lørdag den 1. december 2018

Allehelgensdag


Jeg vil indlede denne Allehelgensprædiken med at nævne en af vore gamle konger; Frederik den 7. Han var dybt foragtet af samtidens overklasse, en forargelse som også nutidens autoriserede historievidenskab stort set deler. Men det menige og jævne folk hang ved ham, da han levede, og de gav ham navnet Frederik Folkekær. Og det er ikke tilfældigt.

For der lyder bl.a. en fortælling om ham - og hvad enten den har fundet sted, som den nu fortælles, eller den blot er opstået, fordi den var karakteristisk for hans væsen og opførelse, - så lyder der altså en historie om Frederik d. 7., som fortæller om en klogskab og drilagtighed, som nok har kunnet vække fine folks forargelse; nemlig at en af hoffets folk var syg efter at få enudmærkelse. Derfor løb han ustandseligt kongen på dørene for at minde ham om sine fortrinligheder og sin eksistens. Kongen forstod så udmærket mandens ærinde, og til sidst kaldte han den ivrige tjener til sig og sagde: ”Godt, jeg gør Dem til kammerherre, når De nu så gerne vil være det, men det sker på én betingelse: De må ikke sige det til nogen!”

Det er klart, at en konge, om hvem en sådan historie fortælles, helt givet har måttet vække sin samtids overklasses raseri - men også folkets kærlighed. For han har gjort grin med, for ikke at sige afsløret, den forfængelighed, der altid trives, dér hvor man vigter sig af titler og kors og bånd og stjerner. At blive udnævnt til noget, som man ikke må vise frem og blive beundret for, det er jo at blive gjort til grin, og det var vitterlig den slags påfund, som gjorde, at man rasede over kongen i de københavnske saloner og muntrede sig med smædedigte og andet om ham.

Og da der trods alt var en grænse for, hvordan man kunne té sig over for monarken, kunne man i hvert fald lade sit raseri og sin forargelse gå ud over hans borgerligt fødte kone grevinde Danner. Men folket hang ved ham og kaldte ham Frederik Folkekær.

Og at blive udnævnt til noget, som man ikke kan bruge til noget, dvs. som man ikke kan nyde godt af i betydning og anseelse og position, det er dét, der sker med disciplene her i teksten fra bjergprædikenen.

Jesus udnævner dem til at være jordens salt, og så ér de det. Men det mærkelige, det efter menneskelig målestok mærkelige og forargelige er, at de ikke bliver spor mere ved det, end de er i forvejen. Og det forklares med den næste sætning: at hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da salte med? Denne sætning skal vi lægge mærke til, for der siges ikke, sådan som vi uvægerligt vil høre det, at nu er de i sig selv saltet. Men der siges, at der er givet dem noget, som gør, at de kan salte – og hvis de mister det, hvad har de så? Ja, så de har ingenting!

Kraften er intet som helst andet end det, der er dem givet, det, der er dem overdraget. Og dette overdragne er Guds ord – det er dét, de får at gå med.
Det lyder yderst spidsfindigt, men det er det helt afgørende, for det betyder dermed, at det lys, der skal sættes på stagen, ikke er disciplene selv og deres indsats og personlighed, men at det er ordet, evangeliet. Dét sættes de til at være tjenere for.

Vi kan sige, at Jesu udnævnelse af disciplene betyder, at de befales til selv at træde tilbage. (Og det er i parentes bemærket netop det, der var så befriende ved de små historier om Frederik Folkekær, at han over alt viste sig at være en konge, som havde sans for, hvad mennesker altid ønsker sig mest, nemlig at tage sig ud og blive beundret). Men som sagt, det er dét, Jesus udnævner disciplene, sin menighed, til, - at den alene skal sætte - ikke sig selv - men Guds ord på lysestagen, - og bøje sig for det ord og være tjenere for dét.

Vi kan også sige, at gøre dét, ja, det er ganske enkelt at tro på ordet, at lade det virke og lyse.
Og det er dét, der er er Allehelgensdags budskab. Det er Allehelgensdags evangelium, for det er altid evangeliet, at Guds ord er det hele, og at det skal du som menighed, som kirke, stole på og tjene.

Derfor er der god mening i, at det er for ordnet, at Luther og reformatorerne skal mindes en dag som i dag. For deres protest bevirkede, at ordet, at evangeliet og det alene, blev kirkens opgave. Det havde det ganske vist været hele tiden, men vi ved også, at kirken havde udviklet sig til noget ganske andet, til mærkelige optog og afladshandel og pragt og fester, at den kort sagt var blevet til alt andet end blot ordets tjener. Den var blevet til noget i sig selv - og at den katolske kirke påstod, at alt, hvad den gjorde, gjorde den for evangeliets skyld, ja, det gav Luther ikke en døjt for.

For hvor Guds ord skal hjælpes på vej, hvor Guds ord skal smykkes op og have støttepædagog, dér er det altid mangel på tro på ordet selv, der står bag. Dér er det altid menneskers trang til at spille en rolle, der kommer til udtryk.
Sådan som disciplene da også bestandigt røbede, at de også gerne ville have betydning. Nej, lyder det i dagens tekst, og nej, lød det gennem reformatorernes kamp; at være jordens salt betyder, at du sættes til at være tro, du sættes til at tro Guds ord, du sættes til at lade dét alene lyse og bære. Og det vil til syvende og sidst sige at lade det ord bære dig, at lade det være det hele for dig. Og at dette ikke er ensbetydende med position og fremgang i verden, men tværtimod det modsatte, det vidner Jesu egen skæbne os om. Ikke sandt, hans fremgang i verden var til at overse, hans position i verden var ikke stor.

Allehelgensdag er derfor ikke dagen, hvor vi mindes de store og for verden betydningsfulde og fromme mennesker, vi mindes ikke alle kammertjenerne med deres titler og udnævnelse. Nej, Allehelgen er til for at mindes den gerning, som jævne og svage mennesker, der ikke var spor anderledes end os, blev udnævnt til at udføre, og som de i al deres jævnhed – i deres daglige kamp med livet – udførte. Jo, vi mindes rigtig nok helgenerne, men det betyder ikke som på katolsk tid, at helgenerne er de særligt specielle og stærke mennesker, nej, vi mindes alle dem, som af Guds ord var udnævnt til helgener. Og blive udnævnt af Guds ord, det sker i dåben – og det er en udnævnelse, som ikke er til at prale med, for i dåben lyder det, at du skal være tro. Du skal lade sejren tilhøre Gud, og i stedet være tro mod den hverdag, du er sat i.

Og det kan den døbte trygt være, fordi hans alt for svage tro hviler på klippegrund. Den hviler på Jesu egen troskab mod netop os syndere og vantro, den hviler på ham, der gav os syndernes forladelse og håbet om en virkelig opstandelse på den yderste dag. Den hviler på hans troskab, der bærer, selv om alt brister.
Derfor er Allehelgensdag en mindedag for reformatorerne, der ikke havde andet at måtte holde sig til end deres dåbs løfte. Og derfor er Allehelgen dagen, hvor vi mindes vore døde, mindes, at vi er forbundet med dem, fordi ingen af os har andet at stole på og hvile i end vore dåbsord: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

"Så pris, min sjæl, den Herres navn, som endte dødens dage, og kom fra graven os til gavn, med liv og lys tilbage, som med sit ord, før vi det ved, opvækker støv til herlighed".

Amen