1. søndag i advent

 Dér stod folkeskarerne langs vejen og hyldede Jesus som frelser, som konge. De bredte deres klæder ud foran ham, de jublede og råbte, og de brød palmegrene af og spredte dem, hvor han red. Og de hilste ham med hyldestråbet ”Hosiana, du Davids søn, hosiana i det højeste”. Jo, jublen ville ingen ende tage.

Det var i sandhed et kongeligt indtog, hvis man kigger på det ydre – på skarerne og deres begejstring og handlinger. Og det er også et kongeligt indtog, når man holder sig de gamle skrifter for øje, sådan som Mattæus gør. Men det er kongeligt på to måder.

Det er kongeligt, hvis vi kigger på det ydre – på hyldesten og mængden, - og kongeligt, hvis vi kigger på sagtmodigheden og trældyret, der rides på. De to former for kongelighed er med andre ord i direkte modsætning til hinanden. Og det på flere planer, for her fortælles der om den begejstring, vi mennesker kan gribes af, uden at vi kan forklare hvorfor, og så fortælles der samtidig om en skikkelse, der midt i begejstringen dog er ganske ene, fordi han er modsætningen til netop mængden og antallet og råbene.

Folkeskarerne så, at der kom en konge, men de så ikke hvilken konge, der kom – og derfor red han ensom iblandt dem. For det eneste, Jesus gør som forberedelse til indtoget, er at sørge for ridedyret, trældyret, dvs. det eneste, han gør, er at bekendtgøre, hvori hans kongedømme består. Men det er ikke dét kongedømme, der hyldes af skarerne. Og derfor er indtoget en foregribelse af, hvordan det skulle gå ham, at han skulle ende på korset – ene over for den ganske verden. Ja, allerede i Betlehem begyndte det, for der var som bekendt ikke plads til ham i herberget.

Hvorfor begejstres vi mennesker? Hvorfor finder vi sammen i jubel og henrykkelse? Hvordan går det til, at mange stemmer råber med én røst?

Det meste nærliggende svar er vel, at begejstring smitter – at det er nærmest umuligt at holde sig udenfor, når jublen slår sammen om én. Men der er også et dybere svar, nemlig det svar, at vi alle er opfyldt af en søgen og et ønske om at se meningen med livet og fornemme en opfyldelse af vores håb og en afhjælpning af vores trængsler.

Mange af os har sikkert set gamle filmklip fra Tyskland under 2. verdenskrig med de enorme folkemængder, der var forsamlet, og hvor føreren kom kørende og med afmålte nik og vink nådigt hilste på forsamlingen. Vi har set jævne almindelige folk, bundet sammen af en begejstring for en fører, der skulle give dem indhold i livet og storheden tilbage. Og denne alt for bekendte fører lod sig hylde, nådig og afmålt. Klippene viser, at hyldesten var enstemmig, og som sagt, at den blev modtaget.

Og man spørger sig selv, hvad mon den enkelte i forsamlingen ville sige, hvis han blev trukket ud af mængden og blev bedt om at gøre rede for sin hyldest og sine råb. Han ville sige: ”Nu kommer sandhedens time, nu kommer gengældelsen for, at der er blevet trådt på os efter 1. verdenskrig, nu kommer det menneske, der står solidarisk med os og vort fælles ønske om at have betydning”.

Måske ville denne ene sige: ”Nu er troen og meningen kommet til os, troen på fremtiden og meningen med vores lange historie”. Og så ville denne ene hurtigt ile tilbage til de andre for ikke at gå glip af noget. Måske ville han være den, føreren lod sit nådige blik hvile på, og den, hans nik gjaldt.

Ja, hvorfor begejstres mennesker, er det ikke, fordi al deres længsel pludselig ser ud til at blive stillet, er det ikke fordi, det er så svært at leve i fornedrelsen og håbløsheden? Og for 2000 år siden har det ikke været anderledes.

Men her var der ikke noget nådigt blik og ingen modtagelse af hyldesten, for ganske ene red Jesus ind i Jerusalem. Ensom red han, for den hyldest, der mødte ham, gjaldt det modsatte af, hvad han bragte dem, og hvad det lille arbejdsdyr, æslet, kundgjorde.

Og få dage efter gik det op for dem, hvor grusomt de havde taget fejl, at han bragte ikke, hvad de havde forestillet sig.

Derfor er det hele Jesu gerning fra Betlehem til Golgata, der her møder os. For sådan som den dag i Jerusalem drager han bestandigt ind, også hos os i dag, med den kongelighed, der er modsætningen til alt, hvad vi mennesker forstår ved kongelighed. Fattig, ussel og tavs. Barnet i krybben og manden på korset. Hans kongegerning er modsætning til, hvad skarerne bestandigt forstår ved kongelighed. I Betlehem, i Nazareth, i Jerusalem.

Og hvis vi endnu en gang gør det eksperiment at trække én ud af skaren, der få dage efter indtoget råbte ”korsfæst ham”, og spørger ham, hvad der nu driver ham, så vil svaret nok være, at det var en fejltagelse: ”Jeg 3 troede, at han bragte meningen og storheden, men det holdt ikke. Jeg synes pludselig, at livet fik indhold, men det var en fejltagelse, det var en misforståelse, en skuffelse. Ja, jeg føler mig nærmest bedraget, og det kan jeg ikke leve med”. Og så ville denne ene hurtigt vende tilbage til de andre for at deltage i den fælles dom over ham, der skuffede så fælt.

Og han ville ikke opdage, at bedraget var hans eget. For Jesus havde netop udvalgt sig trældyret som sit ridedyr, dvs. tjenerens dyr. Han red sagtmodig og ene, han kom ikke triumferende på en hvid ganger, han modtog ikke deres begejstring med nådige vink og nik.

Men hvad bragte han da, hvad skal det hele være godt for, når mennesket sådan lader sig bedrage, og vil bedrage sig selv?

Det er dét, en adventsprædiken må handle om. For hvad angår de jordiske førere, så er der ingen tvivl om, hvad de vil, og hvad de lover. De vil netop, hvad vi ønsker mest, og de forsikrer det i tale efter tale, tænk blot på, hvad vi bliver lovet i forbindelse med et folketingsvalg.

Men hvad bragte Jesus, hvad ville han?

Ja, for det første må man konstatere, at han ikke var ude efter folkets hyldest, at han ikke lagde vægt på menneskers mening om ham. Dernæst var det tydeligt, at han ingen plan havde, ingen vision, som det vist hedder i dag. Hans ærinde og opgave blev ikke dikteret af menneskers tro og ønsker. Nej, for hans ærinde var alene at være tro mod det, enhver står i, nemlig dødens liv, som det er.

Det er dét indtog, der finder sted adventssøndag og juledag og hver eneste søndag. Virkelighedens indtog uden pynt og begejstring – det er sandhedens indtog.

Det er den eneste kongelighed, han har – fattigdommens, virkelighedens, sandhedens kongelighed – at være tro mod livet, som det er, lige til døden. Sådan var og er hans opgave, og således kommer den til at være modsætningen til alt, hvad vi mennesker mener at have ret og krav på.

Det er det usmykkede og virkelige livs indtog, der finder sted i dag, indtoget af tjenesten - af trællegerningen - for det, der er bag alle jordiske planer og visioner. Det er den tjeneste, der var og er hans, at stå ved sandheden, at være tro ikke mod stemningen og de svingende grene og meningsmålingerne, men mod livet selv, som det er bag al begejstringen.

Og denne tjeneste var hans udelukkende af én grund – for den fattiges skyld, for det menneskes skyld, som er bundet uløseligt til livet med døden for øje. For din og min skyld, til os drager han ind. Tjener for den afmægtige, tro mod den, som intet kan og intet forstår.

Han kender ingen anden sags end barnets, der intet andet kan eller formår – ingen anden end det fortvivlede menneskes sag - din og min sag.

Så ringe og ussel er hans kongelighed – ja, for os ser den ud af intet, hvorfor vi skynder os at se, hvad vi ønsker at se og hylder dét.

Men det er den sagtmodige konge, der rider ind, og han rider på en tjeners dyr, og således bærer han det, som kun han vil bære: hele den arme menneskeheds byrde. Og han bærer den ene, for der var ingen nådige nik og vink til ham, da det viste sig, hvad han hele tiden havde været: sandheden og det nøgne livs tjener. Og ene bærer han sin byrde frem for Gud, sagtmodig og tavs rider han væk med den fra os, for hos os at efterlade den eneste kongegave, han har at give: sin egen tro, sin egen troskab mod livet, som det er – i dag og i året, der kommer.

Og han kalder det at få skænket hans tro, han kalder dette at være i Guds rige.

Amen

Koncerter i slotskirken

Den 6. december og 4. februar er der koncert i slotskirken se mere her:

Koncerter

Foredrag i konfirmandstuen

 Den 24. januar og 13. marts er der foredrag i konfirmandstuen se mere her:

  Foredrag

Prædiken til 2. s. e. trin. (Luk. 14, 16-24) Glæden ved at miste alle sine undskyldninger

 Om Herren, der indbød til gilde, men hvor de indbudte takker nej, for de har andre ting for. Da bød herren sin tjenere at føre fattige og vanføre til festen.

Man kan sige, at dagens lignelse handler om undskyldninger. Undskyldninger, vi alle kender. Undskyldninger, vi bruger, når der er noget, vi ikke vil, men egentlig godt ved, vi burde.

Jakob Knudsen har en sjov fortælling om en lærer, der både var tykpandet og selvoptaget, og som havde voldt ham megen unødig ulejlighed, så Jakob Knudsen ikke længere ville besvare hans breve. Uheldigvis mødte han ham engang tilfældigt og kunne ikke undslå sig for en gåtur sammen med den bekendte. Det var et barskt efterårsvejr, og det blæste hårdt, hvorfor en spytklat, som den ubehøvlede lærer havde sendt afsted, landede på Jakob Knudsens frakke. Nu mente den ubehøvlede lærer ikke, at skylden var hans, men vindens, og derfor ville han ikke første gang sige undskyld – det var jo ikke sket med vilje, sagde han. Men da han endnu engang sender en spytklat afsted, og denne også lander på Jakob Knudsens frakke, reagerer Jakob Knudsen prompte og stikker sin ledsager en på kassen. Den forulempede tabte selvsagt næse og mund.

Men det er nu ikke den slags undskyldninger, lignelsen taler om. Altså disse, hvor vi har båret os tåbeligt ad og forulempet andre og må bede om undskyldning for det.

Nej, lignelsen taler om dem, vi mennesker bruger som påskud, alle dem, der kan sammenfattes med ordene: Jeg har desværre ikke tid.

Om disse undskyldninger siger lignelsen, at de er løgn. For sandheden er ikke, at man ikke har tid, men derimod at man ikke vil. Ville man, skulle man nok finde tiden til det også.

Nu kunne man indvende, at det dog ikke er alt, man bliver bedt om, som man er pligtig til at ville. Men er det så ikke mere ærligt at sige det lige ud, er det ofte ikke mere hensynsfuldt at være ærlig? I det mindste bevirker sandheden, at man selv er klar over, at man lyver og ikke tror på sin egen løgn.

Men det med ærligheden er nu ikke det egentlige indhold i lignelsen. Nej, det egentlige indhold er at sige os, at der findes noget så stort, at over for det bliver alle undskyldninger til løgn. Der er noget til i livet, som enhver må stå ret for. Der er noget, der er så stort, at det eneste ærlige er at kendes ved det. Og Jesus i lignelsen kalder dette store for Guds indbydelse, og han mener hermed slet ikke noget mystisk eller særlig religiøst, men han mener, at den, der ikke vil møde livet og alt, hvad det skænker ham, med respekt, den, der ved hjælp af undskyldninger lyver sig væk fra livet ud i drømme om sin egen betydning, han lærer aldrig, hvad det er at leve.

Lignelsen vil sige, at ved hjælp af undskyldninger holder vi mennesker os livet på afstand, vi søger ved hjælp af undskyldninger at søge dækning mod livet, fordi det forekommer os for hårdt og besværligt. Kendsgerningerne holder vi ikke af at se i øjnene, for de er ærlig talt ikke smigrende for os selv, og først og fremmest vil vi ikke være ved selve denne kendsgerning, at vore undskyldninger kun er undskyldninger.

Der er ikke grænser for alle de gode forklaringer, vi kan bringe om, at de er alvorlige, og der er ikke grænser for så smukke, vi kan gøre dem. Vi har pligter, og vi har idealer, som vi ikke vil svigte. Svigtede vi dem, siger vi, så svigtede vi livet. Vi fastholder nemlig med en djævelsk stædighed troen på vor egen betydning og værdi. Og det gør vi, fordi uden den tro forekommer livet os meningsløst og tomt.

Er det ikke livets inderste krav til enhver, at han skal sørge for at få noget ud af det? Og denne påstand pynter vi op med at sige, at det ikke blot er for vor egen skyld, vi skal have noget ud af livet, nej, det er for udviklingens og dermed for alles skyld.

Var det ikke vigtigt, at manden i lignelsen passede sin mark elle sine kreaturer eller sin kone, som han lige havde fået? Vist var det så, men Jesus vil sige, at ved siden af Guds indbydelse er intet vigtigt. Den går forud for alt. For hvad var et menneske uden den? Nej, livet er vigtigere end det, vi får gjort det til.

Jamen, indvender vi, livet er jo ingenting i sig selv, det er kun, hvad det bliver gjort til!

Nå, så det tror du? siger Jesus. Men det er indbildskhed at tro, at du er større end livet, og at det er dig, der skal gøre livet til det, det skal være. For du tager fejl, min ven, livet er større end dig, ja, over for livet er du slet ingenting, og al den pynt og stads, du pynter dig med, er intet værd. Blot undskyldninger og frygt. Du tør nemlig ikke møde livet uden at have noget at falde tilbage på, derfor er det, du tildeler dig selv så megen betydning.

Og hermed er vi nået til, hvad Jesus mener, når han lader Guds indbydelse være det, som ingen undskyldning kan eller skal bestå overfor. For han siger om livet, at det er en indbydelse fra Gud til at tro Gud. De kendsgerninger, som vi ikke tør møde, det nøgne liv, det, som har dødens stempel, og som vi derfor frygter, det liv er Guds indbydelse til at tro Gud – og når vi ved hjælp af den fineste art flygter fra det, er det Gud, vi flygter fra.

Hvem tør være ved, at med alt, hvad han gør, er han intet værd? Har vi ikke alle travlt med at gøre os værdifulde og vores liv indholdsfyldt?

Men Jesus sagde: ”Når I har gjort alt, hvad jeg har befalet, er I unyttige tjenere”, og det er baggrunden for hans lignelse. Det er det samme, han lader Gud udføre i lignelsen, dér hvor Gud befaler tjenerne at gå ud på veje og stræder og indbyde alle dem, de kan finde dér: alle fattige, vanføre, lamme og blinde, kort sagt alle dem, der er i livets vold.

De er Guds børn, siger Jesus. Ikke dem, der er noget, eller som tror, at de skal blive til noget.

Livet er godt, som det er, siger Jesus, ikke sådan at forstå, at han kalder dét godt, som er frygteligt, for det er frygteligt at være fattig og lam og vanfør, men livet er godt, fordi det er Guds, fordi Guds nåde er over det.

Det er ironien i livet, at vi mennesker søger at gøre livet godt, og på den måde mener vi at finde frem til det, vi forstår ved Guds nåde, men derved fornægter vi Guds nåde, netop derved flygter vi fra Gud.

Nej, at tro Gud er at stå afsløret og nøgen uden noget menneskeligt håb. At tro Gud er at få alle sine undskyldninger stemplet som udflugter. Først dér er der kun Gud tilbage at tro på, men netop dér er han også. Og hele livet er således en eneste indbydelse fra Gud til at tro ham. At være uden undskyldning er menneskers skræk, men i evangeliet er det den store glæde. Her får vi glæden ved at miste undskyldningerne.

Amen

1. søndag efter påske (Johannes 20, 19-31)

 Det er jo en gammel historie, vi her anbringes midt i. Vi føres midt ind i en stue, hvis døre var låsede, og derinde sidder en meget lidet tapper skare.

 Hvem er det, vi bliver lukket inde sammen med? Det er en slagen mands disciple. Ham, de havde sluttet sig til og hvis ord, de havde suget til sig, som om de var selve livets ord, han var af gode grunde ikke hos dem, for hans fjender havde slået ham ihjel. Så let, så let havde hans fjender besnakket folkestemningen, så let, så let havde de hidset folket op imod ham. En falsk profet havde de beskyldt ham for at være, én, der vildledte folket, lærte dem løgn i stedet for sandhed, og nu var henrettelsen sket, og dér sad disciplene og krøb sammen bag en låset dør. Skuffede var de og bange, bange for, at hans fjender nu ville fortsætte jagten og også forfølge dem.
 Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor trykket stemningen havde været. Mest, må vi håbe, især trykket over skuffelsen, de havde lidt. Skuffede og chokerede, som danskerne var det den 9. april 1940. For vi kan nok forestille os, hvor stor og chokerende skuffelsen denne dag var for 83 år siden. En hel og fredelig verden, som man troede var så temmelig sikker, faldt pludselig sammen. Virkeligheden, som man ikke havde troet mulig, viste sig pludselig at være alt for virkelig.

 Alle fraserne, man havde levet på, afslørede sig som fraser, illusionerne om ens egen ubetydelighed, der skulle være den sikreste garanti for ikke at blive ramt af den store verdens katastrofe uden for ens dør, viste sig som de illusioner, de var.
 Flere generationers tro på, at bare man passede sig selv, fik man også lov til at leve i fred, faldt den dag med et slag fra hinanden. En lammende skuffelse bredte sig, og man sad og vidste ikke, hvad man skulle tro og gøre. Jeg bringer dette emne på banen igen, for det er noget ganske tilsvarende, vi i dag føres ind i. Der havde levet én imellem dem, et menneske som dem selv, og han havde talt om livet, så stort og gladeligt og myndigt, som ingen anden. ”Aldrig har noget menneske talt således som han”, sagde de.

 Nyt mod til at leve havde han givet dem, ny tro, lys i mørket, et bundet og bastet folk havde rejst hovedet ved hans tale og fået nye kræfter. Ham havde de sat hele deres tro til, og nu var han ubarmhjertigt blevet taget fra dem. De havde troet, han var uovervindelig, og så var han uden anstrengelse, uden modstand, blevet overvundet. Og her sidder de, bag den låsede dør, mismodige og fortabte, ængstelige for den skæbne, der nu ventede dem.
 Og vi føres ind i deres selskab, for vi passer egentlig godt sammen med dem - når vi skal være ærlige, er vi ikke så forskellige fra dem. Det er lidt hårdt at skulle sige det, men det er en dårlig prædikant, der lyver om livet og foregøgler folk en masse, som slet ikke passer. Sandheden er jo den, at ingen slipper igennem livet uden skuffelser, ja mere endnu uden at føle sig bedraget af livet. Det viser sig ofte slet ikke at være så godt og behageligt,  som man tror – især som ung. Det giver skrammer, mange skrammer og dybe skrammer, ja mere end skrammer, det slår én over ende og tager magten fra én.

 Og hvad gør man så? Man holder den gående, for livet skal jo leves videre, siger man. Man samler de glæder op, man kan finde, men også de viser sig at være temmelig hule, man slår tiden ihjel, for tiden er blevet til en fjende, der skal overvindes, og som man lader sig underholde og dysse i søvn af. Man løber med flokken, for hvem tør være sig selv, hvem tør stå alene med sig selv og se den sandhed i øjnene, at der intet er at vente sig?
 Sådan sad disciplene den gang, og sådan sidder vi i dag, også vi bag tætlukkede døre og tør slet ikke være os selv eller give os selv til kende. Dørene er tætlukkede menneske og menneske imellem, ja, selv mellem de nærmeste. Vi lukker os, uden selv at vide det, inde med os selv og lever udadtil af det, der er let tilgængeligt: underholdning, tidsfordriv og store ord, der ingen dækning er bag.

 Jo, også vi hører hjemme sammen med disciplene som dem, der intet håb er for mere, blot er der måske den forskel mellem dem og os, at vi tør ikke stå ved det.
 Men det bliver fortvivlelsen ikke mindre af. Og så er vi altså nu sat dér, hvor vi hører hjemme. Og så er også vi med i det, der pludselig sker. Ind gennem den låsede dør kommer han, han, hvem også vi håber på uden at vide det. Han, der taler livets ord, han, der skænker fred i stedet for fortvivlelse. Gennem den lukkede dør kommer han og siger: Fred være med eder.
 Andet sker der i grunden ikke. Ja, han taler også og siger: Dette ord skal I bringe videre, ved jer skal jeg komme til alle med min fred. Som I har fået min fred nu, sådan skal I give den til enhver, og således skal den være overalt. Og disciplene blev glade, og de gjorde, som han havde sagt, de fortalte det videre først til den af dem, der ikke havde været der, Thomas. Men han sagde: Sludder og vrøvl, I skal ikke få mig til at tro på sådan noget snak.

 Lyder det bekendt? Ikke sandt, det er jo som talt ud af vor mund. Nej, skal der troes, så må vi have noget håndfast at tro på. Men hvad sker der? Kun 3 dage efter kommer han til Thomas gennem lukkede døre og siger: ”Værsågod, føl nu godt efter, du, som ikke vil tro, uden du har noget at tro på”.
 Så må han give sig, men Jesus siger til ham: Det var en ynkelig historie med dig, for jeg vil, at du skal tro uden at have noget at holde dig til. Hvad er den tro værd, der bygges på håndfaste beviser, den falder jo sammen, når beviserne falder sammen. Nej, den tro, jeg er kommet med, er den tro, der tror trods alt og imod alt, der altså blot tror.

 At tro således er at tro på Gud, og i den tro er hele saligheden, al fred og glæde. 
 Og nu begynder vi at forstå, at han måtte dø for at demonstrere for os, hvori troen består. Nemlig, at ikke kendsgerninger, ikke døden, nej, intetsomhelst kan dræbe den tro, for den trodser det altsammen.

 Det er, hvad historien om den låsede dør og den opstandne vil sige os. Den vil sige os, at Guds fred er stærkere end døden, at Guds kærlighed er større end vor skyld, og hvad er der så at være fortvivlet over? Når intet, absolut intet, ingen død og ingen synder, ingen lidelse og ingen modgang kan skille os fra Gud, så er jo freden og glæden her på jorden midt i uroen og frygten.
 Den er i hans ord fra Gud og hans tale om Gud. For Guds fred kan ikke låses ude, den er Guds alene og skænket os af ham i vor Herre Jesu ord og gerning.

 Amen

  Ændring af konfirmationsdatoer

Som konsekvens af regeringens afskaffelse af storbededag, har jeg besluttet at flytte konfirmationsdagen for b-klasserne, så den fremover vil ligge på 1. søndag efter påske.

A-klasserne vil fortsat blive konfirmeret 2. søndag efter påske.

Det betyder, at i 2024 skal b-klassen konfirmeres 7. april og a-klassen 14. april.

I 2025 er der kun en klasse, og derfor bliver alle konfirmeret 2. s. efter påske den 4. maj.

Jeg regner med de klasser, som børnene går i, inden sammenlægning med fryndesholmeleverne i 7.kl.

Elisabeth K. Jensen

Er det rimeligt?

 Prædiken om arbejderne i vingården (Matt. 20, 1-16)

Lad os som det allerførste slå fast, at lignelsen om arbejderne i vingården handler om Gudsriget.

”Thi med himmeriget er det..” siger Jesus.

Den handler altså ikke om overenskomstforhandlinger eller om sammenhold på arbejdspladsen, eller hvad vi mennesker ellers kunne finde på at bruge den til. Den handler om Guds rige, sådan som det sker her, hvor husbonden handler.

Gud skal bruge arbejdere i sit rige, siger den, og så går han ud for at finde dem. Ligesom han i sin tid gik til Abraham – det er Gud, der kommer til dem. Det er ikke arbejderne, der skal gøre sig umage for at komme ind i Gudsriget, nej, Gud går ud og finder dem. Uden ham ville de stå løse og ledige på torvet, og der er vel ikke noget mere forfærdeligt for arbejdere end ikke at have noget at rive i.

Men det sørger altså Gud for – han går ud og finder dem, selv dem, som det syntes at se helt sort ud for, finder han. Dem, for hvem tilsyneladende alt håb synes at være ude. Lignelsen handler derfor om Guds utrættelighed, for han holder ikke inde, selvom det er sent på dagen, og det kunne se ud til at være for sent for nogle arbejdere. Det er det ikke, siger lignelsen, for Gud er utrættelig.

Egentlig kunne lignelsen slutte her, for det skulle i grunden være nok, dette, at Gud ikke giver op, at han utrættelig sørger for, at alle bliver lejet. Dette skulle være glæden i sig selv, at ingen får lov til at blive ladt tilbage, men enhver kommer til det, der er meningen med arbejdere – at arbejde. Men lignelsen nøjes ikke med det.

Nej, ikke bare kommer de i arbejde, men også lønnen har Gud tænkt på. Han handler ikke hen over hovedet på sine arbejdere men sørger for, at de får den løn, de med ham bliver enige om. Gud handler altså ikke hen over hovedet på mennesker, han er ingen lemfældig Gud, som udnytter menneskers nød, nej, han ved virkelig godt, at de skal have løn for, hvad de gør i hans vingård, selvom det allervigtigste – dette at de kom i arbejde – bliver opfyldt.

Gud er både utrættelig og ser alle, og han er også lydhør og hører på mennesker.

Og da dagen er gået, og arbejdet færdigt, opfylder han, hvad de er blevet enige om. Han holder sit ord og sin aftale. Alle skulle altså være glade, for der var virkelig ikke grund til andet.

Men så er det, det går galt, for de er ikke glade. Da de første ser, at de sidste får den samme løn som de førsthyrede, bliver de utilfredse. De skulle være glade, fordi de havde fået arbejde, og fordi deres gode Herre holdt, hvad han havde lovet dem. Men det er de ikke, for de vil ikke blot have dette, det vil de ikke nøjes med – de vil have rimelighed. De glemmer helt at tænke på, at uden Guds utrættelighed havde de stået på torvet hele dagen og havde naturligvis slet ingen løn fået. Alt det glemmer de, for de vil have rimelighed, de, der ovenikøbet var så heldige, at de til forskel fra den sidstlejede var sluppet for uvisheden, mens dagen på torvet gik. De vil også have rimelighed fra Gud. De vil ikke nøjes med Guds utrættelighed og ordholdenhed.

Der kommer en lille grim fugl flyvende dér ved lønningstide – den hedder sammenligningen. Vi har hørt om den før, den kom allerede i Paradisets have, formidlet af slangen. Den kom til Kain, da han så sin brors bål, den kom til Kong Saul, da han så folkets glæde over David. Jo, sammenligningen er virkelig en grim fugl, for den får mennesker til at se til siden i stedet for at se på Gud, og så går alting galt. For mennesker forsér sig på det, der er ved siden af dem, så de slet ikke ser Gud, og de ser, at Guds handlen ikke rimer med, hvad de mente, den skulle rime med. At de havde noget forud for de andre, at de havde arbejdet mere – dét skulle Gud dog have sans for.

Og sådan viser de, at de havde noget med på arbejde, som de havde gemt i lommen: kravet til Gud.

Nu er der en ting, jeg aldrig har kunnet lade være med at spekulere over, og det er, hvorfor Gud dog (og det er jo husbonden, der er Gud), hvorfor han dog sagde til sin forvalter, at han skulle udbetale de sidste arbejdere deres løn først? Han kunne jo helt have undgået, at sammenligningen kom til ved at vise sin godhed skjult, således at de første arbejdere ikke havde set det. De kunne være gået i glæde over, at også denne dag havde Gud sørget for, uvidende om, at Gud handler, som han gør. Og alt ville have været godt. Men Gud giver udtrykkeligt forvalteren besked om, at de sidste skal have løn først.

Og jeg kan ikke forstå denne besked anderledes, end at han vil have, at de første skal være vidende om hans handlen.

Hvorfor fremprovokerer Gud denne forargelse, hvorfor bringer han sammenligningen frem – for det er jo det, han gør?

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare til det – men jeg har som sagt spekuleret over det.

Skulle det mon være, fordi han ville lade arbejderne se, hvor god han er, og således finde dem iblandt dem, der virkelig var værdig til hans godhed? En slags prøve, der kunne skille fårene fra bukkene – fårene, som skulle være dem, der alene glædede sig over Guds godhed?

Det lyder ikke helt forkert, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds med svaret, for jeg kan ikke frigøre mig for den mistanke, at disse sidste arbejderes glæde måske ikke var så oprigtig og sand, som lignelsen lægger op til.

Er det ikke muligt, at de har stået med et stille triumferende smil – tænk sig, en hel dagsløn for en times arbejde – mon de har kunnet skjule deres stille tilfredshed og lade være med at skele til siden, for at se hvordan de først reagerede?

Det er en episode med disciplene, der får mig på denne tanke, for da Jesus et andet sted fortæller farisæerne om den fortabte søn og den helt overvældende godhed og nåde, der mødte ham, og som den ældste søn mildest talt blev forargelig over, så har Jesus omgående et skarpt ord at sige disciplene, som så indforstået stod og hørte på den historie.

Men hvis det ikke har været for at finde de sande modtagere frem, hvorfor gør Gud da, som han gør? Hvorfor siger han ikke til forvalteren, at han skal udbetale de sidste lønnen først?

Skulle det mon være for at sætte dem alle i den fristelse, som hedder sammenligningens, og således afsløre, at der slet ikke er nogen, der undgår at falde for denne fristelse?

Som sagt, vi hører slet ikke noget om de sidste arbejderes modtagelse af deres overvældende løn, og det er helt mit eget bryg, det jeg antyder, men én ting ved vi: at da Jesus, som jo fortalte denne lignelse, kort tid efter stod ved sin lidelse og død, da stod han helt alene. Da var der ikke én, ikke en eneste, der ikke skelede til siden og hørte efter den lille fugls sammenligning.

Selv Simon Peter, den første og frommeste discipel, hvis spørgsmål til Jesus i øvrigt bevirkede, at han fortalte vores lignelse. For det var Simon Peter, der havde spurgt Jesus: Se, sagde Peter, vi har forladt alle ting og fulgt dig, hvilken løn skulle vi have?

Sådan havde han spurgt, den gode discipel, og han havde virkelig forladt alle ting og fulgt Jesus. Sit arbejde og sin familie, sin sikkerhed og sit gode udkomme, havde han forladt. Men én ting havde han ikke forladt, sin forventning om, at Jesus var rimelig – at han svarede til, hvad han kendte.

Og derfor løj Simon Peter for Jesus, for han havde ikke forladt alle ting, sin sammenligning havde han ikke forladt.

Skulle det mon være derfor, Gud gør, som han gør – for at afsløre, at stillet ind i sammenligningen er det ikke blot de første men også de sidste, som står tilbage som løgnens børn, som syndere for den Gud, hvis utrættelighed og godhed møder dem alle?

Og så slutter lignelsen slet ikke med de førstes surhed eller med ordene om, at de første skal blive de sidste, så slutter den langfredag, hvor både de første og sidste var enige om, at sammenlignet med, hvad de forventede og krævede af denne, var denne mand intet at samle på. Eller så viser lignelsen fra begyndelsen til slutningen hen til påskemorgen, hvor Guds utrættelighed og godhed satte sig igennem, som Guds, dvs. som den, der slet ikke skelner mellem de første og de sidste, for det skel kender kun mennesker. Hvad Gud kender, er blot syndere på denne jord, som kun kan og vil deres eget, og som derfor kun har Guds utrættelighed og godhed at leve af.

Amen