Jesus beder om enhed, han beder til Gud om, at alle de, der tror på ham, må være ét.
Og enhed, det er et ord, der har en god klang i menneskenes øren. Hvad er det, vi ønsker efter det forrige århundrede med strid og ufred og to verdenskrige, ja, hvad er det, vi ønsker i vores jævne dagligdag? Vi ønsker enhed og fordragelighed. Vi ønsker fred.
Vi er så trætte af al den strid, vi er så trætte af kævleriet og af alle de yderligtgående standpunkter, der kun fører spektakel med sig – og vi fortæller os selv og hinanden, at der ikke må være større modsætninger i verden, end at mennesker og folkeslag kan og skal finde hinanden i en fælles indsats.
Vi fortæller hinanden, at mennesker da må kunne råbe hinanden op og finde fælles fodslag, sådan at historien ikke gentager sig og det hele begynder forfra.
Jeg tager vist ikke helt fejl i, at det er denne tanke, at det er dette ønske – for ikke at sige indsats – der ligger enhver dybest på sinde: Dette, at ingen standpunkter må findes så urokkelige, at det står over enheden og det fælles fodslag.
Men der er to ting at sige om en sådan holdning. At det for det første fører til den mest indædte yderligtgående magtsyge. Hvad ikke mindst netop det forrige århundrede fortæller så tydeligt som muligt. Var det ikke netop enheden og fællesskabet, som både de sovjetiske og national-socialistiske ideologier satte øverst, og med alle midler ville gennemtvinge?
Nej, hvor enheden og fællesskab sættes som det hellige, der følger undertrykkelse prompte efter.
Det var det første, der var at sige. At de smukke ord og de gode viljer uvægerligt fører deres egen modsætning med sig.
Men dernæst er der at sige, at netop sådan taler man om enheden, når man mangler tro – dvs. når man benægter faktum, når man benægter, at virkeligheden er virkelighed, så taler man med disse store ord om værdierne, som det i dag hedder. For faktum her i verden er, at livet er strid og modsætninger og magtkamp.
Det siges ofte, at i gamle dage kunne man lave en tilsyneladende harmonisk enhed, man kunne lave en lykkelig enhed, en fredfyldt tilværelse. Men vi skal ikke tage fejl, for det skete altid på andres bekostning. Når de gamle grækere kunne gå omkring på Akropolis og drøfte tingenes sammenhæng i ophøjet ro, så var det blandt andet fordi, de havde slaver til at varte sig op, og når de rige kan indrette sig en harmonisk tilværelse, hvor de har tid og overskud til at dyrke kunst og rejser og andet fint, hvor de er hævet over det daglige slagsmål for brødet, så lever der ved siden af dem de fattige, der må bære byrderne for dem.
Ved den rige mands dør ligger der altid en fattig Lazarus. Det er den pris, som enheden altid har, når den skal realiseres her på jorden – når den bliver et jordisk ideal og mål; at den aldrig nogen sinde kan gennemføres, uden at næsten, medmennesket, nabofolket, betaler en grusom pris.
––
Og lad os derfor slå fast til at begynde med, at når Jesus beder om enhed, så er det ikke drømmen om harmoni og billig lykke på jorden, han taler om. Nej, det er alene troen, han beder om – det er troskaben mod livets faktum, han beder om.
Og derfor er hans ord om, at de alle må være ét, slet ikke egnet til et programpunkt for bevægelser eller organisationer, heller ikke de kristelige.
Nej, i den bøn vi i dag hører Jesus bede, beder han om en enhed, der ikke er af denne jordiske slags. Jesus siger udtrykkeligt, at de må være, som du, Fader, er i mig, og jeg er i dig. Det er den enhed, han beder om.
Og det vil vi se lidt på, for hvori bestod Jesu enhed med Gud? Svaret er, at den bestod i, at han netop ikke lod alle modsætninger gå op i en højere enhed og således lod alt være lige-gyldigt.
Men hans enhed med Gud bestod i, at han lod én modsætning stå fast i alle forhold; modsætningen mellem himmel og jord, modsætningen mellem Gud og mennesker, mellem menneskers drømme og planer og Guds vilje.
I denne modsætning var han ét med Gud. Fordi han fastholdt denne modsætning, var han ét med Gud. Fordi han var tro mod, at jorden er jord og himmelen himmel, at menneskers utopiske ønsker og Guds vilje ikke er ét og det samme, men er modsætninger. I denne troskab – i denne tro - er han ét med Gud.
Det var det eneste, der for ham gjaldt; at modsætningen stod fast, at han aldrig var til at rokke fra, at det er Gud, der er Gud.
Og ved denne ubetingede troskab blev alt, hvad han sagde, et angreb på den menneskelige længsel og det menneskelige drømmeri om fred og fordragelighed og enhed og fællesskab.
Vi kan også sige, at ved sin tro på Gud som Gud, blev alt, hvad han sagde, en afsløring af, at ordene fred, fordragelighed, enhed er de mest farlige og løgnagtige ord, der findes. For på almindeligt dansk hedder det at ville hytte sig selv. At slippe billigst muligt – det er selvkærlighed på den mest raffinerede måde.
Vi mener ganske vist, at det er fromme og gode ord, ord, der har med troen og kristendommen at gøre, men Jesus viser os, at når disse ord sættes som høje mål for menneskelivet, så betyder de et brud på netop menneskelivet – på fællesskabet -med alle de lidende og fattige, som er bundet til dagligdagens slid og kamp.
Vi kan også sige det på den måde, at Jesu enhed med Gud var den, at han stillede sig på det stridende og lidende menneskes side. Hans enhed med Gud var den, at han ikke svigtede dem, der var bundet til livets vilkår, til livets faktum. Han skulle ikke gøre den fattige rig eller synderen og tolderen til acceptable og anstændige mennesker – nej, han stillede sig ved deres side, og det var det eneste, han gjorde.
Det er dét, det betyder, når vi hører, at han spiste med toldere og syndere - og således angreb han alle de utopister og ismer, der vil have livet gjort godt, førend det er værd at leve. Han gjorde det, ved at være tro mod jorden – tro mod, at Gud er den, der er Gud.
For alle disse ord, alle disse planer og al den organiseren af en bedre og fredeligere verden, hvad er det andet end udelukkende selv at ville slippe for at være tro mod jorden og næsten – nej, de er intet andet end en lang flugt fra jorden og stedet, hvor du selv er krævet.
Men én lod sig ikke bluffe af ordene og planerne, og i dette er hans enhed med Gud.
Og nu hører vi i dag, at han beder om, at alle de, der er kommet til tro på ham ved disciplenes prædiken om ham, må være ét ”ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig. Så verden må tro, at du har sendt mig”.
Og det betyder ikke andet end en bøn om, at den, der har mødt Jesu tro, må tro, at i ham har han mødt Gud. Altså ikke som den, der vil skabe jorden om til himmel, men tværtimod den, der fastholder os på, hvad vi er, og fastholder vores jord og forskellighed som det faktum, dette er.
For det er al kristendoms inderste kerne, at der ikke lyves om livet eller striden eller modsætningen, at der ikke strøs sand på alt det, der binder og baster os til dagligdagen og den næste, vi helst vil løbe fra, men at du og jeg må tro, at i Jesus er Gud kommet til os, som vi er.
Og det mærkelige er, at Jesus kalder det herlighed – det, som vi og alle folkeforførerne kalder fattigdom, dette at stå ved livets faktum. Stå ved, at det ikke skal være finere og fredeligere, end det er. Stå ved dét netop nu. At blive sat dér, dét kalder Jesus for herlighed.
Han spiste med toldere og syndere, for han gjorde sig som den eneste til ét med dem. Det var den eneste enhed, han ville, for er Gud for os, hvem kan da være imod os.
Amen
