Hvad er der galt med denne rige bonde? Hvorfor dømmer Jesus
det som havesyge, at denne ansvarlige bondemand vil sørge for sig selv, og som
derfor udbygger sine lader, så de kan rumme hans store høst? Er det da ikke
både et menneskes pligt og ansvar at sikre sig imod onde tider? Denne mand
ville have sit på det tørre, og skulle det nu være en forbrydelse?
Var dette at sikre sig, ikke hvad Josef pålagde Farao, da
han tydede kongens drømme om de magre og fede køer og aks? Skulle det være
havesyge – altså noget for Gud syndigt, at ville klare sig selv og ikke ligge
andre til byrde? Er det ikke langt mere syndigt at leve sorgløst og ubekymret
ved bare at lade stå til?
Der er virkelig grund til at spørge sådan, for et menneske
skal da have orden i sit liv, vi må da sikre os og vore børn i denne usikre
verden, og kan det virkelig stride imod Guds vilje at være et ordentligt
menneske?
Lad mig begynde med at sige, at her på jorden skal der være
orden, og på jorden skal alt gå ordentligt til.
Men hvad var så den rige bondes fejl? Var det måske, at han
overdrev, at han gik over stregen ved at samle sig for meget gods? I så fald må
vi fortsætte med at spørge: Hvor er grænsen, hvor meget eller hvor lidt er det
tilladeligt at samle sig af skatte? Nej, hans fejl var ikke den, at han gik for vidt. Hans fejl
var ikke den, at han samlede sig for meget, men det var hans forhold til sin
rigdom, der var hans fejl.
For Gud sætter ikke visse mål op, som er tilladelige, men
han ser på vort forhold til det, der for os er vigtigt og væsentligt. Den rige bonde sagde til sig selv: ”Slå dig nu til ro, for
nu har du rigdom nok til at kunne klare dig de næste mange år”. Med andre ord,
hans forhold til rigdommen var, at den beskyttede ham, men her på jorden findes
der intet, der kan beskytte et menneske.
Det er en naturlig og selvfølgelig ting, at vi mennesker
skal sørge for os selv, ja, det er faktisk en Guds befaling, at vi skal æde
vort brød i vort ansigts sved, hvilket vil sige, at vi skal tage livet op, som
det er, også når livet kræver af os, at vi skal have orden og plan i
tingene. Men med al den orden og plan vi kan stable på benene, er der
én ting, der står fast, og det er, at med vor orden og plan er vi aldrig
beskyttede mod livet, og det er vi ikke, fordi livet er større end os.
Tror vi, at vore anstrengelser for at beherske livet og få
det underlagt fornuftens herredømme kan garantere os imod livet og dets
vilkårlighed, så tror vi fejl.
Til al den rigdom, som vi kan etablere, om det er den
kontante rigdom bestående i penge, eller den åndelige rigdom, som består i
tilfredshed med sig selv og ens egen dygtighed i glæden over, hvor dejlig langt
man har bragt det, eller hvilken fremragende lille kristen man i grunden er -
kort sagt - til den rigdom, som bilder sig ind at have styr på livet, er det,
at Gud siger til os: ”I har ganske misforstået forholdet”, for det er ham og
ikke os, der er Gud.
Det er på vort forhold til
det, vi har, livet beror. Her er det ikke et spørgsmål om meget eller lidt, men
vort liv beror på, hvorledes vi forholder os til dette meget eller lidt.
Da Gud førte jøderne ud af trældommen i Ægypten, tilbage til
deres eget land, hvor de skulle være et frit folk, så gav han dem på Sinaibjerget
sin frihed. Og han gjorde det ved at give dem denne ene befaling: ”Du må ikke
have andre guder end mig”.
Dette er frihed. Men friheden var for jøderne, som det er
for os alle, en alt for vanskelig og ubehagelig sag at have med at gøre. Det er
så meget nemmere at have noget at holde sig til, det er meget nemmere at holde
sig til alle vejledningerne og påbuddene. Og af samme grund er det, at
velfærdsstaten har så stort held med at baste og binde folket i love og regler
om alt mellem himmel og jord.
Men at stå til ansvar over for Gud uden at have en
forklaring på, hvad vi må og ikke må, det er for farligt. Og derfor vil vi
hellere have noget at holde os til og rette os efter.
Og sådan gik det til, at jøderne i tidens løb supplerede det
ene Guds bud med hundrede af bud og regler.
Og hvilken konsekvens fik det? Jo, der skete det, at
forholdet til Gud blev brudt, for de satte noget ind mellem sig selv og Gud. De
måtte have noget, der kunne beskytte dem og garantere dem, at de var på rette
vej. Med andre andet ord, loven kom imellem, og ved loven troede de, at de
tjente Gud og adlød ham, men i virkeligheden var de ude i deres eget ærinde,
for de turde ikke stå ansigt til ansigt med Gud.
De ordnede livet på Guds vegne, gav det mening og formål,
alt sammen på Guds vegne. Gud havde intet imod, at der var orden i livet, men at de
kaldte denne orden for hans, det var ham imod. Og ganske tilsvarende med
den rige bonde, hans orden, dvs. hans rigdom, skulle tjene ham til beskyttelse
mod livet og imod livets Gud.
Og sådan går det med os alle.
Vi ophøjer fornuftens orden til at være livets mål og
mening. Vi sætter os som den rige bonde godt til rette i glæden over
fremskridtene og velfærdsstatens mange restriktioner og al den orden og plan vi
har lagt ind i vort daglige liv. Det er forholdet til alt dette, der i Guds
øjne er en uorden.
Eller man kan sige: fornuften, som er en Guds gave til os,
bruger vi til at være Gud for os selv. Ganske som jøderne brugte loven. Vi
kravler i skjul for Gud, idet vi lader fornuften styre livet med noget, der
skal værne os imod livet. Det er dette, Jesus kalder for havesyge.
Gud vil ikke være dommer og dele i
vore affærer, det er til noget sådant, han har givet os fornuften, for med den
stiller han os i ansvaret. Men vil vi løbe fra ansvaret ved fornuftens hjælp, så har vi
gjort fornuften til Gud og gjort os en Gud i vort eget billede. Men Gud har givet os livet, ikke for at vi skal vinde det
fra ham, men for at vi skal leve i lydighed og tak til ham, og det er som sagt
den sande befrielse fra alle verdslige guder, som havesygen forskriver sig til.
Amen
