Motetkoret fra Sct. Marie Kirke i Sønderborg
4. december kl.19.30
Alle er velkomne, og der er fri entré.
Motetkoret fra Sct. Marie Kirke i Sønderborg
4. december kl.19.30
Alle er velkomne, og der er fri entré.
Dér stod folkeskarerne langs vejen og hyldede Jesus som frelser, som konge. De bredte deres klæder ud foran ham, de jublede og råbte, og de brød palmegrene af og spredte dem, hvor han red. Og de hilste ham med hyldestråbet ”Hosiana, du Davids søn, hosiana i det højeste”. Jo, jublen ville ingen ende tage.
Det var i sandhed et kongeligt indtog, hvis man kigger på det ydre – på skarerne og deres begejstring og handlinger. Og det er også et kongeligt indtog, når man holder sig de gamle skrifter for øje, sådan som Matthæus gør. Men det er kongeligt på to måder.
Det er kongeligt, hvis vi kigger på det ydre – på hyldesten og mængden, og kongeligt, hvis vi kigger på sagtmodigheden og trældyret, der rides på. De to former for kongelighed er med andre ord i direkte modsætning til hinanden. Og det på flere planer, for her fortælles der om den begejstring, vi mennesker kan gribes af, uden at vi kan forklare hvorfor, og så fortælles der samtidig om en skikkelse, der midt i begejstringen dog er ganske ene, fordi han er modsætningen til netop mængden og antallet og råbene.
Folkeskarerne så, at der kom en konge, men de så ikke, hvilken konge der kom, og derfor red han ensom iblandt dem. For det eneste, Jesus gør som forberedelse til indtoget, er at sørge for ridedyret, trældyret, dvs. det eneste, han gør, er at bekendtgøre, hvori hans kongedømme består. Men det er ikke dét kongedømme, der hyldes af skarerne. Og derfor er indtoget en foregribelse af, hvordan det skulle gå ham, at han skulle ende på korset – ene over for den ganske verden. Ja, allerede i Bethlehem begyndte det, for der var som bekendt ikke plads til ham i herberget.
Hvorfor begejstres vi mennesker? Hvorfor finder vi sammen i jubel og henrykkelse? Hvordan går det til, at mange stemmer råber med én røst?
Det meste nærliggende svar er vel, at begejstring smitter – at det er nærmest umuligt at holde sig udenfor, når jublen slår sammen om én. Men der er også et dybere svar, nemlig det svar, at vi alle er opfyldt af en søgen og et ønske om at se meningen med livet og fornemme en opfyldelse af vores håb og en afhjælpning af vores trængsler.
Mange af os har sikkert set gamle filmklip fra Tyskland under 2. verdenskrig med de enorme folkemængder, der var forsamlet, og hvor føreren kom kørende og med afmålte nik og vink nådigt hilste på forsamlingen. Vi har set jævne almindelige folk, bundet sammen af en begejstring for en fører, der skulle give dem indhold i livet og storheden tilbage. Og denne alt for bekendte fører lod sig hylde, nådig og afmålt. Klippene viser, at hyldesten var enstemmig, og som sagt, at den blev modtaget.
Og man spørger sig selv, hvad mon den enkelte i forsamlingen ville sige, hvis han blev trukket ud af mængden og blev bedt om at gøre rede for sin hyldest og sine råb? Han ville sige: ”Nu kommer sandhedens time, nu kommer gengældelsen for, at der er blevet trådt på os efter 1. verdenskrig, nu kommer det menneske, der står solidarisk med os og vores fælles ønske om at have betydning”.
Måske ville denne ene sige: ”Nu er troen og meningen kommet til os, troen på fremtiden og meningen med vores lange historie”. Og så ville denne ene hurtigt ile tilbage til de andre for ikke at gå glip af noget. Måske ville han være den, føreren lod sit nådige blik hvile på og den, hans nik gjaldt.
Ja, hvorfor begejstres mennesker? Er det ikke, fordi al deres længsel pludselig ser ud til at blive stillet, er det ikke fordi, det er så svært at leve i fornedrelsen og håbløsheden? Og for 2000 år siden har det ikke været anderledes.
Men her var der ikke noget nådigt blik og ingen modtagelse af hyldesten, for ganske ene red Jesus ind i Jerusalem. Ensom red han, for den hyldest, der mødte ham, gjaldt det modsatte af, hvad han bragte dem, og hvad det lille arbejdsdyr, æslet, kundgjorde.
Og få dage efter gik det op for dem, hvor grusomt de havde taget fejl, at han bragte ikke, hvad de havde forestillet sig.
Derfor er det hele Jesu gerning fra Bethlehem til Golgata, der her møder os. For sådan som den dag i Jerusalem drager han bestandigt ind, også hos os i dag, med den kongelighed, der er modsætningen til alt, hvad vi mennesker forstår ved kongelighed. Fattig, ussel og tavs. Barnet i krybben og manden på korset. Hans kongegerning er modsætning til, hvad skarerne bestandigt forstår ved kongelighed. I Bethlehem, I Nazareth, i Jerusalem.
Og hvis vi endnu en gang gør det eksperiment at trække én ud af skaren, der få dage efter indtoget råbte ”korsfæst ham”, og spørger ham, hvad der nu driver ham, så vil svaret nok være, at det var en fejltagelse: ”Jeg troede, at han bragte meningen og storheden, men det holdt ikke. Jeg synes pludselig, at livet fik indhold, men det var en fejltagelse, det var en misforståelse, en skuffelse. Ja, jeg føler mig nærmest bedraget, og det kan jeg ikke leve med”. Og så ville denne ene hurtigt vende tilbage til de andre for at deltage i den fælles dom over ham, der skuffede så fælt.
Og han ville ikke opdage, at bedraget var hans eget. For Jesus havde netop udvalgt sig trældyret som sit ridedyr, dvs. tjenerens dyr. Han red sagtmodig og ene, han kom ikke triumferende på en hvid ganger, han modtog ikke deres begejstring med nådige vink og nik.
Men hvad bragte han da? Hvad skal det hele være godt for, når mennesket sådan lader sig bedrage, og vil bedrage sig selv?
Det er dét, en adventsprædiken må handle om. For hvad angår de jordiske førere, så er er ingen tvivl om, hvad de vil, og hvad de lover. De vil netop, hvad vi ønsker mest, og de forsikrer det i tale efter tale. Men hvad bragte Jesus? Hvad ville han?
Ja, for det første må man konstatere, at han ikke var ude efter folkets hyldest, at han ikke lagde vægt på menneskers mening om ham. Dernæst var det tydeligt, at han ingen plan havde, ingen vision, som det vist hedder i dag. Hans ærinde og opgave blev ikke dikteret af menneskers tro og ønsker. Nej, for hans ærinde var alene at være tro mod det, enhver står i, nemlig dødens liv, som det er.
Det er dét indtog, der finder sted adventssøndag og juledag og hver eneste søndag. Virkelighedens indtog uden pynt og begejstring – det er sandhedens indtog.
Det er den eneste kongelighed, han har – fattigdommens, virkelighedens, sandhedens kongelighed – at være tro mod livet, som det er lige til døden. Sådan var og er hans opgave, og således kommer den til at være modsætningen til alt, hvad vi mennesker mener at have ret og krav på.
Det er det usmykkede og virkelige livs indtog, der finder sted i dag, indtoget af tjenesten - af trællegerningen - for det, der er bag alle jordiske planer og visioner. Det er den tjeneste, der var og er hans, at stå ved sandheden, at være tro ikke mod stemningen og de svingende grene og meningsmålingerne, men mod livet selv, som det er bag al begejstringen.
Og denne tjeneste var hans udelukkende af én grund – for den fattiges skyld, for det menneskes skyld, som er bundet uløseligt til livet med døden for øje. For din og min skyld, til os drager han ind. Tjener for den afmægtige, tro mod den, som intet kan og intet forstår.
Han kender ingen anden sags end barnets, der intet andet kan eller formår – ingen anden end det fortvivlede menneskes sag - din og min sag.
Så ringe og ussel er hans kongelighed – ja, for os ser den ud af intet, hvorfor vi skynder os at se, hvad vi ønsker at se, og hylder dét.
Men det er den sagtmodige konge, der rider ind, og han rider på en tjeners dyr, og således bærer han det, som kun han vil bære: hele den arme menneskeheds byrde. Og han bærer den ene, for der var ingen nådige nik og vink til ham, da det viste sig, hvad han hele tiden havde været: sandheden og det nøgne livs tjener. Og ene bærer han sin byrde frem for Gud, sagtmodig og tavs rider han væk med den fra os, for hos os at efterlade den eneste kongegave, han har at give: sin egen tro, sin egen troskab mod livet, som det er – i dag og i året, der kommer.
Og han kalder det at få skænket hans tro, han kalder dette at være i Guds rige.
Amen
Formiddagsklubben:
Denne klub er en ny udgave af de sognemøder, jeg tidligere har afholdt. For der er så mange historie om vores by, som ikke må gå i glemmebogen. Nej, de skal fortælles og gives videre, og det skal formiddagsklubben hjælpe til med.
Derfor mødes vi for at drikke kaffe, synge fra højskolesangbogen og ikke mindst
høre om dét Augustenborg, som var engang, men ikke er mere, fortalt af byens
børn.
Se yderligere information under Formiddagsklubben i menuen til højre.
Alle er velkomne, og der er fri entre.
Jørgen Sandholt
Kurt Christensen
Dorte Falgren Elsner Jensen
Randi Lehmann
Thormod Skovgaard Andersen
Inge Tyrrestrup
Stedfortrædere:
Birgit Holm
Elke Christensen
Afstemningsvalg til afholdelse den 19. november kan ske ved indgivelse af kandidatliste med 6
kandidater samt 6 stillere senest 15. oktober.
Funktionsperioden er fra 1. s. i advent 2024 til 1. s. i advent 2028
Den særlige formular til kandidatlisten skal hentes og afleveres på Midtkobbel 19, Augustenborg,
mellem kl. 8-16
Augustenborg Menighedsråd
Har du tænkt over, om kirkekoret er noget for dig? Vi optager nye piger nu.
• Du skal være mindst 9-10 år
• Være god til at synge og læse
• Have lyst og tid til at øve og synge til gudstjenesterne i kirken
Så kom hen i kirken, når vi øver om onsdagen klokken 16.00-17.10.
Du kan også ringe til organisten
Margrethe på 2181 6292 og høre mere.
Der afholdes
valgforsamling til Augustenborg Sogns Menighedsråd for en ny 4-årig periode
Tirsdag, den 17. september 2024 kl. 19.00 i Augustenborghallerne
Ifølge
valglisten skal der vælges 6 medlemmer. Valgret og valgbarhed har alle, som er
optaget på valglisten. På valglisten optages medlemmer af folkekirken, som
enten har bopæl i menighedsrådskredsen eller gennem sognebåndsløsning har
opnået valgret og valgbarhed i menighedsrådskredsen.
Der
er ikke krav om stillere for, at en person kan stille op som kandidat på
valgforsamlingen.
Inden afstemningen får de opstillede kandidater mulighed for at præsentere sig
selv og redegøre for, hvorfor de ønsker at blive medlem af menighedsrådet.
Dette gælder uanset om der er tale om personer, der genopstiller, eller om
personer, der opstiller for første gang.
Efter
præsentationen har forsamlingen mulighed for at stille spørgsmål og indgå i en
debat med kandidaterne, ligesom kandidaterne kan stille spørgsmål til hinanden.
Mød op og
gør din indflydelse gældende.