Enhed – prædiken til 6. s. e. påske

Jesus beder om enhed, han beder til Gud om, at alle de, der tror på ham, må være ét.

Og enhed, det er et ord, der har en god klang i menneskenes øren. Hvad er det, vi ønsker efter det forrige århundrede med strid og ufred og to verdenskrige, ja, hvad er det, vi ønsker i vores jævne dagligdag? Vi ønsker enhed og fordragelighed. Vi ønsker fred.

Vi er så trætte af al den strid, vi er så trætte af kævleriet og af alle de yderligtgående standpunkter, der kun fører spektakel med sig – og vi fortæller os selv og hinanden, at der ikke må være større modsætninger i verden, end at mennesker og folkeslag kan og skal finde hinanden i en fælles indsats.

Vi fortæller hinanden, at mennesker da må kunne råbe hinanden op og finde fælles fodslag, sådan at historien ikke gentager sig og det hele begynder forfra.

Jeg tager vist ikke helt fejl i, at det er denne tanke, at det er dette ønske – for ikke at sige indsats – der ligger enhver dybest på sinde: Dette, at ingen standpunkter må findes så urokkelige, at det står over enheden og det fælles fodslag.

Men der er to ting at sige om en sådan holdning. At det for det første fører til den mest indædte yderligtgående magtsyge. Hvad ikke mindst netop det forrige århundrede fortæller så tydeligt som muligt. Var det ikke netop enheden og fællesskabet, som både de sovjetiske og national-socialistiske ideologier satte øverst, og med alle midler ville gennemtvinge?

Nej, hvor enheden og fællesskab sættes som det hellige, der følger undertrykkelse prompte efter.

Det var det første, der var at sige. At de smukke ord og de gode viljer uvægerligt fører deres egen modsætning med sig.

Men dernæst er der at sige, at netop sådan taler man om enheden, når man mangler tro – dvs. når man benægter faktum, når man benægter, at virkeligheden er virkelighed, så taler man med disse store ord om værdierne, som det i dag hedder. For faktum her i verden er, at livet er strid og modsætninger og magtkamp.

Det siges ofte, at i gamle dage kunne man lave en tilsyneladende harmonisk enhed, man kunne lave en lykkelig enhed, en fredfyldt tilværelse. Men vi skal ikke tage fejl, for det skete altid på andres bekostning. Når de gamle grækere kunne gå omkring på Akropolis og drøfte tingenes sammenhæng i ophøjet ro, så var det blandt andet fordi, de havde slaver til at varte sig op, og når de rige kan indrette sig en harmonisk tilværelse, hvor de har tid og overskud til at dyrke kunst og rejser og andet fint, hvor de er hævet over det daglige slagsmål for brødet, så lever der ved siden af dem de fattige, der må bære byrderne for dem.

Ved den rige mands dør ligger der altid en fattig Lazarus. Det er den pris, som enheden altid har, når den skal realiseres her på jorden – når den bliver et jordisk ideal og mål; at den aldrig nogen sinde kan gennemføres, uden at næsten, medmennesket, nabofolket, betaler en grusom pris.

––

Og lad os derfor slå fast til at begynde med, at når Jesus beder om enhed, så er det ikke drømmen om harmoni og billig lykke på jorden, han taler om. Nej, det er alene troen, han beder om – det er troskaben mod livets faktum, han beder om.

Og derfor er hans ord om, at de alle må være ét, slet ikke egnet til et programpunkt for bevægelser eller organisationer, heller ikke de kristelige.

Nej, i den bøn vi i dag hører Jesus bede, beder han om en enhed, der ikke er af denne jordiske slags. Jesus siger udtrykkeligt, at de må være, som du, Fader, er i mig, og jeg er i dig. Det er den enhed, han beder om.

Og det vil vi se lidt på, for hvori bestod Jesu enhed med Gud? Svaret er, at den bestod i, at han netop ikke lod alle modsætninger gå op i en højere enhed og således lod alt være lige-gyldigt.

Men hans enhed med Gud bestod i, at han lod én modsætning stå fast i alle forhold; modsætningen mellem himmel og jord, modsætningen mellem Gud og mennesker, mellem menneskers drømme og planer og Guds vilje.

I denne modsætning var han ét med Gud. Fordi han fastholdt denne modsætning, var han ét med Gud. Fordi han var tro mod, at jorden er jord og himmelen himmel, at menneskers utopiske ønsker og Guds vilje ikke er ét og det samme, men er modsætninger. I denne troskab – i denne tro - er han ét med Gud.

Det var det eneste, der for ham gjaldt; at modsætningen stod fast, at han aldrig var til at rokke fra, at det er Gud, der er Gud.

Og ved denne ubetingede troskab blev alt, hvad han sagde, et angreb på den menneskelige længsel og det menneskelige drømmeri om fred og fordragelighed og enhed og fællesskab.

Vi kan også sige, at ved sin tro på Gud som Gud, blev alt, hvad han sagde, en afsløring af, at ordene fred, fordragelighed, enhed er de mest farlige og løgnagtige ord, der findes. For på almindeligt dansk hedder det at ville hytte sig selv. At slippe billigst muligt – det er selvkærlighed på den mest raffinerede måde.

Vi mener ganske vist, at det er fromme og gode ord, ord, der har med troen og kristendommen at gøre, men Jesus viser os, at når disse ord sættes som høje mål for menneskelivet, så betyder de et brud på netop menneskelivet – på fællesskabet -med alle de lidende og fattige, som er bundet til dagligdagens slid og kamp.

Vi kan også sige det på den måde, at Jesu enhed med Gud var den, at han stillede sig på det stridende og lidende menneskes side. Hans enhed med Gud var den, at han ikke svigtede dem, der var bundet til livets vilkår, til livets faktum. Han skulle ikke gøre den fattige rig eller synderen og tolderen til acceptable og anstændige mennesker – nej, han stillede sig ved deres side, og det var det eneste, han gjorde.

Det er dét, det betyder, når vi hører, at han spiste med toldere og syndere - og således angreb han alle de utopister og ismer, der vil have livet gjort godt, førend det er værd at leve. Han gjorde det, ved at være tro mod jorden – tro mod, at Gud er den, der er Gud.

For alle disse ord, alle disse planer og al den organiseren af en bedre og fredeligere verden, hvad er det andet end udelukkende selv at ville slippe for at være tro mod jorden og næsten – nej, de er intet andet end en lang flugt fra jorden og stedet, hvor du selv er krævet.

Men én lod sig ikke bluffe af ordene og planerne, og i dette er hans enhed med Gud.

Og nu hører vi i dag, at han beder om, at alle de, der er kommet til tro på ham ved disciplenes prædiken om ham, må være ét ”ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig. Så verden må tro, at du har sendt mig”.

Og det betyder ikke andet end en bøn om, at den, der har mødt Jesu tro, må tro, at i ham har han mødt Gud. Altså ikke som den, der vil skabe jorden om til himmel, men tværtimod den, der fastholder os på, hvad vi er, og fastholder vores jord og forskellighed som det faktum, dette er.

For det er al kristendoms inderste kerne, at der ikke lyves om livet eller striden eller modsætningen, at der ikke strøs sand på alt det, der binder og baster os til dagligdagen og den næste, vi helst vil løbe fra, men at du og jeg må tro, at i Jesus er Gud kommet til os, som vi er.

Og det mærkelige er, at Jesus kalder det herlighed – det, som vi og alle folkeforførerne kalder fattigdom, dette at stå ved livets faktum. Stå ved, at det ikke skal være finere og fredeligere, end det er. Stå ved dét netop nu. At blive sat dér, dét kalder Jesus for herlighed.

Han spiste med toldere og syndere, for han gjorde sig som den eneste til ét med dem. Det var den eneste enhed, han ville, for er Gud for os, hvem kan da være imod os.

Amen

Ændring af gudstjenestetidspunktet på søndag!!

 

Gudstjenesten på søndag den 26. maj er IKKE som annonceret i kirkebladet kl. 11.00 men kl. 9.00 ved sognepræst Kitty Hougaard.
Gudstjenesten er uden altergang.

 

Elisabeth K. Jensen, sognepræst i Augustenborg

 

Orienterende møde om menighedsrådsvalget

 I aften kl. 19.00 er der orienterende møde i præstegårdens konfirmandstuen (Østergade 11) ang. menighedsrådsvalget i september.

Alle, der er interesserede, er velkomne. 

Vh. Augustenborg Menighedsråd

Dagsorden for mødet

1. Velkomst ved menighedsrådets formand.

2. Valg af dirigent.

3. Orientering om arbejdet i den forløbne funktionsperiode og orientering om det kommende menighedsråds opgaver.

4. Visioner, ønsker og ideer til det kommende menighedsråd. Oplæg ved menighedsrådet og debat.

5. Redegørelse for det seneste års regnskab samt det kommende års budget.

6. Orientering om datoer og regler for opstilling og valgforsamling, og orientering om muligheden for at udløse afstemningsvalg.

7. Oplysning om antallet af kandidater, der skal vælges til menighedsrådet.

8. Afklaring af, hvem der eventuelt er interesseret i at opstille som kandidater og stedfortrædere på valgforsamlingen i september.

Prædiken til septuagesima søndag – Du ved, hvad du skal

 En herre rejste udenlands, og imens satte han sine tjenere til at tage være på formuen. Hver havde fået sit betroet, hver havde fået sit at være ansvarlig for. Det er lignelsens ærinde. Det er det, lignelsen om de betroede talenter vil sige: at hver tjener havde fået en opgave. Det var fælles for dem, dette at bestride det betroede gods.

 Og vi skal lægge mærke til, at lignelsen ikke siger, at Herren gav anvisning på, hvordan opgaven skulle bestrides. Det ligger som en selvfølgelig ting i den, at det vidste tjenerne på forhånd.

 Derfor er der heller ingen undskyldning for den tjener, der ikke havde taget ordentlig vare på sin del af formuen. Han havde ladet den ligge død, nedgravet og sikret, og han skulle vide, at det ikke var meningen med at få den betroet.

 Det vil sige, at i lignelsen forudsættes det, at tjeneren ved, hvad han skal gøre, men i sin frygt har undladt det. Det er den hårde doms begrundelse, at han ikke har gjort, hvad han vidste, han skulle.

 Det må man have med, når man skal forsøge at forstå lignelsen. At der er en underforstået forudsætning.

 ”Du ved, hvad der er at gøre” lyder det indirekte i lignelsen til tjeneren, ”gør det så”.

 Af lignelsen her kan vi høre, at i Gudsriget er der noget forudsat. Mennesket ved, hvad det skal gøre med dét, der bliver det betroet. Opgaven er blot at gøre det, når herren for en stund er borte.

 Lignelsen er fortalt til disciplene, og den forekommer midt i en lang sammenhæng hos Mattæus, hvori Jesus forkynder dom over Israel. I to lange kapitler fortæller Mattæus dette, umiddelbart før Jesus går til Jerusalem til korsfæstelse og død.

 Israel ved godt, hvad det skal, siger Jesus til disciplene, og dommen for ikke at gøre det er hård og ubarmhjertig, for Israels efterladenhed skyldes ikke uvidenhed, men ulydighed.

 Den er uundskyldelig, fordi den er mod bedre vidende. Og dommen er derfor retfærdig og kan ikke afvises som overgreb eller urimelighed, for de vidste godt, hvad de skulle.

 Vi kan stille os lidt uforstående an over for dette, måske have lidt ondt af den tredje tjener, som således blev kastet uden for, men måske kan det være en hjælp at se os lidt omkring i det øvrige Ny Testamente.

 Der er hos Lukas en fortælling om en Iovkyndig, der kom til Jesus og spurgte ham om, hvordan han skulle arve et evigt liv. Han får ikke et oplysende og anvisende svar, men Jesus siger til den lovkyndige: ”Det ved du godt, det står i loven”. Og hvad enten den lovkyndige vil det eller ej, må han give Jesus ret; det står i loven. ”Du skal elske Herren din gud og din næste som dig selv”. Han ved det godt, og et fornyet spørgsmål om, hvem der så er næsten, afslører blot, at han vil slippe uden om at gøre, hvad han skal.

 Detailspørgsmålene er intet andet end flugten fra at skulle gøre, hvad han skulle.

 Og tjeneren i vores lignelse vidste lige så godt, at en formue skal holdes i live, den skal ikke lægges død. Fordi et gods betros til en forvalter, er det ikke ensbetydende med, at godset ligger stille. Det skal virke, som om herren slet ikke var borte.

 Når kaptajnen på et skib holder frokostpause, overlader han roret til styrmanden, for meningen er, at skibet skal sejle, også når kaptajnen holder frokostpause.

Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Det bud, som af Gud blev givet til menneskene. Til jøderne gennem Sinais lovtavler, til hedningerne i samvittigheden. Forskellen var blot den, at jøderne kendte afsenderen, at deres efterladenhed var virkelig skyld, fordi loven var udtalt til dem. Men opgaven var den samme for begge.

 Og når Paulus, som vi hørte det fra alteret før, greb fat ved det, at grækerne havde et alter for en ukendt Gud, så gav han dem indhold i den ramme, de i forvejen havde. Så fæstnede han samvittighedens instinktive viden til Gud og satte dem således i skyldighed. Gjorde dem fra at være legende børn til ansvarlige voksne.

 Der er noget, du skal, siger lignelsen os, og du ved godt, hvad det er, og når du undlader at gøre det, altid med mange undskyldninger naturligvis, i forsøg på at flygte fra skylden, så går det dig ilde.

 For det er slet ikke din sindsstemning eller velfærd, Herren tænker på, når han betror dig noget. Det er det betroede gods, han har i tankerne, og som hans befaling gælder. Det betroede gods, som du i din frygt og bekymring for dit eget skind gik hen og gravede ned. Det er det, Herren ser misligholdt - og det gør ham vred.

 Du skal elske Herren din Gud og din Næste som dig selv, var den lovkyndige hos Lukas nødt til at sige, utilpas og modstræbende - det kunne han ikke komme uden om, at han vidste.

 Ej heller disciplene kunne det, ej heller vi, for vi har fået besked.

 Men det er risikofyldt at gøre det, det er en usikker affære. Vi ved ikke, hvad der kommer ud af det - det kræver, at vi sætter vores kontrol over livet over styr. For buddet sætter Guds befaling, dvs. næstens liv, i centrum, hvormed overskueligheden over mit eget liv forsvinder helt. Langt bekvemmere er det at grave opgaven ned og siden sige: Jeg var bange, omstændighederne var ikke til det - kort sagt, det er ikke min skyld.

Eller, som en moderne tid ynder at gøre; sætte det i et bekvemt system, lave udvalg og foretagender til at tage sig af det. Det kalder man med et fint ord ”medansvar”, som betyder at lempe det ubehagelige over på også andre skuldre end dem, hvorpå det alene var lagt. Men Gud kender nu engang kun mennesket som enkelt, han har aldrig lært at regne med gruppen eller de mange.

 Nej, uanset om tjeneren frygtsomt arkiverer sin opgave, graver den ned, eller om han systematiserer den som et fælles fortagende, eller om han hævder, at han lever i en såkaldt moderne tid og derfor har en ganske anden norm og rettesnor, så er det dog ét og det samme, han siger: Jeg vil have fred, jeg vil ikke risikere noget, jeg vil simpelthen være på den sikre side.

 For en undskyldning og en afvisning er to sider af samme sag, nemlig den at ville hytte sig, den at undgå Guds befaling.

 Og Guds reaktion er derfor den samme, den skelner ikke, Guds reaktion er dommen og vreden.

 Og så kunne vi jo gå videre med en smuk og god prædiken, som sagde, hvordan vi mennesker undgik dommen, med det gode budskab om Gud, der tilgav os onde mennesker (i Jesus Kristus), så vi slap for dommen og undgik Guds vrede. Men det ville jo være løgn at gøre det. Selvom det er det, vi allerhelst vil høre, så vil det være vor egen selvopfundne løgn.

 For siger Jesus noget som helst om det? Nej, det må vi anstændigvis, som hin lovkyndige, indrømme, at det ved vi godt, at han ikke gør. Det har vor lignelse netop fortalt os.

 For, hvad Jesus gjorde, var at føre mennesket netop ind under dommen, afsløre det, og som afsløret stille det foran Gud. Stille det afklædt alle undskyldninger, berøvet alle forsvarsværker foran Gud, ikke blot med sine ord gjorde Jesus dette, men med sig selv. Da han gik til Jerusalem til en langfredag - med disciplene som følgesvende i betryggende afstand.

 For sådan er Guds nåde i hans dom. Ikke, som vi mennesker helst vil det, at oven over skyerne er himlen altid blå, men netop i Guds dom er hans nåde. Således holder han os fast på, hvad han engang har sagt, han holder os fast på, at vi godt ved, hvad vi skal - være ansvarlige for det betroede gods. Med al den risiko, det indebærer.

 Han holder os fast på sin befaling.

 Derfor sluttede det ikke langfredag, men Gud vendte tilbage. Kristus stod op af graven. Ikke for at sige til os mennesker, at nu var alt idel hygge og idyl, men for at være Guds evige og vedvarende ord til os.

 Således sætter alene evangeliet om Kristus alvor i vort liv, ved i ham at dømme alle vore udflugter og undskyldninger. Han fik den opgave at være Guds nådige ord til os. Og nådigt er det netop, fordi det sætter alvor og mening i vort liv. Det liv, som Gud ikke vil tillade at være meningsløst.

 Således skaber Gud himmerig på jorden, og det er jo himmeriget, lignelsen handler om.

 Amen

 

1. søndag i advent

 Dér stod folkeskarerne langs vejen og hyldede Jesus som frelser, som konge. De bredte deres klæder ud foran ham, de jublede og råbte, og de brød palmegrene af og spredte dem, hvor han red. Og de hilste ham med hyldestråbet ”Hosiana, du Davids søn, hosiana i det højeste”. Jo, jublen ville ingen ende tage.

Det var i sandhed et kongeligt indtog, hvis man kigger på det ydre – på skarerne og deres begejstring og handlinger. Og det er også et kongeligt indtog, når man holder sig de gamle skrifter for øje, sådan som Mattæus gør. Men det er kongeligt på to måder.

Det er kongeligt, hvis vi kigger på det ydre – på hyldesten og mængden, - og kongeligt, hvis vi kigger på sagtmodigheden og trældyret, der rides på. De to former for kongelighed er med andre ord i direkte modsætning til hinanden. Og det på flere planer, for her fortælles der om den begejstring, vi mennesker kan gribes af, uden at vi kan forklare hvorfor, og så fortælles der samtidig om en skikkelse, der midt i begejstringen dog er ganske ene, fordi han er modsætningen til netop mængden og antallet og råbene.

Folkeskarerne så, at der kom en konge, men de så ikke hvilken konge, der kom – og derfor red han ensom iblandt dem. For det eneste, Jesus gør som forberedelse til indtoget, er at sørge for ridedyret, trældyret, dvs. det eneste, han gør, er at bekendtgøre, hvori hans kongedømme består. Men det er ikke dét kongedømme, der hyldes af skarerne. Og derfor er indtoget en foregribelse af, hvordan det skulle gå ham, at han skulle ende på korset – ene over for den ganske verden. Ja, allerede i Betlehem begyndte det, for der var som bekendt ikke plads til ham i herberget.

Hvorfor begejstres vi mennesker? Hvorfor finder vi sammen i jubel og henrykkelse? Hvordan går det til, at mange stemmer råber med én røst?

Det meste nærliggende svar er vel, at begejstring smitter – at det er nærmest umuligt at holde sig udenfor, når jublen slår sammen om én. Men der er også et dybere svar, nemlig det svar, at vi alle er opfyldt af en søgen og et ønske om at se meningen med livet og fornemme en opfyldelse af vores håb og en afhjælpning af vores trængsler.

Mange af os har sikkert set gamle filmklip fra Tyskland under 2. verdenskrig med de enorme folkemængder, der var forsamlet, og hvor føreren kom kørende og med afmålte nik og vink nådigt hilste på forsamlingen. Vi har set jævne almindelige folk, bundet sammen af en begejstring for en fører, der skulle give dem indhold i livet og storheden tilbage. Og denne alt for bekendte fører lod sig hylde, nådig og afmålt. Klippene viser, at hyldesten var enstemmig, og som sagt, at den blev modtaget.

Og man spørger sig selv, hvad mon den enkelte i forsamlingen ville sige, hvis han blev trukket ud af mængden og blev bedt om at gøre rede for sin hyldest og sine råb. Han ville sige: ”Nu kommer sandhedens time, nu kommer gengældelsen for, at der er blevet trådt på os efter 1. verdenskrig, nu kommer det menneske, der står solidarisk med os og vort fælles ønske om at have betydning”.

Måske ville denne ene sige: ”Nu er troen og meningen kommet til os, troen på fremtiden og meningen med vores lange historie”. Og så ville denne ene hurtigt ile tilbage til de andre for ikke at gå glip af noget. Måske ville han være den, føreren lod sit nådige blik hvile på, og den, hans nik gjaldt.

Ja, hvorfor begejstres mennesker, er det ikke, fordi al deres længsel pludselig ser ud til at blive stillet, er det ikke fordi, det er så svært at leve i fornedrelsen og håbløsheden? Og for 2000 år siden har det ikke været anderledes.

Men her var der ikke noget nådigt blik og ingen modtagelse af hyldesten, for ganske ene red Jesus ind i Jerusalem. Ensom red han, for den hyldest, der mødte ham, gjaldt det modsatte af, hvad han bragte dem, og hvad det lille arbejdsdyr, æslet, kundgjorde.

Og få dage efter gik det op for dem, hvor grusomt de havde taget fejl, at han bragte ikke, hvad de havde forestillet sig.

Derfor er det hele Jesu gerning fra Betlehem til Golgata, der her møder os. For sådan som den dag i Jerusalem drager han bestandigt ind, også hos os i dag, med den kongelighed, der er modsætningen til alt, hvad vi mennesker forstår ved kongelighed. Fattig, ussel og tavs. Barnet i krybben og manden på korset. Hans kongegerning er modsætning til, hvad skarerne bestandigt forstår ved kongelighed. I Betlehem, i Nazareth, i Jerusalem.

Og hvis vi endnu en gang gør det eksperiment at trække én ud af skaren, der få dage efter indtoget råbte ”korsfæst ham”, og spørger ham, hvad der nu driver ham, så vil svaret nok være, at det var en fejltagelse: ”Jeg 3 troede, at han bragte meningen og storheden, men det holdt ikke. Jeg synes pludselig, at livet fik indhold, men det var en fejltagelse, det var en misforståelse, en skuffelse. Ja, jeg føler mig nærmest bedraget, og det kan jeg ikke leve med”. Og så ville denne ene hurtigt vende tilbage til de andre for at deltage i den fælles dom over ham, der skuffede så fælt.

Og han ville ikke opdage, at bedraget var hans eget. For Jesus havde netop udvalgt sig trældyret som sit ridedyr, dvs. tjenerens dyr. Han red sagtmodig og ene, han kom ikke triumferende på en hvid ganger, han modtog ikke deres begejstring med nådige vink og nik.

Men hvad bragte han da, hvad skal det hele være godt for, når mennesket sådan lader sig bedrage, og vil bedrage sig selv?

Det er dét, en adventsprædiken må handle om. For hvad angår de jordiske førere, så er der ingen tvivl om, hvad de vil, og hvad de lover. De vil netop, hvad vi ønsker mest, og de forsikrer det i tale efter tale, tænk blot på, hvad vi bliver lovet i forbindelse med et folketingsvalg.

Men hvad bragte Jesus, hvad ville han?

Ja, for det første må man konstatere, at han ikke var ude efter folkets hyldest, at han ikke lagde vægt på menneskers mening om ham. Dernæst var det tydeligt, at han ingen plan havde, ingen vision, som det vist hedder i dag. Hans ærinde og opgave blev ikke dikteret af menneskers tro og ønsker. Nej, for hans ærinde var alene at være tro mod det, enhver står i, nemlig dødens liv, som det er.

Det er dét indtog, der finder sted adventssøndag og juledag og hver eneste søndag. Virkelighedens indtog uden pynt og begejstring – det er sandhedens indtog.

Det er den eneste kongelighed, han har – fattigdommens, virkelighedens, sandhedens kongelighed – at være tro mod livet, som det er, lige til døden. Sådan var og er hans opgave, og således kommer den til at være modsætningen til alt, hvad vi mennesker mener at have ret og krav på.

Det er det usmykkede og virkelige livs indtog, der finder sted i dag, indtoget af tjenesten - af trællegerningen - for det, der er bag alle jordiske planer og visioner. Det er den tjeneste, der var og er hans, at stå ved sandheden, at være tro ikke mod stemningen og de svingende grene og meningsmålingerne, men mod livet selv, som det er bag al begejstringen.

Og denne tjeneste var hans udelukkende af én grund – for den fattiges skyld, for det menneskes skyld, som er bundet uløseligt til livet med døden for øje. For din og min skyld, til os drager han ind. Tjener for den afmægtige, tro mod den, som intet kan og intet forstår.

Han kender ingen anden sags end barnets, der intet andet kan eller formår – ingen anden end det fortvivlede menneskes sag - din og min sag.

Så ringe og ussel er hans kongelighed – ja, for os ser den ud af intet, hvorfor vi skynder os at se, hvad vi ønsker at se og hylder dét.

Men det er den sagtmodige konge, der rider ind, og han rider på en tjeners dyr, og således bærer han det, som kun han vil bære: hele den arme menneskeheds byrde. Og han bærer den ene, for der var ingen nådige nik og vink til ham, da det viste sig, hvad han hele tiden havde været: sandheden og det nøgne livs tjener. Og ene bærer han sin byrde frem for Gud, sagtmodig og tavs rider han væk med den fra os, for hos os at efterlade den eneste kongegave, han har at give: sin egen tro, sin egen troskab mod livet, som det er – i dag og i året, der kommer.

Og han kalder det at få skænket hans tro, han kalder dette at være i Guds rige.

Amen

Prædiken til 2. s. e. trin. (Luk. 14, 16-24) Glæden ved at miste alle sine undskyldninger

 Om Herren, der indbød til gilde, men hvor de indbudte takker nej, for de har andre ting for. Da bød herren sin tjenere at føre fattige og vanføre til festen.

Man kan sige, at dagens lignelse handler om undskyldninger. Undskyldninger, vi alle kender. Undskyldninger, vi bruger, når der er noget, vi ikke vil, men egentlig godt ved, vi burde.

Jakob Knudsen har en sjov fortælling om en lærer, der både var tykpandet og selvoptaget, og som havde voldt ham megen unødig ulejlighed, så Jakob Knudsen ikke længere ville besvare hans breve. Uheldigvis mødte han ham engang tilfældigt og kunne ikke undslå sig for en gåtur sammen med den bekendte. Det var et barskt efterårsvejr, og det blæste hårdt, hvorfor en spytklat, som den ubehøvlede lærer havde sendt afsted, landede på Jakob Knudsens frakke. Nu mente den ubehøvlede lærer ikke, at skylden var hans, men vindens, og derfor ville han ikke første gang sige undskyld – det var jo ikke sket med vilje, sagde han. Men da han endnu engang sender en spytklat afsted, og denne også lander på Jakob Knudsens frakke, reagerer Jakob Knudsen prompte og stikker sin ledsager en på kassen. Den forulempede tabte selvsagt næse og mund.

Men det er nu ikke den slags undskyldninger, lignelsen taler om. Altså disse, hvor vi har båret os tåbeligt ad og forulempet andre og må bede om undskyldning for det.

Nej, lignelsen taler om dem, vi mennesker bruger som påskud, alle dem, der kan sammenfattes med ordene: Jeg har desværre ikke tid.

Om disse undskyldninger siger lignelsen, at de er løgn. For sandheden er ikke, at man ikke har tid, men derimod at man ikke vil. Ville man, skulle man nok finde tiden til det også.

Nu kunne man indvende, at det dog ikke er alt, man bliver bedt om, som man er pligtig til at ville. Men er det så ikke mere ærligt at sige det lige ud, er det ofte ikke mere hensynsfuldt at være ærlig? I det mindste bevirker sandheden, at man selv er klar over, at man lyver og ikke tror på sin egen løgn.

Men det med ærligheden er nu ikke det egentlige indhold i lignelsen. Nej, det egentlige indhold er at sige os, at der findes noget så stort, at over for det bliver alle undskyldninger til løgn. Der er noget til i livet, som enhver må stå ret for. Der er noget, der er så stort, at det eneste ærlige er at kendes ved det. Og Jesus i lignelsen kalder dette store for Guds indbydelse, og han mener hermed slet ikke noget mystisk eller særlig religiøst, men han mener, at den, der ikke vil møde livet og alt, hvad det skænker ham, med respekt, den, der ved hjælp af undskyldninger lyver sig væk fra livet ud i drømme om sin egen betydning, han lærer aldrig, hvad det er at leve.

Lignelsen vil sige, at ved hjælp af undskyldninger holder vi mennesker os livet på afstand, vi søger ved hjælp af undskyldninger at søge dækning mod livet, fordi det forekommer os for hårdt og besværligt. Kendsgerningerne holder vi ikke af at se i øjnene, for de er ærlig talt ikke smigrende for os selv, og først og fremmest vil vi ikke være ved selve denne kendsgerning, at vore undskyldninger kun er undskyldninger.

Der er ikke grænser for alle de gode forklaringer, vi kan bringe om, at de er alvorlige, og der er ikke grænser for så smukke, vi kan gøre dem. Vi har pligter, og vi har idealer, som vi ikke vil svigte. Svigtede vi dem, siger vi, så svigtede vi livet. Vi fastholder nemlig med en djævelsk stædighed troen på vor egen betydning og værdi. Og det gør vi, fordi uden den tro forekommer livet os meningsløst og tomt.

Er det ikke livets inderste krav til enhver, at han skal sørge for at få noget ud af det? Og denne påstand pynter vi op med at sige, at det ikke blot er for vor egen skyld, vi skal have noget ud af livet, nej, det er for udviklingens og dermed for alles skyld.

Var det ikke vigtigt, at manden i lignelsen passede sin mark elle sine kreaturer eller sin kone, som han lige havde fået? Vist var det så, men Jesus vil sige, at ved siden af Guds indbydelse er intet vigtigt. Den går forud for alt. For hvad var et menneske uden den? Nej, livet er vigtigere end det, vi får gjort det til.

Jamen, indvender vi, livet er jo ingenting i sig selv, det er kun, hvad det bliver gjort til!

Nå, så det tror du? siger Jesus. Men det er indbildskhed at tro, at du er større end livet, og at det er dig, der skal gøre livet til det, det skal være. For du tager fejl, min ven, livet er større end dig, ja, over for livet er du slet ingenting, og al den pynt og stads, du pynter dig med, er intet værd. Blot undskyldninger og frygt. Du tør nemlig ikke møde livet uden at have noget at falde tilbage på, derfor er det, du tildeler dig selv så megen betydning.

Og hermed er vi nået til, hvad Jesus mener, når han lader Guds indbydelse være det, som ingen undskyldning kan eller skal bestå overfor. For han siger om livet, at det er en indbydelse fra Gud til at tro Gud. De kendsgerninger, som vi ikke tør møde, det nøgne liv, det, som har dødens stempel, og som vi derfor frygter, det liv er Guds indbydelse til at tro Gud – og når vi ved hjælp af den fineste art flygter fra det, er det Gud, vi flygter fra.

Hvem tør være ved, at med alt, hvad han gør, er han intet værd? Har vi ikke alle travlt med at gøre os værdifulde og vores liv indholdsfyldt?

Men Jesus sagde: ”Når I har gjort alt, hvad jeg har befalet, er I unyttige tjenere”, og det er baggrunden for hans lignelse. Det er det samme, han lader Gud udføre i lignelsen, dér hvor Gud befaler tjenerne at gå ud på veje og stræder og indbyde alle dem, de kan finde dér: alle fattige, vanføre, lamme og blinde, kort sagt alle dem, der er i livets vold.

De er Guds børn, siger Jesus. Ikke dem, der er noget, eller som tror, at de skal blive til noget.

Livet er godt, som det er, siger Jesus, ikke sådan at forstå, at han kalder dét godt, som er frygteligt, for det er frygteligt at være fattig og lam og vanfør, men livet er godt, fordi det er Guds, fordi Guds nåde er over det.

Det er ironien i livet, at vi mennesker søger at gøre livet godt, og på den måde mener vi at finde frem til det, vi forstår ved Guds nåde, men derved fornægter vi Guds nåde, netop derved flygter vi fra Gud.

Nej, at tro Gud er at stå afsløret og nøgen uden noget menneskeligt håb. At tro Gud er at få alle sine undskyldninger stemplet som udflugter. Først dér er der kun Gud tilbage at tro på, men netop dér er han også. Og hele livet er således en eneste indbydelse fra Gud til at tro ham. At være uden undskyldning er menneskers skræk, men i evangeliet er det den store glæde. Her får vi glæden ved at miste undskyldningerne.

Amen

1. søndag efter påske (Johannes 20, 19-31)

 Det er jo en gammel historie, vi her anbringes midt i. Vi føres midt ind i en stue, hvis døre var låsede, og derinde sidder en meget lidet tapper skare.

 Hvem er det, vi bliver lukket inde sammen med? Det er en slagen mands disciple. Ham, de havde sluttet sig til og hvis ord, de havde suget til sig, som om de var selve livets ord, han var af gode grunde ikke hos dem, for hans fjender havde slået ham ihjel. Så let, så let havde hans fjender besnakket folkestemningen, så let, så let havde de hidset folket op imod ham. En falsk profet havde de beskyldt ham for at være, én, der vildledte folket, lærte dem løgn i stedet for sandhed, og nu var henrettelsen sket, og dér sad disciplene og krøb sammen bag en låset dør. Skuffede var de og bange, bange for, at hans fjender nu ville fortsætte jagten og også forfølge dem.
 Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor trykket stemningen havde været. Mest, må vi håbe, især trykket over skuffelsen, de havde lidt. Skuffede og chokerede, som danskerne var det den 9. april 1940. For vi kan nok forestille os, hvor stor og chokerende skuffelsen denne dag var for 83 år siden. En hel og fredelig verden, som man troede var så temmelig sikker, faldt pludselig sammen. Virkeligheden, som man ikke havde troet mulig, viste sig pludselig at være alt for virkelig.

 Alle fraserne, man havde levet på, afslørede sig som fraser, illusionerne om ens egen ubetydelighed, der skulle være den sikreste garanti for ikke at blive ramt af den store verdens katastrofe uden for ens dør, viste sig som de illusioner, de var.
 Flere generationers tro på, at bare man passede sig selv, fik man også lov til at leve i fred, faldt den dag med et slag fra hinanden. En lammende skuffelse bredte sig, og man sad og vidste ikke, hvad man skulle tro og gøre. Jeg bringer dette emne på banen igen, for det er noget ganske tilsvarende, vi i dag føres ind i. Der havde levet én imellem dem, et menneske som dem selv, og han havde talt om livet, så stort og gladeligt og myndigt, som ingen anden. ”Aldrig har noget menneske talt således som han”, sagde de.

 Nyt mod til at leve havde han givet dem, ny tro, lys i mørket, et bundet og bastet folk havde rejst hovedet ved hans tale og fået nye kræfter. Ham havde de sat hele deres tro til, og nu var han ubarmhjertigt blevet taget fra dem. De havde troet, han var uovervindelig, og så var han uden anstrengelse, uden modstand, blevet overvundet. Og her sidder de, bag den låsede dør, mismodige og fortabte, ængstelige for den skæbne, der nu ventede dem.
 Og vi føres ind i deres selskab, for vi passer egentlig godt sammen med dem - når vi skal være ærlige, er vi ikke så forskellige fra dem. Det er lidt hårdt at skulle sige det, men det er en dårlig prædikant, der lyver om livet og foregøgler folk en masse, som slet ikke passer. Sandheden er jo den, at ingen slipper igennem livet uden skuffelser, ja mere endnu uden at føle sig bedraget af livet. Det viser sig ofte slet ikke at være så godt og behageligt,  som man tror – især som ung. Det giver skrammer, mange skrammer og dybe skrammer, ja mere end skrammer, det slår én over ende og tager magten fra én.

 Og hvad gør man så? Man holder den gående, for livet skal jo leves videre, siger man. Man samler de glæder op, man kan finde, men også de viser sig at være temmelig hule, man slår tiden ihjel, for tiden er blevet til en fjende, der skal overvindes, og som man lader sig underholde og dysse i søvn af. Man løber med flokken, for hvem tør være sig selv, hvem tør stå alene med sig selv og se den sandhed i øjnene, at der intet er at vente sig?
 Sådan sad disciplene den gang, og sådan sidder vi i dag, også vi bag tætlukkede døre og tør slet ikke være os selv eller give os selv til kende. Dørene er tætlukkede menneske og menneske imellem, ja, selv mellem de nærmeste. Vi lukker os, uden selv at vide det, inde med os selv og lever udadtil af det, der er let tilgængeligt: underholdning, tidsfordriv og store ord, der ingen dækning er bag.

 Jo, også vi hører hjemme sammen med disciplene som dem, der intet håb er for mere, blot er der måske den forskel mellem dem og os, at vi tør ikke stå ved det.
 Men det bliver fortvivlelsen ikke mindre af. Og så er vi altså nu sat dér, hvor vi hører hjemme. Og så er også vi med i det, der pludselig sker. Ind gennem den låsede dør kommer han, han, hvem også vi håber på uden at vide det. Han, der taler livets ord, han, der skænker fred i stedet for fortvivlelse. Gennem den lukkede dør kommer han og siger: Fred være med eder.
 Andet sker der i grunden ikke. Ja, han taler også og siger: Dette ord skal I bringe videre, ved jer skal jeg komme til alle med min fred. Som I har fået min fred nu, sådan skal I give den til enhver, og således skal den være overalt. Og disciplene blev glade, og de gjorde, som han havde sagt, de fortalte det videre først til den af dem, der ikke havde været der, Thomas. Men han sagde: Sludder og vrøvl, I skal ikke få mig til at tro på sådan noget snak.

 Lyder det bekendt? Ikke sandt, det er jo som talt ud af vor mund. Nej, skal der troes, så må vi have noget håndfast at tro på. Men hvad sker der? Kun 3 dage efter kommer han til Thomas gennem lukkede døre og siger: ”Værsågod, føl nu godt efter, du, som ikke vil tro, uden du har noget at tro på”.
 Så må han give sig, men Jesus siger til ham: Det var en ynkelig historie med dig, for jeg vil, at du skal tro uden at have noget at holde dig til. Hvad er den tro værd, der bygges på håndfaste beviser, den falder jo sammen, når beviserne falder sammen. Nej, den tro, jeg er kommet med, er den tro, der tror trods alt og imod alt, der altså blot tror.

 At tro således er at tro på Gud, og i den tro er hele saligheden, al fred og glæde. 
 Og nu begynder vi at forstå, at han måtte dø for at demonstrere for os, hvori troen består. Nemlig, at ikke kendsgerninger, ikke døden, nej, intetsomhelst kan dræbe den tro, for den trodser det altsammen.

 Det er, hvad historien om den låsede dør og den opstandne vil sige os. Den vil sige os, at Guds fred er stærkere end døden, at Guds kærlighed er større end vor skyld, og hvad er der så at være fortvivlet over? Når intet, absolut intet, ingen død og ingen synder, ingen lidelse og ingen modgang kan skille os fra Gud, så er jo freden og glæden her på jorden midt i uroen og frygten.
 Den er i hans ord fra Gud og hans tale om Gud. For Guds fred kan ikke låses ude, den er Guds alene og skænket os af ham i vor Herre Jesu ord og gerning.

 Amen