mandag den 29. november 2021

Julekoncert i Augustenborg Slotskirke


Motetkoret fra Sct.Marie Kirke i Sønderborg 

 8. december kl.19.30.


Alle er velkomne, og der er fri entre.   


Prædiken til 1. s. i advent

 ”Vi beder dig, vor Gud, himmelske Fader, at du ved din Helligånd vil lede og styre os således, at vi ikke, som verden gør, tager forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord, men bevares i en fast tro på din søn”


Sådan beder vi i kollekten til 1. s. i advent; at vi ikke skal tage forargelse af hans fattige skikkelse og foragtede ord.

Jamen, det kunne da ikke falde nogen ind at forarges på en fattig mand og et foragtet ord. Ikke sandt, den fattige forarges man da ikke på, nej, han vækker da vores medlidenhed, ham ynkes man over. For den fattige er én, man hjælper, netop i medlidenhed og medynk.

Vi støtter den fattige, vi giver ham af vores overskud, så hans fattigdom kan afhjælpes.

Nej, den fattige vækker da ikke forargelse, men kalder derimod med sin fattigdom på barmhjertighed. Og på samme måde med det foragtede ord.

Så derfor er det rigtigt at spørge, hvad menes der med denne bøn til kirkens nytårsdag, denne 1. s. i advent?

Ja, lad os se på selve beretningen om indtoget i Jerusalem. For hvem var det, der den dag drog ind i Jerusalem, og som også i dag drager ind blandt os? Hvem er han, der den dag blev mødt med så stor en tilslutning og tiljubel og med taknemmelig glæde? Jo, han var en af deres, Josefs og Marias søn. En almindelig tømrer fra Nazareth, et menneske, der umiddelbart set ingenting var og ingenting ville være.
Det var sådan han, Messias, Kristus, kom for at opfylde den gamle profets ord; ridende på et trældyrs føl, på et æsel. Sådan kom han, denne verdens Herre og frelser.

Altså; verdens Herre holder sit indtog, men det skete mildt sagt i en noget anden skikkelse, end hvad de og vi forventer.

For hvem er det, vi regner for verdens herre? Det er jo lederen, den store finansmand eller den geniale politiker, det er jo videnskabsmanden med sine epokegørende opdagelser, eller livsstilsprofessoren med sine vejledninger til, hvordan vi håndterer livet.

Men i dag lyder der et nej til disse verdens herrer, sådan ser han ikke ud, for verdens herre rider dér på et æsel, sagtmodig kommer han. Ikke omgivet af bodyguards eller omgivet af det samlede mediefolk, nej, forsvarsløs og uden forklaring kommer han.

Verdens herre, hører vi, regerer ikke gennem vise ord og begavede mennesker, ikke ved hjælp af energiske medarbejdere, der kan overbevise verden om hans storhed og hvor epokegørende en person, han var. Nej, sådan hersker han ikke, for han hersker slet ikke.

Han kommer bare, som den han er, og han er som sagt ingen ting og vil ingen ting være.

Det er dét, beretningen om indtoget fortæller. Og derfor er ethvert forsøge på at ville ændre på hans fattigdom, det er at tage forargelse af ham. Enhver, der vil gøre ham succesfuld og fuld af overskud, enhver der vil tegne et billede af ham som en verdensmand, han har taget forargelse af hans fattigdom.

Javel, siger vi så, men det må da skulle forstås rent åndeligt, sådan i overført betydning? Han er vel ikke rent bogstaveligt verdens herre og frelser, for verden ser jo mildest talt anderledes ud med al sin ondskab og magtstræberiskhed?

Men nej, det skal forstås ganske bogstaveligt. Det var jo et menneske i kød og blod, der red ind i Jerusalem. Det var ikke et spøgelse, ikke en åndeskikkelse, det var ikke en filosofi men et menneske som dig og mig. ”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød ordene jo, og der fulgte ikke nogen eftersætning eller yderligere forklaring og besked med.

”Se, din konge kommer til dig”, sådan lød det. Og så ser vi på ham, og vi ser ikke andet end et almindeligt menneske, som må være blevet forrykt, når han kan sige ”konge” om sig selv. Nej, det må være på en særlig måde, en særlig åndelige eller religiøs måde, han forstår sig selv som konge på, for vi ved jo, at han ikke er det bogstaveligt, vi ved jo, at i virkeligheden er det de store og magtfulde her i verden, der regerer.

Men nej, hans indtog betyder ganske bogstaveligt: ”Din konge kommer til dig”, og vi tager forargelse af hans ord ved at ville omtolke dem til noget særligt åndeligt og religiøst.

Han var heller ikke en forklædt skikkelse, det er ikke den forklædte kongesøn, hvis indtog vi hører om. Det er ikke svinedrengen, der bag sine lusede klæder skjuler en kongesøn. At gøre ham og hans fattigdom til en eventyrskikkelse, der færdes iblandt os som forklædt, at se ham således er også at tage
forargelse af ham.

Nej, Jesu indtog var ikke teater eller eventyr, det var virkelighed, det var realitet. Sådan kommer Guds rige på jorden, siger evangeliet, og sådan vil det høres ganske bogstaveligt. I et fattigt og sagtmodigt menneske kommer det midt ind i vores historie. Han kommer ikke med noget skjult, ikke med noget i baghånden, som kan få os til at godtage hans fattigdom. Men netop i denne usle skikkelse kommer Guds rige til jorden.

Jamen, siger vi til dette, er det da meningen, at det altid skal være således? Nu må vi da hjælpe hans fattige skikkelse og foragtede ord til magt og indflydelse. Nu må vi da hjælpe ham med at få anerkendelse. Vi – de troende – må forsøge at gøre ham vigtig for dem – de ikke-troende. Og med denne tilgang til ham, er der med ét gjort skel mellem os og dem, mellem de troende og ikke-troende, mellem dem, der er på den høje gren, og dem, der skal hjælpes. Vi kunne også sige mellem de rige og de fattige.

Jo, også i de frommes kredse – ja, især dér – får forargelsen luft. For hvad er denne trang til at gøre den fattige og sagtmodige konge til stor og mægtig andet end en forargelse over hans usselhed. For travlheden med at udbrede hans rige vil ingen ende tage. Travlheden siger: ”Se, din konge kommer til dig ridende på et æsel”, men den tror ikke på hans kongedømme, før den selv har skabt det til et synligt og imponerende rige.

Han er ikke konge, siger den fromme arbejder, men han skal gøres til konge.

Men han er konge, det er dét, der er det forargelige. Han kom, og han kommer, og han siger præcis det samme i dag, som den gang:”Din konge kommer til dig, verdens herre”.

Du skal ikke tilføje noget til ordene, du skal ikke digte noget andet om ham, end det du hører. Han vil ikke gøres stor, han vil ikke have magt, han vil ikke hjælpes til det, han er. For han er det, han er. Og gud ske lov for det.

For så betyder disse ord ikke andet end, at der gives den fattige lov til at være fattig, at så har den foragtede bror en ved sin side, så er intet længere så småt at det ikke er stort, intet liv er så fattigt, at det ikke rigt. Så afsløres alle vore drømme og al vor indsats som en flugt fra det liv og den død, som vi aldrig slipper uden om.

Ja, så får vores fattige menneskeliv et adelsmærke og sin opstandelse, nemlig dét, at Gud vil ikke kende andet menneskeliv end dette. For der er ikke andet at kende.

Og det betyder, at så bliver året, der kommer, ikke spor anderledes end året, der gik, og sådan skal det være – siger Gud.

Han siger det trods vores forargelse over hans ord, ja, så insisterende siger han det, at hans egen søn måtte lide døden på et kors, da vores forargelse over dette fattige budskab blev kød og blod.

Ene af alle siger han; at dit fattige liv, som du ikke kan slippe fri af, er som det skal være. For Gud er det, som det skal være. Alle andre siger, stræb efter storhed og magt, efter anseelse og fremgang, få styr på livet, kom ovenpå.

Men ene af alle står Gud ved vores virkelighed, som den er – ganske bogstaveligt, som den er ….

Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid
rige blev vi til evig tid.

Amen

mandag den 25. oktober 2021

 Foredrag i konfirmandstuen

Den 3. november kl. 19.30 er der foredrag

ved historiker Thorkild Kjærgaard. Han skal tale om:

300-året for Hans Egedes landing i Grønland. Festdag eller sørgedag?


Den 3. juli 2021 var det 300 år siden den nordnorske præst Hans Egede (1686-1758) med sin hustru Gertrud Rasch og fire børn gik i land i Grønland for at udbrede kristendommen.

 Foredraget giver et indgående portræt af den utrættelige ildsjæl og folkeoplyser, der blev ophavsmand til den måske mest succesfulde protestantiske mission nogensinde. Thorkild Kjærgaard fortæller om det nye Grønland, han skabte, og som siden på godt og ondt har været en del af Danmarks historie.

 Hans Egede har hen over året 2020 været skydeskive for voldsom kritik. Han er blevet beskyldt for at have været en brutal hvid kolonialist og imperialist, og den store statue af ham i Nuuk er blevet overmalet og krævet fjernet. Er der noget om snakken? Var den 3. juli 2021 en festdag eller en sørgedag?

 Thorkild Kjærgaard er historiker, dr. Phil. Han har været museumsinspektør ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 1989-1998, hvorefter han blev direktør for Museet på Sønderborg Slot i årene 1999- 2001. Fra 2002-2015 var han ansat som lektor ved Grønlands Universitet.

 

Alle er velkomne, og der er fri entre.

torsdag den 2. september 2021

Retfærdigheden. (prædiken til 6. s. e. trin.)

  Hvad er det for en kamp, alle partier i Folketinget kan blive enige om at ville kæmpe? Hvad er det for et emne, der altid giver politikerne en ekstra glød i øjnene og større lidenskab i stemmen, hvis ikke det er kampen for retfærdigheden?

 Kampen for retfærdigheden, og derfor kampen mod uretfærdigheden, den kan vi alle samles om. For intet sted er forargelsen så massiv, som når vi med retfærdigheden på vor side dømmer de uretfærdige. Og hvad denne kamp for retfærdighed kan føre til, hvor meget den kan gå os i blodet, så vi kompromisløst skiller de onde fra de gode, det vidner kz-lejre og gullag-lejrene om, det vidner guillotinen under den franske revolution om, det vidner Nordkoreas og Kinas diktaturer om.

 Så langt er vi ikke gået herhjemme endnu, men én ting er dog sikkert, at vil et parti over spærre-grænsen, så bliver det mere end svært, hvis ikke det sværger troskab til velfærdsstatens retfærdige indretning, en retfærdig u-landspolitik, en retfærdig flygtningepolitik. Og ve den, der stiller spørgsmålstegn ved disse emner, han har med det samme placeret sig selv i det dårlige selskab blandt de uretfærdige og blandt de hårdhjertede.

 Jo, retfærdigheden ruller i vore åre, og det i en sådan grad, at vi, som i et væddeløb, kappes om at være mest retfærdige.

 Derfor skulle man også tro, at disse Jesu-ord om retfærdighed skulle vinde genklang og gehør hos alle, der kæmper for retfærdigheden.

 Men sådan forholder det sig imidlertid ikke.

 Og det er nu ikke så mærkeligt endda, for han taler om to vidt forskellige former for retfærdighed. Der tales nemlig om vores retfærdighed, altså den menneskelige retfærdighed, og om Guds retfærdighed. Og disse to har intet med hinanden at gøre.

 Der tales om den menneskelige retfærdighed, eller lad os kalde den den jordiske retfærdighed, som kendes på, at den altid vil forbedre og forøge retfærdigheden. Ikke sandt, større u-landsbidrag, flere kontanthjælpsydelser, mere hjælp til de gamle og børnefamilierne. Og denne form for retfærdighed, den har noget afslørende dobbelt i sig, nemlig at både mine medmennesker og jeg selv har fordel af den. Mine medmennesker høster det gode, at de får en forbedring af deres livsvilkår, og jeg selv høster anerkendelse, fordi min kamp til fordel for mine medmennesker fremstår som en retfærdig kamp. Med andre ord, jeg kommer ved min kamp for retfærdigheden til selv at fremstå retfærdig.

 Men se, det er fandens opfindelse – endda en af de bedste. Dette, at han får os til at kæmpe for andre, uden at vi selv har nogen omkostning ved det. Tværtimod, så høster vi blot ære og anseelse. Ja, det er fandens kunst at kunne forene det, som er uforeneligt, ja, det som er direkte modstridende. Fanden kan som den eneste forene de andres fordel med min fordel, og han har let spil, for der er ikke noget så tillokkende som at være god over for næsten og samtidig vinde godhedens glorie.

 Ja, sådan ser altså den jordiske retfærdighed ud; at jeg vinder fortjeneste eller ære, fordi jeg gør det gode, og de andre vinder fordele, fordi jeg yder dem godhed. Og det er denne menneskelige og jordiske retfærdighed, som Jesus i dag stiller over for Guds retfærdighed. ”Hvis ikke jeres retfærdighed langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmerige”. Og da den farisæiske retfærdighed jo netop var den retfærdighed, der selv vinder æren ved at kæmpe for de andres retfærdighed, så betyder Jesu ord, at en sådan retfærdighed er intet værd. Den retfærdighed, der gør én selv retfærdig, den er falsk og forløjet, den er som sagt fandens retfærdighed.

 Og derfor er der et spørgsmål, vi må have rede på, inden vi fortsætter, og det er dette: Hvad mener Jesus, når han siger, at vor retfærdighed skal overgå de skriftkloges og farisæernes?

 Mener han, at disse folk ikke er retfærdige nok, mener han, vi skal tage os sammen og yde meget mere, end de gør, for at vi med rette kan anse os for at være retfærdige? Er det mon det, han mener?

 Eller mener han, at al deres retfærdighedsiver er uretfærdig? Mener han, at når det drejer sig om retfærdighed, så drejer det sig ikke om noget, der kan forøges, noget, der kan blive større og mere af, men om det i sandhed er retfærdighed, det, som vi anser for retfærdighed?

 At ”overgå” vil jo sige med endnu større anstrengelse at gøre noget endnu bedre, men vil Jesus med sin tale i dag starte et kapløb om at blive mest retfærdig, hvor vi hver især skal overgå hinanden? Nej, hans ord vil det modsatte, de vil nemlig tale om Guds retfærdighed, og den er som sagt noget ganske andet end den menneskelige, og derfor er ordene udtalt for at standse os i vores stræben efter retfærdighed. Ja, de udtalt for at standse enhver optagethed af, om vi nu stræber nok eller ej.

 Farisæerne og de skriftkloge vidste med sig selv, at de var på rette vej. De mente at gå på Guds vej – og der går som bekendt kun gode folk. Men det er ikke Jesu mening at lede folk ind på den vej. Tværtimod er det hans mening at standse enhver i at gå på farisæernes vej, dvs. den vej, man selv har fordel af at gå på, og som fanden derfor er vejleder på.

 Nej, hvis du vil kæmpe for retfærdigheden, så stands og tænk på din broder i stedet for at tænke på dig selv. Og du skal ikke nøjes med at tænke venligt på ham, men tag ham i hån[1]den, i stedet for at bruge ham som trappestige for dig selv, således at du kommer til at fremstå som et godt og retfærdigt menneske. Ja, glem dig selv, og tænk på din bror.

 

 Sådan er Guds retfærdighed. Den ser ikke på sit eget, den handler kun, og den vinder intet, men taber alt. Ja, den gik i graven på denne retfærdighed. Og det mærkelige er, at derved vandt den alt. Sådan er den sande retfærdigheds kamp. Og det vil med andre ord sige, at Guds retfærdighed ikke er noget, der kan måles og vejes, og den er derfor ikke et spørgsmål om, hvor meget eller hvor lidt vi stræber, men den er altid et spørgsmål om alt eller intet. Den er ikke noget vi kan vinde og have i vor besiddelse, men den er alene noget, vi kan få skænket.

 På samme måde som den kræver af os, at vi skal forlige os med vor broder og være velvillige mod vor modpart, mens vi er sammen på vejen, på samme måde er Guds retfærdighed mod os.

 Han, som hører ordentligt efter, kan høre, at Jesu ord rammer os alle - ingen går ramt forbi. Vi vil jo alle dyrke retfærdigheden for at tage os ud. På fandens vis skal vore retfærdige gerninger garantere os, at vi er på rette vej.

 Men Jesu ord er ikke et sæt leveregler, vi kan bruge til at indrette os med Gud. Vi kan ikke på denne bjergprædiken, som ordene jo er taget fra, pege de andre ud som uretfærdige. For prædikenen kommer til os i anklagens form og dømmer os alle. Hvem kan nemlig, spørger den, undgå blot at tænke på at øve uret? Ikke sandt, det kan ingen.

 Derfor: enhver, der vil, kan ikke undgå at høre, at med Jesu forkyndelse af Guds retfærdighed er vor egen retfærdighedsdyrkelse dømt som uretfærdig. Vi kan ikke undgå at høre, at Gud har taget al æren fra os. Men det betyder også, at vi dermed er stillet lige over for Gud. Med evangeliets tale er skellet ikke længere mellem retfærdige og uretfærdige, men i stedet mellem Gud og mennesket. I forhold til Gud er vi alle lige – lige uretfærdige syndere. Med ordene i dag, som er Guds lov, der holdes op for os, er ethvert menneskes ret til at pukke på retfærdigheden fjernet. I stedet tvinges vi til at se ædrueligt på den.

 Vi er med andre ord hevet ned på jorden igen. Sandheden om os er blevet afsløret, og vi har derfor kun et at gøre; at tro Guds ret[1]færdighed i Kristus og ikke vor egen. Og det er en salighed for enhver synder.

 Amen

onsdag den 2. juni 2021

Pinseprædiken

 At det står sølle til med kirkegang og kristendom i Danmark, synes efterhånden at være en vedtaget sandhed. Der er i de fleste kirker i landet ikke en synderlig stor interesse for kirkens søndagsgudstjenester, hvis man kigger procentuelt på tallene. Med mindre gudstjenesterne tilbyder noget ekstra at gå hjem med end syndernes forladelse - en særlig oplevelse, en fælles komsammen bagefter eller en kendis, der optræder.


Det synes med andre ord som om, at det, der driver kirken i dag, er frygten for at kede folk. Og derfor forsøger man med alle midler at fremelske begejstringen. Kunne man blot få begejstringen frem, så var det ganske anderledes let at få kirke og kristendom gjort interessant. Men måske skulle man overveje dette forhold en ekstra gang, for med begejstringen er der det at sige, at den er meget dårligt anbragt i forbindelse med kirke og kristendom.


Det understreges allerede på vej til kirke, at større modsætning mellem kirke og begejstring er svær at finde. For i de fleste tilfælde går vejen til kirke over kirkegården - sognets nok mindst begejstrende sted. På vej til gudstjenesten må man passere gravsted på gravsted, der fortæller om unge og gamle liv; om forældre, der har måttet lægge deres børn i graven, om ægtefæller, hvis samliv ophørte alt for brat, om gamle og udtjente liv. På vej til kirke er begejstringen til at overse, for her taler virkelighedens alvor, her er glæden og jublen ikke umiddelbart det første, man tænker på. Den glæde og jubel, som jo kendetegner begejstringen, og som bevirker, at man glemmer al verdens bekymring. Egentlig er det såre forståeligt, at der lefles for begejstringen, for vel er det en dejlig fornemmelse at kunne glemme al verdens bekymring. Og er det ikke netop det, livet drejer sig om, at kunne fastholde begejstringens ånd, dette at glemme sig selv og sine sorger, og gå fuldt og helt op i alt, hvad der er stort og skønt? Gå op i det med hele sit hjerte, med liv og sjæl?


Og er det ikke det, man med rette kan forvente af præstens prædiken, at den kan begejstre? Er det ikke det, der mangler mest af alt i disse for kirkegangen og kristendommen så trange tider? Begejstringen? Er det ikke derfor, alt er så tørt og trist, fordi der ingen begejstring er?

Hvor ville mennesker befinde sig godt og strømme til, hvis der var blot en smule begejstring at mærke i kirken. For vi mennesker er så begejstrede for begejstringen, selvom vi ikke har den.


For at begejstres ved noget vil sige at glemme virkeligheden, og der er intet, vi hellere vil, hvis bare vi kunne. Og er det ikke det, kristendommen netop skulle hjælpe os til? At glemme virkeligheden til fordel for en større og sandere virkelighed, så den bliver ny og smuk?

Eller anderledes spurgt; er begejstring og tro ikke det samme? Og er det ikke netop det, det gælder om kristeligt set: at have begejstringen, dvs. at tro?


Mit spørgsmål er, som man nok kan høre, retorisk, for svaret er nej, men ikke desto mindre er det altså denne forståelse af kirke og kristendom, der præger det kirkelige landskab: at troen er en form for begejstring. Derfor spørges der mere og mere efter præstens optræden og gebærden, efter hvordan han prædiker og ikke efter, hvad han prædiker. Pastor Petersen er så livlig og energisk, og hans sprog er så gribende, så ham skulle de gå hen og høre.


Nej, ikke hvad, der siges, men hvordan det siges, er blevet det afgørende, for dér fører begejstringen os nemlig hen. Så har denne verdens verdslighed sat sig godt til rette i kirken, så er kirken blevet til et teater, for dér hører begejstringen hjemme, og dér gør den ingen fortræd. Men dér hører den, som sagt, ikke hjemme, for begejstring er ikke tro, men altid lige det modsatte.

At begejstres er nemlig at ville dokumentere sandheden ved hjælp af den virkning, den har. Det, jeg begejstres for, må være sandt, siden det kan begejstre mig. Det er derfor, begejstringen lyder så tiltalende og besnærende for os, for begejstringen garanterer os sandheden i det, vi er begejstrede for. Bliver vi ikke begejstrede over det, vi hører, så kan det ikke være sandt. Men det er pokker til sandhed, vi da har med at gøre, for så er sandheden jo ikke for enhver, men kun for dem, der kan begejstres. Så er sandheden ikke sandhed i sig selv, men afhængig af, hvad den gør ved folk. Så er det begejstringen, der gør sandheden sand.


Men lille præst, indvendes der så, vi kan da ikke leve uden begejstringen, uden den har vi ikke noget at tro på. Og med denne indvending er vi ved prædikens begyndelse, hvor jeg sagde, at begejstringen er et meget farligt ord at anvende i forbindelse med kirke og kristendom, for kristendommen bærer sandheden i sig selv. Vi skal ikke gøre den sand ved hjælp af begejstringen.

Kristendommen bærer sig selv, den har sandheden i sig selv.

Og det vil derfor sige, at troen er ikke det, vi kalder vor tro – altså den begejstrede følelse - men troen er Kristus, han som led og døde, ikke i begejstring men i sandhed. Hvilket vil sige, at Kristus var et menneske, der var givet denne virkelighed i vold og ikke fornægtede den. Han troede Virkeligheden, han tog den af Guds hånd og skulle ikke først have den garanteret. Han blev lydig mod denne virkelighed, dødens virkelighed – dét var hans tro på Gud.


”Det ord, I hører, er ikke mit, men faderens, som har sendt mig”, sagde han til sine disciple. Men han sagde det ikke pga. en begejstring for en overnaturlig viden, som han havde. At Jesu ord ikke var hans, men hans faders, det var ikke noget, han vidste eller følte, men noget, han troede på. Med håb mod håb, som apostlen siger.

Og denne tro giver han videre i sit ord, sådan at hans tro er vor tro. Det, der bærer vor tro, er hans tro, og ikke vor egen. Havde det været vor egen, var vi straks inde på begejstringens vej. Men det er hans tro, der er vor, det er ham, der er vor tro.

Har dette noget med pinse at gøre? Ja, det har det, for det er derom pinsen taler, at vor tro er ikke vor egen, ikke vort eget værk, og skal aldrig være det. Selv når han går bort og ikke er mere, så lever hans tro videre og kommer til os. Den dør ikke med ham, men ligesom han stod op fra døde, sådan står troen også op fra de døde.


Med andre ord, vi skal ikke tro, at vi med vor begejstring skal bære ham, men hans tro bærer vores tro – ja, skaber den. Og at hans tro kan leve, selvom han er død, det er Helligåndens værk. Hans tro lever under navnet Helligånd. Derfor er pinsen også frimodighedens fest. For med Helligåndens komme er enhver fri af bekymringen for, om det nu også er den rette tro og begejstring, man udviser.

Nej, siger pinsen, troen skal ikke bekymre sig om sig selv, troen skal ikke pille navle, for den er båret af Helligånden. Talsmanden, som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde jer om alle ting. Og derfor er det den fuldkomne fred, Jesus efterlod, at Gud tager alt på sig, og vi skal slet ingen bekymring have. Det er den fuldkomne frihed, Jesus har frigjort os til, for således er vi givet tilbage til vort eget liv, frigjort for angst og pine.

Havde troen været begejstring, og troens krav dette, at vi skulle leve på begejstringens rus, var det et nyt slaveri, vi var endt i, et liv i frygtelig trældom. For hvem formår altid at leve på begejstringens tinder?

Men nu er det troen, der bærer os, og ikke os, der bærer den, fordi Gud har sendt sin Ånd, fordi det er blevet pinse. Nu ånder det himmelsk over støvet, nu vifter det hjemligt gennem løvet, ja, yndig risler ved vor fod i engen bæk af livets rod. Det volder alt den Ånd, som daler, det virker alt den ånd, som taler.


Glædelig pinse.

Amen


søndag den 28. marts 2021

Gudstjenester

Gudstjenesterne afvikles igen normalt.

Se tiderne for gudstjenesterne under menuen "Gudstjenester" i højre side.

onsdag den 3. marts 2021

Prædiken til Helligtrekongersdag


 Ovre i Østen var der videnskab. Der sad de lærde og tydede stjernerne og forsøgte ad den vej at finde løsningen på livets og verdens gåder.
 
 Vi ved ikke, om det var i Persien eller i Assyrien, og det er også ligegyldigt, for vi skal blot vide, at for godt og vel 2000 år siden sad datidens stjernetydere og søgte svar på de spørgsmål og gåder, livet stiller os mennesker.
 
 Disse stjernetydere har været datiden professorer, datidens videnskabsmænd og eksperter, som brugte datidens veje til at blive klogere på tilværelsen, til at forstå mere end det, som mennesket umiddelbart forstår. 
 
 Stjernerne læste de i, som de kloge i dag læser i de kemiske formler og statistikker. 
 
 Og da sker det forunderlige, at de netop i stjernerne så en stjerne, som overstrålede alle andre. Ja, egentlig hører vi ikke noget om dét, for det er vist den folkelige tradition og Esajas ́ forudsigelser, som er gået i ét, men de så en stjerne, som var anderledes end de andre. Den talte så at sige et andet sprog – den betød noget andet, end hvad de var vante til.
 
Alting var egentlig, som det plejede at være, og så var det alligevel helt anderledes. Og det er der i og for sig ikke noget mærkeligt ved – dette at videnskabsmanden midt i det vante arbejde pludselig møder noget nyt. Men det afgørende er, at videnskabsmanden i sit arbejde ikke har mistet lydhørheden; at han ikke selvsikkert har løsningen på forhånd og derfor er holdt med at kunne undre sig og se nyt på sagen – hvilket altså ikke var tilfældet med disse østerlandske videnskabsmænd. 
 
 De kunne høre – eller rettere se – hvad de skulle se, og de gjorde, hvad dette, de så, krævede af dem.

 Og her kan man godt spinde en lang ende over, om de på forhånd vidste, at jødernes konge skulle fødes under en særlig stjerne. Jeg sad eksempelvis forleden og læste om de tre vise mænd, og mine kloge bøger gav udførlige anvisninger på, hvorledes jøderne i Babylon var kommet i forbindelse med de østerlandske folk, så de nu kendte til jødernes forventning og håb og derfor vidste, da de så stjernen, at dette var jødernes konge, der blev født.
 
 Se, det er muligt, men sådanne spekulationer forekommer mig mere end ørkesløse, for det væsentlige her ved fortællingen er, at disse lærde midt i deres daglige arbejde mødte noget, som fordrede dem på en helt anden måde, end de var vante til. 
 
 Og de tre fulgte stjernen, og således gik de fra videnskabsmænd til vismænd, for således viste de, at de ikke blot var lærde men viise. 
 
 For visdom er ikke nødvendigvis ensbetydende med lærdom. Faktisk kan lærdommen sagtens risikere at blive en hindrig for visdommen. Lærdommen har nemlig den farlige evne, at den kan tage visdommen til fange. Lærdommen kan blive så religiøs, at den ikke vil vide af nye mål og resultater,
tænk eksempelvis på miljø- og sundhedsdebatten. Taler man ikke, som det er vedtaget på parnasset om disse emner – tillader man sig at have en divergerende mening og derfor
at udforske andre teser end de vedtagne – så er dørene lukkede for stipendier og legater til videre forskning. 
 
 Det er forskellen på den lærde og den viise. Den lærde kender ikke til sin ufuldkommenhed, det gør den viise. Den lærde vil derfor grine højt af stjernes tale, men den viise vil forstå, at her møder han sin grænse. Og de tre østerlandske videnskabsmænd viste sig altså at være vismænd, de gik efter stjernen og søgte den konge, den pegede på.
 
 De gik til jøderne – selvfølgelig til den regerende jødiske konge, Herodes, for hvor ellers skulle en ny konge være født hvis ikke på kongeslottet? Som stjernen var et tegn for dem, blev de således et tegn for Herodes. De fortalte ham, at der var født en konge, som var den sande konge. Ja, med evangelistens vanlige ironi er det jødernes egne videnskabsmænd, der fortæller kongen det.

 I den forstand er Herodes i samme situation som vismændene; at fra det, han kender, skrifterne som hans folk kender ud og ind, får han viden om den sande konge, der er født.
 
 Men hér holder parallellen også op, for hvor de østerlandske vismænd hørte efter stjernen og derfor bøjede sig for dens befaling, blev Herodes kun grebet af én ting; at bekæmpe dens forudsigelse. Og intet middel er for hårdt, ingen løgn for grov, intet bedrag for hæsligt, hvorfor han slesk og klistret bedyrer at ville tilbede den nyfødte, i fald vismændene blot vil afsløre, hvor barnet er at finde. Og selvom vi kan høre løgnen og bedraget i Herodes ́ ord, så er han og vismændene dog fælles om én ting, de forstod begge, at den virkelige konge er født. For vismændene var han født til tilbedelse, for Herodes til angst og had og bekæmpelse. Men de forstår begge stjernens tale. 

 Hos de første fik stjernen visdommen til at lægge videnskabens spørgsmål bort, hos den sidste fik stjernen magtens konge til fanatisk at fastholde sin magt. 
 
 Sådan er det nemlig med Guds tale, som stjernen er symbolet på, at den vækker lydhørhed eller den vækker had og forargelse. Og siden viser fortællingen, at Gud beskytter dem, som står i fare for at blive løgnenes tjenere.

 Men nu er der et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad ville vismændene hos barnet? Hvorfor drog de den lange vej? Se, det er der intet logisk svar på ud over dette, at når menneskene er blevet viise, dvs.
når de lydhørt har hørt Guds ord og befaling, så kan de ikke andet end at begive sig på vej.

 Teoretisk kunne disse tre østerlændinge godt have sagt til sig selv: ”Se, der er en stjerne, der fortæller, at nu er jødernes konge født; nu glæder vi os med jøderne”, og så kunne de være gået videre med deres egne dagsordener en ny oplysning rigere. Men det er virkelig kun teoretisk set. For Gud kan ikke høres, uden at han sætter sine spor. Hans befaling til det enkelte menneske griber altid ind i menneskets liv.

 Det er nemlig vores opfindelse, at man uanfægtet kan registrere Gud, at man kan høre hans befaling, som enhver anden befaling om at holde for rødt og ikke snyde i skat. Nej, når Guds tale lyder, så står ingen uanfægtet tilbage, det er, hvad de viisemænd og Herodes viser. Her findes kun tro eller vantro, ly-
dighed eller had. Her findes kun det at lyde befalingen eller bekæmpe den. Noget tredje gives ikke, siger den gamle fortælling os.

 Så hvorfor begav de sig på vej? Ja, for at tilkendegive, at nu stod deres liv under en anden sandhed, end den gjorde, før de mødte Guds ord. For at takke for, at også for dem var Gud gud.

 De vendte tilbage til deres eget land og til deres tidligere beskæftigelse – til videnskaben – men nu med den viisdom, at den ikke er sandheden selv.

 De var ikke som senere tiders pilgrimme eller munke, der forlod alt for at begive sig ind i noget guddommeligt nyt – nej, de forlod det gamle for at kunne vende tilbage til netop det gamle med den viisdom, som er forudsætningen for alt menneskeligt arbejde. For at takke for, at også for dem var Gud til som Gud. 
 
 Ligeså ukendte som de kom, drog de bort, men den, der blev, var Herodes. Med sin angst, sit had og klistrende snuhed. Sådan er det nemlig med troen og vantroen, med viisdommen og med magtsygen; at magtsygen, den er der altid, det er dén, der bliver.
 
 Og fortællingen om de tre viisemænd vil da blot sige os, at troen, ja, den vækkes de særeste steder – hos folk, som slet ikke skulle vide af den. Den beror nemlig på mennesker. Den har intet med lærdom eller magt at gøre, tværtimod så er den dommen over alt dette, ved at komme i noget så forargeligt som i et barns skikkelse.
 
 Herodes blev, men barnet blev også, det er evangeliet i fortællingen, og det bliver evigt Guds ord til mennesket, det ord, der befaler mennesket med al sin lærdom at kende sin plads.

 Og viis er den, der hører det.

Amen