Julekoncert i Augustenborg Slotskirke

Motetkoret fra Sct. Marie Kirke i Sønderborg

4. december kl.19.30

Alle er velkomne, og der er fri entré.

Prædiken til 1. s. i advent

 Dér stod folkeskarerne langs vejen og hyldede Jesus som frelser, som konge. De bredte deres klæder ud foran ham, de jublede og råbte, og de brød palmegrene af og spredte dem, hvor han red. Og de hilste ham med hyldestråbet ”Hosiana, du Davids søn, hosiana i det højeste”. Jo, jublen ville ingen ende tage.

Det var i sandhed et kongeligt indtog, hvis man kigger på det ydre – på skarerne og deres begejstring og handlinger. Og det er også et kongeligt indtog, når man holder sig de gamle skrifter for øje, sådan som Matthæus gør. Men det er kongeligt på to måder.

 Det er kongeligt, hvis vi kigger på det ydre – på hyldesten og mængden, og kongeligt, hvis vi kigger på sagtmodigheden og trældyret, der rides på. De to former for kongelighed er med andre ord i direkte modsætning til hinanden. Og det på flere planer, for her fortælles der om den begejstring, vi mennesker kan gribes af, uden at vi kan forklare hvorfor, og så fortælles der samtidig om en skikkelse, der midt i begejstringen dog er ganske ene, fordi han er modsætningen til netop mængden og antallet og råbene.

 Folkeskarerne så, at der kom en konge, men de så ikke, hvilken konge der kom, og derfor red han ensom iblandt dem. For det eneste, Jesus gør som forberedelse til indtoget, er at sørge for ridedyret, trældyret, dvs. det eneste, han gør, er at bekendtgøre, hvori hans kongedømme består. Men det er ikke dét kongedømme, der hyldes af skarerne. Og derfor er indtoget en foregribelse af, hvordan det skulle gå ham, at han skulle ende på korset – ene over for den ganske verden. Ja, allerede i Bethlehem begyndte det, for der var som bekendt ikke plads til ham i herberget.

 Hvorfor begejstres vi mennesker? Hvorfor finder vi sammen i jubel og henrykkelse? Hvordan går det til, at mange stemmer råber med én røst?

 Det meste nærliggende svar er vel, at begejstring smitter – at det er nærmest umuligt at holde sig udenfor, når jublen slår sammen om én. Men der er også et dybere svar, nemlig det svar, at vi alle er opfyldt af en søgen og et ønske om at se meningen med livet og fornemme en opfyldelse af vores håb og en afhjælpning af vores trængsler.

 Mange af os har sikkert set gamle filmklip fra Tyskland under 2. verdenskrig med de enorme folkemængder, der var forsamlet, og hvor føreren kom kørende og med afmålte nik og vink nådigt hilste på forsamlingen. Vi har set jævne almindelige folk, bundet sammen af en begejstring for en fører, der skulle give dem indhold i livet og storheden tilbage. Og denne alt for bekendte fører lod sig hylde, nådig og afmålt. Klippene viser, at hyldesten var enstemmig, og som sagt, at den blev modtaget.

 Og man spørger sig selv, hvad mon den enkelte i forsamlingen ville sige, hvis han blev trukket ud af mængden og blev bedt om at gøre rede for sin hyldest og sine råb? Han ville sige: ”Nu kommer sandhedens time, nu kommer gengældelsen for, at der er blevet trådt på os efter 1. verdenskrig, nu kommer det menneske, der står solidarisk med os og vores fælles ønske om at have betydning”.

 Måske ville denne ene sige: ”Nu er troen og meningen kommet til os, troen på fremtiden og meningen med vores lange historie”. Og så ville denne ene hurtigt ile tilbage til de andre for ikke at gå glip af noget. Måske ville han være den, føreren lod sit nådige blik hvile på og den, hans nik gjaldt.

 Ja, hvorfor begejstres mennesker? Er det ikke, fordi al deres længsel pludselig ser ud til at blive stillet, er det ikke fordi, det er så svært at leve i fornedrelsen og håbløsheden? Og for 2000 år siden har det ikke været anderledes.

 Men her var der ikke noget nådigt blik og ingen modtagelse af hyldesten, for ganske ene red Jesus ind i Jerusalem. Ensom red han, for den hyldest, der mødte ham, gjaldt det modsatte af, hvad han bragte dem, og hvad det lille arbejdsdyr, æslet, kundgjorde.

 Og få dage efter gik det op for dem, hvor grusomt de havde taget fejl, at han bragte ikke, hvad de havde forestillet sig.

 Derfor er det hele Jesu gerning fra Bethlehem til Golgata, der her møder os. For sådan som den dag i Jerusalem drager han bestandigt ind, også hos os i dag, med den kongelighed, der er modsætningen til alt, hvad vi mennesker forstår ved kongelighed. Fattig, ussel og tavs. Barnet i krybben og manden på korset. Hans kongegerning er modsætning til, hvad skarerne bestandigt forstår ved kongelighed. I Bethlehem, I Nazareth, i Jerusalem.

 Og hvis vi endnu en gang gør det eksperiment at trække én ud af skaren, der få dage efter indtoget råbte ”korsfæst ham”, og spørger ham, hvad der nu driver ham, så vil svaret nok være, at det var en fejltagelse: ”Jeg troede, at han bragte meningen og storheden, men det holdt ikke. Jeg synes pludselig, at livet fik indhold, men det var en fejltagelse, det var en misforståelse, en skuffelse. Ja, jeg føler mig nærmest bedraget, og det kan jeg ikke leve med”. Og så ville denne ene hurtigt vende tilbage til de andre for at deltage i den fælles dom over ham, der skuffede så fælt.

 Og han ville ikke opdage, at bedraget var hans eget. For Jesus havde netop udvalgt sig trældyret som sit ridedyr, dvs. tjenerens dyr. Han red sagtmodig og ene, han kom ikke triumferende på en hvid ganger, han modtog ikke deres begejstring med nådige vink og nik.

 Men hvad bragte han da? Hvad skal det hele være godt for, når mennesket sådan lader sig bedrage, og vil bedrage sig selv?

Det er dét, en adventsprædiken må handle om. For hvad angår de jordiske førere, så er er ingen tvivl om, hvad de vil, og hvad de lover. De vil netop, hvad vi ønsker mest, og de forsikrer det i tale efter tale.   Men hvad bragte Jesus? Hvad ville han?

 Ja, for det første må man konstatere, at han ikke var ude efter folkets hyldest, at han ikke lagde vægt på menneskers mening om ham. Dernæst var det tydeligt, at han ingen plan havde, ingen vision, som det vist hedder i dag. Hans ærinde og opgave blev ikke dikteret af menneskers tro og ønsker. Nej, for hans ærinde var alene at være tro mod det, enhver står i, nemlig dødens liv, som det er.

 Det er dét indtog, der finder sted adventssøndag og juledag og hver eneste søndag. Virkelighedens indtog uden pynt og begejstring – det er sandhedens indtog.

 Det er den eneste kongelighed, han har – fattigdommens, virkelighedens, sandhedens kongelighed – at være tro mod livet, som det er lige til døden. Sådan var og er hans opgave, og således kommer den til at være modsætningen til alt, hvad vi mennesker mener at have ret og krav på.

 Det er det usmykkede og virkelige livs indtog, der finder sted i dag, indtoget af tjenesten - af trællegerningen - for det, der er bag alle jordiske planer og visioner. Det er den tjeneste, der var og er hans, at stå ved sandheden, at være tro ikke mod stemningen og de svingende grene og meningsmålingerne, men mod livet selv, som det er bag al begejstringen.

 Og denne tjeneste var hans udelukkende af én grund – for den fattiges skyld, for det menneskes skyld, som er bundet uløseligt til livet med døden for øje. For din og min skyld, til os drager han ind. Tjener for den afmægtige, tro mod den, som intet kan og intet forstår.

 Han kender ingen anden sags end barnets, der intet andet kan eller formår – ingen anden end det fortvivlede menneskes sag - din og min sag.

 Så ringe og ussel er hans kongelighed – ja, for os ser den ud af intet, hvorfor vi skynder os at se, hvad vi ønsker at se, og hylder dét.

 Men det er den sagtmodige konge, der rider ind, og han rider på en tjeners dyr, og således bærer han det, som kun han vil bære: hele den arme menneskeheds byrde. Og han bærer den ene, for der var ingen nådige nik og vink til ham, da det viste sig, hvad han hele tiden havde været: sandheden og det nøgne livs tjener. Og ene bærer han sin byrde frem for Gud, sagtmodig og tavs rider han væk med den fra os, for hos os at efterlade den eneste kongegave, han har at give: sin egen tro, sin egen troskab mod livet, som det er – i dag og i året, der kommer.

 Og han kalder det at få skænket hans tro, han kalder dette at være i Guds rige.

Amen

Den ny klub

Formiddagsklubben:

Denne klub er en ny udgave af de sognemøder, jeg tidligere har afholdt. For der er så mange historie om vores by, som ikke må gå i glemmebogen. Nej, de skal fortælles og gives videre, og det skal formiddagsklubben hjælpe til med.

Derfor mødes vi for at drikke kaffe, synge fra højskolesangbogen og ikke mindst høre om dét Augustenborg, som var engang, men ikke er mere, fortalt af byens børn.

 Det bliver ikke lange foredrag, for der skal være tid til at komme med bemærkninger og lade snakken brede sig. Men det bliver erindringer fortalt frit fra leveren med mig, sognepræsten, som interviewer. 

Se yderligere information under Formiddagsklubben i menuen til højre.

Alle er velkomne, og der er fri entre.

Resultatet for valg til Augustenborg Menighedsråd.

Jørgen Sandholt

Kurt Christensen

Dorte Falgren Elsner Jensen

Randi Lehmann

Thormod Skovgaard Andersen

Inge Tyrrestrup

Stedfortrædere:

Birgit Holm

Elke Christensen

Afstemningsvalg til afholdelse den 19. november kan ske ved indgivelse af kandidatliste med 6

kandidater samt 6 stillere senest 15. oktober.

Funktionsperioden er fra 1. s. i advent 2024 til 1. s. i advent 2028

Den særlige formular til kandidatlisten skal hentes og afleveres på Midtkobbel 19, Augustenborg,

mellem kl. 8-16

Augustenborg Menighedsråd

Nye kormedlemmer er hjertelig velkommen!!!

Har du tænkt over, om kirkekoret er noget for dig? Vi optager nye piger nu.

• Du skal være mindst 9-10 år

• Være god til at synge og læse

• Have lyst og tid til at øve og synge til gudstjenesterne i kirken

Så kom hen i kirken, når vi øver om onsdagen klokken 16.00-17.10.

Du kan også ringe til organisten

Margrethe på 2181 6292 og høre mere.

En mors forfejlede bøn

 – Prædiken til 13. s. e. trinitatis.

 

 Jakob og Johannes ́ mor kom til Jesus og bad om en god plads for sine to sønner, når de kom i hans rige; hun bad om, at de måtte sidde ved hans højre og hans venstre side. Denne bøn til Jesus er anledningen til en episode mellem disciplene, der atter giver anledning til ord af Jesus.

Begge gange må Jesus gå i rette. Først med moderen og hendes sønner, fordi bønnen, de kommer med til ham, er ugudelig. ”I ved ikke, hvad det er, I beder om”, siger han. ”Det er Guds bestemmelse, I vil blande jer i”. Dernæst går han i rette med de øvrige disciple, fordi de straks stiller sig på hans parti og begynder at bebrejde Johannes og Jakob og moderen den formastelige bøn, de var kommet med.

 Han bebrejdede dem, at de mente, det tilkom dem at gøre hans ord til deres.

Og det er et typisk træk hos Jesus, at han næsten altid er mere på vagt over for sine venner end over for sine fjender. Og når nu disciplene falder over de to brødre og uden betænkelighed stiller sig på Jesu side, så må Jesus vende sig imod dem, for nu er de på sin vis lige så ugudelige, som brødrene var det, for også de havde glemt forskellen: Forskellen mellem Gud og menneskene, eller forskellen mellem mesteren og hans disciple. At der er en forskel, et skel, her på jorden, et skel, som ikke går mellem mennesker indbyrdes, men mellem mennesker og Gud, mellem disciplene og deres Herre.

 Og hvori består dette skel? Det består deri, at Gud har altid ret. Og menneskene over for ham altid uret. Det består deri, at menneskene aldrig med nogen som helst ret kan stille sig selv på Guds side, altså af sig selv være ven med ham. For Gud er skaberen, og mennesket skabningen. Gud er Herren, dommeren, menneskene de skyldige, de anklagede. Hos Gud hersker døden ikke, hos menneskene hersker døden.

 Jo, der er et skel, et uoverskueligt svælg, og det glemte Zæbedeussønnerne og deres mor, skønt de kom med en anmodning, en bøn, og det glemte disciplene, da de straks stillede sig på Jesu side og gentog hans irettesættelse. For hvad Jesus kunne sige, havde de ingen ret til at gentage som deres ord. Det var ikke dem, der var Gud eller Guds søn. De hørte hjemme på samme side af skellet, som brødrene og deres mor. Da den ene røver på korset gik i rette med den anden røver, sagde han som bekendt: ”Vi er under den samme dom som Jesus, men vi er det med rette”. Denne røver glemte ikke skellet, men forstod det ganske ubevidst og ureflekteret, og derfor sagde Jesus til ham: ”I dag skal du være med mig i Paradiset”.

Nej, intet menneske kan med nogen ret tale om Gud eller tænke om Gud, som om der intet skel var dem imellem. For Gud er ikke en del af vor verden, han er udenfor. Han er ikke blot større end os, for så var det kun en gradsforskel, der var mellem ham og os. Det er ikke en gang nok at sige om ham, at han er fuldkommen, og vi er ufuldkomne, for så var den fuldkommenhed, som vi ikke har, dog af samme art, som den Gud har. Nej, der er et skel mellem ham og os, mellem hans verden og vor verden, som er

så dyb, at det forbyder os på nogen måde at sammenligne os med ham. Selve sammenligningen er ugudelig, som om han blot var en heldigere, smukkere udgave af os.

 Deri består både de to brødres, deres mors og disciplenes ugudelighed, at de uden videre så bort fra dette skel. Og deri består al ugudelighed altid. Derfor måtte Jesus tale dem strengt tilrette: ”I ved, at folkenes fyrster hersker over dem, og de store bruger myndighed over dem, således skal det ikke være blandt jer, men den, som vil være stor i blandt jer, skal være jeres tjener, dvs. han skal huske, at han ingen ret har”.

 At gøre sig til forbundsfælle med Gud, dvs. at glemme skellet ved at sige, at selvfølgelig er jeg på Guds side, det er den måde, vi mennesker afskaffer Gud på. Det er sådan, vi slår ham ihjel. Nej, vor vilje eller beslutning kan ikke overvinde skellet mellem ham og os. Intet menneske har ret til at påstå at være Guds forbundsfælle. Det er ugudeligt at gøre det, også selvom måden, det sker på, ser from og ydmyg ud. Det er jo netop, hvad vi i dag hører Jesus sige til de to brødre og deres mor.

 For hvad er det han siger? Han siger det samme, som han sagde til djævelen i ørkenen, den gang djævelen ville opfordre ham til at optræde som Gud; gør denne sten til brød, kast dig ud fra templets tinde og vis, at du er Guds søn. Jesus siger det samme, nemlig at det ikke er hans gerning at bevise Gud, men at tale Guds ord. Jeg er ikke kommet for at fælde Guds dom over jer, men jeg er kommet for selv at gå ind under Guds dom. Jeg er kommet for at håndhæve skellet mellem Gud og mennesker, og det gør jeg ved selv at underlægge mig det. Og dette, at han fastholdt skellet, det var den måde, han talte Guds ord på – således var han Gud.

Så mærkeligt, så selvmodsigende er det. For vi kan sige, at netop ved at håndhæve dette skel, ved at håndhæve det helt til døden, ja så nedbrød han det samtidigt. Ved at håndhæve skellet gjorde han atter Gud til Gud for os her på jorden. Han så at sige rev livet ud af vor hånd og gav det tilbage til Gud.

Ved at skellet mellem Gud og mennesker, mellem Guds rige og denne verden, blev fastholdt helt og aldeles, sker der det overraskende, at skellet overvindes. Det var, hvad Jesus gjorde helt og ubetinget.

 Det, som er os mennesker umuligt, det gjor- de han. Han naglede vores gældsbrev til korset, sådan at det blev bragt ud af verden, ikke ved vore fromme ønsker og beslutninger, men ved at blive håndhævet af Gud selv ved vor herre Jesus. For Gud er synderes Gud, de anklagedes Gud, de skyldiges Gud.

 Når vi derfor tror, at det er os, der ved fromme og gode gerninger skal vinde en plads ved Guds side, så minder evangeliet os om, hvem vi er, og hvad Gud er. At vi, vi vil være noget, regne os selv for noget, men han, han vil, at vi ikke skal være noget, fordi de, der intet er, er dem, han kendes ved. Evangeliet minder os om, at de bedste pladser i riget ikke er beregnet for de gode og fromme, men for de lidende og svage. Og ved Kristus lader han os det vide. Han, som ikke kom til denne verden for at lade sig tjene, men som kom for at tjene, dvs. for ikke at være noget. Han gik vejen fra jord til himmel, for, at når han blev ophøjet fra jorden, skulle han drage alle til sig.

 Og ingen kan komme uden om hans gerning, ingen kan smutte ind ad bagvejen, en sådan findes nemlig ikke. For kun han er vejen, sandheden og livet.

Amen

 

 

 Valg til Augustenborg Sogns Menighedsråd

Der afholdes valgforsamling til Augustenborg Sogns Menighedsråd for en ny 4-årig periode

Tirsdag, den 17. september 2024 kl. 19.00 i Augustenborghallerne

Ifølge valglisten skal der vælges 6 medlemmer. Valgret og valgbarhed har alle, som er optaget på valglisten. På valglisten optages medlemmer af folkekirken, som enten har bopæl i menighedsrådskredsen eller gennem sognebåndsløsning har opnået valgret og valgbarhed i menighedsrådskredsen.

Der er ikke krav om stillere for, at en person kan stille op som kandidat på valgforsamlingen.
Inden afstemningen får de opstillede kandidater mulighed for at præsentere sig selv og redegøre for, hvorfor de ønsker at blive medlem af menighedsrådet. Dette gælder uanset om der er tale om personer, der genopstiller, eller om personer, der opstiller for første gang.

Efter præsentationen har forsamlingen mulighed for at stille spørgsmål og indgå i en debat med kandidaterne, ligesom kandidaterne kan stille spørgsmål til hinanden.

 

Mød op og gør din indflydelse gældende.