Ingen dag er det mere umuligt at holde en
prædiken på end Langfredag. Og spørger man hvorfor, så er svaret nemt at give:
Det hænger sammen med dagens indhold, som er, at mennesker- at vi - slog Jesus
ihjel. For det er ikke et skuespil, vi overværer, når vi hører om hans
korsfæstelse, hans død var ikke en ”teaterdød”, men lige så virkelig, som selve
døden er – ja, som kun døden er.
Vi mennesker
står ikke ved siden af som dem, der overværer, hvad der sker. Men vi står der
som delagtige, og det vil sige som medskyldige. Selvom det snart er 2000 år
siden det skete, ændrer det intet. Vi er skyldige hver og én, for: ”Når på din
dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder”.
Med andre
ord, i mødet med langfredags fortælling står vi ansigt til ansigt med vores
offer, og hvad har vi da at gøre andet end at tie og at bære skylden. Den kan
vi ikke løbe fra, og slet ikke snakke os fra.
Vi kan ikke
snakke os fra, at da Guds søn kom til jorden med hele Guds kærlighed og
tilgivelse, blev menneskene arrige og slog ham, der bar tilgivelsen, ihjel som
en forbryder.
Nej vel, kan
der prædikes i denne situation? Må vi ikke forholde os tavse? Vil ikke enhver
prædiken ende med at blive en forsvarstale for os selv, et forsøg på at bringe
balance i det regnskab, hvor bundlinjen lyser imod os med røde tal? Er det ikke
sådan, at det ligger dybt i os at ville glatte ud og bagatellisere, nivellere
alt, så intet volder anstød? Er det ikke netop, hvad vi først og fremmest
bruger vores højt besungne fornuft til, nemlig at få tingene til at glide ved
ikke at tage noget alt for alvorligt? Det skulle jeg mene.
Er det ikke derfor, de fornuftsdyrkende gør, hvad de kan for at afskaffe kristendommens indflydelse og betydning her til lands, fordi de mener, at når den holder noget for absolut sandt og noget andet for absolut løgn, så graver den grøfter i stedet for at nivellere? Og i en vis forstand har de ret. For kristendommen skelner mellem det relative og det absolutte, dvs. mellem menneske og Gud, mellem løgn og sandhed. Den taler om død og liv, den taler om synd og skyld og dom, om retfærdighed og nåde og tilgivelse.
Den
menneskelige fornuft derimod tror som bekendt ikke på Gud men på sig selv og
sine egne evner. Den tror derfor på menneskenes iboende godhed, og den hader af
samme grund de store modsætninger i livet. Derfor er dens parole også, at vi
kunne have det så godt og fredeligt, hvis bare vi ville lade fornuften råde.
Med andre
ord, det fornuften kalder fred - den tilstand af fred, vi stræber efter - er en
fredelighed, hvor ingen modsætninger bliver for store. Men det er denne
menneskelige drøm om fred på jorden, der Langfredag én gang for alle er slået i
stykker. Drømmen er revet ud af vor hånd. Vi har ingen ret til den, siger Langfredag.
For da freden, den sande fred, Guds fred, kom til jorden, blev den henrettet af
vor egen drøm om fred. Jesus blev betragtet som oprører, en religiøs én af
slagsen, der forstyrrede enigheden. Eller en potentiel politiske oprører, der
kunne forstyrre den politiske fred, sådan som Pilatus betragtede ham. Jo, den
sande fred forstyrrede vor drøm om fred, og derfor måtte den lade livet.
Ingen
forstyrrelser, ingen uro og ufred, det er menneskenes motto. Men vær klar over det;
det var i fredens navn, vor Herre blev slået ihjel. Sådan som man i dette navn
har slået millioner ihjel for at ujævne alle forskelle, så kun de ensrettede
var tilbage.
Men lad blot
alle tidens profeter udjævne og ensrette og glatte ud, Langfredag vil aldrig
kunne tromles ned. For her er sandheden sagt om os mennesker, om vor såkaldte
gode vilje, og som dette afgørende korrelat til drømmen om det fornuftige flade
land står den som et uoverstigeligt bjerg.
Kan der
prædikes herom? Ja, men kun den prædiken, at alt vort eget, det ædleste og
bedste, det fineste og største, alt er det dømt som det, det er; vort eget og
ikke andet end vort eget. Sandheden og evigheden og Gud har det intet at gøre
med.
Ikke blot
det, vi kalder ondt, men også det bedste er af Langfredag erklæret for at være
ren synd. Og over for dette forhold har vi kun at stå ret og tie.
For vi ville
ikke, og vi vil ikke være dem, der behøver Guds kærlighed og tilgivelse. Vi ville,
og vi vil være dem, der selv kan ordne vore egne sager, og hvad skal vi så med
Guds tilgivelse, når vi selv kan klare det hele?
Dette er Langfredagens
dom over os. Den har vi at stå ret for, hvad enten vi vil det eller ej. Og gør
vi ikke det, så løber vores tro på fornuftens evner løbsk. Så er det, vi
nivellerer hinanden til døde. Jo, det er dommen over os, at det onde, som jeg
ikke vil, det gør jeg, der i dag lyder til os.
Men hvor er
da evangeliet henne i denne tale? Hvor er det glædelige budskab, som vi skal
samle mod og frimodighed til at leve på? Hvor er håbet henne?
Jamen, i
denne dom er der håb, nemlig det håb, at tilgivelsen fra Gud fandt sig i, at vi
mennesker slog den ihjel. Tilgivelsen lod sig slå ihjel af os. Og det
gjorde den, fordi den blev ved sit. Den sagde ikke til sidst: ”Nej, nu kan jeg
ikke mere”. Den vedblev at være tilgivelse.
Således er
Guds kærlighed, at han elsker sine fjender. Den er uden grænser, evig og
urokkelig. Den vedblev at være tilgivelse midt i døden. Sådan er Guds
tilgivelse, at den udholder alt, og således sejrer den over vor ondskab. For
med Langfredagens dom over os, står vi tilbage med det barmhjertige budskab, at
vi mennesker ikke fik magt over tilgivelsen ved at slå den ihjel, men ved at lade
sig slå ihjel sejrede den over os. Som tilgivelse sejrede den.
Så er der da
alligevel en prædiken at holde Langfredag, nemlig en prædiken om Guds
kærlighed, der er stærkere end menneskenes ondskab. Den, der sejrede Langfredag
var ikke de tilsyneladende sejrherrer, ikke dem, der slog ihjel, men ham, der
blev slået ihjel.
Det er denne
sandhed om os selv, vi i dag bliver konfronteret med, den nøgne sandhed, som
tager al retfærdighed ud af vore hænder og lægger den i Guds hænder. Langfredag
siger, at vor retfærdighed er hos Gud og alene hos ham, og således bliver Jesu
ord til røveren også hans ord til os: ”I dag skal du være med mig i paradis”.
For Kristus
er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd,
som også går i forbøn for os.
Amen
