søndag den 22. september 2024

Resultatet for valg til Augustenborg Menighedsråd.

Jørgen Sandholt

Kurt Christensen

Dorte Falgren Elsner Jensen

Randi Lehmann

Thormod Skovgaard Andersen

Inge Tyrrestrup

Stedfortrædere:

Birgit Holm

Elke Christensen

Afstemningsvalg til afholdelse den 19. november kan ske ved indgivelse af kandidatliste med 6

kandidater samt 6 stillere senest 15. oktober.

Funktionsperioden er fra 1. s. i advent 2024 til 1. s. i advent 2028

Den særlige formular til kandidatlisten skal hentes og afleveres på Midtkobbel 19, Augustenborg,

mellem kl. 8-16

Augustenborg Menighedsråd

torsdag den 29. august 2024

Nye kormedlemmer er hjertelig velkommen!!!

Har du tænkt over, om kirkekoret er noget for dig? Vi optager nye piger nu.


• Du skal være mindst 9-10 år

• Være god til at synge og læse

• Have lyst og tid til at øve og synge til gudstjenesterne i kirken


Så kom hen i kirken, når vi øver om onsdagen klokken 16.00-17.10.



Du kan også ringe til organisten

Margrethe på 2181 6292 og høre mere.

En mors forfejlede bøn

 – Prædiken til 13. s. e. trinitatis.

 
 Jakob og Johannes ́ mor kom til Jesus og bad om en god plads for sine to sønner, når de kom i hans rige; hun bad om, at de måtte sidde ved hans højre og hans venstre side. Denne bøn til Jesus er anledningen til en episode mellem disciplene, der atter giver anledning til ord af Jesus.
Begge gange må Jesus gå i rette. Først med moderen og hendes sønner, fordi bønnen, de kommer med til ham, er ugudelig. ”I ved ikke, hvad det er, I beder om”, siger han. ”Det er Guds bestemmelse, I vil blande jer i”. Dernæst går han i rette med de øvrige disciple, fordi de straks stiller sig på hans parti og begynder at bebrejde Johannes og Jakob og moderen den formastelige bøn, de var kommet med.
 Han bebrejdede dem, at de mente, det tilkom dem at gøre hans ord til deres.

Og det er et typisk træk hos Jesus, at han næsten altid er mere på vagt over for sine venner end over for sine fjender. Og når nu disciplene falder over de to brødre og uden betænkelighed stiller sig på Jesu side, så må Jesus vende sig imod dem, for nu er de på sin vis lige så ugudelige, som brødrene var det, for også de havde glemt forskellen: Forskellen mellem Gud og menneskene, eller forskellen mellem mesteren og hans disciple. At der er en forskel, et skel, her på jorden, et skel, som ikke går mellem mennesker indbyrdes, men mellem mennesker og Gud, mellem disciplene og deres Herre.
 Og hvori består dette skel? Det består deri, at Gud har altid ret. Og menneskene over for ham altid uret. Det består deri, at menneskene aldrig med nogen som helst ret kan stille sig selv på Guds side, altså af sig selv være ven med ham. For Gud er skaberen, og mennesket skabningen. Gud er Herren, dommeren, menneskene de skyldige, de anklagede. Hos Gud hersker døden ikke, hos menneskene hersker døden.

 Jo, der er et skel, et uoverskueligt svælg, og det glemte Zæbedeussønnerne og deres mor, skønt de kom med en anmodning, en bøn, og det glemte disciplene, da de straks stillede sig på Jesu side og gentog hans irettesættelse. For hvad Jesus kunne sige, havde de ingen ret til at gentage som deres ord. Det var ikke dem, der var Gud eller Guds søn. De hørte hjemme på samme side af skellet, som brødrene og deres mor. Da den ene røver på korset gik i rette med den anden røver, sagde han som bekendt: ”Vi er under den samme dom som Jesus, men vi er det med rette”. Denne røver glemte ikke skellet, men forstod det ganske ubevidst og ureflekteret, og derfor sagde Jesus til ham: ”I dag skal du være med mig i Paradiset”.

Nej, intet menneske kan med nogen ret tale om Gud eller tænke om Gud, som om der intet skel var dem imellem. For Gud er ikke en del af vor verden, han er udenfor. Han er ikke blot større end os, for så var det kun en gradsforskel, der var mellem ham og os. Det er ikke en gang nok at sige om ham, at han er fuldkommen, og vi er ufuldkomne, for så var den fuldkommenhed, som vi ikke har, dog af samme art, som den Gud har. Nej, der er et skel mellem ham og os, mellem hans verden og vor verden, som er
så dyb, at det forbyder os på nogen måde at sammenligne os med ham. Selve sammenligningen er ugudelig, som om han blot var en heldigere, smukkere udgave af os.

 Deri består både de to brødres, deres mors og disciplenes ugudelighed, at de uden videre så bort fra dette skel. Og deri består al ugudelighed altid. Derfor måtte Jesus tale dem strengt tilrette: ”I ved, at folkenes fyrster hersker over dem, og de store bruger myndighed over dem, således skal det ikke være blandt jer, men den, som vil være stor i blandt jer, skal være jeres tjener, dvs. han skal huske, at han ingen ret har”.

 At gøre sig til forbundsfælle med Gud, dvs. at glemme skellet ved at sige, at selvfølgelig er jeg på Guds side, det er den måde, vi mennesker afskaffer Gud på. Det er sådan, vi slår ham ihjel. Nej, vor vilje eller beslutning kan ikke overvinde skellet mellem ham og os. Intet menneske har ret til at påstå at være Guds forbundsfælle. Det er ugudeligt at gøre det, også selvom måden, det sker på, ser from og ydmyg ud. Det er jo netop, hvad vi i dag hører Jesus sige til de to brødre og deres mor.

 For hvad er det han siger? Han siger det samme, som han sagde til djævelen i ørkenen, den gang djævelen ville opfordre ham til at optræde som Gud; gør denne sten til brød, kast dig ud fra templets tinde og vis, at du er Guds søn. Jesus siger det samme, nemlig at det ikke er hans gerning at bevise Gud, men at tale Guds ord. Jeg er ikke kommet for at fælde Guds dom over jer, men jeg er kommet for selv at gå ind under Guds dom. Jeg er kommet for at håndhæve skellet mellem Gud og mennesker, og det gør jeg ved selv at underlægge mig det. Og dette, at han fastholdt skellet, det var den måde, han talte Guds ord på – således var han Gud.

Så mærkeligt, så selvmodsigende er det. For vi kan sige, at netop ved at håndhæve dette skel, ved at håndhæve det helt til døden, ja så nedbrød han det samtidigt. Ved at håndhæve skellet gjorde han atter Gud til Gud for os her på jorden. Han så at sige rev livet ud af vor hånd og gav det tilbage til Gud.
Ved at skellet mellem Gud og mennesker, mellem Guds rige og denne verden, blev fastholdt helt og aldeles, sker der det overraskende, at skellet overvindes. Det var, hvad Jesus gjorde helt og ubetinget.

 Det, som er os mennesker umuligt, det gjor- de han. Han naglede vores gældsbrev til korset, sådan at det blev bragt ud af verden, ikke ved vore fromme ønsker og beslutninger, men ved at blive håndhævet af Gud selv ved vor herre Jesus. For Gud er synderes Gud, de anklagedes Gud, de skyldiges Gud.

 Når vi derfor tror, at det er os, der ved fromme og gode gerninger skal vinde en plads ved Guds side, så minder evangeliet os om, hvem vi er, og hvad Gud er. At vi, vi vil være noget, regne os selv for noget, men han, han vil, at vi ikke skal være noget, fordi de, der intet er, er dem, han kendes ved. Evangeliet minder os om, at de bedste pladser i riget ikke er beregnet for de gode og fromme, men for de lidende og svage. Og ved Kristus lader han os det vide. Han, som ikke kom til denne verden for at lade sig tjene, men som kom for at tjene, dvs. for ikke at være noget. Han gik vejen fra jord til himmel, for, at når han blev ophøjet fra jorden, skulle han drage alle til sig.

 Og ingen kan komme uden om hans gerning, ingen kan smutte ind ad bagvejen, en sådan findes nemlig ikke. For kun han er vejen, sandheden og livet.

Amen
 

 

lørdag den 10. august 2024





 Valg til Augustenborg Sogns Menighedsråd

Der afholdes valgforsamling til Augustenborg Sogns Menighedsråd for en ny 4-årig periode

Tirsdag, den 17. september 2024 kl. 19.00 i Augustenborghallerne


Ifølge valglisten skal der vælges 6 medlemmer. Valgret og valgbarhed har alle, som er optaget på valglisten. På valglisten optages medlemmer af folkekirken, som enten har bopæl i menighedsrådskredsen eller gennem sognebåndsløsning har opnået valgret og valgbarhed i menighedsrådskredsen.

Der er ikke krav om stillere for, at en person kan stille op som kandidat på valgforsamlingen.
Inden afstemningen får de opstillede kandidater mulighed for at præsentere sig selv og redegøre for, hvorfor de ønsker at blive medlem af menighedsrådet. Dette gælder uanset om der er tale om personer, der genopstiller, eller om personer, der opstiller for første gang.

Efter præsentationen har forsamlingen mulighed for at stille spørgsmål og indgå i en debat med kandidaterne, ligesom kandidaterne kan stille spørgsmål til hinanden.

 

Mød op og gør din indflydelse gældende.




fredag den 2. august 2024

Sommermøde


Søndag den 18. august er der sommermøde. Vi begynder med en kort gudstjeneste kl. 14.00 i Slotskirken, derefter er der kaffe og foredrag i konfirmandstuen (Østergade 11). Vi skal høre forfatteren Linda Larsen fortælle på baggrund af sin roman ”Jens og Marie” om avisredaktøren for Flensborg Avis, Jens Jessen og hans hustru, Marie Jessen, derfor titlen:

Jens og Marie Jessen og drømmen om et dansk Flensborg




Linda Larsen præsenterer sit foredrag således:

”Historikere overser ofte den rolle privatlivet spiller på et menneskes udvikling og adfærd. Når
Jens Jessen kun anskues som H.P. Hanssens smålige og evigt misundelige modstander, overser man, at han også var påvirket af sit ægteskab og øvrige familieforhold, helbredsproblemer m.v. Ligesom Marie næsten kun nævnes som Jens Jessens hustru, der godt nok som ung var ”emanciperet”, rejste alene rundt i Sønderjylland, røg cigaretter og klædte sig i reformdragt, men hvad skete der med hende efter at hun var blevet ”fru redaktør Jessen” og efter Jens’ død, hvor hun overtog ansvaret for Flensborg Avis? Det forsøger jeg at give et svar på i romanen. Jeg forsøger at tegne et billede af deres ægteskab, og deres kamp for en sag, der set udefra – og med vore dages briller – virker både naiv og nationalistisk, men som set indefra dvs. fra Flensborg i årene fra 1882 og op til afstemningen i 1920 var den, hvorom alting drejede sig for de dansksindede dér.

 

I sit foredrag vil Linda Larsen bl.a. fortælle om tilblivelsen af romanen, om dens historiske kontekst, de mange researchudfordringer der har været undervejs, og om hvad historien om Jens og Marie og deres nationalitetskamp kan sige os i dag.

søndag den 9. juni 2024

Enhed – prædiken til 6. s. e. påske

Jesus beder om enhed, han beder til Gud om, at alle de, der tror på ham, må være ét.

Og enhed, det er et ord, der har en god klang i menneskenes øren. Hvad er det, vi ønsker efter det forrige århundrede med strid og ufred og to verdenskrige, ja, hvad er det, vi ønsker i vores jævne dagligdag? Vi ønsker enhed og fordragelighed. Vi ønsker fred.

Vi er så trætte af al den strid, vi er så trætte af kævleriet og af alle de yderligtgående standpunkter, der kun fører spektakel med sig – og vi fortæller os selv og hinanden, at der ikke må være større modsætninger i verden, end at mennesker og folkeslag kan og skal finde hinanden i en fælles indsats.

Vi fortæller hinanden, at mennesker da må kunne råbe hinanden op og finde fælles fodslag, sådan at historien ikke gentager sig og det hele begynder forfra.

Jeg tager vist ikke helt fejl i, at det er denne tanke, at det er dette ønske – for ikke at sige indsats – der ligger enhver dybest på sinde: Dette, at ingen standpunkter må findes så urokkelige, at det står over enheden og det fælles fodslag.

Men der er to ting at sige om en sådan holdning. At det for det første fører til den mest indædte yderligtgående magtsyge. Hvad ikke mindst netop det forrige århundrede fortæller så tydeligt som muligt. Var det ikke netop enheden og fællesskabet, som både de sovjetiske og national-socialistiske ideologier satte øverst, og med alle midler ville gennemtvinge?

Nej, hvor enheden og fællesskab sættes som det hellige, der følger undertrykkelse prompte efter.

Det var det første, der var at sige. At de smukke ord og de gode viljer uvægerligt fører deres egen modsætning med sig.

Men dernæst er der at sige, at netop sådan taler man om enheden, når man mangler tro – dvs. når man benægter faktum, når man benægter, at virkeligheden er virkelighed, så taler man med disse store ord om værdierne, som det i dag hedder. For faktum her i verden er, at livet er strid og modsætninger og magtkamp.

Det siges ofte, at i gamle dage kunne man lave en tilsyneladende harmonisk enhed, man kunne lave en lykkelig enhed, en fredfyldt tilværelse. Men vi skal ikke tage fejl, for det skete altid på andres bekostning. Når de gamle grækere kunne gå omkring på Akropolis og drøfte tingenes sammenhæng i ophøjet ro, så var det blandt andet fordi, de havde slaver til at varte sig op, og når de rige kan indrette sig en harmonisk tilværelse, hvor de har tid og overskud til at dyrke kunst og rejser og andet fint, hvor de er hævet over det daglige slagsmål for brødet, så lever der ved siden af dem de fattige, der må bære byrderne for dem.

Ved den rige mands dør ligger der altid en fattig Lazarus. Det er den pris, som enheden altid har, når den skal realiseres her på jorden – når den bliver et jordisk ideal og mål; at den aldrig nogen sinde kan gennemføres, uden at næsten, medmennesket, nabofolket, betaler en grusom pris.

––

Og lad os derfor slå fast til at begynde med, at når Jesus beder om enhed, så er det ikke drømmen om harmoni og billig lykke på jorden, han taler om. Nej, det er alene troen, han beder om – det er troskaben mod livets faktum, han beder om.

Og derfor er hans ord om, at de alle må være ét, slet ikke egnet til et programpunkt for bevægelser eller organisationer, heller ikke de kristelige.

Nej, i den bøn vi i dag hører Jesus bede, beder han om en enhed, der ikke er af denne jordiske slags. Jesus siger udtrykkeligt, at de må være, som du, Fader, er i mig, og jeg er i dig. Det er den enhed, han beder om.

Og det vil vi se lidt på, for hvori bestod Jesu enhed med Gud? Svaret er, at den bestod i, at han netop ikke lod alle modsætninger gå op i en højere enhed og således lod alt være lige-gyldigt.

Men hans enhed med Gud bestod i, at han lod én modsætning stå fast i alle forhold; modsætningen mellem himmel og jord, modsætningen mellem Gud og mennesker, mellem menneskers drømme og planer og Guds vilje.

I denne modsætning var han ét med Gud. Fordi han fastholdt denne modsætning, var han ét med Gud. Fordi han var tro mod, at jorden er jord og himmelen himmel, at menneskers utopiske ønsker og Guds vilje ikke er ét og det samme, men er modsætninger. I denne troskab – i denne tro - er han ét med Gud.

Det var det eneste, der for ham gjaldt; at modsætningen stod fast, at han aldrig var til at rokke fra, at det er Gud, der er Gud.

Og ved denne ubetingede troskab blev alt, hvad han sagde, et angreb på den menneskelige længsel og det menneskelige drømmeri om fred og fordragelighed og enhed og fællesskab.

Vi kan også sige, at ved sin tro på Gud som Gud, blev alt, hvad han sagde, en afsløring af, at ordene fred, fordragelighed, enhed er de mest farlige og løgnagtige ord, der findes. For på almindeligt dansk hedder det at ville hytte sig selv. At slippe billigst muligt – det er selvkærlighed på den mest raffinerede måde.

Vi mener ganske vist, at det er fromme og gode ord, ord, der har med troen og kristendommen at gøre, men Jesus viser os, at når disse ord sættes som høje mål for menneskelivet, så betyder de et brud på netop menneskelivet – på fællesskabet -med alle de lidende og fattige, som er bundet til dagligdagens slid og kamp.

Vi kan også sige det på den måde, at Jesu enhed med Gud var den, at han stillede sig på det stridende og lidende menneskes side. Hans enhed med Gud var den, at han ikke svigtede dem, der var bundet til livets vilkår, til livets faktum. Han skulle ikke gøre den fattige rig eller synderen og tolderen til acceptable og anstændige mennesker – nej, han stillede sig ved deres side, og det var det eneste, han gjorde.

Det er dét, det betyder, når vi hører, at han spiste med toldere og syndere - og således angreb han alle de utopister og ismer, der vil have livet gjort godt, førend det er værd at leve. Han gjorde det, ved at være tro mod jorden – tro mod, at Gud er den, der er Gud.

For alle disse ord, alle disse planer og al den organiseren af en bedre og fredeligere verden, hvad er det andet end udelukkende selv at ville slippe for at være tro mod jorden og næsten – nej, de er intet andet end en lang flugt fra jorden og stedet, hvor du selv er krævet.

Men én lod sig ikke bluffe af ordene og planerne, og i dette er hans enhed med Gud.

Og nu hører vi i dag, at han beder om, at alle de, der er kommet til tro på ham ved disciplenes prædiken om ham, må være ét ”ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig. Så verden må tro, at du har sendt mig”.

Og det betyder ikke andet end en bøn om, at den, der har mødt Jesu tro, må tro, at i ham har han mødt Gud. Altså ikke som den, der vil skabe jorden om til himmel, men tværtimod den, der fastholder os på, hvad vi er, og fastholder vores jord og forskellighed som det faktum, dette er.

For det er al kristendoms inderste kerne, at der ikke lyves om livet eller striden eller modsætningen, at der ikke strøs sand på alt det, der binder og baster os til dagligdagen og den næste, vi helst vil løbe fra, men at du og jeg må tro, at i Jesus er Gud kommet til os, som vi er.

Og det mærkelige er, at Jesus kalder det herlighed – det, som vi og alle folkeforførerne kalder fattigdom, dette at stå ved livets faktum. Stå ved, at det ikke skal være finere og fredeligere, end det er. Stå ved dét netop nu. At blive sat dér, dét kalder Jesus for herlighed.

Han spiste med toldere og syndere, for han gjorde sig som den eneste til ét med dem. Det var den eneste enhed, han ville, for er Gud for os, hvem kan da være imod os.

Amen

tirsdag den 21. maj 2024

Ændring af gudstjenestetidspunktet på søndag!!

 

Gudstjenesten på søndag den 26. maj er IKKE som annonceret i kirkebladet kl. 11.00 men kl. 9.00 ved sognepræst Kitty Hougaard.
Gudstjenesten er uden altergang.

 

Elisabeth K. Jensen, sognepræst i Augustenborg