overalt. Og disciplene blev glade, og de gjorde, som han havde sagt, de fortalte det videre først til den af dem, der ikke havde været der, Thomas. Men han sagde: Sludder og vrøvl, I skal ikke få mig til at tro på sådan noget snak.

 Lyder det bekendt? Ikke sandt, det er jo som talt ud af vor mund. Nej, skal der troes, så må vi have noget håndfast at tro på. Men hvad sker der? Kun 3 dage efter kommer han til Thomas gennem lukkede døre og siger: ”Værsågod, føl nu godt efter, du, som ikke vil tro, uden du har noget at tro på”.
 Så må han give sig, men Jesus siger til ham: Det var en ynkelig historie med dig, for jeg vil, at du skal tro uden at have noget at holde dig til. Hvad er den tro værd, der bygges på håndfaste beviser, den falder jo sammen, når beviserne falder sammen. Nej, den tro, jeg er kommet med, er den tro, der tror trods alt og imod alt, der altså blot tror.

 At tro således er at tro på Gud, og i den tro er hele saligheden, al fred og glæde. 
 Og nu begynder vi at forstå, at han måtte dø for at demonstrere for os, hvori troen består. Nemlig, at ikke kendsgerninger, ikke døden, nej, intetsomhelst kan dræbe den tro, for den trodser det altsammen.

 Det er, hvad historien om den låsede dør og den opstandne vil sige os. Den vil sige os, at Guds fred er stærkere end døden, at Guds kærlighed er større end vor skyld, og hvad er der så at være fortvivlet over? Når intet, absolut intet, ingen død og ingen synder, ingen lidelse og ingen modgang kan skille os fra Gud, så er jo freden og glæden her på jorden midt i uroen og frygten.
 Den er i hans ord fra Gud og hans tale om Gud. For Guds fred kan ikke låses ude, den er Guds alene og skænket os af ham i vor Herre Jesu ord og gerning.

 Amen