onsdag den 4. marts 2015

Os og Charlie

Da et terrorangreb ramte København den 14. februar, hvor to uskyldige personer blev dræbt, og da tre terrorister en måned forinden skød 12 uskyldige medarbejdere på satirebladet Charlie Hebdo og 4 gidsler i et supermarked, brød virkeligheden endnu engang ind i den vestlige verdens forholdsvise letsindige og sorgløse tilværelse. Sådan som den gjorde det den 11. september 2001, da terrorister fløj ind i World Trade Center og Pentagon og sendte små 3.000 uskyldige mennesker i døden. Sådan som det skete den 11. marts 2004 ved terrorangrebet i Madrid, hvor 191 blev dræbt og omkring 2.050 blev såret, og som det skete den 7. juli 2005 i London, hvor 52 blev dræbt og mere end 700 blev såret.

Og noget tilsvarende kunne vi have oplevet på egen krop her til lands, hvis ikke det var for politiets og efterretningstjenestens afværgelse af, hvad man anslår er mellem 5 til 10 planlagte terrorangreb på
Jyllands-Posten.

Virkeligheden brød også igennem, da den hollandske politiker Pim Fortuyn blev dræbt den 6. maj 2002, og da hans landsmand og filminstruktør Theo Van Gogh blev dræbt den 2. november 2004.

Selvom vi tror, at alting nok skal ordne sig, når bare vi stræber nok efter at få det hele til at glide. Selvom vi tror på, at tilværelsen ikke har en pris, selvom vi tror, at vi med taktiske manøvrer og venlig tale kan slippe for besværlighederne og det ubehagelige valg, så bliver disse terroraktioner
ved med at bryde igennem alle drømmerierne om en fredelig multikultur og kuldkaste alle vore beregningerne. De siger med al tydelighed, at vi ikke kan lempe os igennem alle modsigelser. De
siger, at vi ikke kan undlade at tage stilling og således tro, at vi kan bjærge os igennem livets brændpunkter.
For er det ikke, hvad vi har gjort indtil videre, forsøgt at bjærge os igennem uden de store konfrontationer af frygt for at ægge til mere uvilje og deraf følgende terror? Jyllands-Posten siger det ærligt og direkte, andre pakker det ind i vage forklaringer om, at man tager hensyn til en minoritet,
men for enhver ædruelig vesterlænding er det tydeligt, at bag alle undskyldningerne ligger frygten for et islamistisk hævntogt.

Nej, få har turdet skrive og tegne som Charlie, og derfor virker det enorme kor af je-suis-Charlie-stemmer da også noget hule og tomme, for jeg tvivler på, at alle de mange skuespillere og politikere
ja, alle de je-suis-Charlie-folk, der efter terrorangrebet har udtrykt deres støtte til satiretegnerne, næppe fremover bliver dem, der tager bladet fra munden.

Det er ikke svært at forstå, at folk trækker sig af frygt for deres liv. Men det er svært at forstå, at så få har villet indse den afgørende forskel, der er på islam og kristendom. En forskel, der taler sit tydelige sprog i fortællingen om brylluppet i Kana, for denne hændelse er begyndelsen på de tegn, Jesus gjorde, og den er dermed et fingerpeg om, hvad hans gerning var, og hvad han ville. Jeg vil derfor lade fortællingen tale for sig selv og håbe på, at denne tale gør det klart for enhver, hvori forskellen på kristendommen og islam ligger.

Som sagt, brylluppet i Kana fortæller, hvad der var Jesu gerning og vilje, nemlig at han er et menneske, som ved om sig selv, at han har en stor gerning at gøre, for han er kommet med sandheden selv.
Og hvordan begynder han så sin gerning? Ja, han gør det ikke ved at gå ud med store proklamationer og gyldne løfter om alt det, han vil arbejde på og sætte folk i gang med, men han begynder med en
ganske tilfældig dagligdags begivenhed. Han er sammen med folk, ikke særligt udvalgte folk, nej, han er blot sammen med ganske almindelige mennesker. Han uniformerer dem ikke, så man kan se, at de tilhører de retfærdige, han forlanger ikke særlige love overholdt, der afsondrer sine tilhængere fra livet i almindelighed, så man kan se forskel på de hellige og de vantro, men han tager i stedet del i folks liv.

For han tilhører selv folket og skiller sig ikke ud ved at etablere sig som folkefører. Med sin moder og sine venner var han inviteret til bryllupsgilde, og selvfølgelig gik han med, for som sagt, han hørte
med til folket. Det første fingerpeg viser os med andre ord, at hans gerning var, at han ikke skilte sig ud eller hævede sig over sine medmennesker men tog del i livet som en naturlig sag. Han var uden bagtanke midt i folket. Han var glad med de glade og bedrøvet med de bedrøvede. Eller vi kunne sige, hans gerning var ikke en religiøs gerning med et højere formål om at etablere et særligt helligt samfund, men den var såmænd blot en nyttig og hjælpende gerning.

Han skaffede værtsfolkene mere vin, da beholdningen var sluppet op. Og måden, han gjorde det på, er endnu et fingerpeg om hans gerning. Han demonstrerede ikke sine evner for hele forsamlingen,
men han gjorde det ganske stille i det skjulte – så ikke engang skafferen vidste, at det var Jesus, der havde fremskaffet mere vin. Nej, han gjorde det uden bagtanke, han gjorde det ikke for at blive
bemærket eller vinde tilhængere men for at hjælpe.
Eller vi kunne sige, han ville ikke være folkefører, han ville ikke dyrke de særligt religiøse mennesker, han var ikke kommet til de særligt udvalgte, for hans gang gennem livet var blot en gang mellem mennesker, som en broder mellem brødre. Han ville intet med menneskene andet end at være hos dem og med dem.

Tag alle de andre mange underfulde gerninger, der fortælles om ham. Der var ingen af dem, der blev gjort med den hensigt at vække opmærksomhed, for hensigten var alene at gøre godt. En enke fik sin eneste søn tilbage, flere tusinder blev mættet med brød i ørkenen, en lam fik sin førlighed tilbage, en blind sit syn, en døv sin hørelse. Men man skal ikke hænge sig i alt det mirakuløse, det var nemlig ikke det, at han kunne gøre det, der skulle bemærkes. Som om det skulle være bemærkelsesværdigt, at Guds søn kan gøre det mest utrolige, men det er forunderligt at han vil gøre det.

Til alle tider har menneskeslægten længtes efter en mirakelmager og en folkefører, og den længsel var det netop han ville udrydde – ja, ganske afskaffe. Han ville vende vores opmærksomhed bort
fra drømmen om, at verden skal blive anderledes, for han vidste, at noget sådant kommer der kun hellige love, tyranni og ufrihed ud af – i stedet vendte han opmærksomheden mod livet og virkeligheden.

Dette var hans storhed, ja, hans guddommelighed.

Hans storhed var ikke, hvad han gjorde, men hvad han ville. Enkens søn gav han tilbage til dette liv og til døden, de tusinder i ørkenen forlod han i ørkenen, og de lamme og de blinde og de døve gav han ikke et udødeligt liv, men han gav dem tilbage til et almindeligt ordinært dødeligt menneskeliv.
Det var hans storhed. At han ikke gav nye anvisninger på, hvordan livet rettelig skulle leves, men dette liv gav han os. Dette liv med utryghed og angst gik han ind i for at sige os, at her er stedet hvor
Gud er, og hvor Gud lever.

Vi skal ikke vente på, han kommer, for her er stedet, hvor Gud er. Han er i sorgen og i glæden, han er i modgangen og i medgangen, der er intet sted, hvor han ikke er. Vi skal ikke kæmpe og stride for at forsvare Gud, hans ære og højhed er ikke, at han troner skjult i sin himmel, men at han blev menneske og gik som sådan skjult iblandt os og gjorde godt. Han havde ingen hellige mål, ingen
hellige formaninger at komme med. Vi kunne også sige, at således stoppede han os i al vor iver efter at ville retfærdiggøre os, og da dette var fuldbragt, så var vandet blevet til vin, så var døden blevet
til evigt liv. For hans død og opstandelse satte os over i Guds rige, hvorfor enhver kamp om Guds rige er ophørt. Vi mærker det ikke, for Gud demonstrerer ikke sin guddommelighed med ydre midler som magt og hellig krig - men han bærer den skjult. Ja, ved alene at gøre godt bærer han den.

Enhver burde kunne høre, at dette evangelium er frihedens, godhedens og kærlighedens
ord. Gud give at enhver vesterlænding - det være sig kristen og muslim - snart må få
øjnene op for det.
Amen