Vi kan ikke lade være med at undre os, når vi hører om de store og underfulde gerninger, Jesus gjorde i sit korte liv. Vi kan ikke lade være med at undre os over, at det gik ham, som det gjorde – at det endte med korsfæstelse og død.
For her gik han omkring blandt jøderne og gjorde virkelig epokegørende ting, underfulde gerninger, som alle dog måtte sukke efter. Helbredte syge, mættede sultne, ja, opvakte døde. Han gjorde alt det, som enhver mest brændende måtte ønske, og så alligevel gik det ham så sølle.
Så endte det dog med forfølgelse og kors frembragt af de mennesker, som selv havde set hans gerninger, ja, måske ovenikøbet selv havde været ude for en af dem.
For vi hører jo langfredag, at ingen, absolut ingen, var interesseret i at forsvare ham, men at alle råbte ”korsfæst”, ”korsfæst”. Og det skulle dog være underligt, om ikke der i denne flok har været mennesker, som havde været vidne til en af hans underfulde gerninger. Ja, at der ikke skulle have været en enkelt i blandt, som selv havde følt dem på egen krop. Tag nu de 4000, som han mættede i ørkenen, mon ikke det skulle tænkes, at et par stykker af dem var blandt flokken langfredag?
Men tilsyneladende har disse undere ikke haft den virkning, man så indlysende forventede. Mærkværdigvis var der ikke én, som stod frem og sagde til ypperstepræsterne og de skriftkloge eller til Herodes eller Pilatus: ”Denne mand ejer evner, som kan helbrede og mætte og opvække døde. Ham skal I ikke korsfæste, tværtimod skal I bruge ham! Vi har selv oplevet, hvad han kan”.
Jo, det kan undre, at det gik, som det gik. For hvordan kan man den ene dag opleve en underfuld bespisning, hvor der ingen mad var, eller se en far gå bort med sin raske søn, som få minutter forinden var døden nær – hvordan kan man om den mand, som gjorde alt dette gode, kort tid efter råbe ”korsfæst”.
Og så er det dog alligevel ret oplagt, at det endte sådan. For der er det helt særlige ved Jesu undergerninger, at de aldrig blev brugt, som menneskene ønskede, de skulle bruges. De blev aldrig et led i et program, de blev aldrig en del af en sag, de kunne for så vidt ikke bruges til noget som helst, fordi Jesus selv nægtede at lade dem bruge.
De skete helt tilfældigt, når situationen krævede det. Men det var for menneskemassen omkring ham tydeligt, at de alligevel ikke var til nogen ting. For Jesus selv afviste at lade sig bruge.
Hver gang menneskemassen slog sammen om ham og i begejstring over, hvad der var sket, ville hylde ham, gik han sin vej.
Der måtte åbenbart være noget, man havde misforstået. For nok mættede han nogle sultne, men han påtog sig ikke at udrydde sulten i verden. Nok helbredte han her og der, men han gav sig ikke i kamp med at udrydde sygdommen som sådan.
Og han ville da slet ikke, at underne skulle forstås som bevis for hans særlighed, for han forbød folk at tale om dem.
En sær kynisme, kunne vi næsten fristes til at kalde hans opførsel, for kunne bespisningen ikke lige så godt være et led i opgøret med verdens sult, kunne helbredelserne ikke være begyndelsen på kampen mod al sygdom og nød? Jo, vi forstår den øjeblikkelige begejstring, men vi aner måske også, hvorfor den slog om, for vel gjorde han godt mod menneskene, men der kom jo intet ud af det på lang sigt. Det var kun øjeblikkets handling, og han kunne derfor ikke bruges i en sag eller i et program, for han nægtede at lade sin magt bruge i den sammenhæng.
Det var derfor, folkemassen blev skuffet. Så meget kunne han, men så lidt ville han!
Ja, vi hører endog, at han indleder en helbredelse med at sige til den syge: ”Vær frimodig, dine synder forlades dig”, som om helbredelse ikke var det vigtigste for en syg. Han havde den frækhed at sige til verden, at underne blot var tegn på noget helt andet – disse undere, disse mægtige gerninger – som verden i den grad ønskede sig.
Men sådan var det bestandigt med ham. Tag eksempelvis sabbatten, som han åbenlyst ikke respekterede, i og med han helbredte på en sabbat. Men gjorde han ordentligt op med dette lovtyranni, som sabbattens strenge overholdelse var udtryk for? Satte han sit mod i system, hjalp han effektivt alle dem, som måtte lide under dette umenneskelige system?
Næh, det gjorde han ikke, han brød sabbatten et par gange og talte nok så frimodigt imod den, men kom der noget ud af denne frimodighed?
Og hvad med den romerske besættelsesmagt, som jøderne led under, eller fattigdommen, eller de foragtede samaritanere – hvor var de tilbundsgående opgør? Med andre ord; kunne han overhovedet bruges til noget?
Jo, vi begynder at ane, hvorfor det gik ham, som det gjorde. For hans gerninger var så lovende, men ingenting kunne man tilsyneladende bruge ham til. Det så ud som tilfældigheder, og dét var utilgiveligt. Og denne anke lyder ganske nutidig. For hvordan lyder ikke protesten mod kristendommen i dag? Er det ikke netop, hvad der ankes over i dag: Hvor er kirken i det godes tjeneste? spørger de selvbestaltede gode. Hvor er kirken i forhold til miljøets og LGBT´s og me-too´s tjeneste? Hvor er den i forhold til flygtningene, og de undertrykte? Er den ikke foruroligende usynlig?
Nok råber menneskene ikke ”korsfæst”, for man er vel blevet human og oplyst, men skuffet vender man kirken ryggen, den som er så tavs. Fortørnet melder man sig ud. For man må undsige den kirke, som ikke vil gå ind i den gode sag, når nu det må være i alles interesse at få det onde udryddet. Og hvem skulle være nærmere til det end den kristne kirke?
”Ja, hvad tror du, der egentlig bliver tilbage af dig?”, spørger man kirken, ”hvis du ikke tager del i det gode arbejde?”. Så kan du ligge der som en stivnet forbenet størrelse – måske glemt, eller værre, måske uddød og forsvunden.
Ikke sandt, hvad var det, det lød til Jesus langfredag?: ”Andre har du frelst, frels nu dig selv”.
Vær frimodig, dine synder er dig forladt, sagde Jesus til den syge. Jeg skal ikke ordne verdens hungersnød, sagde han indirekte, da han en enkelt dag mættede 4000 og lod det være ved det.
Giv kejseren, hvad kejserens er, sagde han til dem, som sukkede under besættelsesmagten, og giv Gud, hvad Guds er.
Og det betyder: Pas du, hvad der skal passes på jorden, dvs. din næste, dit ansvar. Pas du din sag, så passer Gud sin. Hvor du finder din sag, det må du selv finde ud af, men du kan være vis på, at den er der, og den er din. Din sag og dit ansvar, som derfor ikke skal sættes i system eller laves til et program for at gøre det hele nemmere og mere bekvemt og effektivt – for det er at løbe fra, at det jo netop er din sag og dit ansvar. Derfor: du skal passe din sag, så passer Gud sin – siger han-
Og han gør det, ved at tilsige os, der er sat i ansvar for vores sag, for vor næste, han gør det ved at tilsige os syndernes forladelse. Og vi ved præcis, hvorfor det er dét, der blev hans sag, når vi ser på alle de udviklingsprogrammer og hjælpeordninger og sundhedssystemer, som vores ansvar og dermed vores næste ganske er forsvundet i. Ja, så ved vi, at til syvende og sidst har vi ikke andet håb i verden end Guds nåde, den som minder os om vor næste og ansvaret for ham, og om, hvad vi skal her på jorden.
Amen
