Denne fortælling er en klassiker,
som vi alle kender. Den har i tidens løb for mange stået som det reneste og
sandeste udtryk for kristendommens indhold, at den er læren om Gud som
menneskets kærlige far, en far, der ikke dømmer og forkaster, men tager imod
med åbne arme. Sådan lyder - om ikke andet - de humanes forståelse af den.
De
mere strenge har lagt hovedvægten på den fortabtes søns anger. Han gik i sig
selv, og den lære, som de først og fremmest fandt i fortællingen, var, at Gud
forlanger syndserkendelse for at tage imod menneskene. Derfor prædikede de
omvendelse og bod, hvilket vil sige, at den nødvendige forudsætning for, at Gud
forbarmede sig, var, at man brød op og vendte sig mod Gud.
Om denne forståelse
ved jeg kun ét at sige; at det vist var mere af nød og trang, sønnen vendte sig
mod sit fædrene hjem, end at det var af anger og ruelse over sin syndighed. Så
hvor megen grund, der er til at rose ham for det, ved jeg ikke. Mig forekommer
det yderst kunstigt at ville gøre en dyd af noget, der ingen dyd er.
Nej, den
fortabte søns anger, tror jeg ikke, man skal gøre for meget ud af, lige så lidt
som vi skal gøre for meget ud af vores egen anger, for rent ud sagt: Den anger,
der er beregnende, har umådelig lidt med anger at gøre. Og da slet ikke over for
Gud, ham, som kender hjerter og nyrer bedre, end vi selv gør. Nej, vi må nok i
stedet holde os til faderens kærlighed som fortællingens pointe - og ikke
sønnens gåen-i-sig-selv. Faderen, som kun gør ét: Venter på de fortabte for at
tage imod dem.
Denne pointe har altid gået menneskene lige til hjertet, og det
næsten for meget, vil jeg sige. For hjertet er jo følelsernes sted, og livet
består af andet og mere end følelser. Også følelserne skal sættes på plads og
aves, ellers ender vi mennesker i optagethed af vores egen rørelse. Og denne
irettesættelse af vores hjertelige følelser, som beskrivelsen af Guds
overvældende kærlighed fremkalder, vil vi i dag beskæftige os med.
Ikke for at
forkaste dem, ikke for at reducere dem, men de skal gøres frugtbare, de skal –
og skønt jeg ikke bryder mig om ordet, vil jeg bruge det alligevel – de skal
disciplineres. Derfor vil jeg kalde fortællingen ”historien om
generationskløften”.
For sønnen var draget hjemmefra. Han skulle bygge sin egen
verden op, han forlod det gamle og hjemlige, for nu var han voksen. Sådan er
det at være ung, og sådan skal det også være, andet vil være unaturligt. Den
unge kasserer det gamle, nu skal verden gøres ny og bedre. Opbruddet fra
hjemmet hører med til livet, bruddet med det og de gamle, iveren efter at skabe
en anden verden, alt sammen er det så gammelt og prøvet før, som livet er
gammelt.
Nu til dags har hele denne tendens til at forny og forbedre
tilværelsen fået prædikatet ”venstreorienteret” på sig, som om det ikke altid
har været sådan, at de unge drog hjemmefra med ønsker om at gøre det hele lidt
anderledes og lidt bedre.
Som vores unge mand, der drog ud i verden, hvor det
gik ham, som det skulle gå: Det hele mislykkedes for ham. Den nye verden
lignede fuldstændig den gamle verden. Og vi kender det så godt. Det eneste, der
bliver nyt, er navnene og betegnelserne, men indholdet er og bliver, hvad det
var.
Men selvfølgelig, enhver skal gøre sig sine erfaringer, men erfaringen
bliver, at verden lader sig ikke forandre eller forny – eller rettere - det
eneste, der forandres er det ydre og ligegyldige; at vi kan køre 220 km i timen
i vores biler, og at vi kan kommunikere med avanceret teknologi, men selve
livet er det samme, som det altid har været og vil vedblive at være: At vi
aldrig kommer til at beherske det, bekymringerne forsvinder ikke, sygdom, død
og ulykke vil stadig være en realitet.
Og hvad betyder det? Det betyder, at vi
mennesker kaldes tilbage fra alle vore udflugter, tilbage til hjemmet, til den
begyndelse, vi er gået ud fra. Vores unge mand i dag oplevede dét, som alle
oplever, hvis de ikke er så blinde og døve, at de ikke ser fallitten, men
vedbliver at tro på deres egen ideelle eller materielle iver.
Mon ikke de
fleste ældre forældre har oplevet, at når først de unge er kommet hjemmefra, så
lærer de at længes hjem, og mon ikke enhver gammel oplever, at jo ældre han
eller hun bliver, des mere er det som om, barndommen og forældrenes hjem står
tydeligere frem som det stabile.
Det er et forunderligt kredsløb, der ligger
skjult i menneskelivet; at det går slet ikke fremad, sådan som vi alt for ofte
tror eller påstår. Nej, livets linje er ikke en lige streg, men den er en stor
cirkelbue, og mennesket vender tilbage til sit udgangspunkt. Det er derfor ikke
tilfældigt, at det hedder ved en begravelse: Af jord er du kommet, til jord
skal du blive. Og dette er også denne historie et billede på.
Vores unge mand
blev med eller snarere mod sin vilje tvunget hjem igen. Selv følte han sig som
nederlagets mand, for han rejste ud med hovedet fuldt af planer og
forventninger: Nu skulle han vise dem alle, hvad han kunne udrette, og så
vender han tilbage som en slagen mand, der brødebetynget bekender, at han har
syndet imod himmelen og sin far. Og hans bekendelse er skam ikke blot en frase,
han bruger, for at smøre den gamle. Slet ikke. For hans synd imod sin far var
den, at den gamle verden ikke havde været god nok til ham. Og det er en
bekendelse af den sandhed, han har lært af livet selv, nemlig at et menneske
skal leve dér, hvor det er sat, at opgaven ikke er at lave verden om, men at
være hjemme i verden, sådan som den er- vi kunne også sige; opgaven er at tage
livet i strakt arm.
Den unge rejste ud for at finde livet og ved ikke, at han
dermed vender livet ryggen.
Vi mennesker længes efter noget nyt, noget større,
noget bedre, og hvad betyder denne længsel? Den betyder, at vi flygter fra
livet, som det er. Men livet holder os fast, og vi føres dér hen, hvor vi ikke
ville.
Og om alt dette fortæller denne historie. At det er, som det skal være,
for det er, hvad Gud venter på for at være det, han er, vor Gud, vort håb, vor
glæde.
Om vort hjem handler denne historie, vores sande og virkelige hjem, som
er Gud og hans kærlighed, der kun vil ét, nemlig være vort hjem.
Der var også
en anden mand i historien. Han havde aldrig været hjemmefra, og derfor havde
han heller aldrig fået lært, hvad for et hjem, han havde. Han tog det hele som
en selvfølge, og derfor kunne han slet ikke forstå glæden i hjemmet, da hans
bror kommer hjem. Han var åndløs, han var uden for virkeligheden, derfor måtte
hans far undervise ham: Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, men du
bør glæde dig og være lystig, for din bror var død og er blevet levende, var
fortabt og er fundet.
Og sådan underviser Gud os alle, vi, som er mætte og
halvgnavne og utilfredse, og som slet ikke kender glæden over at komme hjem,
dvs. dette bare at leve livet uden fordringer om fornyelse og forbedringer.
Sådan taler Gud til den verden, der har nok i sig selv og sine egne
bestræbelser og slet ikke ved, hvad de vil sige at være hjemme i livet.
Gud
underviser, Gud belærer, Gud tjener os, for at vi skal være glade og hjemme hos
ham midt i sorg og elendighed, ulykker og nederlag. Kan derfor noget være
større end gudstjenesten, hvor Gud selv kommer til os og tager imod os som sine
børn og dækker hjemmets bord for os? En fader vil forbarme sig over sine egne
små, og Herren gav os arme sit fadernavn at kalde på. Guds miskundhed alene
grundfæstet står i evighed. Min sjæl istem med glæde: al æren er og bliver hans!
Amen
