mandag den 8. december 2014

Form og indhold


Det var en mega sej konfirmation. Præsten var cool, fortalte den unge pige, der havde været kirkegænger den dag. ”Præsten talte, så alle kunne forstå det. Hun forstod at tale, så vi gad lytte til hende. På prædikestolen indledte hun med at hive to tandstikkere frem, som hun placerede i begge mundvige, og således formede et stort smil. Derefter forklarede hun, at sådan skulle vi gøre. Smile og være glade, for det var, hvad kristendommen forlangte. Inden hun afsluttede sin prædiken, tog hun et par briller på, hvis stel var udformet som to hjerter, for således så Jesus på os, med kærlighedens øjne, og således skulle vi derfor også se på vores næste”. 

Jo, det var en mega sej konfirmation. Moderne og utraditionel var den, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette var grunden til pigens begejstring.

For er der noget, vi dyrker i dag, så er det det nye. Nye undervisningsmetoder, nye ledelsesformer, nye arbejdsmetoder, nye pædagogikker, nye kontorlandskaber, og i kirken nye salmer, nye ritualer. Men denne tørst efter det allersidste nye er en uslukkelig tørst. For den stilles aldrig, den falder aldrig til ro, men jagter i morgen en anden præst med flere tandstikkere, og den vil ikke nøjes med et par briller, men også en lang papnæse og sjove parykker. Den har gjort alt til form i sin iver efter netop at gøre op med formen – og dvs. med traditionen.

Men han, der aldrig beskæftiger sig med andet end formen, han, der aldrig er interesseret i sagen og indholdet, han bliver også selv til ren form, hvilket vil sige, at han bliver åndløs, han bliver en tom skal uden indhold, uden sans for, at sandheden og virkeligheden er ikke form og fagter men er, ja, sandheden, som er ubøjelig og fast.

Lad mig derfor endnu engang citere den gamle præst Rudolph Arendt: 

”Det som gør at kirken bliver lige ny, hvor gammel den end bliver, er, at den holder fast ved noget. Kirken er aldrig blevet fornyet ved at finde på noget, men ved at holde fast ved noget, ved Jesu ord, ganske enkelt.

”Kirken i en hast forgår, om den fod vil flytte”, skriver Grundtvig i et digt om kirken og skolen. Skolen skal gå, flytte sig. Oplysning, videnskab skal gå, det skal forandre sig. Men kirken skal stå, den skal gentage sig. Den skal holde fast ved Jesu ord – evighedsordet; for evigheden har det ved sig, at den kan stå stille uden at sakke agterud i forhold til tiden. Hvis kirken for at holde sig ny og tidsvarende begynder at finde på i stedet for at holde fast, er det et tegn på alderdom og død, og forandring er ikke uden videre tegn på liv. Et dødt legeme forandres hastigt og uhyggeligt, et levende legeme derimod er levende ved, at det bevares mod dødens forandring og nedbrydelse.

Det er et tegn på liv, at vi kan stå op igen, ganske som i går. Den dag, det forandres, er det tegn på død”.

Sådan taler en mand af ånd. Sådan taler en mand, der har sans for, at kirkens opgave er at holde ud og stå fast. Eller med andre ord, kirkens opgave er at tilbede Gud i ånd og sandhed, at holde fast på, at sandheden er sandhed og derfor uforanderlig. 

Vi hører her en mand, for hvem sagen er det afgørende, og som derfor nødvendigvis må holde sig til sagen. Han står ikke som kvinden i en af evangelieteksterne, der vil diskutere med Jesus om den rette form og det rette sted for tilbedelse i stedet for at spørge efter sandheden. Nej, kvinden stiller Jesus et tilsyneladende interessant spørgsmål vedrørende det rette bedested for Gud.

De religiøse er uenige siger hun, nogle siger, at Jesus skal tilbedes i Jerusalem, men vores fædre i Samaria, de sagde, at Gud skal tilbedes på dette bjerg.

Spørgsmålet er, hvad man i vore dage vil kalde et vigtigt og interessant religiøst problem. Og af samme grund stiller hun nu Jesus over for denne religiøse spidsfindighed, efter at hun har konstateret, at han kan skære igennem omsvøb og undskyldninger og forklaringer ind til sandheden selv.

”Hvem har ret?”, spørger kvinden Jesus. Og hvad svarer han? Ja, jeg vil gengive svaret således. Dette er meget interessant og underholdende med jeres religiøse diskussioner, men de har intet med jer selv og jeres virkelighed at gøre. De er blot tidsfordriv, der skal tjene til at binde Gud til tid og sted – men Gud tilbedes ikke ad den vej. Nej, tiden er inde til at sige sandheden, og det er den, at de sande tilbedere skal tilbede i ånd og sandhed. Hvilket vil sige, at I skal komme uden komediespil og uden beregning.

Kort sagt, kun som fortabte uden nogen maske kan vi stå for Gud. Der er intet andet sted, hvor Gud vil tilbedes end dette, der er ingen anden vej til Gud end denne. At stå for Gud, er at stå uden at have noget at pukke på, for der er ingen anstrengelser eller timelig succes, der gælder for Gud.

Men vi tror, at nye former og fagter er det afgørende, vi tilbeder ikke Gud, som han har åbenbaret sig i Jesus Kristus, men vi tilbeder den Gud, vi kender endnu bedre – nemlig den Gud, som er det nye og uprøvede og ukendte.

Jo, vi vrænger på næsen af traditionen og finder den overfladisk. Men traditionen er måske netop den norm, som skærmer indholdet og sagen mod ligegyldigheden. Traditionen værner netop mod, at formen bliver indholdet. Og den gør det netop ved at negligere formens betydning. Og den gør det, fordi den er frugten af det ord, den har været tjener for i gennem tusinde år. 

Det ord, som lød til kvinden fra Jesus, og som siger, at Gud skal tilbedes i ånd og sandhed. Det ord, som betyder: Lad være med at skabe dig, når du nærmer dig Gud – eller taler om ham, for alt, hvad der vil forstille sig og posere for Gud, er ham inderligt imod. Ingen skal gøre sig lækker for Gud, ingen skal forhåndsbinde ham ved at slå ham på skulderen og sige: ”se, hvor vi kan, du gamle”. For Gud er en fri Herre over alle ting og lader sig ikke binde og købe. Det er selve sandheden, at Gud hader komediespil, men det er tillige sandheden, at hans dør står åben for enhver, der kommer uden forstillelse og beregning. Det er selve sandheden, at Gud vil tilbedes ikke ved hjælp af religiøse dikkedare.

Men der hvor mennesket står hjælpeløst og uden maske over for Gud, dér er Gud, og dette, at han er dér, det er hans usigelige nåde.

Alle former og al stillen sig an kasserer han, han ser vores klistrede smil og vores latterlige forsøg på at gøre os interessante, og så skærer han igennem til hjertet, for han ser os, som vi er. Han er nemlig synderes Gud – men også kun synderes Gud, hvilket han til gengæld også ubetinget er.

Amen