Hvad var det for et
emne, alle partier i den nys overståede valgkamp kunne blive enige om at ville
kæmpe for? Hvad var det for et emne, der gav dem alle lidt ekstra glød i øjnene
og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det var retfærdigheden? Kampen for retfærdigheden,
og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om.
For intet sted er
forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vores side dømmer de
uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den
kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner
kz-lejre og Gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske
revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.
Så langt er vi ikke gået
herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over
spærregrænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til
velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en
retfærdig flygtningepolitik.
Og ve den, der stiller
spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det
dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede. Jo,
retfærdigheden ruller i vore årer, og det i en sådan grad, at vi, som i et
væddeløb, kappes om at være mest retfærdig. Derfor skulle man også tro, at
disse Jesu- ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der
kæmper for retfærdigheden.
Men sådan forholder det
sig imidlertid ikke.
Og det er nu ikke så
mærkeligt endda, fordi her tales om to vidt forskellige former for
retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige
retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at
gøre. Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den; den
jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge
retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser,
mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den
har noget afslørende dobbelt i sig. Nemlig at både mine medmennesker og jeg
selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en
forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp
til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord,
jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.
Men se, det er fandens
opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for
andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi
blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er
uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste
forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke
noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde
godhedens glorie.
Ja, sådan ser altså den
jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør
det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er
denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus stiller over for Guds
retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og
farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske
retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe
for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er
intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og
forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.
Og derfor er der et
spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener
Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og
farisæernes?
Mener han, at disse folk
ikke er retfærdige nok, mener han vi skal tage os sammen og yde meget mere, end
de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det,
han mener? Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener
han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget,
der kan forøges, noget der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er
retfærdighed, det som vi anser for retfærdighed?
At ”overgå” vil jo sige
med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin
tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver i sær skal
overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds
retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og
derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed.
Ja, de er udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok
eller ej.
Farisæerne og de
skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente, at gå på
Guds vej – og dér går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at
lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at
gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som
fanden derfor er vejleder på.
Nej, hvis du vil kæmpe for
retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig
selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hånden i
stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv således, at du kommer til
at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv og tænk på din
bror.
Sådan er Guds
retfærdighed.
Den ser ikke på sit
eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven
på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er
den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds
retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et
spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et
spørgsmål om alt eller intet.
Den er ikke noget, vi
kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.
På samme måde, som den
kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillig mod vor
modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.
Han, som hører
ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ram forbi.
Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal
vores retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.
Men Jesu ord er ikke et
sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud med. Vi kan ikke på denne
bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige.
For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan
nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan
ingen. Derfor: Enhver der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse
af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi
kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også,
at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke
længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket.
I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag,
som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på
retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.
Vi er med andre ord
hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor
kun ét at gøre: at tro Guds retfærdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er
saligheden for enhver synder.
Amen
