fredag den 27. november 2015

Kan det betale sig?

Kan det betale sig at holde kirke? Betaler det sig, at der hver søndag i hvert et sogn varmes en gammel middelalderkirke op, at aflønne kirketjener, børnekor, organist og præst? Er det rentabelt?
Betaler det sig at afholde foredragsaftner og sognemøder, salmesangsaftner og plejehjemsgudstjenste? Kan det betale sig med en lokal graver og en sognepræst til selv den mindste flække?

Og kan det overhovedet betale sig, hvis opbakningen ikke er tilstrækkelig? Nej, det kan ikke betale sig. Det er ren tilsætning. Det er set ud fra et ratio-nelt og økonomisk perspektiv en meget
meget dårlig forretning. Og jo mindre sogne, des dårligere forretning. Sådan er det!

Og alligevel gør vi det.

Hvorfor? Fordi det netop ikke er rentabelt. Derfor gør vi det, og derfor skal vi fortsætte med at gøre det. Fordi vi intet resultat kan pege på, fordi penge, anseelse, storhed og magt aldrig kommer på tale her. Derfor gør vi det. Derfor slæbte vores forfædre granitsten på granitsten til byens bakke i selv det allermindste sogn for at bygge kirke. Også den gang kunne de uden al for megen besvær have spændt hesten for vognen og kørt til nabosognet. Men så meget betød kirkens nærhed, så meget betød det for dem at høre evangeliet om Guds søn, der red ind til enhver – høj eller lav - trods synd og død, at
det skulle lyde i deres sogn og af deres præst.

De ville ikke nøjes med naboens kirke - de ville ikke være gæster - men de ville have, at kirken skulle være i blandt dem som deres. Og sådan er det faktisk også i dag, vil jeg påstå. Tænk blot på balladen omkring de københavnske kirkers lukning. Skyldes den mon ikke, at der dybt i os alle ligger en fornemmelse af, at kirkens berettigelse ikke kan og skal afhænge af økonomiske argumenter og fornuftige afvejninger? Ved vi ikke godt, at de grundlæggende forhold i livet ikke kan gøres rationelt op?
Vi ved eksempelvis godt, at det kun er kujonerne, der dukker sig, når kampen bliver hed, og prisen for at afsløre løgnen skal betales. Vi ved godt, at de gamle skal passes ordentligt, selvom det ikke kan betale sig. Vi helbreder de syge, vi tager os af dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Og vi gør det, selv om det ikke kan betale sig.

Men det begynder at skride. Nu overvejer vi, om det ikke bedre kan betale sig at lade robotterne gøre rent hos gamle Rasmine. Vi overvejer at tillade aktiv dødshjælp. Og vi lukker kirker, fordi statistikkerne viser, at det er for dyrt at holde dem åbne. Jo, det skrider. Noget grundlæggende
skrider, nemlig vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Og det skrider, fordi vi netop har tilladt at lade vurderingen gælde som argument.

Kan det betale sig, og er det rimeligt, at lade en hjemmehjælper støvsuge hos gamle Rasmine, når robotstøvsugeren er opfundet? Er det rimeligt at skulle leve, når en uheldbredelig sygdom gør
den sidste tid svær? Og det skrider, fordi kirken - det sted, som sætter enhver tale om nytteværdien på porten - selv er blevet offer for disse rationelle overvejelser. Selvfølgelig skal de enkelte sognekirkers
økonomier hænge sammen. Ethvert menighedsråd er forpligtet på at sørge for, at der kan holdes gudstjeneste om søndagen, og at udgifterne til dette ikke overstiger indtægterne. Men at der skal holdes gudstjeneste, det er udgangspunktet og ikke spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig. Det er et spørgsmål, som ingen berettigelse har i en evangelisk- lutherske kirke.

For den evangelisk-lutherske kirke er den kirke, der er sig bevidst, at man aldrig kan bygge noget sandt på menneskets vurderinger og anerkendelse. Sådan som vi hører det skildret i dag. Alle de rationelle begrundelser - uanset hvor solide og fornuftige de umiddelbart ser ud - har intet med virkeligheden og sandheden at gøre. Men det var virkeligheden og sandheden, Jesus kom for at vidne om, og derfor gik han sin vej uanfægtet, vedholdende og ganske irrationelt til ende. Uanfægtet af hyldesten og uanfægtet af modstanden. Han drog som sandhedens konge ind i Jerusalem for at blive
korsfæstet. Han måtte tømme kalken helt til bunds. Ja, han lod sig hylde som en konge, men han vidste, at hyldesten var kortvarig.

For som en konge vil vi gerne hylde ham som én, der kan samle folk til huse og vise resultater, som én, der vil krone alle vore beregninger, forhåbninger og drømme og således sælge billetter, ham
vil vi gerne have med at gøre. Men en konge, der kommer ridende på et æsel, sagtmodig og uden nogen glorværdig fremtid, ham skiller vi os af med. For ham er der intet farverigt og stort ved. Han gør det svært at sælge varen, så den bliver festlig og indbydende. Og derfor gik det ham også,
som det gjorde, for det begejstrede folk endte som bekendt efter få dage med at råbe ordene: ”Korsfæst ham”.

Nej, det er ikke os, der ved vor begejstring gør ham til herre, men han gør det alene. Det er ikke os, der skal vise ham vores tilslutning og opbakning og krone ham, men han tilslutter sig os, deler vort liv i synd og død.  At sandhedens konge endte sine dage på et kors, korsfæstet af sine tidligere så
begejstrede tilhængere, fordi han skuffede så fælt, da det viste sig, at han blot var et ganske  almindeligt menneske uden nogen særlig praktisk nytte. Det er, hvad evangeliet forkynder. Og derfor er den skildring, vi hører 1. søndag i advent om Jesu indtog i Jerusalem, ikke et øjebliksbillede, den er ikke en festlig fortælling om, at Gud betaler det sig at satse på. Men den er sandheden om os selv og hele vort liv.

Fortællingen siger os, at alle vore beregninger, alt det vi mener har værdi og er værd at hylde i dag, disse beregninger er hule og overfladiske, de er uden stabilitet og fast grund. Den faste grund er derimod Guds søn. Han, der intet synede af, fordi han blot gik sin vej, uden at have overvejet det rimelige i sin vandring og det økonomisk rentable i sine gerninger og for sin sag. Hans sag var ikke andet end at gå på denne vej, som var at være midt i blandt os som et ganske almindeligt menneske
- at bære dagligdagen og livet sammen med os. Han tog ikke hensyn til, om det nu nyttede,
og hvad der synede bedst. Han overvejede ikke, om det var klogt og fornuftigt, for han ville ikke andet end at være til for os og med os.

Ja, han var og er for os og med os, for at tage os med igennem synden og døden og bringe os hjem til Gud, til sin fader i himlen. Som han red ind i Jerusalem den dag, sådan rider han hver søndag dag ind i din og min verden for at være din og min herre. Han rider ind og siger os, at vi er i hans hånd og under hans omsorg. Ikke fordi vi er synderligt elskværdige – ikke fordi retfærdighedens fornuftige regnskab skal gå op. Nej, det er ikke fordi, vi har fortjent det. Men fordi Gud er kærlig og retfærdig, og derfor ved Jesus Kristus tog de uretfærdige til sig, løste de fangne, og satte de plagede i frihed.

Frihed til ikke at skulle være til nytte eller bevise sin værdi, men derimod blot være tro.

Kan det betale sig? Hvad kommer der ud af år efter år at fortælle historien om, at Guds søn red ind i dit og mit liv og tog det alvorligt? Enhver kan høre, at spørgsmålet ikke hører hjemme her. For sådan spørger kun den raske, den retfærdige. Men spørg gamle Rasmine og den uhelbredelige, spørg den sørgende enke på kirkegården – det kunne være de svarede alt!

Amen