Om Herren, der indbød til gilde, men hvor de indbudte takker nej, for de har andre ting for. Da bød herren sin tjenere at føre fattige og vanføre til festen.
Man kan sige, at dagens lignelse handler om undskyldninger. Undskyldninger, vi alle kender. Undskyldninger, vi bruger, når der er noget, vi ikke vil, men egentlig godt ved, vi burde.
Jakob Knudsen har en sjov fortælling om en lærer, der både var tykpandet og selvoptaget, og som havde voldt ham megen unødig ulejlighed, så Jakob Knudsen ikke længere ville besvare hans breve. Uheldigvis mødte han ham engang tilfældigt og kunne ikke undslå sig for en gåtur sammen med den bekendte. Det var et barskt efterårsvejr, og det blæste hårdt, hvorfor en spytklat, som den ubehøvlede lærer havde sendt afsted, landede på Jakob Knudsens frakke. Nu mente den ubehøvlede lærer ikke, at skylden var hans, men vindens, og derfor ville han ikke første gang sige undskyld – det var jo ikke sket med vilje, sagde han. Men da han endnu engang sender en spytklat afsted, og denne også lander på Jakob Knudsens frakke, reagerer Jakob Knudsen prompte og stikker sin ledsager en på kassen. Den forulempede tabte selvsagt næse og mund.
Men det er nu ikke den slags undskyldninger, lignelsen taler om. Altså disse, hvor vi har båret os tåbeligt ad og forulempet andre og må bede om undskyldning for det.
Nej, lignelsen taler om dem, vi mennesker bruger som påskud, alle dem, der kan sammenfattes med ordene: Jeg har desværre ikke tid.
Om disse undskyldninger siger lignelsen, at de er løgn. For sandheden er ikke, at man ikke har tid, men derimod at man ikke vil. Ville man, skulle man nok finde tiden til det også.
Nu kunne man indvende, at det dog ikke er alt, man bliver bedt om, som man er pligtig til at ville. Men er det så ikke mere ærligt at sige det lige ud, er det ofte ikke mere hensynsfuldt at være ærlig? I det mindste bevirker sandheden, at man selv er klar over, at man lyver og ikke tror på sin egen løgn.
Men det med ærligheden er nu ikke det egentlige indhold i lignelsen. Nej, det egentlige indhold er at sige os, at der findes noget så stort, at over for det bliver alle undskyldninger til løgn. Der er noget til i livet, som enhver må stå ret for. Der er noget, der er så stort, at det eneste ærlige er at kendes ved det. Og Jesus i lignelsen kalder dette store for Guds indbydelse, og han mener hermed slet ikke noget mystisk eller særlig religiøst, men han mener, at den, der ikke vil møde livet og alt, hvad det skænker ham, med respekt, den, der ved hjælp af undskyldninger lyver sig væk fra livet ud i drømme om sin egen betydning, han lærer aldrig, hvad det er at leve.
Lignelsen vil sige, at ved hjælp af undskyldninger holder vi mennesker os livet på afstand, vi søger ved hjælp af undskyldninger at søge dækning mod livet, fordi det forekommer os for hårdt og besværligt. Kendsgerningerne holder vi ikke af at se i øjnene, for de er ærlig talt ikke smigrende for os selv, og først og fremmest vil vi ikke være ved selve denne kendsgerning, at vore undskyldninger kun er undskyldninger.
Der er ikke grænser for alle de gode forklaringer, vi kan bringe om, at de er alvorlige, og der er ikke grænser for så smukke, vi kan gøre dem. Vi har pligter, og vi har idealer, som vi ikke vil svigte. Svigtede vi dem, siger vi, så svigtede vi livet. Vi fastholder nemlig med en djævelsk stædighed troen på vor egen betydning og værdi. Og det gør vi, fordi uden den tro forekommer livet os meningsløst og tomt.
Er det ikke livets inderste krav til enhver, at han skal sørge for at få noget ud af det? Og denne påstand pynter vi op med at sige, at det ikke blot er for vor egen skyld, vi skal have noget ud af livet, nej, det er for udviklingens og dermed for alles skyld.
Var det ikke vigtigt, at manden i lignelsen passede sin mark elle sine kreaturer eller sin kone, som han lige havde fået? Vist var det så, men Jesus vil sige, at ved siden af Guds indbydelse er intet vigtigt. Den går forud for alt. For hvad var et menneske uden den? Nej, livet er vigtigere end det, vi får gjort det til.
Jamen, indvender vi, livet er jo ingenting i sig selv, det er kun, hvad det bliver gjort til!
Nå, så det tror du? siger Jesus. Men det er indbildskhed at tro, at du er større end livet, og at det er dig, der skal gøre livet til det, det skal være. For du tager fejl, min ven, livet er større end dig, ja, over for livet er du slet ingenting, og al den pynt og stads, du pynter dig med, er intet værd. Blot undskyldninger og frygt. Du tør nemlig ikke møde livet uden at have noget at falde tilbage på, derfor er det, du tildeler dig selv så megen betydning.
Og hermed er vi nået til, hvad Jesus mener, når han lader Guds indbydelse være det, som ingen undskyldning kan eller skal bestå overfor. For han siger om livet, at det er en indbydelse fra Gud til at tro Gud. De kendsgerninger, som vi ikke tør møde, det nøgne liv, det, som har dødens stempel, og som vi derfor frygter, det liv er Guds indbydelse til at tro Gud – og når vi ved hjælp af den fineste art flygter fra det, er det Gud, vi flygter fra.
Hvem tør være ved, at med alt, hvad han gør, er han intet værd? Har vi ikke alle travlt med at gøre os værdifulde og vores liv indholdsfyldt?
Men Jesus sagde: ”Når I har gjort alt, hvad jeg har befalet, er I unyttige tjenere”, og det er baggrunden for hans lignelse. Det er det samme, han lader Gud udføre i lignelsen, dér hvor Gud befaler tjenerne at gå ud på veje og stræder og indbyde alle dem, de kan finde dér: alle fattige, vanføre, lamme og blinde, kort sagt alle dem, der er i livets vold.
De er Guds børn, siger Jesus. Ikke dem, der er noget, eller som tror, at de skal blive til noget.
Livet er godt, som det er, siger Jesus, ikke sådan at forstå, at han kalder dét godt, som er frygteligt, for det er frygteligt at være fattig og lam og vanfør, men livet er godt, fordi det er Guds, fordi Guds nåde er over det.
Det er ironien i livet, at vi mennesker søger at gøre livet godt, og på den måde mener vi at finde frem til det, vi forstår ved Guds nåde, men derved fornægter vi Guds nåde, netop derved flygter vi fra Gud.
Nej, at tro Gud er at stå afsløret og nøgen uden noget menneskeligt håb. At tro Gud er at få alle sine undskyldninger stemplet som udflugter. Først dér er der kun Gud tilbage at tro på, men netop dér er han også. Og hele livet er således en eneste indbydelse fra Gud til at tro ham. At være uden undskyldning er menneskers skræk, men i evangeliet er det den store glæde. Her får vi glæden ved at miste undskyldningerne.
Amen
