At blive holdt fast på dagen i dag
Der er noget målbevidst over den romerske høvedsmand. Der er noget kontant og redeligt over ham. Målbevidst søger han Jesus, for hans tjener er syg. Han er romersk soldat, og hele hans adfærd synes at røbe soldaten i ham.
Men blandt jøderne er han en foragtet og afskyet person. For han er hedning, og en hedning kan man ikke have med at gøre - det véd jøderne. En hedning er uren, og de rene kan ikke pleje omgang med sådan én - en uren.
Det véd høvedsmanden også: ”Jeg er for ringe til, at du skal gå ind under mit tag” siger han, men med en mærkelig form for selvfølgelighed. Som sagt, der er noget kontant og redeligt over ham. Der er ingen krybende underdanighed, der er ingen forurettelse, han kommer blot som den, han er. Og hos denne soldat, hos denne hedning, finder Jesus en tro, som han aldrig har fundet hos nogen i Israel.
Også det er mærkeligt, for man skulle jo mene, at det måtte være inden for Guds udvalgte folk, at troen var at finde. Men det er altså hos denne hedning, siger Jesus.
Jamen, er troen da ikke at kende Guds lov og lyde buddene? Er troen da ikke at have Gud med i hver tanke og handling og lade denne den religiøse optagethed sætte orden og retning i livet?
Jo, vil jøden sige og jo, vil vi sige, for de og vi er ordensmænd, der véd, hvad det at tro er. Men Jesus fremhæver altså en hedensk soldat og siger: ”Hos ham har jeg fundet en tro, som jeg ikke har fundet magen til i hele Israel”.
Store folkeskarer havde fulgt Jesus, da han kom ned fra bjerget, hvor han til disciplene havde holdt sin store tale om den gamle og den nye lov, og her nede i det lave får folkeskaren i en slags lignelse den samme tale sat for.
”Her ser I en troende mand, som I aldrig har set magen til”- og det var om en hedning, en soldat, Jesus sagde det - ovenikøbet en mand fra en besættelsesstyrke, der havde sat sig tungt på det udvalgte folk.
Men hvad kendte sådan én til Guds lov? Hvor var hans religiøse optagethed at få øje på? Var det mon den slags, som optog ham i lejren? Næppe, og vi kan forestille os forbløffelsen hos folkeskaren, for, hvad Jesus siger, er jo, at den slags betyder ingenting, når talen er om troen.
Hvad er den så? Hvad er det, der får Jesus til at fremhæve høvedsmanden? Hvad er, hvis vi kan sige det på den måde, hvad er høvedsmandens trosbekendelse?
Det lyder i én eneste sætning, der ganske enfoldigt udtrykker dét, som høvedsmanden kender så godt fra sin militære hverdag: Sig blot et ord!
For det er den erfaring, høvedsmanden kommer med: Siger jeg til den ene ”gå”, så går han. Og til den anden ”kom”, så kommer han. Derfor: Sig blot et ord!
Og på disse ord fra høvedsmanden er det, at Jesus kalder ham for den største blandt troende.
Jeg begyndte med at kalde høvedsmanden for redelig og kontant, han gør sig ikke finere end han er, han forsøger ikke at pukke sig til en ret, og han klager heller ikke over en uretfærdighed - han skal ikke sikre sig. Han er redelig og kontant.
Og vi må med folkeskaren forbløffes; skulle det være det hele? At stå ret for dagens og livets befaling, at stå ret for et ord - skulle det at lade hånt om fremtiden og sikkerheden og korrektheden være at tro?
Nej, vil vi sige sammen med det udvalgte folk og ikke mindst med dets ledere. Nej, den troende er et religiøst optaget menneske, som bekymrer sig om Gud og kirken og om den rette adfærd og fremtid.
Og skulle vi komme i tvivl om, at det er det rette, så vil vores ledere, både de verdslige og de kirkelige, belære os om vores fejltagelse. De vil belære enhver tvivlende om, at det gælder om at få fod på livet og ikke bare leve i hverdagens kortsigtede bundethed. Ja, de vil kalde det uansvarlighed at nøjes med sådan noget. Vi behøver blot at åbne den daglige avis for at møde belæringen.
Men her hører vi noget andet. ”Sandelig siger jeg jer”, og ordene er rettet ikke blot til det udvalgte Israels folk, men til enhver tid og til ethvert folk. Og de fortæller om en tro, som blev udtrykt i soldatens korte bekendelse: Sig blot et ord!
En bekendelse, som udelukkende bygger på, hvad han kendte fra sin tjeneste og hverdag i lejren, og som blev mødt med en tilsvarende bekendelse - en tilsvarende tro på et ord.
For vi skal lytte til høvedsmanden og til Jesus under ét.
At være til er at være under myndighed, under tiltale, og Jesus siger med sit svar, at andet er troen på Gud ikke, at den er at høre et ord og stole på det, at den er at lyde det ord, som kun kender til dagen i dag og Næsten ved min side.
For hvor ville vi være henne, hvis ikke et ord lød, som afslører enhver flugtvej og holder os fast på at være netop under et ord, der befaler os? Ikke et fint og spekulativt ord, men et jævnt og enfoldigt ord, der siger det samme, som livet selv siger: At du er sat i tjeneste - og som fortsætter: Og du skal slet ikke være andet.
Jesus viser nemlig al fortænkthed og alle paragraffer vintervejen og sætter os alene til at være tro, og han kalder dét for tro på Gud.
Helt anderledes er det med os mennesker. ”Hvor ofte skal jeg tilgive min bror”, spurgte Simon Peter engang, for er det ikke en menneskeret at få styr på det uoverskuelige og få orden på det uordentlige. Men Jesus svarede Peter med en lignelse om en gældbunden tjener, der ingen ret havde, fordi han kun havde sin gæld og skyld.
Ja, hvor ofte skal jeg, sådan spørger vi, for vi vil have system og orden og sikkerhed for både dagen og fremtiden og for, hvem der er ren, og hvem der ikke er det. Og vi mener, at Gud er forpligtet til at føje os i vores ønske.
Men evangeliet river os bestandigt ud af fromheden og planlægningen og sender os tilbage til stedet, vi står på.
Præcis som den spedalske, der fik besked på at gå hen og lade sig syne af præsterne. For han blev ikke hævet over sit folks skik og tradition, men han sendes tilbage til den. Renset, siger teksten os – frelst - kendt ren midt i urenheden - af et ord af myndighed. Ved den nåde fra Gud, som mødte ham i Jesu egen trofaste gerning blandt mennesker.
Hvad, vi hører i dagens fortælling, er derfor, at der må lyde et ord, som er af en anden myndighed end den, vi selv formår at præstere. At vi må bede om det ord, som er fra himmelen, fordi det holder os fast på jorden, som er af evighed, fordi det holder os fast på dagen i dag.
Fortællingen er en slags lignelse. Den er nemlig en lignelse på evangeliet selv. At en udstødt trænger sig ind, hvor kun de rene må være og således bryder de vedtagne grænser - at en fremmed er den, der alene tør stole på et ord.
Jo, fortællingen er en lignelse på evangeliet selv, og den er en nødvendig lignelse, fordi enhver tid altid vil finde sig en ny korrekthed af Guds ord. At det f.eks. er den udstødte og fremmede, der skal dyrkes, eller det grænsenedbrydende, eller det anderledes eller, hvad vi mener skal dyrkes i dag som Guds udvalgte.
Men evangeliet siger: Nej! Evangeliet siger, at der skal slet intet dyrkes, for livet skal blot leves i lydighed mod det livets ord, som dén dag var kommet ned fra det høje til det lave. Det ord, som nådigt satte rene og urene, udstødte og udvalgte, på samme plads.
Amen
