Prædiken 3. s. i advent

Jeg har altid haft ondt af den stakkels Johannes. Ikke fordi han blev fængslet, skønt han var ganske uskyldig. For hvad havde han gjort andet end at prædike andet end det, han troede var sandt. Selvfølgelig var det slemt nok at sidde i fængsel på ubestemt tid og uden nogen egentlig anklage, bare lukket inde, fordi man er i vejen for magthaverne. Selvfølgelig er det slemt, og selvfølgelig burde alle den tids Amnesty Internationals havde protesteret mod en sådan uretfærdighed.

Men én ting havde Johannes dog med sig i fængslet, og det var sin tro. Det, han havde prædiket, det havde han med, og så længe han havde troen, var det ikke helt galt, for så var der dog en mening med at lide. Det er først i vores såkaldt oplyste tider, at troen populært sagt er blevet noget, man skal have belønning for, og som skal føre til fred og trivsel og fordragelighed – og hvad ved jeg. Nej, jeg går ud fra, at Johannes var klar over, at tro er ikke noget, man anskaffer sig på beregning, men den er tværtimod noget, man ikke kan blive fri for, fordi man er i nødstilstand og ikke kan undvære den, selvom man var friere stillet uden den. Det har altid været lettere at løbe med flokken end at stå på sine egne ben. Men troen sætter altid én dér, hvor man er alene.

Nu var han altså sat så alene, som et menneske kan sættes. I fængslet uden udsigt til løsladelse. Men ét havde han, og det gav fængslingen mening, han havde den tro, han ikke havde kunnet slippe. Men nu kommer det, som gør, at jeg har ekstra ondt af ham – som han sidder der i sin fængselscelle: Han er ved at miste troen, den tro, der drev ham ud i ørkenen uden tanke på udkomme eller fordele, den tro, der fik ham til at tale skarpe og strenge ord til de rige, men som også fik den jævne mand til at opsøge ham for at døbes af ham – antageligt ud fra en instinktiv forståelse af, at her stod en sand småfolkenes talsmand, som lovede en fremtid for dem, der menneskeligt set ingen fremtid havde.
Nu sad han der så ene og kom i tvivl. Var det sandt, hvad han havde lovet de små? Var hans tro sand eller var den falsk? – Var den indbildning, en illusion? Intet er så frygteligt for et menneske som at falde i virkelig tvivl, intet er så frygteligt som at miste al grund under fødderne – alt det, man gik ud fra var urokkeligt. I vore dage kalder vi det for en depression, og den kan komme som en bølge over mennesket og kvæle ham. Alt har mistet sin mening, alt er mørke, alt skrider sammen. Sådan faldt den stærke troens kæmpe i tvivl, netop da han allermest trængte til troen.

 Som sagt, jeg kan ikke andet end fyldes af medlidenhed, og det selvom der også er en trøst i at vide, at når det kan gå således for sådan troens mand, hvor meget kan jeg så ikke forstå, at det kan ramme enhver af os. 

Anderledes sagt, jeg kan genkende mig selv i Johannes´ skæbne. Han var altså et menneske og ikke et religiøst overmenneske. Når selv han kunne falde i tvivl, er det menneskeligt, at enhver kan det. Men ondt af ham, det har jeg, skønt jeg ikke er kommet til det, der for alvor fylder mig med medlidenhed.
Lad os nu først høre, hvad han gjorde for at komme ud af sin tvivl. Det lykkedes ham at sende bud til ham, han havde døbt, og som skulle være den, der skulle komme og opfylde troens håb. Sig os det rent ud, er du virkelig den, der skal komme?
Angsten og tvivlen lyser ud af spørgsmålet – og derfor havde Jesus her for alvor mulighed for at trøste en fortvivlet, her var der, synes jeg, brug for et åbent og klart og utvetydigt: Ja, hils Johannes og sig, at han skal ikke tvivle, for jeg er den, han ventede.

Men Johannes får ikke dette utvetydige svar. Ingen ren og klar besked. Vist så, han får et svar, men det er et svar, der overlader til Johannes selv at afklare sig. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op, evangeliet forkyndes for fattige, og salig er den, der ikke forarges på mig”. Det var svaret.
Umiddelbart satte dette svar kun Johannes i ny tvivl, for det er jo, som om Jesus sagde: “Du må selv om, om du vil tro mig”. Var det ikke at føje spot til skade, at Jesus ikke gav ham et klart og åbent ja i hans nød. Hvorfor sagde Jesus ikke: “Ja, jeg er den, der kommer”, i stedet for at sige: “Det må du selv finde ud af?”

Kan vi ikke ynke den stakkels tvivler, som ikke kan få klar besked? Prøv at lade spørgsmålet stå et øjeblik, og lad mig i mellemtiden ridse den samme situation op i en nutidsklædning. I vor tid er en af hovedanklagerne mod kirken og kristendommen den, at vi får aldrig ordentlig besked. Det er jo som om, siger man, at der ingen tro er i kirken. Nej, se bare til sekterne, Jehovas vidner og pinsebevægelsen eksempelvis, de tror da virkelig. De kan sige præcis, hvad vi skal tro og gøre. De tror på Biblen, de tror på det, de siger. Men kirken, og det betyder præsterne (som om det er dem, der er kirken), kirken, den har ingen standpunkter. Den siger os ikke noget. Med andre ord, det moderne menneske vil gerne tro, men kirken giver det ikke noget at tro på. Anklagen er velkendt. Tvivlen ligger uden for enhver mands dør og derfor stilles der krav om klar og utvetydig besked. Kirken må da selv tro på det, den siger, og derfor kunne sige os andre, hvad vi skal tro på.

Jo, Johannes´ situation er os ikke fremmed. Johannes fik intet utvetydigt svar, ingen klar besked. Hvorfor ikke? Fordi Gud vil troes som Gud. Netop troes, derfor kalder Gud på menneskets egen afgørelse, han springer ikke mennesket over og afleverer en lektie. Eller man kan sige, Gud udleverer altid sig selv alene til troen. Og tro er ikke en færdig størrelse, men den er noget, der stadig bliver til, den skabes stadig på ny, fordi – ja, læg vel mærke til det – fordi troen kun er til for tvivleren. Jesus sendte bud til Johannes med en skildring af sig selv og sin gerning, og således fik Johannes ikke et færdigt svar, ikke en lektie at lære udenad, men han gav ham noget at tro på. Netop noget at tro på – han så at sige kaldte troen frem hos ham ved sit upræcise svar.

“Salig er den, der ikke forarges på mig, dette siger jeg dig, for det er hele min gerning at sige dette til enhver”. Jo, Jesus pegede på sig selv, ikke på sin personlighed, men på sin gerning, og sådan skænkede han Johannes troen. Og anderledes får intet menneske troen. Hver søndag må vi høre ordet om Jesu gerning. Og det selv om vi så meget hellere vil have klar besked. Det selv om vi hellere vil have en kristelig lektie at løbe med. Men på den måde, eller på den vej, finder vi aldrig Gud, for Gud vil troes fra dag til dag fra øjeblik til øjeblik – han er nemlig en levende Gud og ikke en død Gud. Han hører ikke hjemme i kolde beregninger eller fromme gerninger, han er dog, Gud være lovet, Gud og ikke en maskine. Og derfor kommer han til os i dag, som han gjorde det den gang i ordet om Jesus, han som døde og opstod for vor skyld. Andet er kirken ikke, og andet må den heller ikke være end dette ords forkyndelse, for således skænker Gud os sig selv, således giver han os tvivlere troen på ny. Som Jesus gav Johannes sig selv.

Amen