Det var en mega sej
konfirmation. Præsten var cool, fortalte den unge pige, der havde været
kirkegænger den dag. ”Præsten talte, så alle kunne forstå det. Hun forstod at
tale, så vi gad lytte til hende. På prædikestolen indledte hun med at hive to
tandstikkere frem, som hun placerede i begge mundvige, og således formede et
stort smil. Derefter forklarede hun, at sådan skulle vi gøre. Smile og være
glade, for det var, hvad kristendommen forlangte. Inden hun afsluttede sin
prædiken, tog hun et par briller på, hvis stel var udformet som to hjerter, for
således så Jesus på os, med kærlighedens øjne, og således skulle vi derfor også
se på vores næste”.
Jo, det var en mega sej
konfirmation. Moderne og utraditionel var den, og jeg var ikke et sekund i
tvivl om, at dette var grunden til pigens begejstring.
For er der noget, vi dyrker i
dag, så er det det nye. Nye undervisningsmetoder, nye ledelsesformer, nye
arbejdsmetoder, nye pædagogikker, nye kontorlandskaber, og i kirken nye salmer,
nye ritualer. Men denne tørst efter det allersidste nye er en uslukkelig tørst.
For den stilles aldrig, den falder aldrig til ro, men jagter i morgen en anden
præst med flere tandstikkere, og den vil ikke nøjes med et par briller, men
også en lang papnæse og sjove parykker. Den har gjort alt til form i sin iver
efter netop at gøre op med formen – og dvs. med traditionen.
Men han, der aldrig
beskæftiger sig med andet end formen, han, der aldrig er interesseret i sagen
og indholdet, han bliver også selv til ren form, hvilket vil sige, at han
bliver åndløs, han bliver en tom skal uden indhold, uden sans for, at sandheden
og virkeligheden er ikke form og fagter men er, ja, sandheden, som er ubøjelig
og fast.
Lad mig derfor endnu engang citere
den gamle præst Rudolph Arendt:
”Det som gør at kirken bliver
lige ny, hvor gammel den end bliver, er, at den holder fast ved noget. Kirken
er aldrig blevet fornyet ved at finde på noget, men ved at holde fast ved
noget, ved Jesu ord, ganske enkelt.
”Kirken i en hast forgår, om
den fod vil flytte”, skriver Grundtvig i et digt om kirken og skolen. Skolen
skal gå, flytte sig. Oplysning, videnskab skal gå, det skal forandre sig. Men
kirken skal stå, den skal gentage sig. Den skal holde fast ved Jesu ord –
evighedsordet; for evigheden har det ved sig, at den kan stå stille uden at
sakke agterud i forhold til tiden. Hvis kirken for at holde sig ny og
tidsvarende begynder at finde på i stedet for at holde fast, er det et tegn på
alderdom og død, og forandring er ikke uden videre tegn på liv. Et dødt legeme
forandres hastigt og uhyggeligt, et levende legeme derimod er levende ved, at
det bevares mod dødens forandring og nedbrydelse.
Det er et tegn på liv, at vi
kan stå op igen, ganske som i går. Den dag, det forandres, er det tegn på død”.
Sådan taler en mand af ånd.
Sådan taler en mand, der har sans for, at kirkens opgave er at holde ud og stå
fast. Eller med andre ord, kirkens opgave er at tilbede Gud i ånd og sandhed,
at holde fast på, at sandheden er sandhed og derfor uforanderlig.
Vi hører her en mand, for
hvem sagen er det afgørende, og som derfor nødvendigvis må holde sig til sagen.
Han står ikke som kvinden i en af evangelieteksterne, der vil diskutere med
Jesus om den rette form og det rette sted for tilbedelse i stedet for at spørge
efter sandheden. Nej, kvinden stiller Jesus et tilsyneladende interessant
spørgsmål vedrørende det rette bedested for Gud.
De religiøse er uenige siger
hun, nogle siger, at Jesus skal tilbedes i Jerusalem, men vores fædre i
Samaria, de sagde, at Gud skal tilbedes på dette bjerg.
Spørgsmålet er, hvad man i
vore dage vil kalde et vigtigt og interessant religiøst problem. Og af samme
grund stiller hun nu Jesus over for denne religiøse spidsfindighed, efter at
hun har konstateret, at han kan skære igennem omsvøb og undskyldninger og
forklaringer ind til sandheden selv.
”Hvem har ret?”, spørger
kvinden Jesus. Og hvad svarer han? Ja, jeg vil gengive svaret således. Dette er
meget interessant og underholdende med jeres religiøse diskussioner, men de har
intet med jer selv og jeres virkelighed at gøre. De er blot tidsfordriv, der
skal tjene til at binde Gud til tid og sted – men Gud tilbedes ikke ad den vej.
Nej, tiden er inde til at sige sandheden, og det er den, at de sande tilbedere
skal tilbede i ånd og sandhed. Hvilket vil sige, at I skal komme uden
komediespil og uden beregning.
Kort sagt, kun som fortabte
uden nogen maske kan vi stå for Gud. Der er intet andet sted, hvor Gud vil tilbedes
end dette, der er ingen anden vej til Gud end denne. At stå for Gud, er at stå
uden at have noget at pukke på, for der er ingen anstrengelser eller timelig
succes, der gælder for Gud.
Men vi tror, at nye former og
fagter er det afgørende, vi tilbeder ikke Gud, som han har åbenbaret sig i
Jesus Kristus, men vi tilbeder den Gud, vi kender endnu bedre – nemlig den Gud,
som er det nye og uprøvede og ukendte.
Jo, vi vrænger på næsen af
traditionen og finder den overfladisk. Men traditionen er måske netop den norm,
som skærmer indholdet og sagen mod ligegyldigheden. Traditionen værner netop
mod, at formen bliver indholdet. Og den gør det netop ved at negligere formens
betydning. Og den gør det, fordi den er frugten af det ord, den har været
tjener for i gennem tusinde år.
Det ord, som lød til kvinden fra
Jesus, og som siger, at Gud skal tilbedes i ånd og sandhed. Det ord, som
betyder: Lad være med at skabe dig, når du nærmer dig Gud – eller taler om ham,
for alt, hvad der vil forstille sig og posere for Gud, er ham inderligt imod.
Ingen skal gøre sig lækker for Gud, ingen skal forhåndsbinde ham ved at slå ham
på skulderen og sige: ”se, hvor vi kan, du gamle”. For Gud er en fri Herre over
alle ting og lader sig ikke binde og købe. Det er selve sandheden, at Gud hader
komediespil, men det er tillige sandheden, at hans dør står åben for enhver,
der kommer uden forstillelse og beregning. Det er selve sandheden, at Gud vil
tilbedes ikke ved hjælp af religiøse dikkedare.
Men der hvor mennesket står hjælpeløst
og uden maske over for Gud, dér er Gud, og dette, at han er dér, det er hans
usigelige nåde.
Alle former og al stillen sig
an kasserer han, han ser vores klistrede smil og vores latterlige forsøg på at
gøre os interessante, og så skærer han igennem til hjertet, for han ser os, som
vi er. Han er nemlig synderes Gud – men også kun synderes Gud, hvilket han til
gengæld også ubetinget er.
Amen
